Drama og Roman (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

V.
Drama og Roman

I dramatisk Form har foruden Leino to finske Digtere klædt Æmner fra Kalevala; det er Kivi og J. Erkko.

Aleksis Kivi (1834-1872)

Alexis Kivi indtager en Æresplads i finsk Litteratur især ved sine livfulde, lunemættede Skildringer fra Almuens Liv (Lystspillet »Hedeskomagerne«, Fortællingen »De syv Brødre«) og ved sit bibelske Drama Lea. Da dette sidste var under Arbejde, havde Fattigdom og Nød fra Ungdomsaarene i Helsingfors allerede undergravet hans Helbred, navnlig Nervesystemet; og det sidste Aar af sit Liv sad Digteren sindssyg hen ude paa Landet hos en Broder. Her døde Kivi 38 Aar gammel i 1872. — Hans Femaktsdrama Kullervo er et Ungdomsarbejde; i sin første (runometriske) Form blev det færdigt 1860 og vandt den Pris Litteraturselskabet havde udsat for et finsk Skuespil; efter givne Vink omarbejdede han det dog; og i Prosaform blev det trykt, 1864. Med Forbigaaelse af det spæde Vuggebarns Bedrifter følger Dramaet ellers nogenlunde Handlingens Gang i Kalevala: Salget til Smeden, Værtindens Død, Kullervos Hjemkomst, Blodskamsdaaden, Afskeden, Dødsbuddene, Hævnen over Untamo, Selvmordet.

Kivis Yndlingslæsning var ikke helt ringe Værker; foruden i Kalevala fordybede han sig særlig i Homér, Shakespeare og Biblen. Navnlig af Digterens Shakespeare-begejstring bærer »Kullervo« Spor. Diktionen, der stedvis kan falde mat og vidtløftig, hæver sig ikke sjældent til en Patos, hvor de voldsomste Billeder, de mest skærende Mislyd dynges sammen; og paa sin Shakespearesk lader Kivi gærne de tunge og vilde Episoder veksle med lystige Optrin; den sleske, pralende og feje Fuglefænger Nyyrikki maa flere Gange holde for; og straks efter Søsterens Selvmord optræder to vrøvlevorne Hyrder, der skændes om hvem der skal være først til at melde den velkomne Skandale i Bygden. — Kivi har i Kullervo villet give Billedet af en ypperlig udrustet Natur der er kommen paa Livets Skyggeside og gaar helt til Grunde. I den stærke Yngling var der Tømmer til en ædel Kriger, som kunde blevet det store Heltetrekløvers Lige i Kampen mod det hidtil overmægtige Pohjola. Men som Træl fostres han i Untos Hus, et Trællemærke har den haarde Husbond brændt i hans Pande, og det gør Kullervo ond. Ikke Blodhævnsdriften, men Trællestandens Forbandelse er Nøglen til at forstaa ham. Kivi gør sig Umage for at vise en Udvikling i Kullervos Karaktér; før Trællen sælges til Smeden, drømmer han endnu om lysere Dage, men Madmoderens Haan med Stenen i Brødet, og siden Blodskammen, dræber det gode i ham. Den onde Aand Ajatar og den blide Nymfe »Blaapigen« kommer til ham som til en finsk Herakles paa Skillevejen, hin for at tilbyde ham Hævn, denne for at drage ham til Forældrehjemmet, men Ajatar faar Sejren; og snart er Kullervo en vildt sønderreven Sjæl; han ønsker sig i Ukkos Sted for at kunne tænde Verden i Brand, hellere vil han dog straks gaa ind i den store Tomhed (Leino lader sin Helt sige noget lignende, men ud fra en anden Sjælstilstand). De Vink der i Kalevala gør selv Forbryderen Kullervo sympatetisk som en inderst inde blød, kærlighedstørstende Natur, har Kivi ikke ret fulgt; heller ikke har han villet tegne ham som lutter Stolthed og Trods, en »Ylermi«, vældig i sin Vildskab og Hævn. Derimod vælger han at lade Læseren grue for den fortabte Sjæl. Af og til overfaldes Kullervo selv af Angest over sine Ugærninger (som da han har brændt Untamos Hus og en Stund frydet sig ved Luehavet), mens derimod hans Tale ved Hjemkomsten efter Ulykken med Søsteren er raa og udfordrende. Moderens Død smærter nok Sønnen, men han ender dog med at sige til Buddet: Har du ikke Lyst at begrave de døde, saa lad dem ligge som de er. Den døde Moder bønfalder forgæves Ukko for hans Sjæl og formaar saa »Blaapigen« til at bede i sit Sted; den ny Forbederske vil tage Varsel af Himlens Tegn: Der lyder et stærkt Tordenbulder, og hun aner det værste. Og i Slutningsoptrinet belærer gamle Väinö, der under Sampofærden træffer Kullervo i Selvmordstanker paa Ulykkesstedet, om den evige Løn og Straf i Tuonela. Heltene, selv Ilmari, ynkes næsten over ham; men Kullervo lykønsker dem, Lysets Børn, til den Dag der nu kommer, og idet han peger mod det første Gry paa Himlen og de vender sig mod det, nytter han Øjeblikket og kaster sig i sit Sværd. – Moderens Skikkelse er det ikke lykkedes Kivi at gennemføre saa skønt og mægtigt som i Kalevala; han har været lidt for optaget af at understrege at hun selvfølgelig er forfærdet over sin Søns Ugærninger og Trods.

____________

Juhana Heikki Erkko (Johan Henrik Erkko) (1849-1906)

Da Johan Henrik Erkko en Menneskealder senere (1895 udkom hans Drama Kullervo) dristede sig til at tage det samme Æmne op, var det ikke en ung Begynder, men en moden, som Lyriker og Dramatiker allerede øvet Digter der gav sig i Kast med Opgaven. Som det kunde ventes, møder han med en ny Opfattelse, saa vel som med en anden Form (Runometret helt igennem). Erkkos Kullervo bliver ikke en raa, uhyggelig, helvedangst Forbryder; Skikkelsen er langt lysere end hos Kivi. Denne Kullervo er ikke blot fra Fødslen et Helteæmne, men han bliver en virkelig Helt, en tapper Høvding for sine tidligere Medtrælle, der med ham rømte fra Smeden og hjælper at indtage Lapland; og trods sin Voldsomhed og Hævntørst optræder han som den højsindede Yngling, med Krav paa Læserens Sympati. Utvivlsomt er Erkko ved Gennemførelsen heraf sejlet et godt Stykke udenfor Kalevalas Strømfure i modsat Retning af Kivi. Kalevalas Helt har ikke bagefter angret sin vilde Færd mod Untamos Hus eller ved Sejrsgildet drukket »alle forkuede, ulykkelige, lidende, brudte Menneskers« Skaal, saa lidt som han ved Uddeling af sin Slægts Gaarde til Kampfællerne vilde fomanet dem til at leve smukt og endrægtigt sammen. Elskovsdriften oplever han i Kalevala kun som vild Brynde; Erkko har, bortset fra Scenen med Søsteren, udstyret ham med to elskende Møer, Tærnen Illi der dog ikke kan vinde hans Hu, og Ilmaris Søster som han frier til i første Akt, og som i sidste melder sig selv hos ham, men maa afvises, da han nu føler sit Liv spildt og vil dø. Og til sin egen, ukendte Søster taler Kullervo ikke med kry Fordring, daarer hende ikke med Glimmer, men de veksler først stemningsfulde, vemodige Ord og drages til hinanden med sær, uforklarlig Magt som et andet Siegmund-Sieglinde-Par; endnu i Døden hilser hun ømt sin »Broderbrudgom«. — Den Figur Erkko har valgt at skildre, er gennemført vakkert. Og Moderen er manet langt skønnere frem end hos Kivi; i Erkkos »Kullervo« staar hun virkelig som den hvis Kærlighed er dybere end Havet og stærkere end Døden. — Mindre lykkede synes de øvrige Figurer; heller ikke Erkko har helt kunnet modstaa Trangen til at moralisere i Steden for blot at lade Handling og Lidenskaber tale deres eget tunge Sprog; det er her egentlig Lönnrot der har givet Tonen ved at lade Väinö forkynde en Slutningsmoral (Stykket ikke oversat); og ogsaa hos Erkko optræder den evindelige Vismand, endda baade først og sidst, med megen erfaren og belærende Tale. Den gennembrave Smed og hans skrappe Kvind til Hustru var der maaske ikke stort mer at stille op med, end Erkko har gjort. At den jævne Slider Ilmari er Stormestren som har smeddet Lykkens Sampo, forsikrer han selv, saa man faar vel tro ham; men at han tilmed skulde have hamret den høje Himmelhvælving i Tidernes Gry, er dog faldet Erkko selv for Brystet; Ilmari meddeler at det Stykke Arbejd skyldes hans Fader af samme Navn.

Endnu stærkere end Kivi har Erkko understreget hvad Kullervo kunde blevet for sit Folk som fri Helt, og Stykket munder ud i social og politisk Symbolik:

Väinö som vor store Vismand,

Ilmari vor store Kunstner,

Kullervo som Magtens Bærer;

Vidskab, Kunst og Kraft, de trende,

skulde Kærlighed forenet.

Ak men Kullervo er borte!

saadan sukker Ilmaris Søster; og Tiera, Kaukos Kampfælle raader:

I de fælles Rettigheder

eje Arbejdsfolket Med-del!

Om du gør det frit for Lænker

og delagtig i vor Kæmpen,

vækker du dets Lyst til Arbejd;

dette har jeg selv erfaret,

fordum Slave, nu en Frimand.

Kauko (Lemminkäinen) repræsenterer derimod det hovmodige Aristokrati. Men Väinö mener i sin Slutningsreplik:

Bort med Vold fra Kalevala,

bort med Lidenskab som Leder!

Untamos, Kalervos Stammer

søgte Stammerettigheder,

ikke Ret for hele Folket – –

Men lad nu med faste Forsæt

Haand i Haand os sammen lægge;

dette være Mandens Stræben

fra nu af i Kalevala:

Retfærd, Rettigheders Perle,

og for hele Folket Frihed,

Landets Fremgang, Folkets Lykke. —

Haand i Haand til trofast Forbund!

Man forstaar at Æmnet Kullervo fremfor andre nationale Sangkrese har fristet til dramatisk Behandling. Med forholdsvis faa Træk er her et helt Menneskeliv lagt frem; en egen Skæbne hviler over det fra Vuggen af og tvinger det ad sine Veje lige til Graven. Og dog mærkes det baade hos Kivi og hos Erkko hvor lidt denne Episode i Kalevala egentlig egner sig til saadan Brug, naar man da blot nogenlunde nøje vil følge Trækkene fra Forbilledet. Selv om det scenisk helt umulige udelades (som Køernes Forhekselse) eller blot fortælles (Jættebedrifterne hos Untamo og i Hjemmet), — selv om man ser bort fra at Madmoderens Paahit med Stenen (et Hovedpunkt, der altsaa kræver Udførlighed) maa virke lidt mat i et Drama, saa savnes gennem Stykket den egentlige Knude, der stadig skulde strammes. Dertil kommer endnu ett: De største lyriske Skønheder i Kalevala skræmmer fra Forsøg paa Omdigtning af de paagældende Steder; det har begge Digterne rigtig følt; og det kan saa føre til, dels at noget af det skønneste helt udelades (Moderens Afskedsord hos Erkko), hvorved en vis Forventning hos Læseren eller Tilhøreren skuffes, dels til ligefrem Afskrivning eller dog stærk Tilnærmelse dertil, »for det er saa kønt« (saaledes Stedet XXXVI 25 fl. »Ikke synker jeg i Sumpen« hos begge, Søsterens Klage, XXXV 217-56, hos Erkko); Digterne bliver her »Skjalde«, bundne af den ærværdige og skønne Tradition.

Hvorledes det nu end har sig med Kullervo-æmnet, skulde man i al Fald vente at Ainos Skikkelse med sin vege Ensformighed aldeles ikke indbød til Forsøg paa Dramatisering. Og dog var det lykkedes Erkko, to Aar før hans »Kullervo« kom, i sin »Aino, et Digt i fem Akter« (1893) at skabe et Værk som ikke blot ejer lyriske Skønheder, men ogsaa nogen dramatisk Spænding. Rigtignok er denne kun naaet ved paa flere Punkter at arrangere ny Situationer. Den gamle Väinö modtager, da Stykket begynder, ved en Offerfest i Spidsen for Kalevalafolket Tribut fra Joukolas Jæger- og Fiskerklan; den gamle Jouko er skrøbelig, den unge hader Kalevalas Bondefolk; det bliver da Joukolafruen som overbringer Tributen, og med hende kommer den sekstenaarige Datter Aino til Festen. Halv Sky, halv glad sidder hun, før Dansen begynder, et Øjeblik paa Väinös Knæ, til stor Harm for sin Bejler og Barndomsven Kirri. Ved denne første Akts festlige og lyse Idyl opnaar Digteren at Aino ikke fra først af staar som den sorgtyngede Sjæl; her er det unge Barn endnu glad og frisk, først senere vinder hun lidt Klarhed over sig selv, aner at hun elsker Kirri, og føler bittert at hendes Livs Vaar er omme, naar hun skal gives i Väinös Vold. Fra nu at tegnes Aino omtrent som i Kalevala, gaar om forskræmt og ulykkelig, men fuld af fin Ynde og viser i sin Tale fortroligt Samliv med den vaarlige Natur; kun een Gang kommer der et Tilløb til Trods, da hun med bevidst Ubarmhjærtighed plukker een af de kære Blomster, en. Aakandeknop, itu Blad for Blad, for at vise Forældrene hvilken Raahed de vil øve. — Ægteskabet mellem Aino og Väinö aftaltes allerede i første Akt mellem sidstnævnte og Moderen. Fuld af Overmod drager siden den unge Jouko ned for at at kue Väinämöinen, men trylles i Sumpen og maa give sit Minde til Forbindelsen; deres Ordskifte forløber næsten ordret som i Kalevala, kun Väinös Maneord er tildigtede. Lidt mat falder derefter Ainos Møde med Väinö i Lunden; til Gengæld er der lagt Spænding i det følgende »Bryllupsgilde«: Väinö, hvis Hest under Vejs blev skudt af Jouko, træder ind i Hallen; kort før har Forældrene sendt den fortvivlede Aino med en Tærne ud i Boden for at prydes; under Festkvad og Gildegammen maa Moderen vise glade Miner, men hendes Uro og Angst stiger stadig, da Bruden tøver. Saa kommer det Bud: Aino er flyet til Skoven under dunkle Ord om at nu iler hun »den store Brudgom« i Møde. Ved Søbredden træffer Aino siden den søgende Kirri, men greben af Vanvid viser hun ham bort, og Väinö kommer netop tidsnok til at se hende søge Døden i Søens Vande. — Jouko er godt skildret som den skrydende Knøs, der overfuser sine gamle Forældre og blander Løgn i sit Pral; der fejt ængstes naar det gælder, og skulende undgaar den fattige Tærne han en Gang har lokket. Väinö har Digteren søgt at gøre til en Slags Verdenssjæl, Naturgudindens Søn, i hvem hele Tilværelsens Fylde bor, og som derfor i de enkelte Mennesker kun kan se Brudstykker, ikke finde fuld Hvile; men denne Mystik er blot antydet i Stykkets Begyndelse, siden fylder Tanken paa Aino dog helt hans Sind; først da hun er død, mander han sig op, ikke dog til Verdenssjæl, men til Folkefører, »Mit Folk, nu tilhører jeg dig.«

Endnu langt friere end i »Aino« stiller Erkko sig i en senere dramatisk Digtning »Pohjola-brylluppet« (1902) til Epos'ets Handling. Vi staar her som ved Leinos Svanedigt overfor en fri Udnyttelse af Kalevalamotiver til Iklædning for hvad Digteren selv har paa Hjærte. Det mærkelige Drama bærer paa een Gang Præg af Festspil — det blev skrevet til den ny finsk-finske Teaterbygnings Indvielse — og af den for Landet mørke Tid hvori det blev til. Dette »Festspil« er saa forskelligt som vel muligt fra det Kalevaladrama der 40 Aar tilbage aabnede den svensk-finske Scene; Forskellen er dog ikke blot den mellem en Topelius og en Erkko, eller den mellem svensk og finsk Aand i det hele, men ligger for en stor Del i de to Tidsalderes politiske Særpræg. Fest er der nok af i Erkkos Stykke; Digteren har vovet sig til i hver Akt at skildre ett Led af den store Bryllupshøjtid: Trolovelsen, Gildet i Pohja, Festen i Smedens Hjem, og at nøjes med et Minimum af ydre Handling. Men gennem det hele drager der sig en Islæt af Utryghed og Uhygge, og enkelte Steder lyner Uvejret skarpt frem. Epos'ets egen Stemning er dette vel lige saa lidt, som Topelius' Operettestil er Lemminkainen-sangenes Stil. Atter og atter har Ordene dulgt Adresse; Epos'ets Personer optræder som stive Politikere. Det fri Kalevalafolk danner Modsætningen til Pohjolas Trællesjæle, dets bedste Mænd, Ilmari og Väinö, til Louhi, Pohjolas Herskerinde, som er Stykkets mærkeligste Skikkelse. Sin Herremoral forkynder hun til sin Datter, Ilmaris Brud, ved Gildet:

Hvo sig selv ej veed at hjælpe,

ham behøver Livet ikke;

han er blot en ussel Tigger,

magtløs Skabning; under Livets

Rytterhestes rappe Hove

er han dømt at søndertrampes.

Alle svage, dumme, sløve

som dit Trædebrædt du bruge – –

Lad der lyde Hyl og Tuden

gennem Taarers Badstudampe;

da først, naar dit Folk er kuet,

kan dit milde Sind sig vise,

straale blidt som Lykkens Øje.

Fattig, sulten Stodder fryder

sig ved Almisser og Gaver,

Bagerbørn for Brød ej takker.

(Og da Ilmari taler om Frihed, raaber hun:)

Frihed! Kun et Ord er Frihed.

Er ej Mængden altid Slaver?

Som du byder, saa den lyder

til det onde, til det gode,

til en ligegyldig Handling.

Og af Brødbegær, for Løns Skyld,

gør den hvadsomhelst du lyster.

Ilmari:

Pohjas Folk, Kalevas ikke.

Louhi (peger med Haanden):

Ned, Folk, ned paa Knæ til Jorden!

(Pohjolaboerne knæler, men Kalevaboerne knurrer).

Louhi:

Op mit flinke Folk, nu rejs digt

(Folkene rejser sig op).

Ilvo (Bruden):

Saadan lystrer dine Trælle.

Kalevas Folk er anderledes:

Siden Väinö vakte Folket,

er der mange Sind og Viljer – –

Folket deler sig i Grupper,

een er Väinös Folk, en anden

fylker sig om Ilmarinen e

ller Sværdets Svinger Kauko;

altid kappes de og nappes.

Broder hader dær sin Broder.

Louhi:

Desto lettere, min Datter,

kan du egen Fordel følge.

Hugg som Høgen ned paa Byttet,

alt mens Hønseflokken kagler!

Ilmari paaviser det uheldsvangre i Louhis System:

— farligt

er, med Herskerspirets Vælde

Folkets Stræben haardt at stække.

Sparked en Dag i daarligt Lune

Skipperen Bunden ud paa sin Skude —

kæntred og drukned selv i Søen.

Da Ræsonnementet slipper op for Louhi, byder hun: Frem med Øllet, lad Heltene drikke! I Ølrusens Salighed har Pohjolafruens Mand forlængst set Livets rette Maal; midt i Døsen giver Husbonden af og til sit Besyv ved Udraab som dette:

Hvad er der paa Færde med Pohja?

Her er for meget Lys i Stuen!

Folk, mit Folk, se ned i Øllet,

at dine Øjne ej skal blændes!

Bruden Ilvo, der varmt elsker Ilmari, men ellers har noget af sin Moders Natur, tager i Stykkets Slutning fast Parti for Kalevala, skønt Lemminkäinen som ubuden Gæst efter Festens anden Del har dræbt hendes Fader. Lykkens Sampo vilde han ogsaa taget, men Louhi havde sænket den i Jorden. Imidlertid enes Kalevafolket i Slutningsoptrinet klogelig om, at hver er sin egen Lykkesampos Smed; ved Arbejd, Møje og Blod vindes den Sampo som ingen Louhi kan røve.

Skønt dette Drama altsaa tilsidst munder ud i Appel og Trøst til den enkelte, er det ellers blevet ejendommeligt for Erkko at lade Folkesangens Motiver bære de store Samfundsspørgsmaal frem, medens Leino er naaet videst hvor han dukker ned i Sindets Dybder, saa Individet faar staa ene med sin Længsel og sin Trods. Hvilken af de to Synsmaader der staar Folkesangenes Hjærte nærmest, kan der ikke være Tvivl om.

De oversatte Smaaprøver af Erkkos Dramaer turde give en Forestilling om; den Maade hvorpaa Forfatteren hyppig nytter Runometret: næsten blot som et ydre Skema (omtrent som den scenevante femfodede Jambe); Enjambement er almindeligt, Forlydsrimet udebliver ofte. Vendingerne er undertiden Prosasprogets. Dette er en villet Sag og ligger ikke i, at Erkko ikke længer skulde magte Runometret som levende Form; paa mange Steder falder Versene skønt og stilfuldt; en vis mandig Ædruelighed synes dog det dybeste hos ham.

______________

Juhani Ahos Panu er et Værk der turde være kendt for mange danske Læsere; i al Fald er det tilgængeligt i forsvensket og fordansket Form. Digtningen foreligger ogsaa som Drama (1903), men oprindelig blev den til som Roman (1897) og vil i Litteraturen uden Tvivl blive staaende i denne sin første og bredere Form (Dramaet har bl. a. bortkastet hele Slutningen fra og med Panus Besøg hos den lappiske Troldmand). Handlingen i dette prægtige Værk er ikke taget fra Kalevala, men Formaalet er, i den historiske Romans Form at stille syttende Hundredaars sejrrige Kristendom og det gamle finske Hedenskab op imod hinanden. Under disse to Hovedmodsætninger har Aho faaet en Række Nuanceringer med; hist den unge, trosivrige lutherske Præst, Kirkebyens Folk (som Pigen Karin), hvem et »Hellige Guds Moder!« efter Fædrenes Vane endnu falder saa let paa Tungen, og Panus stakkels Hustru, der længes efter Klokkeklangen fra den græske Jesus i Valamo; paa hedensk Side staar Panu selv, den haarde Troldkarl med de indviklede Kunster og Signerier (samt den endnu vældigere lappiske Ekstatiker Lompsalo) overfor den gamle Jorma. I ham tegner Aho Idealet af en finsk Hedning; han foragter Panus Offergriskhed og Sortekunster og holder sig til de gamle Sange, der gæmmer Väinös Visdom. Ifølge den ser Guderne mest efter det gode Sindelag, ikke efter Offer. Jormas Tanker gaar med Vemod tilbage til de gamle Dage, da Himlen var paa Jorden, da den fromme Jæger i Skoven kunde faa se Tapio staa og stryge sit graa Skæg bag Granen en klar Frostmorgen, eller skue Mielikki, Skovens Frue, som hun lidt før Solnedgang i Høst sidder broget klædt paa Skrænten, hvor Løvet lyser i rødt og gult. Og den milde Jorma kan med moralsk Højhed vende sig mod selve den gammellutherske Præst, hvis Gud han kalder »Hævnens, Hadets og Forfølgelsens Gud«. — Det er Romantikens Syn paa det finske Hedenskab: Ældst var Väinös høje Visdom, Sangene og Kanteleklangen; Trolderiet og Shamanismen er senere Forvrængninger; og allersidst kom Kristendommen til. Den historiske Forskning giver en helt anden Rækkefølge: Først Panu, saa hellig Henrik, saa modnedes Jorma, saa ivrede Hr. Martinus. En Jorma er ikke det gamle Hedenskabs Mand, snarere er han Oldingen Arhippa, den fromme, men fordomsfri Katolik som drømte om en svunden Sangenes Guldalder, ret egentlig er han dog ett af Jeg'erne i Værkets Digter selv, der her har forsøgt samme Færd som fordum den vrede Väinö i Kobberbaaden og som Jorma, da han tilsidst søger ind i Skovenes Dyb: Rejsen fra det graa Virkelighedsrige til Længslernes gyldne Dæmringsland.

______________

Det Indtryk der paatrænger sig ved Læsningen af Digterværker som bygger paa den gamle Folkesang, er først det, at en Omdigtning af Æmner der allerede i Kalevala fremtræder fyldigt behandlede, er en farlig Sag. Skønt Tidsafstanden mellem Kilden og Efterdigtningerne er saa kort og Forholdene beskedne, synes dog ogsaa her den Sætning at finde nogen Gyldighed: »Et Indhold der er udpræget og oplevet i verdensberømte Former, skal man ikke indlade sig paa at ompræge og behandle med poetisk Vilkaarlighed«. Man indvende ikke at Kalevala dog kun er »Folkebogen« der venter paa sin Goethe; de Gnister af Aand der glimter i de gamle Sange, og som Lönnrot har pustet sammen til en lille Lue, gør Værket til noget andet; det er ikke en Samling Raametal, som venter paa den prægende Kunstner, men turde i sig selv have naaet sin endegyldige Form. Hvor saadan Ny prægning da er forsøgt, som med Kullervo- og Ainodigtningerne, viser Farerne sig klart — endog for Forfatterne selv, naar de stedvis helt opgiver Ævred og lader sig transportere et Stykke frem ombord i selve Kalevalas Skude. Det er her ikke helt som ved dansk Digtnings Udnyttelse af Folkevisemotiver, hvor Forbillederne er ganske anderledes knappe, korte, taalmodige overfor Digteren end Kalevalas brede Fremstilling. — En helt anden Sag er, naar det ikke gælder at give Variationer eller Fantasier over de kendte Temaer, men ny Melodier paa de gamle Kantelestrænge. Det tør vel formodes at Fremtiden ikke vil bringe mange flere Omdigtninger af Kalevala-æmner, navnlig da ikke i virkelig dramatisk Støbning; de Optrin der overhovedet kunde være Tale om at udnytte dramatisk, endog scenisk, er snart talte (snarere skulde man saa synes at nogle af Kanteletars Ballader maatte indbyde). — Folkesangens inderste Væsen er lyrisk; det gælder selv de episke og magiske Kvad. Og forhaabentlig vil den gamle Sangs lyriske Tone klinge længe i Fremtiden — hvem veed maaske stærkere end den hidtil er kommen frem. Det vil da gaa i Kalevalas Efterliv som ude i Folket: Dvina Lens ordvise Runogubber døde, men Setu- og Ingermanlands unge Jomfruer synger den Dag i Dag, og de lokker til at stemme i med.