Fortælling om Kjartan Olafssøn (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 2

Fortælling om Kjartan Olafssøn

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827

Om Kjartan Olafssøn

1. Olaf Paa, en Søn af Høskuld Dalekolssøn, havde tilægte Thorgerde, en Datter af Egil Skallegrimssøn, som før blev omtalt; deres ældste Søn hed Kjartan; han var opkaldt efter Irernes Konge Myrkjartan, som var Olafs Morfader. Olaf Paa boede paa Hjardarholt i Laxaadal; han var en mægtig og anseelig Mand, og derhos godvillig og vennesæl. Kjartan Olafssøn var i sin Opvæxt hjemme paa Hjardarholt hos sin Fader. Kjartan var i hele sin Skabning den smukkeste af alle unge Mænd paa den Tid i Island. Han havde et stort dog veldannet Ansigt, han var lysladen, havde særdeles smukke Øjne og et stort Haar, der var fagert som Silke, og faldt ganske i Lokker; han var høj af Væxt og stærk, og slægtede i dette sin Morfader Egil og Thorolf Skallegrimssøn paa. Kjartan udmærkede sig fremfor alle andre; i Kunstfærdigheder, Krigsøvelser og Svømning var ingen hans Lige; han var munter og beskeden, gavmild og saa vennesæl, at hvert Barn, der kjendte hans Navn, elskede ham. Af alle sine Børn gjorde ogsaa Olaf mest af ham. Paa Hjardarholt opfødtes ogsaa Bolle Thorlejkssøn, Olafs Brodersøn; han og Kjartan vare omtrent lige gamle og Fostbrødre. Bolle var stor af Væxt, meget stærk, og skjøn af Udseende; han havde en lige Næse og et noget langagtigt Ansigt, og hans tykke Læber vansirede dog ingenlunde Munden; Øjnene laae yderlig og aabent, men dog skjønt i Hovedet, hans Haar var lysebruunt, han havde et mandigt Udseende, og førte sig prægtig op, i alle Færdigheder gik han næst Kjartan. Disse tvende Fostbrødre elskede hinanden højt, og Kjartan foer ingensteds, uden at Bolle fulgde ham.

Om Laugemændene

2. Paa Lauge i Sælingsdal boede til den Tid Osvifer Helgesøn, en viis og rig Mand, der paa Fædrenesiden nedstammede fra Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn, som forhen er omtalt. Osvifers Moder hed Nidbjørg; hendes Moder igjen var Kadlin, en Datter af Gangerolf, Røgnvald Møre-Jarls Søn. Osvifer var gift med Thordis, en Datter af Thorolf hin Korte fra Medalfeldsstrand; med hende havde han fem Sønner, som forhen ere nævnte; Ospak var den ældste og vennesælleste af dem, men Thorolf den yngste. Osvifer havde en Datter ved Navn Gudrun, der baade i Skjønhed og forstandighed bar Fortrinet for alle unge Møer til den Tid paa Island; hun klædte sig med megen Pragt, saa at al den Pynt, andre Kvinder bare, faldt igjennem som Børnestads ved Siden af hendes; hun var den vittigste og mest veltalende blandt Kvinder, og overgik de fleste i Fripostighed og Myndighed. Hun var den ældste af Osvifers og Thordis's Børn, og hun raadte mest i Huset. Gaarden Lauge er beliggende norden for Sælingdalsaa, lige over for Tunge. Da Gudrun Osvifers Datter var femten Aar gammel, blev hun gift med Thorvald, en rig Mand, som boede i Garpsdal i Kroksfjord, og var en Søn af Herredsforstanderen Haldor. Gudrun kom ikke til at elske ham, og blev derfor skilt ved ham; og siden blev hun gift med Thord, en Søn af Glum Gejresøn; han førte Navn efter sin Moder, fordi hun overlevede Glum, og blev kaldt Thord Ingunssøn. Han druknede paa Bredefjord. Deres Søn var Thord Kat, som Herredsforstanderen Snorre fostrede og opfødte paa Helgefeld; hans Søn igjen var Stuf Skjald. Gudrun sad da Enke en Tid hjemme paa Lauge. Olaf Høskuldssøn boede paa sin Gaard Hjardarholt, og var i megen Anseelse; den Gang vare alle hans Sønner hjemme hos ham, og ligeledes deres Frænde Bolle Thorlejkssøn. Kjartan drog ofte til Badet i Sælingsdal, og stedse traf det sig saa, at Gudrun var ved Badet, naar Kjartan kom der; og da hun var baade viis og ordsnild, fandt Kjartan megen Fornøjelse i at tale med hende; det vare ogsaa Folk enige i, at Kjartan og Gudrun af alle unge Folk til den Tid paa Island passede sig bedst for hinanden. Mellem Osvifer og Olaf Paa var meget Venskab, saa meget mere da de Unge begyndte at holde af hinanden; men dog talte Olaf engang til Kjartan: ”Ej veed jeg,” sagde han, ”hvorfor det stedse er saameget imod mit Sind, at du kommer til Lauge og taler med Gudrun; det er ikke fordi jeg jo anseer Gudrun for den fortrinligste blande alle Kvinder, og hun er næsten den eneste, som jeg finder fuldkommen passende for dig; men dog er det min Anelse, uagtet jeg ikke vil spaae det, at den Venskabelige Omgang, der er mellem os Frænder og Laugemændene, ikke vil bestandig lede til Held for os.” Hertil svarede Kjartan: ”Ingen Ting vil jeg gjøre mod din Villie, Fader! forsaavidt det staaer i min Magt, men jeg vænter, at dette gaaer bedre, end du aner.” Kjartan kom endnu som sædvanlig til Lauge. Bolle var stedse med ham.

Om Viddølerne

3. Paa Asgejrsaa i Videdal boede en Mand, ved Navn Asgejr Ædekol, en Søn af Audun Skøkul, som var den første af sin Slægt, der kom til Island, og tog Videdal i Besiddelse. Audun Skøkul var en Søn af Bjørn, der igjen var en Søn af Hundestejnar Jarl i England og Ragnar Lodbroks Datter Oløf. Audun Skøkul havde en anden Søn, ved Navn Thorgrim Hærukol, hvis Søn Asmund var Gretters Fader. Audun Skøkul havde en Datter, som hed Thora, hendes Søn var Hal, som var Fader til Ulfhild, hvis Datter Asta var gift med Kong Harald Grænske; deres Søn var Kong Olaf hin Hellige. Asgejr Audunssøn var gift med Ingemund hin Gamles Datter Jorun; deres Søn hed Audun, som var Fader til Asgejr, Fader til Audun, hvis Søn Egil var gift med Ulfejde, en Datter af Eyulf den Halte, Gudmund hin Mægtiges Søn. Egil og Ulfejde havde en Søn, ved Navn Eyulf, som blev dræbt paa Althinget; hans Søn var Orm, Biskop Thorlaks Kapellan. Asgejr Ædekol havde en anden Søn, som hed Thorvald, hvis Datter Dalla Biskop Islejf havde haft tilægte; deres Søn var Biskop Gissur. Asgejrs tredje Søn hed Kalf; han var i den Tid paa Handelsrejser, og blev anseet for en særdeles duelig Kjøbmand. Asgejr havde en Datter Thurrid, som var gift med Thorkel Kugge, Thord Gellers Søn; deres Søn hed Thorstejn. Asgejr havde ogsaa en anden Datter, som hed Refna, og var den smukkeste og vennesælleste Pige i Bøjgderne der nordpaa.

Om Kjartans Udenlandsrejse

4. Det fortælles at Kjartan Olafssøn tidlig et Foraar gjorde en Rejse til Borgefjord. Hans Fostbroder Bolle foer med ham, og om deres Rejse er intet fortalt før deres Ankomst til Borg, hvor Kjartans Morbroder Thorstejn Egilssøn boede. Thorstejn tog meget vel mod sin Frænde Kjartan, viste den største Glæde ved hans Ankomst, og sagde, at det vilde være ham kjært, om han vilde forblive der længe. Kjartan og Bolle forbleve nu paa Borg en Tid. Samme Vinter traf det sig, at et Skib havde ligget over i Mundingen af Gufaa; dette Skib ejede den før omtalte Kalf Asgejrssøn, han havde om Vinteren opholdt sig hos Thorstejn paa Borg. Kjartan sagde til Thorstejn, da de engang vare ene, at hans Ærende derned gik mest ud paa, at han af Kalf vilde Kjøbe halv Part i hans Skib, og han vilde da fare udenlands om Sommeren; han spurgde derfor Thorstejn om Kalfs Sinds Beskaffenhed. ”Det er min oprigtige Mening,” svarede Thorstejn, ”at Kalf er en brav Mand og af et godt Sindelag; det er meget naturligt, Frænde! at du har Lyst til at lære at kjende andre Folks Sæder; din Rejse vil vist i een eller anden Henseende vorde mærkelig; men jeg og dine andre Frænder have meget i Vove ved den.” Kjartan Kjøbte dernæst halv Part i Skibet, og indgik Stalbroderskab med Kalf; Kjartan skulde være kommen til Skibs, naar ti Uger af Sommeren vare forløbne. Kjartan red derpaa vester over til Dalene, og fik gode Gaver af sin Frænde Thorstejn. Men da han kom hjem, og sagde sin Fader denne beslutning, svarede Olaf: ”Det er en iilfærdig beslutning, Frænde! men ingen Forandring vil jeg gjøre heri.” Kort efter red Kjartan til Lauge, og fortalte Gudrun, at han agtede sig udenlands. Hun sagde at han havde gjort dette uden Overlæg, og hun yttrede mere i den Anledning, hvoraf Kjartan kunde forstaae, at hun var utilfreds dermed. ”Om dette mishager dig,” sagde Kjartan, “da skal jeg gjøre en anden Ting, som skal behage dig.” ”Gjør det!” svarede hun, ”thi jeg skal snart sige dig, hvad der behager mig.” Kjartan bad hende sige det. Hun sagde da: ”Jeg vil fare udenlands med dig i Sommer, og da har du gjort godt igjen, hvad du har Forseet dig imod mig ved den hurtige Beslutning; og jeg elsker saa ikke Island.” ”Det kan ikke skee,” sagde Kjartan, ”thi dine Brødre ere ikke voxne, og din Fader er gammel, og de ere da berøvede al Raadførsel, naar du drager bort fra Landet; men vænt efter mig tre Vintre uden at gifte dig!” Gudrun sagde, at hun ikke vilde gjøre ham noget Løfte derom. De skiltes dernæst saaledes, at de vare af ulige Mening. Kjartan red siden hjem til Hjardarholt, og gjorde sine Sager i Stand. Da Olaf Paa om Sommeren red til Things, red Kjartan med sin Fader fra Dalene østerpaa, og de skiltes i Norderaadal. Kjartan red da til Skibs med ti Mænd, hvoriblandt hans Frænde Bolle. Kalf Asgejrssøn tog vel imod Kjartan, og saasnart de vare færdige, begave de sig paa Rejsen. De havde god Bør, og landede nordpaa i Norge ved Throndhjem. De lagde ind ved Agdenæs, hvor de spurgde den Tidende, at Hakon Jarl var død, og Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og at hele Folket havde underkastet sig ham, og taget ham til Konge; og tillige hørte de, at Kong Olaf forkyndte en ny Tro, som han vilde indføre der i Landet, men som fandt en meget forskjellig Modtagelse hos Folk. De styrede nu med deres Skib ind til Nidaros. Den Gang vare der mange meget anseete Islændere i Norge, og der laae da ved Broen hele tre Kjøbmandsskibe, som havde hjemme i Island. Det ene af dem tilhørte Brand hin Gavmilde, en Søn af Vermund Thorgrimssøn; det andet tvende Brødre, Bjarne og Thorhal, Sønner af Bredaa-Skegge østenfra Fljotslid; det tredie Skib ejede Skjalden Halfred Ottarssøn, som den Gang var ganske nylig kommen der; thi han og Kjartan sejlede samme Sommer fra Island. Alle Islænderne toge vel imod Kjartan, men Brand dog bedst, thi de kjendte hinanden forud godt. Alle de nu nævnte Islændere havde, allerede før Kjartan kom, sluttet Forening om at nægte at antage den Tro, som Kong Olaf forkyndte, men nu raadsloge de atter om denne Sag, og spurgde Kjartan om, hvad han vilde gjøre. Han udlod sig i det Hele kun lidt derom, men sagde, at han vilde være enig i det, som syntes alle de andre raadeligst.

Svømmelege paa Nidaaen

5. Kong Olaf opholdt sig der paa den Tid med en betydelig Mængde Folk; han lod der udføre et stort Værk, thi han lod anlægge Kjøbstaden Nidaros, og opbygge en Kongsgaard lige for Enden af Skibekrog, hvor han ogsaa lod rejse en Kirke om Høsten. Kongen lod aflægge mange Tomter der ved Aabreden til at bygge Gaarde paa, og gav dem siden til hvem ham syntes, og som vilde lade sig bygge Huse. Det traf sig nu om Høsten en Dag, da det var godt Vejr, at mange gik ud af Byen for at svømme i Nidaaen. Da Islænderne saae det, sagde Kjartan, at de skulde gaae til og see paa Bymændenes Svømmeøvelser. De gjorde saa, og da de havde staaet noget og seet paa dem, saae de, at der var en Mand, som langt overgik alle de andre i Svømmefærdighed. Da sagde Kjartan til Halfred Ottarsson: ”Vil du gaae til og prøve Svømning med denne Mand?” ”Det er langt fra,” svarede Halfred, ”thi der have vi en Mand for os, som jeg i ingen Henseende agter at sætte mig i Ligning med.” Dernæst spurgde Kjartan sin Frænde Bolle, om han da ikke vilde prøve Svømning med Bymanden. ”Det anseer jeg mig ikke duelig til,” svarede denne. ”Nu veed jeg ikke, hvor eders Kappelyst er bleven af,” sagde da Kjartan, ”saa vil jeg forsøge, om ingen af eder tør.” Derpaa gik han frem til Aabreden ligeoverfor det Sted, hvor Folkene svømmede. Kjartan var iført en rød Skarlagens Kjortel; han kastede Klæderne, og styrtede sig siden ud i Aaen, og stilede hen til den Mand, som svømmede bedst, førte ham strax under Vandet, og holdt ham nede en Stund. Derefter lod han ham op, men da de havde hvilet sig lidt, greb Bymanden Kjartan og førte ham under Vandet, og da vare de nede langt længere, end Kjartan syntes om; omsider kom de op, de talte ikke et Ord sammen, men fore ned den tredie Gang, og da vare de længst under Vandet; Kjartan vidste da næppe, hvad Ende den Leg vilde faae, thi han syntes aldrig før at have været i saa farlig en Stilling. Endelig lod Manden ham op, og de svømmede da begge til Land, og begyndte at klæde sig paa. Bymanden forekom da Kjartan baade stor og stærk. Denne Mand spurgde nu, hvo han var; han sagde sit Navn. ”Du svømmer godt, Islænder!” sagde Bymanden, ”forstaaer du dig saa godt paa andre Idrætter, som paa denne?” ”Af denne har jeg ingen Ære nu,” svarede Kjartan, ”saaledes vil det vel ogsaa gaae med de andre, skjønt de have været kaldte Idrætter i mit Fødeland.” ”Hvad Ære du faaer af dine Idrætter,” sagde Bymanden, ”kommer meget an paa, med hvem du prøver dem, og hvi spørger du mig ikke om, hvad jeg hedder?” Kjartan sagde, at han ikke brød sig om at vide det. ”Det kan man sige,” sagde Bymanden, ”at det er ikke nok med, at du er særdeles mandig, men du lader ogsaa stormodig, men ikke desto mindre skal du nu vide mit Navn, og med hvem du har prøvet Svømningen: jeg er Olaf Tryggvesøn, som nu her kaldes Konge.” Kjartan svarede intet, og gik bort uden Kappe. Kongen var da ogsaa klædt paa; han kaldte paa Kjartan, og bad ham ikke gaae saa hurtig. Kjartan gik tilbage, dog meget langsomt; Kongen tog da sin Kappe af sine Skuldre, og sagde: ”Ej skal du gaae uden Overkjortel til dine Stalbrødre, saa hæderlig og haabefuld en Mand som du er, og vil jeg give dig denne Kappe; ogsaa vil jeg, at du tager det, som vi have haft med hinanden at gjøre i Dag, ligesom jeg vil tage det, for Spøg og Gammen; thi jeg vænter, at faa ville ansee dig for mindre dygtig i Svømnmg, om jeg end kan maale mig med dig deri. Kjartan takkede Kongen for Gaven, og gik siden bort til sine Landsmænd, og viste dem Kappen; det var et meget kostbart Stykke. Islænderne tilkjendegave deres Mishag med, at han havde taget imod Kappen, da det syntes dem, at han derved havde underkastet sig Kongen, og traadt i Venskab med ham. Ved Høstens Begyndelse blev det et haardt Vejrlig med megen Frost og Kulde, og Hedningerne sagde da, at det var intet Under, at Vejrliget blev saa haardt, da Guderne vare blevne vrede allerførst paa Kongen, og siden paa alle dem, som havde antaget den nye Tro, som han forkyndte. Kort efter blev Vejrliget bedre, og da kom Folk til Byen fra de nærmeste Herreder, det var for det meste Hedninger. Alle Islænderne havde skaffet sig et fælles Herberge i Byen, hvor de agtede at opholde sig Vinteren over. Kjartan var saa at sige deres Formand.

Kong Olafs og Kjartans Samtale

6. En Dag holdt Kongen Thing ude paa Øre med det Folk, som var kommet sammen der; han forkyndte Troen for dem, talte længe med Blidhed, men til Slutningen blev hans Tale haard, og han truede dem, som ikke vilde følge hans Bud, med Døden eller andre haarde Straffe. Da lode mange af Landets Beboere sig døbe, hvorefter Thinget blev ophævet. Samme Aften sendte Kongen nogle Mænd til Islændernes Herberge, for at høre efter, hvad de talte. Islænderne sade ved Drikkebordet og vare muntre, og man kunde høre megen overgiven Støj derinde. De talte om Thinget, som havde været om Dagen, og om den Forkyndelse, som Kongen der havde fremført. Kjartan sagde til Bolle: ”Synes du noget om, Frænde! at antage den Tro, som Kongen forkynder.” ”Dertil er jeg ikke tilbøjelig,” svarede Bolle, ”thi den Tro synes mig blødagtig og altfor simpel.” ”Saa ere vi ikke af eens Tanker i dette,” svarede Kjartan, ”thi det forekommer mig, som Kongens Villie faaer Fremgang, saa at Folk paa hvert Thing samtykker i hans Troesforkyndelse, synes eder ikke ogsaa, at han fremførte temmelig haarde Trudsler i Dag mod dem, som ikke vilde lyde hans Bud?” ”Tilvisse!” svarede Bolle, ”syntes Kongen os at tale tydelig om det, at de, som ikke vilde lyde ham i at antage Troen, skulde blive udsatte for haarde Straffe.” ”Af intet Menneske skal jeg lade mig tvinge,” sagde Kjartan, ”saalænge jeg kan røre mine Vaaben; det synes mig ogsaa uværdigt for en tapper Mand, at blive dræbt som et umælende Dyr uden at have begaaet nogen Brøde; da syntes det mig meget bedre, om jeg var vis paa at blive dræbt, forud at udføre nogen Navnkundigheds Daad, som længe kan leve i Folks Minde.” ”Hvad vil du da tage dig for, Frænde,” spurgde Bolle. ”Det skal jeg strax sige dig,” svarede Kjartan, ”hvis Kongen vil trænge saaledes med denne Troesforkyndelse paa os, som han gjør det ved andre Folk, da synes mig at der ere to Vilkaar for Haanden, som ere ganske ulige: det ene er at følge villig alle hans Bud, og ingen Tvangsmidler lade ham behøve; det andet er, saafremt Kongen har besluttet at udøve Voldsomheder mod os, at brænde ham inde.” ”Det kalder jeg ikke umandig talt,” svarede Bolle, ”men ej ville vi kunne iværksætte det, saavidt jeg skjønner, thi stort Held og Lykke følger Kongen, og desuden har han en stærk Vagt om sig baade Nat og Dag.” ”Det seer jeg,” sagde Kjartan, ”at de fleste mangle Foretagelsesaand, om de end ere tapre Mænd: dette talte jeg ogsaa mere for at prøve eder, end at jeg vilde for Alvor opmuntre eder dertil.” Bolle sagde, at det var vanskeligt at see, hvem man kunde behøve at egge til Tapperhed. Da erklærede mange, at denne Tale var meget uforstandig. Spejderne gik nu hjem til Kongen, og fortalte ham hele deres Samtale. Om Morgenen efter blev det forkyndt, at Kongen vilde holde Thing, og han lod byde alle Islænderne at Møde der. Da Thinget var sat, stod Kongen op og talte; han takkede alle dem, som vilde være hans Venner og antage Troen, fordi de havde indfundet sig; dernæst henvendte han Talen til Islænderne, og spurgde, om de vilde troe paa den sande Gud og lade sig døbe. De vare ikke hurtige til at svare derpaa. Da sagde Kongen: ”Hvo er den af eder Islændere, som vilde raade til at brænde mig inde?” Da svarede Kjartan: ”I tænker vel,. Herre! at den Mand ikke drister sig til at vedgaae sit Ord, men her, kan I see den, som det har talt”. ”Jeg seer dig nok,” svarede Kongen, ”og tillige at du ikke er en Mand af smaae Planer, men det har Skjæbnen ikke bestemt dig, at blive min Overvinder; nu ville Folk sige, at du har forbrudt dig nok til, at du ikke skulde true med at indebrænde flere Konger, som ville lære dig det Bedre; men fordi du vedgik det saa mandig, og det tillige ikke er vist, at du meente med, hvad du sagde, da skal du ikke miste Livet for den Sag; thi det er lidet at taale Trudsler af sin Ligemand, eftersom vor Herre Jesus Kristus, alle Kongers Konge, uskyldig taalte Forurettelser af sine Fjender; og det Haab har jeg desuden, at du vil holde den hellige Tro saa meget bedre, som du er uvilligere til at antage den, og taler mere imod den end andre; det vænter jeg ogsaa, hvad der er mit inderlige Ønske, at det vil drage Islændere i Snesetal til at antage Troen, den samme Dag som du lader dig døbe uden Tvang, og tillige haaber jeg, at, naar I komme til Island, ville eders Frænder og Venner meget bevæges ved eders Overtalelser, da her nu ere saa mange Mænd komne sammen fra dette Land; det troer jeg ogsaa, at du, Kjartan! har en bedre Tro, naar du sejler fra Norrig, end da du kom hertil; drager nu alle i Fred og Sikkerhed, hvorhen I ville, fra denne Forsamling; jeg vil ikke tvinge eder til Kristendommen dennesinde; thi den levende Gud, Himlens Konge, vil, at man skal tjene ham frivillig og efter egen Tilskyndelse, og intet Menneske kommer nødig til hans Herlighed.” Lydeligt Bifald blev givet Kongens Tale, dog mest af de Kristne. Men da Islænderne sagde til Kjartan, at han skulde svare, hvad han selv vilde, tog han saaledes til Orde: ”Megen Tak skylde alle vi Islændere eder, Herre! fordi I giver os sikker Fred! det kan man ogsaa vænte, at I snarest bevæger os til Lydighed mod eder ved at behandle os med Nedladenhed og Mildhed, og tilgive os store Brøder, nu da vi ere i eders Vold, saa at I kunde gjøre ved os, hvad I vilde; nu er jeg ikke saa uforstandig, at jeg ikke skulde tilstaae at have talt ilde; men vore Frænder Islænderne have længe været haarde baade i Ord og Gjerninger; det er ogsaa et gammelt Ord imellem os, som ofte viser sig: ”Naar Øllet gaaer ind, gaaer forstanden ud; ofte taler et Menneske ubetænksomt ved Drik, hvad han paa ingen Maade vil iværksætte, naar han igjen faaer sin Samling. Nu vil det gaae med os, Herre! eftersom der siges, at stedse giver den Klogere efter; men angaaende min og mine Stalbrødres Troesforandring, kan det vel være, at Nordmændene ville sige, at vi Islændere slægte vore Forfædre paa, om vi heller lade os bevæge af Mildhed end Strænghed, men alligevel tænker jeg blot saa vidt at antage Troen her i Norge, at jeg skal lidet hædre Thor næste Vinter, naar jeg kommet til Island.” Da svarede Kongen smilende: ”Det seer jeg tydelig, Kjartan! baade af dine Ord og din Mine, at du sætter mere Fortrøstining til din Styrke og Dygtighed end til Thor eller Odin.” Thinget blev nu ophævet; men da Kongen kom til sit Herberge, vare der nogle, som tilskyndte ham at tvinge Kjartan og Islænderne til Kristendommen; de sagde, at det var uforsigtigt af ham, at lade saa mange Hedninger, der ikke havde undseet sig ved at tale frit om, at de vilde overfalde ham, opholde sig saa nær. Men Kongen svarede dem med Vrede: ”Saadanne Raad,” sagde han, ”vil jeg ikke følge; thi jeg troer, at mange af dem, som kalde sig Kristne, ere i somme Henseender ikke af bedre Sæder end Kjartan og hans Trop, og saadanne Mænd man man visselig være langmodig med; kjender jeg saaledes Kjartan og hans Sind, at jeg ikke er bange for, at han vil oplægge Svigraad imod mig herefter.” Høsten forløb nu. Kongen spurgde, at Thrønderne havde en stor Ofring ved Vinterens Begyndelse, og paakaldte Guderne inderlig, at de ikke vilde lade Kong Olafs Bud om Kristendommen faae Fremgang i Norge.

Kjartan Olafssøn døbes

7. Kong Olaf havde der ladet opbygge en Kongsgaard om Høsten, og fore derhen alt, hvad der behøvedes til Vinterophold. Der lod han ogsaa bygge Clemens Kirke, som var bygget færdig og heel i Stand til Julen, og Kongen og Biskoppen agtede, at Julehøjtid skulde holdes i den. Dagen før Julen sagde Kjartan til sine Mænd, at de skulde staae op om Natten, og gaae saa nær Kirken, at de kunde see og høre de Kristnes Adfærd, hvorledes de holdt deres Gudstjeneste. Mange syntes vel om det, og sagde, at det vilde være morsomt. Kjartan og Bolle gik da til Kirken om Natten, og med dem Halfred Ottarssøn og mange andre Islændere; de hørte der Klokkelyd og den fagre Sang, som der blev sungen, og lugtede den behagelige Vellugt af Røgelsen. De gik ikke hjem til deres Herberge for om Dagen efter Højmesse. De begyndte da at tale meget om, hvorledes de syntes om de Kristnes Skikke og Adfærd; de vare af ganske ulige Mening derom. Siden spurgde man Kjartan, hvad hans Tanker var om de Kristnes Adfærd: ”Det er overordentligt,” svarede Kjartan, ”hvor stort Behag jeg finder i deres Skikke, jo mere jeg lærer at kjende dem; bestandig har Kongen forekommet mig at være en mærkelig Mand, men nu i Dag syntes hans Udseende mig langt herligere end nogensinde før, saa at jeg troer, at de have det bedst, som lyde ham, og tjene ham frivillig; og naar jeg skal sige min oprigtige Mening, saa troer jeg, at alt vort Held og Lykke beroer paa, at vi troe paa den Gud, som han forkynder; nu er der intet, som opholder mig fra strax at gaae til Kongen og bede ham om Daaben, uden det allene, at han nu er gaaet til Bords, og tillige at jeg ikke vil ulejlige Kongen eller de kristne Præster paa denne Dag, som de kalde deres Guds store Hovedhøjtid; thi det vil være et betydeligt Arbejde at døbe os og alle vore Skibsfolk, og derfor ville vi lade det beroe med vor Daab til en anden Dag; men paa ingen Maade kan det være Kong Olaf mere magtpaaliggende end mig, at dette bliver udført; det viser heller ingen fast Tænkemaade, at være saa heftig i nogen Ting, at man overskrider Maadeholds og Beskedenheds Grændser. Hvorledes synes ellers dig, min Frænde Bolle! om denne beslutning.” Bolle tilkjendegav sit Bifald, og bad Kjartan raade for, hvorledes de begge skulde forholde sig i denne Henseende. Denne Gang havde Kongen ogsaa, ligesom før, sat nogle til at høre efter, hvad Islænderne talte, og hele denne Samtale blev ham berettet før samme Dag var til Ende.

Kjartan og Bolle blive Kongens Mænd

8. Den anden Dag i Julen sendte Kongen, saasnart han var klædt, Bud til Kjartan, og bad ham komme til sig. Kjartan kom til Kongen med nogle Mænd og hilste paa ham. Kongen tog med Mildhed imod ham, men da de havde talt faa Ord sammen, bød Kongen Kjartan at lade sig døbe. ”Det skal jeg nu ikke afslaae,” svarede Kjartan, ”om jeg derfor kan faae eders Venskab, Herre!” Kongen sagde, at han vilde det, og tilsagde ham sit fuldkomne Venskab; ”det er mig ganske omstændelig berettet,” tilføjede han, hvad I Stalbrødre have talt i Gaar; du har nu, Kjartan! sandet de Kristnes Ordsprog, at Højtider ere bedst til Held.” Kongen og Kjartan bleve nu enige herom, og Kjartan og hans Frænde Bolle og alle deres Skibsfolk bleve døbte. Kong Olaf havde Kjartan og Bolle hos sig ved Julehøjtiden og var meget venlig mod dem begge. Det sige de fleste, at Kjartan blev Kong Olafs Mand, den Dag han og Bolle aflagde de hvide Klæder.

Halfred Skjald døbes

9. Da Kong Olaf en Dag gik paa Gaden, mødte han nogle Mænd; den foran gaaende hilste paa Kongen; Kongen spurgde ham om Navn; han kaldte sig Halfred. ”Er du Skjalden?” spurgde Kongen. ”Digte kan jeg,” svarede han. Da sagde Kongen: ”Du vil vist troe paa den sande Gud, og forlade den gamle Hedenskab og det onde Afguderi; du er en djærv og oprigtig Mand, og det er dig bedst, ikke længer at tjene Djævlene.” ”Vel taler du herom, o Konge!” svarede Halfred, ”men ej vil jeg lade mig døbe uden Gjengjæld.” ”Hvad forlanger du da derfor?” sagde Kongen. ”Det,” svarede Halfred, ”at du, o Konge! selv skal staae Fadder til mig; intet andet Menneske vil jeg have til den Bestilling.” Kongen sagde, at han antog det Vilkaar; og Halfred blev nu døbt med alle sine Skibsfolk. Kong Olaf holdt Halfred under Daaben; dette omtaler Halfred i en Drape, som han gjorde om Kong Olaf:

Jeg til Gudfader havde,
Det jeg sander, den Mand, som
Øverst var af alle
Under Nordres Byrde (1).

Efterat Halfred var døbt, overgav Kongen ham til sine Morbrødre Karlshøvud og Jostein, at de skulde lære ham Credo, og Pater noster. Da antog ogsaa Brand hin Gavmilde den sande Tro; ligesaa Brødrene Brejdaaskegges Sønner og alle andre Islændere, som vare der i Byen. Imod Slutningen af Julen sendte Kongen Bud ind paa Strind og ud til Guledal og ligeledes ud til Orkedal, og indbød Høvdingerne og andre anseelige Bønder til sig; og da alle de, som Kongen havde indbudet, kom til ham, tog han imod dem med den største Mildhed, og lod anrette et herligt Gilde for dem; der, blev intet sparet, og den Første Aften vare de nylig komne Bønder meget drukne. Den følgende Nat sov alle der i Ro. Om Morgenen lod Kongen, da han var paaklædt, synge Messe for sig, og da den var endt, lod han blæse til Huusthing. Han drog selv til Thinget med sine Mænd, og da Mængden var kommen, og Thinget var sat, stod Kong Olaf op og talte; han sagde saa: ”Da vi holdt Thing inde paa Froste, bød jeg Bønderne at lade sig døbe, men de bøde mig derimod, at jeg skulde drage hen og ofre med dem; da bleve vi enige om, at vi skulde komme sammen inde paa Møre og der gjøre et stort Offer. Nu er det alle bekjendt, at jeg har i mange Maader vanæret Guderne og formindsket deres Ret, sønderbrudt deres Billeder, brændt Offerhuse og Altre, og paa alle Maader forødet Troen paa dem; derfor veed jeg, at det er højligen fornødent, at jeg er dem til Villie, for at bevæge dem til at modtage min Tjeneste og vende fra mig deres grumme Vrede, og lade mig beholde min Regjering og Værdighed. Skal jeg altsaa ofre for igjen at komme i Naade hos Guderne, da vil jeg lade gjøre det største Offer, som Folk pleje; dertil skal ikke vælges Trælle og Forbrydere, tværtimod skal der til at slagtes og ofres til Guderne vælges de anseeligste Mænd og betydeligste Bønder; dertil nævner jeg Orm Lyrgja af Medalhuus, Styrkar af Gimse, Kaar af Gryting, Asbjørn Thorbergssøn af Ørnæs, Orm af Lyxa, Haldor af Skerdingsstedja; alle disse ere nu her tilstede, men siden skal jeg udvælge andre sex af de fornemste og mest anseete Indthrønder; alle disse Mænd skulle ofres til godt Aar og Fred. Men eftersom den trængende Nødvendighed fordrer, at vi formilde noget, om det end for Øjeblikket ikke bliver meget, Gudernes Vrede og Forbitrelse, som længe har voxet og tiltaget imod os formedelst vore mangfoldige Fortørnelser og fjendtlige Fremfærd imod dem; og I paa den anden Side maa længes meget efter at tage Belønning for eders Tjeneste af dem, ved omsider at forenes i deres herlige Selskab, hvortil I saa længe med fuldt Alvor have stundet: saa skulle I, som ere udnævnte til at ofres til Guderne, nu strax paa Stedet anfaldes; man skal i Øjeblikket dræbe eder og vise eder til den Salighed, som de ville tilstaae eder for eders bestandige hulde Tjeneste. I behøve ikke at blegne for dette mit Bud; thi, hvis eders Guder ere gode og mægtige, som I sige, da ville de give eder evig Salighed i Betaling, allerhelst naar I, foruden bestandig Tjeneste, endogsaa udstaae Døden for deres Skyld. Men hvis saa er, som mig synes, at eders Aasyn formørkes særdeles, og I ikke glæde eder saa meget, ved at komme i Gudernes Selskab, som man skulde formode, da kan Grunden ikke være anden, end at I tvivle om deres Almagt. Derfor! hvis det gaaer saa, som jeg veed, at I ville følge de gode Raad, som jeg vil give eder; da troer aldrig mere paa disse Djævle, som ingen Belønning give deres Tjenere, uden det, som de selv have, nemlig den evige Brand i Helvedes Pine; omvender eder heller til den Gud, som er saa mægtig, mild og god, at han giver enhver sin sande Tjener den evige Salighed og uendeligt Rige med sig selv i Himmeriges Herlighed efter dette fattige Liv, som vi have i denne usle Verden. Det Rige giver den almægtige Gud ligesaa vel den fattigste Betler som den mægtigste Konning, om han tjener ham med sand Tro og gode Gjerninger, og ligesaa vel dem, der hele deres Liv have gjort ham Modstand, men i deres yderste Alderdom fuldkommen omvende sig til hans Miskundhed, som dem, der lige fra Barndommen have tjent ham.” Kongens Tale virkede saaledes paa de der forsamlede Bønder, at de alle tilstode at troe paa den sande Gud, og bade Kongen om Fred, De bleve derpaa alle døbte, og gjorde Kongen Ed paa, at holde den sande Tro, og afstaae fra al Ofring. Kongen beholdt alle disse Mænd hos sig til Gjæst, indtil de skaffede ham til Gisler deres Sønner eller Brødre eller andre nære Frænder.

Kongen byder Kjartan at drage til Island at forkynde Kristendommen

10. Denne Vinter, som Gunnar Helming var i Sverrig, vare Kjartan, Bolle og Halfred Vanraadeskjald hos Kong Olaf, som før blev berettet. Men da Vinteren var forbi, og Folk beredte sig til Rejser, gik Kalf Asgerssøn til Kjartan, og spurgde, hvad han agtede at tage sig for om Sommeren. Han svarede: ”Det havde jeg helst seet, at vi kunde styre med vort Skib til England i Sommer, thi der kunne Kristne nu gjøre god Handel; men dog vil jeg tale med Kongen, inden jeg fuldkommen afgjør dette, thi han syntes lidt om den Færd, da jeg talte med ham derom. Siden gik Kalf bort, men Kjartan gik at tale med Kongen. Kongen tog da, som stedse, imod ham med den største Blidhed, og spurgde, hvad han og hans Stalbrødre havde talt om.” Kjartan sagde, hvad han og Kalf helst havde i Sinde, og tilføjede, at det var hans Ærende, at bede Kongen om Lov til denne Rejse. Kongen svarede: ”Det Forslag vil jeg gjøre dig, Kjartan! i Henseende til Rejse, at du skal drage ud til Island i Sommer, og enten med Magt eller Snildhed nøde Folket der til at antage Kristendommen, men synes du den Færd vanskelig at udføre, da vil jeg paa ingen Maade lade dig løs; thi jeg holder for, at du er bedre skikket til at tjene anseelige Mænd, end til at blive til en Kjøbmand, og fare imellem Landene.” Kjartan svarede: ”Det vælger jeg hurtig imellem, Herre! at jeg vil meget heller være her hos eder end strides med mine Frænder og Venner; det er ogsaa rimeligt, i Henseende til min Fader og mine andre Frænder, at de ere ikke uvilligere til at gjøre eders Villie, naar jeg er her i eders Vold, og nyder god Behandling.” Kongen sagde: ”Dette er valgt baade med Viisdom og Højmodighed.” Kongen gav ham da en Skarlagens Klædning, som han havde ladet gjøre til sig selv, og den passede Kjartan vel; thi det sige Folk, at Kong Olaf Tryggvesøn og Kjartan Olafssøn have været lige høje, naar de gik under Maal. Kalf Asgerssøn foer om Sommeren med deres Varer til England.

Om Kong Olafs Kæmper, som vare paa Ormen lange

11. Ud paa Vaaren lod Kong Olaf sine Skibe ruste; han skulde selv styre Ormen lange, som han havde ladet bygge Vinteren forud, thi det var da det største og skjønneste Langskib i Norge. Da Skibsbesætningerne bleve udtagne, blev der med stor Omhu valgt Mandtskab til Ormen, saa at ingen Mand skulde være paa den, der var ældre end tresindstyve eller yngre end tyve Aar, og der blev seet meget paa Styrke og Tapperhed; først bleve Kong Olafs Hofsinder bestemte dertil, thi Huustroppen var udvalgt af de stærkeste og tapreste Indfødte og Udlændinger. I Stavnen paa Ormen vare Ulf den Røde, som førte Kong Olafs Banner, og Kolbejn Staller, fremdeles Thorstejn Oxefod, og Arnljot Gellines Broder, Vikar fra Tiendeland. I Løftingen stode Vakur den engelske fra Raume, Berse den Stærke, An Skytte fra Jæmteland, Thrand Ramme og hans Broder Uthyrmer fra Thelemarken; Haleyerne Thrand Skjalge, Øgmund Sande, Lødver den Lange fra Saltvig og Harek den Hvasse; Indthrønderne Ketil den Høje, Thorfin Ejsle, Havard og hans Brødre fra Ørkedal. følgende vare i Forrummet: Bjørn fra Studla og Børk fra Fjordene, Thorgrim Thjodolfssøn fra Hvin, Asgrim og Orm, Thord fra Mardeløg, Thorstejn Hvide fra Ofrestad, Arnor fra Møre, Halstejn, Eyvind Snog, Bergthor Bestil, Halkel fra Fjalar, Olaf den Raske, Arnfin fra Sogn, Sigurd Bild, Ejnar fra Hørdeland, Ketil fra Rogeland, Grjotgard fra Rommerige. I Krapperummet vare disse: Ejnar Tamberskælver, som ikke blev agtet for fulde, thi han var kun atten Aar gammel, Halstejn Hlifssøn, Thorolf, Ivar Smetta, Orm Skogarnef. Paa Ormen vare desuden mange andre ypperlige Mænd, som vi ej vide at opregne. I Halsrummet vare otte Mand, som vare udvalgte een for een; i Forrummet vare tredive Mand. Det var et almindeligt Ord, at det Mandskab, som var paa Ormen, ikke mindre overgik andre Mænd i Anseelse, Styrke og Tapperhed, end Ormen lange overgik andre Skibe. Kongens Broder Thorkel Nefja styrede Ormen korte; Kongens Morbrødre Thorkel Dydril og Jostein havde Tranen, og begge disse Skibe vare ogsaa meget vel bemandede. Kongen rustede ni store Skibe til at tage med sig fra Throndhjem og desuden en Deel Smaaskibe med tyve eller færre Aarer. Da Kongen havde faaet sin Flaade næsten ganske udrustet til Afrejse, inddeelte han Folket over hele Thrøndelaugen i Sysler og forstanderskaber; og mange Ting opholdt ham, saa det led frem paa Sommeren, og Skibe kom til Norge fra Island og andre Lande. Da spurgdes den Tidende, at Kristendommen var ved Lov antagen paa Island, og at alt Folket der var døbt; ved dette blev Kong Olaf meget glad; han lod strax holde et Huusething, paa hvilket Kongen stod op og sagde: ”Den glædelige Tidende have vi spurgt fra Island, at alt Folket der er kristnet; derfor takke vi Gud og give alle dem, som for Islændernes Skyld have siddet som Gidsler her, Lov til frit at drage bort, hvorhen det lyster dem.” Kjartan Olafssøn var den Første til at svare paa Kongens Tale: ”Haver megen Tak for eders Tilladelse, Herre!” sagde han, ”vi ville da tage den Beslutning, at drage ud til Island i Sommer.” Kongen svarede: ”Ej vil vi nu tage dette Ord tilbage, men dog talte vi dette mere, de andre meent, end dig, Kjartan! thi vi ansee det saa, at du har været her hos os mere i Venskab og Kjærlighed end som Gidsel; ej ønskede jeg, at du længtes efter at drage ud til Island, skjønt du har anseelige Frænder der; thi hvis du vil blive her hos os, skal du faae stor Hæder, og et saadant Giftermaal, at man skal sige, at du ikke paa Island vil gjøre saadant Parti.” Da svarede Kjartan: ”Gud lønne eder. Herre! for al den Hæder, som I har viist mig, siden jeg kom i eders Vold, men endnu vænter jeg, at I ligesaa vel vil give mig, som de andre, hvem I have holdt her en Tid, Lov til at besøge mine Frænder og Venner paa Island. Kongen svarede: ”Saa skal være, Kjartan! men sjælden finder man en Mand, som du er, blandt dem, der ikke beklæde nogen høj Værdighed.” Kalf Asgejrssøn havde den Vinter været i Norge, og var Sommeren forud kommen ovre fra England med hans og Kjartans Skib og Kjøbmandsvarer. Saasnart nu Kjartan havde faaet Tilladelse af Kong Olaf til at rejse til Island, stræbte han og Kalf at gjøre deres Sager i Stand; og da Skibet var sejlfærdigt, gik Kjartan til Kongens Søster Ingeborg; hun tog med Glæde imod ham, og bød ham at sætte sig hos hende. Da de nu talte sammen, sagde Kjartan, at han nu havde gjort sig færdig til Rejsen til Island. Ingeborg sagde: ”Jeg troer, Kjartan! at du har mere gjort dette efter dit eget Sind og din Lyst, end at nogen har meget opmuntret dig dertil.” De talte da ikke meget. Ingeborg tog ud af en Æske, som stod hos hende, en figureret Pose; deri var en kostbar sneehvid Kvindekaabe, som var meget indvævet med Guld; det var et meget kostbart Stykke; hun gav Kjartan Kaaben, og sagde: ”Denne Kaabe skal du give Gudrun Osvifersdatter i Morgengave; hun kan meget vel bruge den til at svøbe om sit Hoved; jeg vil, at de islandske Kvinder skulle see, at hun, som du har talt med her i Norrig, er ikke af Trælleæt; ingensteds kan jeg følge dig,” sagde hun, ”men jeg vil nu ønske dig Lykke paa Rejsen.” Kjartan stod da op, og kyssede Ingeborg, og Folk holdt det for vist, at det faldt dem haardt at skilles. Kjartan gik da til Kongen, og sagde, at han var nu færdig til Afrejsen. Kong Olaf og en Mængde Folk fra Byen fulgde ham til Skibs, og da de kom der, hvor Skibet stod, sagde Kongen: ”Her er et Sværd, Kjartan! som jeg vil give dig til Skilsmisse; før dette Vaaben bestandige med dig! thi jeg vænter, at du ikke skal døe for Vaaben, naar du bærer dette Sværd.” Det var et meget skarpt Vaaben og derhos særdeles smukt. Kjartan takkede med fagre Ord Kongen for Gaven og for al den Hæder og Anseelse, som han havde viist ham, medens han var i Norge. Da sagde Kongen: ”Nu farvel, Kjartan! hold vel din Tro, og elsk Gud!” Kongen og Kjartan skiltes med den største Kjærlighed. Kjartan gik da ad Bryggen ud paa Skibet; Kongen saae efter ham, og sagde: ”Mærkelig er Kjartans Skjæbne og somme af hans Slægtninges, og er det bedrøveligt, at man ofte ikke kan gjøre noget mod Menneskets Bestemmelse.” Kong Olaf gik da tilbage til Byen, men Kjartan og Kalf sejlede bort, saasnart der gaves Bør. De vare ikke længe paa Rejsen, og kom i Havn i Hvitaa i Borgefjord. Da spurgde Kjartan, at hans Frænde og Fostbroder Bolle Thorlejkssøn havde faaet Gudrun Osvifersdatter, og voldte dette ham dog ingen Bekymring. Kjartan opholdt sig Vinteren efter vesterpaa i Hjardarholt hos sin Fader. Han var den Første paa Island, der i Fasten afholdt sig fra al tør Mad, og dette blev meget berømmet; ogsaa mange andre gode Sædvaner og Troesskikke havde han fremfor de fleste paa Island i den Tid. Vaaren efter giftede Kjartan sig, og ægtede Refna Asgersdatter; hende gav han Tørklædet i Foræring, men om Høsten en halv Maaned før Vinteren fratog Thorolf Osviferssøn paa et Gilde i Hjardarholt Kjartan Sværdet, som Kongen havde givet ham, og skød det ned i et Morads, da man red efter ham; Sværdet fandtes der, men Skeden aldrig. Kort efter ved Høstgildet paa Laugar kom Kaaben bort fra Refna, saa at den aldrig fandtes siden. Deraf opstod Uvenskab imellem Kjartan og Laugemændene, som siden voxte til fuldkomment Fjendskab; saaledes gik den Vinter. Om Vaaren den femte Dag i Paaskeuge overfaldt Osvifers Sønner og Bolle selv niende, efter Gudruns Tilskyndelse, Kjartan ved Hafersgil i Svinedal, da han selv tredie red vestenfra Saurbø; de sloges, og sex angrebe Kjartan, da hans ene Ledsager var falden, og to Mænd holdt den anden. Kjartan havde et ubrugbart Sværd, som han idelig rettede paa med Foden; dog dræbte han een af dem, og saarede to. Bolle stod ved, uden at deeltage i Angrebet, men da Osvifers Sønner saae, at de ikke vilde faae Bugt med Kjartan, ophidsede Ospak Bolle paa alle Maader, og sagde: ”Ej kan du, Bolle! ville lade den Skam gaae over dig, at være dragen hjemmefra og have lovet os Bistand, og nu ikke yde os Hjælp, da vi behøve den. Kjartan var os besværlig, da vi havde gjort ham mindre imod, og hvis han nu skal undkomme, da vil du, Bolle! ligesom vi, snart kunne vænte voldsom Medfart.” Da trak Bolle sit Sværd Fodbider, og vendte imod Kjartan. Kjartan sagde da til Bolle: ”Vist agter du nu at bedrive et Nidingsværk, men meget bedre tykkes det mig at modtage Døden af dig, Frænde! end at give dig den, og derfor vil jeg ikke værge mig med Vaaben imod dig.” Han kastede da Vaabnene; han var endnu kun lidet saaret men meget modig. Bolle svarede intet paa Kjartans Ord, men tilføjede ham strax Banesaar. Bolle fortrød strax denne Gjerning, og satte sig under hans Skuldre, saa at Kjartan døde i hans Skjød. Alle Forhandlinger mellem Beboerne af Lauge og Hjardarholt, baade før og efter dette, gik, som det fortælles i Laxdølernes Saga, skjønt der her er kun lidet optegnet derom. Kjartans Lig stod oppe en Uge; da havde Kjartans Morbroder Thorstejn Egilssøn ladet bygge en Kirke paa sin Gaard Borg; derhen blev Kjartan ført, og det siges, at Kirken var nylig viet og i hvide Klæder, da Kjartan blev begravet der. For Kjartans Drab bleve alle Osvifers Sønner landsforviiste, og der blev givet dem Penge til at rejse ud af Landet for, og ingen af dem kom siden tilbage til Island; og da gik det i Opfyldelse, som deres Frænde Stefner Thorgilssøn forudsagde, da de sagsøgte ham paa Althinget for Kristendoms Forkyndelse, som før blev omtalt; og ligesaa det, som Kong Olaf talte ved sin Afsked med Kjartan, at der skede Bolle en stor Modgang og Ulykke ved denne Gjerning.

---

Noter:

1) d. e. Himlen, Nordre var nemlig een af de fire Dværge, som, efter de gamle Nordboers Forestilling, bare Himlen.