Studier over Vinlandsrejserne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Storm (1845-1903)

Studier over Vinlandsrejserne

Af Gustav Storm

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1887

I. Undersøgelsens Standpunkt.

Alle tidligere Undersøgelser om Vinlands geografiske Beliggenhed er gaaet ud fra det Sted i Flatøbogens Grænlendingaþáttr, som beretter om Dagens Varighed ved Vintersolhverv i Vinland i disse Udtryk : dér (i Vinland) var mindre Forskjel paa Dagenes Varighed end paa Grønland eller Island, Solen havde der Eykt-Stilling og Dagmaals-Stilling ved Vintersolhverv (meiri var þar jafndægri enn a Grænlandi eda Islandi, sol hafdi þar eyktarstad ok dagmalastad a skamdegi). Vanskeligheden ved at forklare disse Ord laa i, at eykt paa Island og i Norge betyder dels et Tidspunkt om Eftermiddagen, som tilmed varierer efter den geografiske Bredde, dels en Del af Dagen (1/4). Paa Island faldt Tidspunktet eykt temmelig tidlig sammen med nón (Kl. 3), saa at eyktheilagr og nónheilagr dagr var det samme. Arngrímr Jónsson kunde derfor fortolke Stedet i Flatøbogen med, at Solen ved Vintersolhverv holder sig omtrent 6 Timer over Horizonten, altsaa fra Kl. 9 om Morgenen til Kl. 3 om Eftermiddagen. Denne Forklaring godkjender Torfæus i sin »Vinlandia» (1706); dog knytter han dertil den Bemærkning, at isaafald maa Observationen være unøiagtig, da den viser hen til en geografisk Bredde af 58º 26'. I Tillæget til »Vinlandia« har imidlertid Torfæus selv fremsat en ny Forklaring. Han havde i Graagaasens gamle Kristenret fundet en autentisk Forklaring over, hvad eykt var, nemlig: þa er eykt er ut-sudrs-ætt er deilld i þridiunga og hefir solinn geingna tvo luti enn einn ogeingin, hvilket han oversætter: »Eykt vocatur, cum plaga coeli inter meridiem et occidentem in trientes distribuitur solque duas partes confecit, tertia vero restat«. Han forudsætter altsaa, at utsuðrsætt er Tiden fra, naar Solen staar i Syd (Kl. 12), og indtil den staar i Vest (Kl. 6), og naar 2/3 af dette Tidsrum tages, blir Eykt Kl. 4 om Eftermiddagen, altsaa Dagmál Kl. 8 om Morgenen, og Dagens Længde ved Vintersolhverv 8 Timer, hvilket giver en Bredde af 49º N. B. og kunde passe til Newfoundland eller den tilsvarende Kyst af Canada. Denne nye Fortolkning blev ved den Anseelse, som Torfæus's Skrifter fik i den lærde Verden, den mest udbredte i forrige Aarhundrede; vi finde den saaledes optaget af Joh. Reinh. Forster (1784), og den blev ogsaa opretholdt i Begyndelsen af dette Aarhundrede hos Malte Brun (1812). Imidlertid led den af en dobbelt Feil: dels passede ikke Navnet Vinland stort bedre her, da Vinen selv i Canada kun naar til 47º og slet ikke gror i Newfoundland, dels er Oversættelsen utsudrsætt med »plaga coeli inter meridiem et occidentem« absolut urigtig. Utsudrsætt er nemlig ikke »Tiden mellem Solens Stilling i Syd og Vest« , men den Ottendedel af Dagen, da Solen staar i Sydvest ɔ: Tiden fra Kl. 1 1/2 til 4 1/2, og tages 2/3 heraf, bliver Eykt = Kl. 3 1/2 Eftm. Hermed var man jo ikke hjulpen, thi derved flyttes atter Vinland op til 53º (altsaa Labrador). Men ved en sindrig Benyttelse af et Sted i Snorra-Edda lykkedes det Vicelagmand Páll Vidalin at linde en ny Forklaring, som bedre kunde tilfredsstille Klimatets Fordringer og blev kjendt i den lærde Verden gjennem Biskop Finn Jónsson. Han tog sit Udgangspunkt fra Snorres Ord om Aarstiderne : »Høsten varer fra (Høst-) Jævndøgn , indtil Solen gaar ned i «Eyktarstað«, saa Vinter til (Vaar-) Jævndøgn, saa Vaar til Faredagene, saa Sommer til (Høst-) Jævndøgn«. Man forudsatte her, at Vinterens Begyndelse faldt sammen med den kalendariske Vinters Begyndelse efter den islandske Kalender (Ugen 11te— 17de Oktober), og da man nu fandt, at Solen ved Snorres Gaard Reykholt gik ned 17de Oktober Kl. 4 1/2, sluttede man, at Eyktarstaðr var Kl. 4 1/2; Eykt selv blev da Tiden 3 1/2 — 4 1/2 og Stedet i Grágás S. 294 kunde oversættes: »Da ansees Eykt begyndt, naar Solen har passeret 2/3 af Sydvest og har 1/3 tilbage«. Naar Eyktarstaðr var Kl. 4 1/2 og i Overensstemmelse dermed Dagmálastaðr Kl. 7 1/2, fik man den korteste Dag i Vinland til 9 Timer, hvilket Prof. Thomas Bugge i Kjøbenhavn beregnede til Bredden 41º 22º. Her havde man endelig opnaaet en Bredde, der passede til Navnet Vinland, og Theorien vandt hurtig Udbredelse, især i den Form, som Rafn og Finn Magnusson gav den i »Antiquitates Americanæ« (1835), i »Annaler for nordisk Oldkyndighed (I (1840 — 41) og i »Grønlands historiske Mindesmærker« (1845). Siden den Tid har det gjældt for en fastslaaet historisk Sandhed, at det Sted, hvor Leiv Erikssøn landede og foretog den mærkelige Tidsobservation, var Kysten af Rhode Island ved 41º24'º 10'. Jeg skal her ikke opholde mig ved, at de to Støtter, som Rafn havde faaet for denne Beregning i to paastaaede Levninger fra Nordboernes Ophold i Ny-England, senere er rokkede: den paastaaede Indskrift i latinske Skrifttegn fra Dighton Rock ved Taunton River har vist sig at være en af de blandt Indianerne saa hyppige Billedindskrifter, og Stenbygningen i Newport (det saakaldte »Baptisterium«) er bleven til en i 17de Aarhundrede (c. 1670) af Gouvernør Arnold bygget Vindmølle. Værre er det, hvad Astronomen H. Geelmuyden har gjort mig opmærksom paa, at Bugges astronomiske Beregning ikke har taget Hensyn til Forandringen i Ekliptik-skraaheden siden 11te Aarhundrede og til Refraktionen; hvis dette gjøres, giver 9 Timers korteste Dag Bredden 42º 21' (ved Boston). Derved flyttes vistnok Situationen kun lidet, men de geografiske Forhold her vil det blive vanskeligt eller rettere umuligt at forlige med Sagaernes Stedsbeskrivelse. Men værst for Theorien er det, at Lexikograferne alle som én nu nægter at godkjende Forklaringen af eyktarstaðr som Kl. 4 1/2 og eykt som Tiden 3 1/2 — 4 1/2. Dr. Vigfusson og Dr. Finsen er enige om, at eykt er et Tidspunkt (ikke Tidsrum) om Eftermiddagen, som altsaa falder sammen med Eyktarstaðr, og begge anfører talrige Steder for Identiteten med Non eller ialfald en Tid, som neppe er senere end Kl. 3 1/2, hvorved Vinlands Bredde maatte blive 53º. Det siger sig selv, at isaafald er Stedet ubrugeligt, og at en anden Forklaring maa søges.

Fig. 1.

Alle de islandske Fortolkere er gaaet ud fra, at Klokkeslettet kan bestemmes, og kun Arngrímr Jónsson har udtrykkelig bemærket, at Beregningen kanske ikke er saa nøiagtig, da Leiv Erikssøn naturligvis ikke havde Tidsmaalere. Selvfølgelig er dette rigtigt, og Hr. Geelmuyden har rigtig hævdet, at Stedet i Grágás (S. 294) kan kun forstaaes, naar man indseer, at her ikke er Tale om Klokkeslet, men om visse horizontale Retninger, hvori Solen sees. Han oversætter: »Da er Eykt, naar Sydvest er delt i Tredjedele og Solen er naaet gjennem 2 Tredjedele og har én tilbage« og tilføjer: »Da Utsuðrsætt er den Octant af Horizonten, som har Sydvest i Midten, altsaa mellem 22.5º og 67.5º Azimut, saa bliver Eyktarstaðr i Retningen 22.5º + 2/3 . 45º -=52.5º fra Syd til Vest«.

»Beregnes den Bredde, hvor Solen gaar ned i denne Retning paa den korteste Dag (i det 11te Aarhundrede), finder man 49º 55'. Her eller sydligere maa altsaa Iagttagelsen være gjort».

Dette svarer ganske til mine Erfaringer fra Norge; thi ogsaa her er Eykt (Øykt) et Tidspunkt om Eftermiddagen, men dette varierer i de forskjellige Landsdele. Min forrige Collega Prof. Sexe, selv født i Hardanger, har forklaret mig, at Bestemmelsen af Tiden i hans Fødeegn i hans Ungdom altid skete efter Solens Stilling — ikke efter Ur, som dengang var lidet kjendt — og Øykt eller Eyktardag var det Tidspunkt om Eftermiddagen, »naar, som man sagde. Solen staar i Øyktarstad« (han brugte dette Udtryk, uden at kjende til dets Forekomst i de gamle Skrifter), og »Øyktarstad« vidste man altid at finde paa Retningen. Denne Forklaring er nu ogsaa godkjendt i nyeste Udgave af Dr. Fritzners Ordbog over det gl. norske Sprog (I 358).

Det tør efter dette ansees for givet, at Vinland ligger ikke nordligere end 49º 55'; nogen Sydgrænse for Observationen kan ikke gives, thi den næste Angivelse af Solens Stilling i Horizonten er »miðmundastaðr utsuðrs ok vestrs« (VSV = 67.5º, og saa langt mod Vest naar ingensteds Solen ved Vintersolhverv. Hvor langt mod Syd Vinland ligger, kan af dette Sted ikke sees. Hvad der bliver det sikkre er, at denne Situation virkelig kunde observeres i Vinland, og at saaledes visselig Nordboerne fra Grønland maa være langs Amerikas Østkyst naaet indtil 49º 55' og maaske sydligere.

Forsøget paa ad astronomisk Vei at stadfæste Vinland i Rhode Island savner derfor ethvert Holdepunkt, og Landets geografiske Beliggenhed maa søges ad andre Veie. Det første maa da være at undersøge selve Kildernes Beskaffenhed, hvilket skal ske i de følgende Kapitler.

II. Adam af Bremen.

Det ældste Vidnesbyrd om Vinlands Opdagelse giver Mag. Adam af Bremen, som under sit Ophold ved det danske Hof c. 1070 samlede Efterretninger bl. a. om de nordiske Landes Geografi og publicerede dem i sin »Descriptio insularum aquilonis«. Denne Beretnings Betydning skal senere omtales; her skal først fremhæves, at dens Ejendommeligheder have tjent mod sin Hensigt, idet de, saalænge de islandske Traditioner var ukjendte, maatte vække Tvivl om dens Paalidelighed. Efterat Adam nemlig har skildret Øerne i Havet om Norge — Orknøerne og Island — dels efter klassiske, dels efter nordiske Beretninger, gaar han over til at opregne de Øer, som i nyere Tid er bleven kjendt og som ligger »dybere i Oceanet«, og det er først Grønland »oppe imod Sveriges eller de Riphæiske Fjelde« 5 eller 7 Dagsreiser fra Norge, dernæst det noget nærmere Halagland, hvor Solen er oppe i 14 Dage om Sommeren, samt endelig Vinland (»kaldet saa, fordi der voxer Vin af sig selv og Korn uden at være saaet«); »efter denne findes intet beboeligt i dette Ocean, men alt er dækket af Is og Mørke, hvilket nylig Nordmændenes Kong Harald prøvede, da han undersøgte det nordlige Oceans Udstrækning og lige ved Verdens Ende med Nød og neppe undslap at falde i Afgrundens Dyb«. Det er saaledes de yderste Lande mod Nord, som Adam her opregner, omgivne af Is og Mørke, og da kan det jo lyde forbausende nok, at der under saadanne Omgivelser findes et Land, som frembringer »af sig selv« Vin og »usaaet« Korn. Adam har ogsaa selv fundet Fortællingen underfuld, derfor styrker han den ved at tilføie, at ikke blot Kong Sven, men ogsaa andre Danske erklærede den for fuldt paalidelig. Det har imidlertid ikke forhindret de senere Forfattere, der benyttede Adam, fra at blive mistænksomme, og saalænge Adams Beretning stod alene, har man i Regelen vægret sig for at tro den. Endog den norske Forfatter, der skrev »Historia Norvegiæ» og som foruden Adam vel ogsaa har kjendt de hjemlige Sagn om Vinland, maa have anseet Beretningen for fabelagtig og derfor forbigaaet den; han kjendte altfor godt Grønland som et nordligt, isfyldt Polarland til at ville tro paa, at i Nærheden fandtes et »Vinland«. Kun et enkelt Udtryk viser, at han tænker sig Grønland fortsat mod Syd til mere tempererede Egne; naar for ham nemlig Grønland er »terminus ad occasum Europæ fere contingens Africanas insulas ubi inundant oceani refluenta«, er jo Tankegangen den samme som i den islandske Chorografi, hvorefter nogle mene, at Vinland hænger sammen med Africa (Vinlands ens góða, er sumir menn ætla at gangi af Afrika). Det er sikkert med Vilje, at Historia Norvegiæ's Forfatter ikke udtaler sig tydeligere. Den samme Sky og Usikkerhed findes hos Adams Bearbeider fra Reformationstiden, Hamburgeren Albert Krantz († 1517). I Skildringen af Landene udenom Norge gjengiver han baade de foregaaende Capitler om »Grønland« og »Halagland« og den efterfølgende Fortælling om Harald Haardraades Forsøg paa at finde Verdens Ende, men Stykket om Vinland er udeladt; og dog vide vi, at det stod i det Haandskrift af Adam, som Krantz brugte og som senere blev trykt af Lindenbrog (1595). Ganske parallelt hertil er det, at de norske Oversættere af Kongesagaerne i 16de Aarhundrede i Taushed forbigaar det enestaaende Sted, hvor Vinland omtales: Lagmanden Mattis Størssøn (hvis Oversættelse tryktes i Kjøbenhavn 1594 under Jens Mortensens Navn) undgaar ganske at tale om Leiv Erikssøn og hans Hjemrejse til Grønland, og Præsten Peder Claussøn, som dog oversætter vedkommende Sted i Kongesagaerne om Leivs Hjemreise, udelader konsekvent Ordene »ok þá fann hann Vinland hit goða«, hvergang han taler om Leivs Hjemreise.

Haandskrifter af Adams historiske Værk var vistnok i Middelalderen udbredte i Nordtyskland og Norden (baade i Danmark og Norge og paa Island); men hans geografiske Arbeide vides kun at være benyttet i »Historia Norvegiæ« samt i 15de Aarhundrede af Herman Corner, der (med mindre Kritik end Alb. Krantz) optager uden Forandring hele Vinlandscapitlet. Imidlertid var hverken Herman Corner eller Adams »Descriptio« blandt de Værker, som den tidligere Humanisme beskjæftigede sig med; Adam af Bremens Hovedværk blev først udgivet 1579 (af And. Vedel), men da udelodes hele hans Descriptio, som først blev trykt i 1595 (af Lindenbrog), og de Dele af Corner, som indeholder hans Excerpter fra Adam, maatte vente paa Trykning indtil 1743. I det 16de Aarhundrede fandtes ialfald 6 Haandskrifter af Adams Værker bevarede; af disse fandtes de to i Danmark, to andre i Hamburg, og to var maaske allerede da vandrede til Sydtyskland (Cod. Vindobonensis, før i Saltzburg) og til Nederlandene (Cod. Lugdunensis); men ialfald var Adams Værker hverken da eller før kjendte udenfor Norden og Tyskland, saaledes ikke i romanske Lande. Det er derfor sikkert, at Columbus ikke, som nogle har formodet, kan have kjendt Adam af Bremens Beretning om Vinland; vi kan gjerne tilføie, at havde Columbus kjendt den, vilde den ikke have kunnet vise ham Vei til Vesten (Indien), men kanske til Nordpolen.

Selve Adams Beretning har, saa kortfattet den er, sin store Betydning ogsaa som historisk Kilde. Den er først og fremst den ældste; stammende fra c. 1070 viser den, at Traditionen da endnu var frisk og levende i de nordiske Lande, og peger tilbage imod det samme Tidspunkt, hvorom den islandske Tradition fortæller. Dernæst er den uafhængig af den skrevne islandske Litteratur og tjener til at garantere dennes Ægthed. Jeg skal her fremhæve to Træk: for det første har den bevaret Oplysning om Vinlands Kulturplanter, hvad tildels er fordunklet i den islandske Tradition : Vinland var mærkelig ved sin vilde Vin (vites sponfe nascuntur), men ogsaa ved sit selvvoxede Korn (fruges non seminaiæ). For det andet bør mærkes, at Adam kun taler om Vinlands Opdagelse, ikke som ved Grønland om dets Colonisation og Kristendommens Indførelse ; det stemmer ganske med den islandske Tradition om, at Vinland kort efter Opdagelsen atter blev forladt af Nordboerne uden at blive koloniseret.

III. De ældste islandske Beretninger.

De ældste islandske Beretninger om Vinland stamme direkte eller indirekte fra Are frode (c. 1120), som selv har faaet dem fra sin Farbroder Þorkell Gellisson paa Helgafell, der levede i 2den Halvdel af 11te Aarhundrede og saaledes er fra samme Tid som Adam af Bremen. Thorkel omtales saaledes som samtidig med Orknøjarlen Thorfinn Sigurdssøn († c. 1064), og meget senere kan det ikke have været, at han paa Grønland talte med en Mand, som i 985 havde fulgt med Erik den røde fra Island. Han er saaledes en fortrinlig Hjemmelsmand, men desværre er Are frodes Optegnelser fra ham i den bevarede »Libellus Islandorum« som sædvanligt meget kortfattede. Thorkel har væsentligt fortalt ham om Grønlands Kolonisation; dette har givet ham Anledning til at ytre, at Kolonisterne (fra 985) fandt i Grønland »Spor af Menneskeboliger, Baadstykker og Stenredskaber, saa at man deraf kan slutte, at der har faret den Slags Folk, som har beboet Vinland og Grønlændinger kalde Skrælinger«, — en vigtig og paalidelig Oplysning om de vinlandske Skrælingers Kulturstandpunkt, hvortil vi siden skal komme tilbage. I den større »Islendingabok« har Are frode, ligeledes efter Thorkel Gellessøn, fortalt Sagnet om Are Marssøn i Stor-Irland; det er nu bevaret i Landámabók og skal behandles nedenfor. Her skal kun nævnes, at Stor-Irland der siges at ligge 6 Dagsreiser vestenfor Irland og nær Vinland, som saaledes tænktes længer vest omtrent paa samme Bredde som Irland. Ogsaa en 3die Efterretning om Vinland synes at stamme fra Are frode; den er nu bevaret i Kristnisaga, (der som bekjendt er en Del af Hauk Erlendssøns Landámabók og stammer direkte fra Styrme frode † 1245) og findes næsten ligelydende optaget i Snorres Kongesagaer; den beretter, at Leiv Erikssøn paa Hjemreisen fra Norge til Grønland om Sommeren Aar 1000 »fandt Vinland det gode«, hvilket i Forbindelse med, at han ved Grønlands Kyst reddede et Skibsmandskab, gav ham Tilnavnet »den heppne« .

I islandske Haandskrifter fra 14de og 15de Aarhundrede findes bevaret en kort Jordbeskrivelse, som dels stammer fra latinske Kilder, men dels fra den bereiste Abbed Nikolaus af Thingeyre († 1159). I det Haandskrift (AM. 192 8vo), som netop indeholder Oplysninger om Abbed Nikolaus's Forfatterskab, findes her ved Omtalen af Landene vest og sydvest for Island et Stykke om Vinlands Opdagelse , som derfor tør ansees for at være meget gammelt og ialfald kan stamme fra Nikolaus. Det bør derfor gjengives her: »Søndenfor Grønland er Helluland, dernæst er Markland, saa er der ikke langt til Vinland det gode, som nogle mene hænger sammen med Afrika, og hvis saa er, da maa Verdenshavet (úthaf) falde ind mellem Vinland og Markland. Det er sagt, at Thorfinn Karlsevne huggede et Træ til en »húsa-snotra« og derefter for at søge Vinland det gode og kom der, hvor man troede dette Land at være, men fik ikke undersøgt det og ikke sat sig fast der. Leiv den heppne fandt først Vinland, og da (ɔ: paa den Reise) fandt han Kjøbmænd i Livsfare paa Søen, og frelste dem ved Guds Naade; han indførte ogsaa Kristendom paa Grønland, og den voxede saa, at der blev sat en Biskopstol, nemlig i Garde«. Denne Efterretning, der ganske stemmer med Are frode og Kristnisaga, og supplerer disse, viser, at den ældre islandske Tradition fastholdt paa den ene Side, at man søndenfor Grønland havde opdaget tre Lande — men ogsaa kun tre — (Helluland, Markland og Vinland), og paa den anden Side, at det sydligste af disse Lande havde Leiv Erikssøn fundet paa den Reise fra Norge, da han drog hjem for at indføre Kristendommen paa Grønland, og at senere Thorfinn Karlsevne foretog did en virkelig Opdagelsesreise, men som ikke førte til nogen varig Kolonisation. Thorfinns Reise synes her ligefrem at betegnes som første og sidste Undersøgelsesreise til Vinland, efterat dette Land mere tilfældigt var truffet af Leiv Erikssøn.

Ogsaa fra den senere klassiske Tidsalder i den islandske Literatur har vi enkelte Efterretninger om den sidstnævnte Opdagelsesreise. I Eyrbyggjasaga, der er skrevet c. 1250, berettes, at »Sommeren efter Eyrbyggernes og Alptfirdingernes Forlig (ɔ: Aar 1000) drog Snorre og Thorleiv Kimbe, Thorbrands Sønner, til Grønland; efter Thorleiv Kimbe er opkaldt Kimbevaag mellem Jøklerne, men Snorre drog med Karlsevne til Vinland det gode, og da de kjæmpede med Skrælingerne der paa Vinland, faldt Snorres Søn Thorbrand i Kampen«. I Grettissaga (c. 1290) omtales en anden af Deltagerne i dette Tog, Thorhallr Gamlason; han sees her senere at være vendt tilbage til Island, hvor han kjøbte sig Gaard i Hrutafjorden og efter sit Vinlandstog fik beholde Tilnavnet Vinlendingr.

Dette er de ældste islandske Beretninger om Vinlandsreiser. De ere kortfattede og omfatter kun Hovedtrækkene, men de vidne dog for en enstemmig Tradition, der naar tilbage til Are frode og gjennem ham til det 11te Aarhundrede, om at Leiv den heppne har fundet Vinland Aar 1000, og at senere Thorfinn Karlsevne er reist ud for at kolonisere det nævnte Land, som han dog efter Kampe med »Skrælingerne« maatte opgive.

Dette maa fastholdes for det følgende, som skal behandle Hovedkilderne for Vinlandsreiserne.

IV. Erik rødes Saga og Flatøbogens Grænlendingaþáttr.

De islandske Hovedberetninger om Vinlands Opdagelse og forsøgte Bebyggelse findes i to afvigende og af hinanden ganske uafhængige Fremstillinger, som dog tildels allerede i Haandskrifterne , men især i de nyere Tiders Udgaver er sammenblandede paa en temmelig taabelig Maade og som derfor maa bestemt adskilles.

I den store Saga om Olav Trygvesøn fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede har de fleste Haandskrifter optaget en kort Fortælling om Erik den røde og hans Søn Leiv, fordi Indførelsen af Kristendommen paa Grønland er knyttet til Leivs Optræden i Norge hos Kong Olav. De skildrer derfor kortelig først Eriks Opdagelsesreiser til Grønland og Leivs Reise til Norge og senere Leivs Hjemreise til Grønland, hvorunder han (som hos Snorre) redder det strandede Skibsmandskab og finder Vinland det gode. Denne Fortælling henviser udtrykkelig til en saga Eiriks, som beretter vidtløftigere om Erik rødes Stridigheder paa Island, og er saaledes et Uddrag af Eriks Saga; i Gjengivelsen i Flatøbogen bærer derfor Stykket med Rette Overskriften »þáttr Eireks rauda«. Den »Erik rødes Saga« , hvoraf Uddragene er tagne, er ogsaa fuldt bevaret; det er den saakaldte »Thorfinn Karlsevnes Saga« , et Navn som nyere Afskrifter og Udgivere har sat paa den, medens Sagaens ene Haandskrift (AM. 657 qv.) virkelig kalder den »Eireks saga rauda« og det andet Haandskrifts Overskrift nu er ulæselig, men af Arne Magnusson er læst »her hefr upp sögu þeirra Þorfinns Karlsefnis ok Snorra Þorbrandssonar«. Ingen vil kunne nægte, at Stykkerne om Erik og Leiv i Olavssagaen er, hvad de virkelig udgive sig for, Uddrag af denne Eriks saga. Sikkert er det ogsaa, at denne Saga er ældre end Compilationen af Olavssaga. Erik rødes Saga findes nemlig i to Membraner: den ene, Hauksbók (AM. 544 qv.), er skrevet mellem 1305 og 1334; den anden (AM. 657 qv.) er vistnok ikke ældre end 15de Aarhundrede, men da den mangler de Tillæg, som findes hos Haukr, stammer den fra en ældre Original, som saaledes er ældre end c. 1300. Sagaens Begyndelse, navnlig om Auðr djúpauðga og Grønlands Opdagelse, er taget lige ud af Landnáma og har flere Ejendommeligheder, navnlig flere Feil, fælles med Sturla Thordssøns Recension paa Steder, hvor Hauk Erlendssøns Recension bedre har bevaret det oprindelige fra sin Forgjænger (Styrme frode). Dermed er det givet, at Sagaen er yngre end c. 1270, hvilket stemmer med at Biskop Brand Sæmundssøn (f 1201) kaldes »hinn fyrri« og Sagaen saaledes forudsætter Kjendskabet til den senere Biskop Brand (1263 — 64). Denne Saga stammer saaledes fra Sagalitteraturens Blomstringstid i 2den Halvdel af 13de Aarhundrede, og man skulde saaledes have ventet, at den blev Hovedkilden for Skildringerne om Vinland. Dette er imidlertid ikke bleven Tilfælde, og dermed hænger det sammen paa følgende Maade.

Redaktøren af Olavssagaerne i Flatøbogen, Præsten Jon Þórðarson (c. 1387), har i sin Olafs-saga Trygvasonar fulgt sine Forbilleder deri, at han optog fra Erik rødes Saga Stykkerne om Erik og Leiv; men han har tillige kjendt og benyttet en ganske forskjellig Fremstilling af Vinlandsreiserne, som kun med stor Vilkaarlighed kunde knyttes til den foregaaende Fortælling. For at faa den til at passe har han i Fortællingen om Leivs Hjemrejse udeladt Ordene »ok i þeirri somu ferd fann hann Vinland it goda« (som skulde staa S. 448; derimod har han overseet, at han ved Sammenstøbningen kom til at lade Leiv Erikssøn to Gange paa Hjemreisen til Grønland redde Skibbrudne og to Gange faa Tilnavnet »den heppne« (S. 448 kolludu menn hann sidan Leif hinn heppna; S. 541 hann var sidan kalladr Leifr hinn heppni). Iøvrigt har Jón Þórðarson noksaa godt forstaaet at flette de to Beretninger ind i hinanden, idet han allerede ved Eriks Bosættelse paa Grønland indskyder en Opregning af de grønlandske Kolonister (S. 430 11-16), derpaa efter Leivs Hjemreise, hvor Vinlands Opdagelse udelades, lader Bjarnes Herjulfssøns Vinlands-opdagelse træde i Stedet (S. 430—32, med Overskrift: Biarne leitadi Grænlandz) og saa endelig paa den kronologisk passende Plads i Erik Jarls Historie optager den hele følgende Række Vinlandsreiser (S. 538 — 49) med Overskriften »Her hefr Grænlendinga þátt« , som vistnok egentlig burde være Overskrift over hele den indskudte Beretning. Ulykkeligvis var jo Flatøbogen den første Bog, som i nyere Tid blev benyttet til Grønlands og Vinlands Historie; allerede Arngrímr Jónsson (c. 1600) oversatte de to i sin Oprindelse saa forskjellige Beretninger som en Enhed uden at ane Forskjellen; Stykket om Bjarne Herjulfssøn blev optaget efter det ægte Stykke om Erik den røde i Skålholt-udgaven af Olafssaga (1689), og hele Grænlendingaþáttr med Stykket om Erik den røde blev efter en nyere Afskrift af Flatøbogen indskudt af Peringskjøld i Udgaven af Kongesagaerne (1697); og den fulgte med endog i Schönings Kjøbenhavner-udgave (1777), ligesom den blev lagt til Grund for Torfæus's »Vinlandia» (1705) og Rafns »Antiquitates Americanæ» (1837) og optaget i Grønl. hist. Mind. (I 200—256) under den urigtige og forvirrende Titel »Erik den rødes Saga« , for efterhaanden at opnaa kanonisk Anseelse og reproduceres i Folkebøger som den uforfalskede og ægte Beretning om Vinlands Opdagelse.

Hvor gammel er saa denne Grænlendingaþáttr? Ved første Øiekast skulde man tro, at den kunde knyttes til Sturla Thordssøns Landámabók, thi den føromtalte Opregning af de grønlandske Kolonister (S. 430) samt Begyndelsen af Stykket om Bjarne, hvor der fortælles om hans Forfædre, er ligefrem udskrevet af Sturlas Bog. Men dette hører vistnok til den litterære Form for Sagafortællinger, idet de fleste »þættir« i Flatøbogen søges knyttet til Landnámabogens Genealogier, og Tilknytningen kan altsaa være istandbragt af selve Redaktøren. Hvad der gjør dette sandsynligt, er at denne Grænlendingaþáttr ellers i hele sit Indhold staar ganske uafhængig af den øvrige islandske Litteratur. Ikke blot er dens genealogiske Oplysninger adskillig afvigende fra Landnáma: Gudrid Thorbjørnsdatter siges først gift med en Nordmand Thore, som hverken Erik rødes Saga eller Landnáma kjender til, og hendes Sønnedatter Hallfriðr gjøres til Biskop Thorlak Runolfssøns Farmoder, medens hun efter alle andre Kilder er hans Moder. Men ogsaa Grænlendingaþáttr's øvrige Indhold afviger i store og vigtige Punkter fra den ældre islandske Tradition. Bjarne Herjulvssøn er en ellers ganske ubekjendt Person, og Beretningen om hans Opdagelser strider ganske mod alt, hvad paalidelige Beretninger fra 12te, 13de og 14de Aarhundrede enstemmig fortæller om Leivs Opdagelse Aar 1000! Grænlendingaþáttr kjender 5 Vinlandsreiser — Bjarnes, Leivs, Thorvalds, Karlsevnes og Freydis's — medens den tidligere Tradition (Chorografien og Erik rødes Saga) kun kjender de to Reiser: den første af Leiv, den anden af Karlsevne med Thorvald og Freydis. Man tør altsaa trygt udtale paa den ene Side, at alle islandske Forfattere i 12te og 13de ja endog 14de Aarhundrede staar sammen imod Grænlendingaþáttr og vidner mod dennes Paalidelighed, og paa den anden Side, at Forf. af Grænlendingaþáttr ikke paa noget Punkt synes at kjende den ældre Tradition om Vinlandsreiserne.

Sammenstiller man Grænlendingaþáttr Træk for Træk med den virkelige Erik den rødes Saga, vil det ikke undgaa nogen, at de samme Begivenheder er Gjenstand for begge: Bjarnes Reise fra Norge over Island til Grønland, da han opdager de vestlige Lande, samt Leivs Gjenopdagelse af netop de samme Lande og hans Hjemreise, paa hvilken han redder Skibsmandskabet, i Grænlendingaþáttr svarer i Hovedtræk til hvad Erik rødes Saga beretter om Leivs Reise fra Norge til Grønland, da han opdager Vinland og paa Hjemreisen redder samme Skibsmandskab; og de tre øvrige Reiser — Thorvalds, Karlsevnes og Freydis's — i Grþ. dækkes ganske af den ene store Undersøgelsesreise i E. r. S., hvor baade Karlsevne, Thorvald og Freydis spiller sin Rolle, men som Deltagere i det samme Tog. Men hvor meget bedre Sammenhæng og større Sandsynlighed frembyder ikke den sidste! At Leiv i E. r. S. paa en Reise fra Norge til Grønland, hvor man efter Kursforskrifterne styrede mellem Færøerne og Orknøerne og skulde holde lige Vest eller lidt mod Sydvest for at naa om Grønland, kunde blive drevet saa langt mod Syd som til Vinland, er meget naturligt, og gjentager sig flere Gange i Opdagelsernes Historie, f. Ex. med Henry Hudson i 1609, som fra Færøerne naaede til Nordamerikas Kyst ved 35º 41' N. B. Men at Bjarne Herjulfssøn (Grþ.) paa Reisen fra det sydvestlige Island skulde have forvildet sig saalangt som næsten 20º sydligere, naar han skulde stikke over til det sydlige Grønland, er meget usandsynligt. At Karlsevne og hans Følge efter Leivs kortvarige Besøg i Vinland havde vanskeligt for at finde Stedet igjen og at der herom opstod Strid mellem Opdagerne (E. r. S.), er forstaaeligt, og sligt gjentager sig stadig i Opdagelsernes Historie — f. Ex. s paa Kolumbus's 1ste Reise, paa den danske Expedition til Grønland 1605 o. fl. Men at efter Bjarnes korte Kystfart først Leiv finder i det ukjendte Farvand akkurat de samme Lande og saa de følgende Opdagere alle naa uden Afvigelse til netop det samme Sted og bo i netop de samme Boder (Leifsbuðir), det finder jeg utroligt og uden lige i hele Verdenshistorien.

Overhovedet synes man at have taget sig de mange Usandsynligheder i Grþ. altfor let. Denne lader Bjarne Herjulvssøn i Aar 985 opdage de tre store Vestlande og komme til sin Fader i Grønland (Herjulfsnes), men derefter — »ophørte han med Søreiser, blev hos sin Fader saa længe Herjulv levede og siden boede han der efter sin Fader« , tilsyneladende uden at ymte om sine store Opdagelser! Først mange Aar bagefter, medens Erik Jarl herskede i Norge (altsaa efter Aar 1000), drager Bjarne til Norge, og først her fortæller han om sine Opdagelser, faar høre Bebreidelser for sin Mangel paa Undersøgelseslyst og drager — hjem til Grønland uden at foretage sig noget videre. Nu først bliver der paa Grønland »megen Tale om Landundersøgelser« og Leiv kjøber Bjarnes Skib og drager selv afsted. Det lange Mellemrum mellem Bjarnes og Leivs Tog er jo aldeles uforklaret; man behøvede vel ikke paa Grønland reise over til Norge og faa Erik Jarls eller hans Hirdmænds Udtalelser for at faa Lyst til at undersøge Lande, der frembød saa mange Fordele fremfor Grønland! Heller ikke er det videre rimeligt, at man ventede 15 à 20 Aar efter Opdagelsen, førend man undersøgte dem! Ligesom her Grþ. staar i Strid med den ældre Tradition, saaledes strider den ogsaa med den ældre Tidsregning, som sætter Leivs Tog til Aar 1000. Overhovedet kan Grþ.s Tidsregning ikke forliges med, hvad vi ellers ved. Sættes Bjarnes Norgesreise til 1001 (hvad der er det tidligste) og hans Hjemreise 1002, foregaar Leivs Vinlandsreise 1003 — 4, Thorvalds 1005—6, Thorsteins mislykkede Søreise 1007, Karlsevnes Reise til Grønland 1008, hans Vinlandstog 1009—11, Freydis's Tog 1012 — 13 og Karlsevnes Norgesreise 1013 — 14. Efter E. r. S. opdages Vinland af Leiv 1000, Thorsteins uheldige Reise sker 1001, Thorfinn Karlsevnes Vinlandstog 1003 — 1006. Men ligesom Leivs Reise ifølge den faste, gamle Tradition skede Aar 1000, saaledes kan for Karlsevnes Tog kun Tidsregningen 1003 — 6 forliges med Eyrbyggjasaga, hvorefter Thorbrandssønnerne drager fra Island enten Aar 1000 eller en af de nærmest paafølgende Somre for at slutte sig til Karlsevnes Expedition.

Jeg har under Læsningen af Grþ. ikke kunnet værge mig for den Formodning, at, da Grþ. blev optegnet, var allerede væsentlige Dele af Traditionen stærkt fordunklet og afsvækket, og at da Forfatteren har suppleret Traditionen ved egen Opfindelse. Det gjør allerede et uægte Indtryk at læse om Helleland, at der »var store Jøkler oventil, men fra Søen til Jøklerne som en (sammenhængende) Helle«, thi som bekjendt findes der intet Land i Nordamerika søndenfor Grønland med Gletschere! (I E. r. S. nævnes heller ikke et Ord om Jøkler i Helleland). Og i Modsætning hertil er da Klimaet i Vinland saa tropisk, at der om Vinteren »ikke kom Frost, og Græsset visnede kun lidt«! Skildringen af Vindruer og »Vintræer« i Vinland er ligeledes besynderlig og røber mærkelig lidet Kjendskab til Vin og Vindruer. Vindruerne opdages om Vinteren eller endog om Vaaren(!), Opdageren bliver drukken af at spise Druerne (!), man samler Druerne om Vaaren(!) og fylder dermed Skibsbaaden! Og Vinstokkene (vínviðr) omtales som store Træer, der fældes for at anvendes til Tømmer (!). Besynderligt nok, maa der en Tysker til for at opdage Druerne, og denne Tysker har det ejendommelige Navn Tyrker! Dette Navn har man for at redde Beretningens historiske Karakter oversat med den nyere Form Dirk ɔ: Didrik(!), der dog ellers i Oldsproget gjengives med Þjóðrekr eller Þiðrikr! Hvor langt nøiagtigere skilles der ikke mellem de store Træer (Masur o. 1.) og Vinstokke i E. r. S. Her nævnes ogsaa det selvsaaede Korn, medens Grþ). kun paa et eneste Sted nævner en forladt »Kornhjelm af Træ«, hvilket altsaa forudsætter — mod den enstemmige Tradition — dyrket Korn. Ogsaa Vinlands Geografi i Grþ. er høist dunkel; man faar nærmest Indtryk af en Kyst mod Nord, der har lang Udstrækning mod Øst og Vest og flere Fjorde indgaaende mod Syd. Man maa gjøre saa stærkt Vold paa Kilderne, som Rafn tillod sig, for at kunne identificere denne Stedsbeskrivelse med Kysterne af Nordamerika.

Jeg tør efter alt dette anse det for det sikreste, at man for Fremtiden bør behandle Fremstillingen i Grþ. med den yderste Forsigtighed; alt, hvad der kun kjendes fra Grþ. maa forkastes som usikkert, og hvad der her strider mod den ældre Tradition som uhistorisk. Bjarne Herjulvssøns Reise bør saaledes vistnok udgaa af Historien for at give Plads til Leiv Erikssøns, og Thorvald Erikssøns og Freydis Eriksdatters Vinlandstog indrangeres i den store Undersøgelsesexpedition under Thorfinn Karlsevne. De geografiske Beskrivelser og Opgifter, som kun støtte sig til Grþ. maa modtages med stor Forsigtighed og kun benyttes, hvor de lade sig føie ind i Erik den rødes Saga. Først naar dette er gjort, tør en Undersøgelse begynde om Vinlands Geografi.

V. Vinlandsreiserne.

I Aaret 999 drog Leif Erikssøn fra Grønland til Norge. Det var vistnok første Gang, denne Reise forsøgtes, og som naturligt ved et første Forsøg, lykkedes det ikke helt. Kursen var lagt lidt for sydlig, thi det første Land, som naaedes, var Sudrøerne (mellem 55º og 58 1/2º derfra drog Leiv til Norge, gik i Kong Olav Trygvesøns Tjeneste, blev døbt og opholdt sig om Vinteren hos ham i Nidaros. Om Vaaren fik han en Præst med sig, da han skulde seile hjem til Grønland. Leiv har rimeligvis valgt den Kurs, som siden blev den almindelige fra Norge til Grønland, at holde sig mellem Færøerne (61º 50') og Shetland (60º 50') for at naa Sydspidsen af Grønland; men han blev dreven ud af sin Kurs »og omdreves længe i Havet og traf paa Lande, hvis Tilværelse han før ikke kjendte til; der var selvsaaede Hvedeagre og Vintræer groende; der var ogsaa Masur-træer, og de tog med sig Prøver paa alt dette, nogle Træer saa store, at de kunde bruges til Huse (ɔ: til Bjelker)«. Leiv kom hjem allerede samme Høst; det bevidner allerede Snorre, og E. r. S. taler ikke derimod. Det viser, hvor unøiagtig Beretningen er i Grþ., som lader Leiv observere Dagens Længde ved Vintersolhverv ; denne Observation maa selvfølgelig henføres til den senere Reise, da man virkelig overvintrede i Vinland.

Vinteren 1000 — 1001 blev altsaa Kristendommen indført paa Grønland, skjønt Erik røde ikke lod sig døbe. Og samtidig optoges Interessen af de nyfundne Lande, som selvfølgelig strax maatte undersøges nøiere. Leivs Broder Thorstein stillede sig i Spidsen, og selv den gamle Fader Erik røde var med samt 20 andre Mænd. Men dette Tog (1001) mislykkedes; de fik Modvind og drev saa langt mod Nordøst, at de fik Island i Syne (altsaa c. 63º N. B.), derefter saa langt mod Sydøst, at de »havde Fugl« af Irland. Derpaa vendte de hjemad og naaede udmattede om Høsten tilbage til Grønland. Samme Høst ægtede Thorstein Islænderinden Gudrid Thorbjørnsdatter, hvis Fader var med sit Skib kommen til Grønland under Leivs Fravær, og drog med hende til sin Gaard »i Lysefjord« i Vesterbygden ; men om Vinteren udbrød her en Pest, baade Thorstein og andre døde, og Gudrid drog tilbage til Erik røde. Den følgende Sommer (1002) kommer to islandske Skibe til Grønland; det ene ejedes af Thorfinn Karlsevne fra Skagefjorden og Snorre Thorbrandsson fra Alftefjord, det andet af Bjarne Grimolfsson fra Breidefjorden og Thorhallr Gamlason fra Østfjordene. Begge Skibe kom til Eriksijord, og Mandskabet blev indbuden til Brattelid om Vinteren. Efter Jul frier Karlsevne til Gudrid, som ægter ham; om Vaaren (1003) stiller nu Karlsevne sig i Spidsen for den store Expedition, som drog ud fra Vesterbygden for at kolonisere Vinland; heri deltog begge de islandske Skibe og deres fulde Besætning (80 Mand) samt det Skib, som Gudrids Fader havde medbragt til Grønland og som blev bemandet af Erik rødes yngre Søn Thorvald, hans Svigersøn Thorvard med sin Hustru Freydis og hans Jæger Thorhall Veidemand, ialt 3 Skibe og 140 Mand. Paa denne Reise er det nu, vi har Efterretning om at de tre Lande opdagedes: Helleland, Markland og Vinland. Det sidste beskrives nøiagtigt (hvorom senere), saa man kan se, at Nordboerne kom til Nordostspidsen, hvor de fandt en Skibskjøl og heraf gav Næset Navn Kjalarnes; derpaa seile de sydover langs den lange sandede Østkyst (Furdestrandene), saa til en mere indskaaret Kyst, hvor de lægger ind i Straumsfjorden og overvintre (1003 — 4). Karlsevne har allerede lidt tidligere sendt sine skotske Løbere syd over Landet, og de bragte efter 3 Dages Forløb hjem baade Kornax og Vindruer, saa at man nu vidste, at man var i Vinland. Spørgsmaalet var kun, om man skulde søge dette lige mod Syd langs Kysten eller reise nordenom Furdestrandene og derefter vestenom Kjalarnes. Thorhall Veidemand med det ene Skib foretrak det sidste, men da han vilde seile om Kjalarnes, drev Vestenvinden dem østover, og »efter hvad Kjøbmænd har sagt« naaede de helt til Irland, hvor de blev gjort til Trælle. Men Karlsevne og de øvrige drog sydover og fandt her ved en Flodmunding et Sted (Hóp), hvor der virkelig var »selvsaaede Hvedeagre« paa de lavere Steder (ved Floden), medens der høiere oppe voxede vild Vin. Men her fik de ogsaa Besøg af Skrælinger, og om Vinteren opstod en Tuskhandel, som dog desværre fik en brat Ende, fordi Karlsevnes Oxe skræmte Skrælingerne. Næste Gang kom Skrælingerne tilbage for at fordrive de Fremmede fra sit Land, og en Kamp opstod; vistnok lykkedes det Nordboerne ved sine Jærnvaaben at holde sig mod Overmagten, men blandt de faldne var endog Snorres Søn Thorbrand. De forstod nu, at de maatte være udsat for Krig og Overfald af de indfødte, og besluttede derfor at drage tilbage til Straumsfjord. Herfra drog Karlsevne med det ene Skib videre nord for at søge efter Thorhall Veidemand. De passerede nordenom Kjalarnæs og videre vestover med Landet paa venstre Haand (i Syd) og saa langt mod Syd, at de traf en Aa, som gik fra Øst mod Vest. Her var det, at Thorvald Erikssøn blev skudt fra Land af hvad de troede var en »Enføding« (einfætingr). De Fjælde, som de her saa (i Øst), ansaa de for de samme som de havde seet (i Vest) i Hóp, og de regnede det lige langt fra Strømsfjord til begge Sider. Karlsevne drog tilbage til Strømsfjord, og man blev her den følgende Vinter (1005 — 6) uden at forstyrres af Skrælingerne; derimod udbrød indre Stridigheder, hvortil Kvinderne gav Anledning (Freydis nævnes ikke udtrykkelig, men der sigtes dog aabenbart til de samme Begivenheder, som i Grþ. udgjør Episoden med Freydis's Reise). Den følgende Sommer (1006) blev hele Kolonisationsplanen opgivet — rimeligvis paa Grund af de indre Stridigheder — og de to Skibsmandskaber vendte hjemad. Paa Reisen nordover landede de i Markland og fangede to Skrælingebørn, som de »lærte at tale« og tog med til Grønland. Dog skiltes de to Skibe ad paa Veien fra Markland: Karlsevne kom heldig tilbage til Erik røde, fra hvem han følgende Sommer (1007) drog hjem til Island, medens Bjarne Grimolfsson blev dreven af Vinden østover i Irlands-havet, hvor Skibet forliste »i Ormesøen« (ɔ: fordi det var ormstukket), og kun Halvparten reddede sig til Irland.

Jeg skal endvidere nævne enkelte Træk af Grþ., som muligen kunde indpasses i Sagaens Text. Skildringen af det Sted, hvor Leiv opholdt sig om Vinteren (en Aamunding med lange Grunde og et Vand lidt høiere oppe i Aaen) svarer ganske til Sagaens Karakteristik af Hóp, det sydligste Sted, hvor Karlsevne opholdt sig (Vinteren 1004 — 5); her kan derfor Observationen ved Vintersolhverv godt passe. Det Sted, hvor Grþ. lader Thorvald Erikssøn blive dræbt og begraves, kaldes her Krossanes. Det er maaske et virkeligt Minde, thi skjønt Sagaen ikke omtaler det, er det rimeligt, at han blev begravet, hvor han faldt; maaske har da ogsaa Grþ. rigtigere fortolket hans Død, at han blev dræbt ved en Skrælings Pil, og at »Einfætingrinn « er senere indblandet fra de lærde Sagn. Hertil bør vistnok føies Episoden med Freydis og de to Islændinger Helge og Finnboge, idet man tør antage, at dette hører til den sidste Vinter af Karlsevnes Ophold i Straumsfjord, da Kvinderne gav Anledning til Strid; Forf. af Grþ. ved ikke, at Freydis var med paa Karlsevnes Tog og har derfor omdannet Traditionerne om hende og den Strid, hun vakte, til en egen Reise. Mærkelig vel passer det ialfald, at der heller ikke paa dette Freydis's Tog er Tale om noget Sammenstød med Skrælingerne, som overhovedet efter Sagaen ikke viste sig i Straumsfjord. Derimod tror jeg ikke paa Grþ.s Beretning om Karlsevnes Norges-reise, thi hele denne Reise synes kun komponeret for at fortælle om Karlsevnes »Husa-snotra« af Masur-Træ, som en Tysker fra Bremen kjøbte af ham paa Grund af Træets Værdi. Dels er det usandsynligt, at Karlsevne skulde behøve en Tyskers Hjelp for at forstaa Masur-træets Kostbarhed, og at en tysk Kjøbmand optræder i Norge ved Aar 1014; dels er hele denne Beretning om Husa-snotra'en vistnok blot en senere Variant af Beretningen om det samme i den gamle Chorografi (S. 304), der trods sin Kortfattethed viser, at Karlsevne forstod sig paa den kostbare Træsort og derfor drog til Vinland.

Islandske Kilder nævner intet om noget senere Kolonisation s forsøg i Vinland, og paa Grund af disse Kilders relative Fuldstændighed tør vi ialfald sige, at den islandske Tradition ikke ved noget om senere Kolonisationer i Vinland. Derimod er der bevaret Oplysninger om et Missionsforsøg til Vinland og altsaa forsaavidt om et Forsøg paa at finde de opdagede Lande igjen.

I Begyndelsen af det 12te Aarhundrede optræder der paa Grønland en Biskop ved Navn Erik Gnupssøn; Landnámabogen oplyser, at han var en Islænding, og i de gamle Lister over Biskoperne i Nidaros's Provins nævnes han som den første Biskop paa Grønland. Tidsforholdene viser, at Bispestolen er oprettet efter Forhandlinger med Erkebiskopen i Lund, thi kort efter dette Erkesædes Oprettelse sees en stærk Bevægelse at være opstaaet for at indrette nye Bispesæder »paa Havets Øer«: saaledes i 1106 i det nordlige Island og omtrent samtidig paa Færøerne, saa at hertil naturligen ogsaa knytter sig Bispestolen paa Grønland. Denne Begivenhed tør sættes til Aar 1110 eller et af Aarene nærmest dette, thi naar Einar Havlidessøns Annaler ved Aar 1112 har »Ferd Eiriks Biskops«, maa dette forstaaes om hans Afreise fra Island til sit Bispesæde, og da tør der være gaaet nogen Tid mellem hans Indvielse og hans Ankomst til Grønland. At hans Indvielse er foregaaet i Lund, er selvsagt, thi her blev mellem 1104 og 1152 alle nordiske Biskopper indviede; dette nævner jeg udtrykkelig, fordi jeg i R. B. Anderson's »America not discovered by Columbus« finder den Paastand, at Pave Pascal II i Aar 1112 udnævnte (!) Erik til Biskop over Island (!), Grønland og Vinland (!), hvilket er ganske grebet ud af Luften.

Om denne Biskop Erik fortæller nu alle Recensioner af de islandske Annaler, at han i 1121 »drog ud at søge Vinland« eller »søgte Vinland « (fór at leita Vinlandz eller leitaði Vinlandz). Alle nyere har opfattet denne Reise som en Missionsreise, og det er vistnok ogsaa det rigtige. Nu er det at mærke, at det ikke staar i Annalerne, at Biskopen kom til Vinland, kun at han drog ud (fra Grønland) for at søge det, og at han virkelig søgte det. Den naturligste Forstaaelse af disse Ord er, at han ikke fandt Landet; enten er han vendt hjem med uforrettet Sag, eller ogsaa er han ikke vendt hjem og Skibet er blevet borte. Det sidste er vistnok det rigtige, thi allerede i 1122 eller 1123 sætter Grønlændingerne sig i Bevægelse for at faa en ny Biskop, og denne indvies i 1124. Nogen Forbindelse med Vinland kom altsaa ikke istand ved Biskop Eriks Reise, og det er rimeligt, at det uheldige Forsøg har afskrækket fra Gjentagelser. Med Aar 1121 ophører ialfald Vinlandsreisernes Historie.

VI. Det islandske Kart over det nordlige Atlanterhav.

Fig. 2.

Blandt de Karter, som ledsage Torfæus's »Gronlandia« (1706), er det ældste det, som bærer Overskriften »Sigurdi Stephanii terrarum hyperborearum delineatio Anno 1570«. Hos Torfæus ledsages det af Bemærkninger af (Biskop) Thordr Thorlakssøn og viser sig derved at stamme fra denne Forfatters Copi fra c. 1670. Originalen er tabt, men Biskop Thords Copi er bevaret i det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn (gl. Saml. 2881, 4to). Denne er allerede publiceret af Hr. Assistent K. J. V. Steenstrup og gjengives her paany etter Originalen (Fig. 2) ; en Sammenligning med Torfæus's »Gronlandia« viser, at Torfæus eller hans Tegner har vilkaarlig forvansket Kartet, hvilket man ogsaa kunde slutte af Biskop Thords Bemærkning om at Islands Bredde er for høi, hvad den netop ikke er i Torfæus's Gjengivelse. Kartet blev allerede benyttet i 1605 af Professor H, P. Resen til Istandbringeisen af et Kart over det nordlige Atlanterhav, som skulde bedre tilfredsstille Videnskabens Fordringer, idet Sigurd Stefanssøns Kart blev paa en meget vilkaarlig Maade overført paa Mercators Kart.

Om Karttegneren Sigurdus Stephanius eller Sigurdr Stefánsson oplyste Mag. Thordr, at han havde været Skolemester i Skålholt og skrev en Beskrivelse over Island og en liden Bog om Spøgelser. Hertil kan føies, at han var Sønnesøn af Biskop Gisle Jónsson i Skålholt († 1587), studerede i Kjøbenhavn, hvor han i Arngrim Jónssons »Brevis Commentarius de Islandia« (Kjøb. 1593) skrev et Epigram til Forfatteren, og udgav »Argumenta singulorum capitum librorum Samuelis« (1593), kom hjem og overtog Skolen i Skålholt 1593, men druknede i Bruarå 1594. Da hans Farfader var født 1513 og ikke blev gift før 1551, kan Sigurdr ved sin Død neppe have været 25 Aar gammel, saa at Kartets Aarstal er urigtigt; det kan ikke være ældre end c. 1590. Allerede Arne Magnussøn har været opmærksom paa dette Tidsforhold, men har ikke vidst, om Feilen stak i Aarstallet eller i Forfatterens Navn, idet der ogsaa tidligere var en Sigurdr (Jónsson) Rektor i Skålholt. Imidlertid maa Feilen utvivlsomt ligge i Aarstallet, thi Forfatteren giver ved A (om Skrælingerne) den Forklaring, at »disse ere de, til hvem Englænderne kom, og har sit Navn af Tørhed, fordi de ere tørrede enten af Solen eller af Kulden« (se Torfæi »Gronlandia« antiqua Tab. II) og viser derved, at han kjender til Frobishers første Reise (1576), da denne stødte sammen med Eskimoer i »Frobishers Streat«.

Ved de europæiske Lande iagttager man, hvad allerede Biskop Thordr bemærkede for Islands Vedkommende, at Bredden er for høi. Saaledes er (se Fig. 2):

Islands Nordkant Islands Sydkant Ferøe ... Hetlands Nordkant Hetlands Sydkant Orcades Nordkant Orcades Sydkant

ved 67º istedenfor 66 1/2º ved 65 1/2º istedenfor 63 1/2º ved 64º istedenfor 62º ved 63º istedenfor 60º 50' ved 62º istedenfor 59º 50' ved 60º istedenfor 59º 35' ved 59 1/2º istedenfor 58 1/2º

Allerede disse Breddeangivelser viser et mærkeligt Slægtskab med Mercators Atlas (fra 1569). Her ligger, for at nævne Exempler, Island mellem 68 1/2º og 65 1/2º og Færøerne ved 64º; ogsaa Islands Form hos Sigurdr Stefánsson, navnlig den mislykkede Tegning af Faxefjorden indgaaende mod N. 0., tyder paa Laan fra Mercator. Ogsaa Norges Kyst synes at være en Frihaandstegning efter Mercator; kun Navnet Bjarmeland i det nordlige er en selvstændig Tilføielse. Sikkre Laan fra samme Kilde er den Kystlinje, som fra Grønland strækker sig østover og betegnes med »Riseland« og »Jotunheimar" (det er Mercators Laan fra Zeni-Kartet), Øen og Navnet Frisland med Henvisningen til de tyske Geografer, samt den korrekte Form af Skotland, der ligesom hos Mercator ganske har løsrevet sig fra den traditionelle (fra Ptolemæus stammende) Udskydning mod Øst. Jeg vil ikke paastaa, at netop Mercators Kart er benyttet; det kan ligesaa godt være en senere Reproduction fra 1580 — 90, og specielt synes den foretagne Reduction af Frisland (som hos Mercator strækker sig fra 60º til 64º at tyde herpaa. Kun er Slægtskabet utvivlsomt. Kartets Selvstændighed maa søges i dets vestlige Halvdel, hvor Sigurdr Stefánsson ingen Kartkilder har havt; Grønland, som paa alle Karter fra 16de Aarhundrede strækker sig som en lang Tunge mod Syd eller Sydvest, er hos Sigurdr Stefánsson vendt mod Sydost, hvilket viser, at Sigurdr her konstruerer paa fri Haand. Gradnettets Anvendelse har derfor kun sin Betydning i, at man derved ser, hvorledes Karttegneren tænkte sig de geografiske Forhold mellem Landene. Paa Grønland iagttager man det østligste Punkt Herjolfsnæs, de to vestenfor liggende Fjorde skal altsaa betegne Østerbygden (Eriksfjord og Einarsflord?), og skilt derfra ved en bredere Halvø er Vesterbygdens tre Fjorde. Lige søndenfor disse Fjorde er Helleland; Forfatteren har altsaa kjendt den Beretning, som lader Karlsevne reise fra Vesterbygden (S. 314) og finde Helleland søndenfor, altsaa Erik rødes Saga. Han har ogsaa læst om, at Vinland strakte sig som en Halvø mod Nord, nemlig om Omseilingen af Kjalarnes, og om at Thorhall Veidemand under Forsøget herpaa af Vestenvind blev drevet øst til Irland; thi »Promontorium Winlandiæ« ligger ved 56º lidt nordenfor Sydspidsen af Irland (som i Virkeligheden er 51º 25'). Med andre Ord, Kartet er konstrueret efter Erik rødes Saga paa et vilkaarligt Gradnet, og kan vel benyttes til at anskueliggjøre en nyere Islændings Opfatning ved Aar 1590 af de gamle Opdagelser, men ikke hjælpe os til at bestemme disse geografisk. Nordamerikas Østkyst var ogsaa dengang alt for lidet kjendt til, at Forsøget paa at stedfæste Vinland o. s. v. kunde lykkes; det sees endnu bedre af H. P. Resens Kart, hvor Helleland er anbragt paa Mercators (Zeniernes) Estotiland, Markland er indsat søndenfor som en tunget Halvø og Vinland paa det saakaldte Terra Cortereal (ɔ: Newfoundland), som for Tilfældet har fra Sigurd Stefånssøns Kart faaet en Udvidelse mod Øst, hvortil 16de Aarhundredes Karter intet kjendte; ved disse Forbedringer lykkedes det imidlertid at flytte Vinland, som hos Sigurd Stefanssøn laa paa 56º — 52º N. Bredde, endnu sydligere, nemlig fra 53º til 49º N. Br. , — altsaa Newfoundlands Bredde.

Hvis man med vort Aarhundredes Kjendskab til Nordamerika vilde følge Sigurd Stefånssøns Kart, maatte man saaledes identificere Vinland med Newfoundland, Markland med Labrador og Helleland med de sydligste Dele af Baffinsland; men vi have ovenfor seet, at dette er umuligt. Sigurd Stefånssøns Kart maa skydes helt tilside ; det er ikke en selvstændig, men en afledet Kilde.

VII. Hellelands, Marklands og Vinlands Geografi.

Skal man søge at bestemme de opdagede Lande geografisk, gjælder det at have for Øie, at Nordboerne ved sine Opdagelsesreiser her kom paa saa meget sydligere Bredde, at Solens Høide over Horizonten og Dagens Længde var dem ukjendt og de saaledes ikke med stor Sikkerhed kan angive Retningen. Naar Solen gik op og ned til fra det sædvanlige afvigende Sider eller i fra det sædvanlige afvigende Retninger, vil Retningsbestemmelserne til en vis Grad blive ubestemte. Man tør saaledes gjerne antage en Afvigelse af indtil 45 Grader, men neppe mere, saa at Hovedretningen maa forudsættes rigtig, altsaa ikke Nord for Syd, men vel muligen N. N. V. eller N. N. O. for Nord o.s.v. Exempler herpaa som helst bør tages fra store Afstande, er let at skaffe: saaledes sees Kursforskrifterne at regne at Forbjerget Stad (62º 10') ligger lige i Vest for Horn paa Island (64º 17'), at man fra Bergen (60º 25') seiler lige i Vest til Hvarf ɔ: Cap Farwell (59º 45') og dog kommer mellem det sydligste af Færøerne (61º 50') og det nordligste af Shetland (60º 50') eller som det ogsaa udtrykkes »skal have to Tredjedele af Havet fra Irland og én Tredjedel fra Island«, hvilket, da Sydkysten af Island er ved 63º 25' og Nordkysten af Irland er ved 55º 20', vil give omtrent 60º 40'. Endnu betydeligere Afvigelser findes ved Retningsangivelser fra Nord til Syd, som naar Island antages at ligge lige nordenfor Irland eller mere specielt Reykjanes lige nordenfor »Jollduhlaup paa Irland«, uagtet Reykjanes ligger 13 Grader vestligere end Irland.

Endvidere bør man ikke lægge for megen Vægt paa Angivelsen af Afstande i »Dagsreiser«; det synes aabenbart, at disse altid er regnet for store eller rettere, at man angav saa faa Dagsreiser, som man under heldigste Forhold ansaa muligt. Det vilde være aldeles forgjæves at forsøge at faa en konstant Størrelse ud af disse Dagsreiser, f. Ex. 24 Mil, som Rafn regnede. Afstanden fra Stad i Norge til Horn paa Island (120 g. Mil) giver, fordelt paa 7 Dage, c. 17 Mil pr. Dag; fra Snæfellsnes til den nærmeste Kyst af Grønland (ɔ: søndenfor Isbæltet, altsaa ved 65º, omtr. 90 Mil), giver paa 4 Dage c. 22 1/2 Mil pr. Dag; men fra Reykjanes til Irland (omtrent 150 Mil) giver den paa 5 Dage endog c. 30 Mil pr. Dag. Naar saa Seiladsen fra Vesterbygden til Helleland i E. r. S. angives til to Dage, til Markland to Dage og til Vinlands Nordkyst én Dag, er det klart, at disse Angivelser maa være afpassede efter Forholdet mellem Island og Irland. Thi da Island ligger »en Tylvt« (Mil) længer nord end Grønland (ɔ: Østerbygden) og Vesterbygden en Tylvt nordenfor Østerbygden, maa Grønlands Vesterbygd og Islands Sydkyst tænkes at ligge lige langt fra Irlands Bredde. Altsaa vil man ved 5 Dages Reise sydover fra Vesterbygden paa Grønland netop komme paa Bredde med Irland, der regnedes 5 Dagsreiser søndenfor Island. I Grþ. , hvor ethvert geografisk Forhold til Irland er glemt, kunde Forfatteren i Overensstemmelse med sine Forestillinger om Landets mere tropiske Klima udvide Afstandene og derved flytte Landene længer mod Syd : han regner Helleland 4 Dagsreiser i Sydvest for Grønland, Markland 3 Dagsreiser i Sydvest for Helleland og Vinland to Dagsreiser i Sydvest for Markland. Men selv dette vilde man med de virkelige Afstande for Øie finde for lavt ansat. Det eneste af disse Tal , man tør fæste sig ved, er, at Afstanden mellem Markland og Vinland i begge Beretninger er kortere end mellem Helleland og Markland eller mellem Helleland . og Grønland; thi det svarer (som vi skal se) til det virkelige Forhold.

Fig.3.

Disse Bemærkninger har jeg troet at burde forudskikke, inden jeg gik ind paa den nærmere geografiske Bestemmelse, som nu skal behandles, Punkt for Punkt.

1. Udgangspunktet. Det er værd at lægge Mærke til de forskjellige Udgangspunkter for de to Reiser for at finde Vinland igjen efter Leivs Opdagelse. Erik røde og hans Søn Thorstein drager ud fra selve Eriksfjorden, men forfeiler Veien og kommer ud i det aabne Atlanterhav. Men det andet Tog under Karlsevne tager sit Udgangspunkt længer i Vest, i Vesterbygden eller nærmere bestemt fra hans Hustrus Gaard Lysefjorden. Grunden til denne Afvigelse maa vistnok søges i en Plan, lagt om Vinteren efter det uheldige Søtog; man har iagttaget, at Udgangspunktet ved det forrige Tog var lagt for langt øst og at det gjaldt at søge vestligere, d. e. at Helleland laa vestenfor Østerbygden i Grønland. Betydningen af dette har man i nyere Tid ikke forstaaet, fordi man, forledet af Bjørn af Skardzá, søgte Lysefjorden nordligst i den gamle Vesterbygd, ved Isartokfjorden i »Sukkertoppens Distrikt«, altsaa ved 65 1/2º N. B. Den gamle Fortegnelse i Flatøbogen over Kirkerne paa Grønland, hvor disse opregnes nordefter ligefra Herjulfsnes, nævner Vesterbygdens Kirker i den Orden: Sandnes i Lysefjord, Hóp i Agnefjord og Anavik i Rangefjord; Lysefjord er altsaa den sydligste Fjord i Vesterbygden, hvad der ogsaa passer bedst til, at den blev koloniseret allerede i Erik den rødes Tid. En Sammenligning mellem Bjørn af Skardzá's »Vetus Chorographia« og Arngrim Jónssons »Gronlandia«, der benytter samme Værk i en bedre Skikkelse, viser nu ogsaa, at Arngrímr Jónsson har bevaret en Fjordfortegnelse for Vesterbygden, som Bjørn af Skardzá har sprunget over. Denne Fjordfortegnelse, der ligesom hele Chorografien opregner Fjordene søndenfra nordover, lyder for Vesterbygden saaledes: Lysufiördur, Hornafiördur, Andafiördur, Suartifiördur, Agnafiördur, Rangafiördur, Leyrufiördur, Lodinsfiördur, Straumsfiördur og Einarsfiördur (de i Flatøbogen nævnte Fjorde er her udhævede, og sees her at være opregnede i samme Orden). Lysefjorden er altsaa den sydligste Fjord i Vesterbygden og kan da med Rimelighed identificeres med Fiskerfjorden i Fiskernæssets Distrikt ved 63º N. B. Men Fiskernæsset ligger paa 5O 1/2º V. Længde (fra Greenwich), altsaa omtrent 5 Grader vestligere end Brattelid i Eriksfjorden (Kaksiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjorden); Lysefjorden laa saaledes mindst 30 geogr. Mil længere mod Vest end Eriksfjorden og saaledes meget fordelagtigere for en Søreise i sydvestlige Farvande.

Fig. 4.

2. Helleland. Dette Land naaes fra Vesterbygden i »to Dagsreiser« med Nordenvind; i dets Beskrivelse omtales kun store Heller paa 12 Alens Længde og Polarræve; det er altsaa et ubeboet, nordligt, stenfuldt Land. I Grþ. angives Afstanden fra Helluland til Herjulfsnes i Østerbygden til 4 Dagsreiser, og Landet siges at ligge i Sydvest for Herjulfsnes ; dette er ikke nogen væsentlig Afvigelse, thi Herjulfsnes (Igikeit) ligger omtr. 6 1/2 Længdegrad østenfor Lysefjorden, Retningen bliver altsaa N. O. — S. V., og Afstanden maa da ogsaa være større. Ogsaa i andre islandske Skrifter regnes Helleland for et ugjæstmildt Land i Syd eller Sydvest for Grønland. De gamle Chorografier sige, at Helleland ligger søndenfor Grønland, men Forf. af Ørvaroddssaga lader sin Helt søge Helleland i Grønlandshavet i S. V. for Grønland (ɔ: Grønlands Sydspids). Nøiagtigt i Syd for Vesterbygden (Lysefjord) findes intet Land, thi selv det østligste Punkt af Newfoundland (Cap Spear ved 52º 40') ligger dog lidt vestenfor Fiskernæsset. Men i det hele ligger dog baade Labrador og Newfoundland saaledes, at man med nordlig Vind kan naa til dem fra Fiskernæsset. Fra dette Udgangspunkt vilde det nærmeste Land være Labrador ved Cape Webuck (55º N. B.), men selv her er Afstanden 105—110 g. Mile; til Nordspidsen af Newfoundland (Cape Bould ved 51 ° 40') er Afstanden omtrent 135 Mil, og hvis Reisen er gaaet mere direkte syd og man har naaet den østlige Del af Newfoundland, endog c. 150 Mil. Da det er klart, at Helleland maa være det nærmeste Land fra Grønland af, tør det være rigtigst at foretrække Labrador, skjønt Nordhalvøen af Newfoundland ikke endnu er helt udelukket.

Allerede i Ørvaroddssaga, der vistnok er digtet i 14de Aarhundrede, nævnes i et Vers »Hellulands hrauns óbygðir« ɔ: Hellelands vulkanske Ørkner; Forfatteren har altsaa udstyret Helleland med det islandske Tilbehør til et Ørkenland, Vulkaner eller ialfald Lavamarker. Et lignende Udstyr har Helleland faaet i Flatøbogens Grþ., nemlig Jøkler. Begge Dele er lige meget opdigtede, hverken Labrador eller Newfoundland har Vulkaner eller Jøkler (glaciers). Men i de senere islandske Eventyrsagaer er dette blevet til en fuldstændig Kjendsgjerning, og det har ført til, at i Bárðarsaga Snæfellsáss, i Þáttr af Gunnari Keldugsnúpsfifl, i Hálfdanarsaga Brönufóstra og i Saga af Hálfdani Eysteinssyni er Helluland bleven flyttet mere og mere mod Nord; det ligger nu nordenfor eller endog nordøst for Grønland og strækker sig henimod Bjarmeland eller Finnmarken. Derved kom i nyere Tid Bjørn af Skardzá til sin Theori om de to Hellelande: et nordligt større Helleland i Nordgrønland (Nordostgrønland) og et sydligt mindre Helleland i Sydvest for Grønland. Saaledes maa det nemlig forstaaes, naar han i sine »Grønlands Annaler« ved Uddraget af Bárðarsaga Snæfellsáss siger om »Hellulands obygdir« : »Þetta kǫllum vær nordur-óbygder Grænlandz og nordur -Grænland og Helluland hid mikla« , og ved Uddraget af den gamle Kursforskrift til Grønland: »hier heyrist ad kallader ero Grænlands óbygder eirninn hier nordur i landnordurshafi, lyka sem vestur Grænlandz óbygder millum vestre bygdar á Grænlandi og litlu Hellulands edur Marklandz« eller, som han tydeligst har forklaret det i sin Afskrift af Erik rødes Saga i Anledning af det amerikanske Helleland: »Annad Helluland er j landnordr j nordurhafi sem kallast Helluland hid micla, eirnin af þeim hellu-ijs sem þar hefur fundinn verid«. Denne Theori var ganske naturlig og nødvendig, naar man troede lige meget paa Eventyrsagaerne som paa de historiske Sagaer, men burde nu kun have antikvarisk Interesse; imidlertid har Rafn benyttet Bjørns Theori til at skabe to Hellelande sønden for Grønland (»Helluland hit mikla« og »Helluland hit litla«), som han identificerer med Labrador og Newfoundland, — hvilket baade strider mod Bjørn Jónssons Ord og mod Vinlandssagaerne. Ved Hjælp af dette faar Rafn imidlertid det Helleland, som opdagedes paa Veien til Vinland, til at blive »Helluland hit litla« eller Newfoundland, — hvilket var nødvendigt for at faa Vinland flyttet sydover til Rhode-Island. Men dette strider endog mod Rafns egen Kilde Flatøbogen; thi naar der ikke findes Jøkler paa Labrador, findes saadanne endnu mindre paa Newfoundland.

Fig. 5.

3. Markland. Om det endnu kunde ansees for tvivlsomt, om Helluland var Labrador eller det nordligste Newfoundland, vil det snart vise sig, at Markland efter Erik rødes Saga kun kan være Newfoundland. Sagaen siger nemlig, at de efter en Dagsreise i Syd og Sydøst kom til et andet Land, som var skovbevoxet og som de derfor kaldte Markland (d. e. Skovland). Thi Newfoundland er jo netop i Sydøst for det østlige Labrador, — og det østligste Land i Nordamerika. Man maa som Rafn ganske sætte sig ud over Sagaens Beretning for at forklare Markland om Nova Scotia, idet han foretrækker Grþ., hvorefter Markland laa i Sydvest for Helluland. At ogsaa Navnet Markland passede paa Newfoundland, skal nedenfor vises.

4. Vinland. En omhyggelig Gjennemlæsning af Erik rødes Saga vil vise, at Vinland ender mod Nord i en Halvø med Nordøstspidsen Kjalarnæs, at Opdagerne først reiste sydover langs det sandige Østkyst, indtil Landet blev »fjordskaaret«, og at de her lagde ind i Straumsfjorden; at derfra gik en Expedition længer syd langs Østkysten indtil det Sted (Hóp), hvor Sammenstødet med Skrælingerne foregaar, og at senere en Expedition søgte rundt Nordhalvøen indtil en Aa, der var saa langt fra Strømsfjord som Hóp fra Strømsfjord. Landet vil altsaa have Schema som Fig. 5 (se S. 331).

Men sammenstiller man det Omrids, som her er gjort, med et Rids af Nova Scotia (Fig. 4), synes det aabenbart, at Sagaens Skildring passer fortrinligt paa Nova Scotia med Cap-Breton-Øen, naar disse tænkes som et sammenhængende Land og man indrømmer den naturlige Feil i Retningernes Bestemmelse (jfr. ovenfor). Hvis man herimod vil gjøre gjældende, at der er et Sund mellem Nova Scotia og Cap-Breton-Øen (Gut of Canso), behøver man blot at kaste et Blik paa gamle Karter over disse Egne for at lære, hvor sent Europas nyere Sømænd lærte dette Sund at kjende. Allerede ved 1504 begyndte Fiskerierne om Cap Breton og Newfoundlands-Bankerne, og dog findes ikke »Gut of Ganso« paa Karter fra Midten af det 16de Aarhundrede, ja hyppig ikke paa senere Karter. Jeg hidsætter et Rids af det saakaldte Sebastian Cabots Kart fra 1544, forsaavidt angaar disse Lande (Fig. 6); her er Newfoundland opløst i Øgrupper, medens Cap-Breton-Øen og Nova Scotia danner en sammenhængende Landmasse, som ganske svarer til Sagaens Vinland.

Fig. 6.

Vi kan efter dette nærmere bestemme følgende Detaljer. Vinlands Nordspids Kjalarnæs bliver selve Cap Breton; de lange Sandstrande paa Østkysten søndenfor Kjalarnæs (» Furdestrandene») er Cap-Breton-Øens Østkyster, der netop skildres som lave og sandige. Den Fjord, hvori Nordboerne løb ind, efter at Landet var bleven »fjordskaaret« (Straumsfjorden), kan være en af Fjordene i Nova Scotias nordøstligste County Guysborough, maaske selve Canso-bugten eller en af de følgende. Meget længere syd i Nova Scotia maa da den Flodmunding søges, hvor Karlsevne forsøgte sit Kolonianlæg (»Hóp«); vanskeligere bliver det at vælge mellem Flodmundingerne paa denne Kyst, thi Sagaens Beskrivelse passer paa flere af dem. Vestkysten af det nordlige Vinland karakteriseres som »Ødemarker (ɔ: ubeboede Skovstrækninger) med faa aabne Steder« , hvilket passer fortrinlig paa Vestkysten af Cap-Breton-Øen, som ogsaa i et nyere Reiseværk kaldes »et ubeboet og uveisomt Land af Skov og Fjeld« (an unexplored and trackless land of forests and mountains). Søndenfor dette maa man da søge den Aamunding, hvor Thorvald Erikssøn blev dræbt. Ogsaa her kunde flere Punkter udsees f. Ex. Salmon River eller Hunting River paa Cape-Breton-Øen eller en af Elvene ved Pictou-harbour i det nordlige Nova Scotia; navnlig hvis det sidste Punkt vælges, vil det sees, at ogsaa den Observation er rigtig, at Fjeldene her er de samme, som man saa i Hóp ; thi det er den samme Aasrække, som stryger gjennem hele Nova Scotia.

Det er ikke i Strid hermed, at Thorhall Veidemand nordenfor Kjalarnæs drives af Vestenvind til Irland og at Markland siges at ligge lige overfor Irland. Vistnok ligger Irland mellem 51º 25' og 55º 35', Newfoundland mellem 46º 40' og 51º 35' og Cap Breton ved 46º saa at kun det nordligste af Newfoundland kan siges at ligge lige i Vest for Irland; men da Afstanden er saa stor, svinder Afvigelsen dog ind til en Ubetydelighed. Det sees ogsaa, at Opdageren John Cabot, som i 1497 utvivlsomt landede paa det sydøstlige Newfoundland, har angivet dette at ligge »400 Mile vestenfor England« (ɔ: Bristol ved 51 1/2º N. B.), ligesom ogsaa Newfoundland (eller Terra Cortereal) paa de ældre Karter fra 16de Aarhundrede strækker sig nordover indtil omtrent 56º N. B., ofte ligetil 60º.

Efter rent topografiske Grunde tør saaledes Helleland være Labrador (eller Newfoundlands Nordhalvø), Markland Newfoundland, og Vinland Nova Scotia med Cap-Breton- Øen. Men denne Theori maa, for at godkjendes, underkastes den Prøve, om Sagaens Skildring af disse Landes Naturbeskrivelse og Produkter kan konstateres at være rigtig. Dette skal gjøres i det følgende Stykke.

VIII. Plante- og Dyreliv.

Islændingerne skildre det første Land, som de fandt søndenfor Grønland og de kaldte Helleland (ɔ: det Sted, hvor de landede) »fuldt af store Stenheller, ofte 12 Alen brede«. Derimod nævnes hverken Plantevæxt eller menneskelig Beboelse; det er altsaa et ufrugtbart og ubeboeligt Land, som ikke indbød til længere Dvælen, ganske som i nyere Tider Labrador beskrives. Herhen fører ogsaa de eneste Spor af organisk Liv, som omtales, nemlig at man der fandt en Mængde Polarræve (»fjöldi melrakka«). Thi Labrador er netop Polarrævens Hjem; kun ganske leilighedsvis kan denne — efter Audubon og Bachmann — træflfes i de nordligste Dele af Newfoundland, medens den bliver talrigere og talrigere, jo længere nord de Reisende trænger i Labrador.

Det Land, som Opdagerne traf sydøst for Helleland, kaldte de Markland d. e. Skovland. Selv med Newfoundlands nuværende Skovvæxt for Øie vil man kunne forstaa, at Islændingerne, som kom fra de ganske skovløse Grønland og Labrador, kunde betegne Newfoundland som et Skovland; thi ogsaa nu, efterat Europæerne i snart 300 Aar har ryddet Skovene, siges dog Østkysterne og endog Kystbjergene at være dækkede med Skove af Fure og Birk, og endog i det indre voxer paa Bjergene Busker, der kan naa Mandshøide. Men ganske anderledes lyder Beretningerne fra 16de, ja fra 17de Aarhundrede. Gaspar Cortereal, som i 1501 seilede langs hele Østkysten, omtalte de store og uendelige Skove, hvoraf Indianerne tog Tømmer til sine Hytter. Ungareren Stephan Parmenius, som i 1583 var med Sir Humfrey Gilbert i St. Johns i Newfoundland, sagde efter De Laet, at Landet var fuldt af Bjerg og Skov, især Fure, baade gamle og nye Træer; Richard Withbourn, som havde gjort mange Reiser til Newfoundland mellem 1579 og 1614 og c. 1620 udgav en Beskrivelse over Landet, omtalte Skove af Fure, meget bekvemme til Skibsmaster, af Gran og Birk saa skjønne, man kunde ønske, og fremhævede den lette Adgang til at bygge Hus og skaffe Brændeved; ogsaa John Mason omtaler i sin »korte Diskurs om Newfoundland« (1620) Fure og Gran, Asp og Hassel som givende godt Tømmer.

Om Marklands Dyreverden nævner Sagaen, at der var en Mængde Dyr (mörg dyrr) ɔ: Dyr af Hjorteslægten. Som bekjendt hører den »røde Hjort« hjemme i Newfoundland, om end den tiltagende Bebyggelse langs Kysterne har forringet dens Antal; dog skildres Skovene ved Halls Bay og White Bay endnu som rige Jagtterritorier, hvor for ikke mange Aar siden et engelsk Jagtselskab paa en enkelt Sommer nedlagde omkring 2000 Dyr.

Paa en ved Landets sydøstlige Kyst fandt og dræbte Opdagerne en Bjørn, hvilket selvfølgelig i den islandske Fortællers Mund vil sige en Isbjørn. Ganske vist er Isbjørnen et endnu mere arktisk Dyr end Polarræven, men det er sikkert nok, at den ialfald i tidligere Tid kunde træffes ved Newfoundlands Østkyster: baade John Cabot (1497) og Gaspar Cortereal (1501) førte med sig fra Newfoundland »hvide Bjørne«; ligeledes fortæller Jean Cartier, at han paa sin første Reise traf udenfor Østkysten ved Funk Island (»isle des oiseaulx« 49º 45') en Isbjørn, der omtales ganske som i Sagaen men mere detaljeret: »skjønt Øen er 14 Mile fra Land, svømmer Bjørnene did ud fra det større Land for at fange Fugl, og vore Folk fandt én af dem — stor som en Ko og saa hvid som en Svane — , som sprang i Vandet fra dem; den følgende Dag, Pintsedag, da vi seilede mod Land, traf vi samme Bjørn halvveis til Land svømmende omkap med os; da vi opdagede den, gjorde vi Jagt paa den fra Baadene og tog den- med Magt; dens Kjød var ligesaa godt at spise som en toaars Kvies« .

Det 3die Lands Navn, Vinland, blev givet det af Leiv Erikssøn, som derfra førte med hjem Prøver paa Vindruer og usaaet Hvede samt store Træer, der betegnes som »Masur« (tysk Maser, aaret eller flammet Træ). Men ved det senere Kolonisationsforsøg constateres det, at i Landets nordlige og nordøstlige Del ved »Furdestrandene« fandtes hverken »Vin« eller »Hvede« og at man maatte fare flere Dagsreiser sydover, førend disse Produkter opdagedes. Modsætningen mellem »Furdestrandene« i det nordlige og »Hóp« i det sydlige fremhæves yderligere ved Thorhall Veidemands Vers, der giver sin Skuffelse over ikke at finde Vin paa Furdestrandene et stærkt Indtryk:

Høvdingen loved, naar hid jeg

kom, da skulde den bedste

Drik jeg have; men Landet

laste bør jeg for alle:

her man nødes med Haanden

Bøtten at styre til Stranden;

jeg til Kilden maa krybe.

Vin kom ei paa min Læbe.

Det sees saaledes, at det nordlige Vinland laa udenfor Vinregionen og altsaa selv det sydlige ved Vinens eller rettere Vindruens nordlige Grænse. Det gjælder altsaa at bestemme Vindruens Nordgrænse i Nordamerika.

Nutildags vil man finde det halvt eventyrligt, at Nordamerika betegnes som et »Vinland« ; men man behøver ikke at søge længe i den ældre geografiske Litteratur om Nordamerika, før man finder talrige Paralleler. Næsten alle Reisende i 16de Aarhundrede ere enige om paa samme Maade at prise den vilde, udyrkede Vindrue i Nordamerika. Jeg skal nævne flere Exempler. 1540 fandt De Soto ved Floden Coosa (Alabama) fede og søde Vindruer; 1562 fandt Jean Ribeault Vindruer i Florida; 1524 fandt Verezzano ved Kysten af Maryland eller Delaware »Vin, som voxer af sig selv, og Vinstokke, som slynger sig om andre Træer ligesom i Lombardiet« ; de kunde — mener han — »yde udmærket Vin, hvis den blev ordentlig kultiveret, thi den tørre Drue er sød og velsmagende, og Indbyggerne erkjende selv Betydningen af den vildtvoxende Vin ved at luge bort de nedre Kviste, at Frugten kan modnes bedre«. Lignende Ytringer kan fremdrages fra Kolonien paa Roanok Island i Virginia 1585 (to Arter Vindruer), fra den i Sydvest for Cape Cod, hvor Barth. Gosnold 1602 fandt Vin i Mængde og som han derfor kaldte »Marthas Vineyard« , fra Hudsons Ophold ved Hudsons-floden i 1609 (to Arter), fra Beskrivelsen af den ny-engelske Koloni om Plymouth 1622 (tre Arter) o. s. v. Nærmere maa jeg dvæle ved følgende, fordi de viser os Vinens eller rettere — da her overalt kun er Tale om den vilde Drue — Vindruens naturlige Nordgrænse i det 16de Aarhundrede. Jean Cartier kom paa sin 2den Reise (1535—36) fra Newfoundland gjennem Lawrence-Bugten opad Lawrence-Floden til den nuværende Isle d'Orléans nedenfor Québec (ved 47º) og fandt her »mange Vinstokke, hvilket vi ikke havde seet tidligere (ɔ: nordligere) i Landet, og derfor kaldte vi Øen Isle de Bacchus«, medens han søndenfor paa sin Passage opad Floden paa begge Bredder fandt »saa mange Vinstokke dækkede med Vindruer, at de næsten syntes at være plantede med Menneskehaand, men da de hverken kultiveres eller beskjæres, er Druerne hverken saa store eller saa søde som vore«. Her inde i Landet var saaledes Vinstokkens Nordgrænse ved 47º men ved Østkysterne naaede den ikke saa langt nord; i 1606 fandt efter Lescarbot Franskmændene ved Chouakoet (Saco) i det nuværende Maine (43 1/2º) »Vinstokke i stor Mængde, 3 til 4 Fod høie og nedentil saa tykke som en Næve, med skjønne og sorte Druer, nogle saa tykke som Plommer«, men 1607 fandt de ogsaa længere nord paa et Tog opad Floden St. Jean i det senere New-Brunswic »mange Vinstokke langs Bredden, men Druerne er ikke saa store som i Armouchiquois's Land«. Paa Østsiden af Fundy-Bugten omkring Port-Royal (nu Annapolis i Nova Scotia) fandt Franskmændene derimod ikke Vinstokken voxende vildt, thi Lescarbot siger udtrykkelig, at medens de paa Vestsiden fandt utallige Vinstokke og modne Druer, havde han ikke seet saadanne ved Port Royal, uagtet Landet og Høiene var skikket dertil. Ikke destomindre synes det ved omtrent samtidige Vidnesbyrd utvivlsomt, at i det sydlige Nova Scotia Vinen ogsaa dengang voxede vildt. Vi har saaledes en Beretning af Sir William Alexander i »Encouragement to Colonies« (1624) om de af ham udsendte Folk, der landede Juli 1623 i Luke's Bay (ɔ: Port Mouton ved 43º 55') ved Sydøstkysten af Nova Scotia og bereiste Landet til Port Negro ; her opregner han Landets Frugter og blandt dem gooseberies (Stikkelsbær), strawberies (Jordbær), hindberies (Bringebær), rasberies (d. s.) og a kind of red wineberies , samt flere vilde Kornsorter (»some eares of wheate, barly and rie growing there wild«) og store Skove. Franskmanden Nicolas Denys, som opholdt sig i forskjellige Dele af Nova Scotia i mange Aar fra 1632 af dels som Colonist, dels som Guvernør og udgav sin »Description geographique et historique des costes de l'Amerique septentrionale« i 1672 (Paris), siger netop om det indre Land østenfor Port Royal »der er store Skove af Eg, Ask, Fure, Gran, Birk og Asp; den vilde Vin og Valnødtræet findes ogsaa der; der er lidet af Sne i dette Landskab og meget korte Vintre « , ligesom han overhovedet om Nova Scotia ytrer: »Først og fremst er det sikkert, at Landet af Naturen frembringer Vin, — at det bærer en Vindrue, som ganske modnes og er saa stor som en Muskatnød. Dens Smag er ikke saa behagelig, da den er vild, og Skindet lidt tykkere, men hvis den blev omplantet og kultiveret, saaledes som sker i Frankrige, tvivler jeg ikke om, at Vinen vilde blive lige saa god«. I et Foredrag i »The Nova Scotia Institute of Natural Science« (1884) har Prof. George Lawson i Halifax givet Oplysninger om den vilde Vins nuværende Udbredelse i Nova Scotia, foranlediget ved en Forespørgsel, jeg gjennem min Collega, Prof. A. Blytt lod gjøre; det vil her sees, at vild Vin findes endnu groende paa flere Steder i Nova Scotia, særlig omkring Annapolis (Port Royal), og naar Meddelerne tildels formoder under Henvisning til Lescarbot, at denne vilde Vin maaske kan være degenereret Vin, plantet af Franskmændene, vil vi ovenfor have seet at dette beror paa en Misforstaaelse, thi Lescarbot siger ikke at han eller hans Landsmænd plantede Vin, men at Landet var skikket herfor, om den var bleven plantet, og den vilde Vins Udbredelse i andre Dele af Landet saa kort efter beviser, at denne ikke er kommen fra de franske Anlæg. Det tør saaledes ansees for bevist, at der ved Europæernes Ankomst til Nova Scotia i 17de Aarhundrede i dettes sydlige Dele fandtes Vindruer, som voxede vildt.

Ogsaa den »usaaede Hvede« henviser, rigtig forstaaet, til Nova Scotia. Tidligere antog man, f. Ex. allerede Schøning og efter ham Finn Magnusen og Rafn, at den vilde Hvede var det almindelige amerikanske Brødkorn, Mais. Dermed vilde det da være givet, at Vinland maatte flyttes søndenfor Nova Scotia, thi her voxede ikke Mais og den naaede ved Ny Englands Østkyst c. 1600 ikke længer nord end til 44º (Kennebecs Munding), medens den dog i 1535 i Kanada dyrkes saa langt nord som Montréal (Hochelaga). Men mod Mais maa med Styrke gjøres gjældende, at det ikke er en vildtvoxende Kornart; overalt hvor den voxer i Nordamerika, kjendes den kun som dyrket Korn ligefra dens sandsynlige Hjemland Mexico til Maine (44º N. B.); dette fremgaar med Sikkerhed af alle Beretninger fra 16de og 17de Aarhundrede, som ogsaa beskrive Indianernes primitive Agerdyrkningsredskab (Spaden). Hertil kommer, som Prof. Schübeler har gjort opmærksom paa, at Nordboerne »neppe vilde have forvexlet Mais, dyrket eller vildtvoxende, med Hvede, selv om de kun havde kjendt den virkelige Hvede i Form af udtærsket Korn, og om de end i Mangel af noget bedre Navn havde gjort dette, kan der neppe være nogen Tvivl om, at de med den Nøiagtighed, hvormed de udtrykke sig om alt, hvad der var dem fremmed eller paafaldende, ogsaa vilde have leveret en Beskrivelse over den ejendommelige Maade, hvorpaa Kornet fremkommer hos Maisen i Sammenligning med de andre Kornarter«.

Man kan deraf, at Kolonisterne lagde Mærke til og drog Fordel af den »usaaede Hvede«, med Sikkerhed slutte, at de var komne til et Land, hvor Korn ikke dyrkedes. Thi overalt i Nordamerika, hvor Mais dyrkes, findes ogsaa samtidigen andre spiselige Frugter dyrkede. Jean Cartier fandt ved Montréal, at man foruden Mais dyrkede Meloner, Agurker, Ærter, Bønner og Tobak i det sydlige Maine (43º — 44º) plantede man omkr. 1600 Mais og Brasiliske Bønner, dyrkede Tobak og høstede Nødder; længer syd fandt Verezzano 1524, at der voxede Korn, Olje, Bælgfrugter og en Række Frugttræer (Æbler, Flommer o. s. v.), og jo længer syd man kommer, desto flere Arter af dyrkede Flanter finder man. Hvis Nordboerne var naaet søndenfor Maisens Nordgrænse, maatte de som Opdagerne i 16de Aarhundrede have omtalt ogsaa de andre dyrkede Planter og vilde ikke have lagt en saa fortrinlig Vægt paa den vildtvoxende Kornsort. En mærkelig Parallel hertil er det, at de Opdagere i 16de Aarhundrede, som kom nordenfor det dyrkede Korns Region, ogsaa netop sees at omtale det vilde Korn. Da Jean Cartier paa sin første Reise (1534) gjennem Belle-Isle- Strædet var kommen ind i Lawrence-Bugten, traf han mellem 47º og 48º Øer og Lande, hvor han ikke glemmer at omtale det usaaede Korn: 20 Mile vesten for Newfoundland traf han den øde Ø, som han kaldte »Isle de Bryon« (47º 50') der er fuld af skjønne Træer, Sletter og Agre af vildt Korn (champs de blé sauuaige); og ankommen til Fastlandet ved Floden Miramichi (New Brunswick 47º) fandt han der voxende Ærter, Ribs, Jordbær, Bringebær og vildt Korn ligesom Rug, der saa ud, som om det have været saaet og dyrket (blé sauuaige comme seille, quel il semhle y abuoir esté semé et labouré; om Landet ved Bay de Chaleur (48º siger han, at overalt, hvor der ikke var Skov eller Sand, var det fuldt af vildt Korn, der har Ax som Rug og Korn som Havre (plain de blé sauuaige, qui a Vespy comme seigle et le grain comme avoyne o. s. v. Jeg har ovenfor citeret Sir William Alexanders Beskrivelse af Port Mouton i Nova Scotia, hvor der endog nævnes 3 vilde Kornarter.

Prof. Schübeler er (saa vidt jeg ved) den første, som har hævdet, at Nordboernes »selvsaaede Hvede« ganske svarer til den Amerikanske Indian Rice eller Wild Rice (Zizania aquaticaL. eller Hydropyrum esculentum); den fandtes vildtvoxende ved Bredder af Floder, stillestaaende Vand og sumpige Steder overalt i Nordamerika, langs Østkysten lige nord til 50º.

Den øvrige Skildring af Vinlands Naturprodukter er ikke saa bestemt, at deraf nærmere Slutninger kan gjøres, men man tør trygt udtale, at alle Sagaens Detaljer passer paa Nova Scotia. I Strømsfjord levede Kolonisterne af Jagt og Fiskeri, samlede Æg paa Øen, fangede Fisk i Søen og Dyr paa Land samt fik fat paa en Hval, som drev til Land. I Hóp er deres Levesæt væsentlig den samme (her nævnes udtrykkelig blandt Fiskesortene »Hellefisk«); dog fremhæves her det mildere Klima, idet der ingen Sne kommer og Kvæget gaar ude om Vinteren, hvad der godt passer til Nova Scotias sydlige Egne, hvor ogsaa Lescarbot nævner de korte milde Vintre, og at Sneen, om den kom, smeltede hurtig og Husdyrene gik ude om Vinteren. Til Landets Produkter maa ogsaa regnes de »Skindvarer og ganske graa Skind«, som Skrælingerne sælge; ogsaa dette gjenfindes i Lescarbots Skildring fra Port Royal, hvortil de indfødte Indianere sælge Pelsværk af de Gnavere, som de fange om Vinteren, navnlig Odderen og Bæveren.

IX. Indbyggerne.

Det fremgaar af Sagaen, at der ikke i noget af de nyopdagede Lande fandtes nogen fastboende agerdyrkende Befolkning. I Helleland saaes ikke Spor til Mennesker, og sikkert er det vel, at Islændingerne ikke vidste noget om Mennesker her. Det kunde være et Spørgsmaal, om man heraf har Ret til at slutte, at der heller ikke ved Aar 1000 fandtes Mennesker i Labrador d. e. at Eskimoerne er senere indvandrede. Herfor kunde den Omstændighed tale, at Eskimoerne i Labrador i sit Sprog har optaget de to Ord, som Eskimoerne i Grønland har laant fra Nordmændene (kuaneq = oldn. kvanni; nisa = oldn. nísaj og altsaa tør antages i temmelig sen Tid at have boet nær de grønlandske Eskimoer. I Markland traf man under Sydseiladsen langs Østkysten ingen Beboere; derimod da man under Hjemreisen landede paa Syd- eller Østsiden, blev her nogle »Skrælinger« trufne. Heller ikke i det nordlige Vinland saaes Spor af Mennesker; kun i dets sydlige Del opdagedes her atter »Skrælinger«, og paa Vinlands Vestside træffes den fabelagtige »Enfoding«, som atter forsvinder.

Hvilken Folkestamme er disse Skrælinger? Det har egentlig været anseet for selvfølgeligt, at disse »Skrælinger« er de samme, som kjendes fra Grønland, altsaa Eskimoer, og kun enkelte Forskere har næret nogen Tvivl derom, fordi Eskimoer ikke vides at være naaet saa langt mod Syd.Udgangspunktet for den sædvanlige Theori er egentlig kun, at Grønlænderne brugte Navnet »Skrælinger« baade om Eskimoerne i Grønland og om Indbyggerne i Vinland og Markland. Men det er et Spørgsmaal, om de derved har tænkt paa en ethnografisk Betegnelse. »Skrælinger« bruges nutildags i Norge (og vel ogsaa i Danmark) om svage, kraftløse Mennesker, og det var vistnok ogsaa Betydningen i Oldtiden, saa at det nærmere peger paa det lave Kulturstandpunkt end paa en bestemt Folkestamme. Da Nordboerne ikke samtidig havde for Øie Eskimoerne i Grønland og Indbyggerne i Markland og Vinland, kunde de let fra Kulturstandpunktet slutte til ethnografisk Enhed, uden at vi behøver at føle os bundne af denne Slutning. Det tør derfor være rigtigt at studere Navnets Historie, forsaavidt dette er muligt.

Allerede Are frode taler om Skrælinger. Han beretter efter sin Farbroder Thorkel Gellessøns Fortælling, at Erik røde og de andre grønlandske Landnamsmænd baade i Vest- og Østbygden fandt menneskelige Bosteder, Baadstykker og Stenredskaber »saa at man deraf maa slutte, at den Art Folk har faret der, som har beboet Vinland og Grønlændingerne kalde Skrælinger«. Man fandt altsaa Spor efter Mennesker i Sydgrønland, men ikke disse Mennesker selv, og kunde kun fra deres Efterladenskaber slutte til deres Art. Grønlændingerne , der selv var i Besiddelse af Jærnværktøi, af store Skibe og europæisk Bygningskunst, kunde ikke andet end se ned paa dem, der havde efterladt sig saa lavtstaaende Minder, og kaldte dem Skrælinger. Senere da Grønlændingerne længere syd i Amerika traf paa Folk, der som det ukjendte eller uddøde Folk i Grønland brugte Stenvaaben og idethele stod paa et Naturfolks Stadium, maatte de naturligvis uden nærmere Undersøgelse anse disse Folk for de samme som dem, fra hvem de havde fundet Spor i Grønland.

Der er vel ingen Grund til at tvivle om, at det Folk, som Nordmændene fandt Levninger efter i Syd-Grønland, var Eskimoer. Det er naturligt, at Eskimoerne ikke længe holdt ud i Sydgrønland, thi Eskimoerne har altid været Sæl- og Hval-Jægere, men det egentlige Jagtterritorium for Sæl- og Hvalfangst i Grønland er mellem 68º og 72º eller endnu nordligere. Da Nordmændene under Opholdet i Grønland streifede nordover, traf de ogsaa tilslut paa Eskimoerne. Dette var ikke skeet i 11te Aarhundrede , da Thorkel Gellessøn var paa Grønland, thi Are frode kjender ikke Eskimoer her. Men det tør være indtruffet i 12te Aarhundrede, thi Historia Norvegiæ beretter om, at de grønlandske Veidemænd i de ubebyggede Egne i det nordlige Grønland traf smaa Mennesker, som de kaldte Skrælinger og som brugte Stenknive og Pilespidse af Hvalben. Efter et Uddrag af Hauksbók fandt man i 1266 Skrælingeboliger ved Kroksfjorden i Nordgrønland og endnu nordligere. Det er saaledes de grønlandske Kolonisters Sæl- og Hvalfangst i »Nordrseta«, som førte dem sammen med Eskimoerne, og den norske Beretning viser, at Grønlænderne behandlede Skrælingerne her paa samme Maade som i Vinland, nemlig ihjelslog og fordrev dem hvor de kunde komme til. Derimod er det først i 14de Aarhundrede, at Eskimoerne gjør Gjengjæld: i et af Aarene efter 1341 blev Vesterbygden ødelagt af dem, i 1379 gjør de et Herjetog ogsaa til Østerbygden, og endelig i det følgende Aarhundrede bliver Resterne af Kolonien her ganske ødelagt. Først fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede kan saaledes Grønlændingerne have lært Eskimoerne nærmere at kjende. Der findes i de ældre Beretninger fra Grønland intet Spor til, at Kolonisterne havde Omgang med Eskimoerne eller stod i nogen Forbindelse med dem, og naar man fra den meget sene Floamannasaga (i Haandskrift fra c. 1400) har sluttet, at de paa Grønlands Østkyst fundne »Troldkvinder« var Eskimoer og at Eskimoer saaledes var kommet ved Aar 1000 til det sydøstlige Grønland, har man intet Hensyn taget til denne Sagas eventyrlige Karakter. Hermed tør da fastslaaes, at Grønlændingerne (og Islændingerne) ikke havde noget indgaaende Kjendskab til Eskimoerne og ikke kunde vide noget om deres Identitet med »Skrælingerne« i Vinland, og paa den anden Side at de maatte være udsatte for at sammenblande begge og overføre Detaljer fra det ene Folk til det andet.

De Materialer, hvoraf vi skal søge at bestemme de amerikanske Skrælingers Nationalitet, er saaledes kun Sagaen selv, og endog her bør man have for Øje den mulige Forskjel mellem Markland (New-Foundland) og Vinland (Nova Scotia).

Paa Hjemreisen fra Vinland overraskede Islændingerne paa Markland 5 Skrælinger, en Mand (»skjægget«), to Kvinder og to Børn; de voxne undkom i sine Huler (»sank i Jorden«), men Gutterne fangedes og førtes med til Grønland. Islændingerne lærte dem at tale (ɔ: tale norrønt Maal) og lod dem døbe. De fortalte, at Skrælingerne her ikke havde Huse, men laa i Heller (Kløfter) eller Huler, og at de havde to Konger ved Navn Avalldamon og Avaldidida; de kaldte sin Moder Vætilldi og sin Fader Uvæge. Disse Efterretninger er jo meget mangelfulde, ikke mindst fordi disse Sproglevninger har gaaet gjennem mange Munde, inden de optegnedes. Alligevel synes saa meget at være tydeligt, at i sin optegnede Form kan de ikke være Eskimoiske, thi d mangler ganske i Eskimoisk og selv g er sjelden uden som Næselyd; specielt kan Avalldamon ikke være Eskimoisk, thi her maa Ordene enten ende med Vocal eller med en af de stumme Consonanter b, k (q), t, p (f. Ex. in nup Menneske, 'Dualis inuk, Plur. innuit; inugpoq dræber et Menneske; inungorpaq er født; inut Fødemidler o. s. v.). Overhovedet er den bløde Velklang i disse Skrælingeord ganske forskjellig fra de haarde Strubelyde i Eskimoisk. Man er altsaa henvist til at udlede disse Ord fra de indianske Folk, som vi fra nyere Tid kjender i disse Egne. De Beboere, som Opdagerne i 16de Aarhundrede fandt paa Newfoundland og som kaldte sig selv »Beothuk« (d. e. Mænd), fik af Europæerne Navnet red indians, fordi de besmurte sig med Okkerfarve ; de er nu udryddede dels af Europæerne, dels af Micmac-lndianerne, som i forrige Aarhundrede indvandrede fra New Brunswick til Newfoundland. Af deres Sprog er kun faa og smaa Levninger bevarede, men dog saa mange , at man faar en noksaa god Forestilling derom. Dette Sprog mangler f, men besidder baade b, d, g, w, n, v samt Vocalerne a, e, i, o, u, saa dets Lyd ganske svarer til hvad de 4 Skrælingeord kræver. Ulykkeligvis er ingen Gloser for Fader, Moder, Konge bevaret, saa nogen direkte Sammenligning ikke er mulig; imidlertid viser Kvindenavnet Shanandithit og Ordet adadimit (Ske) mærkelig Lydlighed med Endelsen -didida i Avalldidida, og Ordene buggishaman eller bukashaman (Mand, Dreng) og anyemen (Bue) kan ligeledes sammenstilles med Endelsen -amon i Avalldamon.Dette er naturligvis kun nævnt formodningsvis ; da Beothukerne nu synes uddøde, vil man vel aldrig komme Sagen nærmere. Jeg skal dog ikke undlade at nævne, at ogsaa Micmac-sproget (i Nova Scotia og New Brunsvick) har Lydforhold, som gjør det muligt, at disse Ord kunde være laante fra dem; men de Ordsamlinger over Micmac-Sproget, som jeg har havt Anledning til at se og som er meget fuldstændigere end over Beothuksproget, viser ingen speciel Lighed med de omtalte Skrælinge-Ord. Det sees i Jean Cartiers og flere Beretninger, at Folk af Micmac-Stammerne fra Sydsiden af Lawrence-Bugten drog paa Fiskeri til Newfoundland; hertil kunde det passe, at Skrælingerne paa Markland siges at opholde sig i Heller eller Huler d. e. midlertidige Bosteder under Fiskeriet.

Hvis det allerede i Newfoundland er sandsynligt, at Islændingerne traf paa Indianere, synes det at være sikrere i Nova Scotia. Islændingerne kom i Vinland ikke til de Steder, hvor Skrælingerne havde sine Boliger, men traf dem dels som Krigsmænd, dels som Handelsmænd. Det er kun indirekte — af Oplysningerne om det vilde Korn — at vi kan slutte, at disse Skrælinger ikke dyrkede Jorden ; de har altsaa, da Nomadeliv ikke findes i Amerika, enten været Fiskere eller Jægere. Hvis det havde været Eskimoer, skulde man vente det første, hvis det var Indianere det sidste. Skrælingerne opdagede efter Sagaen Kolonisterne om Høsten og nærmede sig i sine Baade for at udspejde dem, men trak sig derpaa tilbage og vendte først tilbage om Vaaren, og da havde de med sig sine Handelsvarer, nemlig Pelsværk. Dette Træk synes mig tilstrækkeligt til at vise, at Skrælingerne var Indianere, ikke Eskimoer. Indianerne nordenfor Maisregionen levede af Jagt og Handel med Pelsdyr, men Jagttiden for Pelsdyr er netop Vinteren og Handelssæsonen altsaa om Vaaren. Eskimoerne derimod drive sin Jagt paa de store Sødyr, Sæl og Hval, om Vaar og Sommer, og deres Handelstid er følgelig om Høsten.

At Skrælingerne om Sommeren kort Tid efter Handelsmødet, som de blev skræmt fra ved det ukjendte Syn af Oxen, pludselig gjør et krigersk Overfald paa Nordboerne, det passer paa de krigerske Indianerstammer, navnlig de nordlige Jægerstammer, som altfor let finde Paaskud til Krige med sine Naboer, men aldeles ikke til de fredelige Eskimoer, som først efter Aarhundreders Udæskelser tog Hævn paa Nordmændene i Grønland.

Med disse Hovedpunkter lader nu den ethnografiske Skildring af Skrælingerne sig i det hele vel forene, idet ogsaa den ydre Skildring staar Indianere nærmere end Eskimoer. Skrælingerne var efter Sagaen »smaa (sorte?) Mænd og af ondskabsfuldt Udseende, og havde stygt Haar (illt hár) paa Hovedet, store Øine og brede Kinder. Alle Europæere ere enige om at skildre Eskimoerne som blide, venlige, livlige og glade Mennesker, medens der er en lignende Enstemmighed om de nordøstlige Indianeres barske, vilde og frastødende Udseende. Det »onde Haar« maa vel i Nordboernes Mund betyde sort og uredet Haar og kan saaledes betegne saavel Eskimoere som Indianere. De »store Øjne« skulde egentlig ikke synes at passe paa nogen af dem, thi saavel Indianere som Eskimoer siges at have smaa Øine; imidlertid omtales hyppig Indianernes store Øienhuler, og specielt fremtræder dette paa de gamle Skulpturer fra Amerika, saa at de store Øine idethele synes bedre at passe til Indianere end til Eskimoer; desuden taler Lescarbot udtrykkelig om Micmac'erries store Øine. Ogsaa de »brede Kinder« kan bedst henføres til Indianerne (skjønt de ogsaa passer paa Eskimoerne), thi »Indianernes Pande er smalere oventil end nedentil; derfor træder den mellemste og nederste Del af Ansigtet stærkere frem, og Amerikaneren er let at kjende paa dette Træk fremfor alle andre Menneskeracer«. Om der skal læses »sorte« eller »smaa«, kan være tvivlsomt. Det første passer bedre paa Indianere, thi endnu i 16de Aarhundrede var det almindeligt at karakterisere de nordlige Indianere som mørke eller sortladne; saaledes siger den franske »Gran Capitano« fra 1539, hvis Beretning findes hos Ramusio, at »ved Cap Raz og Cap Breton bor vilde og grusomme Folk, med hvem man ikke kan forhandle venskabelig; de er store Folk, klædt i Skind af Sælhunde og andre vilde Dyr, har malede Streger i Ansigtet og er ligesom flekkede af Farve mellem sort og graa og ligner meget Berberne; Lescarbot kalder Micmac'erne olivengrønne eller mørkebrune som Spanierne. »Smaa« passer derimod bedst paa Eskimoer, thi medens Eskimoerne i Regelen angives til omtr. 5 Fod høie, naar Indianerne hyppig europæisk Mandshøide; dog siger Lescarbot, at ingen af Souriquois (ɔ: Micmac'er) var saa høi som Franskmændenes Fører Poutrincourt. Det er altsaa sandsynligt, at de høie Nordboer kunde betragte ogsaa Indianerne som smaa Mennesker. Imidlertid gjør Læsemaaden »smaa« Indtryk af at være forvansket fra »sort«; en Islænding, der vidste om Eskimoernes lave Væxt, kunde falde paa at forandre »sort« til »smaa«, medens Eskimoerne aldrig omtales som sorte og det derfor er vanskeligt at forstaa en Forandring fra »smaa« til »sorte«.

Skrælingernes Vaaben er »Skudvaaben« (Bue og Pil), Slynger (valslöngur) samt Stenøxe (hellusteinn), deres Klædedragt er Skindkjortler (skinnhjùpar), — alt dette kan passe ligesaagodt og vel saa godt paa Micmac'er som paa Eskimoer. Den eneste Vanskelighed er, at Skrælingernes Baade kaldes Skindbaade (huðkeipar), thi dette synes aabenbart Laan fra Eskimoernes Umiak'er og Kajak'er. Imidlertid maa Sagaens Beretning her være unøiagtig: Skrælingernes Skindbaade kaldes ogsaa »Skibe«, de sees at være bemandede af flere Personer hver og roes med flere Aarer, at benyttes til Krigstog, til Transport, ja endog til midlertidige Boliger o. s. v., med andre Ord: de benyttes saaledes, som de nordlige Indianere benyttede sine Baade af Birkebark. Jean Cartier fortæller om Indianerne ved Miramichi-bugten: »da vi var en halv Mil fra nævnte Pynt, saa vi to Rækker Baade — mere end 40 eller 50 — med Vilde, som drog over fra det ene Land til det andet; af den ene Række sprang der iland en stor Mængde, som med høie Skrig gjorde Tegn til os om at gaa iland, idet de viste os Skindvarer.« Det samme gjentager sig i Bay de Chaleur og ved Halvøen Gaspé, hvor det heder at Jean Cartier traf 200 Mennesker i 40 Baade — altsaa omtrent 5 Mand i hver Baad — og at »de har ingen anden Bolig end under deres Baade, som de trækker paa Land og vender, før de lægger sig«. Lescarbot skildrer Micmac'ernes Baade saaledes: »Deres Transportmidler er Kanoer og smaa Barkebaade, som roes med Lethed og er uden Seil. Naar de flytter, fører de i Baaden alt sit Gods: Kvinder, Børn, Farvestoffer, Øxer, Buer, Pile, Kogger, Skind og Dækkener. Baadene ere saaledes indrettede, at man ikke maa røre sig eller staa opreist, men huge sig ned eller sidde i Bunden, ellers vilde den vælte. Baadene er omtrent 4 Fod brede i Midten, men smalere mod Stevnene og har Forstavnen vendt opad for godt at kløve Bølgerne. De gjør dem af Bark, som de støtter i det indre med Ceder, et meget bøieligt Træ, hvoraf Noahs Ark blev forfærdiget; for at Vandet ikke skal trænge ind, overstryges Suturerne (hvortil Rødder bruges) med Fure-Harpix«. Det vil sees, at denne Skildring passer godt paa Skrælingernes »Skindbaade» ; da Islændingerne ikke fik Anledning til at erobre Skrælingernes Baade og saaledes ikke kom til at studere dem nærmere, maatte de have let for at forvexle dem med Eskimoernes Skindbaade og benævne dem paa samme Maade.

Overhovedet vil man have vanskeligt for at værge sig mod den Tro, at Vinlands Skrælinger er de samme som Micmac-Indianerne i det sydvestlige Nova Scotia, af hvis Levesæt ved Aar 1607 Lescarbot har efterladt en saa troværdig Skildring. Som jeg ovenfor har benyttet mange af disse Træk til at belyse Sagaen, saaledes vil dette ogsaa kunne gjøres i større Stil, naar man blot har for Øie den nødvendige Farve, begge Skildringer har: Franskmændene, som havde 16de Aarhundredes Erfaring for sig, forstod strax at stille sig i et venligt Forhold til de Indfødte, som da allerede var saa stærkt paavirkede af Europæerne, at de trængte til disses Tilførsel, og som blev deres Forbundne mod andre Indianerstammer. Men Nordboerne traf Vinlands Skrælinger sex Aarhundreder forud, da disse i de indtrængende Fremmede blot kunde se Fjender og derfor strax forsøgte at fordrive dem.

X. Stor-Irland.

I nyere Beretninger om Nordboernes Opdagelser i Amerika spiller Traditionerne om »Stor-Irland« eller »de hvide Mænds Land« en Rolle. Allerede Torfæus og Schöning har i dette Navn (som Torfæus oversætter »Albania«) villet se en Del af Nordamerika, og heri har de fleste nyere fulgt dem: nogle, som Rafn og Finn Magnusen, har søgt det i Florida, medens Beauvois og Vigfusson have fundet det i Canada; flere har hertil føiet (hvad ogsaa Kilderne er enige om) at Stor-Irland er en irsk Koloni i Amerika. Jeg tror, at man ved en grundigere Undersøgelse af denne Tradition maa komme til at udvise den af Historien, og skal her søge at vise dette.

Storirland (Írland hit mikla) eller de hvide Mænds Land (Hvítra-manna-land) omtales kun paa to Steder i den islandske Litteratur (i Landnámabók og Erik den rødes Saga); dog forekommer Landet ogsaa, men uden Navns Nævnelse, paa et 3die Sted, nemlig i Eyrbyggjasaga. Vi skal her betragte disse Steder hvert for sig.

1. I en Stamtavle i Landnàmabogen over Beboerne paa Gaarden Reykjaholar — i Barðastrandarsysla paa Islands Vestland — nævnes Høvdingen Are Maarssøn, der levede ved 980. »Han blev dreven af Storme til de hvide Mænds Land, som nogle kalder det store Irland; det ligger vester i Havet nær Vinland det gode; det regnes 6 Dages (3 Døgns) Reise vestenfor Irland. Are fik ikke Lov til at reise bort, men blev døbt der.«. Denne Beretning fortalte først Ravn Limeriksfarer (en islandsk Farmand c. 1000 — 30), som længe havde været i Limerick i Irland d. e. havde hørt Historien der; fra ham kom den til Thorfinn Orknøjarl (t c. 1064), som fortalte Historien til nogle Islændinger og da med det selvstændige Tillæg, at Are Maarssøn var bleven gjenkjendt der (af Tilreisende) og ikke fik Lov til at rejse bort, men dog opnaaede Anseelse i Landet. Fra disse Islændinger kom Beretningen til Are frodes Farbroder Thorkel Gellessøn (c. 1080).

Beretningen vidner om, at der vesten for Irland henimod Vinland, men dog kun 3 Døgns Reise fra Irland, ude i Atlanterhavet laa et Land, som beboedes af Kristne og stod i Søfartsforbindelse med Irland (Limerick).

2. De to før omtalte Skrælingebørn, som efter Erik rødes Saga Karlsevne fangede i Markland, fortalte, at paa den anden Side (af Havet) ligeoverfor deres Land laa et Land, bebygget af Mænd i hvide Klæder, som bar foran sig Stænger, hvorpaa var fæstet Faner (Fliger), og som raabte høit; »dette tror man har været de hvide Mænds Land eller det store Irland«.

Udtrykket »paa den anden Side ligeoverfor deres Land« har Beauvois og Vigfusson forklaret om Canada eller Landene indenfor Lawrencebugten, altsaa om de mere civiliserede Indianeres Land. Men da Seiladsen foregaar paa Østsiden af Markland (Newfoundland), er det aabenbart, at »paa den anden Side« maa betyde østenfor, altsaa at der efter Sagaen laa ude i Havet østenfor Markland et Land, hvis Beboere beskrives. Sagaforfatteren har derfor rigtig identificeret det med »det store Irland«. Beskrivelsen peger tydelig paa Processioner af kristne Præster i hvide Klæder med Faner og Kirkesang.

Altsaa, ogsaa efter Erik den rødes Saga ligger der ude i Atlanterhavet østenfor Markland (d. e. mellem Markland og Irland) et Land, befolket af kristne Præster. Sagaen giver her ogsaa en Forklaring af Navnet »de hvide Mænd«, som saaledes er de hvidklædte Mænd d. e. Præster i Ornat.

Her bør ogsaa fremhæves Betydningen af Navnet »Stor-Irland«. Dette er opkaldt efter Irland paa samme Maade som Magna Græcia (Εκκας ι μεγαλη) i Nedreitalien efter Græcia (Εκκσς), det oprindelige Grækenland, som »Sviþjóð it mikla« (den svenske Koloni i Rusland) efter Svíþjóð (Sverige) eller som »det store Han«, det fra China (Han) efter chinesiske Sagn coloniserede Fastland ude i det Store Ocean. Vi har her fra ganske forskjellige Egne og Kulturer laante Exempler paa, at det fra et Land koloniserede nye Land kaldtes efter det ældre Lands Navn med Tillæget »stor«, — en Betydning, som har været overseet i nyere Tid, fordi man i de store Opdagelsers Tid havde optaget en anden Skik, at betegnede Kolonilandet med Tillæget »Ny« : Ny-Spanien, Ny-Frankrig, Ny-England o.s.v. Stor-Irland betegner altsaa det irske Koloniland.

3. En Gjenklang af Beretningerne om »det store Irland« har man med rette fundet i Eyrbyggjasaga. I Sagaen er tidligere fortalt, at Bjørn Asbrandssøn (»Breidvikingekjæmpen«) fra Breidavik paa Sydsiden af Snæfellsnes c. 997 drog ud fra den nærliggende Hraunhavn (nu Buðir) for at reise til Norge, men fik paa Reisen stadig Nordostvind og spurgtes siden ikke i mange Aar. Ved Enden af Sagaen fortælles nu, at den islandske Skipper Gudleiv Gudlaugssøn fra Straumsfjörðr (længer inde paa Snæfellsneshalvøen) engang i Olav den helliges senere Tid (altsaa c. 1025 — 30) fra Dublin seilede vestenom Irland, men paa Veien til Island fik Nordostvind og blev drevet langt ud i Havet mod Sydvest; endelig kom de til et stort Land, hvor de landede; her traf de Mennesker, der talte et Sprog, som de ikke forstod, men som de ansaa for irsk. Islændingerne blev fangne, men da kom der ridende en stor Flok Mænd med en Fane i Spidsen, og under Fanen red en stor gammel Mand, som alle adlød; han talte til dem i deres eget Sprog, og det viste sig, at det var den bortdragne Bjørn Breidvikingekjæmpe, som nu hjalp dem bort fra Landet; han sendte hjem Hilsener og Gaver, deriblandt et Sværd til hans uægte Søn Kjartan, men advarede alle mod at komme til Landet. Gudleiv seilede bort og kom om Høsten tilbage til Irland.

Naar undtages, at Landets Navn ikke nævnes, vil det sees, at vi her har en ganske parallel Fortælling til Landnámabogen om Are Maarssøn: Landets Sprog er irsk, det ligger langt ude i Atlanterhavet, sydvest for Island og vest for Irland, det har søværts Forbindelser med dette Land, og selve »Fanen« er en tydelig Reminiscens af de kristne Præsters Procession. Mærkes bør, at Folk kommer ridende som i Europa, medens Heste som bekjendt ikke fandtes i Amerika, og at Bjørn forærer sin Søn et »Sværd« (naturligvis et Jærnsværd), medens et amerikansk Bronce- eller Stenvaaben neppe vilde være en anselig Gave paa Island.

Islændingerne i 11te, 12te og 13de Aarhundrede vidste saaledes at fortælle om et Land ude i Atlanterhavet mellem Markland (Newfoundland) og Irland, som var koloniseret fra Irland, som besøgtes af irske Skibe og hvor kristne Præster virkede eller endog herskede; det kan tilføies, hvor baade Præsterne og Befolkningen talte Irsk. Det vilde være at gjøre Vold baade paa de historisk-ethnografiske Detaljer og paa den geografiske Stedsangivelse at henføre dette Land til Amerika eller Dele deraf. Hvorledes skal saa disse Fortællinger forklares?

Jeg tvivler ikke om, at et saadant Land aldrig har existeret. Det synes mig klart, at da Irlænderne aldrig har været et Søfolk, da deres Skibe har været aabne Baade og deres selvstændige Skibsfart er absolut ophørt i Vikingetiden, kunde de hverken opdage eller bereise et saadant Land. Beretningerne maa altsaa være uhistoriske. Dette synes ogsaa ialfald i senere Tid Islændingerne selv at have opfattet; thi de islandske Chorografier, som vi ovenfor har citeret og som kjender baade Vinland, Markland og Helluland, undgaar — vistnok med Flid — at nævne Stor-Irland; det samme er Tilfældet med de islandske og norske Kursforskrifter til Øerne i Vesterhavet. Dette synes mig betegnende.

Det staar nu tilbage at forklare Oprindelsen til dette uhistoriske Sagn; jeg antager at hvis dette lykkes mig, vil man foretrække denne Forklaring fremfor de tidligere, som har maatte gjøre Vold paa Kilderne for at hævde Kjendskabet til det amerikanske Fastland for Irlænderne.

Beretningerne er nu for det første Skipperefterretninger i dette Ords ligefremme Forstand; det er forsaavidt at erindre, at Irlænderne ikke selv var Sømænd og at Beretningen forudsætter Seilads paa store Farvande, hvilket for den Tid passer paa Islændinger, ikke paa Irlændere. Beretningerne ere endvidere komne fra Irland, navnlig siges det om Are Maarsson, at Ravn Limeriksfarer havde bragt Beretningen fra Limerick. Der tør altsaa forudsættes en Samvirken af Irlændere og Islændinger for at frembringe Sagnet. Det gjælder derfor at undersøge, om man ikke i Irland havde Beretninger, hvoraf et saadant Sagn kunde opstaa. Og dette, tror jeg, er Tilfældet. Man havde virkelig i Irland historiske Beretninger om et af Irlændere koloniseret fjærnt Land ude i Havet, og hvor Kristendommen holdtes oppe ved indvandrede irske Præster. Den irske Geograf Dicuil, som skrev sit Værk »De mensura orbis terræ« i Aaret 825, fortæller adskilligt om Øer nordenfor og nordvest for Britannia (Skotland); han citerer Plinius's Ord om Thule, at det ligger 6 Dagsreiser nord for Britannien, og Isidorus's, at Thule ligger yderst ude i Oceanet i Nordvest for Britannien, samt Ytringer om samme Land af Priscianus og Solinus og tilføier saa: »For nu 30 Aar siden har Geistlige, som havde været paa hin fra 1ste Februar til 1ste August, fortalt mig, at ikke blot ved Sommersolhverv, men paa Dagene omkring dette Solen ved sin Nedgang skjulte sig ligesom bag en Bakke, saa at der en kort Tid ikke blev mørkt, men man kunde udføre, hvad man vilde, f. Ex. plukke Lus af sin Skjorte (pediculos de camisia extrahere), som naar Solen er oppe, og hvis de havde været paa Øens høie Fjælde, vilde Solen aldrig skjule sig for dem o. s. v.» Det er bekjendt nok, at dette mod Nordvest liggende Land er Island, som saaledes irske Præster havde opdaget og boet i før 795, ligesom de allerede tidligere havde slaaet sig ned paa Færøerne (c, 725) og endnu tidligere paa de skotske Øgrupper. Disse irske Præster kaldtes af Nordmænd og Islændinger Paper (Præster), og om deres Ophold paa Island minder endnu Stedsnavnene Papey ved Berufjordr (64º 25')? Papafjörðr med Papós (64º 20') og Pappýli ved Sida (63º 48'), alle paa Sydøstsiden af Øen ; de ældste Beretninger hos Are og Thjodrik Munk siger, at her fandtes, da Nordmændene kom til Island, »Bøger og Bjælder og Krumstave, hvoraf man kunde skjønne, at Beboerne havde været Irer.« Dicuils latinske Beretning er den eneste fra Irerne selv bevarede; hvis vi havde havt en i Irsk optegnet Tradition herom, havde vi vel ogsaa faaet et irsk Navn, svarende til Stor-Irland.

I Dicuils Beretning gjenfinde vi Hovedtrækkene af det islandske Sagn om Storirland, nemlig 1) et Land 6 Dagsreiser fra Irland ude i Atlanterhavet, 2) irske Præster og Processioner, svarende til Navnet »de hvide Mænds Land«, 3) irsk Sprog og søværts Forbindelse med Irland. — Den eneste Afvigelse er, at Dicuils Thule laa i Nordvest, Stor-Irland i Vest for Irland. Men denne Forandring linder sin Forklaring, hvis man antager, at Irlændere ved sin Forbindelse med islandske Skippere havde lært, at der i Nordvest laa det af dem beboede Island og af Hensyn hertil havde flyttet sit Thule længere syd. Men derved vilde Landet komme til at ligge »6 Dagsreiser vest for Irland«, hvor netop Islændingerne anbragte sit »Stor-Irland«.

Der er saaledes i Dicuils Beretning fuldt Materiale til at fremkalde Sagnet om et Stor-Irland. Men er dette givet, vil det forstaaes, at naar islandske Sømænd af Nordostvinde dreves ud i Havet og blev borte, maatte den Forklaring for deres Venner paa Island ligge snublende nær, at de var komne til dette mysteriøse Land og derfra ikke kunde komme hjem. Sagnet om Are Maarssøns Skjæbne sprang altsaa færdigt ud. Det næste Skridt blev, at dette Land og den her strandede blev besøgt af andre islandske Skippere, — saaledes opstod det Tillæg til Sagnet, som henføres til Orknøjarlen Thorfinn, samt det parallele og mere detaljerede Sagn om Bjørn Breidvikingekjæmpen og Gudleiv Gudlaugssøn. Det blev den islandske Litteraturs Gjenopdagere forbeholdt at fremdrage det lærde Navn »xilbania« og anbringe det i Amerika til yderligere Styrkelse af Beretningerne om Vinland; men disse i det væsentlige historiske Beretninger er bedst tjent med, at alle eventyrlige Tilsætninger udskilles.

Tillæg. Jeg har ovenfor (S. 356) forudsat, at Traditionen om Stor-Irland ikke var kjendt udenfor Island. Dette strider imidlertid mod hvad Prof. Mehren har hævdet i »Annaler f. nord. Oldk. og Hist. (' 1857 (S. 187), at Navnet forekommer hos den arabiske Geograf Edrisi i 12te Aarhundrede. Han omtaler nemlig disse Forhold saaledes: »Denne Reslandehs (ɔ: Islands) Længde angives til 400 Mile og Brede 150 Mile; herfra har man efter Edrisi en Dags Reise til det saakaldte Stor-Irland, en Efterretning der aabenbar har en normannisk Oprindelse, idet ifølge Rafns bekjendte Undersøgelser om Americas første Opdagelse ved Islændere dette Navn betegner den østlige Kyst af Nord-America«. Hvis dette var rigtigt, kunde deraf intet sluttes om, at der til Navnet svarede en Virkelighed; det vilde kun vidne for, at den islandske Tradition var naaet til Normandiet og derfra til Edrisi. Men efter hvad min Collega, Prof. A. Seippel meddeler mig (fra hvis Haand der kan ventes en paa Haand skriftmateriale grundet Commentar til de arabiske Geografers og Historikeres Oplysninger om Norden), hviler Mehrens Gjengivelse paa Jouberts unøiagtige Oversættelse. Seippel har efter Haandskrifter oversat vedkommende Steder af Edrisi for mig saaledes :

(7de Zone 1ste Del). »Hele denne første Del af den 7de Zone er opfyldt af et mørkt Hav. De her beliggende Øer ere alle øde og ubeboede. Den største er den før omtalte Birlândah (ɔ: Irland). Dette er en meget stor Ø, fra hvis øverste (ɔ: sydligste) Forbjerg der er tre og en halv Dagsreise til Landet Bertâniah (ɔ: Bretagne) og fra hvis nederste (ɔ: nordligste) Ende der er to Dagsreiser til den folketomme Ø Sqosiah (ɔ: Skotland).

(7de Zones 2den Del). »Fra det yderste Punkt af Øen Angelterrah til Øen Dns (Man?) er der en Dagsreise. Fra Sqosiah's Yderpunkt mod Nord til Øen Rislândah (ɔ: Island) er to Tredjedele af en Dagsreise. Mellem det yderste Punkt af Øen Rislândah og det yderste Punkt af den store Birlândah er én Dagsreise. Ligesaa er der fra Yderpunktet af Øen Rislândah mod Øst til Øen Norbâgah 12 Mil. Øen Rislândah's Længde er 400 Mil, dens Brede 150 Mil«.

Det vil heraf sees , at der paa begge Steder tales om den samme »store Birlândah«, nemlig Irland, og at dermed Arabernes Kjendskab til den islandske Traditions »Stor-Irland« falder bort.

XI. Senere Tog til de amerikanske Lande og disses mulige Eftervirkninger.

I de islandske Annaler for 1285 findes en Beretning om et ny opdaget Land, som hidtil har været forklaret om Newfoundland. De tidligere publicerede Annalhaandskrifter har om Opdagelsen kun følgende :

B. (fra c. 1306): et Land fandtes i Vest ligeoverfor (undan) Island.

D. (fra c. 1360): Dunøerne fandtes.

C. (Tillæg fra c. 1400): Helgesønnerne Adalbrand og Thorvald fandt det nye Land (eller »Nyland«).

Om Landets Beliggenhed kan heraf sees, at det laa Vest for Island, og Udtrykket i den ældste Annalrecension undan, som jeg her oversætter med »ligeoverfor«, peger paa, at der menes det nærmeste Land vestenfor Island, altsaa Østgrønland. Dette bekræftes nu ganske i det af mig fremdragne Annalhaandskrift, som Dr. Henrik Høyer i Bergen († 1615) har bevaret; her omtales Opdagelsesreisen nemlig i følgende Udtryk:

Helgesønnerne seilede til Grønlands Ubygder (Helga synir sigldu i Grænlandz obygðir).

»Grønlands Ubygder« er overalt i den gamle islandske Litteratur den faste geografiske Betegnelse for det ubeboede Østgrønland. Helgesønnerne er altsaa paa sin Reise fra Island drevne ind til Grønlands Østkyst, og Isforholdene har her været saa heldige, at de har kunnet lande paa nogle af Øerne her og har fundet Landet indenfor beboeligt. Helgesønnerne har altsaa været Nordenskiölds Forløbere til fra Danmarksstræde at naa til Land paa Østkysten af Grønland, men de har ikke, som man tidligere mente, igjen opdaget Newfoundland) .

Derimod findes der i de islandske Annaler en anden Beretning om et Tog til Newfoundland (Markland); men dette Tog udgik ligesom de tidligere direkte fra Grønland. Den lyder i 3 forskjellige Recensioner saaledes:

1347. »Da kom (til Island) et Skib fra Grønland, som havde søgt til Markland, med 18 Mand paa«. (Flatøannalerne).

1347. »Da kom ogsaa (ɔ: foruden de øvrige fra Norge komne Skibe) fra Grønland et Skib, mindre af Størrelse end smaa Islandsfarere. Det kom til den ydre Straumsfjord (ɔ: S. i Hnappadalssýsla paa Sydsiden af Snæfellsneshalvøen), det var uden Anker; derpaa var 17 Mænd, som havde faret til Markland, men siden (ɔ: paa Hjemveien) var drevet hid af Storme«. (Skålholts-Annalerne).

1347. Et Skip kom i Straumfjarðarós fra Grønland.

1348. Grønlendingerne drog til Norge. (Gottskalks og Hole-Annalerne).

Her er Tale om et virkeligt Tog til Markland. Udtrykkene »søgt til« og »faret til« viser, at det baade havde været Hensigten at drage til Markland og at denne blev opnaaet; det havde ligeledes været Hensigten at vende tilbage til Grønland, men Uveir drev dem forbi Cap Farvel og de blev nødt til, efter at have mistet Ankeret, at søge ind til en af de vestligste Havne paa Island. Hvad kunde Grønlendingerne ville søge i Markland? Nærmest ligger det at gjætte paa, at de paa Grund af den sædvanlige Træmangel i Grønland vilde hente Tømmer i »Skovlandet«, skjønt Skibets ringe Dimensioner kunde synes at tale imod en saadan Plan; eller ogsaa kunde det være for Fiskeriernes Skyld, at Grønlændingerne drog til Markland. Det er jo netop i disse Tider, at Eskimoerne i Nordgrønland begyndte at rykke sydover; maaske havde de allerede ødelagt Kolonien i Vesterbygden eller ialfald besat Grønlendingernes Fiskepladser i »Nordrseta«, og det gjaldt derfor for Grønlændingerne at aabne sig nye Virksomheder. Vistnok taler ikke Erik rødes Saga specielt om Newfoundlands Fiskerigdom, men Traditionen fra Vinlandstogene i 11te Aarhundrede kunde paa Grønland have rigtigere fastholdt Kjendskabet hertil, medens Islændingerne havde glemt den. At Grønlændingerne fra Island drog til Norge, har sin naturlige Forklaring deri, at kun derfra kunde de komme tilbage til Grønland: de har ikke med sit skrøbelige Skib vovet sig tilbage ad den direkte Vei, og fra Island selv gik ingen Skibsleilighed til Grønland. Da de kom til Norge (Bergen) i 1348, har de her faaet høre, at »Knorren« (det kongelige Handelsskib) var kommen tilbage i 1346 og ikke med det første atter skulde ud. Dette skede først i 1355. Vi har bevaret i Afskrift et Kongebrev, hvis rigtige Datering er fra Oktober 1354 og som antyder extraordinære Foranstaltninger; i Spidsen for Expeditionen stilles Hirdmanden Paal Knutssøn paa Onareim, og der gives ham extraordinær Fuldmagt til Udrustningen og Bemandingen. Hensigten med Toget udtales at være »at opretholde Kristendommen i Grønland«, altsaa en Kamp mod Eskimoerne, men derfor kan naturligvis Planen ogsaa være at styrke Kolonien i sin Almindelighed, maaske ogsaa at undersøge de nye Lande. lalfald kan man være sikker paa, at den grønlandske Kolonis Skjæbne og Forhold har i disse Aar været drøftet i Bergen, hvorfra Toget udgik og hvortil den først efter adskillige Aars Forløb vendte tilbage. Man kan saaledes ikke nægte Muligheden af, at ved disse Tider Beretninger om Markland, ja endog om de tidligere opdagede Lande, fra Norge kunde naa sydover og optages i andre Landes Litteratur. Fr. Kunstmann har i »Die Entdeckung Amerikas« (Miinchen 1859) udtalt, at det maaske ikke var tilfældigt, at der 20 Aar efter Toget til Markland (1347) dukker paa et italiensk Kart (Brødrene Pizzigani's 1367) op i Atlanterhavet vestenfor Irland en ved Navn Brazil (»Skovøen«); den staar paa samme Karter, der ogsaa benævner én af Azorerne (Terceira) med Navnet Brazil og laaner altsaa som denne sit Navn fra de kostbare Træsorter, her altsaa maaske det ovenfor nævnte Masur-træ; endog de lidt senere og lidt sydligere opdukkende Øer Antilia og Mansatanaxio, hvis Optræden ikke lader sig forklare, kunde høre herhid. Der maatte forudsættes en litterær Mand som Mellemled, og Kunstmann peger da paa Efterretningerne om den oxfordske Geograf og Mathematiker Nicolaus de Linna (Lynn), som ifølge gamle Efterretninger havde reist i Norge og de nordiske Lande, og efter sin Hjemkomst i 1360 har dediceret til Kong Edvard III sin Bog »Inventio fortun ata « , hvori han havde beskrevet »de nordiske Øer og deres Havsvælg fra 53º lige til Nordpolen«. Denne Bog synes endog at være trykt (c. 1500), men vides nu ikke at existere, medens en anden Bog af Nicolaus (et Kalendarium) skal være bevaret. Hvad der fra Nicolaus's geografiske Arbeide om Norden er kommet til Efterverdenen, synes vistnok at være en Samling af lærde Fabler og Fantasier (navnlig om Nordpolen og Magnetpolen); dog kan Enkeltheder deraf maaske være ægte Observationer. Dertil regner jeg paa Ruysch's Kart (1508) det »domus sancti Odulfi« (ɔ: Olavi), som findes i det aller nordligste Norge og vel skal betyde en Kirke i Vardøhus, det rigtige Forhold mellem Island og Grønland samt de to Øer i Sydvest for Grønland, hvor der staar »Feiarumfeie alias Cibes dicunt apud has insulas quando nautæ perveniunt illudantur a dæmonibus ita ut sine periculo non evadant«. Det slaar neppe Feil, at vi her have en anden Udgave af den før nævnte man(u) satanaxio (Satans-haand) eller det 16de Aarhundredes »isle des démons« nordenfor Newfoundland ved Indløbet til Belle-Isle-Strædet; thi at Ruysch har laant fra Nicolaus's »Inventio fortunata«, det kan man læse sig til i den Legende (om Magnetbjerget ved Nordpolen), der begynder »Legere est in libro de inventione fortunati« (istedenfor fortunata) o. s. v. og som fra Ruysch blev optagen hos de fleste Geografer i 16de Aarhundrede (endog Mercator) og holdt sig til langt inde i 17de Aarhundrede. Dog bliver Hypothesen om Sammenhængen mellem Marklandstoget, Øen Brazil og Nicolaus de Lynn kun en Formodning, saalænge ikke den sidstes Værk bliver draget frem for Lyset.

I Forbindelse hermed maa det Spørgsmaal optages til Drøftelse, om Togene til Vinland og Markland eller Traditionerne om dem har havt nogen Indflydelse paa senere Opdagelser i disse Egne. Jeg skal her ikke gaa ind paa Spørgsmaalet om Ægtheden af Zeniernes Reiser, thi jeg anser dette løst efter Brenners Opdagelse af Olaus Magnus's Kart, som viser os i Zeni-kartet et Makværk fra 16de Aarhundrede efter Karter fra 15de og 16de Aarhundrede; og selv om man endnu vil forsøge at redde Zeni-beretningen som stammende fra 14de Aarhundrede, er denne dog saa bevislig fuld af Opdigtelser, at den ikke kan bruges længer som historisk eller geografisk Kilde. Man tænke sig (for blot at holde sig til de Lande, som vedkommer os), at Newfoundland (Estotiland) ved Aar 1390 skildres som et rigt Kongerige med Overflod paa alle Verdens Herligheder, et Land fuldt af Guld og andre Metaller, beboet af et kultiveret Folk med europæisk Kultur, med latinske Bøger, et Folk som drev Handel paa Grønland og derfra fik Pelsværk, Svovl (!) og Beg (!). Og søndenfor dette Landet Drogeo (altsaa Nova Scotia), producerende Korn (!) og 01, med stenbyggede Byer og Borge, med Guldrigdom og Skibsfart, for ikke at tale om de sydligere Lande! Vistnok har Redaktøren meget sindrigt lagt denne Skildring i den frislandske Fiskers Mund, idet han lader Antonio Zeno tage Feil af Veien til Estotiland og komme til Grønlands Sydspids »Cabo di Trin«, saa at denne intet Ansvar har for Beretningen om Estotiland og Drogeo. Dette har dog ikke reddet Antonio ganske, thi det er denne selv, som her fortæller, hvorledes han ved Cabo di Trin træff'er en røgspyende Vulkan, halvvilde Folk af lav Væxt og meget frygtagtige (altsaa Eskimoer!), der boede i Huler, og i Nærheden en stor Flod med en god Havn, hvor der anlægges en By (altsaa ved Cap Farvel!). En alvorlig Undersøgelse paa Grundlag af saadanne Fantasier tror jeg at turde spare mig.

Vigtigere er det at søge at give Svar paa det ogsaa i nyeste Tid drøftede Spørgsmaal, om Nordboerne har vist Columbus eller Cabot Vei til den vestlige Verden. Jeg tror at burde benægte saadan Indflydelse, ialfald for Columbus's Vedkommende. Man har henvist til Fortællingen om Columbus's Reise til Island og formodet, at han der har faaet Efterretninger om de ældre Reiser til Vinland o. l. Det eneste Vidnesbyrd om denne Reise findes i Sønnen Fernando Colon's Biografi af Columbus, hvor der gives Uddrag af et af Faderens tabte Skrifter »om Zonerne« ; for at vise, at i den kolde Zone Havet ikke fryser, fortæller her Columbus selv: »Jeg seilede Aar 1477 i Februar Maaned 100 Mile forbi Øen Thule, hvis sydlige Del ligger ved 73º og ikke ved 63º, som nogle ville, og ikke ligger den indenfor den Linje, som begrænses af Ptolemæus's Vest (ɔ: 1ste Meridian), men meget længere mod Vest. Og til denne Ø, der er saa stor som England, gaar de Engelske med sine Varer, især de fra Bristol. Og paa den Tid, jeg gik did, var Havet ikke frosset, men paa nogle Steder steg og sank det 26 Favne«. Enkelthederne ere her, saavidt jeg ser, alle overdrevne: Tidvandet er ingensteds ved Island paa langt nær saa høit som 26 Favne (det stiger i Regelen ikke over 10 Fod!), Island er ikke mere end to Tredjedele af Englands Størrelse, og Syd-Islands Bredde er 63 1/2º (ikke 73º); men alligevel finder jeg ingen Grund til at tvivle om Reisens Ægthed; netop disse Overdrivelser og Unøiagtigheder gjenfinde vi ogsaa ellers hos Columbus. Naar han nu seilede nordenom Island og saa langt, at han selv regnede det for 100 Mile, uden at træffe Is, maa Reisen være foregaaet østen for Island, ikke i Danmarksstrædet, hvor man ikke kan seile længe om Vinteren nordenfor Øen uden at træffe den faste Iskant. De Steder, hvor Columbus har observeret Tidvandet, har altsaa været paa Østkysten. At han overhovedet har været inde i Landet, siges ingensteds; da han aabenbart reiste med et Skib fra Bristol og altsaa Hensigten har været at fiske Torsk, er det jo ikke usandsynligt, at Skibet har søgt til Havn, men derom oplyser han selv intet. Man vil af ovenstaaende se, hvormegen Sikkerhed Finn Magnussøns Hypotheser giver, at Columbus kunde være kommen til Hvalfjord (mellem Kjos og Borgarfjorden), at han der kunde være truffet sammen med Skålholtsbiskoppen Magnus Eyjolfssøn, som netop i 1477 visiterede Kirkerne ved Hvalfjord, som kunde have samtalt med Columbus paa Latin og kunde have fortalt ham om Grønland, Vinland o. s. v. og derved kunde have givet ham Ideen om Lande i Vest. Dette Sammentræf mellem Biskop Magnus og Columbus synes næsten at være hævet til en historisk Kjendsgjerning hos flere nyere Forfattere, uagtet det hviler paa en Række tvivlsomme Kombinationer. Thi selv om Columbus Vaaren 1477 var landet i Hvalfjord (hvorom vi intet ved) og selv om Biskop Magnus Vaaren 1477 var kommet til Hvalfjord (vi ved kun, at Biskoppen engang i 1477 visiterede Saurbæ Kirke ved Hvalfjord), og selv om Biskoppen kunde tale Latin og kjendte Beretningerne om Vinland (hvorom intet vides), og endelig selv om den italienske Matros paa et engelsk Fiskerskib havde Adgang til at tale med selve Biskopen (hvad der er meget usandsynligt), vilde Biskopen i Høiden have kunnet give Columbus Ideen om Øer og Lande vestenfor Island og Irland, — altsaa i det nordlige Atlanterhav, — hvad der ingen Nyhed kunde være for en italiensk Sømand og Kartkjender, thi disse Lande eller Antydninger deraf fandtes paa alle italienske Karter fra 15de Aarhundrede. Men Columbus søgte ikke vestover paa Irlands eller Islands Bredde, men fra 30^ N. B., fra de Canariske Øer! Han fulgte her den Cours, som var angivet i Toscanellis Brev til Lissabon af 25 Juni 1474, og hvad han søgte og troede at have fundet var Marco Polo's Indien (ɔ: China) og Zipangu (Japan), men ikke Vinland eller Stor-Irland.

Paa Forhaand kunde det synes rimeligere, at John Cabot's Opdagelse af Nordamerika (Newfoundland) kunde staa i Forbindelse med Vinlandstogene eller Vinlandstraditionerne: Opdagelsen udgik jo fra Bristol, som allerede siden Midten af 15de Aarhundrede og maaske meget tidligere havde havt Forbindelser med Island, den fulgte Veien vestover forbi Irland og naaede lige i Vest for Irland til et Land, hvortil Islændingernes gamle Søvei gik; og desuden har det været den sædvanlige Tradition (stammende fra Petrus Martyr), at Cabot fra Irland drog mod Nord henimod Grønland, før han søgte mod Vest. Imidlertid — efter de i nyere Tid fremdragne Indberetninger om Reisen — maa ogsaa denne Hypothese ansees for lidet rimelig. Det sees, at John Cabot havde forelagt sit Projekt for Hofferne i Sevilla og i Lissabon, men at han derpaa havde formaaet Bristolboerne til flere Forsøg, idet de hver Sommer lige fra 1491 af udsendte to eller flere Skibe mod Vest; og Planen var at søge — ikke Vinland eller Markland, men — »Øen Brazil« og »de 7 Byer«. Planen er altsaa kommen til England med en Genueser, og ikke fra Island, og det er de samme geografiske Gaader, han løser, som var stillede og forsøgte i Sydeuropa; og selv om Øen Brazil vestenfor Irland er en Gjenklang af Markland, er dog denne Gjenklang naaet til Bristol over Sydeuropa. Vistnok kan man ikke nægte Muligheden af, at Bristolkjøbmændene ved sine Islandsreiser kunde have hørt Rygter om Grønland og de andre Vesterlande; dog er endnu intet bekjendt om, at de virkelig kjendte dem og derved paaskyndedes i sin Lyst til Opdagelser mod Vest. Thi hvad Rafn fortæller om, at John Cabot havde været i Danmark 1495 og der ved Underhandlinger med den danske Konge opnaaet Privilegier for Bristol-kjøbmændene paa Island (Antiquitates Americanæ p. 451), er ganske uhistorisk; den Fred, som sikrede Englænderne Handelsrettigheder paa Island, blev sluttet i Kjøbenhavn 20 Jan. 1490 (ikke 1495), men Underhandlerne varifølge de offentliggjorte Documenter (Rhymeri foedera ed. Holmes Tom. V. P. IV, 3—8) fire Englændere: Dr. James Hutton, Vaabenkongen Thomas Clarenceux og to Kjøbmænd fra Lynn Thomas Carter og John Beliz, og man har ingen Grund til at antage, at den »fattige Fremmede« havde nogen Rolle at spille ved disse Underhandlinger. Om John Cabot i 1490 var kommet til England, vides ikke; men sikkert kom han dertil fra Spanien eller Portugal, ikke fra Danmark eller Island.

Christiania, Januar 1888.

---