Den store Saaning (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ilmatar
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Den store Saaning

Rejste sig nu Väinämöinen,    II.1

stilled begge Ben paa Heden,

og i mange Aar han dvæled,    5

leved stadig Livet fremad

paa et Øland ubebygget

og af ingen Skove skygget;

overlægger, overvejer,

bryder tankefuld sit Hoved:    10

Hvem skal saae paa Jordens Flader,

sprede Sæd i tætte Rader?

Pellervoinen, Søn af Jorden,

Sampsa, bitte liden Pusling,

han skal saae paa Jordens Flader,

sprede Sæd i tætte Rader.

Bøjet gaar han, og Sæden saar han,

spreder Sæd over Mark og Mose,

ned paa den løse Jord i Svedjer,

strør den ud over stenet Jordbund:    20

Fyrrelunde saar han paa Høje,

grønne Graner hen over Bakker,

Lyngen ud over golde Heder,

unge Skud i de dybe Dale;

Birke saar han i side Marker,

El i de løse, lette Jorder,

Hæggetræer i de vaade Vange,

Piletræer paa fugtige Steder;

Rønnen paa hellig Grund han sætter.

Vidjer ned paa de vaade Pletter,    30

Enebuske paa tørre Steder,

Egetræer ved Strømmenes Bredder.

Skoven begynder at trives,    225

grønne Lunde vokser saa villigt,

Blade paa Træer, Græs over Jorden,

Fugle fra Kvist tog til at kvidre,

Drosler smaa stemmed i at juble.

Gøgen gav sig glad til at kukke.    230

Bær over Vangene voksed,

gyldne Blomster groed paa Marken,

Græsstraa spired af alle Arter,

frem de mylred i mange Former —

ene Kornet kan ikke komme.

Sædens Spire kan ikke skyde.

Og den gamle Väinämöinen

vandrer frem og overvejer

ved den dybblaa Havrygs Strande,

Bredden af de vide Vande;    210

Frøkorn fandt han, seks i Tallet,

syv Slags Sædekorn han sanked,

som paa den øde Strand ved Havet

laa i det bløde Sand begravet;

putted dem ned i Maarskindsposen,

bar dem varligt i Egernbælgen,

og han gik hen at saae paa Jorden,

sprede Sædekornet paa Marken,

nær til Kalevabrønden kom han,

skred til Osmomarkernes Skraaning.    250

Kvidred liden Mejse fra Træet:

»Osmo-Kornet vil ikke komme,

ej vil Kalevas Havre højnes,

før med Økse man Skoven rammer,

fælder alle de Fyrrestammer,

svider dem af med Ildens Flammer.« 

Trygge gamle Väinämöinen

sleb sig nu en sikker Økse,

derpaa fælded han en Svedje,

han et vældigt Rum fik ryddet;    280

alle favre Træer han fælded,

men en Ungbirk lod han blive

som et Hvilested for Fugle,

som et Kukketræ for Gøge.

Ørnen flyver hen over Himlen,

favre Fugl hen gennem Luften,

kommer did for at skue dette:

»Hvi blev vel denne ladt tilbage,

hvi har dog denne Birk du sparet,

denne væne Stamme bevaret?«    270

Gamle Väinämöinen sagde:

»Derfor blev den ladt tilbage,

for at Fuglene dær kan hvile,

Himmel-Ørnen paa den kan sidde.« 

Ørnen, Himlens Fugl ham svared:

»Det var godt hvad dær du gjorde.

Birken har du ladet blive,

lod den væne Vaand i Live,

staa som Hvilested for Fugle,

tjene for mig selv til Sæde.«    280

Himlens Fugl slog Ild paa Timen,

tændte brat den lyse Lue:

Nordenvinden brændte Svedjen,

fra Nordøst en Stormvind kuled,

sved de faldne Træer til Aske,

lod til Æmmer dem fortæres.

Og den gamle Väinämöinen

tog de Frøkorn seks i Tallet,

syv Slags Sædekorn i Sækken,

gik at saae paa Jordens Agre,    293

tog til Orde selv og sagde:    295

»Bøjet gaar jeg, Sæden saar jeg,

mellem Skabermandens Fingre,

gennem Gud Almægtigs Hænder,

ned i Muld, at den maa lives,

ned i Jord, at den maa trives.«    300

»Muldets Moder i Jorden inde.

Grundens aldrende Gaardværtinde,

giv at Frøet maa fremad skyde,

op af den stærke Jord sig bryde!

Jorden mangler slet ikke Kræfter,

aldrig til nogen Tid og Time —

blot de vil værge den fra Vaade,

Alnaturens Døtre, med Naade!« 

»Vaagn nu, o Jord, af din Dvale,

Skabermandens Ager af Søvne!    310

Lad nu alle Stilke sig strække,

alle de Straa mod Lyset stræbe.

Aks i Tusindevis lad vokse.

Hundredevis sig vidt forgrene

efter min Pløjning, efter min Saaning —

det som mest har voldet mig Møje!« 

»Ukko, Herren i det Høje,

eller Fader hist i Himlen,

som i Sky med Vælde vaager,

hersker over Luftens Taager:    320

Hold et Ting i tætte Skyer,

hold et Raad i Himmelrummet,

lad en Sky fra Østen øjnes,

skyd en Skyvæg op fra Norden,

andre drive du fra Vesten

og fra Sønden send dem fremad;

lad en Dugg fra Himlen dale,

Honning lad fra Skyen dryppe

ned til Kornet, som sig hæver,

Sæden, som i Vinden bæver!«    330

Ukko, Herren i det Høje,

Fader, som i Himlen hersker,

holdt et Ting i tætte Skyer,

holdt et Raad i Himmelrummet,

lod en Sky fra Østen øjnes,

skød en Skyvæg op fra Norden,

andre drev han did fra Vesten,

sendte dem fra Sønden fremad,

skubbed deres Kanter sammen,

Rand mod Rand med Støj han stødte,    340

lod en Dugg fra Himlen dale,

lod fra Skyen Honning dryppe,

ned til Kornet, som sig hæved.

Sæden, som i Vinden bæved.

Alt anden Dagen derefter,    349

to, ja trende Nætter derefter

eller da Ugen helt var omme,

kommer den gamle Väinämöinen

hen for at efterse det hele,

al sin Pløjning og al sin Saaning,

det som mest havde voldt ham Møje.

Kornet voksed som han ønsked,

thi seks Rader var i Akset,

trende Led paa alle Stilke.

Men den gamle Väinämöinen

vender sig og ser omkring sig,    360

da kom Vaarens Gøg til Stedet,

skued den ene Birk som voksed:

»Hvi blev vel denne ladt tilbage,

hvi har mon denne Birk Du sparet?« 

Gamle Väinämöinen sagde:

»Dertil er den ladt tilbage,

dertil skulde den Ungbirk vokse,

dig til et Kukketræ at blive.

Lille Gøg, dær skal du kukke,

dær skal dit Bryst, det lyse, synge,    370

klart skal din Sølverstemme kalde,

lydt skal de klingre Toner gjalde;

kuk ved Kvælden og kuk ved Morgen,

tilmed en Gang ved Middagstide,

at dog min Himmelegn maa frydes,

Skønhed ud over Skoven gydes.

Rigdomme strøs paa mine Strande,

Korn over mine Agerlande!«