Stednavne og førkristne kultsteder – Stednavne med hof i Nordisland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kort: clm.

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

17.
Stednavne med hof
i Nordisland

Goðhól bag gården Hof i Vatnsdal.Ill.: clm.

1. Hof i Vatnsdalur

(Austur-Húnavatnssýsla, kort 43)

I den nordvest-sydøst gående dal Vatnsdal ligger gården Hof, hvis historie og beliggenhed går helt tilbage til landnamstiden. Både Landnamsbogen og Vatnsdæla saga beretter om høvdingen Ingemund den Gamle, som omkring år 900 drog til Island for at slå sig ned der med sin familie og sine husfolk. Begge kilderne fortæller, at Ingemund kaldte sin gård Hof, og at han opførte et gudehov ved gården. Hovet beskrives som “et stort gudehov, der var hundrede fod langt”. Måske har dette hov været særligt viet til Frej. Dels stammede Ingemunds slægt på hans moders side fra Sverige, hvor Frejdyrkelsen var meget udbredt, dels var den amulet, som blev fundet under udgravningen af huller til højsædestolperne netop en statuette af Frej.

Gården drives endnu dels som landbrug, dels som gæstehus for turister. Hovrester kendes ikke, men bag gården ligger en forhøjning, som hedder Goðhóll (Gudehøj). Her skal ifølge traditionen Ingemunds hovbygning have stået. Ud for gården er der i dag rejst en mindesten over dalens første og største landnamsmand – høvdingen Ingemund den Gamle. 

Ved gården Ás på den anden side af Vatndalså lige overfor Hof har navnet Tingsted (Þingstaður) overlevet. Der vides ikke noget om baggrunden for dette navn, men det har næppe været et tingsted, da hele dalen har hørt under Hunevatnsting (Húnavatns þing), som lå ved Tingøre (Þíngeyrar).

2. Hof på Skagaströnd

(Austur-Húnavatnssýsla, kort 41-42)

I Vatnsdæla saga om Ingemund og hans sønner optræder en troldkyndig kvinde ved navn Tordis Spåkone. Hun er en af de få af den slags kvinder, som får positiv omtale i sagaerne. Denne Tordis boede på gården Spåkonefjeld (Spákonufell) på Skagastrand, hvor mange stednavne stadig vidner om den kloge kone. Ikke langt fra hendes gård finder vi den næste Hof-lokalitet, som i modsætning til Hof i Vatnsdal ikke er kendt fra sagaerne og kun perifert omtalt i Landnamsbogen. Her siges det, at på denne gård boede høvdingen Tjodolf Gode.

Hof på Skagaströnd ligger ved den brede fjord Húnaflói. På stedet ligger i dag både en gård og en kirke. I katolsk tid var kirken viet til den norske kong Olaf den Hellige. Ikke langt fra den lille kirke ligger en forhøjning, som hedder Goðatóftir eller Goðatóttir (Gudetomt). Her menes det gamle gudehov at have stået. Åen, som løber bag gården, hedder Hofsá. Et par kilometer syd for Hof har ligget en gård ved navn Hofsvellir, og markerne dér kaldes stadig ved dette navn. Øst for Hof ligger gårdens græsgange ind mod fjeldryggen Skagastrandarfjöll. Græsgangene på den anden side af fjeldet har måske også hørt til Hof, for her lå i gammel tid en sæterhytte ved navn Hofsel. At Hof har rådet over så stort et område passer godt med, at gården var høvdingesæde og måske egnens største, en gård, hvor der også kan være blevet holdt blotfester. – Da Jónsson og Bruun besøgte stedet, fandt de rester af et cirkulært anlæg med en diameter på omkring 10 meter, som man mente var resterne af en såkaldt domring.

Hofstaðir kirke i bunden af Skagafjord. Ill.: clm.

3. Hofstaðir ved Skagafjord

(Skagafjarðarsýsla, kort 53)

I det lave deltaområde i bunden af Skagafjord ligger gården Hofstaðir. Landnamsbogen fortæller ikke, hvem der boede på gården, men den fortæller, at der var et gudehov, og at dette blev benyttet af andre end gårdejeren selv. Det fortælles nemlig, at en mand ved navn Kollsvein den Stærke tog land her og boede på gården Kollsveinssted. Uden nærmere forklaring tilføjer forfatteren: ”Han holdt sine blot på Hovsted.” Hovstedet, som her henvises til, er Hofstaðir ved Skagafjord.

Kålund gør opmærksom på, at der lidt syd for gården findes rester af gården Kollsveinssted, og at der herfra kan ses spor efter en gammel ophøjet vej ind over det våde område, som skulle føre op til en græstørvsindhegning vest for Hofstaðir. Ifølge traditionen skulle hovet have ligget netop her.

Omkring Hofstaðir ligger flere udflyttergårde, som har bevaret Hof-navnet, således Hofstaðasel nord for gården og to gårde syd for, som hedder henholdsvis Ytri og Syðri Hofdalir. Øst for gården ligger fjeldet Hofstaðafjall.

Kristian Kålund nævner et ejendommeligt stednavn ved Hofstaðir, nemlig et fårehus ikke langt fra gården, som blev benævnt Valhöll (dvs. Valhal). Sigurður Vigfússon og Finnur Jónsson knyttede dog dette navn til en lille bakke, hvorpå der lå en tomt, som hed Hoftótt, og som skulle være stedet for den egentlige hovtomt.

Et godt stykke længere inde i dalen finder vi fjeldet Mælifell (nu Mælifellshnjúkr). Landnamsbogen fortæller, at bonden, som boede her, ventede at skulle bo i Mælifell efter døden, ligesom Torolf Mosterskæg ventede at skulle bo i Helgafell.

4. Hof i Vesturdalur

(Austur-Húnavatnssýsla, kort 54)

Langt inde i Skagafjord forgrener dalen sig i flere mindre dale, hvoraf en hedder Vesturdal. Inderst i denne dal ligger gården Hof, på hvis land Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson i midten af 1700-tallet fandt, hvad de mente var resterne af et gammelt hovsted. Gården er omtalt i Landnamsbogen. Her boede den diplomatiske landnamsmand Erik i Goddale. Han var en højt respekteret mand og blev regnet for ”den klogeste mand i herredet.” Selv om han ikke omtales som høvding, har han uden tvivl været det og formodentlig også hovgode på Hof.

Et stort antal navne knytter sig til gården: der er nabogården Hofvellir (antageligt en udflyttergård fra Hof), dalen Hofsdalur, åen Hofsá, fjeldet Hofsfjall og ikke mindst den store jøkel Hofsjökull 30 km syd for Hof. Desuden findes her flere navne af Goðdalir-typen, men heller ikke her kan vi vide, om goð- udspringer af gude eller gode. I denne sammenhæng har det dog mindre at sige, da begge tolkninger kan sættes i forbindelse med hovet. Meget kunne tyde på, at denne gård og dens hov har været af betydelig størrelse og anseelse, siden den har kunnet sætte så mange navneaftryk – og i så stort et område.

5. Hof i Hjaltadalur

(Skagafjarðarsýsla, kort 52-53)

Gården Hof i Hjaltadal ses for foden af det store fjeld Hólabyrða. Ill.: clm.

Hjaltadal har taget navn efter den meget velhavende Hjalte Tordson, som slog sig ned her i landnamstiden. Han opførte en stor gård, som fik navnet Hof. Da Hjalte døde, holdt hans to sønner Torvald og Tord et overdådigt begravelsesgilde. Landnamsbogen fortæller, at det var det største gilde, som nogensinde havde været afholdt på Island, og at der deltog ikke færre end tolv hundrede gæster. Det siger sig selv, at hvis man blot tilnærmelsesvis har kunnet indbyde et sådant antal gæster, må gården have kunnet måle sig med de allerstørste på Island. Hvis antallet af gæster står til troende, er gravøllet nok næppe blevet drukket i høvdingehallen, hvor man ellers mødtes til blotfester. Det er nok nærmere foregået under åben himmel.

Hjaltadal er mest kendt for at have haft Nordlandets bispesæde på gården Holar fra ca. 1100-1800. Árni Magnússon og Jón Ólafsson fra Grunnavik mente, at Hjaltes Hof oprindeligt lå ved gården Holar. De bemærker, at der ved gården fandtes et fårehus ved navn ”Hovet”, og at der her sås tydelige tomter fra den tidligere hovbygning. På det Arnamagnæanske Institut i København opbevares Jón Ólafssons tegninger og noter fra besøget i Hjaltardal. – Kålund fortæller, at gården nogle år efter lå øde og ubeboet, og da man omkr. år 1800 ville genopbygge den, fandt man tydelige levn af gudehovet. Man så også spor af Hjaltesønnernes høvdingehal og sognebeskrivelsen kunne bidrage med stednavnene Blotsteinn (offersten) og Goðalág (gudedal). Ved Kålunds besøg i 1872 var hovtomten dog ikke at se, men man viste ham spor af høvdingehallen og desuden en lille dal ved navn Goðadæld, hvor man i gammel tid skulle have vasket det påstænkede blod af gudefigurerne. I Daniel Bruuns efterladte papirer findes bl.a. to skitser af en stor stenblok, som er den omtalte Blotsteinn, og som ifølge ham også kendes under navnet Goðasteinn (Gudesten).

Hvis Hof har ligget, hvor Holar nu ligger, betyder det, at de to gårde, som i dag bærer Hof-navnet, må anses som udflyttergårde. Afstanden mellem Holar og Hof er kun godt to kilometer. På den anden side ligger de landskabsnavne, som indeholder Hof – Hofsá og Hofsdalur – syd for det nuværende Hof og dermed nærmest dette.

Gården Hof på Höfðaströnd med den lille gårdkirke. Ill.: clm.

6. Hof på Höfðaströnd

(Skagafjarðarsýsla, kort 52)

Skagafjords østside hedder Höfdastrand. Her ligger Hofsós, der førhen var en betydelig handelsplads, men i dag kun er et lille fiskerleje med et par hundrede indbyggere.  Hofsós ligger lige ud for Unadal ved udløbet af elven Hofsá. Det er efter denne å/elv Hofsós har sit navn. En ós er et udløb af en å eller en elv. Og åen har sit navn efter gården Hof, som ligger omkring en kilometer inde i dalen. Vi har her et eksempel på, at den oprindelige kilde til stednavnet (gården Hof) er kommet til at stå i skyggen af en underordnet lokalitet (handelspladsen Hofsós). Men vi har også et eksempel på, at et Hof-navn kan påvirke et allerede eksisterende navn, for åen, som løber i bunden af Unadal, hedder naturligt nok Unadalså (Unadalsá). Dette er stadig åens navn, men når den passerer gården Hof, skifter den navn og kommer til at hedde Hofså (Hofsá). Dette demonstrerer hvor tungt Hof-navnet har vejet i navnetraditionen på stedet.

Selvom Landnamsbogen omtaler flere høvdinge og bønder, som boede på denne egn og også kender til flere begivenheder, som udspillede sig her, er gården Hof ikke omtalt og traditionen har ikke efterladt os andet end blot navnene Hof, Hofsá, Hofsós og en forladt udflyttergård ved navn Hofsgerði (Hofsgærde).

I dag er der som på så mange andre gårde på Island opført en lille hvidmalet trækirke ved gården.

Goðafoss i Svarfadardal.

7. Hof i Svarfaðardalur

(Eyjafjarðarsýsla, kort 62)

Skagafjords nabofjord hedder Eyjafjord. Det var her, Helge den Magre bosatte sig inderst i fjorden. Landnamsbogen fortæller dog, at han ankom så sent på sommeren, at han den første vinter blev nødt til at tage ophold hos sin svigersøn Håmund Helskind, der havde taget land i Svarfadardal. ”Og den vinter blev streng”, siger forfatteren lakonisk.

Svarfadardal er en ca. 25 km. lang dal på vestsiden af Eyjafjord. Gennem dalen løber Svarfadardalså, hvis vand kommer fra flere småjøkler. Dalen er tæt bebygget på begge sider af åen. Omkring halvvejs inde i dalen ligger gården Hof omgivet af flere andre lokaliteter med Hof-navne.

En mindre kendt lille saga – Svarfdæla Saga – handler om begivenhederne i denne dal. En af de gårde, som nævnes hyppigst i sagaen er netop Hof, hvor en del af handlingen også foregår. Vi hører ikke om noget gudehov ved Hof, men vi hører, at det var høvdingen Ljotolf Gode, som boede her. – Da Kålund besøgte stedet fik han lidt nord for gården fremvist en flad høj, som var omgærdet af en græstørvskant. Indenfor dette gærde var der en rund bygningstomt, som man kaldte Goðatópt (gudetomt). Her skulle hovet have ligget. Kålund bemærkede, at man ikke langt derfra kunne se et lille vandfald ved navn Goðafoss (gudefos). Da Daniel Brunn i 1898 besøgte stedet, så han den samme tomt, men da han elleve år senere vendte tilbage, var alle spor forsvundet, og kun stednavnene var tilbage.

Nærmeste nabo til Hof er gården Hofsá og lidt sydligere gården Hofsárkot. Bag Hof ligger fjeldfordybningen Hofsskál, åen Hofsá og dalene Hofsdalur og Hofsárdalur.  En sidedal til Svarfadardal hedder Skidadal. Inderst i denne dal ligger en lille ubeboet dal ved navn Heiðinnamannadalur (Hedningemændsdal) – måske en stednavnerest fra religionsskiftets dage. Vi ved det ikke.

8. Hof i Hörgárdalur

(Eyjafjarðarsýsla, kort 62)

Af særlig interesse er Hof i Hörgárdal. Her har vi en kombination af hørg og hov på samme lokalitet. Det er også her, vi finder den største koncentration af hørg-navne: Hörgárdalur, Hörgá, Hörgárdalsheiði (hedestrækning), Hörgárgrunn (udgrund).  Den oprindelige hørg-lokalitet, som må antages at være kilden, hvorfra disse navne er udsprunget, har været yderst overlevelsesdygtig.  Den må have stået stærkt i folks bevidsthed og levet i hukommelsen gennem generationer. Der kan have været tale om en lokalitet af høj status. Til sidst forsvandt den dog ud i glemslen, og tilbage stod blot navnene. At vi i dette hørg-miljø desuden har en hov-lokalitet, er endnu en synliggørelse af denne dals religiøse liv i tiden før kristendommens indførelse.

Gården Hof ligger ved Hörgås udløb i Eyjafjord – ikke langt fra det berømte kirkested Möðruvellir, hvor der senere skulle oprettes et kloster. Gården Hof er ikke nævnt i Landnamsbogen eller sagaerne, men alene på grund af stednavnet Hof siger Kålund, ”at her i oldtiden må have været et tempel.” Lidt syd for gården findes en strækning, som benævnes goðavöllr. Også enkelte andre interessante navne kan iagttages her: nabogården Hofsteigur, åen Hofsá og fjeldsænkningen Hofsskarð.

På det, som må formodes at have været Hofs jord, ligger i dag disse tre hofbebyggelser Hof II, Hof III og Hofteigur.

Hof i Flateyjardal. Ill.: clm.

9. Hof i Flateyjardalur

(Suður-Þingeyjarsýsla, kort 71)

Øst for Eyjafjord ligger den noget bredere og kortere fjord Skjálfandi. Ved mundingen af denne fjord ligger en lille ø, som hedder Flatey (ikke at forveksle med Flatey i Bredefjord). På kysten ud for Flatey ligger endnu en Hof-gård, dvs. den ligger her ikke længere, for den blev forladt for mange år siden. Bag Hof åbner Flateyjardalur sig mod sydvest. Denne ensomme og fattige dal udgør scenen for den lille Finnboga Saga.

Sagaen nævner ikke noget hov, men omkring gården Hof fandt Kålund flere interessante tomter, hvoraf den ene betegnedes hovtomten. I en stor cirkelformig tomt med bodtomter omkring fandt han stor lighed med et tingsted uden dog at kunne konkludere noget. Flateyjardal har dog aldrig haft mere end nogle ganske få gårde og da der heller ikke findes sidedale eller andre beboelige områder, virker et tingsted måske ikke sandsynligt. Et hov derimod er ikke usandsynligt. Finnboga Saga fortæller, at Finnboges fader Asbjørn var gode i Flateyjardalur. Hvis vi kan slutte, at en gode må forudsætte et hov, ville det være naturligt, at pege på Hof. Kun et enkelt naturnavn er opkaldt efter Hof, nemlig den høfde, som ligger ud for gården, der hedder Hofshöfði.

10. Hofstaðir ved Mývatn

(Suður-Þingeyjarsýsla, kort 73)

Hvis Hofstaðir på Torsnes er det mest kendte hov, er Hofstaðir ved søen Mývatn det mest undersøgte hov. Ifølge Svavar Sigmundsson er Hofstaðir ved Mývatn ”den eneste Hof-gård, hvis hal er blevet arkæologisk undersøgt.” Da disse undersøgelser tilmed er af nyere dato, skal vi i kapitel 20 gå i dybden med, hvad arkæologerne har kunnet udlede af deres udgravninger. – Her skal stedet blot for fuldstændighedens skyld nævnes, da det hører til denne egn på Nordlandet.

Andre lokaliteter i Nordisland

Også i denne del af landet findes der et stort antal andre navne, som må anses for at være sakrale, navne som er spor efter den gamle religion. Blandt disse kan nævnes:

1. Øvrige Hof-navne: Bl.a. Hofgarður, Hofsmelar, Hofstaðatengur

2. Hørg-navne: Bl.a. Hörghóll, Hörghólsá

3. Hellig-navne: Bl.a. Helgastaðir, Helgavatn, Helgafell

4. Gude- og Ase-navne: Bl.a. Goðahóll, Goðahús, Goðasund, Goðafoss, Æsustaðir

5. Jætte-, trolde-, dværgenavne: Bl.a. Tröllá, Tröllabotnar, Trölladalur, 

6. Mytologiske navne: Bl.a.  Þorsnes og Þórshöfn (Tor), Miðgarðar (Midgård), Ásgarður (Asgård), Baldursheimur (Balder), Jötunheimar (Jotunheim).

Hertil kommer flere andre lokaliteter, hvis relevans ikke bygger på stednavne, men på fund eller sagn og overleveringer.

A. Hof i Miðfjörður, (kort 34). Lidt nord for gården Melstaðir i den lille fjord Midfjord lå førhen en gård, som hed Steinstaðir. På denne gårds jord har man kunnet se tomter, som er blevet regnet for hovtomter. Sagnet fortæller, at der ved Steinstaðir også havde ligget en gård ved navn Hof. Ingen kilde kan dog bekræfte dette. – I deres Reise giennem Island fortæller Eggert Ólafsson og Bjarni Pálsson, at de her har set ”toften af det gamle afgudstempel og offerstenen der uden for”.  Også Jón Ólafsson fra Grunnavik var overbevist om disse tomters betydning. I et utrykt manuskript til et islandsk-latinsk leksikon har han under ordet ”hof” en tegning af dette hov, som viser en aflang bygning med en blotsten ud for den vestlige gavl. På tegningen har han anbragt tolv gudefigurer langs tre af bygningens vægge. Daniel Bruun og Finnur Jónsson besøgte og opmålte stedet, men så sig ikke i stand til at konkludere noget bestemt. De nævner dog både navnet Hofið, som blev anvendt om en rund indhegning, og stenen blótsteinn, som lå nogle hundrede meter derfra. Den omtalte blotsten er stadig markeret men nu under navnet Blóðsteinn, Blodsten.

B. Hof ved Knappastaðir, (kort 62). Mellem Skagafjord og Eyjafjord ligger en dal ved navn Fljot. Her boede ifølge en af fortællingerne i Olaf Tryggvasons Saga bonden Torhall Knapp på gården Knappastaðir.  Sagaen fortæller, at der ikke langt fra hans gård var ”et prægtigt gudehus, som fljotverjerne alle i forening holdt ved lige, og holdt offergilder deri hvert år.”  Torhall bliver imidlertid alvorligt syg og han ofrer til guderne, men efter drømmevarsler river han hovet ned og af tømmeret opfører han en kirke, hvorefter han igen bliver rask. – Dette sagn kan vel være inspirationskilden til tolkningen af de tomter, som på Kålunds tid fandtes omkring gården, og som han fik fortalt var resterne af gudehuset. Kålund bemærker dog, at den lille høj, hvorpå tomterne lå, var omgivet af et græstørvsgærde og havde navnet Goðahóll (Gudehøj).

C. Hof i Djúpidalur (Kort 63). Ifølge hovbeskrivelsen i Ulfljots Lov skulle der i gudehovet ligge en såkaldt edsring – en ring hvorved der kunne aflægges højtidelig ed overfor guderne. I Viga-Glums Saga fortælles, at Glum skal aflægge ed på, at han ikke har begået et drab.  Mistanken er stærk, derfor besluttes det, at denne ed skal aflægges ved edsringen ikke blot i ét, men i tre gudehove. Det ene af disse hove siges at ligge i Djúpadalur – en sidedal til Eyjafjordsdal. Den nærmere beliggenhed af dette hov er ikke kendt, men Kålund fandt, at nogle fårehuse ”yderst i tunet” blev kaldt ”goðahús”, og at traditionen ville, at dette skulle have været hovets beliggenhed.

Saurbær kirke i Eyjafjordsdal. Ill.: clm.

D. Hof ved Saurbær (Kort 63). En af de få bevarede tørvekirker på Island er Saurbær kirke i Eyjafjordsdal. Gården, hvorefter kirken er opkaldt, er omtalt i flere kilder, men uden at der nævnes noget hov. Ikke desto mindre hævder et sagn, at nogle tomter bag gården skulle være fra et gudehus, som skulle have tilhørt Hlenne den Gamle, før han blev kristen.

E. Hof ved Gnúpafell (Kort 63). Både Landnamsbogen og Viga-Glums Saga omtaler ”et stort hov” ved gården Gnupafell i Eyjafjordsdal. Den præcise beliggenhed er ukendt, men i en af de antikvariske indberetninger fra 1817 omtales en lokalitet ovenfor gården Gnupafell, som hed Goðasund, og hvor man mente, at der havde ligget et stort hov, som var rejst af gårdens første beboer. Ifølge sagaen skulle dette hov have været et af de andre steder, hvor Glum måtte aflægge ed overfor guderne.

F. Hof ved Munkþvérá (Kort 63). Det tredje og sidste hov, hvor Glum må sværge, er det hov, hvor han selv var hovgode, nemlig hovet på Tværå (Munkþvérá). I sagaen hører vi, at hovet er viet til Frej, og at der bliver holdt blot i det. Ifølge traditionen skulle nogle tomter ved gården vise hovets placering. Her mente man ifølge Kålund også at kunne se spor af en blotkelda – en offersump, hvori man kunne nedsænke ofrede mennesker. Ind mod fjeldet løber to åer sammen og danner et vandfald, som hedder Goðafoss. Ifølge sagnet blev der ofret til denne fos.

G. Hof på Grimsey (Kort 71). På øen Grimsey findes en gård, som hedder Miðgarðar (Midgård). Til denne gård knytter sig et sagn om landnamsmanden Grim. Han skulle have bygget et hov på klippekanten ud mod havet. I en storm blæste bygningen dog omkuld og styrtede i havet. Derefter skulle han have opført et nyt hov ved Miðgarðar, som efter kristendommens indførelse blev gjort til kirke.

H. Lundur i Fnjóskadalur (Kort 73). Et af de få områder på Island, som med rette kan kaldes skov er Vaglaskoven (Vaglaskogur) i Fnjóskadalur.  Såvel dalens navn (Fnjóskr betyder tørt træ) som andre stednavne indikerer, at her har været skov siden landnamstiden. En af gårdene i dalen hedder Lundur, jfr. den del af skoven som i dag hedder Lundsskógur. Om bonden på Lundur fortæller Landnamsbogen, at ”han blotede i lunden”. Også hellige lunde kunne danne ramme om tilbedelsen af guderne.

I. Hof ved Ljósavatn (Kort 73). En central skikkelse i sagatiden var hovgoden Torgeir Ljósavatnsgode. Han boede på gården Ljósavatn ved søen af samme navn. Det var denne Torgeir, som ufrivilligt blev hovedpersonen, da Island vendte ryggen til de gamle guder og tog imod kristendommen. Ved gården menes placeringen af gudehuset at fremgå af nogle tomter. Ikke langt fra Ljosavatn ligger et af Islands mest kendte vandfald Goðafoss (se illustrationen i kap. 13), som har navn efter, at det var her, Torgeir skulle have styrtet sine udskårne gudebilleder ud efter at have antaget kristendommen. Ved gården ligger den lille og beskedne Ljósavatnskirke, men i år 2000 blev der nogle få hundrede meter derfra opført en ny, moderne kirke – Torgeirskirken – til minde om 1000-året for religionsskiftet. 

Daniel Bruuns tegning af de to sten, som blev fundet i den gamle stenmur ved Hörgsdalur.

J. Hörgsdalur ved Mývatn (Kort 73). I sensommeren 1902 foretog Daniel Bruun og den islandske filolog Björn M. Ólsen undersøgelser af en tomt ved gården Hörgsdalur sydvest for søen Myvatn. Ólsen sad i bestyrelsen for Det islandske Oldsagsselskab og var dybt optaget af Islands fortid. Interessen for Hörgsdalur var blevet vakt, da bonden på stedet nogle år forinden var stødt på gamle bygningsrester under udgravning til en ny hølade. Ud over en lav stenmur havde han fundet to ejendommelige sten, hvis beskrivelse vakte de to oldforskeres nysgerrighed. Også navnet – Hörgsdalur – tydede på en meget gammel bebyggelse fra før kristendommens indførelse.

Oldsagsselskabet søgte Altinget om midler til at foretage udgravningen og eventuel erstatning til bonden, hvis det skulle blive nødvendigt at fjerne den nybyggede hølade. Midlerne blev bevilget, bonden sagde ja, og gravearbejdet kunne begynde.

Under høladen fandt Bruun og Ólsen gulvet fra en gammel bygning, og efter nogle dages gravning begyndte der at tegne sig et billede. Der var tale om en bygning med et udvendigt mål på 13 x 10 m. Væggene var af tørv og varierede i tykkelsen, men intet sted var de under en meter. I den ene ende af bygningen delte en lav skillevæg, som skønnedes at have haft en højde på ca. 60 cm, huset i to rum: et lille og et stort. Huset havde haft sidestolper, stampet lergulv og græstag.

Den lave skillevæg var ikke bygget af tørv, men var helt igennem en stenvæg. Det var her, bonden havde fundet de to sten. På murens midte havde der stået fire sten, hvorpå der var anbragt en stor flad sten, og i hulrummet under denne, mellem de fire underliggere, fandt han en lille rund sten, som var forsynet med en rund fordybning i midten. Den lille sten havde han bevaret, men den store havde han slået i stykker og anvendt i murværket på den nye lade. Stykkerne blev fundet – fem i alt – og stenen blev samlet på ny. Det viste sig at være en stor flad sten på ca. 90 x 70 cm. Den havde en hulning i overfladen, som Bruun og Ólsen vurderede ikke var naturlig. På stenens overflade var der tydelige spor efter ild. Den anden af de karakteristiske sten var betydelig mindre og havde en regelmæssig skålformet hulning i overfladen.

Dels på grund af navnet og dels fordi man ikke havde gjort nogle af de sædvanlige fund, som man typisk ville gøre ved et beboelseshus, konkluderede de to oldtidsforskere, at der her var tale om en kultbygning, en hørg. ”Vil man nu søge at fastslå, hvad brug der har været gjort af huset, og hvilken dets oprindelige bestemmelse var, da ligger det nærmest at antage, at vi virkelig her har at gøre med et hedensk gudehus, i hvilket man på et slags alter har foretaget ofringer til guder eller gudinder. Gårdens ældgamle navn tyder på, at der her har været en af den slags helligdomme, som i oldtiden kaldtes ”hörgr”. Bruun og Ólsen forestillede sig, at den store sten havde stået på stenmuren som et fad, hvori der brændte ild, at det lille rum havde været anvendt til rituelle handlinger, mens folkene i den store sal så på, og at der efterfølgende blev holdt gilde i den store sal.

K. Hofgarður ved Íshólsvatn (Kort 74 – ikke afsat på kortet). Ca. 30 km. syd for Myvatn ligger den lille sø Íshólsvatn i en øde og ubefolket egn. Alligevel har her ligget nogle få gårde. Stedet er først og fremmest interessant på grund af sit Hof-navn. Nogle tomter ved ødegården Íshóll blev omkring århundredskiftet undersøgt af Daniel Bruun, uden der dog var stort at bemærke.

 

Fodnoter