Den store Bejlerfærd (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Den store Bejlerfærd
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Ferdinand Ohrt
Den store Bejlerfærd
- Dækker lyseblaa han bredte, XVIII. 9
- røde Klæder over Snækken,
- smykked saa med Guld dens Stavne,
- dækked dem med Sølv, det hvide;
- og en skønne Dag derefter,
- ganske tidlig Morgentime
- skød han Skuden ud i Søen,
- hundredbræddet Baad i Bølgen
- fra de runde Rullestokke,
- fra de glatte Fyrreblokke.
- Nu sit Mastetræ han rejste,
- og i Masten Sejl han hejste, 20
- rødt det ene, blaat det andet, 21-22
- steg saa selv ombord i Baaden,
- stak afsted at fure Havet, 25
- foer fra Kyst at kløve Bølgen.
- Dær ombord han tog til Orde,
- selv han ytred sig og taled:
- »Stig, o Gud, ombord i min Skude,
- kom i Baaden, Gud, med din Naade, 30
- læg i den svage Svend din Styrke,
- læg i den Spæde Manddomskræfter,
- over det vide Vand at bygge,
- over de brede Bølgerygge!«
- Annikki, den velberømte, 41
- Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,
- som ved Kvælden sysler silde,
- som ved Morgen vaagner aarle,
- gik sit Tvættetøj at tvætte,
- skylle sine Vaskeklæder
- ude paa det røde Spange,
- paa den brede Bro fra Stranden,
- yderst ved en diset Odde,
- taagehyllet Holm i Havet. 50
- Ser sig om til alle Sider
- gennem Luftens favre Vidder,
- stirrer op mod Himmelbuen,
- langs med Stranden, ud mod Søen;
- over hende straaled Solen,
- under hende blinked Bølgen.
- Dunkel Plet paa Dybet øjnes, 61
- blaaligt Punkt paa Havets Bølge;
- taled hun det Ord og sagde,
- selv hun ytred sig og mæled:
- »Dunkle Plet i Sø, hvad er du,
- mørke Punkt, hvad kan du være?
- Er du en Vildgaaseskare
- eller et vakkert Træk af Ænder,
- da maa du svinge dig med Susen
- højt i Luften, op imod Himlen. 70
- Hvis du er en Laksestime
- eller en anden Flok af Fiske,
- saa maa du svømme bort med Plasken,
- dukke ned under Vandets Flade.
- Om du var et Skær af Stene
- eller en svømmende Stamme,
- skylled Bølgerne sikkert over,
- skvulped Vandet over din Flade.«
- Længer fremad løber Baaden,
- rask det nye Skib sig nærmer, 80
- glider frem ved diset Odde,
- taagehyllet Holm i Havet.
- Annikki, den velberømte,
- kendte nu, det var en Skude,
- selve Väinämöinens Snække, 99
- den evindelige Sangers;
- og hun spørger ud til Snækken: 107
- »Sig hvorhen, o Väinämöinen,
- gaar din Fart, du Elsker fra Elven?
- Landets Pryd, hvorhen paa Færden?« 110
- Sagde gamle Väinämöinen: 133
- »Ud paa Gaasejagt jeg mig agter,
- lystig Leg med de favre Fugle,
- ud i Øresundet, det dybe.« 137
- Annikki, den velberømte, 139
- taled da det Ord og sagde:
- »Kende jeg kan hvem der lyver,
- skønne jeg kan hvo Sandhed siger:
- Anderledes øved min Fader
- Gaasejagten i gamle Dage, 145
- spændt var da den vældige Bue, 147
- løb i Lænker hans sorte Jagthund, 149
- sprang hans Rakke paa Strandens Stier, 151
- Hvalpe stolpred om mellem Stene.
- Sig nu med Sandhed, Väinämöinen,
- hvorhen du virkelig farer!«
- Sagde gamle Väinämöinen:
- »Hvad om da jeg var paa Færden
- for i Kamp og Krig at fare,
- ud i mægtig Mandejævning,
- hvor man vader rød til Knæet,
- gaar i Blod til op paa Benet?« 160
- Atter Annikki ham svarer,
- spændeprydet Pige skælder:
- »Ogsaa til Krigerfærd jeg kender.
- Naar min Fader sig fordum rusted,
- jagted i Kamp og Krig at fare.
- ud i en mægtig Mandejævning,
- sad der hundrede Mand ved Aare,
- tusende sad i Snækken ledig,
- laa i Stavnen Buerne stuvet.
- Sværdene stablet tæt paa Tofter. 170
- Men jeg skal kæntre din Skude, 185
- stikke Stavnen ned under Vandet,
- om du ikke siger mig Sanding,
- gæmmer dine Løgne til siden!« 190
- Gamle Väinämöinen derpaa
- taled selv det Ord og sagde:
- »Vel nu vil jeg sige Sandhed,
- skønt jeg nok har løjet lidet:
- Ud paa Frierfærd jeg farer,
- op at bejle til en Jomfru
- fjærnt i Pohjola, det mørke,
- fjærnt i skumle Sariola,
- dette Sted hvor Mænd fortæres,
- denne Plet hvor Helte druknes.« 200
- Annikki, den velberømte,
- Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,
- da hun nemmed sandfærdig Tale,
- fik et oprigtigt Ord at høre —
- lod hun sine Duge ligge,
- hele Tøjet uden Tvætning
- paa den brede Bro ved Stranden,
- ude paa det røde Spange;
- Haanden løfted op i Kjolen,
- straks hun skyndte sig at springe, 212
- kommer frem til Smedens Bolig,
- stiger ind paa Stand i Smedjen.
- Det var Smeden Ilmarinen,
- den evindelige Hamrer,
- Bænke han af Jærn sig hugged,
- smedded dem af Sølv med Møje,
- bar en Alen Aske paa Hoved,
- Sodlag, favnetykt, paa sin Skulder. 220
- Annikki gik frem til Døren,
- taled dær det Ord og sagde:
- »Ilmarinen, Smed, min Broder,
- du evindelige Hamrer!
- Stadig hamrer du her og hugger, 247
- hele Dagen med Drøn du smælder.
- Sommertide saa skor du Heste,
- Vintertide smedder du Jærnsko, 250
- bøder ved Nat din Kurvekælke,
- laver om Dagen lange Slæder
- for paa Frierfærd at fare,
- for til Pohjas Land at drage;
- alt nu ruster sig rappere,
- farer flinkere Folk forbi dig:
- Alt nu farer Väinämöinen 261
- ude paa den dybblaa Havryg,
- bag i Baadens Stavn, den gyldne,
- trykket tæt mod Kobberaaren,
- op til Pohjola, det mørke,
- op til skumle Sariola.«
- Faldt der en Angst over Smeden,
- Hjærtet blev tungt hos Jærnets Hamrer,
- Tangen af Næven han tabte,
- Hammeren faldt ham af Haanden. 270
- Sagde Smeden Ilmarinen:
- »Annikki, min egen Søster,
- hed i Hast en Badstu til mig, 277
- bring et Honningbad til rede,
- at jeg faar mit Hoved tvættet, 283
- faar mit hele Legem renset
- for den Sod i Høst jeg samled,
- Smeddesmudset fra sidste Vinter!«
- Annikki, den velberømte,
- hemmelig heder hun ham en Badstu,
- varmer med Kvas som Vinden brækked,
- Grene som Ukkos Lynild knækked; 290
- Stene hun sanked ved Fossen,
- gød saa paa dem Vand til de damped.
- Vandet drog hun af Offervældet,
- øste det af den klare Kilde;
- brød nu en Badekost i Krattet,
- brød en yndig Løvkvist i Lunden,
- pisked med Honningevaanden
- over Honningestenene,
- virked en Sæbe, saa skummende, (299)301
- skummende Sæbe, sydende Sæbe,
- Bejlerens Hoved at tvætte.
- Soden af Kroppen at slette.
- Det var Smeden Ilmarinen 321
- gik i Gang et Bad at tage,
- tvætted sine Øjne klare, 325
- strøg sin Tinding, til den straaled,
- hvid som Hønens Æg blev Halsen,
- skært og lyst hans hele Legem.
- Steg han saa fra Bad i Stuen,
- ikke længer til at kende: 330
- Saare skønt hans Aasyn skinner.
- Rødme straaler paa hans Kinder.
- Annikki, den velberømte, 339
- bragte nu hans Lærredsskjorte
- paa den blotte Hud at bæres, 342
- bragte ham de stramme Bukser,
- dem hans Moder syed fordum,
- paa de sodfri Ben at bæres,
- bragte saa de bløde Strømper, 347
- dem som Mø hans Moder væved,
- frem de stærke Sko hun stilled, 331
- allerbedste Købestøvler,
- søgte frem hans kornblaa Kjortel 355
- over Lærredssærk at drages, 357
- søgte saa hans Vadmelskaftan, 359
- bræmmet ved de fire Flige,
- over Kjortlen blaa at bæres,
- og hans Pels med tusend Knapper, 363
- smykket skønt med hundred Smykker,
- over bræmmet Vadmelskaftan;
- tog hans gyldne Midjebælte, 368
- tog de gyldenstukne Handsker, 372
- hvilke Laplands Døtre sømmed,
- til sin Broders skønne Hænder,
- samt tilsidst den høje Hue
- til hans gyldenlyse Lokker,
- den hans Fader fordum købte,
- da som Yngling bold han bejled.
- Smeden Ilmarinen derpaa
- klædte sig færdig, gjorde sig rede, 380
- smykked sig skønt, trak i Tøjet;
- og til Trællen sin han sagde:
- »Spænd du nu den favre Fole,
- spænd den for min Kurveslæde,
- at jeg paa min Færd kan fare,
- op til Pohjahjemmet drage!«
- Trællen tager da til Orde:
- »Vi har Hingste, seks i Tallet,
- Heste som æder vor Havre,
- hvilken af dem skal jeg tage?« 390
- Sagde Smeden Ilmarinen:
- »Tag den bedste blandt Hingstene,
- læg du saa Tøjet paa Folen,
- spænd den brune for min Slæde;
- tag mig saa seks Sommergøge,
- blaa smaa Fugle, syv i Tallet,
- de skal kukke højt paa min Kumte,
- klingende synge paa Seletøjet,
- alle kønne Piger skal kigge,
- alle Møer skal undres derover! 400
- Bring saa hid et Bjørneskindstæppe,
- ovenpaa det vil jeg sidde,
- bring mig en Hvalroshud tillige,
- den skal dække min vakre Slæde!«
- Selve Smeden Ilmarinen, 417
- den evindelige Hamrer,
- vender sig nu med Bøn til Ukko
- og til Tordneren saa han taler: 420
- »Ukko, send til Jorden et Snefog,
- nyfalden Sne du mig unde,
- Sne, saa Slæden lettelig glider,
- dækkende Lag saa den løber!«
- Ukko sendte til Jord et Snefog,
- nyfalden Sne han ham undte,
- den dækkede Lyngens Stilke,
- dulgte alle Bærrenes Stilke.
- Smeden Ilmarinen derpaa
- ytred sig paa denne Maade: 432
- »Læg dig, Lykke, ned paa min Tømme,
- Herre, sænk dig ned i min Slæde!
- Lykken bryder ej Tømmerne,
- Herren ej søndrer min Slæde.«
- Hoppende haster hans Kælke 443
- hen langs Havets sandede Banker,
- hen over Honningsundets Bredder,
- op over Elleaasens Skrænter,
- knirkende løber den langs Stranden,
- sprøjtende Stænk, frem over Sandet,
- Gruset flyver i Øjnene,
- Havet stænker ham op paa Brystet. 450
- Aged han en Dag og tvende,
- ud paa tredje Dag han aged;
- men den tredje Dag paa Færden
- naaer han Väinämöinens Fartøj,
- taler saa det Ord og siger,
- selv han ytrer sig og mæler:
- »O du gamle Väinämöinen,
- lad nu et smukt Forlig os slutte,
- naar vi begge drager at bejle,
- naar vi omkaps som Friere fare: 460
- ikke med Magt at røve Møen,
- mod hendes Hu til Mandehjemmet!«
- Sagde gamle Väinämöinen,
- »Vel, jeg et smukt Forlig vil slutte.
- Ham skal Pigen gives i Hænde, 467
- hvem hendes egen Hu begærer;
- intet Nag mellem os skal næres.
- Vrede skal ikke længe bæres.« 470
- Videre fremad de fore,
- hver især over sine Veje:
- Skibet sprang, saa Strandene rysted.
- Hingsten hopped, saa Jorden drøned.
- Og en liden Stund der svinder,
- ringe Spand af Tid der rinder:
- Hunden graa tog til at halse,
- Borgens Vogter bjæffed bistert
- hist i Pohjola, det mørke,
- hist i stærke Sariola, 480
- brummed først lidt mere roligt,
- knurred af og til lidt arrigt.
- Bagen tæt mod Agerfuren,
- Halen liggende henad Jorden.
- Sagde Pohjahjemmets Husbond:
- »Gaa min Datter, gaa hen og se efter,
- hvorfor Hunden, den graa, dog halser,
- hvorfor Langøre snerrer saa længe!«
- Pigen svared ham med Liste:
- »Jeg har ikke Tid Farlille, 490
- renses skal vort Fjøs dernede,
- røgtes skal vort Kvæg, det fede,
- males skal paa Kværn, den brede,
- Mel paa Sigten gøres rede;
- mygt er Melet, bred er Kværnen,
- Malersken har svage Kræfter.«
- Sagte den bidske Djævel bjæffed,
- af og til endnu den knurred.
- Sagde Pohjahjemmets Husbond:
- »Gaa, Morlil, gaa hen og se efter! 500
- Hunden, den graa, halser bestandig,
- Gaardens Langøre snerrer jo stadig.«
- Konen tager da til Orde:
- »Har ej Tid og gør det ikke,
- kan ej lade Huset svælte.
- Smør til Maden skal jeg smælte,
- brede Brød i Ovnen vælte,
- aller først dog Dejen ælte;
- Melet mygt — de Brød saa brede.
- Bagersken har svage Kræfter.« 510
- Sagde Pohjahjemmets Husbond:
- »Hastværk har de Kvinder dog altid,
- fuldt op at skaffe har de Piger,
- skal i Ovnen bage og brase,
- skal i Sengen dvaske og dase.
- Søn, gaa du da ud og se efter!«
- Sønnen tager da til Orde;
- »Jeg har ikke Tid at springe,
- sliber Øksen min, den sløve,
- skal ved Huggeblok mig øve, 520
- store Brændestabler kløve,
- fine Splinter vi behøve;
- store de Stabler — fine de Splinter,
- Huggeren, han har svage Kræfter.«
- Stadig halsed Borgens Buldog,
- Borgens Vogter bjæffed bistert,
- Gaardens grumme Rakke rased.
- Holmens Portvagt peb og hyled.
- Bagen trykket tæt mod Marken,
- Halen kroget i en Krumning. 530
- Sagde Pohjahjemmets Husbond:
- »Ikke gøer vel den graa for intet,
- ej glammer den gamle for Gammen,
- næppe ud i det blaa den bjæflfer.«
- Gaar han da selv og ser efter,
- hen gennem Gaarden han skrider,
- ud til aller fjærnest Fægaard,
- ud til aller bagest Ager,
- faar at se hvad der er hændet, 543
- hvorfor Hunden, den graa, har halset:
- Fremad sejled en rødlig Snække, 547
- den stod ind gennem Vakkervigen;
- hastede hid en broget Slæde
- frem til Lands over Honningholmen. 550
- Hastig Pohjahjemmets Husbond
- stiger ind igen i Stuen:
- »Gæster kommer nu til Gaarde 555
- nede ved den dybblaa Havryg!«
- Sagde Pohjahjemmets Frue: 561
- »Lad os spørge Loddet i Skynding
- alt om de kommende Gæster!
- Hør, du lille travle Tærne,
- læg en Rønnegren i Luen,
- stik den ædle Vaand i Arnen!
- Hvis der siver Blod af Vaanden,
- vil der fødes Fejde for os;
- hvis der siver Vand af Vaanden,
- faar med Fred vi længe leve.« 570
- Pohjas lille travle Tærne,
- Tjenerinden som lystrer gærne,
- lægger Rønnegrenen i Luen,
- stikker den ædle Vaand i Arnen:
- Ikke siver der Blod af Vaanden,
- ikke Blod — og Vand ej heller.
- Mjød af Rønnegrenen driver,
- Honning af dens Sider siver.
- Suovakko hæved Røsten i Hjørnet,
- gammel Viv under Tæpper taled: 580
- »Om der driver Mjød af Vaanden,
- om der siver Saft af Træet,
- er de Gæster der gaar ad Bølge,
- de er et prægtigt Frierfølge.«
- Det var Pohjahjemmets Frue,
- hastigt iler hun ud paa Gaarden, 588
- vendte sit Blik imod Vandet,
- drejed sit Hoved mod Solen, 590
- ser hun den ny Snække sig nærme, 591-2
- Skuden skinner saa hvid i Solen, 595
- ser en lysløddet Mand i Stavnen 597
- trykke sig tæt mod Kobberaaren,
- ser en springende Hingst paa Stien,
- rødlig Slæde, der ruller fremad, — 600
- syv af Sommerens gyldne Gøge 605
- synger med Klang paa Seletøjet —
- samt en statelig Svend i Slæden,
- hærdebred Helt, som holder ved Tømmen.
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Sig, med hvem af dem vil du fare, 611
- vorde hans Ven for alle Dage, 613
- blive den Fugl han bær i Favnen?
- Den der sejler paa sin Skude,
- det er gamle Väinämöinen, 618
- bringer Skatte med i Skibet,
- Tøj og Varer paa sit Fartøj. 620
- Den der drager frem i Slæde,
- det er Smeden Ilmarinen, 624
- bringer bare tomme Løgne,
- Slæden fuld af slemme Troldord.
- Nu naar de stiger i Stuen,
- frem et Stob med Mjød skal du stille,
- ham skal du give Stobet i Hænde, 630
- hvem din Hu staar helst til at følge;
- giv den til Väinöläs Gubbe,
- ham der fører Skatte paa Skuden!«
- Det var Pohjas skønne Pige, 635
- saadan vidste hun at svare:
- »O min Moder, du som mig fostred
- ikke spør' jeg om Tøjets Godhed, 639
- ikke heller om Heltens Klogskab,
- men jeg spørger om Øjets Godhed
- og om hans hele Legems Skønhed;
- kvit og frit skal Jomfruen gives 645
- ham som har smeddet Sampo færdig 647
- ham som »broget Laag« har os hamret.«
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Ak du lille Faar, vil du fare, 650
- fare til Smeden Ilmarinen,
- stryge hans svedige Pande,
- skylle Smedens de grove Hynder,
- vaske Smudset af Smedens Kinderl«
- Pigen gav til Gensvar paa dette:
- »Ikke gaar jeg til Väinögubben. 657
- Let blev jeg led ved den gamle, 659
- ked af en skrøbelig Olding.«
- Gamle Väinämöinen derpaa
- iler frem og kommer forud;
- skød i Hast den røde Skude
- op paa stærke Rullestokke; 665
- steg saa selv paa Stand i Stuen, 667
- under Taget ind han iled,
- taled han saa dær ved Tærsklen,
- over Gulvet, under Bjælken: 670
- »Vil du følge mig, o Pige, 673
- vorde min Ven for alle Dage
- og for Livet min Ægtemage,
- blive den Fugl jeg bær i Favnen?«
- Det var Pohjas skønne Pige, 695
- taled hun det Ord og sagde:
- »Ikke priser jeg en Sømand,
- ej den Svend der sejler paa Bølge,
- Vinden blæser jo Viddet fra ham,
- Foraarsstormen røver Forstanden. 700
- Ikke til dig vil jeg komme,
- ikke med dig vil jeg følge
- som din Ven i alle Dage,
- som den Fugl du bær i Favnen.«
- ______________________________________
- Smeden Ilmarinen derpaa, XIX. 1
- den evindelige Hamrer,
- steg nu selv paa Stand i Stuen,
- ind under Taget selv han traadte.
- Stob med Mjød i Stuen bares.
- Honningbryg blev bragt i Hænde
- Smeden Ilmari, at smage.
- Smeden tager da til Orde:
- »Aldrig saa længe jeg lever,
- medens Maaneskinnet er gyldent, 10
- drikker jeg af Drikken I bringer,
- før jeg faar skue min Elskede;
- er hun rede mod hvem jeg længes,
- hun til hvem jeg længtes saa længe?«
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Halvvejs er højre Sko paa Foden, 19
- endnu ikke halvvejs den venstre.
- Rede blir hun til hvem du længes,
- først naar du skaffer skældækket Gedde, 155
- Fisken, den flakkende, fede,
- hid fra Dødningeflodens Vande,
- Strømmen bag Manalafossen;
- intet Vod i Vandet du lægge.
- ej med Haandgarn i Elven trække. 160
- Hundrede foer at fange den,
- ej een eneste kom tilbage.«
- Visselig kom han i Vaande,
- Smeden blev ængstelig til Mode,
- gik til Pigen i Jomfruburet,
- tog til Orde selv, og han sagde:
- »Nattens Datter, Dæmringens Pige, (36)
- nys man gav mig et Værk at øve:
- Skaffe jeg skal den skældækte Gede,
- Fisken, den flakkende, fede, 170
- hid fra Tiionis Flod, den sorte,
- Manalas Elv, den evige!«
- Bruden bragte Hjælp i Nøden, 175
- Møen stod med Raad til rede:
- »O du Smeden Ilmarinen,
- tag dig ikke det til Hjærte:
- Smed en vældig Ørn paa Timen,
- hugg en Høg med hvide Fjedre, 180
- dermed fanges den store Gedde,
- Fisken, den flakkende, fede!«
- Det var Smeden Ilmarinen, 185
- vældig Ørn han paa Stand sig smedded. 187
- Fuglens Fødder af Jærn han danned, 189
- støbte dens Kløer af Staal, det stærke,
- føjed et Fartøjs Borde til Vinger,
- satte sig selv paa Fuglens Vinger.
- Han formaned nu sin Flyver: 195
- »Liden Ørn, min Fugl du favre, 197
- flyv nu did hvorhen jeg byder,
- bort til Tuonis Flod den sorte,
- slaa den store, skældækte Gedde!« 201
- Ørnen selv, den stolte Flyver, 203
- flagrer frem paa sine Vinger,
- venstre Vinge strejfed Vandet, 209
- højre Vinge rørte Himlen,
- Kløerne kradsed i Bølgen,
- Næbbets Spids mod Klipperne klirred.
- Smeden Ilmarinen derpaa
- giver sig i Lag med at rive,
- river hen gennem Dødningfloden,
- Ørnen holder Vagt ved hans Side.
- Frem da farer Tuonigedden, 223
- Vandets Hund kommer plaskende,
- ej er Gedden iblandt de mindste,
- ikke heller iblandt de største:
- Tungen som tvende Økseskafter,
- og som et Riveskaft dens Tænder,
- Svælget saa bredt som trende Fosser,
- Ryggen saa bred som otte Baade; 230
- den vilde tage Tag i Smeden,
- æde Smeden Ilmarinen.
- Ørnen, den kommer susende.
- Luftens Fugl med Kløerne spændte,
- griber fat i skældækte Gedde; — 241-3
- Fisken, den flakkende, fede, 246
- trækker da den fjedrede Flyver
- nedad under de klare Vande;
- Ørnen svinger sig dog i Vejret,
- løfter sin Krop igen mod Lyset, 250
- drager det sorte Dynd fra Bunden
- op over de klare Vande.
- Atter sejler den og svæver,
- anden Gang et Greb forsøger,
- slaar sin ene Klo i Gedden,
- i den grumme Geddes Gæller,
- slaar den anden fast i Bjærget, 258-9
- klemmer den om Kobberklippen;
- men dens Fod paa Fjeldet glipper,
- Kloen glider ned fra Klippen,
- fri sig Vanduhyret vrider,
- Gedden dukker ned i Dybet —
- Kloens Spor i dens Side sidder, 267
- Rifter af Fodens Greb paa Ryggen.
- Det var Ørnen med Kobberkløer,
- endnu en Gang sin Kraft den spændte, 270
- Vingen lyste som vilde Luer,
- Øjet gløded som klare Flammer;
- med sine Kløer da greb den Gedden,
- Vandets Hund med Nap af sin Næve,
- trak den store, skældækte Gedde,
- rykked Vanduhyret med Vælde,
- rev det bort fra de dybe Bølger,
- rev det op paa de klare Vande:
- Voven kendes ikke som Vove, 285
- skjult af Skæl fra den store Gedde,
- Luften føles ikke som Luftning,
- tyk af vældige Flyvers Fjedre.
- Det var Ørnen med Kobberkløer,
- bar den store skældækte Gedde 290
- op i en Gren af Abild-Egen,
- op i bredeste Fyrrekrone,
- smagte saa dær paa Fiskens Mave,
- hugged Hovedet helt fra Kroppen. 296
- Sagde Smeden Ilmarinen:
- »Onde Ørn, hvad har du øvet!
- Hvad er da du for en Flyver,
- hvad er da du for en Flagrer: 300
- Nu har du smagt paa Fiskens Mave,
- hugget dens Hoved helt fra Kroppen!« 304
- Ørnen, vældig, med Kobberkløer,
- veg da Vejen i Harm og Vrede,
- op mod Himmelhvælvingen fløj den,
- langs ad Skyernes Strande strøg den,
- Skyerne braged. Himlene klaged,
- Luftens stærke Støtter, de luded; 310
- brast da den himmelske Bue,
- selve Nymaanens Horn gik sønder.
- Smeden Ilmarinen derpaa
- bærer Fiskens Hoved deden,
- giver det til Pigens Moder,
- taler saa det Ord og siger:
- »Se jeg bringer et evigt Sæde
- til den gode Pohjolastue!
- Fældet er den skældækte Gedde, 325
- Fisken, den flakkende fede,
- hist i Dødningeflodens Vande,
- Strømmen bag Manalafossen.
- Bringer du mig da nu din Datter,
- under du mig den unge Jomfru?« 330
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Ilde har du deri handlet
- at du hugg dens Hoved over.«
- Sagde Smeden Ilmarinen: 337
- »Uden Lyder intet Bytte 339
- selv paa bedre Steder fanges,
- mindre da fra Dødningfloden,
- Strømmen bag Manalafossen.
- Er hun rede mod hvem jeg længes,
- hun til hvem jeg længtes saa længe?«
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Gives skal min spæde Vildand 250
- nu til Smeden Ilmarinen
- som hans Ven i alle Dage,
- som hans Viv og Ægtemage,
- som den Fugl han bær i Favnen.«
- Sad der et Barn paa Stuegulvet,
- Barnet synger fra Stuegulvet:
- »Hid til Huset, hen til Borgen
- fløj i Dag en tosset Flyver,
- kom en Ørn fra Østens Egne,
- kom en Høg i Himmelrummet; 360
- længe vender den og drejer, 365
- længe svæver den og svajer,
- flyver frem til Mandehuset,
- napper med Næbbet i Taget:
- Tækket med Jærn er Mandehuset —
- dær kan da Fuglen ikke komme. 370
- Længe vender den og drejer, 377
- længe svæver den og svajer,
- flyver frem til Jomfruburet,
- napper med Næbbet i Taget: 380
- Lærredtækket er Jomfruburet —
- dær kan den lettelig komme.
- Hen til Borgens Røgpibe fløj den,
- ned igennem Loftet den daled;
- stod ved Væggen med grønne Fjedre, 387
- hundredfjedret i Husets Hjørne.
- Mønstrer nu de Møer saa væne,
- lurer paa de lokkefavre, 390
- tager saa et Tag med Næven, 395
- hugger til med Høgekloen,
- snapper fra Skaren den bedste,
- favreste Fugl i Andeflokken,
- den med de blødeste Fjedre, 405
- den med de fineste Farver.«
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Hvoraf vidste du, Lykkens Yndling, 409
- sig, hvor hørte du, Gylden-Abild,
- at en Jomfru fostredes hos os?
- Straaled saa langt de Sølversmykker, 413
- spurgtes saa fjærnt det Guld hun bærer,
- skinned mon did vore Sole,
- lyste did vore klare Maaner?«
- Barnet synger fra Stuegulvet:
- »Deraf vidste det Lykkens Yndling: 429
- Hændte sig just en Dag han vandred, 447
- gik han en Gang ad Agerfure,
- Pigen stod mellem Markens Snerrer,
- vandred over de gule Heder, 450
- rørte røde Farver i Gryde,
- kogte gule Farver i Kedel.
- Atter hændte sig han vanked,
- vandred under Pigens Vindu,
- hørte denne Jomfru spinde,
- hørte Vævekammen klapre;
- hendes Skyttel smøg sig smidig
- som en Hermelin i Huller,
- Vævekammens Tænder tikked
- som naar Spætten slaar i Træet, 460
- Vævebommen rap sig vendte
- som et Egern mellem Grene.«
- Sagde Pohjahjemmets Frue:
- »Ser du, ser du det min Pige! 465
- Har jeg ikke altid sagt det:
- Ikke skal du i Lunden løbe,
- ikke skal du i Dalen tralle,
- ikke vise din Hals, den favre,
- eller den hvide Arm, der lyser, 470
- eller den unge Barm, der svulmer!
- Hele Høstens Tid har jeg plaget, 473
- tigget og bedt Jer sidste Sommer:
- Lad os faa bygt en hemmelig Hytte, 477
- dær kan den Jomfru dulgt slaa Væven, 479
- at ej Finlands Friere hør' det, 481
- Finlands Friere, Bejlersvende!«
- Barnet sang fra Stuegulvet,
- ugegammel Unge pludred:
- »Let nok er en Hest at hytte.
- Fagermanke nem at fjæle —
- ondt, en Jomfrulil at hytte,
- yppiglokket Mø at dølge;
- bygged du end en Borg af Stene
- højt paa en Holm bag Havets Bølger, 490
- selv ej dær de Skønne kan skjules, 493
- eller i Fred de Piger fostres,
- at ej franke Friere kommer,
- Mænd med høje Huer paa Hoved,
- raske Heste med haarde Hove.«
- Det var gamle Väinämöinen,
- mod i Hu, med bøjet Hoved 500
- drog han deden til sin Hjemstavn;
- og han vared alle gamle 511
- mod at hige til de unge, 513
- mod at søge til de skønne
- og paa Bejlerfærd at fare 517
- sammen med en yngre Bejler.