Ulver og Vænelil

Folkeviser

Ulver og Vænelil

fra

Danske Folkeviser med gamle Melodier

Musikken lagt til rette ved Thomas Laub. Teksten ved Axel Olrik

Gyldendalske Boghandels Forlag: F. Hegel & Søn

1899

Joakim Skovgaard (1856-1933):
Ulver og Vænelil

1.

Ulver han gilte stolt Vænelil:

Men linden gror.

»Vil I blive allerkær’sten min?

Se folen fører liget over hede.

2.

Jeg skal føre eder til den ø,

som I skal leve og aldrig dø.

3.

Der gror ikke andet græs end løg,

der synger ikke andre småfugl’ end gøg.

4.

Der er vældekilder, der springer af vin,

tror på min tale, allerkær’ste min!«

5.

»Hvor kommer jeg af gårde med dig

for alle de vogtere, der holder på mig?«

6.

»Stolt Vænelil, sammel dit guld i skrin

meden jeg sadler ganger min.«

7.

De red dem igennem skove,

deres guld sken ov’r sadelbove.

8.

Der de kom i grønnen lund,

der lyster hannem Ulver at hvil’ en stund.

9.

Stolt Vænelil neder på jorden sad,

Ulver han kaste så dyb en grav.

10.

»Hør I det, Ulver, hvad jeg siger jer,

hvortil da skal den grav, I gør?

11.

Til eders hund er den for lang,

til eders hest er den for trang.«

12.

»Se dig hisset, hvor den stad hun står,

de blodig’ strømme, der fra hende går.

13.

Otte jomfru’r dem har jeg gilt,

jeg har dem alle ved livet skilt.

14.

Nu skal du være den niende,

du skal svare alle mine synder.«

15.

Alt sad stolt Vænelil og tænkt’ ved sig:

mon ikke mine runer kan hjælpe mig?

16.

»Nu har I gilt mig i otte år,

aldrig bad I mig løske jert favre hår.«

17.

Han lagde hans hoved udi hendes skød,

han sovved en søvn, den var ham ikke sød.

18.

Hun tog af hans hals det rød’ guldbånd,

dermed bandt hun Ulvers hvide hånd.

19.

Så løst’ hun hest af fjeder,

hun spændt’ den om Ulvers fødder.

20.

»Du våg nu op, Ulver, og tal med mig,

i søvne vil jeg ikke svige dig.

21.

Otte jomfru’r har du der gilt,

du har dem alle ved livet skilt.

22.

Nu skal du selv være den niende,

svare må du alle deres synder.«

23.

»Hold op, stolt Vænelil, du hug ikke mig,

ret aldrig skal jeg svige dig.«

24.

»Nu skal du aldrig mere,

dåre så jomfruer flere.«

25.

Hun drog ud hans gyldte sværd,

det var han Ulver fuld vel værd.

26.

Så kvindelig hun sværdet drog,

så mandelig hun til hannem hug.

27.

»Lig du nu, Ulver, det dig rinder blod,

end vil jeg leve Væne, en jomfru god.«

28.

Hun satte sig på hans ganger rød,

Men linden gror.

hun red til sin moder så væn en mø.

Se folen fører liget over hede.