Vor Folkeæt i Oldtiden: Feststilhed og festlarm

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Fjerde bog: Hellighed og helligdom Feststilhed og festlarm (side 184) Jo længer vi stirrer på blotet, des mere svulmer det ud for synet. Der sidder en kreds mennesker ved deres ølbolle – og guder fødes; der går mennesker og tager livtag eller fortæller sandsagn – og guderne mærker blodet rulle kraftigere i sig. Offerfesten omspænder himmel og jord. Intet under, ti blotet er livet selv, rullet op i festens øjeblik som i et kraftpunkt. »Jo længer vi stirrer på blotet, des mere svulmer det ud for synet. Der sidder en kreds mennesker ved deres ølbolle – og guder fødes; der går mennesker og tager livtag eller fortæller sandsagn – og guderne mærker blodet rulle kraftigere i sig. Offerfesten omspænder himmel og jord.« Koncentrationen giver sig til kende i den altgennemtrængende hellighed der på en gang er stor styrke og den yderste risiko. Til enhver tid, hverdag som festdag, er der jo samvirkning mellem alle sider i hamingjaen. Et enkelt øjeblik kan ikke tages bort, uden at straks hele sjælen løber på og forbløder sig gennem såret. Den mindste hændelse betyder noget, fordi den står i fast forbindelse med lykken, og enten skubbes frem af dem eller trækker den efter sig. Brister en ring, styrter et kreatur, da sker det fordi lykken er gået itu, og mere vil følge, om ulykken ikke stæmmes. Så absolut er enheden at man med lige så stor sandhed kan kalde bristningen for årsagen til lykkens forfald, og man ikke kan skelne mellem ulykke og synd. Ofte består forvarslet lige frem i en forudoplevelse; der åbner sig en rift ind til sjælens centrum, hvor begivenheden allerede er sket, og man ser det som senere skal »komme frem«. Derfor former manden sin fremtid ved alt hvad han gør. Men hans handlinger stiger i betydningsfylde i de store øjeblikke, fordi mennesket da er fyldt med mere sjæl end sædvanlig, og kan virke på hamingjaens allerinderste tendens. Han er umådelig stærk og må derfor være tilsvarende forsigtig for ikke at blotstille sin styrke. Hvis han smittes af synd, mens helligheden er over ham, vil virkningerne være farlige, måske skæbnesvangre, fordi handlingen øjeblikkelig drager hele hamingjaen med ind; hvis han berøres af et eller andet uhyre, såsom trolddom eller forrådnelse, vil følgerne med det samme brede sig til livets inderste kærne. Under festen løftes mennesker til livets højdepunkt; gennem blotet kaldes hele hamingjaen frem, så at den fylder deltagerne og deres omgivelser. Blotet skaber guder. Da Floke blotede ravnene gjorde han (side 185) noget mere end at forene ravnene med mænd – han gjorde dem til sine guder. Forudsætningen var den, at han kunde koncentrere hele sit og alle sines jeg i dyrene. Bag de simple ord: »han holdt et stort blot«, ligger livets fylde: et lag med festglam, med fortidens fornyelse, med øl og løfte. »Der hvor blotet havde været, opkastede de en varde«, til tegn for dem der senere kom til stedet, at de skulde vandre varligt, ti der var helligt; en hamingja var gået ned i stedet og havde gjort det til et gudshus. Det kan med nogen sandhed siges at mennesket skaber sine guder under festen; men ser man sagen fra et andet synspunkt, kan det med lige så stor ret hævdes at guderne skaber mennesket under blotet, – men ingen af sætningerne rummer hele sandheden. Festens egenart består i at de enkelte mennesker skydes til side eller forsvinder, og deres plads for en tid udfyldes af den højeste, altid nærværende virkelighed: ætten eller dens hamingja, dens fortid og nutid og kommende tider som et hele. I primitiv erfaring er livet altid delt i to strata. Bag de nulevendes kreds og bag deres daglige arbejde ligger et kraftfond, som de stadig trækker på. De hverdagslige hændelser og begivenheder udgør kun et lille udsnit af tilværelsen, så at de nulevendes liv og handlinger strækker sig bagud til et dyb af liv. Denne tankegang er ikke afhængig af spekulation, som det ses af at den finder sin selvfølgelige udfoldelse i praktisk handling og i religiøse skikke; det er simpelt hen en erfaring der virker i samklang med alle andre erfaringer. For os er mennesket enkeltmennesket, stængt inde mellem fødslens og dødens grænser, afskåret fra sin næste ved sin fysiske personligheds begrænsning; og personlighed i betydning af karakter, vil i følge vor tilværelses vilkår sige den sum af erfaring som et menneske er i stand til at opsanke i sin isolerede hjerne i et kort spand af år. Men i primitiv kultur, hvor erfaringen opsamles på fællesskabets brede basis, i steden for at tårnes op til en slank obelisk på grundlag af den enkelte, er mennesket en evig personlighed, der lever gennem utalte, eller ubestemte, tidsaldre, skiftende i ydre åbenbaring, men ikke des mindre sammenhængende og ubrudt for de slægtled der afløser hinanden. Menneskets personlighed er ikke begrænset til hans legeme, eller til de tanker og følelser der indesluttes i hans ensomme skikkelse; hans sjæl rækker i overensstemmelse med hans tankers gang til ideer, følelser, traditioner, ejendele, som existerer uafhængigt af om han personlig er til eller ej. Psykologisk set ligger hans personligheds midtpunkt uden for hans legeme, i de ideer og ting der varer ved fra det ene slægtled til det andet, medens den individuelle tilværelse opløses og genfødes. Det falder primitive mennesker naturligt i slægtens vedvaren, i dens arvestykker, dens jord, ja selv i dens kvæghjorder at se stærkere åben– (side 186) baringer af dens liv end i sig selv, på samme måde som munkens liv – ud fra identiske åndelige oplevelser – bliver eet med klosteret og kirken. Vi erfarer at vi er isolerede, vi kan faktisk ikke undgå at føle vort legemes grænser som de afgørende kløfter i tilværelsen, fordi individet repræsenterer vor ordning af tilværelsens kendsgerninger, den grund hvorpå vort liv er bygget, den virkelighed hvoraf vore sorger og glæder må drage næring. På tilsvarende måde oplever og erfarer det primitive menneske sin egen evighed og ordner praktisk og teoretisk tilværelsens kendsgerninger fra et andet synspunkt. Det menneske der lever nu afleder sin tilværelse fra ætsamfundets store menneske; og alle ættens mennesker tilsammen udgør – udvortes set – i hvert givet øjeblik kun en ringe del af hele hamingjaen. Under festen åbnes der for ætlivets kilde, hele mennesket overtager magten og handler igennem alt, ikke alene gennem de levende ætmænds legemer og sjæle, men gennem deres ejendele og omgivelser. Huset er fyldt; bænke og stolper, ilden og luften bliver levende. Der er ingen mennesker, strængt taget heller ingen guder, men kun gud eller guddommelighed. Det er grunden til at alle ord og handlinger kommer tynget af uendelige konsekvenser: rummet er fyldt med skabelse, og hver eneste handling føder kommende begivenheder. Når mennesker samles til krig eller offer, hyllet i hellighedens kraft, fødes fremtiden af deres handlinger. Da skaber man varsler. Det var jo skik og brug fra gammel tid at åbne slaget med en varselstvekamp mellem to udvalgte kæmper. Tacitus's Tyskere tog en fange af modstanderens folk og lod ham i hans egne våben kæmpe med en af deres egne; og på udfaldet af tvekampen så de om lykken var i fremgang eller på flugt. De to der trådte frem foran slaglinjen for at kæmpe i hele hærens påsyn, de afgjorde i virkeligheden dagens vilje; og havde man som Vermunds Danskere og Sachserkongens folk lagt sin skæbne i deres hånd, da var der for folket i grunden intet andet at gøre end at vente på udgangen, og så enten skrige sejrsskriget og opkræve skatten, eller bære den døde bort og bøje sig for nødvendigheden; ti sejren havde erklæret sig. Vi føres nærmere til blothallen gennem Tacitus's beskrivelse, og måske er fortællingerne om kampe i hærens påsyn hovedsagelig reflekser af en rituel forberedelse til krigstoget; men den åndige opfattelse der seerisk skuer det bestemte som en skæbne bag kæmperne, der leder sig selv ind i udfaldet, den går glip af optrinnets egentlige spænding; i den enkelte anstrenger en skæbne sig for at vinde overhånd over sin modskæbne. Kæmpen kunde skabe sejr og skabe nederlag i det tilstundende slag, fordi han stod der som indbegrebet af en hel hærs hamingja. Ikke en Dansker og en Sachser kæmpede hin dag på øen i Ejderen, men Dan- (side 187) skeren og Sachseren. En anden ritus bestod i at hærføreren før slaget kastede sit spyd ud over de fjendtlige rækker: til heilla, som et varsel, godt varsel, og som en begyndelse på sejren. At han fulgte kastet og mærkede sig dets mål kan vi tage for givet, men i virkningen lå meget mere end et blot omen. Han viede bogstavelig sine fjender til døden og tog livsmuligheden fra dem – hvis han da kunde. Omved vor tidsregnings begyndelse vandt Hermundurerne en afgørende sejr over Chatterne, fordi de viede den fjendtlige hær til guderne, og hele mængden af bytte, heste, mennesker og alt andet til ødelæggelse. Hvordan hele naturen svarede på hærførerens handling kan vi se af Styrbjørns historie, ti da Erik havde udslynget sit spyd over hans hær og sagt: »Odin eje eder alle!« sloges først Styrbjørns krigere, dernæst han selv med blindhed, og et fjældskred for ned og begravede dem. Varselstvekampen fandt sted i helg, den er derfor et billede på blotets betydning, kun at offerfesten i følge sin alsidighed direkte betød hele livet. I den står gildefællerne indsvøbte i den fremtid der nu skal begynde at rulle sig op i længde, så at den tager form efter deres bevægelser. Ikke blot sikrer blotmanden sig og sine at lykken kommer til stede i det nye år: ved sin opførsel giver han den form. Manddomsprøven er da det mønster som eftertiden nøjagtig vilde falde ind i. Når den norske brudgom huggede sin kårde i loftsbjælken og dermed skabte sig en ægteskabelig lykke nøjagtig så dyb som arret, da er der noget af den gamle gildefælle i ham; i al skrøbelighed tåler han at nævnes sammen med Hakon, der blotede og fuldkommede slaget inden i sin lykke, så at ravnene kom flyvende endnu inden fjenden havde vist sig. Et stykke nærmere blotsalen kommer vi ved at lytte til Darradsangen, som blev sunget oppe på Katanes i Nordskotland den dag Sigurd Orkneyøjarl faldt i Irland. En mand så tolv kvinder sidde inde i et hus; de slog en væv med tarme til islæt og pil til skyttel, og mens de vævede sang de spydsangen, Darradsljod. »Spyd vil knage, skjolde brage, økser fare i jærn. Væve, væve darradsvæv, siden følge fyrsten. Hvor mændenes skjolde blodige skues, skærmer valkyrjer kongen. Væve, væve darradsvæv, kongens var den forhen; frem vil vi gange, storme i kampen, hvor vennernes våben røres. De skal land råde som hutrede på stranden; en konge, en mægtig, siger jeg døden, nu er jarlen falden for odde. Nu er væv vævet, nu er val rødnet, dødsbud skal fare om land.« Og da de havde slået sejrvæven stormede de af sted, seks mod nord, seks mod syd, til hest. Sangen glider fra nutid til fremtid, ti hvor disse valkyrjer væver er der ingen tid. Det vil alt »komme frem«. Et af versene knytter for- (side 188) bindeisen for os mellem dette poetiske symbol og virkeligheden. Kvinderne siger til sidst: »Vel kvad vi om den unge konge sejrsanges mængde; lad os synge med kraft, og han som hører, næmme spydsangenes mængde, og sige dem for mænd.« Hvad det er for en konge der synges sejrsang over, ved vi ikke, men eet er sikkert: her røber valkyrjerne at de har taget ordet ud af munden på blotmanden. Ikke således at forstå som skulde Darradsljod være et kultdigt, det er snarere en fantasi, undfanget i et sind hvor blotfestens stemning rådede. Offerfællers formæle, væverskers sang, kamprådende diser og skæbnens tidløshed har krystalliseret sig til et poetisk billede, sådan som det vel kunde skabes af en der stod med frit udskue over den gamle sæd. Men selv om der ikke i digtet er nogen ordret kultformel, er det over formælet versene bygger sig op, og fremfor alt er det formælets ånd der inspirerer dem. Og det er blotfestens vælde der fylder kvinderne når de synger »med kraft«; ti denne oversættelse er en svag nødhjælp; ordene betyder egentlig »i den fuldbyrdende lykkes fylde«, ganske som i ønsket »mæl heill«. »Fra blotet udgår gode årstider og trivsel til velsignelse for det kommende år, men det er ikke frugtbarhed i al almindelighed der skabes, som Europæeren ud fra sine abstrakte forudsætninger ikke kan andet end tro, når han betragter primitiv kult.« Fra blotet udgår gode årstider og trivsel til velsignelse for det kommende år, men det er ikke frugtbarhed i al almindelighed der skabes, som Europæeren ud fra sine abstrakte forudsætninger ikke kan andet end tro, når han betragter primitiv kult. En sådan myndighed som den der præger blotmandens opførsel kan kun den have der lever livet som en individuel besiddelse med individuelle træk. Han anmasser sig ævne til at frembringe liv, men han kender ikke livet som en plastisk mulighed der nyskabt ligger som ler i hånden. Derfor kan han ikke ved blotet skabe heill og sikre sig at lykken er ham til rede, uden at han tillige har bestemt hvilken form lykken skal have. Hans heill er en skæbne, ætlykke, aldr. Frugtbarhed vil sige at vore marker gror, og at vort kvæg formerer sig efter sin art; og kun når vi erindrer os de primitive folks opfattelse af sjælen kan vi gøre betydningen af »vor« tilstrækkelig vægtig og eksakt. Ætlykke vil sige at der fødes børn, men det er børn der bærer vort præg i krop og stræben og traditioner. Krigslykke betyder sejr over vore egne særlige fjender, kraft og overmagt i vore aktuelle stridigheder og forhåbninger, en lykke der er rettet ind efter ejermændenes specielle ævner, sådan ville vi udtrykke det. Gennem blotmandens handlinger og ord forudbestemmes ikke blot fremtidens indhold, men også begivenhedernes sammenkædning. Således ser man altså at formælet og indvielsen af den hellige drik i virkeligheden er eet og det samme, skønt det i vore øjne ser ud som om det var to ting: at øllet guddommeliggøres, og at målet for dets kraft foreskrives. Vi har lært at se handling og handler, begivenhed og den begiven- (side 189) heden sker for, som to poler af samme virkelighed. Der går en uafbrudt sjælslinje fra bedriften over helten til guden, og derfor er det muligt at der inden i den viede drik kan sidde så vel mænd som guder, kvæg som våbenfærd, alt sammen i den neutrale form som er enhver lykkes naturlige tilstand. En sådan grundsætning splitter alle vore tanker om livet som en strøm der løber i tidens leje, og det er jo netop det andet karaktermærke i lykkemanden at han lever livet som noget efter vore begreber tidløst. Fortid og fremtid er ham lige fjærne og lige nære. For ham er fortiden ikke gjort gerning som bliver stående hvad der end sker senere. Kan han råde over tilkommende ting, da må han betale sin magt med det forbigangnes flygtighed; ikke blot fremtiden må skabes, også fortiden må fornyes i blotet for at bevare sin virkelighed. Der gives folk for hvem livet er, ikke synes men er, en rivende strøm; en gang er det brudt frem, nu ruller det ustandseligt fra form til form og mennesker slynges op og ned efter dets vilje; deres bekymring er den daglige kamp for at holde sig oprejst i hvirvlerne. Til disse folk hørte vore forfædre ikke. For dem var livet altid det samme, altid i gentagelse og altid begyndende: dets endeløshed beroede ikke på at det engang var begyndt, men udelukkende på, at det stadig blev begyndt, og derfor viser blotmandens offer tilbage lige så vel som fremad. For at gøre ret mod blotets betydning, må vi sige at det ikke blot fortætter og fornyer fortiden, men skaber den. I blotet bliver livet atter og atter til. Denne genskabelse eller fornyelse, som vi kunde kalde det, er ikke en gentagelse af en handling der oprindelig og for alle tider er skabt for årtier eller århundreder siden. Det genskuespil som finder sted nu er lige så oprindeligt, lige så originalt som det allerførste skuespil; og deltagerne er ikke vidne til en eller anden helts eller guds bedrifter, ikke fremstillere som genopliver bedriften, men simpelt hen og bogstavelig talt de oprindelige helte der sender skæbnesvangre begivenheder ind i verden, hvad enten det nu er kampe som er udkæmpet for længe siden eller skabelsen af Midgård. Når legenden reciteres, når ceremoniellet udspilles, bliver jorden beredt til at mennesket kan leve på den, den hæves fra dybet, den gøres hyre og frugtbar; ved den rituelle fremførelse fødes folket, fjenderne kastes ned og æren vindes. Lad verden være skabt, lad slaget være vundet nok så mange gange tidligere, så er dog hver eneste senere skabelse og sejr lige så oprindelig som nogen af de foregående. Livet og historien har deres udspring i blotet, tiden begynder atter og atter. Festen danner hvad vi kunde kalde en skueplads oven over timernes og årenes strøm, en art fortættet evighed, i hvilken fortid og nutid og fremtid ikke adskiller sig fra hverandre, men føles øjeblikkeligt aktuelle gennem offerfællernes intensitet og spænding. Og fra (side 190) selve denne begyndelse vil tiden, det vil sige det kommende hele eller halve år, flyde frem, svangret af blottimernes kraft og begivenheder. Derfor er det også bogstaveligt sandt at de virkelige bedrifter øves i blotsalen, og at den ydre verdens kampe og indhøstninger ikke er andet end den ydre fuldbyrdelse af de handlinger der udføres i festtiden, at de er en videre udvikling af rituelle handlinger. Hvordan ceremoniellet end er, så pløjes marken virkeligt når præsten eller høvdingen flænger mulden og lader okserne drage tre, fire kultfurer med de dertil hørende formler og under fremsigelsen af legenden om den første plovmand. Kampen udkæmpes virkeligt og vindes i krigsdansen, eller i det løfte der skylles ned med et hornfuld øl, og hvad der siden kommer vil være noget selvfølgeligt, eller det vil gro frem, dersom hamingjaen kan fuldbyrde det den stillede i udsigt; og hvis ætmændene ikke kunde realisere deres stræben, når de spillede kultdramaet i al deres styrke, så kunde det ikke lykkes dem, når de blev sat på prøve af den virkelige våbenfærd. Henvisninger (side 396) Se til det flg.: Essay om kultdramaet II 220 ff. 184. Brister en ring, etc., f. ex. Islend. 10, 16; Flat. I 67. Værdien af våben, smykker og ejendom i almindelighed afhang af ejermandens hamingja. Når en ting virkelig var tilegnet, var den opsuget i ejerens liv og lykke og havde nøjagtig samme værdi som hans andre ejendele; våbnet er så gammelt som hamingjaen som inspirerer det, ti ælde indbefatter ikke alene et stort åremål, men lykkens og ærens fylde og dybde, cf. her II 42 f. På samme måde må et nyt helligsted gøres gammelt eller identisk med den helligdom det skal erstatte. Det har været nødvendigt ved indflytning i den ny bolig at samle hele tilværelsen i et blot, og således at bringe guderne ind i den ny helligdom. Hrafnkels blot på Adalbol er sikkert typisk, Austf. 96 l. 16 f. cf. her II 117, 171. Derfor blev det ny gudshus ikke det vi umiddelbart tænker, et nyt kapitel der i tid knyttede til sin forgænger, og fra et vist øjeblik i fortiden pegede over mod sin forudsætning et andet sted. Aflæggeren var sidestillet med sit ophav; den havde samme indhold, og den rakte lige så sikkert op i altings urgrund. – Forvarslet, f. ex. Heid. 82 ff.; Glúma 53; cf. Njála 698 f. og lign. Derudfra skal forstås de store ættedrømme, som Heims. I 94. – Komme frem, Half. 11; Laxd. 115, 245; kyndige folk finder de kommende sår ved at overføle legemet, Reykd. 29; Heid. 77. — Floki, cf. her II 171. Det er jo en forudsætning for enhver blotning, det være sig af dyr eller mennesker, at man kan bringe hele lykken til sæde i den helligede. 186. Varselstvekamp, Tac. 10; Saxo I 132 f., 170 f.; cf. Agathias I 2, der ved at byen hedder Snerpe; Paul. Diac. I 12; Gregor II 1 (2). Og se endelig ordlyden Flat. I 577 f. 187. til heilla, Eyrb. c. 44; Flat. II 72, naturligvis havde Odin viet spydet, men at vie var ikke en kunst den gubbe havde for sig; hans optræden betyder religionshistorisk udtrykt at blotet var lykkedes. – Hermundurerne, Tac. Ann. XIII c. 57. – Indsvøbt i fremtid, hermed får også først brageløftet sin egentlige værdi: det er en absolut foregribelse af fremtiden. Når der undertiden tilføjes et alternativ: »eller også dø«, har det ikke den reservationskraft som vi uvilkårlig lægger ind i det. Fra først af havde det vel næppe nogen plads i løftet. Sml. de andre løfter som er citerede foran II p. 165 f. Derudfra skal vi også bedømme den tilsyneladende modsætning mellem uviljen mod at holde gravøl og sætte sig i højsædet før hævnen var fuldbyrdet, og trangen til at få arveøllet fra hånden så snart som muligt. Løftet rejste fremtiden, hvis man kunde aflægge det, cf. Islend. 166; Gisle 25, 31 omtaler gravøl før hævn, nogen grund til at drage rigtigheden i tvivl er der næppe. Til grund for Herv. 264 ligger netop manddomsløftets ævne til at habilitere sin mand, (side 397) men det som var en ubetinget forudsætning er gjort til løftets indhold. Analogt er Harald Hårfagres løfte om ikke at lade sig klippe, cf. II 112. Begge er i formen kulturhistorisk set sekundære. Om det normale tidspunkt for afholdelse af arveøl ved vi ikke meget. Der synes jo hist og her at have fundet en tvedeling sted, i et udfærdsøl og et egentligt arveøl, og denne dobbelthed må forstås i analogi med fæsteøl og brudeøl, men nogen stor betydning har den ikke haft. Jfr. Laxd. 15; Bisk. I 837; Gul. 23. I ársmót og lign. spiller kristne skikke stærkt ind. — Norsk brudgom, Top. Journ. hæfte 26 p. 45 cf. Lund 153 og Yng. Nielsen: Træk 61, hvis begrundelse jo også har sin gamle interesse. Og her kan vi trygt minde om bondens tro på at den der kommer først hjem fra kirke juledag, får først indhøstet, etc. cf. f. ex. Gaslander 271. – Darradsangen, Njála 898 ff. cf. udgaven i Edd. Min. Fodnoter