FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Óláfr Þórðarson hvitaskáld

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Óláfr Þórðarson hvitaskáld.
Óláfr Þórðarson hvitaskáld, en brodersøn til Snorre og broder til Sturla, er født omkring 1210. Med hensyn til hans lævned skal her iøvrigt kun bemærkes, at han kom til sin berømte farbroder i året 1236 og at han i det følgende år rejste med ham til Norge. Vinteren 1237—8 opholdt han sig hos Skule og rimeligvis også hos kong Hakon, hvorpå han 1238 besøgte Sverrig; efter at være vendt tilbage opholdt han sig endnu i to år i Norge. I foråret 1240 rejste han til kong Valdemar i Danmark og har vistnok opholdt sig hos denne til hans død. Der synes at have bestået et venskabsforhold mellem kongen og Óláfr. Noget før 1245 er Óláfr kommen tilbage til Island, hvor han bosatte sig på Stafaholt; her oprettede han etslags gejstlig uddannelsesskole og bestyrede den til sin død 1259; i hele denne række af år var han vistnok så godt som udelukkende beskæftiget med sine videnskabelige, retorisk-poetiske sysler og sin undervisning, men disse forhold vil blive nærmere behandlede i en anden sammenhæng.

Af Óláfs mange digte er desværre i det hele kun lidet bevaret1). Han skal have digtet om Torlak den hellige (d. 1193) — vistnok den første indenlandske helgen, der blev fejret i digt —; vinteren 1235-6 rejste han ved fastetid til Skálaholt, for der at fremsige sin drape2); ellers kendes intet til denne. Ligeledes er forskellige, fra Sktal kendte fyrstedigte fuldstændig tabte. Ifølge denne kilde skal han have digtet om den svenske konge Erik (1222—50), Hakon den unge (d. 1257), rimeligvis stammer digtet fra 1240, da Hakon fik kongenavn, jarlen Knut Hakonsson, samt endelig Valdemar d. store. — Af et digt om Hakon den gamle haves derimod 1 vers om kongens krigstog til Vermland 1225. Dette digt har rimeligvis handlet om kongens bedrifter fra første færd af3) og stammer mulig fra c. 1239.

Dernæst haves en hrynhend drape om kong Hakon, digtet efter Skules død 1240. Der er ganske vist intet udtrykkeligt kildested for, at digtet er om kongen selv, og Jón Sigurðsson har ment4), at det måtte være digtet om Skule jarl, men med tilbørligt hensyn til kongen, der altid roses. Tiltrods for det ikke helt usandsynlige i denne antagelse, er den næppe rigtig; det er kongen og ikke Skule, der allevegne i de lævnede vers træder i forgrunden; særlig er det første vers af vigtighed, eftersom det omtaler den store frugtbarhed, der herskede i Norge, dengang Hakon blev valgt til konge (også omtalt af Sturla i Hákonarkviða); i et digt om Skule vilde dette næppe været blevet fremhævet så stærkt. Tilmed vides, at Óláfr var hos kongen og ikke hos Skule i året 1240, og det er ikke meget rimeligt, at Óláfr skulde have digtet et arvedigt om den som oprører faldne Skule. At den sidste omtales med sympati, er derimod ikke påfaldende. Alle lævningerne af dette digt (10 hele og 2 halve vers) findes i Sturlas Hákonarsaga; de handler om forskellige begivenheder og kampe, samt forholdet mellem Skule og Hakon og den førstes fald, 21. april 1240. — Dernæst haves et digt (drape) om Islænderen Árón Hjörleifsson, om hvem der haves en særlig saga. Efter en del stridigheder og kampe, hvorfra Arón med nød og næppe undslap med livet, rejste han udenlands og til det hellige land; siden blev han kong Hakons hirdmand og var vel anset som en brav og tapper mand. Han døde 1255. Af Óláfs digt om Árón er i det mindste to vers bevarede om en kamp 1224 og om rejsen til Jerusalem kort efter. — Dernæst har Jón Sigurðsson ment at kunne påvise5) et digt om Thomas Becket, erkebiskop i Kanterbury (d. 1171), og hertil henført et par versstumper; det er dog næppe muligt at sige noget bestemt om disse brudstykker; at digteren »Óláfr« er Ó. hvitaskáld kan derimod næppe bestrides. — Endelig haves én og en halv lausavísa; den ene om nederlaget på Láka 1240; den anden er et ønske om, at »en ven« længe må leve med sin hustru. — Det er fremdeles højst rimeligt, at adskillige af de mange navnløse vers i Óláfs retoriske afhandling er digtede af ham selv6), men bestemt at udpege sådanne lader sig ikke gøre.

Nogen særlig fyldig dom om Óláfs digterbegavelse tillader de forholdsvis få brudstykker næppe. At han næst efter Snorre vistnok er den af århundredets digtere, der har besiddet den største, teoretiske indsigt i den gamle skjaldekunst tilligemed et udstrakt kendskab til ældre digte, fremgår på det klareste af hans lærde afhandling; også hans egne vers viser hans fuldkomne herredømme over form og alt hvad dertil hører. Hertil kommer, at hans fremstilling er let og flydende; hans vers er overordenlig behagelige at læse. Som digter synes Óláfr med hensyn til fantasiens flugt og indbildningens kraft at stå meget højt, ja højere end nogen anden af det 13. årh.s digtere. Glimrende er den raske skildring i den sidste halvdel af det 10. vers af Hakonsdrapen: »af sværd søndredes de blodige skjolde, blege mænd faldt på marken, selv var den lykke-besiddende fyrste uden dækning, (medens) hjalternes forgyldte tunger [sværdklingerne] sang«; i grundsproget lyder dette ved de korte sætninger og det raske klingende versemål meget smukt. Et andet sted hedder det: »Odins grå regnbue (ɔ: sværdet) stod på Gönduls gruelige himmel (ɔ: skjoldet)«, »De svære sårs farlige lyn slog ned i mændenes fylking«. Det er udmærkede sammenligninger, der her foreligger, og vel at mærke sådanne, som ellers ikke genfindes hos ældre skjalde; vi er ikke berettigede til at antage ligefremme efterligninger, men må tro, at de er originale. I denne henseende står Óláfr højt over sin broder Sturla. — Hvad Óláfs egen livsopfattelse angår, finder vi, at han misbilliger, at folk stræber efter at opnå noget, som kun kan nås ved uret; han er retfærdig og mild (i sin dom om Skule), søger altid at skifte sol og vind lige (mellem Hakon og Skule) og dadler troløshed. Vi får herigennem billedet af en rettænkende, trofast, sindig og mildt dømmende mand, et billede, som Óláfs øvrige liv i fuldt mål bekræfter.


Noter
1) Skj. digtn. B II, 104-10.
2) Sturl. I, 493.
3) Jfr. Sn-E. III, 380.
4) Sn.-E. III, 381.
5) Sn.-E. III, 383, jfr. II, 204 anm.; den 3. og 4. grt. afhdl. 257.
6) Jfr. B, M. Ólsen: Den 3. og 4. grt. afhdl. 205. 206.