Stednavne og førkristne kultsteder – Indledning: Island

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

11.
Indledning: Island

Før vi retter blikket mod de sakrale stednavne på Island, er det nødvendigt at se på de særlige forhold, som gør sig gældende her, ligesom det vil være nyttigt at få sat ansigt på nogle af de personer, der vil blive refereret til i det følgende.

Islands korte historie

Island adskiller sig fra det øvrige Norden bl.a. ved landets korte historie. Indtil vikingetiden lå landet øde og ubeboet hen. Først i sidste halvdel af 800-tallet blev Island opdaget af norske søfarere, som var kommet ud af kurs. Islands bosættelsestid – også kaldet landnamstiden – regnes almindeligvis fra ca. 870-930. Islandske stednavne kan med andre ord ikke være ældre end vikingetid. Den grundstamme af navne, som går tilbage til jernalderen, og som findes i det øvrige Norden, er ganske enkelt ikke at finde på Island. Nybyggernes medbragte navne fra hjemlandet kan naturligvis godt have rod længere tilbage i historien, men navngivningen selv kan ikke gå længere tilbage end til det sidste kvarte århundrede af 800–tallet.

Også en øvre grænse findes. Ved en fælles altingsbeslutning gik Island i år 1000 over til kristendommen. Førkristne stednavne vil med andre ord være begrænset af disse to yderpunkter: 870 og 1000 – en periode på 130 år, hvilket er et meget kort tidsspand, når det gælder stednavnestudier.

Navngivning

Hvis man nærlæser et detaljeret kort over et område af Island eller går ind på Landmælingar Íslands netkort, må man uvilkårligt undres over mængden af navne selv i tyndt befolkede eller sågar mennesketomme områder. Alt er navngivet. Og langt den overvejende del af navnene har deres udspring i landnamstiden. – Da den danske antropolog Kirsten Hastrup en tid opholdt sig på Island i forbindelse med nogle feltstudier, skrev hun efterfølgende: ”En vandring i det klipperige landskab langs visse stier er en rejse i kollektiv hukommelse og fortælling. Da jeg engang tog del i at indsamle fårene i bjergene i Suðursveit, kom jeg og nogle bønder lidt på afveje og praktisk talt hver eneste top eller sving eller klippe eller hule havde et navn, og når jeg spurgte, kunne jeg også få en forklaring på navnet.”

Om forbindelsen mellem de islandske stednavne og den islandske fortid siger Kirsten Hastrup: ”Overalt på Island var forbindelsen til fortiden tydelig i navngivningen. Islandske stednavne er forholdsvis transparente netop fordi landet først blev befolket på kanten af historisk tid. Som følge deraf er der et bemærkelsesværdigt nærvær af fortid bundet til landskabet.” Og lidt senere: ”Gennem stednavne og legender, som knytter sig til næsten enhver klippe, knold eller bakke, bliver selv det mest forpinte og uindbydende landskab fyldt med latent mening og erindring. I den forstand taler stenene.”

Landnamsbogen

Når studiet af stednavne på Island adskiller sig fra tilsvarende studier i de andre nordiske lande skyldes det ikke kun landets korte historie. Det skyldes også, at der på Island findes en systematisk historisk-topografisk gennemgang af landet fra så tidligt som ”1130 eller før”. Denne gennemgang er netop Landnamsbogen – Bogen om bosættelserne. Her gennemgås landet systematisk egn for egn med oplysninger om, hvem der bosatte sig hvor, og hvem der giftede sig med hvem. Bogen opregner omkring 3.500 personnavne og 1.500 stednavne.

Genremæssigt er Landnamsbogen udenfor kategori, og eksperter har diskuteret, hvad hensigten med bogen kan have været. Det er bl.a. blevet foreslået, at man har ønsket at få ført til protokols, hvem der oprindeligt havde taget land hvor, så man havde et grundlag for at afgøre, hvem der havde den juridiske ejendomsret over jorden. Hvis dette er motivet bag bogen, vil såvel de detaljerede genealogier som den præcise beskrivelse af de topografiske forhold give god mening. Men igen må vi sige, at bogen kun kan have haft en sådan juridisk funktion, hvis dens historiske troværdighed holder.

Ikke alle forskere er enige om, at Landnamsbogen handler om jura og ejendomsret. I et af håndskrifterne til bogen finder man Landnamsbogens egen begrundelse for, at den blev skrevet: ”Det er mange menns mening at det å skrive om landnåmene er lærdom uten betydning, men vi tror at dersom vi visst kjenner sannheten om våre forfedre, kan vi lettere imøtegå utlendingers hån når de påstår at vi nedstammer fra treller og kjeltringer. Og for dem som ønsker å kjenne gammel overlevering og hvordan en skal spore opp ættetavler, er det bedre å starte med begynnelsen enn å komme inn på midten. Hvorom alting er, ønsker alle siviliserte nasjoner å vite om opprinnelsen til sitt eget samfunn og om tilblivelsen av sin egen slekt.”

Hvis vi går ud fra, at Jakob Benediktsson har ret i, at Landnamsbogen ikke er skrevet senere end 1130, vil det betyde, at den er skrevet højst 130 år efter kristendommens indførelse. – Spørgsmålet er, om bogens forfatter(e) har kunnet give præcise og historisk korrekte oplysninger om mennesker, som levede 100-250 år før deres egen tid.

Den islandske filolog Hermann Pálsson siger, at det islandske middelaldersamfund var stærkt optaget af og havde stor respekt for genealogiske studier. Flere middelalderkilder fremhæver værdien ved at lære slægtstavler. Den såkaldte Første grammatiske Afhandling (ca. 1150) sammenligner genealogiske studier med det at studere loven eller de hellige tekster i Bibelen. Som et andet eksempel nævner Pálsson biskop Torlak Torhallson, som efter seks års studier i Paris og England vendte tilbage til Island ”for at lære genealogierne af sin moder”. Slægtskundskab – ættfræði – blev regnet for en nyttig og værdifuld disciplin.

Jakob Benediktsson understreger betydningen af at kende sin slægts historie: ”I et land uden en nedskrevet historie og med en befolkning, som stort set ikke kunne læse eller skrive, må familietraditioner være blevet fortalt igen og igen fra den ene generation til den næste. Naturligvis ikke den absolutte sandhed, men de vigtigste facts såsom navne på forfædrene og de gårde, hvor de slog sig ned, ville i de fleste tilfælde blive bevaret. I mine unge dage kendte jeg selv mange ældre folk i Nordisland, som kunne spore deres forfædre seks eller syv generationer tilbage uden brug af bøger eller andre skriftlige kilder, og disse folk var ikke ligefrem analfabeter. Det er derfor næsten afgjort, at et betydeligt antal mennesker omkring år 1100 sad inde med en stor mængde troværdig viden om bosættelserne. Hertil kan føjes, at en sådan viden kunne være ganske nyttig, ja, endog nødvendig i spørgsmål omkring retssager om arv og andre rettigheder i forbindelse med jordbesiddelser.”

Når det gælder pålideligheden af stednavnene i Landnamsbogen, så tillægges de høj kildeværdi af de fleste forskere. Ifølge den amerikanske arkæolog Davide Zori, som en årrække har arbejdet på Island, ”eksisterer stort set alle de gårde, som er nævnt i Landnámabók, stadig i dag og på samme sted.” Han nævner en række forskellige forhold, som gør, at stabiliteten over de islandske stednavne er ganske usædvanlig. Selv mikrotopografiske navne som marker, småstier og lignende er bevaret fra den allertidligste periode. Overordnet siger han: ”Stednavne på gårde, veje, marker, bjerge, dale, floder, fjorde og andre kulturelle og naturlige elementer i det islandske landskab har et usædvanlig stort potentiale for at give forståelse af det tidlige islandske samfund. . . I forhold til historisk geografi, bosætningsmønstre og trossystemer er værdien af stednavne anerkendt vidt og bredt. Den bygger på princippet om, at den oprindelige betydning af stednavnet ofte kaster lys over stedets beboere og stedets funktion (økonomisk, rituelt og/eller politisk) på navngivningstidspunktet.”

Sammenfattende må det siges, at Landnamsbogen besidder en høj grad af troværdighed, når det gælder navnestoffet. Dette betyder naturligvis ikke, at Landnamsbogen skal læses ukritisk, at der ikke er fejl at finde, eller at den ene version ikke kan vægte anderledes end den anden ved at tilføje eller udelade oplysninger. Men det betyder, at oplysningerne i Landnamsbogen overvejende er pålidelige. Endelig kan der tilføjes, at mange af Landnamsbogens navne nævnes og bekræftes i de islandske sagaer (12-1300-tallet). Også i kirkelige dokumenter, såkaldte ”måldage” (máldager) og senere sognebeskrivelser findes et stort antal af disse navne. I mange tilfælde er vi i de skriftlige kilder i stand til at påvise et stednavns historie og til dels alder. Ved et overraskende stort antal navne finder vi en ubrudt kontinuitet fra landnamstiden og frem til i dag.

Lidt forskningshistorie

Finnur Magnusson
(1781-1847). Ill.: clm.

Kristian Kålund
(1844-1919). Ill.: clm.

Brynjúlfur Jónsson
(1838-1914). Ill.: clm.

Daniel Bruun
(1856-1931). Ill.: clm.

Finnur Jónsson
(1858-1934). Ill.: clm.

Kristján Eldjárn
(1916-1982). Ill.: clm.

Olaf Olsen
(1928-2015). Ill.: clm.

I det følgende vil vi se på nogle af de personer, som på forskellig vis har bidraget til diskussionen om stednavne og førkristne kultsteder på Island. Deres baggrund og udgangspunkt er ikke den samme. Kun de færreste af dem var arkæologer i moderne forstand. De øvrige var historikere, filologer, dokumentarister, naturvidenskabsmænd m.v.

Árni Magnusson og Jón Ólafsson

Árni Magnusson (1663-1730) er først og fremmest kendt for sit utrættelige arbejde med at indsamle og organisere de islandske håndskrifter. Mange af håndskrifterne blev indsamlet, mens han i årene 1703-1712 var sendt til Island i et helt andet ærinde, nemlig at udarbejde en såkaldt jordebog over hele landet. Han og Páll Vidalin skulle registrere alle gårde på Island, herunder arealet af gårdens jord og antallet af husdyr. Gennem næsten ti år rejste de to udsendinge rundt i landet med deres medhjælpere for at foretage denne registrering. Ud over indsamlingen af disse oplysninger blev registreringen i virkeligheden også en registrering af et meget stort antal stednavne fra alle egne af landet.

Både Árni Magnusson og hans nære ven og medarbejder Jón Ólafsson (1705-1779) fra Gunnavik var ikke blot optaget af håndskrifter men også af andre spor fra Islands tidlige historie. Jón Ólafsson udgav et lille skrift under titlen Islandske Oldtidslevninger, hvori han beklager sig over, at et land, som er så rigt på ”skrevne historiske Mindesmærker” skulle være så fattigt på ”saadanne Levninger fra Hedenold eller Middelalder, der kunde afgive Bidrag til Archæologien.”  Herefter gennemgår han en række af de fund, han selv er bekendt med.

Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson

I årene 1752-1757 og 1760-1764 gennemførte den islandske oplysningsmand Eggert Ólafsson (1726-1768) og lægen Bjarni Pálsson (1719-1779) en række rejser til de forskellige egne af Island. I 1772 udkom deres rejsebeskrivelser i tobindsværket Reise igiennem Island. Ólafsson havde sin uddannelse fra Københavns universitet, og som barn af oplysningstiden havde han studeret en bred vifte af fag: naturvidenskab, sprog, jura og landbrug, men han var først og fremmest naturforsker. Af rejsebeskrivelsen fremgår det dog, at Ólafsson og Pálsson ikke kun var optaget af den islandske natur men også af det islandske folks kultur og historie. Derfor omtaler de også de fortidslevn, som de stødte på undervejs – gravhøje, gårdruiner, spor efter gamle gudehove og lignende. Selv om Ólafsson og Pálsson ikke udførte forskning i moderne forstand, er deres iagttagelser ikke uinteressante. I et land, hvor spor af fortiden hurtigt kan udviskes af vind og vejr eller erosion og oversvømmelse, udgør Reise igiennem Island et værdifuldt tidsbillede af, hvilke levn der eksisterede for godt 250 år siden.

Finnur Magnusson og Oldsagskommissionen

I 1807 stiftedes Oldsagskommissionen – ”Den Kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring” – i København. Denne kommission var i virkeligheden første grundsten til Nationalmuseet. I kommissionen sad bl.a. islændingen Finnur Magnusson (1781-1847), der var professor ved Københavns Universitet. Et af kommissionens mål var ”bevaring af monumenter fra oldtiden i det åbne land”, og i 1817 udarbejdede Magnusson en Udsigt over mærkelige oldsager i Island til kommissionen. Herefter fulgte en systematisk undersøgelse af levn fra fortiden i alle egne af Island. Præster fik til opgave at undersøge deres sogne for antikvariske spor og indberette det til Oldsagskommissionen. Dette blev gjort, og blandt indberetningerne var oplysninger om i alt fjorten hovtomter spredt ud over landet. Herefter fulgte en registrering af gårdruiner, gravhøje og andre spor fra oldtid og middelalder. Disse indberetninger og breve er samlet og udgivet af historikeren Sveinbjörn Rafnsson i værket Frásögur um Fornaldarleifar. Man fornemmer stemningen, når det i et brev fra Kommissionen fx hedder: “Ligeledes bliver altid enhver af de Oldsager, som findes paa Island og som ere ældre end Christendommens Indförelse paa denne Öe særdeles interesante, da man med Grund kan antage, at de samtlig henhöre til den siste Periode af Hedenskabet og altsaa kan tjene til at bestemme Alderen af lignende Stykker, der findes andre Steder i Norden.”

Kristian Kålund

Kristian Kålund (1844-1919) var bibliotekar ved den Arnamagnæanske Håndskriftsamling ved Københavns Universitet. I sit arbejde var Kålund dybt optaget af håndskrifterne – ikke blot af dokumenterne i sig selv men i lige så høj grad af deres indhold. Kålund kendte sagaerne som få, herunder de mange hundrede stednavne, som nævnes. I 1872 rejste han til Island for med egne øjne at se de mange sagasteder. Det blev til et ophold på to år, hvor han gennemrejste landet på kryds og tværs og skrev et værk i to store bind Bidrag til en historisk-topografiske beskrivelse af Island, hvori han giver en minutiøs gennemgang af alle sysler og enhver lokalitet, som kan forbindes med sagalitteraturen.

På sine rejser var Kålund optaget af at sammenholde sagaernes beskrivelser med de faktiske forhold, både hvad navne og topografi angår. Han var også optaget af fortidslevn, især spor efter gravhøje og kultsteder. Han anfører ikke færre end 60 hovtomter og dertil nogle lokaliteter, hvor der ikke var efterladt fysiske spor, men hvor den folkelige tradition var så stærk, at han måtte tillægge den betydning. Overalt hvor han kom frem, var han i nær kontakt med egnens lokale befolkning for at undersøge, om nogen kendte til sagn eller andre overleveringer, som kunne kaste lys over en lokalitet eller et bestemt navns historie. Også sådanne lokale traditioner skrev han ned.

Kålunds værk, som var uhyre grundigt, kom til at nyde høj status og anvendes stadig som opslagsværk i arbejder om den islandske topografi. Selv om Kålund skrev i en tid, hvor de nationalromantiske tanker havde præget tankegangen gennem trekvart århundrede, er hans beskrivelse nøgtern og ikke ukritisk overfor oplysninger, uanset om de kommer fra håndskrifterne selv eller fra folkesagn.

Sigurður Vígfússon og Brynjúlfur Jónsson

Ud over at være optaget af landet og folket var den nationalromantiske bevægelse optaget af naturen og fortiden. Denne interesse blomstrede på Island gennem størstedelen af 1800-tallet og blev yderligere næret af en ny længsel efter uafhængighed fra Danmark. Flere arkæologiske tiltag til bevarelsen af islandske oldsager så dagens lys i sidste halvdel af århundredet. Ligesom i Danmark skulle dette arbejde føre til etableringen af det islandske nationalmuseum.

En arkæologisk pioner på denne tid var oldtidsforskeren Sigurður Vígfússon (1828-1892), der foretog utallige ekspeditioner i jagten på oldtidslevn. Han undersøgte tomter fra forsvundne gårde, gravhøje og påståede gudehove. Overalt foretog Vigfússon opmålinger og nedskrev sine iagttagelser. Mange af disse udkom som arkæologiske rapporter.

Vigfússons efterfølger var den selvlærde Brynjúlfur Jónsson (1838-1914), om hvem Finnur Jónsson sagde, at han var “nutidens mest oplyste og intelligente autodidakter.”  Den folkelige interesse for spor efter fortiden skyldtes for en stor del disse to mænds utrættelige arbejde og mange artikler.

Daniel Bruun og Finnur Jónsson

Daniel Bruun (1856-1931) var uddannet militærmand, men hele sit liv brændte han for arkæologien. Han blev tilknyttet Nationalmuseet i København og deltog bl.a. i udgravningen af Gundestrupkarret. Han var den første, som foretog egentlige videnskabelige udgravninger på Færøerne, Island og Grønland. Han tilbragte flere år på Island (1896-1909), hvor han bl.a. undersøgte gårdtomter, gravhøje og gamle rejseruter gennem det indre højland. Da han tilmed var en flittig skribent, var han med til at stimulere den arkæologiske interesse også blandt menigmand.

Det var en udgravning ved den nordislandske gård Hofstaðir ved Myvatn, som blev Bruuns vigtigste arkæologiske bedrift. Sammen med vennen, filologen Finnur Jónsson (1858-1934) tilbragte han somrene 1907-1909 med udgravninger på stedet. På baggrund af navnet Hofstaðir (Hovsted) mente man, at stedet kunne have været et førkristent kultsted. Vi skal i kap. 20 se nærmere på resultatet af Bruuns og Jónssons undersøgelser. – Efter det arkæologiske arbejde udgav Bruun og Jónsson et skrift med titlen Om hove og hovudgravninger på Island (1909). Heri gennemgik de 35 islandske hov-lokaliteter, som de havde besøgt.

Matthías Þórðarson

I 1907 blev arkæologen Matthías Þórðarson (1877-1961) ansat som direktør for det nyåbnede islandske Nationalmuseum i Reykjavik – Þjóðminjasafn Íslands, en post han beklædte i 40 år. I denne periode blev der udarbejdet en meget lang liste over fortidslevn, tomter af gårde, kultbygninger, kirker, gravhøje og andre historiske spor fra fortiden. De fleste af disse steder havde endnu ikke været genstand for en arkæologisk undersøgelse, men blev på forhånd fredet. Nogle af stederne var valgt på baggrund af stednavne, andre fordi de var omtalt i sagaerne. I det hele taget fik udnævnelsen mest karakter af formodede fortidslevn. Fredningen skete med stor hast og inden længe var listen alenlang. Den består i dag af mere end 3.000 fredede lokaliteter, og ud for langt de fleste vil man finde Matthías Þórðarsons navn.

Selv om Þórðarson både havde læst filologi og arkæologi ved Københavns Universitet, gik han ikke ligefrem videnskabeligt til værks og var meget hurtig til at nå sine konklusioner, fx at en lokalitet udgjorde spor af et gammelt tingsted, resterne af et gudehus eller et bestemt sted fra en af sagaerne. Derfor har senere arkæologer og historikere været skeptisk overfor Þórðarsons resultater. De mente, at han havde været alt for ukritisk.

Kristján Eldjárn

Både under og efter Þórðarsons tid blev der ført en til tider ophedet debat på Island vedrørende sagaernes historiske troværdighed. Holdningerne gik fra, at sagaerne helt igennem var tro overfor historien til at de var ren fiktion. Þórðarsons afløser på posten som direktør for Islands Nationalmuseum var Kristján Eldjárn (1916-1982), der siden skulle blive Islands præsident. Efter at have læst arkæologi ved Universitetet i København, rejste han hjem for at arbejde på en ph.d.-afhandling om hedenske gravskikke. I projektet indgik udgravningen af en gård i Svarfadardal, som var omtalt i Svarfdæla Saga, men påvirket af tidens debat valgte han at udelade enhver henvisning til sagaerne. Afhandlingen Kuml og haugfé úr heiðnum sið á Íslandi udkom i 1957. Fem år senere bidrog Kristján Eldjárn til det store Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bl.a. med artiklen Hov og Horg om hov og hørg på Island.  Han indleder artiklen med at opstille fem kilder, hvorfra der kan hentes viden om hedenske kultsteder:

1. Eddadigte og skjaldedigte.

2. Oldskrifter (han fremhæver Landnamsbogen) og gamle lovtekster.

3. Sagalitteraturen.

4. Stednavne.

5. Arkæologiske vidnesbyrd.

Han opfordrer til, at kilderne anvendes med forsigtighed, hvorefter han i resten af artiklen demonstrerer, hvad han lægger i dette. Først beretter han om landnamsmændene, som medbragte gudebilleder og hellig jord fra det gamle hov, han nævner Landnamsbogens omtale af 13 forskellige hove, godernes funktion som tempelforstandere og fristatstidens inddeling af landet med først 36 og senere 39 hove. Ud fra oplysninger i Landnamsbogen beskriver han hovets indretning og fra sagaerne kan han fortælle, at der også fandtes privathove eller blothuse. Stednavnene kan give os et fingerpeg om de islandske hoves tæthed og han fortæller, at der findes 24 gårde ved navn Hof, 13 ved navn Hofstaðir og 6 andre gårdnavne med Hof. “Det er dog ikke givet”, siger Eldjárn, “at der har været hove på alle disse gårde, medens det på den anden side er sikkert, at der var hove på nogle gårde hvis navne ikke røber deres tilstedeværelse.”  Eyrbyggja sagas beskrivelse af et gudehov anser Eldjárn for “den vigtigste”. Efter at have gennemgået denne sagas detaljerede beskrivelse, slutter han med disse ord: “Det er vanskeligt at bedømme hvor troværdig fremstillingen er, men uden tvivl bygger den på en gammel tradition.” De mange hustomter, som af folketraditionen blev udlagt som hovtomter, forkaster han derimod. De fleste er falske, siger han, men enkelte kan være ægte. Således henviser han til Daniel Bruun og Finnur Jónssons udgravning på Hofstaðir ved Myvatn, “der i forbavsende grad stemmer overens med Eyrbyggjas beskrivelse.” – Til trods for formaninger om forsigtighed og indskudte forbehold er det svært at komme uden om, at Eldjárn selv i stort omfang henter sine oplysninger i de skriftlige kilder, Landnamsbogen, lovtekster og islandske sagaer.

I 1966 udkom den danske arkæolog Olaf Olsens afhandling Hørg, hov og kirke, hvor der lægges krafig afstand til at benytte de skriftlige kilder i jagten på førkristne kultsteder. Tre år senere skrev Kristján Eldjárn en anmeldelse af bogen. I den 12 sider lange anmeldelse kan han slet ikke finde superlativer nok i sin ros af bogen. Han erklærer sig ikke blot enig med Olsen, men han siger,  at der ikke er noget i bogen, som han ikke selv kunne have skrevet.

Olaf Olsen

Ingen enkeltperson har påvirket studiet af de førkristne kultsteder som den danske arkæolog og historiker Olaf Olsen (1928-2015) gennem den nævnte afhandling Hørg, hov og kirke fra 1966. Ikke kun Eldjárn var begejstret. Afhandlingen blev ganske enkelt normgivende for de følgende 30 års forskning på området, og i mange år var Olsens synspunkter ene om opmærksomheden. I sin afhandling tog Olsen et radikalt opgør med tidligere forskere. Han anså dem som ukritiske, vilkårlige og uvidenskabelige i deres metoder. Han forkaster sagaerne og andre skriftlige kilder og fremhæver arkæologien som eneste redskab til at give os reel viden om de førkristne kultsteder. I forbindelse med sin afhandling foretog Olsen bl.a. en udgravning på Hofstaðir ved Myvatn i Nordisland – samme hovtomt, som Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde undersøgt et halvt århundrede tidligere. I kapitel 20 skal vi vende tilbage til resultaterne af disse undersøgelser.

Olsens argumenter er for omfattende til at gengive her, men hans vigtigste konklusioner var:

1. Hove forstået som selvstændige bygninger har ikke eksisteret.

2. Hov er betegnelsen for en høvdingehal, “i hvilken der regelmæssigt afholdtes kultiske sammenkomster for en større kreds end gårdens egne beboere.”

3. Hørg er betegnelsen for et helligsted i det fri, hvor der blev blotet til guderne. Med tiden kan den være blevet overdækket af en simpel konstruktion, som gradvist blev til et hus.

4. Der findes ingen dokumentation for kultpladskontinuitet, dvs. at en kirke er bygget direkte ovenpå et hedensk kultsted.

5. Hverken sagaer eller folkesagn kan bidrage med information om den førkristne kult. Sagaerne er skrevet i 12-1300-tallet og folkesagn er endnu yngre.

Uanset om man var enig med Olaf Olsen eller ej, var der næppe nogen, som ikke respekterede hans forskning. De fleste var også enige om relevansen af det, som to af hans kritikere kaldte henholdsvis “et storstilet og nødvendigt oprydningsarbejde,” og “et velgørende opgør med flere generationers løse hypoteser og romantiske tempelteorier.”  Disse kommentarer sigtede til, at der på Island øjensynligt blev ved med at dukke nye spor op, som blev tolket som rester af førkristne gudehuse. Ifølge Olsen var tallet vokset til omkring 100 gudehove, før han skrev sin afhandling. Begrundelsen for disse udnævnelser byggede ikke på arkæologiske fund men på stednavne, sagaer og folkesagn, og disse kilder havde Olsen på forhånd diskvalificeret.

Nye strømninger

En række tværfaglige forskningsprojekter har siden 1990’erne stillet spørgsmål ved flere af Olaf Olsens konklusioner. Nye arkæologiske fund, nye resultater af stednavneforskning og en ny tilgang til sagaerne og andre skriftlige kilder har gjort, at mange forskere i dag er kommet til andre konklusioner end Olsen. Fundene under Frösö kirke gjorde fx, at man ikke længere kunne fastholde, at kultpladskontinuitet ikke havde fundet sted. Fundet af kulthusene ved Tissø og Uppåkra gjorde det svært at fastholde, at separate kultbygninger ikke havde eksisteret. Religionshistorikere er enige med Olsen i, at de skriftlige kilder ikke kan læses som moderne historiske kilder, men der er også enighed om, at det ville være at kaste barnet ud med badevandet, hvis man helt forkaster sagaerne som kilde. For sagaerne kan indeholde lag af meget høj alder. Den norske religionshistoriker Gro Steinsland siger: ”De siste årenes kildekritiske debatt har igjen åpnet for sagaene som kilder til førkristne forhold. Mens man er enige om at sagaene ikke kan brukes som kilder til realhistoriske forhold, har man større tillit til deres kildeverdi for tradisjonsforhold, mentalitet og religion.”

En af de forskere, som har bidraget til det store tværfaglige svenske forskningsprojekt Vägar till Midgård om førkristen religion, er den danske arkæolog Charlotte Fabech. Hun har ved flere lejligheder fremhævet, at der er en påfaldende overensstemmelse mellem det, vi læser i sagaerne, og det, som de seneste års udgravninger har afdækket. “Vort kendskab til centralpladser er resultatet af de seneste tyve års arkæologi, som radikalt har ændret vort syn på det første årtusind. Centralpladserne gav os en forståelse for hallens betydning som centrum for det ideelle liv med ceremonier, rituelle måltider, gaveudveksling osv. Men hov og hørg som de er beskrevet i sagaerne er indtil for nylig blevet udelukket som fiktion skrevet af forfattere, som var under kristen påvirkning.”

Endnu mere konkret bliver hun, når hun sammen med den svenske arkæolog Ulf Näsman kommenterer sagaernes længste og mest detaljerede beskrivelse af et gudehov, nemlig Torolf Mosterskægs hov, som den fremstilles i Eyrbyggja saga. Fabech og Näsman skriver: “Ifølge Eyrbyggja saga byggede Torof et hov bestående af en stor bygning med en dør nær den ene ende. Indenfor var der rejst højsædestolper. Ved den ene ende af hallen var der en tilbygning i lighed med koret på en kirke. Midt på gulvet var der placeret en sokkel, som kunne ligne et alter. På soklen lå en penannular ring. På denne ring skulle der aflægges eder og ved sammenkomster skulle hovgoden (kultlederen) bære den på sin arm. Bag alteret stod gudebillederne. Goden selv havde ansvar for blotet (ofringen) og vedligeholdelse af hovbygningen. Beskrivelsen af dette hov er indtil for nylig blevet afvist som fiktion skrevet under indflydelse af den kristne kirke. Men tyve års arkæologiske udgravninger har givet os beviser fra centralpladser og eliteresidenser som viser, at de informationer, som gives i sagaerne, bygger på realiteter. Kultbygninger er nu blevet gravet frem adskillige steder.”

De resultater, som man er nået frem til indenfor de seneste år er overbevisende og svære at komme udenom. Yderligere vægt får de, fordi de bygger på tværfaglige studier, som inddrager en række discipliner: arkæologi, historie, religionshistorie, filologi, stednavneforskning og i et vist omfang antropologi. De forskere, som har præget dette arbejde udtrykker respekt for Olaf Olsens forskning, men erkender også, at der er gjort landvindinger siden 1960’erne.

Kortmateriale

Studiet af stednavne kan ikke gennemføres uden godt kortmateriale. På Island har National- og Universitetsbiblioteket udarbejdet en omfattende database, hvor et stort antal gamle og nye kort er blevet digitaliseret. Databasen kan findes på adressen http://islandskort.is/.

Det vigtigste søgeværktøj, finder man på det islandske geodætiske instituts – Landmælingar Íslands – hjemmeside. Siden giver mulighed for flere forskellige kortvisninger og har gode søgefunktioner. Hjemmesidens adresse er http://www.lmi.is/kort/.

Det nyeste og mest fuldstændige kortmateriale over Island er dog Hans H. Hansens store Íslandsatlas fra 2015 også i målestoksforholdet 1:100 000, som desværre ikke er tilgængelig på nettet.

 

Fodnoter