Ajijak. Fortalt af Sâjôk (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijak

Fortalt af Sâjôk

Ajijak og hans ældre søster var store børn, da de ved bopladsen Qêrpik sammen gik i åndemanerlære.

Om efteråret, da isen havde lagt sig på de små fjeldsøer, der derefter var udtørrede, således at kun isen lå som et låg over søerne, lavede børnene sig save, som de ved åndepustning gav trolddomskraft. Med disse save savede de store isblokke ud af søernes isdække og bar dem ned mod bopladsen. Storesøsteren magtede at bære sin blok næsten ned til huset, hvor hun tabte den. Ajijak derimod mægtede aldrig at bære sin blok længere, end til han kunne se huset. Således opøvede børnene deres kræfter, før de for alvor skulle søge deres hjælpeånder.

Som dagene gik, kunne storesøsteren bære sin blok rundt det nærmeste hushjørne, før hun tabte den. Ajijak kunne efterhånden nå ned til det første hushjørne, før han tabte sin isblok.

På den tid, hvor de opøvede deres kræfter, skete der Ajijaks storesøster en ulykke. En dag hun vogtede ilden i en ældgammel tranlampe, sørgede hun ikke for at give lampeskålen oqúmian (»mundfulde«, spækterninger), hvorfra trannen siver ud og nærer mosvægen. De gamle »mundfulde« løb tørre, og der gik ild i lampen. Ved dette uheld tabte Ajijaks søster sjælen, hun blev sløjere og sløjere, indtil hun omsider døde.

Ved at futte den ældgamle spæklampe af havde Ajijaks søster vakt månemandens vrede, og en aften gav huset sig til at ryste. Da man løb ud og så efter, opdagede man månemanden siddende på toppen af fjeldknolden bag bopladsen.

Dengang boede man i fælleshuset sammen med en berømt åndemaner ved navn Uitsaleqángitseq.

Uitsaleqángitseq manede ånder for at tilkalde sine hjælpeånder, og da han var midt oppe i besættelse, råbte han: »Nu kan selv ikke-åndemanere sikkert se mine hjælpeånder«.

Folk for hen til tarmskindsruderne og kiggede ud gennem kighullerne. Månemanden fløj fra fjeldknolden ud på et lille skær, hvor han satte sig på hug med front mod husets forside, omgivet af Uitsaleqángitseqs hjælpeånder. Der stod gnister om det sælsomme selskab.

Hver gang månemanden hævede sin arm for at slynge sin vældige svøbe mod huset for at splintre husstolperne, faldt hjælpeånderne over ham, indtil han lod armene falde.

Med ét hørtes ude fra det frostbundne hav et skingrende varselshyl, og man så Uitsaleqángitseqs hjælpeånd, den skævmundede, der siddende i sin kajak kom flyvende gennem luften. Nok et skingrende hyl, og den skævmundede var tæt inde på livet af månemanden, der sad med ryggen til.

Idet »den skævmundede« greb sit blærespyd, skurrede spydets od mod kajakskindet, og månemanden kiggede bagud og så, at den skævmundede med hævet blærespyd nu var tæt inde på livet af ham. Med et vræl fløj månemanden op i luften.

Den skævmundede fløj efter og truede: »Nu skal du få mærke mit blærespyd!«

Månemanden svarede: »Rammer du mig med blærespydet, vil sælerne holde op med at føde unger!«

Den vilde jagt fortsatte op over himmelhvælvingen. »Nu skal du få mærke mit blærespyd«, råbte den skævmundede.

»Rammer du mig, vil det aldrig mere blive ebbe!« svarede månemanden.

Og først da den skævmundede for alvor havde skræmt månemanden bort, vendte han tilbage.

Dette var det første rigtig mærkelige, Ajijak så af åndemaning.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 224-225, København, 1963.

Næste kapitel ►