Didrik af Bern - Didriks Seier og Hildebrands Död
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
Sex og tyvende Fortælling
379. Faa Dage derefter red Kong Didrik ud med en stor Hær. Til den Stad, som hedder Ran[1], stevnede han Folk til Thinge, og paa dette Thing fortalte han dem den vigtige Tidende, at Sifka havde sammendraget en talrig Hær, og vilde drage ind i Ömlungeland og indtage Landet. Kong Didrik spurgte nu Borgmændene, om de vilde have ham eller Sifka til Konge, og lagde til, at han vilde ei flye for Sifkas Hær. Men alle de tilstedeværende Borgmænd svarede, at de vilde tjene Kong Didrik, og hellere döe med ham end tilstaae Sifka en Penning. Da sagde Kong Didrik, at alle hans Mænd og alle de, som vilde staae ham bi, skulde væbne sig,og at han nu ikke vilde dvæle der nogen Nat, inden han traf Sifka. Kong Didrik red derpaa ud af Staden Ran og havde nu otte tusinde Mand. Sifka var kommen med en Hær af tretten tusinde Mand for den Stad, som hedder Gregenborg[2]. Kong Didrik rykkede nu imod dem, og Hildebrand red frem med Kongens Banner, og alle Mændene fulgte ham. I det samme indtraf en Hær paa syv tusinde Riddere fra Romeborg, som faldt Didriks Fylking i Ryggen. Og da Ömlungerne bleve dette vaer, vendte Didrik med sit Banner imod Romerne. Men Hildebrand og Ömlungerne rykkede frem mod Sifka. Hertug Alibrand red nu paa det djærveste mod Sifka ind under hans Banner. Og det förste Slag gav han Bannerföreren over Haanden, saa at Haanden gik af og Bannerstangen sönder, og Banneret faldt til Jorden; og da red [Sifka] imod ham paa det djærveste, og de tildelte hinanden svære Hug, og deres Enekamp varede en Tid, indtil Alibrand fik Magt over ham, og Sifka faldt död af sin Hest. Da nu Romernes Konge var falden, oplöftede Ömlungerne et vældigt Seiersskrig, hvorefter Romerne overgave sig. Og da Kong Didrik nu blev vaer, at Sifka var falden, og Alibrand kom til ham, da saae han, at der denne Dag var hændet ham en stor Lykke, [og han sagde til Alibrand,] at, havde han gjort dette ni[3] Vintre för, vilde det have staaet bedre til med Ömlungernes Rige. Romerne sörgede ikke meget over deres Hövding, og de overgave sig alle i Kong Didriks Vold.
380. Med denne Hær red Kong Didrik nu frem ad Veien, som gik til Romeborg, og hvor han kom frem, overgav man Borgene og Kastellerne til ham. Han red med hele sin Hær ind i Romeborg og til den Hal, som Kong Ermenrik havde eiet, og satte sig i hans Höisæde; og der satte Hildebrand Kong Ermenriks Krone paa hans Hoved. Da gik alle Ridderne, som havde tjent Kong Ermenrik, til ham, og bleve hans Mænd, og Alle gik ham til Haande i dette Rige, Nogle fordi de ikke torde andet. Kong Didrik har opfört store Værker, som endnu ere til at see, saasom: Badet, der kaldes Didriks Bad; og i Romeborg lod han stöbe en Stötte af Kobber, der skulde forestille ham selv siddende paa sin Hest Falka. En anden Stötte lod han gjöre i Borgens nordre Ende[4]; der staaer han i Taarnet og svinger sit Sværd Ekkisax mod Steenbuen, som gaaer oven Aaen. [Ogsaa mange andre Steder er der gjort Billeder efter ham. Kong Didrik satte Hertug Alibrand over Rana[5], og gav ham et stort Lehn i Ömlungeland].
381.[6] Sildig i Kong Didriks Dage blev Arius's Kjætteri fordömt af kristne Mænd, og alle de, som havde havt Deel i Kjætteriet, omvendte sig til den rette Tro. [Da gik ogsaa Kong Didrik og Mester Hildebrand tilligemed hele Romernes Rige over til Kristendommen, og Lungbardiet kristnedes nu paa ny]. Kort Tid derefter faldt Hildebrand i en Sygdom. Denne Sygdom blev farlig, og Kong Didrik sad over ham. Da sagde Hildebrand: „Denne Sot har saaledes faaet Bugt med mig, at jeg troer, den förer mig til min Bane. Nu vil jeg derfor bede dig om, at du vil lade min Sön Alibrand nyde godt af vort Venskab, og ham vil jeg sende mine Vaaben, [dem han skal bære, hvor du behöver hans Hjælp].“ Kort derefter döde Hildebrand, og da begræd Kong Didrik sin gode Ven Hildebrand, og han lod hans Lig vise al Hæder og foranstalte en anselig Begravelse, og Hildebrand blev meget begrædt. Og i hele denne Saga er ingen Mand bleven berömmet saa meget som Hildebrand; især rostes han for den Troskab, han udviste mod Kong Didrik; hertil kom, at han var den tappreste blandt Mænd, fortrinlig i Kamp og meget gavmild. Og tydske Mænd fortælle, at han havde fyldt sine halvandet hundrede[7] Vintre, da han döde, men i tydske Kvad siges, at han havde seet sine to hundrede Vintre. [Hertug Alibrand tog da förste Gang sin Faders Vaaben, og bar for Kong Didrik Sværdet Gram og Hjelmen, som Sigurd Svend havde eiet, foruden andre Vaaben, som hans Fader Mester Hildebrand havde baaret, og dem bar han i Hænde hvergang Kong Didrik skulde slaaes]. Kort efter Mester Hildebrands Död faldt ogsaa Kong Didriks Kone Fru Herat i en Sygdom, og af denne Sygdom, döde hun. Hun var en god Kone, beleven og vennesæl ligesom tilforn hendes Frænke Dronning Erka og Markgreve Rodingeirs Kone Godelinda. Disse trende Kvinder have i alle Henseender været de bedste og gavmildeste af alle de Kvinder, som ere omtalte i denne Saga.
Noter:
