Til Graagaasen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Arkiv for nordisk filologi

ved
Björn Magnus Ólsen

Første bind, s. 298-301
Christiania 1883.

Til Graagaasen.

Grágás, Kb., udgivet af V. Finsen, Khavn 1852, § 47 s. 83, ^5-17. jfr. den Arna-Magnæanske udgave I. s. 79-80:

"Nv verða þeir eigi a sáttir þa skal iN meire lutr ráða domandaen ef þeir verða allir iafn margir þa eigo þeir at döma afall. eN þar er veföng ero þa eigo þeir at luta. eN ef þeir ero allir iafn margir i öllom stoðom þeim er domendr hafa vefengt oc hafa huarirtveGio farit rett at vefangi. oc a þeirra domr at rofna er síðr hafa at logom dömt. EN ef aðrir hafa farit rett at vefangi en aðrir rangt. þa á þeirra domr at standaz er rett foro at vefangi þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir ondverðo. EN ef hvarigir hafa farit rétt at vefangi þa á þeirra domr at rofna sem fiR hafa farit þvi at vefangi sem log ero. oc á sa domr at rofna er þeim hefir þótt fiR lögum dömðr".

Saaledes som dette sted er overleveret, indeholder det efter min mening uoverstigelige vanskeligheder for forklaringen. For det første er der en bestemmelse om, at dommens udfald i femterdommen afgjøres ved stemmeflerhed. Derpaa følger bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar stemmerne staar lige, og der skelnes da mellem to tilfælde, nemlig: 1. Naar der ikke foreligger et vefang (dvs.: hvor femterdommen benyttes som første instans), saa skal der dømmes skyldig. 2. Hvor der foreligger et vefang i en lavere instans, saa skal dommens udfald afgjøres ved lodkastning. For saa vidt er alt klart. Men saa følger tre bestemmelser, alle indledede ved: "eN ef", som, hvis texten er rigtig, maa antages at indeholde undtagelser fra den under 2. anførte bestemmelse, at sagens udfald, naar stemmerne i femterdommen staar lige paa begge sider og der foreligger vefang, skal afgøres ved lodkastning. Der er da 1° det tilfælde, at begge partier i den lavere instans har anvendt den rette adfærd med hensyn til deres vefang, saa skal - naar stemmerne i femterdommen ere lige med hensyn til alle de punkter, hvori vefang er fremkommet - udfaldet ikke afgjøres ved lodkastning, men den af de mod hinanden staaende domme hør være ugyldig, som er mindst overensstemmende med loven, d. v. s., der skal dømmes efter sagens realitet. 2° Opstilles det tilfælde, at kun det ene af de to partier ved underdommen har forholdt sig rigtig med deres vefang, saa bør - naar stemmerne staar lige i femterdommen¹⁾ - deres dom stande ved magt, som have forholdt sig rigtig med deres vefang, selv om det andet parti oprindelig maatte have rettere i hovedsagen, d. v. s., sagen skal afgøres efter formaliteten, uden at der anvendes lodkastning. 3° Sættes det tilfælde at intet af de to partier har forholdt sig rigtig med hensyn til vefang, saa skal der, naar stemmerne i femterdommen staar lige, i et og alt forholdes som ved det første af de 3 tilfælde, og sagen kan altsaa heller ikke her afgøres ved lodkastning. Men hvor bliver saa lodkastningen at anvende? Et fjerde tilfælde er utænkeligt. De 3 undtagelser udtømmer og ophæver fuldstændig den lovbestemmelse, som de skulde modificere. Vi havner altsaa, naar vi følger texten som den er, i en fuldstændig logisk umulighed. Hertil kommer andre betænkeligheder. Hvem skulde, naar stemmerne i femterdommen stod lige, afgøre, hvilken af de to moddomme var mindre overensstemmende med lov og ret, eller ogsaa om den ene eller begge parter havde forholdt sig rigtig med hensyn til vefangi? Med hensyn til dette spørgsmaal lader vor kilde os fuldstændig i stikken. Maaské lovsigemanden? Det vilde være uden analogi, om lovsigemandens udsagn skulde have samme gyldighed som en dom, ligesom det ogsaa burde have været udtrykkelig bemærket, om dette var meningen; desuden viser udtrykket: er þeim hefir þótt firr lögum dæmðr", at her ikke kan være tale om lovsigemanden. Det er rimeligvis i følelsen heraf, at Finsen oversætter udtrykket "síðr at lögum" ved "mindst stemmende med lovens strænghed", og "firr lögum" ved "mest uoverensstemmende med lovens bogstavelige strænge indhold", idet han aabenbart mener, at der for de sager, hvor vefang forelaa, delvis gjaldt det samme princip som for de sager, hvor samme ikke var til stede. Men dels kan en saadan betydning i og for sig ikke lægges i de islandske ord, dels lader Finsens forklaring sig ikke forlige med ordene: "þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir öndverðo", som aabenbart danner en modsætning til "síðr at lögum" og "fiR lögum" ²⁾. Endelig er den fremhævelse af sagens enkelte punkter, som ligger i udtrykket "i öllom stöðom" i høj grad paafaldende, da vefang ellers, som det synes, angik sagen i dens helhed.

Alle disse vanskeligheder hæves ved en let forandring af texten. Man behøver blot at sløjfe eN efter luta og i stedet for det punktum, som staar efter luta, at sætte komma, samt at tilføje et punktum efter det sidste iafn margir, saa er det hele klart. Ordene fra "Nv verða" til det sidste "iafn margir" indeholde da bestemmelser angaaende femterdommens forretningsorden, nemlig om den maade, hvorpaa sagen afgøres i femterdommen, baade naar der paa en af siderne er stemmeflerhed og naar stemmerne er lige. At betingelsessætningen "ef þeir verða (ero) iafn margir" gjentages, er fuldstændig i overensstemmelse med Graagaasens sprogbrug, og det falske eN foran den sidste betingelsessætning er at betragte som en ditto-grafi fra den første sætning, som har bevirket, at hvad der i virkeligheden hørte til det foregaaende med nødvendighed blev trukket til det efterfølgende, hvorved hele forvirringen er opstaaet. Ved ordene "í öllom stoðom þeim er", - som ganske naturlig betyder "overalt, hvor", "i alle de sager, som" ³⁾ - indledes tre af det foregaaende aldeles uafhængige bestemmelser, som ikke særlig sigter paa de tilfælde, hvor stemmerne i femterdommen staar lige, men kun i almindelighed angiver de regler, hvorefter femterdommens medlemmer skal paadømme de sager, hvor vefang foreligger, idet de i to tilfælde - hvor enten begge eller intet af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter realiteten, i et derimod - hvor kun det ene af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter formaliteten. Det er en selvfølge, at der i alle de 3 opstillede tilfælde indtræder lodkastning, naar stemmerne paa begge sider i femterdommen er lige.

II.

Grágás, Staðarhólsbók, Khavn 1879, § 435 s. 504¹⁷-505², (sl. den Arna-Magn. udg. II. s. 343^5-9).

"þat er oc rett ef buar coma eigi til sciptinga. eða virþinga. þa er rett at aðrir se istaðeN þeirra er eigi coma. þeir buar er öngvir verðe .ix. neRe aðr en hinir er kvaddir voro."

Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives aðrir (aðr⁷) i stedet for aðr, som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.

BJØRN MAGNUSSON ÓLSEN.

---

Noter:

¹⁾ Dette fremhæves ikke udtrykkelig, men maa, naar man følger den foreliggende text, paa grund af de tre leds parallelisme nødvendigvis underforstaaes fra det foregaaende.
²⁾ Finsen, Grágás III. s. 82 ^20-29. Maurer derimod oversætter rigtig: "minder gesetzlich" (Entstehung des isl. Staats, s. 195, note 2. under texten), ligeledes Sveinbjörnsen (den Arna-Magn. udg. af Grágás I s. 80).
³⁾ Se f. ex. St. s. 493²⁶-494¹, 504². K. I. s. 133₈. Synonymt er det hyppige "hvarvetna þess er": St. 305⁷. 436¹⁵. 449¹⁸. 465⁷. 504¹⁵. 505²². 521¹⁶. o. fl. st.