Tilegnelse og Udbytte (Ohrt)

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

A. Kalevalas ydre Historie
og Plads i finsk Kultur

VIII.
Tilegnelse og Udbytte

Et Opraab, et kaldende Ord til den unge Flok, der modnes — dermed slutter da allerede gamle Kalevala. De finske Folkeskjalde gav deres, og Lönnrot gav i rigt Maal hvad hans Natur og Evner tillod ham at give sin Samtid: Nu stod det til den, og først og fremmest da til den bogdannede Overklasse i det finske Folk. De Skatte der laa gæmt i Kalevala, krævede at udnyttes paa rette Vis; men Gaven kunde overses — eller tages forfængeligt.

Kalevala blev i Virkeligheden ikke straks for Finnerne, hvad den kunde og burde blive. Det viser klart nok den første Udgaves Skæbne: I 500 Eksemplarer vovede man at trykke gamle Kalevala; men trods den Jubel hvormed Litteraturselskabets Mænd og andre forstaaende Læsere modtog den, var Afsætningen langsom; næsten tolv Aar gik hen før de fem Hundrede Bøger alle blev solgt. Hovedmængden af de dannede forstod slet ikke ordentlig Finsk; 1841 oversatte Castrén Værket paa Svensk, det hjalp en Del. (Den ny Kalevala blev først 1868 forsvensket af K. Collan, paa Tysk oversattes den allerede 1852 af Schiefner.) Men dertil kommer, som vi veed, at mange dannede, selv om de lærte Værket at kende — paa Svensk eller Finsk —, ikke ænsede det synderligt. Andre læste nok Værket med Henrykkelse og talte med Stolthed om at nu havde Finland et Epos som faa Tider og Lande frembød Magen til; men selv for saadanne Læsere kunde det være fristende at slaa sig til Ro hermed. Det var nemmere at glæde sig over Digtningen som et Æreminde over det finske Folk end at tage imod Kalevala som et Foregangsværk der krævede Arbejde af Læseren selv for Fremtidens Sag. — Stærkest og mest vækkende virkede Epos'et vel i Universitetskrese i Helsingfors, hvor Iveren for Finskhedens Sag aldrig havde været helt uddød, og hvor netop i de sidste Aar før 1835 flere Vaartegn havde vist sig. Nu blev fremfor alle den unge Matthias Alexander Castrén ved Beundringen for det store Epos ildnet til nationalt Arbejde; ikke blot gjorde han selv Samlerrejser i Karelen, men han oversatte Værket paa Svensk, at det kunde faa de dannede ret i Tale; og som Docent begyndte han 1840 en Forelæsningsrække over Kalevala. Med stor Varme udtalte Castrén her: Man har faaet os til at tro at vi var et Folk uden Evne til højere Dannelse; det er virkelig kommet saa vidt at vi har lært at ringeagte vor egen Nationalitet; først nu opdager vi at vi ejer en indre Kraft der higer fremad; saa er det da Tid at rive sig løs fra den aandelige Umyndighedstilstand. — Og i flere end een af hans Tilhørere slog det ned at i denne Gærning vilde de være med. — Castrén selv kom dog ikke yderligere til at virke som national Reformator; hans Geni laa paa Videnskabens Omraade; den Daadlyst Kalevala havde vakt i ham, drev ham ud paa vældige Forskerrejser i Rusland og Sibirien til Studium af de østfinske Folkeslags Sprog og Aandsliv; ogsaa paa denne Maade følte han sig forvisset om at arbejde for sit Lands Ære og bringe sin Sten til den nationale Bygning. Men det blev da ikke ham der skulde føre den store Sag igennem. Det saa ud som vilde trods alle gode Forsætter Arbejdet slet ikke komme i Gang; ja i Aarene 1842—3 var man saa langt nede at der ikke længer udkom en eneste Avis paa Finsk, sidst i Tredverne havde man dog haft hele tre. De to Onder, som allerede Arvidsson havde sat Fingeren paa: Finsk er udestænget fra dannede Krese, Finsk er udelukket fra det offentlige Liv — var der aldeles ikke raadet Bod paa. En Digtning alene, havde det vist sig, kunde ikke gøre det. Ynglingen var endnu ikke Iysvaagen og evnede ikke at løfte sit Sværd. Saa maatte der da en helt ny Vækkelse til — fra andet Hold.

Johan Vilhelm Snellman, der fik Magt til at ryste de dannede Klasser i Finland helt op af Søvne, havde ikke som sin Forgænger Arvidsson faaet det første Stød til sin Gærning fra Glæden over de gamle Folkeminder, men stod i Begyndelsen vel endog lidt kølig overfor den lærde Kres's Jubel over den første Kalevala. Men hans hegelske Fornuftklarhed fastholdt, skarpere end Romantikernes Sværmeri før ham, det Krav: Sproget skal plejes og fremmes. Og det er netop det litterære Synspunkt han aller først drager frem. Til at faa Finsken ophøjet til Embeds-, Rets- og Skolesprog var der formentlig lange Udsigter, Begyndelsen til en Forandring maatte ske ved Skabelsen af en finsk Litteratur. Fra 1844 lader han i sit Blad Saima tunge Svøbeslag falde over Finlands bogdannede Klasser og holder det uafviselige Krav op for deres Øjne: Folkets Sprog skal blive Kultursprog; ellers er og bliver Folket en Tigger, der nøjes med Smulerne fra de riges Bord, det lever et Skinliv, intet virkeligt Liv; den sproglige Skillevæg maa falde, om ikke Almuen ganske skal forsumpe; den unge Slægt maa ikke nøjes med Tale og Skrift om det finske Sprog, men skal gaa i Gang med at skrive paa Finsk.

Denne indtrængende og utrættelige Røst gjorde sin Virkning i forunderlig Grad; finske Lærebøger, oplysende Værker, oversat Skønlitteratur, Aviser og Tidsskrifter dukker nu frem. Det højnordiske Vaarbrud, sent men voldsomt, var inde. Vækkelsens Styrke maales ogsaa ved Modstandernes Vrede; den Kamp som er Livets Tegn, begyndte. Den pludselige Fart vilde dog være ganske uforklarlig, om ikke Jorden var beredt i Forvejen dels ved Lönnrot, dels ogsaa — det maa ikke glemmes — ved Kalevalas »Fjende«, den kraftige pietistiske Bevægelse fra 1820'erne af. Men stærkest og hurtigst kommer Iveren frem i Universitetskresene, hvor Lönnrots Gærning ikke var ydet forgæves. Og som Aarene gik, viste det sig først for Alvor hvilke Værdier det var, som Lönnrot gav; den ny Kalevala (1849) har kunnet finde mere almén og mere aktiv Paaskønnelse end den gamle. — Det sproglige Nydannelsesværk fortsattes i 1850'erne, da han var kaldet til Professor ved Universitetet. — Det kan da siges at efterhaanden som Lönnrot havde gjort sin Gave til Samtiden stadig fuldkomnere, lærte denne, forberedt ved hans første Gærning og rusket lysvaagen ved Snellman, bedre og bedre at gøre Brug af den.

Nogen virkelig »Folkebog« er Kalevala« aldrig, i al Fald endnu ikke, blevet; skønt Sangene i sin Tid udgik fra Almuen selv, ænses de stadig kun lidet i det brede Folk; og dette skyldes kun stedvis Pietisternes Ængstelse for slig unyttig, ja fordærvelig hedensk Læsning. En romantisk Natur som Linsén, omkring 1840 Litteraturselskabets Formand, haabede paa, at Kalevala skulde blive endog det væsentlige Dannelsesmiddel i Fremtidens Folkeskoler. Det blev den ikke og bliver det aldrig, saa lidt som Gudelæren eller Folkeviserne nogensinde kan blive det hos os. En anden Sag er at det hjemlige Epos synes at have vundet en fast Plads ved de finske Folkehøjskoler; særlig i Østfinland, hvor hele dets Skønhed kan nydes rent umiddelbart uden »Ordforklaringer«, læser Ungdommen det med Liv og Lyst. — Værkets, som hele Folkesangens, Virkning paa Almuen er dog hovedsagelig middelbar: Dets direkte Gærning blev at vække de dannede til folkelig Selvbevidsthed, at berige Skriftsproget og endelig — hvad der siden skal dvæles ved — at give Impulser til national Litteratur og Kunst. Men det Værk som, selv udgaaet fra Folket, har hjulpet til at Overklassen lærte at føle sig som Led af det samme Folk og fik Evne og Lyst til aandelig Virksomhed paa Folkets Maal, er i dyb Forstand et folkeligt Værk.

Der ligger et rigt Afsnit af Finlands Aandshistorie mellem hine Dage da Fru Törngren paa Laukko lønnede den unge Student med en ekstra Kop Kaffe for hver nyoptegnet Sang han kunde møde med, og den Tid da det var hele Finlands Folk, som lønnede »Lærefaderen« med sin Kærlighed og Tak. Den Plads der tilkommer Elias Lönnrot i Finlands Historie, har allerede 1845 Snellman klart udpeget; idet han optager nogle af Forskerens Rejsebreve i sin Saima, udtaler han til Indledning; »Kanhænde Fremtiden — om det finske Folk og Sprog ejer en Fremtid — vil med endnu højere Interesse end Samtiden lede efter hvert Minde om den Mand der altid skal holdes for den finske Litteraturs Grundlægger, og om de Rejser paa hvilke han har stræbt fra Undergang at redde denne Litteraturs Førstegrøde, den blivende Hovedkilde for finsk Skriftsprog«. Men Lönnrot fik en saa lang Livsdag at allerede Samtiden tilfulde lærte at forstaa hvad den skyldte ham; det aller værste var næsten at den slet ikke havde let for rigtig at komme af med sin Tak; thi Lönnrot kunde nu engang ikke faa det i sit Hoved, at han havde gjort mere for sit Folk, end hvad enhver anden med hans Livskaar sagtens kunde gjort lige saa godt; eller han forklarede det mystisk: »Det var, som om en usynlig Genius havde fængslet mit Sind ved deres (Sangenes) liflige Skønhed, saa at jeg ikke ret kunde leve dem foruden, og den der saaledes ledede og lokkede, næsten tvang mig til Arbejdet, vilde jeg tilskrive al Fortjeneste derfor; selv har jeg blot været et Værktøj for en andens Arbejde«. Og efter Evne unddrog han sig enhver Hyldest.

Lönnrot og Snellman, indbyrdes nære Venner, udfylder hinanden med deres Gærning og Personlighed; og Erkendelsen af den anden Parts store Betydning blev gensidig hos dem; da »Saima« inddroges af Myndighederne, kom Lönnrot sin Ven til Hjælp og opnaaede Tilladelse til selv at udgive et Tidsskrift (»Litteraturbladet«), hvis egentlige Leder Snellman blev. Ellers traadte Lönnrot, som den Fredens Mand han var, ikke frem i den indre Strid; men hvor Lejligheden var der, veg han ikke tilbage fra at sige sin Mening; og Lejlighed gaves ikke saa helt sjælden efter at Kajanalægen 1853 var bleven kaldet til Hovedstaden som Castréns Efterfølger i Læreposten »Finsk Sprog og Litteratur«. Til Helsingfors kom han som gift Mand; kort efter at ny Kalevala udkom, havde han ægtet Maria Piponius, Færgemestrens Datter fra Uleåborg (Snellmans Kusine). — Som Professor virkede Lönnrot til 1862 og flyttede nu til sit Fødesogn Sammatti; over tyve Aar var endnu undt ham at virke i, og han udnyttede dem derude i den landlige Stilhed af al Kraft; efter aarelangt Arbejde fik han sin store Ordbog helt færdig, han var ledende Medlem af en Salmebogskomité, omarbejdede og digtede selv Salmer og udgav desuden (1880) en omfangsrig Samling finske Tryllekvad. Den 19. Marts 1884 døde Elias Lönnrot. Han blev jordfæstet paa Sammatti Kirkegaard. —

Ligger der en betydningsfuld Udvikling mellem Lönnrots Studenterdage og hans Professortid, saa er Springet endnu vældigere, naar man sammenholder Finland som det var ved Tiden omkring Porthans Død, da Lönnrot og Snellman fødtes, med det Finland fra hvis Midte disse to Mænd i Firsernes Begyndelse gik bort, og tilmed er Udviklingen fremskyndet i de næste Tiaar. Fra et blot Almuemaal er Finsk blevet et rigt Kultursprog; Forordningerne af 1863 lagde den første Grund til den Stilling der tilkommer det i det offentlige Liv, finske højere Skoler er fremstaaet; fra Treserne af begyndte »Herskabsfamilier« i selve Hovedstaden at tage Finsken til Hussprog, og de Tider er nu forbi da den var hjemløs i det dannede Samfunds Tale — selv om der endnu er langt tilbage til den Tid da alle i national Forstand finsksindede bruger Finsken som deres Hussprog. Og finsk Aandskultur har skudt friske Skud — selv om der endnu paa visse Omraader klages over at Arbejderne er faa til den store Høst. Og hertil kommer at i Grænseegne synes Finsken som Folkemaal at vinde Terrain paa Svenskens Bekostning. I Kraft af sin bredere folkelige Grundvold staar det finske Finland nu som den stærkere Magt af de to.

Under Kamp er alt dette bleven fuldbyrdet, en haardnakket Kamp, stundom ført med snævert Syn og glødende Partihad, omend begge Parter i Striden har lært at spænde deres Kræfter til Gavn for Landets Kultur, og Mænd fra begge Sider til Tider har kunnet mødes under Kamp mod fremmed Overmagt. En Lykke for Finlands tvesprogede Folk, ett af Evropas smaa Folk, om det under al fremtidig Strid dog aldrig maa komme under den brutale Nationalismes Tegn, om det aldrig glemmer de smaa Folkeslags Livssætning, Nationaliteternes frie Selvbestemmelsesret, — ikke blot hvor det gælder i Forening at hævde sin Sag mod den mægtige Tredjemand, men lige saa fuldt i det indbyrdes Forhold mellem Landets to Nationer. Og Svensken i Finland staar ikke rodløs som Kultursprog saa længe den har en svensktalende Almue i Landet bag sig, og for saa vidt som dens Bærere virkelig staar i Føling med denne. I den Mening udtaltes og gælder Lönnrots Ord (dengang han nedlagde sin Professur), at i Finland er der Rum nok for begge Sprog til at de kan føre en endrægtig Tilværelse.

Om dette Grundsyn og dermed sandt nationalt Frisind ikke slippes i Fremtiden, da kan det siges at Finlands Udvikling gaar frem i Elias Lönnrots Aand.