Stednavne og førkristne kultsteder – Indledning: Skandinavien

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Et arkæologisk fund som Solvognen lader sig bedst tolke i lyset af de skriftlige kilder. Illustration: clm.

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

1.
Indledning: Skandinavien

Da guden Tor engang var blevet groft ydmyget hos jætterne, og hans hammer havde vist sig virkningsløs, stod han dybt rystet og forvirret udenfor deres port klar til at rejse hjem. Da henvendte jætten Udgårdsloke sig til ham for først at gnide salt i såret ved at spørge, hvordan Tor selv syntes besøget var gået, dernæst for at fortælle ham, at det hele havde været et stort synsbedrag. Og hvis Tor tvivlede herpå, kunne han og hans ledsagere på hjemrejsen blot kikke efter, om ikke de i landskabet så tydelige spor efter hans hammer. – De stednavne, som denne bog beskæftiger sig med, udgør netop sådanne spor i landskabet efter Tors hammer.

Kilderne til førkristen religion

Vores viden om og kendskab til nordboernes gamle religion bygger på flere forskellige kilder. Hvis vi som et tankeeksperiment kunne viske tavlen ren og skulle forsøge at genskabe billedet af førkristen religion i Norden, ville vi ikke kunne gøre det uden disse fire kilder:

1. Skriftlige kilder

2. Arkæologiske fund

3. Folketro

4. Stednavne

Med de skriftlige kilder menes Eddaens gude- og heltedigte – Den ældre Edda, hvor store dele af den nordiske mytologi udfoldes poetisk. Men netop fordi der er tale om poesi, er oplysningerne også noget fragmentariske. Også skjaldedigtene har mange referencer til guderne især i det rige billedsprog, hvor elementer fra mytologien udgør en uudtømmelig kilde for skjaldene. Den første systematiske gennemgang af førkristen religion finder vi i Snorre Sturlassons Edda – Den yngre Edda – fra begyndelsen af 1200-tallet, ligesom også hans sagaer om de norske konger beskriver det førkistne Norden. Nogenlunde samtidig med Snorre er den danske historiker Saxo, der i første del af sin Danmarks Krønike har adskillige afsnit om de gamle guder. Til de skriftlige kilder hører også de islandske sagaer, der glimtvis skildrer forholdene før og omkring kristendommens indførelse. Måske er et gudehov omtalt eller en hedensk højtid beskrevet. Svagheden ved at benytte sagaerne som kilde er, at de først er skrevet i 1200-1300-tallet, dvs. efter kristendommens indførelse og derfor er skrevet af kristne. I de første kristne loves stadfæstelse af kristendommen finder vi samtidig et opgør med hedendommen, der kaster lys over dele af de førkristne traditioner. Endelig findes der i flere ikke-nordiske kilder kortere eller længere afsnit, som beskriver forholdene i Norden.

Arkæologiske fund kan udgøre vigtige kilder til viden om førkristen religion. Der kan være tale om grave og gravgaver, der kan være tale om ofringer i offermoser, religiøse billedmotiver, gudestatuetter, kultgenstande eller spor af kultbygninger og -anlæg. Et sted mellem de skriftlige og de arkæologiske kilder finder vi runestenene, der med korte formler som ”Tor vie disse runer” giver et autentisk indblik i førkristen tænkning. Det er dog vigtigt at huske på, at arkæologiske fund skal tolkes, og i denne tolkning indgår de skriftlige kilder ofte. Når man på en gotlandsk billedsten finder et motiv af en høvding til hest på en ottebenet hest, så er det svært ikke at tolke dette billede som Odin, når de skriftlige kilder netop karakteriserer ham som ridende på en ottebenet hest. Et andet eksempel kunne være Solvognen fra Trundholm Mose. Her har vi en hest, som trækker en rund skive på en vogn. Skiven er belagt med guld på den ene side og er sort på den anden. Ifølge de skriftlige kilder trækkes solen hen over himlen af en hest. Om natten vender den tilbage til sit udgangspunkt og fortsætter næste morgen. I disse eksempler tolkes de arkæologiske fund ud fra de skriftlige kilder.

Når vi i folketroen møder fortællinger om trolde, alfer, nisser, bjergfolk, lindorme, marer og mange andre mærkelige væsener, så tyder alt på, at disse er blege afskygninger af svundne fortællinger, som har rod i førkristne forestillinger. Mange folkesagn er dog så sammenblandede med elementer fra kristne sagn og legender, at det ikke er muligt at skille dem ad. På den anden side findes der også sagn, som lægger sig så tæt op ad førkristne fortællinger, at der ikke kan være tvivl om deres ophav. Et eksempel på den sidste kategori har vi fx i folkevisen Tord af Havsgård, der bygger på temaet fra Trymskvadet, hvor Tor og Loke drager ud efter den forsvundne hammer. Også i mange af de færøske ballader – de såkaldte kvæder – findes spor efter førkristne traditioner. I Danmark har folkemindeforskere som bl.a. Svend Grundtvig, Axel Olrik, Hans Ellekilde og senest Mads Lidegaard bidraget til at påvise forbindelsen mellem folketroen og førkristen religion.

Den sidste og ofte oversete kilde til viden om den gamle religion er de hundredvis af stednavne, som findes spredte ud over de nordiske lande – navne, som alle indeholder et gudenavn eller en anden henvisning til den gamle religion. I det følgende skal vi undersøge, hvorvidt disse navne virkelig kan bidrage til en større viden om den førkristne religion i almindelighed og om kultsteder i særdeleshed. Før vi ser på dette, skal vi dog kaste et blik på, hvordan stednavne kan bidrage til forståelsen af vor kulturs historie i bredere forstand.

Stednavne som kilde til kulturhistorie

Studiet af stednavne er ikke af ny dato. Det er studiets anvendelsesmuligheder heller ikke. Standardværket indenfor denne disciplin er Stednavneforskning 1–2 af Vibeke Dalberg og John Kousgård Sørensen. I andet bind gennemgår de to stednavneforskere en række af de fagområder, hvor stednavne har været benyttet til at kaste lys over forskellige sider af vor kulturs historie. Flere af eksemplerne i det følgende stammer fra Dalberg og Kousgårds værk.

Stednavne kan vise, hvor mennesker har boet, bygget og levet i fortiden. Nogle navne indeholder ord, som i sig selv viser dette, andre viser det indirekte gennem bestemte navneled. Til den første gruppe hører navne som Dyssebjerg på Fyn eller Dyssebjerg i Himmerland. Disse navne sigter til grave, dysser, hvor mennesker i oldtiden er begravet. Til samme gruppe hører navne som Agersted i Vendsyssel eller Hussted ved Haderslev, ligeså Birketoft i Sønderjylland eller Boltoft i Salling. Disse sammensatte navne betegner et sted eller en toft, hvorpå et hus, en gård eller en by ligger eller har ligget. Til den anden gruppe hører navne som gennem et efterled sigter til beboelse. For eksempel udspringer endelserne -trup, -rup, -terp, -tarp, -arp af det gammeldanske ord torp, der betyder en udflytterbebyggelse.

Stednavne kan vise, hvordan man i ældre tid har forstået landets inddeling i egne. Navne som Himmerland, Langeland eller Lolland viser, at disse egne er blevet opfattet som afgrænsede områder – lande. Jyllands inddeling i sysler – Vendsyssel, Hardsyssel, Thysyssel osv. – er en administrativ inddeling, som også siger noget om befolkningsgruppers selvforståelse som vendelboere, hardboere, thyboere osv. Inddelingen i herreder er omdiskuteret blandt forskere, men at herredet er et afgrænset område, som indeholder visse gårde, bygder og andre beboelser er hævet over diskussion. Sognenavne viser en lignende inddeling.

Samfærdsel mellem de forskellige egne af landet og hvad vi i dag ville kalde infrastruktur kan også udledes af en række stednavne. Der er tale om navne, som er sammensat med ord som vej, gade, stræde, gyde, vad, bro, sund eller lignende. Som eksempler kan nævnes Javngyde i Midtjylland, Sandvejen på Lolland, Øster Stræt i Himmerland, Broby ved Odense, Nørre Sundby ved Ålborg og Isenvad i Vestjylland.

Stednavne giver os også indblik i fortidens retssystem. Et meget stort antal navne indeholder ordet ting som forled eller efterled, således Tingsted på Falster, Tinghøj i Østjylland og Gammelting ved Haderslev. Tre stednavne i Vestjylland hedder ganske enkelt Ting. På disse steder har der været tingsted i middelalderen. Navne som Galgeager (ved Gram) Galgebakke (fx ved Store Magleby) og Hanghøj (flere steder, fx i Salling) sigter til steder, hvor retten eksekverede sin dom.

Endelig er der på mange af vore stednavne religionshistoriske fingeraftryk både fra kristen og førkristen religion. Byer som Mariager, Maribo og Østermarie har deres navn efter Jomfru Maria. Hellige kilder kan være opkaldt efter hellige mænd og kvinder, fx Skt. Gunnilds Kilde eller Skt. Josefs Kilde. En del stednavne er benævnt efter kirke, kloster og kapel fx Kirkendrup ved Odense, Løgumkloster i Sønderjylland og Kapellet på Tåsinge. Også præster, biskopper, munke og nonner har sat sig spor i navnestoffet, således biskopper i navne som Bistrup fx ved Birkerød eller Bisgård på Samsø, præster i Præstø på Sjælland eller Provstlund i Østjylland, munke og nonner i Munkebo og Nonnebo begge på Fyn. Dalberg og Kousgård anfører en række andre navne, som har deres direkte udspring i kirke og kristendom. Blandt disse kan nævnes Altereng på Bornholm, Korsager i Østjylland, Lysemose på Sjælland og Røgelsesager ved Skelby på Sjælland.

Lige så lidt vi har grund til at betvivle disse aftryk af kirke og kristendom, har vi grund til at tøve, når det gælder aftryk af førkristen gudsdyrkelse. Lige så vel som Mariager er opkaldt efter Maria er Odense opkaldt efter Odin, Thorslunde efter Thor og Frøsmose efter Frej. Lige så vel som vi har navne, som er opkaldt efter kirke og kloster, har vi førkristne navne, som er opkaldt efter viet eller den hellige lund. Det er denne gruppe af stednavne med klare referencer til førkristne forhold, som skal afprøves her. Om forbindelsen mellem stednavne og førkristen religion siger Dalberg og Kousgård: ”Stednavne er vigtigt, undertiden det vigtigste kildestof med hensyn til førkristne, religiøse forhold.”

Stednavne som kilde til førkristen religion

Denne tyrefigur i bronze er fundet i Tissø – Tyrs sø. Illustration: clm.

Når det kommer til studiet af førkristen religion er der flere grunde til, at netop stednavne må anses for en særlig værdifuld kilde.

For det første er stednavne samtidige kilder. Hvis vi skal tegne et billede af vore forfædres religion ud fra de skriftlige kilder, gør vi det i en afstand af 200 år eller mere. Hvis vi går til stednavnene, forholder det sig anderledes. Her er oplysningerne samtidige. Navnet Odense betyder Odins vi/helligsted. Dette helligsted lå på denne lokalitet i hedensk tid, mens den gamle religion blev praktiseret, og lokaliteten havde allerede dengang navnet Odins vi. Hvor man kan mistænke de skriftlige kilder for at være påvirket af kristen tænkning, er stednavne førkristne kilder, som er opstået i det førkristne samfund.

For det andet gør deres geografiske udbredelse stednavnene til en kilde, som er vanskelig at komme udenom. Langt den overvejende del af de skriftlige kilder til førkristen religion er islandske. Den mest centrale af disse kilder er Snorre Sturlassons Edda. Men Snorre er blot én stemme. Og tilmed fra det yderste nord. Stednavnene derimod udgør en skov af vidner fra hver en krog af Norden. Ved hjælp af stednavne kan vi nu indhente viden fra alle egne af Norden. Fordi stednavne er knyttede til bestemte geografiske lokaliteter, sammenligner Per Vikstrand dem ligefrem med ”arkæologiske levn”.

For det tredje må stednavne betragtes som formidlere ikke blot af natur men også af kultur. Således siger navnet Tinghøj ikke blot, at her er en høj, men at her er en høj, hvorpå der er blevet afholdt tingmøde. Navnet Thorslund fortæller ikke blot om eksistensen af en lund, men om en lund, som var viet til eller opkaldt efter guden Tor. Navnet Tissø er ikke blot navnet på en sø, men det er navnet på en sø med særlig tilknytning til guden Tyr.

Endelig har den danske stednavneforsker Peder Gammeltoft pointeret, at stednavne skal betragtes som tekst. ”Stednavne kan”, siger Gammeltoft, ”beskrives som små fragmenter af tekst, fragmenter, som – hvis de bliver behandlet rigtigt – kan give os informationer om tider og forhold, som ellers ville have været umulige at indhente.” Hvis stednavne altså i deres essens er ”fragmenter af tekst”, som er bundet til landskabet, må opgaven med andre ord bestå i at forstå betydningen af disse tekstbidder. At tolke teksten.

Studiet af stednavne og navnemiljøer

I slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var der stort fokus på stednavne som selvstændig kilde til ikke mindst religionshistoriske spørgsmål. I Norge skrev Oluf Rygh bogen Minder om guderne og deres dyrkelse i norske stedsnavne og hans efterfølger Magnus Olsen den store afhandling Hedenske kultminder i norske stedsnavne. I Danmark udkom Johannes Steenstrups Guders Navne i de nordiske Stedsnavne og i Sverige Johan Nordlanders Heden tro och kult i Norrländska ortnamn. Også religionshistorikeren Jan de Vries’ store værk fra 30’erne Altgermanische Religionsgeschichte, der i mange år var et standardværk, byggede på brugen af stednavne. Men i 50’erne begyndte der at lyde kritiske røster fra flere forskere, som mente, at stednavne blev anvendt for vilkårligt. I de følgende årtier tog kritikken til med det resultat, at forskere i vid udstrækning undlod at inddrage stednavne i deres studier. Hvis nogen alligevel gjorde det, faldt kritikken promte og kunne være hård. Omkring 1990 begyndte der dog at blæse nye vinde. Stednavneforskningen kom ud af skammekrogen og blev genstand for nye studier. Allerede i 1986 havde den danske stednavneforsker Bente Holmberg appelleret til mere forskning i stednavne med religionshistorisk relevans. I en artikel med titlen Den hedenske gud Tyr i danske stednavne skrev hun bl.a.: ”Spørgsmålet om gudenavne og andre minder om hedensk kult i stednavne er et af dem, der tidligt har påkaldt sig stor interesse. Det er da også alment anerkendt, at stednavne spiller en ikke ringe rolle for kendskabet til førkristen religion såvel i Danmark som i det øvrige Norden. Derimod har der gennem tiderne været stærkt divergerende meninger om, hvilke stednavne der kunne tages til indtægt for hvad, og denne uenighed består for så vidt fortsat, idet spørgsmålet om stednavnes anvendelse i religionshistorien i nogen grad har været et forsømt emne i den moderne, kritiske navneforskning. Det er derfor berettiget at tage emnet op på ny og forsøge at sanere i det »sakrale« navnemateriale.”

Den nordiske sammenslutning af navneforskere Norna afholdt i 1990 en tværfaglig konference under overskriften Sakrale navne. Blandt foredragsholderne var ikke blot Bente Holmberg men også to af de mest fremtrædende svenske navneforskere Stefan Brink og Per Vikstrand. På mange måder blev denne konference skelsættende, for med den indledtes en ny type forskning, som skulle genskabe respekten for den udskældte disciplin. Eksponenter for denne nye forskning var netop Brink og Vikstrand. Men allerede femten år tidligere havde endnu en svensk navneforsker, Lars Hellberg, lagt grundstenen til den ved at flytte fokus væk fra det enkelte stednavn og i stedet undersøge grupper af stednavne, som han betegnede ”navnemiljøer”. Hans tese var, at hvis man kunne finde et mønster i stednavnene eller i bestemte navneled, kunne man måske spore en struktur i opbygningen af samfundet. I en sådan struktur måtte nødvendigvis indgå et magtcentrum, et centralt sted, hvor magthaveren – høvdingen, stormanden, kongen – boede og udøvede sin magt. Dette magtcentrum fik benævnelsen ”en centralplads”, en betegnelse som var hentet fra den arkæologiske forskning, og som vi straks skal vende tilbage til.

Stefan Brink understreger nødvendigheden af tværfaglighed i arbejdet med stednavne. Ved at inddrage arkæologiske fund, skriftlige kilder, runestenstekster og historisk viden kan vi få et helt andet udbytte af stednavne. Gennem arkæologisk forskning kan vi til dels rekonstruere samfundsstrukturen, herunder lokalisere centralpladser. Men stednavne kan føje helt nye facetter til denne rekonstruktion. Ifølge Brink sætter stednavnene i et navnemiljø os i stand til at genfinde særlige funktioner i samfundet, fx stormandsresidenser, tingsteder, handelssteder og kultsteder.

I sin afhandling Gudarnas platser fra 2001 bruger Per Vikstrand samme tænkning til at undersøge de sakrale stednavne i området omkring Mälaren i Sverige. Hans forskning har resulteret i en af de mest tilbundsgående undersøgelser af emnet. Da der i det følgende skal refereres til Vikstrands resultater, skal der ikke siges mere om dem her.

Centralpladser og arkæologiske resultater

Arkæologer har påvist, at omkring overgangen mellem ældre og yngre jernalder (4-500-tallet) begynder der at opstå såkaldte centralpladser især i Danmark og det sydlige Sverige. Betegnelsen centralplads sigter ikke så meget til, at stedet som sådan er centralt men mere til, at der på stedet findes flere centrale funktioner samlet. En centralplads er et stormandssæde eller et magtcenter, hvor eliten har holdt til. Under arkæologiske udgravninger vil der ud over spor efter enorme halbygninger ofte dukke store rigdomme op i form af eksklusive smykker, glas, våben osv. Derfor har nogle arkæologer anvendt ordet centralplads som betegnelse for et sted, hvor der er gjort større fund af guld eller sølv. I sin afhandling om stednavne som kilde til yngre jernalder beskæftiger arkæologen Lisbeth Eilersgaard Christensen sig bl.a. med spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå sådanne centralpladser. Hun nævner blandt andet, at nogle af de funktioner, som kan have været samlet på en centralplads, kan være ”. . . specialiseret håndværk og produktion, vareudveksling og distribution, kult og religion, forsvar, krigsmagt og kontrol, kommunikation, retsudøvelse og politisk ledelse.” Her skal vi begrænse os til at se på den rolle, som kult og religion har spillet på centralpladsen.

For Lisbeth Eilersgaard Christensen er der ikke nogen tvivl om, at kult og religion har haft en meget stor betydning for jernaldersamfundets mennesker. Der kan have været forskellige måder at praktisere sin religion på, men at der har eksisteret centrale kultpladser finder hun understøttet af såvel arkæologiske fund som af de skriftlige kilder, fx gennem beskrivelserne af helligdommen i Gamla Uppsala. Hun siger: ”Den førkristne kultudøvelse har både kunnet foregå under åben himmel (f.eks. i forbindelse med lunde og vådområder) og under tag (måske i halbygninger eller i særlige bygninger til dette formål).”

I sin afhandling fremhæver hun de arkæologiske bidrag som et svar på kultspørgsmålet. Hun opfatter således fund af guldbrakteater og guldgubber som indikatorer af kultiske aktiviteter. Også statuetter opfatter hun som ”religiøst ladede”. Stormandshaller og særlige kulthuse er påvist flere steder, bl.a. gennem udgravningerne ved Tissø. Fund af deponeringer, som ikke umiddelbart kan forklares som andet end ofringer, peger i samme retning, ligesom der også kan ses en forbindelse mellem gravpladser og den førkristne religion.

I Danmark er først og fremmest Gudme på Fyn blevet tolket som en centralplads dels på grund af de arkæologiske fund, som er gjort i området – den enorme halbygning, de utallige guldfund, den store gravplads, men også på grund af stednavne – Gudme, Gudbjerg, Albjerg, Galdbjerg, der tyder på, at der på denne lokalitet har været et kultsted. Vi skal i de næste kapitler se nærmere på flere af disse navne. Sorte Muld på Bornholm og Tissø på Sjælland betegnes ligeledes som centralpladser. Også her er der gjort usædvanlige fund. De arkæologiske udgravninger ved Tissø har på mange måder været banebrydende i forhold til at kunne dokumentere et kultsted rent arkæologisk. Fra 2010 til 2015 gennemførte Nationalmuseet et forskningsprojekt om jernalderens og vikingetidens religion under titlen Førkristne kultpladser. Resultaterne fra dette projekt har givet genlyd langt ud over landets grænser. Tissø er ikke kendt fra Saxo eller nogen anden skriftlig kilde, men alene ad arkæologisk vej har man nu kunnet fremlægge så klare indikationer på en kultplads, at projektets leder Lars Jørgensen kan sige: ”De moderne arkæologiske udgravninger kan nu hjælpe med til at forklare vikingernes udtryk som blót (= ofring), hørg / horgr (= kultbygning/offersted) og hov (= halbygning).” I kapitel 8 skal vi se nærmere på Tissø.

Med de landvindinger som arkæologien har gjort på dette område og med resultaterne af den nye stednavneforskning er perspektiverne for en større og dybere forståelse af de førkristne kultsteder lovende. Lotte Hedeager siger: ”Stednavnestoffet åbner døren til et fascinerende sakralt landskab, som det ellers ikke er os forundt at se. . . Tilsammen giver de (stednavnene) indtryk af en religion, hvis guder til alle tider er blevet tilbedt i naturen, selvom ritualer og offerhandlinger med tiden blev knyttet til halbygningerne i det fremvoksende stormandsmiljø.”

Den overordnede ramme

Når vi på de kommende sider søger efter spor fra førkristen religion i Norden, er det vigtigt at holde den historiske og den geografiske ramme for denne undersøgelse klar. Historisk handler det ikke kun om vikingetid men også om jernalder, hvilket tilsammen dækker et tidsrum på 1500 år. Og selv om fokus ligger på yngre jernalder og vikingetid, må man formode, at religion og kult ikke har været en statisk størrelse i så langt et tidsrum. Udvikling har fundet sted. Nye skikke er opstået. Andre er blevet glemt. Det er ikke et mejslet, men et flydende billede, vi er på sporet af.

Geografisk taler vi om et meget stort område. Fra Nordkap i Norge til Hedeby i Danmark er der over 2000 km, og fra Vestfjordene på Island til Gotland i Sverige er der endnu længere. Og selv om vikingerne var vidtberejste, har samfærdslen været begrænset. Kun de færreste havde krydset andre grænser end de hjemlige. Landskabets karakter med isolerede dale, tyndtbefolkede egne, store skovstrækninger og mange småøer har givet god grobund for lokale særpræg – også når det gjaldt religion og kult.

Hertil kommer, at førkristen religion i modsætning til fx kristendommen ikke havde et nedskrevet trosgrundlag. Førkristen religion byggede på skikke og traditioner, som mundtligt blev overleveret fra en generation til en anden. Førkristen religion var ikke afgrænset og defineret. Dette forhold har givet rum for individuel tolkning, og forskellige kultledere kan have præget religionsudøvelsen i den ene eller den anden retning.

Vi kan således ikke forvente at finde et ensartet billede af førkristen religion i Norden. I gennemgangen af stednavnestoffet vil vi se, at lokale forskelle kan spores, men med ovenstående i mente, vil vi også se et billede, som er overraskende homogent.

Fodnoter