Skáldhelgarímur (Anonyme skjaldekvad)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

Skjald-Helge, Grönlands laugmand
(Skáldhelgarímur)

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

FØRSTE SANG

1.
Mig fordum Kundskabs Kilde
sin klare Straale gav;
af Kummers Kulde størknet
til Bunds den fryser snart.

2.
Af Taarer Isen nærtes,
den Nød udholdes maa;
ei Sol, ei Varme smeltet
den Sorgers Jøkel har.

3.
Før sang jeg, glad i Sindet,
af alskens Pine fri;
nu ingen sorgløs Time
et Smiil fralokker mig.

4.
Den hulde Mø opmuntrer
ung Skjald til lystigt Kvad,
jeg Kvinden kun fortælle
om svare Trængsler kan.

5.
Til alle Tider elsktes
ei lidet Møer af Mænd;
de Folk, her fordum boede,
ei slap for Hjertekval.

6.
Blandt disse, som jeg spurgte,
en Mand bar Haldors Navn,
i meget viis og sindig,
dog Modgang blev hans Lod!

7.
Blid var hans Ægtekvinde,
hun spared ei paa Guld;
i Borgefjord han boede
og Gaarden kaldtes Hall.

8.
Med tvende vakkre Døttre
ham glæded Lykken mild;
den ene af dem begge
blev grum Ulykkes Rov.

9.
Thorkatla var den enes,
Thordis den andens Navn;
hun Een forbittre Livet
og længe sørge vil.

10.
Saa væn en Mø var Katla
som nogen Ædling saae,
af Skjønheds Lys og Rødme
hun straaled klædt i Pragt.

11.
Paa Gaarden Høfde boede
Thord, Haldors bedste Ven,
selv havde han den bygget
og fæstet rigest Viv.

12.
Hans unge Søn hed Helge,
i Herredsbygden midt,
blandt alle Bønders Sønner,
i alt han dygtigst var.

13.
Heel mandigt var hans Væsen,
djærvt Sindet, Haaret mørkt;
hans Væxt, ei stor, ei liden,
var skulderbred tilpas.

14.
Den unge Kæmpe traadte
i Oldtids Heltes Spor,
han blev den bedste Fægter
og Mesterskjald i Ord.

15.
Et Gjæstebud, ret herligt,
lod Haldor lave til,
der Thord, blandt andre Budne,
var med sin raske Søn.

16.
I feirest Drikkegilde
de muntre viste sig;
der Helge Haldors Døttre,
at see og høre fik.

17.
Fra Bad var Katla kommen,
da hende først han saae,
flux Elskovs Piil ham rammed
ret inderlig og dybt.

18.
Saa kjærlig Ungersvenden
tiltaler herlig Mø,
hun, baade blid og venlig,
gjengjeldte alt med Smiil.

19.
Snart høvisk Jomfru valgte
ham til fortroligst Ven;
hvad han, det hun og vilde,
de gav hinanden Tro.

20.
I begges Hjerter spired
gjensidig Kjærlighed
og fælles Forsæt modnet
ved Gildets Slutning var.

21.
De skiltes ad, men Veien
var mellem dem ei lang;
til Hall tit Helge vandred,
sin elskte Mø at see.

22.
Snart man for Bonden talte,
hans Datter lokket blev,
og Haldor unge Helge
advared frit mod sligt.

23.
Beskedent Svenden svared
(ei stiltes Kummer saa!)
men dog til kjærest Kvinde
han kom saa tit som før.

24.
Da sagde han, som Sorger
for Elskov skjænked i:
"Jeg vil, ei Møen mere
med Ord du lokke skal.

25.
I rige Herredsbygder,
blandt Folk det Rygte gaaer,
at Pigen du vanærer,
det mig er tungest Harm!"

26.
"Vel Folk derom maa tale,
naar Sandhed blot det er,
jeg selv," den Unge mælte,
"min Gang bevogte skal."

27.
"Vil du min Villie bryde,
og skjænde fræk min Æt,
vel jeg den Vei skal finde
som ad vil skille jer!"

28.
"Da mod den vrede Tale
jeg sætter disse Ord:
min Pige jeg besøger,
og frygter ingen Mand!"

29.
Snart aabenbared Katla
for Fader sin Attraa:
"Du alt for stræng adskille
mig og min Helge vil!

30.
Du synes vel at friet
han alt for dristig har;
sligt vil du vist fortryde,"
saa talte lysest Mø.

31.
"Du skal, selvraadig Pige!"
gjensvared Faders Røst,
"desmeer fra ham bortfjernes
som ham du ønsker nær."

32.
Paa Raad da Haldor hitted
som gjenned Elskovs Lyst;
sin Datter bort han sendte
mod Vest til Søidefjeld.

33.
Saa standsed Faders Vrede
hvert frydeligt Besøg,
med Længsel vaagned Kummer,
ak! aldrig stilles den!

34.
Man bad den unge Kæmpe
at glemme kjærest Mø,
og med den ældre Søster
igjen forlove sig.

35.
"Det Anslag," saa han svared,
"ei føre kan til Ro,
ukjærligt Sind og Vrede
forstyrre vil den Pagt."

36.
Paa Hesten han sig satte
og red til Søidefjeld;
sin Skjønne der han finder,
og Talen kjærlig blev.

37.
Han vænest Viv fortalte
om Frænders barske Raad;
hun følte Brystet isne,
og blegned flux afHarn.

38.
"Er kun din Elskov trofast
mod mig, som Rygtet gaaer,
ei dine Frænders Anslag
til Held os lede kan.

39.
Thi hvis min Søster give
dig vil sin Haand og Tro,
da er det vist at aldrig
vor Stræben Maalet naaer.

40.
Gaae heller hen at bryde
den Plan; af Faders Haand
min egen du begjere;
see om det lykkes vil."

41.
Ei Helge længer tøved,
for Kummer Glæden veg,
til Hall han sig forføied,
og talte Frier-Ord.

42.
"Mod herligst Fæstensgave"
din Datter mig nu giv,
at fordums Rygte glemmes,
den Skjønne bliver min."

43.
"Vel ville," Haldor svared,
"Folk synes om dit Bud;
for vist jeg veed dog ikke
om det antages bør.

44.
De Gamle, alt som troede
at vide, have spaaet:
begjerlig Elskov stifter
kun daarligt Ægteskab."

45.
"Skal end vor Lykke svinde
men grumt bedrages vi,
i Faren selv vi have
den allerstørste Deel."

46.
Ret ilde Haldor svared
den ædle, gjæve Mand,
gid heller hen han tærtes
end talte slige Ord!

47.
"Med kraftig Arm nedbryde
jeg eders Villie skal,
mens sund og karsk jeg lever
hun aldrig bliver din!"

48.
For al sin Mildheds Mangel
i hadske, barske Sind,
gid Haldor faae hvad Helge
ham lønlig ønsker værst!

49.
Da Helges Fader raadte:
"til ældre Søster fri,
snart vil din Kummer svinde,
den yngre glemmer du."

50.
"Vel raadt er neppe dette,
at lokke tvende Møer -
før har jeg hendes Søster
min Troskab lovet fast.

51.
Ei Lykken ret den agted
som troede sligt Bedrag;
fuul var den List af Frænder
fra Brud at skille ham.

52.
Med Svig de ham forlokked
som bare Venners Navn,
at uforsætlig Helge
en anden beiled til.

53.
Saa Fæstensøl blev feiret,
skjøn Katla spurgte det;
i Hvamm, mod Sønden, hæves
det grønne Silke-Telt.

54.
Før Bryllup holdtes, Helten
udtalte Sorgens Ord:
"gaaer dette ilde, eder
alt Ansvar hvile paa!"

55.
Hvad Raad end Mand og Kvinde
oplagde mellem sig,
brat uheldsvangre Skjæbne
til Harm dem overfaldt.

56.
Han ægted ældre Søster,
uhørt det nævnes maa:
mit Jammerkvad maa standse
og Sangen tie nu.

ANDEN SANG.

1.
Hvi skal min Harpe klinge
om Oldtids Sørgesagn?
om andet Kvad end digtes,
det ingen lære vil.

2.
Vist ingen er saa munter,
om Glæden end blev lang,
ham anden Mand jo vorder,
naar alt imod ham gaaer.

3.
Til Høihed Hoffolk stunde,
til Verdens Pragt og Bram,
men ung og munter Pige,
vil følge Freyas Raad.

4.
Vist Skjalden Helge skilte
sig ved den elskte Brud,
ei uden Frygt og Fare
han hende maatte see.

5.
Kun tvende Aar henrunde
i Ægteskabets Stand;
med Længsel Helge savned
Thorkatlas hulde Barm.

6.
For ham saa Freya vakte
al ny og gammel Sorg,
tilsidst han Konen sendte
til Hall og skifted Bo.

7.
En Pige uden Værge,
han Huset styre lod
og troer af Sorgens Lænker
at kunne slippe saa.

8.
Men ingen Mø opklared
hans mørke, tunge Sind,
kun een, og ingen anden,
var ret hans Hjerte kjær.

9.
Et Skib i Borgefjorden
fra Havn seilfærdigt laa,
og Helge Raad oplægger
af Landet ud at gaae.

10.
Den ladte Snekke lagdes
i Hvidaas Munding ud
til Hall sig Helge skyndte,
med Konen talte saa:

11.
"Jeg vil, du vakkre Kvinde!
mig fjerne nogen Tid,
see om med Rygtet ikke
min Elskov svinde vil."

12.
"Du seiler over Havet
mod Syd," gjenmælte hun,
"mig Kummers Byrde trykker
og aldrig lettes den."

13.
Han bad den væne Kvinde
at glemme sværest Sorg,
"gaae, som det kan!" hun svared,
i Afmagt næsten faldt.

14.
Da Helge slide maatte
fra sig den Kvinde som
ham elsked; - ingen Daare
hans Angest føle kan. -

15.
Han drog til Hvidaas Bredder
og Skibet flux besteg:
strax Ankret hæves; Vinden
udfylder spændte Seil.

16.
Da stod paa Dækket Helge,
hans Munterhed er tabt;
han uden Ophør stirrer
did hvor den Kjære boer.

17.
En Rejsende, som mærked
den Særhed, talte saa:
"Siig, Helge, hvi du blegner
som var du Døden nær ?"

18.
"Varm Elskov at adskille
opvækker bittrest Sorg;
godt har kun den, som valgte
sit Held og nyder det!"

19.
Fra Landet fjernes Snekken,
mod Syd og Øst den skred,
til paa Haloges Kyster
den sikkrest Havn modtog.

20.
Jarl Erik, fulgt af Tappre,
for Norge raadte da -
til ham de Kjøbmænd stunded,
og drog til Nidaros.

21.
Til Staden Godset førtes,
og Skibet tømtes ud -
For Jarlen Skjalden Helge,
gaaer frem og hilser smukt.

22.
"Vel er," saa Fyrsten talte,
"din Tale skjøn og snild,
dog ei, du Kjekke! bliver
i alt dig Lykken god."

23.
Ham svared Helge (Sorgen
gjenfødtes i hans Sind):
"en bedre Spaadom ønsked
jeg, hvis den sanddru var."

24.
Den glade Jarl gjenmælte:
"dit Liv forud jeg seer,
af Modgang prøvet vorde
du skal, men vidtberømt."

25.
Vel Helge overveied
den muntre Fyrstes Ord,
han blev af Jarlen hædret,
og Hirdmands Navn modtog.

26.
Ved Hoffet holdes Julen
med Overflod af Godt,
og Lystighed i Hallen
af liflig Drik og Sang.

27.
Fro Jarlen er og taler
i Skjemt til sine Mænd:
"kun een Mand er her inde,
hvem aldrig glad jeg seer.

28.
Du er, vor Hirdmand Helge!
den ene, sære Mand,
af evig Sorg du plages,
siig, hvad den har forvoldt."

29.
"Mit Hjerte trofast Elskov
har fattet til en Mø,
mig hendes Haand blev negtet,
den Smerte piner mig."

30.
"Om eders Dyd du synge
et ziirligt Kvad, og glem
din Sorg," saa Jarlen talte,
og kostbar Dragt ham gav.

31.
Ved Jarlens Hof blev Skjalden,
den kolde Vinter gled;
end muntredes han ikke
af nogen Lystighed.

32.
I Vaaren Skibe rustes
med Toug og Takkel ud;
for alting ønsked Helge
at komme bort med dem.

33.
En Islandsfarer venter
paa Rheden efter Bør,
vor Skjald for Jarlen traadte,
og ham om Orlov bad.

34.
"Dig," sagde jarlen, "sømmer
den Plads jeg undte dig;
det Uheld, dig forfølger;
jeg dog ei standse kan."

35.
Af Kostbarheder skjenked
ham Jarlen Sværd og Ring,
sin Tak ham Skjalden yded,
og venlig skiltes de.

36.
Ombord med Held og Hæder
han gik, og Snekken løb
rask over vilde Vover
til Borgefjordens Havn.

37.
Sin Elsktes Ankomst spurgte
Thorkatla sorrigfuld,
hun ønsker end at tale
med pandserklædte Helt.

38.
Til Skibet drog den Skjønne,
der mangled intet godt,
ved ønsket Gjensyn Glæden
omstraalte trofast Par.

39.
Til Velkomst Skjalden skjenked
den hjertekjære Mø,
en Kaabe og en Kappe
hvis Mage før ei saaes.

40.
"Den Skjenk du mig har givet"
hun sagde, "mindes vil,
i dette Land man ikke
vil finde noget sligt.

41.
En Klædning jeg dig byder,
som her ei overgaaes,
en Kaabe, trofast vævet,
du eie længe den!"

42.
Thorkatla kjærlig talte
til ham om vigtigst Sag:
"vor Tilstand vist er bleven
heel vanskelig og svær.

43.
Mig Frænder skille vilde
ved min Lyksalighed;
de raadte; Pligten byder:
vor Fryd ophøre maa.

44.
At dæmpe Rygter fæle
nu og vil sømme dig,
da dog herefter aldrig
vor Pagt fuldbyrdes kan!"

45.
"Det prøvet er," han svared,
af Lidenskab optændt,
"af ene dig jeg elsker
og aldrig glemmer dig.

46.
Derfor paa Jorden ingen
vort Samkvem hindre skal,
om end vi prøve skulle
den smerteligste Sorg.

47.
Af Skjæbnens Uvejr svulmer
gjensidig TaarefIod,
de elskovsfulde Hjerter
dog ingen Lindring fandt.

48.
Et sneehvidt Par af Arme
da lagde favrest Mø
om Kæmpens Hals, og sagde:
"dig tit ei meer jeg seer!"

49.
Fra Skibet drog den Skjønne
og havde Skjalden kjær,
som fordum, gik det siden,
de taltes jævnlig ved.

50.
Med Ukvemsord nu mange
omtalte de Besøg;
han til sin kjære Pige
des fIittigere kom.

51.
De hæderlige tvende
med Sorg og Fare saaes,
thi deres fælles Elskov
forfulgtes af enhver.

52.
En Bonde Arngeir nævnes,
paa Steinun var hans Bo,
en Kvinde Helge havde
betroet hans Varetægt.

53.
Den Arngeir Kvinden lokked,
et Barn hun fødte ham,
dog han om Helge talte
kun slemme Ord og Løgn.

54.
Fornærmet Helt vil standse
den Klaffertunges Id,
ustraffet vil han ikke
hans Udaad blive skal.

55.
Han fra sit Hjem uddrager,
til Steinum Gaard han kom,
der traf han Arngeir ude,
og flux en Tvist opstod.

56.
"Hvi lokked du den Kvinde
som jeg betroede dig,
lad Folk da see og høre
hvad Bod du yder mig!"

57.
"Høi Bod ei hende sømmer,"
da svared Arngeir, "skjønt
som gal du føiter efter
hver Tøs, som jeg har spurgt."

58.
"For det dig Folk beskylde,"
gjenmælte Helge vred,
"at mig og Katla haaner
du for vor Kjærlighed."

59.
"Derom lød manges Tale
og ej formindskes vil;
det lastes ei saa ilde
at værre det jo bør."

60.
"Dig sømmer," Helge mælte
"ei vel at tale saa,
din onde Tunge-Skade
jeg dog helbrede maa."

61.
Sit Sværd uddrager Skjalden,
og svang det blanke Staal,
af tog det Arngeirs Hoved
og Sjælen fra hans Krop.

62.
Drabsmanden Dør oplukked
forkyndte høit sit Værk,
Ord-Slag vil ei ophøre
før nogen segne maa.

63.
Saa Hallar-Stein har sjunget
om Helges kjække Daad,
At fire Mænd han fældte
for slig Bagtalelse.

64.
For ingen, der saaledes
for skarpe Klinge faldt,
han Bøder byde vilde,
ei heller nogen gav.

65.
Med Sorg de saae hinanden,
en Elsker veed det bedst.
Her skal nu Kvadet briste,
gid ingen lære det.

TREDIE SANG.

1.
Min Lyst til Sang er ringe,
thi Kummer Nat og Dag
mit Hjerte haardt omspænder,
ei viger Sorgers Mulm.

2.
Har nogen Brøst paa Glæde
og kommer svart i Nød,
mest maa man undres over
at andre laste ham.

3.
Tit den sit Digt fremskraaler
hvem aldrig Ven det gav;
veed ei om det hans Pige
er kjedsomt eller kjært.

4.
Ei troer jeg han kan løse
de Skjæbnens Baand der saa
haardt spændtes, at de fængsle
saa ny som gammel Tid.

5.
Om herlig Kvinde kvæde
vel dristigt er af mig;
kan ingen hende glæde
ei jeg det prøve bør.

6.
Den Sang jeg nu vil synge
kun vorder sorrigfuld,
af Mands og Kvindes Jammer
den sammenføies skal.

7.
Sidst Kvadets Toner løde
om Skjaldens barske Hævn
mod dem som ham og Katla
bespottet havde frækt.

8.
Sligt og den Virkning viste
at Rygtet lagde sig,
ei flere haane torde
hans kjærlige Besøg.

9.
Snart næsten hver en Time
de Elskendes nu blev,
for kjærlig Tale Tiden
blev ingen Grændse sat.

10.
Hvad skjønt og kostbart fandtes
tilkjøbs, det Helges blev,
med Guld og Sølv han bragde
sin Katla det til Skjenk.

11.
I Herredet bar Hermund
en Godes Navn; han var
af Illuge den Sorte
en Søn, Ormstungas Bro’er.

12.
For Mænd, som Helge dræbte,
han ingen Bøder gav,
den Adfærd deres Frænder
ei ret og billig fandt.

13.
Nu Arngeirs Slægt sig reiste
til Eftermaal og Hævn,
det voldte mange Bønder
og Hermunds blev den Sag.

14.
Den kom, paa Thing, for Retten,
og strængt f'orfulgtes der,
den ingen værge vilde
thi slet man den befandt.

15.
I Drab var Helge skyldig,
bevidne Dommens Ord;
ham Gods og Liv fradømtes,
det snart han spørge fik.

16.
Mod Vest, til Katlas Bolig,
han red, sin Kjære fandt
og strængest Dom fortalte,
hun græd og talte saa:

17.
"Det Mulm til Sorg vil blive,
vor stille Ro og Fryd
alt ere nu til Ende, -
en slig Forenings Lod!

18.
Mig bittrest Harm det vorder,
hvis saa dit Liv forgaaer,
at her, som en Misdæders,
dit Mord ei ændses vil.

19.
Nord paa du heller drage,
søg Skib i Gaasums Havn,
for Færausdom du flygte
Far mens det end er Tid."

20.
"Da sees vi, Mø, ei mere,
hos dig er al min Lyst,
hvad Skjæbnen end beskjærer,
maa Livet reddes først.

21.
Af Mænd mig Elskov byder,
at sørge kun for dig,
saa levende, som segnet" -
han mindes Møens Ord.

22.
De Elskende nu skilles,
hvo Dyd ei hylder, kan
den Sorg og Smerte skildre
som Hjerterne betog.

23.
Med Vaaben slet forsynet
fredløse Skjald omdrog,
et Spyd ham Hermund sendte,
en Guldring Helge ham.

24.
Saa Hermund, Digtet melder,
har talt: "en Kæmpe gjev
er Helge, skjønt ej Lykken
hans Elskov føie vil.

25.
Ved al hans Skyld at sone
det Guld jeg lønne skal;
forligt med hver han vorde!"
saa kjøbtes Helges Fred.

26.
Dog blev han ikke bedre,
det voldte haabløs Sorg,
ei fik han Bugt med Faren,
og skaded mangen end.

27.
For Landet at forlade
til Havn drog sorgfuld Skjald;
til Norges Kyst han kommer
og den i Hast besteg.

28.
Død var da Jarlen Erik,
men Olaf Konge der;
den Fremmede betænker
sin Jammer Nat og Dag.

29.
Sin Gud fortørnet være
han følte ved sin Daad,
af Anger, Synd at sone,
mod Syd til Skibs han gik.

30.
For Sjælens Fred at kjøbe
han Rom besøge vil;
i Pilegrimes Skare
tiltog hans Hjertesorg.

31.
Til den han sig hengiver,
sit Legem pinte han;
for Kjød og Viin han valgte
til Næring Brød og Vand.

32.
En Kjøbmand til ham talte,
og spurgte paa sin Viis:
"siig, hvi du meer end andre,
saa pines mangelund?"

33.
"Ei hjelper sligt at dølge,
en Mø jeg havde kjær,
Af Hjerlet elsked hende,
nu Bod paaligger mig."

34.
Til Rom saa vandred Helge,
hans Sind der Lindring fik,
han selv modtog af Paven
sin Synds Forladelse.

35.
Saa stiltes Sjælens Kummer,
tilbage Helge drog;
i næste Aar til Norge
han kom og Nordens Stad.

36.
Han tøved der. Nu Sagnet
til Grønland vende maa;
der Skegge, kaldt den prude,
blandt Mænd udmærket var.

37.
Paa Herjolfsnæs han boede
og Folkets Yndest nød;
ham værdig var hans Kvinde,
født af en ædel Slægt.

38.
Hun Thorun hed, man siger
det hendes Lyde var
(ei maae vi det fortie):
een hendes Tand var styg.

39.
Nær ved en Gubbe boede
i ringe Huus ved Strand;
heel lumsk med Sønner tvende,
han kaldtes Thorvard Hreim.

40.
Hans gamle Kone Grima
i Trolddomskunst var stærk,
og hun deri oplærte
sin hele lede Slægt.

41.
Den Fader med hans Sønner
forskyldte Dødens Straf,
tilsidst man dem formeente
blandt Bygdens Folk at boe.

42.
De drog mod Nord til Greipar
der endes Grønlands Bygd,
did hen dog mange toge
paa Jagt og Fiskeri.

43
Blandt andre Skegge prude
med vel udrustet Skib
sin Lykke der forsøgte -
med alt han borte blev.

44.
Hreims Sønner Folk mistænkte,
ved Overfald og Mord
at de det Uheld voldte;
ei reen var deres Sag.

45.
For Skegge Folkets Klage
høit lød; nu Thorun dog
med Ørnulf, hendes Broder,
bestyred Gods og Slægt.

46.
En Høst Hreims Sønner kantred
med Baaden - Ørnulf dem
fra Døden greb; forloved
med deres Søster sig.

47.
De lumske Brødre lønned
saa hans Velgjerninger:
at ham til sig de lokked
med Spyd ham gjennemstak.

48.
Snart Enken Thorun fæsted
en Mand, som Thorkel hed -
paahexet Sot ham pinte
til Døde tredie Nat.

49.
En anden heldig fried,
men fik den samme Død; -
tilsidst en Bjarne beiled,
og Graven blev hans Seng.

50.
Folk undredes herover,
men ingen voved meer
den Enkes Haand at ønske -
saa gik det nogle Aar.

51.
Det meldtes for om Skjalden:
i Norge Helge sad;
til Island han sig agter,
ei let den Reise bli'r.

52.
To Mænd, som begge bare
det Navn Illuge, ham
af deres Snekke solgte
Den ene tredie Deel.

53.
De Sømænd Skibet laded
sin Last det snart indtog,
men længe Bør de vented -
her ender tredie Kvad.

FJERDE SANG.

1.
Man kyndig vil mig kalde
derfor jeg kvæde maa,
i hver en Sang min Elskte
skal noget høre til.

2.
Hvo som af Verden fanger
kun Had, men intet Godt,
ei meget mæle burde
men give Slip paa Fryd.

3.
Den Mand, hvem Kvinden ynder
med ømmest Kjærlighed,
han nyde ret sin Glæde
og frygte Fremtid ei!

4.
Ved Sagn og Digtning, satte
i Skrift og Tonemaal,
sig Hædersfolk vil more,
især den ædle Mø.

5.
Til Skjalden Helges Minde
forlange de min Sang -
og Odins Drik jeg skjenker
i Bægret fjerde Gang.

6.
Paa Rheden Snekken gynged,
den heel tilladet var;
for Modvind Sømænd tøved,
de fik et sært Besøg.

7.
En Gubbe, Thorgils kaldet,
heel underlig i Færd,
af Illuger begjered
til Overfart en Plads.

8.
Reent ud Illuger begge
afsloge denne Bøn:
"Ei dig paa nogen Maade
modtage kunne vi."

9.
"Paa Island Ølver Skalde
og flere Bønder jeg
til Frænder har; I Rige
bør hjelpe gammel Mand."

10.
For Helge gik den Lede
og talte mangt et Ord:
"til dig, du gjæve Høvding,
især jeg slaaer min Lid.

11.
Den Hjelp, som jeg kan yde
vist eder gives skal;
ved Øsekarret ingen
en større Nytte gjør.

12.
Af sund og lækker Føde
nok i min Vadsæk er;
hvis Livet undes, Fragten
betales visselig."

13.
Af Gubben tog sig Helge
han fik i Skibet Rum;
strax ud det løb af Havnen
med længe savnet Bør.

14.
Dog blev den alt for bister
i Stormens hule Brag
sig store Bølger reiste
og skjulte Landets Syn.

15.
Paa Agterdækket hvilte
sig gamle Thorgils da,
fortært er Reisekosten,
den hele Pral forbi.

16.
Af egen føde nærte
Skjald-Helge gamle Mand,
ret som et Barn ham pleied,
dog rased Storm og Hav.

17.
Syg Gubben blev og døde
en Nat; da Helge strax
hans Krop i Huder svøbte
og kasted over Bord.

18.
De kolde Byger længe
om Snekken tumled sig;
han, som paa Reisen døde,
paa Havet fulgte dem.

19.
Ved Nattetid en Vove
svart over Skibet faldt
og kold Gjenganger kasted
høit op paa Bunkens Ryg.

20.
Sig Kroppen halvt oprejste
og siddende forblev,
snart Trolden Huder splitted,
og flux en Vise sang.

21.
Fælt rysted skaldet Isse,
nær kantred Skibet var
af Frygt de Søfolk segned,
kun Helge vakled ej.

22.
Den stolte Kæmpe hæved
en Øxe skarp og svær,
dens Hammer haard og svarlig
mod Troldens Skulder slog.

23.
Da styrted led Gjenganger,
hans Fødder Skjalden greb,
brød Halsen snart og sendte
den Krop til Havets Bund.

24.
Af synkefærdig Snekke
udøst da Vandet blev
Vidundret sig ei viste
og aldrig saaes det meer.

25.
End Kare pidsked Seilet,
den kolde Byge fnøs,
og Island de forfeiled
mod Nord dem Æger drev

26.
Og ved de blev at drive
i frygteligste Storm
til Nordens Stjerne lyste
for dem i Sønden alt.

27.
Fjern var hver Havn, udmaltet
alt Skibets Mandskab var,
snart uophørlig Helge
ved Roret ene stod.

28.
Alt sagde til de andre
Illuge: "for vi maae
af Matheds Jammer segne,
hinanden fælde vi!"

29.
"Den Daarskab" Helge svared
"ei sømmer christne Mænd,
vi vor Fortrøstning sætte
kun til den sande Gud!

30.
Varmt bør vi Christ paakalde
mod Havs og Stormes Nød!"
da Hjelpen kom, thi Veiret
og Bølgen lagde sig.

31.
Snart Jøkler kom tilsyne;
vor Helt udraabte da:
"for langt det Uvejr fjernet
mig har fra elsket Brud."

32.
Det gamle Kvad sang Voven,
og Kaasen gik mod Syd,
til de den Kyst anløbe
som Hvile dem tilbød.

33.
Der Jøklers Land de kjendte
og Eriksfjord dermed,
til Falgeirsvig de styred
og Havn fik Skibet der.

34.
Saa alt det Mandskab reddet
blev af langvarig Nød,
at ingen uden Helge,
nu arbeidsdygtig var.

35.
En Bonde rig og mægtig
i Bygden Forne hed,
paa Solarfjeld han boede,
og gjæstfri dem modtog.

36.
Han undte Skjalden Helge
et stadigt Ophold der;
den Fremmede, som fordom,
til dyb Bekymring faldt.

37.
Da Forne Mærke lagde
til slig Sørgmodighed,
sin Gjest han ivrig søgte
Med Ord at muntre saa:

38.
"Fra Gods og elsket Kvinde
fordrevet alt du blev,
Gud vil du nu skal glemme
Begierlighedens Drift.

39.
Vel du forstaaer at Troen
dig største Held har bragt:
du Pavens Aflad hented
med Hæder selv i Rom.

40.
Du af dit Sind uddrive
al Sorg, din Kjære glem,
hyld Munterhed og Glæde,
tag dig en Viv blandt os!"

41.
"Naar du," da Helge svared,
"til sligt opmuntre vil,
siig da, hvo er den Kvinde
jeg ønske kunde mig ?"

42.
"Før var den Hovedrige
med Skegge Prude gift
strax denne Brud du fæste,
med dig jeg følges vil."

43.
De kom til Enkens Bolig,
der Forne Taler var,
mens for sin Gjæst han fried
vor Helge sad og taug.

44.
Hun svared: "til mig beiled
tre Mænd i Uhelds Stund,
dem alle Lykken daared,
de fik en hastig Død."

45.
"Ei den Betragtning standser
din Ægtepagt med ham." -
"Hvor er det Gods man give
kan, Forne, denne Mand ?"

46.
"Til Helge," Forne svared,
"jeg skjøder Hørnes Gaard,
du faaer den Fæstensgave,"-
saa de trolovet blev.

47.
Dog Enken det paalagde
sin Frier, at han kjæk
for Ørnulfs og for Skegges
Mord skulde tage Hævn.

48.
Hen Vintren gled og Helge
paa Hørnes satte Bo,
snart syg han faldt paa Lejet,
og Sangen standser her.

FEMTE SANG

1.
Om Kjærlighedens Dyder
jeg digter neppe meer,
for Sang om Kvinders Elskov
kun Had jeg faaer til Løn.

2.
Ved Digtninghavets Strande
jeg Dverges Snekke fandt,
med sære Sagn tilladet
af Sorgers Toug omspændt.

3.
Der mange sig tildeelte
af Viser Overflod,
men Kvinden, til Betaling,
fuldt op af Kiv mig gav.

4.
Før sidst jeg sang om Helge,
af Uheld jevnlig fulgt,
da fjernt paa Grønlands Kyster
han end troloved sig.

5.
Paa Hørnes Gaard han havde
med Hæder reist sit Bo,
da Sygdom svart ham knuged,
til Sengs han maatte gaae.

6.
En Sommer og en Vinter
han prøved Leiet der;
om Enken ilde taltes,
Illuger rusted Skib.

7.
De meente, Thorun voldte
den gruelige Nød,
til hende ilde talte;
tit leger Sandhed Skjul.

8.
Den ene af dem sagde
til raske Fæller saa:
"den Kvide hun fremkaldte
og stenes bør ihjel!"

9.
Et saadant Forsæt Forne
dem fare lade bad;
hun frelstes; Helge piintes
af Sot og Vildelse.

10.
I mørkest Vraa han hvilte
og taalte Lyset ej,
et Ord han ikke mælte,
som den, der stum er født.

11.
Til Hørnes Thorun kommer,
den snilde, kloge Viv,
hvad vil hun vel der gjøre?
med Helge tale selv.

12.
Et Kjertelys hun tændte
han mærked flux dets Skin,
med Hænder Øine skjulte
og rystede af Harm.

13.
"Hvo," spørger han: "uforsigtig
med Ilden løber saa?"
man svared: "det er Thorun."
han bad: "kom mig ei nær!"

14.
"Mig," klaged hun, "Ulykken
har haardelig forfulgt
ved Elsktes Død og Smerter,
al Sang jeg har forglemt.

15.
En Ægtemand tilkommer
at bøde dette Savn,
de Christnes Tro mig lære
du med Velsignelsen!"

16.
"Hukommelse og Tale
den svare Sot har kvalt;
ei læse eller synge
jeg kan, det Jammer er!"

17.
Da mellem Skjaldens Tænder
hun lagde finest Blad,
vor Skabers Navn det viste
og Menneskenes Trøst.

18.
Den Syge Farve skifter
og Sind til Bedring strax;
de Christnes Lærdom klinger
høit fra hans Læber nu.

19.
"Seer du i Sygdoms Vaande
ei underlige Syn?
sig meget slemt tildraget
har før i dette Land."

20.
"Til mig hver Aften kommer
en Viv, som Guldet lys,
og ved min Side hviler
den hele mørke Nat."

21.
"At saadan Skjønhed rører
dig, jeg begribe kan;
mon hendes Hjem er yndigt?
siig, hvilket Navn hun bær!

22.
Kan hun den christne Lære,
sig korse ret forstaaer?"
"For meget," Helge svared,
"du mig udfritter nu.

23.
Hun sig Myride nævner
er snild og blid i Ord,
men kan ei Christnes Sange,
af Slægt mig ubekjendt."

24.
"Du trende Viser kvæde
af væmmeligste Slags
til hende, hun vil kjendes
ved slig Beskrivelse.

25.
Hvis end hun ei forandrer
Udseende derved,
da hende frit at favne
jeg dig tillade vil."

26.
Til Helge Hexen kommer
den Aftenstund som før,
han kvad de Viser trende
af væmmeligste Slags,

27.
De strax sin Virkning viste,
sig ilde skabed hun,
af Gispen Munden vrænged
med Stank og fæle Lyd.

28.
Al Skjønhed nu forsvunden
i største Skynding var,
et mere stygt Uhyre
han aldrig skued før.

29.
I heftig Vrede talte
Myride da til ham:
"du Thoruns Raad nu følger,
forvandlet er din Hu.

30.
Med Haan du vil belønne
min Kjærlighed til dig,
for Kys og Klap du yder
det allerværste mig.

31.
Du tit i Favn mig slutted
som ung, uskyldig Mø;
den Elskende forskyder,
Umenneske! du nu."

32.
Bort, fule Trold, du vige
mit Samkvem stedse sky,
til Jætters Slægt du hører,
alt Ondt forfølge dig!

33.
Blaagusten Hex, som ligned
i det sin Frænke Hel,
sig bøied for at bide
den Syges Struberør.

31.
Vor Skabers Navn bar Helten
paa sig, forstandig gjemt,
hiin Trold, bered til Hævnen
ej kunde nærme sig.

35.
Med Korsets Tegn sig skjermed
den Skjald i Herrens Frygt;
Jættinden flux tog Flugten,
al Sygdom lægtes nu.

36.
Ham Thorun da tilstæder
at sluttet Ægtepagt
han selv ophæve kunde;
sit Løfte blev han tro.

37.
Et herligt Bryllup holdtes,
ei Helges Kummer veg,
ham ingen Leg forlysted,
og taus han stedse var.

38.
Med intet kjærligst Kvinde
opmuntre kunde ham;
af Elskov til den ene
for andres var han sløv.

39.
Hver Aften og hver Morgen
stod Katla for hans Sind;
strængt fulgtes Norners Domme,
og gammel Harm blev ny.

40.
Den Mø ham blev formenet
som nærmest ham tilkom;
slig Sorg den Kæmpe bøied,
som bød al Verden Trods.

41.
Det Heltemod at vække
forsøgte Thorun klog;
"til Hævn er Tid," hun sagde,
"thi Morderne bør døe!"

42.
Ei Helgle nægte vilde
den Kamp, som Pligt ham bød,
det Skib, han før lod bygge,
i Hast udrustet blev.

43.
Han tredve Mand udvalgte
til dette Krigertog,
med Harnisk, Hjelm og Vaaben
han vel forsyned dem.

44.
Mod Nord) til Greipar stunder
den kjække Sømandsflok;
snart Vinden Seil udspilte,
snart prøves Aarers Brug.

45.
Vildt er det Hav og Veien
er lang, men Trolddom dog
forøgede dens Farer;
tilsidst blev Maalet naaet.

46.
Fra Skibet Skjalden Helge
Fredløses Bolig saae,
de lede den forlade,
paa Jagt de skulde gaae.

47.
Snart saae den lumske Thorer
hans Broder Eyvind med,
de Fjender, som dem trued,
og søgte strax at flye.

48.
De haardt forfulgte bleve
og vel fortjente sligt.
Det femte Kvad jeg slutter
af Sorg og Møie træt.

SJETTE SANG.

1.
For dristig Harpens Strenge
til Kvinders Priis jeg slaaer;
mig bedske Taler burde
til Taushed bringe strax.

2.
At ei, som nu, jeg hører
den Snak i hver en Vraa,
at hende Sangen mener,
det vækker manges Spot.

3.
At hendes Værd jeg skjønner
er det vidunderligt?
lig andre, sligt som talte,
af Adams Slægt jeg kom.

4.
Det sjette Kvad maa lyde.
Mod Nord, paa Greipars Kyst,
Hreims Sønner haardt forfulgtes
af Helges skarpe Sværd.

5.
En Kløft sprang Eyvind over,
heel dyb og bred den var
(tolv Alen regnes Springet)
og slap i Huset ind.

6.
Derhen hans Broder Thorer
og kom ved hurtigt Løb,
med Vaaben Døren begge
forsvared mandelig.

7.
Da Helge bød at vinde
af Huset bort dets Tag,
"her vi, som hjemme, raade!"
han sagde med et Smiil.

8.
Tolv Mænd bortreve Taget
men Helge Staalet svang;
da ham den onde Eyvind
med kroget Spyd anfaldt.

9.
Han rammed Heltens Øie
som blodig Kilde ligt
en Bæk fra sig udsendte
der strømmed ned til Jord.

10.
"Dit Øie Odden kløde,"
med Latter sagde han,
"Dig bedre var at vogte
din Hjord end slaaes med mig."

11.
Af' Vrede svulmed Helge,
sit skarpe Sværd han svang,
af Erik Jarl ham givet,
det straffer Skurkens Id.

12.
Mod Eyvind Odden stævned
og gjennemskar hans Bug,
saa at fra Ulivssaaret
hang Fedt og Tarme ned.

13.
En Stedsøn havde Helge
som Steingrim kaldet blev,
en anden Jøkul nævnes,
mod Thorer begge stred.

14.
Med begge Hænder kæmped
han rask mod tvende Mænd;
vistnok et mandigt Hjerte
sad der i hæslig Krop.

15.
Den venstre Haand af Thorer
dog hugged Steingrims Sværd,
han bad sin Broder hjelpe:
"eenhaandet nu jeg staaer!"

16.
Ham ængstet Eyvind svared,
"med Helge kæmper jeg,
ei bedre Ro mig undes,
thi kløvet er min Bug."

17.
Blaa Klinge Brystet saared,
dog end han tappert stred,
til Halsen gjennemhugges
og Hovedet bortfløi.

18.
Ved samme Tid og Thorer
sit Liv udaande maa,
hans Indvold ud var faldet,
han selv af Døren ud.

19.
De som den Seier vunde
en Hexe-Kælling traf,
den Grima, Brødres Moder,
laa næsegrus i Seng.

20.
Ved hendes Syn de gyse,
en værre Trold ei saaes,
"ihjel hun stenes burde,"
Illuges Mening var.

21.
Høimodig Helge svared:
"sligt er en Niddingsdaad,
om Liv, om Gods det kosted
en Viv ei dræber jeg."

22.
Fra Huset Bytte bæres,
hjem seile raske Mænd,
fra Leiet Grima sender
en giftig Trolddoms-Piil.

23.
Skarpt Illuge den rammed,
paa Dækket død han laae,
uhævnet stedse; Skibet
til Herjulfsnæs dog kom.

24.
Troldkvindens Udaad standsed,
ei tales meer derom -
af Gods og Hæder Helge
fik nok og ypperst blev.

25.
Til Laugmand Folk ham valgte,
han ordned Landets Ret,
thi ingen anden meentes
som han istand dertil.

26.
Sørgmodigt tit hans Indre,
men sjelden muntert var,
ei Ungdoms Elskov glemtes,
den Længsel stiltes ei.

27.
Naar ud han drog i Bygden
var Katlas Pelts hans Dragt,
mens brugelig den tyktes -
hans Sorg opfrisked den.

28.
Forslidt tilsidst den bleven
og uden Nytte var,
da over eget Leie
den Skjalden hænge lod.

29.
Til Island Sagnet viger,
ei der var mindre Sorg:
Thorkatla een kun elsked
blandt alle Verdens Mænd.

30.
Selv ei sin grumme Fader
hun ynde kunde ret;
af hele Slægten ikke
hun vilde nogen see.

31.
Derfor hun Fod ei satte
paa Borgefjordens Jord;
paa Søidefjeld hun ene
sin stille Kummer bar.

32.
Hvad christen Tro os byder
opfyldte gjerne hun,
med Fasten og med Sange
den lange Tid hengled.

33.
Lav blev den Skjønnes Stemme
kun sjelden Talen lød,
skjønt blid til Folk hun smilte,
i Løn dog Taaren flød.

34.
Naar Harm i Hjertet bruste,
Fortvivlelsen var nær,
den Klædning Helge skjenked
hun kjærlig tog i Favn.

35.
Tilsidst af Sagn hun spurgte
sin Kjæres Opholdssted,
og flux til Verdens Ende
beslutted hun sin Fart.

36.
En Høst hun drog til Norge,
der Vintertiden gled,
i Vaarens Tid en Snekke
til Grønland rustes ud.

37.
Dens Styrer Katla beder
om Plads i Skib for sig;
han nægted, men omstemtes
af vældig Pengepung.

38.
Nu venlig hun modtages,
og Skibet Havn forlod,
af Uveir tumlet sildig
i Høst til Grønland kom.

39.
En Bod Paa Kysten reises,
did ogsaa Helge tog,
der pludselig han glædtes
ved mest uventet Syn.

40.
Ret inderlig den Skjønne
han trykte til sin Barm;
hvo kan vel ret beskrive
det alt de følte nu.

41.
"Langt bort du mig opsøgte,
din Troskab sjelden er,
for tung er Mangens Skjæbne,
jeg maatte giftes her."

42.
Vist meer end jeg, du haver
saa handlet mangenlund,
at aldrig Ro og Glæde
i Verden skjenkes os.

43.
I Ungdoms favre Dage
hinanden Tro vi gav,
den brød du først og fængsled
til anden Kvinde dig.

44.
Os grusomt Frænder svege,
forstyrred hellig Pagt,
du ved en ny os dømte
til ulyksaligst Lod.

45.
Ei Folkesnak os rørte,
vi voved Liv og Sjæl,
til du, for Drab og Feider,
landflygtig tyede hid."

46.
"Jeg ene dig, min Pige,
af Hjertet elsket har;
dog skulde vi adskilles
ved Skjebnens strænge Dom!"

47.
Hjem sørgende kom Helge,
hans Hustru spurgte: "hvo
med Skibet hid er kommen?"
Han nævnte Skipperen.

48.
"Jeg spørger om den Kvinde
du trykte til din Barm;
ei meget længe dvæle
hun kan i dette Land."

49.
"Du er vel een af mange
som staaer vor Fryd imod;
meer end de andre fleste
undskyldes vist du kan."

50.
Fra Hjemmet Thorun drager,
i Tale Katla faaer:
"Jeg troer at Helge vilde
til sig indbyde dig."

51.
Hun svared: "alt jeg hørte
det før," og Thorun da
i List erfaren sagde:
"i Vinter vær hos os!"

52.
"Mod slige Tilbud tager
jeg tit, men frydes ei."
Med hende hjem tog Katla
til sin og Vennens Harm.

53.
"Du stille, tause Pige
vil neppe glædes her,
thi du med Helge tale
fortrolig aldrig maa!"

54.
Sørgmodig Kvinde svared:
"Barmhjertig ei er du;
sligt Liv jeg længe førte,
det manges Tvang har voldt."

55.
Saa nøie Thorun passed
paa Elskovsparrets Færd,
at Helge Katla kunde
ei sige kjærligt Ord.

56.
Heel mægtig var den Kvinde,
og mægtig hendes Slægt,
saa maatte Vintren glide -
her standser Sangens Lyd.

SYVENDE SANG.

1.
"Et Sviin i samme Ager
vil gjerne rode," sang
en hædret Digter fordum,
saa gaaer det for min Id.

2.
Helst synger jeg om Sorger
som før blev manges Lod,
da vise Kongesønner
paaskjønned Møers Tro.

3.
Hvo som af elsket Kvinde
kun Had ei Blidhed naaer,
al Elskovs Fryd berøvet
kun føler Harm og Sorg.

4.
Mindst den er saa tilmode
som hvert sit Ønske naaer,
i Overflod og Ære
ei kjender Modgangs Strid.

5.
Hvo aldrig Længsel følte
og ingen Kummer led
fra dette Digt sig holde,
ved andre glæde sig.

6.
Men I, som lytte ville
til veemodsfulde Kvad,
for eder ømt det klinger
om trende korte Blus.

7.
De norske Mænd beredte
til Rejsen atter sig
i Vaarens blide Dage;
det mærked Katla taus.

8.
Den tunge Vinter svunden
i haarde Trængsler var,
thi hun og Helge følte
nu fælles Uheld mest.

9.
Til Katla Thorun taler,
(da skjærpes Sorgens Brod):
"her nu dit Ophold endes,
fra dette Huus du maa.

10.
Skjønt du Bekymring nærer
og volder andre den,
dig ingen Tilflugt undes
i hele dette Land."

11.
Den elskovsrige Pige
gav et vemodigt Svar:
"alt Skjæbnen stræng mig nægter
et Øieblik af Haab."

12.
Sig Afskedstimen nærmer,
det Skjalden vel forstod;
til Thorun Helge taler:
"gjør som jeg beder dig.

13.
Tillad at jeg min Kummer
maa tolke denne Viv,
mens trende Blus udbrænde
som du antænder her."

14.
"Vel vil du," Thorun svared,
"for dette raade selv;
for eder det fornye
de gamle Smerter maa."

15.
I et afsides Kammer
med Døren lukt paa Klem,
længstønsket Møde holdtes,
af Skjæbnen nægtet før.

16.
Fra Hjertet Klager løde
for Længsel, Sorg og Nød,
ei deres Elskovstale
udtrykke Digtet kan.

17.
Den ene Stund dem undtes
i mange Kummers Aar,
at bruge glemtes ikke;
den nødes mangenlund.

18.
Snart hun, som Ilden passed,
paa Døren banked stærkt:
"nu er det paa de Tide
at Talen brydes af."

19.
Kun seent gjensvared Helge,
sørgmodig lød hans Røst:
"er nu den første Flamme
til Gløder snart udbrændt ?"

20.
"Jeg seer," hans Kone sagde,
"du elsker høit den Viv;
til finest Aske ere
udbrændte trende Blus."

21.
"Jeg mærker;" Helge svared,
"at svar er Kvinders List;
saa kort vel før ei have
tre Blus til Aske brændt."

22.
Han sled sig fra den Kjære
og sagde, fuld af Harm:
"den Elskov, uden Lige,
fra Hjertet slides ei!"

23.
Sin Pynt og Klædning Katla
til Reisen laved snart;
for Helge, da Skibsbygger,
hun anden Dag fremtreen.

24.
Ved Stavnen Katja kjærlig
han da modtog; og ei
han Orlov meer begjered
til Afskeds sidste Færd.

25.
Ei Kys, ei Kjærtegn mangled
med blide Favnetag,
men Taarestrømme styrte
for Katlas Hjertesuk.

26.
Saa lød da hendes Tale
i sidst Skilsmisses Stund:
"vi aldrig, Helge, mere
i denne Verden sees.

27.
Vist meer end være skulde,
mit Sind er vendt til dig,
den Sorg omsider Døden
mig bringer visselig."

28.
"Bortkast den Harm og Smerte
af grueligste Slags,
bed vel for vore Sjæle,
al Lykke følge dig!"

29.
Ei kan jeg ret forklare
hvad meer sig her begav,
som Hagl sprang Skjaldens Taarer
ned paa hans Kjortel rød.

30.
Den Afsked Helge længe
berøved alskens Fryd,
til Skibet bar man Katla,
det seiler flux af Havn.

31.
Til Island kom det heldig,
de Kjøbmænd Handel drev;
til Søidefjeld kom Katla,
bedrøvet end som før.

32.
Ny Harm om hende spændte,
ej smækker meer hun var;
mens trende Blus udbrændte
hertil var Grunden lagt.

33.
Snart slog Forløsnings Timen,
Lysmødre nærme sig,
i vilde Smerters Rasen
en Pigelil blev fød.

34.
Ak! før hun ønsked Døden
nu Liv for Datters Skyld,
dog hun det svinde følte
og Præstens Trøst hun fik.

35.
Fra lange Sygeleie
forløstes ædel Sjæl;
vor Frelsers milde Moder
barmhjertig den modtag!

36.
Dog her paa Jord tilbage
var heftigst Elskovs Pant,
og Modernavnet arved
den skjønne Pigelil.

37.
Strax blev den spæde Katla
for Helges Barn erkjendt;
tolv Aar da svundne vare
hun blev til Grønland sendt.

38.
Trofastest Faderhjerte
høit glædedes derved,
og deiligst Datter elsked
ret som sit eget Liv.

39.
Dog i en Sorgens Time
Naar Anger Sindet sled,
i Favn han tog den unge
og sukkede derved.

40.
"Dig, Favre, jeg bevidner:
jeg Christus bede vil,
at ingen tredie Katla
skal saa mig vorde kjær."

41.
Uheldig Elskovs Følger
da aabenbartes klart -
hvad Helge led, ei lægges
i nogen Vægtskaal kan.

42.
Tre Børn den Thorun havde,
som Helges Kone var;
Hallveige hed en Pige
som hjemme tjente der.

43.
En vakker Dreng hun fødte
ei nævntes Faderen,
og derfor ikke kundes
udregnes den hans Slægt.

44.
Ham Thorbjørns Navn blev givet
ret hurtig blev hans Væxt,
og strax i Barndoms Alder
til Arbeid sig han bød.

45.
Hans Kjortel, ikke herlig,
af Kalveskind var syet,
hans Fødder halve blotte,
dog bar han laadne Sko.

46.
"Und, Helge, mig" han sagde
"fast Tjeneste hos dig,
min Tilstand mig nedtrykker,
jeg næsten intet kan."

47.
"Du neppe Nytte stifter
en Lee jeg giver dig,
din Føde at fortjene
ved Græs for Kvæg at slaae."

48.
En Sommerdag kom Helge
at see hans Arbeids Gang:
"Dit Værk ei vel forrettes,
hvi bider Leen ei?"

49.
En Vise da den Unge
af saadan Mening kvad:
"jeg bryner, sløv blir Leen,
ei Arbejd huer mig."

50.
Til Svenden Helge sagde:
"Svar du mit Spørgsmaal nu:
"fra hvem i Høfdeslægten
din Gjæk fik Digteraand?"

51.
Den Svend da skifted Farve
og svared mod i Hu:
"Derfor kun dig alene
alt Ansvar hviler paa."

52.
"Tal, unge Svend, ei længer
om saadant Ansvar meer,
ei Trælleværk du passe
men andre Kaar skal faae."

53.
Ham Helge smukt opklædte
og vel oplære lod;
ret kjær han blev den Gamle
og selv den bedste Skjald.

54.
Bort Helge Katla gifted
med Sølv og herligst Pryd -
til Brattelid han flytted,
og meget gammel blev.

55.
Der vendte først tilbage
sand Fred til Gubbens Sind;
for ypperligst han holdtes
blandt alle Grønlands Mænd.

56.
De herligste maa stride
med svarest Uheld tit;
Skjald-Helge haardt blev prøvet
og Haldors Datter med.

57.
Skjønt disses Sorg og Længsel
jeg skildret har i Sang,
derved sin Kummers Byrde
hver finde mindre svær!

58.
Ei hine to, og ingen
undgjelde dette Kvad!
os Himmel-Kjærligheden,
vor Jesus skjerme bedst!

59.
Ei meer jeg fandt i Sagnet;
til Hvile Folk vil gaae
her endes harmfuld Tale
og Helges Mindesang!

60.
Høilovet Gud forløse
i af sin Miskund stor!
den Mø, jeg stedse mindes,
jeg neppe favne skal!

61.
Af Mund og Hjerte synger
sødt til Marias Priis!
I alle ydmyg bede:
os ynde mildest Gud!

62.
Med hellig Tale smykket
skjøn Paternoster er;
for alle christne Sjæle
nu lyde liflig Bøn!

63.
Man Tyr og Ur maa kalde
den Mand, som Kvadet sang,
Skam Aar og Sol ei fange
ham elske stedse Gud!

64.
Vel fast mig Byrder trykke,
mig dadler Kvinders Flok;
udrunden er min Tale,
for lang den tykkes alt!

Kilde:

Grønlands historiske Mindesmærker, Første Bind, s. 75. (Oversættelse C. C. Rafn og Finnur Magnusson). København, 1838