Edda (Nyerup) - Braga-rædur

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Rasmus Nyerup
(1759-1829)

Edda
- eller Skandinavernes
hedenske Gudelære

Oversat ved
Rasmus Nyerup


Braga-rædur
eller Brages Samtale med Æger

Første Capitel

Ægers Rejse til Asgaard

En Mand ved Navn Æger eller Hler, der boede paa den Ø Lessø, var meget klog og forstandig. Han begav sig paa en Rejse til Asgaard. Aserne vidste ret godt hans Komme, toge vel imod ham, men brugde tillige deres Koglerier.

Om Aftenen da Gildet begyndte, lod Odin bære Sværd ind i Salen, der vare saa blanke, at de gav Skin fra sig, og man behøvede ingen anden Lysning imedens man sad og drak. Aserne, som vare overværende ved dette Gjæstebud, og sad hver i sit Høje sæde, vare de 12 Dommere, navnligen: Thor, Njord, Frejr, Tyr, Hejmdalr, Brage, Vidar, Vale, Uller, Hæner, Forsete, Loke. Ligeledes Asynierne Frig, Freja, Gefion, Idun, Gerdr, Sigyn, Fulla, Skade. Æger syntes godt om Alt hvad han saae. Væggene vare rundenom prydede med Skjolde istedenfor Tapetserier. Mjøden var ogsaa ypperlig, og den blev der ikke sparet paa.

Ægers Sidemand var Brage, og medens de drak, snakkedes de ved. Brage gjorde ham Forklaring om mange af Asernes fordums Bedrifter.

Andet Capitel

Om Iduns Bortførelse og Tilbagekomst¹⁾

Trende Aser, Odin Loke og Hæner, droge hjemme fra, rejste over Fjelde og gjennem Ørkener hvor der intet vankede at leve af. De kom omsider til en Dal, hvor de saae en Flok Oxer, som de tog en af for at lave den til og koge den. Da de tænkte, at den var kogt nok, tog de den af Ilden, men fandt det Modsatte. Noget efter tog de den af igjen, men, den havde heller ikke nok endnu? De talte da indbyrdes om, hvoraf det mon kunde komme. Da hørte de Noget i Egen over sig, og saae en stor Ørn, der sagde, at han var den som voldte, at Oxen ikke kunde blive kogt. Han lagde til, at, vilde de give ham sin Anpart i Oxen, da skulde den snart være kogt. Da de lovede den det, fløj den ned af Træet, satte sig ved Kogningen, og snap begge Oxens Bove²⁾. Loke blev derover vred, tager en stor Stang, bærer i Vejret af alle Kræfter, og slaaer paa Ørnen. Denne unddrager sig for Slaget, og flyver op. Stangen blev derved fast ved den ene Ende ved Lokes Haand, og den anden ved Ørnens Ryg. Ørnen fløj saa højt, at Lokes Fødder slæbtes over Stok og Sten, og han troede, han skulde miste sine Arme. Han skreg og bad Ørnen indstændig om at slippe. Ørnen sagde, at Loke aldrig skulde komme løs, medmindre han edelig vilde forpligte sig til, at bringe Idun udaf Asgaard tillige med hendes Æble. Da Loke indgik det, slap han løs, og kom nu til sine Rejsefæller igjen. Om denne Rejse fortælles nu ikke videre end at de kom hjem.

Paa den bestemte Tid forleder Loke Idun til at forlade Asgaard og gaae ud i en Skov, under Foregivende, at han har fundet nogle Æble, som hun vist vilde synes særdeles godt om. Tillige bad han hende tage sine Æble med, for at kunne sammenligne dem med hinanden.

Der kom Jetten Thjasse i Ørne-Skikkelse, tog Idun, og fløj bort med hende til sin Bolig i Thrymhejm.

Aserne led meget ved Iduns Bortførelse, de bleve graahærdede og gamle. De holdt da Raad, og spurgte, hvem der sidst havde seet noget til Idun. Det sidste de kunde komme efter, var, at hun gik ud af Asgaard med Loke. Han blev da bragt for Forsamlingen, og truet med en pinagtig Død. Loke, som blev bange, lovede nu, at søge efter Idun i Jotunhejm, ifald Freja vilde laane ham sin Falkeham. Da han fik den, fløj han nordpaa ad Jotunhejm til, og kom til Jetten Thjasse, som just var roet ud paa Søen, saa Idun var ene hjemme. Loke omskaber hende til en Svale, som han tager i sin Klo, og flyver gesvindt bort med.

Da Thjasse kom hjem og savnede Idun, tog han sin Ørneham paa, fløj efter Loke, naaede ham ved sin hurtige Flugt. Da Aserne saae Falken komme flyvende med Svalen, og Ørnen bag efter, gaae de ud til Asgaards Mur, og bragde en Dragt Spaaner med sig. Da Falken naaede Byen, dalede han ned ved Muren. Aserne tændte derpaa Ild i Spaanerne, og da Ørnen ikke kunde standse sig hastig nok i Farten, slog Luen i Vingerne, saa den ikke kunde flyve længere. Aserne vare da rede og dræbte Ørnen. Paa den Maade satte Jetten Thjasse Livet til indenfor Asgaards Mure³⁾; hvilken Begivenhed er meget berømt.

Tredie Capitel

Om Skades Optagelse i Gudernes Selskab

Skade, Thjasses Datter, tog Hjelm og Brynie paa, og begav sig til Asgaard, for at hevne sin Fabers Drab.

Aserne tilbøde hende Forligelsemaal og Forsoning, og det blev afgjort, at hun maatte vælge sig en Mand blandt Aserne, dog uden forud at see Andet af den hun valgte end blot Fødderne. Hun saae da Ens Fødder, som vare meget smukke, og udbrød: "Denne vælger jeg; Balder er uden Lyde." Men det var ikke Balder, det var Njord i Noatun⁴⁾.

Æger anmærkede: Som mig tykkes, har Thjasse været en dygtig Karl; men af hvad Herkomst var han? Brage svarede: Ølvald var hans Fader, og fortalte jeg Dig om ham, vilde du synes det var meget mærkeligt. Han var rig og ejede meget Guld. Da han var død, og hans Sønner skulde dele Arven sig imellem, da brugde de dette Maal til Guldet, at hver af dem fik saa meget som han hvergang kunde holde i sin Mund. Deres Navne vare Tjasse, Ide, og Gangr. Det er derfor nu et Mundhov hos os, at vi i Omskrivninger og Poesie benævne Guldet efter Visse Jetter, og kalde det disse Jetters Maal eller Gloser.

Æger tilstod, at det klædte i Poesie ret godt.

Fjerde Capitel

Om Digtekonstens Oprindelse⁵⁾

Derefter spurgde Æger: Hvorfra har den Konst som kaldes Poesie sin Oprindelse? Brage svarede: Dertil var Oprindelsen denne. Guderne førte Krig med det Folk, som heder Vaner⁶⁾. De aftalte en Sammenkomst for at slutte Fred, som blev indgaaet paa den Maade, at de begge gik til et Kar, som de kom Spyt i. Dette Fredsmærke omskabte Aserne siden til en Mand, ved Navn Qvaser, der var saa vis, at Ingen kunde spørge ham om nogen Ting, han jo vidste rede til. Han foer vide om Land, for at undervise Menneskene. Engang kom han til Dvergene Fjalar og Galar, som dræbte ham, og lod hans Blod rinde i tvende Kar, Son og Bodn, og i en Kjedel Odrærer⁷⁾. De blandede Honning i Blodet, hvoraf kom saa herlig en Mjød, at hvo der drikker deraf, bliver Digter og Vismand.

Dvergene berettede Aserne, at Kvaser var druknet i Visdom, fordi der Ingen var saa klog at han kunde udspørge ham nok.

Dvergene bød en Jette, ved Navn Gilling, til sig tilligemed hans Kone, og som han kom, bad de ham roe ud med sig paa Søen. Da de vare komne noget fra Land, roede Dvergene hen paa Skjær, og væltede Skibet. Gilling, som ikke kunde svømme, druknede; hvorimod Dvergene vendte Skibet igjen og roede i Land. Da de berettede hans Kone denne Hændelse, tog hun sig det nær, og gav sig til at græde højt. Fjalar spurgde hende, om det ikke kunde lette hendes Sind, at see ud paa Søen, hvor han var omkommet. Da hun bejaede dette, sagde han til sin Broder Galar, at han skulde gaae op over Dørren, og naar hun gik ud, lade en Møllesten falde ned i Hovedet paa hende, da han ikke kunde udstaae hendes Skrigen. Broderen gjorde efter hans Forlangende.

Da Jetten Gillings Søn Suttung spurgde dette, drog han hen, greb Dvergene, førte dem ud paa Søen, og satte dem paa et omfludt Skjær. De bad Suttung skaane deres Liv, og bød ham til Forlig i Mandebod den herlige Mjød; hvilket og blev antaget. Suttung tog Mjøden hjem med sig, og gjemte den paa det Sted som hed Hnitbjerg. Hans Datter Gunløde satte han til at tage vare paa den. Deraf er det at Poesie faaer Navn af Kvasers Blod, Dverges Drik, Odrers eller Bodnes eller Sons Vædske, Dverges Skib eller Løsningspenge, og Hnitbjergs Mjød eller Vædske. Derved anmærkede Æger: Det falder mig noget sært at give Poesie disse Benævnelser. Men hvorledes fik Aserne fat paa Suttungs Mjød? Brage svarede: Paa følgende Maade kom Aserne til Mjøden. Odin drog Hemme fra, og kom til et Sted hvor 9 Trælle gik og slog Hø. Han spurgde dem, om han skulde hvesse deres Leer. De takkede for Tilbuvet. Han tager da en Hvessesten af sit Belte og skjærper Leerne. De syntes at Leerne nu bede meget bedre, og falede paa Stenen. Han svarede, hvo der vilde kjøbe den, skulde give, hvad billigt var. Alle sagde at de vilde kjøbe den, den ene heller end den anden. Han kastede da Stenen op i Luften, og da Alle vilde gribe, kom de saaledes i Slagsmaal, at de omkom Hinanden med deres Jern.

Odin søgde Natteherberg hos en Jette, hed Bauge, en Broder til Suttung. Bauge beklagede sine Omstændigheder, da hans 9 Trælle havde dræbt hinanden, og han vidste nu ikke, hvor han skulde faae Arbejdere fra. Odin kaldte sig Bølverk. Han tilbød at paatage sig de 9 Mands Arbejde for Bauge, imod at denne skaffede ham en Drik af Suttungs Mjød. Bauge svarede, det stod ikke til ham, da Suttung vilde have den allene. Men han vilde følge med ham derhen, og forsøge paa, om de kunde faae den. Om Sommeren udrettede Bølverk de 9 Mænds Arbejde; men da Vinteren kom, forlangte han sin Løn af Bauge. Da begav de sig begge til Suttung. Bauge beretter sin Broder hvad Han havde lovet Bølverk; men Suttung afslog rent deres Begjering. Bølverk talte da til Bauge om at forsøge ved en eller anden List at faae fat paa Mjøden. Bauge var deimed tilfreds.

Bølverk tager derpaa en Naver frem, som hed Rate, og beder Bauge gjennembore Bjerget, hvis Naveren var skarp. Bauge begyndte at bore, og sagde, at det var gjennemboret. Men Bølverk blæste i Naverhullet, og da Spaanerne derved droge ud imod ham, mærkede han, at Bauge vilde bedrage ham. Han forlangte da, at Bauge skulde bore helt igjennem. Bauge borede atter, og da Bølverk nu blæste, fløj Spaanerne ud til den anden Side.

Bølverk omskabte sig nu i en Orms Skikkelse, og krøb igjennem Hullet. Bauge stak efter ham med Naveren, dog uden at ramme ham.

Bølverk drog derhen hvor Gunløde var, og laae hos hende i tre Nætter. Hun tillod ham da at drikke tre Gange af Mjøden. I den første Drik drak han hele Odrejre ud, i den anden Bodn, og i tredie Son, saa at han da havde al Mjøden. Derefter forvandlede han sig i Ørnelignelse, og fløj bort i største Hast. Da Suttung saae Ørnens Flugt, tog han sin Ørneham og fløj efter ham. Da Aserne saae Odin komme, satte de Kar ud i Gaarden. Da Odin naaede Asgaard, kom han Mjøden i Karrene. Men i den store Forlegenhed, da Suttung var ganske nær ved ham, spildte han noget deraf i Skarnet, hvilket da Ingen brød sig om, saa at hvo der vilde, kunde tage det. Det kalde vi de slette Digteres Lod.

Suttungs Mjød gav Odin til Aserne og alle gode Digtere. Det er Oprindelsen til at vi kalde Poesie Odins Fangst, eller Fund, eller Drik, eller Asernes Gave og Drik.

---

Noter:
1) Jævnfør her foran S. 35. Poemet selv, hvorpaa denne prosaiske Fortælling grunder sig, er forfattet af Thjodolf fra Hvine i det 9de Aarhundrede, og udgivet i original tilligemed en latinsk Oversættelse af Justitsraad Thorlacius i hans Antiqvitat. boreal. Observat. Specimen VI. Hafn. 1799. Under Opskrift af Iduna oder der Apfel der Verjüngung har Herder, som bekjendt, skrevet en ganske fortræffelig Dialog om den nordiske Mythologies passende Anvendelse i de dannende og talende skjønne Konster. Den eddiske Fortælling selv om Iduns Bortførelse har Gräter indlemmet i den Afhandling der begynder IV Bind af Hans Bragur, og som Har samme Tendents som hin herderske Dialog.
2) Det her forekommende Ord leggur up" oplyses af Udtrykket i det gamle Poem "orlagdi" som Thorlacius l. cit. p. 37 oversætter ved sustulit.
3) I Harbards-Liod i Edda Sæmundi Pag. 99 gjør Thor sig til af at han var den der havde dræbt Thjasse; og saaledes berettes det ogsaa i den 13 Strophe Pag. 45 l. cit. hos Thorlacius, at han blev slaaet ihjel af Thors Lynild.
4) Hvorlunde der ikke blev den beste Forstaaelse imellem dette Par Ægtefolk, er at læse her foran S. 31-32.
5) Hvem kjender ikke Baggesens comiske Fortælling Poesiens Oprindelse, hvortil han fandt Æmnet i denne Fabel. De fleste Puncter i Fortællingen findes antydede i Havamaal i Resens Udgave af 1665. Strophe 93-100, paa dansk hos Sandvig S. 91-93.
6) Denne Ufred imellem Aserne og Vanerne og det imellem dem siden sluttede Forlig omhandles af Snorro i Hejmskringla Tom. I. S. 7 i Schønings Udgave.
7) Denne Kjedel nævnes ogsaa Hrafna Galdr Odins i Edda Sæmundi Pag. 207.