Hákonarmál (Eyvindr Finnsson skáldaspillir) (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
||||||
|
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Eyvindr skáldaspillir Finnsson
Norsk skjald, 10. årh. (d. omkr. 990).
1. Gǫndul ok Skǫgul
sendi Gauta-týr
at kjósa of konunga,
hverr Yngva ættar
skyldi með Óðni fara
ok í Valhǫll vesa.
2. Bróður fundu Bjarnar
í brynju fara,
konung enn kostsama,
kominn und gunnfana,
drúpðu dolgráar,
en darraðr hristisk,
upp vas þá hildr of hafin.
3. Hét á Háleygi
sems á Holmrygi
jarla einbani,
fór til orrostu;
gótt hafði enn gǫfgi
gengi Norðmanna
œgir Eydana,
stóð und árhjalmi.
4. Hrauzk ór hervǫ́ðum,
hratt á vǫll brynju,
vísi verðungar,
áðr til vígs tœki;
lék við ljóðmǫgu,
skyldi land verja
gramr enn glaðværi,
stóð und gollhjalmi.
5. Svá beit þá sverð
ór siklings hendi
váðir Váfaðar,
sem í vatn brygði;
brǫkuðu broddar,
brotnuðu skildir,
glumruðu gylfringar
í gotna hausum.
6. Trǫddusk tǫrgur
fyr Týs ok bauga
hjalta harðfótum
hausar Norðmanna;
róma varð í eyju,
ruðu konungar
skírar skjaldborgir
í skatna blóði.
7. Brunnu beneldar
í blóðgum undum,
lutu langbarðar
at lýða fjǫrvi;
svarraði sárgymir
á sverða nesi,
fell flóð fleina
í fjǫru Storðar.
8. Blendusk við roðnum
und randar himni,
Skǫglar veðr léku
við ský of bauga,
umðu oddláar
í Óðins veðri,
hné mart manna
fyr mækis straumi.
9. Sǫ́tu þá dǫglingar
með sverð of togin,
með skarða skjǫldu
ok skotnar brynjur,
vasa sá herr
í hugum ok átti
til Valhallar vega.
10. Gǫndul þat mælti,
studdisk geirskapti:
vex nú gengi goða,
es Hǫ́koni hafa
með her mikinn
heim bǫnd of boðit.
11. Vísi þat heyrði,
hvat valkyrjur mæltu
mærar af mars baki,
hyggiliga létu
ok hjalmaðar sǫ́tu
ok hǫfðusk hlífar fyrir.
12. Hví þú svá gunni
skiptir, Geir-Skǫgul,
órum þó verðir gagns frá goðum?
Vér því vǫldum.
es velli helt
en þínir fíandr flugu.
13. Ríða vit skulum,
kvað en ríkja Skǫgul,
grœnna heima goða,
Óðni at segja,
at nú mun allvaldr koma
á hann sjalfan at séa.
14. Hermóðr ok Bragi,
kvað Hroptatýr,
gangið í gǫgn grami,
þvít konungr ferr,
sás kappi þykkir,
til hallar hinig.
15. Ræsir þat mælti,
vas frá rómu kominn,
stóð allr í dreyra drifinn:
illúðigr mjǫk
þykkjumk Óðinn vesa,
séumk vér hans of hugi.
16. Einherja grið
skalt þú allra hafa,
þigg þú at ǫ́sum ǫl;
jarla bági,
þú átt inni hér
átta brœðr - kvað Bragi.
17. Gerðar órar,
kvað enn góði konungr,
viljum vér sjalfir hafa;
hjalm ok brynju
skal hirða vel,
gótt's til gǫrs at taka.
18. Þá þat kyndisk,
hvé sá konungr hafði
vel of þyrmt véum,
es Hǫ́kon bǫ́ðu
heilan koma
rǫ́ð ǫll ok regin.
19. Góðu dœgri
verðr sá gramr of borinn,
es sér getr slíkan sefa,
hans aldar
mun æ vesa
at góðu getit.
20. Mun óbundinn
á ýta sjǫt
fenrisulfr fara,
áðr jafngóðr
á auða trǫð
konungmaðr komi.
21. Deyr fé,
deyja frændr,
eyðisk land ok láð;
síz Hǫ́kon
fór með heiðin goð,
mǫrg es þjóð of þéuð.
1. Gøte -Ty (Odin) sendte Gondul og Skogul for at vælge mellem konger, hvem af Yngves æt der skulde drage til Odin og (for bestandig) være i Valhal.
2. De fandt Björns broder iføre sig brynjen, kongen med de herlige egenskaber, stående under banneret; spydene sænkede sig, og de rystede; da blev kampen begyndt.
3. Jarlers enebane havde opfordret Håløger som Holmryger; han drog til kamp; Ødanernes ætstore truer nød Nordmændenes gode følge; han stod under metalhjælmen.
4. Mændenes fyrste kastede hærklæderne, kastede brynjen på marken, för han begyndte kampen; han spøgte med mændene, han skulde værge sit land, den muntre konge; han stod med guldhjælmen på.
5. Således bed da sværdet i fyrstens hånd på hærklæderne som om det var vand det blev stukket i; broddene bragede, skjolde brast, sværdene rungede i mændenes hoveder.
6. Skjolde så vel som hoveder trådtes under krigerens (Hakons) og Nordmændenes hårde hjaltefødder (klingerne); der blev kamp på øen; kongerne rødfarvede de skinnende skjoldborge i mændenes blod.
7. Sværdene flammede i de blodige vunder; sværdene sneg sig ind til mændenes liv; blodströmmen bruste på skjoldene; blodet fyldte Stords strandbred.
8. Skoguls storme (de gensidige angreb) blandedes med hinanden under de røde skjolde og spillede mod dem; blodbølgerne bruste i kampen; mange segnede i slaget.
9. Fyrsterne sad da med dragne sværd, med skårede skjolde og sønderskudte brynjer; den hær var ikke vel tilfreds og skulde nu drage til Valhal.
10. Gondul talte, hun støttede sig til spydskaftet: "nu vokser gudernes følge, eftersom guderne har indbudt Hakon med en stor hær."
11. Kongen hørte, hvad de navnkundige valkyrjer, på hesteryggen, sagde, de tede sig forstandig og sad med hjælme på og holdt skjoldene foran sig.
12. "Hvorfor har du afgjort kampen så, Geir-Skogul; jeg havde dog af guderne fortjænt sejr." - "Vi volder det, at du beholdt slagmarken og at dine fjender flygtede."
13. "Vi vil ride, sagde den mægtige Skogul, til gudernes grönne hjem, at melde Odin, at nu vil kongen komme for at se ham selv."
14. "Hermod og Brage - sagde Odin -, går ud imod fyrsten, ti der kommer en konge, der tykkes en helt, hid til hallen."
15. Fyrsten sagde, han var kommen fra kampen og stod der helt blodbestænkt: "ondsindet synes mig Odin være; jeg er bange for hans sindelag."
16. "Alle Einherjers fred skal du nyde; modtag drikkelag her hos aserne; jarlers modstander, du har her inde 8 brødre," sagde Brage.
17. "Vore rustninger - sagde den gode konge - vil vi selv beholde; sin hjælm og brynje skal man passe godt på; det er godt at have alt sit på rede hånd."
18. Da erfaredes det, hvor godt den konge havde skånet helligdommene, da alle de styrende magter bød Hakon velkommen.
19. I en god stund bliver den fyrste født, der besidder et sådant sind; hans tid vil altid mindes for det gode.
20. Fenrisulven vil ubunden fare løs på menneskenes boliger, för en så god konge indtager den tomme plads.
21. Fæ dør, frænder dør, land og folk forgår; siden Hakon drog til de hedenske guder, må mange lide nød.
