Sønnetabet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Egil Skallagrimsson

Sønnetabet

Oversættelse: Olaf Hansen (1923)

1.
Let jeg ej
kan løfte tungen,
har til lyd
ej luft i brystet,
ej til kvad
jeg ord kan finde,
tanke tungt
med tanke strider.

2.
Alt mit sind
af sorgen knuges;
derfor hårdt
det holde vil
frem at få
den fulde klang,
dersom jeg dog
at digte prøved.

3.
Fejlfrit jeg har
det fordum gjort,
ord fik liv,
og læben kvad.
Men hårdt og hult
går havet nu
foran min søns
og faders høj.

4.
Thi min æt
mod enden stunder
som en skov,
hvis stammer styrter.
Fro man ej
sin frændes lig
bort af hus
at bære mægter.

5.
Dog vil jeg først
min faders død,
og at min mo'r
jeg misted, nævne.
Når om tab
jeg tale vil,
dem min mund
skal mindes også.

6.
Mig er det hårdt
det hul at se,
havet slog
i slægtens hegn,
thi min søn
tog søen med;
altid hans plads
vil åben stå.

7.
Ran fra mig
har rykket meget,
ej jeg har
en elsket ven.
Min stærke søn
til sidst hun tog -
det værste end
for min æt og mig.

8.
Kunne med sværd
jeg skaffe mig hævn,
med Ægir var
det ude snart.
Havde jeg håb
om havet at fælde,
ud imod det
jeg drog til kamp.

9.
Men jeg så,
mod sønnens morder
ej til strid
jeg styrke havde,
Kvinder og mænd
kunne nu se,
hvor årene mig
har ensom gjort.

10.
Mig har havet
meget røvet;
frændesavn
er svært at mindes,
siden den søn,
jeg stolede på,
fra livet gik
til glædens hjem.

11.
For jeg ved bedst,
hvad bleven han var;
intet slet
der i ham fandtes;
men ej fik han ret
sin raskhed vist,
thi Odin ham tog
for tidlig bort.

12.
Altid han fulgte
sin faders vilje,
sagde end alle
andre imod.
Og i mit hjem
til hjælp han var mig,
stærkest har han
min styrke støttet.

13.
Tit min hu
det tynget har,
at ingen bro'r
jeg ejer mere.
Jeg ser mig om,
når striden vokser,
spejder ud
og ønsker stedse:

14.
Var her en mand
med mod som mit,
der vove tør
og vinde vil!
Jeg savner ham ofte,
når uvenner true,
må varsomt flyve,
når vennerne dø.

15.
Ledte jeg end
landet igennem,
jeg traf knap en,
som tro jeg kunne.
Her er en slægt,
som slet og ussel
brødres lig
for bøder sælger.

16.
Dør en søn,
erstattes han kun,
siger et ord,
hvis man avler en ny,
og blive en mand
i broders sted
kan heller ej
en anden formå.

17.
Er der end fred
folk imellem,
de stiger ved det
ej stort i min agt.
Min søn drog hen,
min hustrus søn,
i strålende luft
på slægtbesøg.

18.
Men Ægir selv,
søens herre,
imod mig står
og mildnes ej.
Tumlende end
min tanke vakler
af det slag;
min sorg mig gav,

19.
dengang jeg så
ustandselig sot
min første søn
fra mig tage,
drengen, hvis sjæl
var skær og ren,
om hvem der kun
blev venligt talt.

20.
Jeg mindes end,
at Odin lod
bort fra os,
af ætten ud,
ham, mit blod,
min hustrus blod,
gå til liv
i gudehjemmet.

21.
Jeg stod mig godt
med Gungners herre,
tryg til ham
min tro jeg satte,
indtil jeg så,
at sejrens giver
vakkelvorn
vort venskab brød.

22.
Jeg ofrer vel
til asafyrsten;
gerne dog
jeg gør det ikke,
skønt han har
til held for mig
i min lod
mig lindring skænket.

23.
Han mig gav
i goden stund
digterevnen
uden lyde,
og det sind,
der skaffed mig
fjender mod bryst
af fjender i ryg.

24.
Det trøster ej nok.
Jeg tænker på,
Hel på næs
ved højen stander.
Dog skal glad
og godt ved mod
og med tål
min tid jeg leve.

Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."