Er Kalevala et »Folke-epos«? (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

B. Sangenes liv i Almuen

I.
Er Kalevala et »Folke-epos«?

Naar Kalevala har virket med til at højne og klare Finners Nationalfølelse, bundede dette i Læsernes Overbevisning om, at den Digtning her blev budt dem, virkelig var et Udslag af finsk Almues Digteraand, at dets Skønhed ikke var et Foster af en lærd og dannet Mands Begavelse. Allerede da gamle Kalevala kom, mumlede jo imidlertid enkelte Skeptikere om, at Lönnrot her selv var optraadt som Forfatter, hans Værk delvis et Falsum, og Tvivlen fik ny Næring ved den ny, langt rigere Udgave; den almindelige Mening gik dem dog stik imod. Hvor ligger Sandheden?

Det falder naturligt at spørge, om da Lönnrot selv, Værkets Udgiver, tav som en Mur og lod de andre tro hvad de vilde. Lönnrot har imidlertid gentagne Gange for Offentligheden klaret sin Fremgangsmaade saa tydeligt som han i det hele selv har været sig den bevidst. I Fortalen til gamle Kalevala (1835) siger han om Værkets Sammenhæng: »Dersom jeg nu vidste at den Ordning i hvilken disse Sange her er lempede, fandt Tilslutning ogsaa hos andre, vilde jeg intet videre sige derom. Men det har sig nok saaledes med Sagen, at hvad een mener kan gaa, holder en anden for utilstedeligt; Kvadene føjer sig nok efter min Mening nogenlunde i den Retning i hvilken de her er ordnede, men maaske vilde de føje sig endnu bedre i en anden.« I Fortalen til ny Kalevala (1849) staar følgende Ord, der paa een Gang viser Lönnrots Ansvarsfølelse og hans Bevidsthed om at have stillet sig frit: »Vel ihukommende, at de [Kalevalasangene] kommer til at staa som det ældste ejendommelige Mindesmærke over Finlands Folk og Sprog, saa længe de findes i Verden, har man søgt med al mulig Flid at sammenføje og forene dem saa godt som det har været muligt. — Ved Sammenføjningen har dog megen Vilkaarlighed gjort sig gældende, da man ikke engang hos de bedste Sangere har faaet synderlig mange Kvad i een Række, og disse heller ikke altid har været af samme Slags, hvorfor det tidt nok har været nødvendigt at lægge selve Æmnets indre Krav til Grund. — Sandsynligvis er derfor Ordningsarbejdet heller ikke lykkedes saaledes, at det kan tilfredsstille enhver og at ikke ett og andet skulde være at bemærke dertil.« Kort før den ny Udgave kom i Trykken, har Lönnrot endelig i sit og Snellmans »Litteraturblad« (1849) ret udførligt udtalt sig om sit Arbejde; det mærkeligste Sted er følgende: »Jeg kunde ikke holde den ene Sangers Ordning for oprindelig fremfor den andens, men forklarede saavel den ene som den anden ud fra det hos Mennesket naturlige Ønske om at bringe sine Kundskaber i nogen Orden, hvilket efter Sangernes individuelle Forestillingsmaade havde skabt Uligheden. Tilsidst, da ingen af Sangerne hver for sig kunde maale sig med mig med Hensyn til Mængden af de Kvad jeg havde samlet, mente jeg at eje samme Ret, som jeg var overtydet om at de fleste af Sangerne tilkendte sig selv, nemlig at ordne Kvadene som de bedst passede til hverandre — eller med Kvadets Ord [sml. Kal. XII 167-8]: Itse loime loitsijaksi, laikahtime laulajaksi, d. v. s. Jeg holdt mig for en Sanger lige saa god som de selv.«

Disse Citater viser os en Mand der ikke har noget han vil stikke under Stolen, og der veed og staar ved, at han selv i en vis Forstand har arbejdet med paa Værket. Naar Lönnrot kalder sig selv en Folkesanger, passer dette Navn imidlertid paa ham udover den Side af Sagen han stadig holder sig til i sine Udtalelser (Sangenes Ordning), ja sikkert udover hvad han var sig selv fuldt bevidst. Og Samtiden, som umuligt til Bunds kunde forstaa, hvad en »Folkesanger« da egentlig er, blev enten staaende ved at Lönnrot blot havde »sammenkædet« det store Værk, hvad mange af dets Venner endda fandt dristigt nok, eller paastod at han selv havde »digtet« en Del af Stoffet til. Ingen af Delene træffer den rette Midte. Men siden er der vundet fuld Klarhed over dette Spørgsmaal.

Lönnrot har nemlig ikke nøjedes med hine almindelige Udtalelser om sin Fremfærd, han har udleveret sig selv til Eftertidens minutiøseste Kontrol: Alle de folkelige Varianter af Sange, som han enten selv havde samlet eller som ved andres Flid kom ham i Hænde, samt alle sine egne tidligere, utrykte Forarbejder indleverede han til det finske Litteraturselskab; alt dette Materiale (forøget med endnu ældre og endnu senere Samlinger) huses i dettes Arkiv; Kalevala er derved blevet det eneste Epos i Verden hvis Forhistorie, helt ud i ubetydelige Enkeltheder, kan lægges klart for Dagen. Denne Analysering af Lönnrots Arbejde begyndtes i Firserne af Julius Krohn og er siden ført videre, især af Dr. Niemi. — Vi vil først se paa Forholdet indenfor de enkelte Kvad, siden paa Kvadenes Sammenkædning.

1. Det har vist sig, at Lönnrot ogsaa indenfor den enkelte Sang gjorde Brug af sin Ret som »Folkesanger« og det i stigende Grad for hver ny Samling han fik færdig, fra de første smaa Cyclus'er til ny Kalevala. Ikke blot glattede han paa Sproget og rettede metriske Fejl, ikke blot undgik han at binde sig til en enkelt Opskrifts Udtryk, smæltede derimod sit Kvad sammen af en Række Opskrifter, vælgende det bedste ud af hver (det sidste var jo almindeligt siden Porthan); men hvor det passer ham, indføjer han i den enkelte Fortælling Linier eller endog større Stykker fra helt anden Sammenhæng: Ordsprog i Versform, lyriske Brudstykker, samt (ofte meget lange) Tryllekvad; Metret, der er ens i alle de gamle folkelige Digte, uden Hensyn til Indholdet, tillod saadan Sammenblanding. Ja indenfor det enkelte Kvad hænder det endog at Lönnrot laver lidt om paa Handlingens Gang, f. Eks. i Ainosangen, hvor han ved at nitte nogle Brudstykker sammen hjælper Heltinden til den ædlere Død i Bølgerne, medens hun i Folkesangen hænger sig i sit Bælte. Ved disse Tilføjelser og Ændringer holder han sig dog aldeles overvejende til Vers fra Folkepoesien uden at sætte noget nyt til »af eget Fadebur«; ja selv hvor han af og til for Forbindelsens Skyld sætter nogle faa »limende« Vers til, er disse nøje bundne til Folkesangens Vendinger. — Paa hele dette Lönnrots Forhold passer overhovedet hans Selvbenævnelse, en »Laulaja« (Folkesanger) vel. Kvadene var i Folket ikke nogen færdig given Størrelse, overleveret uforandret fra Slægt til Slægt, men Sangerne har selv ført Overleveringen videre; og Friheder svarende til dem Lönnrot tog sig, kender de vel til; det kan paavises Punkt for Punkt: Hører en Folkesanger en Vise i et andet Bygdemaal, omsætter han den i sit eget Maals Lydform og ombytter oftest uvante Ord med hjemlige; kender han — hvad dog er ret sjældent — en Sang gennem flere Personers afvigende Syngemaade, kan hans egen Sangform samle Træk fra de andre. Og de mere fremragende Sangere tager sig Frihed til at indblande Stykker fra anden Sammenhæng, især fra ensartede episke Kvad, undertiden ogsaa lyriske og magiske Vers ind mellem episke eller omvendt. Ved Sammenkædning af Brudstykker kan Almuesangeren ogsaa komme til at ændre Handlingens Gang. Det er hændt flere Gange at Kombinationer Lönnrot har foretaget, siden er genfundne ude i Folket, uden at der foreligger mindste ydre Forbindelse mellem ham (eller det trykte Værk) og de paagældende Sangere; flere af disse Tilfælde, hvor det ikke drejer sig om rene Bagateller, tyder paa et nært aandeligt Slægtskab. Hertil kommer et andet Træk: De fleste Almueskjalde har kun været maadelige »Digtere« i Ordets moderne Forstand. Da Arhippas Søn Mikael, sit Slægtleds bedste Runosanger, med et Digt vilde takke for en Understøttelse fra Hovedstaden, blev hans Produkt højst tarveligt. Og dog kan de samme Folk vise en mærkelig Skønhedssans ved den Maade hvorpaa de omgaas det overleverede digterske Stof, der rummes i deres Hukommelse. Men ganske det samme gælder Lönnrot; ingen kan nægte at han selv optræder som Skjald, naar han — ofte med stor Skønhedsvirkning — kombinerer det givne Stof; men hans Forsøg som selvstændig Digter falder ganske igennem.

Ganske vist er der den Forskel mellem Lönnrot og Almuesangerne, at han havde sine Varianter, hvis Tal langt overgik de bedste Skjaldes, for sig i skreven Form; Kalevala er for saa vidt Frugten af den lærde Mands »Skrivebordsarbejde«. Men det har sig paa en egen Maade med Lönnrots »Lærdom« paa dette Omraade. Ganske vist arbejdede han med vel ordnede Optegnelser paa sit Bord og efter en fast lagt Plan; men de allerfleste Kvad der ligger til Grund for gamle og ny Kalevala, kunde han udenad — ikke blot dem han selv havde hørt synge og optegnet, men ogsaa andres tilsendte Samlinger. Heraf er hans Arbejdsmaade dog sikkert paavirket; han behøvede t. Eks. ikke at lede møjsommeligt i sine Papirer efter et kønt lyrisk Stykke at putte ind, men kunde lade de i Mindet gæmte Vers melde sig som af sig selv, og derpaa eventuelt opsøge den paagældende Opskrift. I samme Retning tyder maaske ogsaa det Faktum, at man ofte i een og samme Linie finder Reminiscenser fra to forskellige Varianter. Lönnrot var heller ikke bagefter i Stand til klart at skælne mellem sine egne Tillæg og Almuesangernes Vers. Sligt er lidet videnskabeligt, men des mere ægte folkeligt. — Men Lönnrot, vil man sige, var dog den studerede og dannede Mand. Sit videre Livssyn, sin overlegne Dannelse og Smag kan han dog — netop naar hans Skjaldskab havde dette Præg af det ubevidste — umuligt have holdt aldeles ilde fra Værket! Ikke for intet hedder det: »Tre Aarhundreders Slid ved den mundtlige Forplantelse paa Almuens Læber gør en gammel Vises Tekst mindre Skade end een kort Time, efter at den er falden i Hænderne paa een af vore Dages dannede og aandrige Udgivere«. Denne Indvending kan ikke helt afkræftes; men den er her ikke saa rammende som man vel kunde tro. Først tilhørte jo Kalevalas Udgiver ved sin Byrd Almuen, og siden færdedes han netop de Aar af sit Liv i hvilke hans egentlige Samlergærning falder og Kalevala blev til, mest iblandt Folket, langt fra Hovedstadens akademiske Verden, — de agtbare, gildeglade Borgere i Kajana var saa vist ikke skæftede til at give ham ny aandelig Impuls; og selv de Krese han som Student færdedes iblandt i Helsingfors og paa Laukko, fik i al Fald ikke fyldt ham med Kunstteori; Lönnrot erklærer udtrykkelig at han ikke forstod sig det fjærneste paa Æstetikens Regler. Og da han paa sine gamle Dage atter boede blandt Almuen, i Sammatti, strakte hans æstetiske Interesser sig ikke udover Folkesangene og Salmebogsarbejdet.

Og dog — den der sammenligner Almuens Sange med Kalevalas Kvad, vil naturligvis blive nogen Forskel var. Ikke blot den Gradsforskel der ligger i at Lönnrot var langt den kvadrigeste blandt alle Sangere, den der kendte de fleste »Varianter«, og hvis Kvad allerede af den Grund kunde blive skønnere — og fyldigere — end nogen andens. Men dernæst kendes det nok paa sin Vis at sidste Haand paa Værket er lagt af en Mand udenfor den gammeldags Almue, hvor tro end gennemgaaende folkelig Aand og Tone er bevaret; den litterære Dannelse og Smag han havde tilegnet sig, er naturligvis kommen ham tilgode ved Valget af Sangform og Tilføjelser. Det plumpe kan være forædlet, det raa mildnet, det forvirrede sindrigt klargjort; een enkelt Gang er Lyst til Allegoriseren løbet lidt af med ham. — Dertil kommer saa, at Lönnrot aldrig uden sin Boglærdom var falden paa at danne en episk Helhed; Almuen selv vilde ingensinde have skabt et sammenhængende Epos. — Men dermed er vi kommen ud over Betragtningen af Enkeltkvadene.

2. Det er Kendskabet til det homeriske Dobbeltepos der danner den sidste Forudsætning for Lönnrots dristige Plan. Udover selve Tanken om at danne et Epos spores der dog i Kalevala ingen anden Paavirkning fra de homeriske Digte end Inddelingen af Stoffet i Sange (første Gang gennemført i »Kvadsamlingen« af 1833), Brugen af staaende Fraser som »Sagde gamle Väinämöinen« o. lign., samt Afbrydelsen af Handlingen ved større eller mindre Indskud (f. Eks. ved Lemminkäinensangene eller Moderens Fortælling i Ainokvadet); i de sidstnævnte Henseender kan ogsaa Runebergs »Elgskyttarne« af 1832 have tjent som Forbillede. — Er saa Digtningens Enhed ene og alene Lönnrots Værk, slet ikke Folkets? Det maa dog her mindes at han fik Mod til at danne et finsk Epos netop ved at lægge Mærke til den Forbindelse som de russisk-karelske Sangere, Mænd som Ontrei og Vaassila, havde skabt mellem Kvadene: Vejen var her i væsentlige Træk banet. Ved Sammenkædningen af de enkelte Kvad besluttede Lönnrot sig til at følge dels den Ordning de bedste Skjalde iagttog, dels »Æmnets indre Krav« ɔ: hvad der syntes ham at passe bedst; og i sidste Henseende var han jo klar over at have tilegnet sig en Folkesangers Frihed (S. 63).

Ser vi bort fra selve Enhedstanken, maa det da indrømmes at ogsaa ved Kvadenes Sammenkædning til et Hele stiller Lönnrot sig paa folkelig Grund. Maalet er nok »lærd«, Vejen er folkelig. Og det Forarbejde Almuens Sangere her havde gjort, var slet ikke saa ringe endda. Vel er mange af de folkelige Kvadrækker løse og ustadige i deres Forbindelse; men særlig i russisk Karelen havde der dannet sig flere faste Rækker, ens hos de fleste store Sangere. Vi minder om den Kauko-Cyclus som allerede Topelius optegnede (S. 30); og fremfor alt var der i den store Sampocyclus givet Lönnrot en Ramme, med hvilken det blev ham muligt at omslutte næsten alle Kalevalas Sange; Lappens Skud, Skabelsen, Väinös og derefter Ilmaris første Pohjolafærd, Sampos Smedning, Søfærden, Samporovet: alt dette er i Guvernementet Arkangel sluttet sammen til en fast Cyclus. For sine egne Kombinationer af Kvad har Lönnrot som oftest Vink hos Almuen som Hjemmel; og hvor han endelig egenmægtigt forandrer et Navn for at skabe en Sammenhæng, eller hvor han i samme Hensigt slaar to Personer sammen til een (som Joukahainens Søster og Aino), gør han kun hvad Almuesangere før ham tillod sig. —

Hvorledes skal der saa, med alt dette i Minde, svares paa det meget omstridte Spørgsmaal: Er Kalevala et Folkeepos? Man kan definere det sidste Begreb paa en saadan Maade at dette Værk — men rigtignok ogsaa alle andre episke Digtninge — falder igennem ved Prøven. Et rent »kollektivt« Epos, digtet udelukkende af »Folket« selv, ved at hver bragte sin Sten, indtil Bygningen stod fuldt færdig, har aldrig eksisteret; et stort sammenhængende Digterværk forudsætter en enkelt Person, der har fastslaaet Værkets Plan. Paa den anden Side vil man vel næppe kalde en af Enkeltmand skabt episk Digtning for et »Folkeepos«, blot fordi den er folkelig i Livssyn og Talesæt. Den Forstaaelse af Udtrykket der kan samle de fleste om sig, er vel denne: Om et Folke-Epos kan kun tales hvor der foreligger et Forarbejde hos Folket selv, i Form af flere mindre episke Kvad, der samler sig om en bestemt Person, Slægt eller Hovedhandling — og hvor saa en enkelt Mand, der aandelig set staar sit Folk nær, paa Grundlag af hint Forarbejde danner det samlede Værk med Gennemførelse af en fast Plan. Forud for Kalevala foreligger nu en saadan folkelig Arbejden, i metrisk Form og med Hang til at gruppere Kvadene om enkelte Hovedpersoner og Hændelser; en enkelt Mand har saa samlet og afsluttet Folkets Værk; som denne Mand fremstod ikke en Arhippa, ikke en Vaassila eller Ontrei; i den simple Almueskjalds Hjærne kunde Tanken om et samlet Epos ikke opstaa; var det sket, behøvede Lönnrots Arbejde kun at være Nedskrivning af hvad han hørte; den sidste Mand blev derimod en saadan som andensteds fra havde Tanken om et »Epos« og selv maatte vælge en Plan hvorefter det hele kunde ordnes, men som ved Gennemførelsen deraf i alt væsentligt stillede sig paa folkelig Grund, selv i Byrd og Aand en Almuesøn. I denne Forstand tør man da vel kalde Digtningen et folkeligt Værk.

Og det »Folk« der her fører Ordet, er den brede, jævne Almue; Kalevala er ingen Ridderdigtning, som de store Værker fra Hellas' og Tysklands Middelalder; ikke blot i deres Liv ned gennem Tiderne, ogsaa i Udspring er de finske Sange hovedsagelig Almuens Børn; selv om nogle af dem vi har tilbage, er bleven til indenfor adelige Krese.

Vil man søge i det enkelte at jævnstille Trinene i Kalevalas Tilblivelse, som de klart foreligger, med de Trin, der gisnes at have ført til f. Eks. Iliadens endelige Form, kan sligt nok nogenlunde gennemføres. Hos Hellenerne: Kortere Enkeltsange — en lille Ur-Ilias (det store Værks Kærne) — den nu kendte Iliade; hos Finnerne: Folkets Kvad — Lönnrots »Kvadsamling om Väinämöinen« — Kalevala. Begge de sidste stammer imidlertid fra een og samme Mand; og begge mangler de den Concentration om en Grundhandling, som Iliaden (ikke Odysseen) opviser. Allerede Kvadsamlingen er opstaaet ved Sammenkædning af Enkeltkvad uden organisk Sammenhæng, en »Mangel«, der fordi den klæber ved Værket fra første Færd, ikke kunde afhjælpes i dets senere, øgede Skikkelser.

Men her rører vi ved det eneste der formentlig med nogen Vægt kan indvendes mod at nævne Kalevala et »Folke-Epos«. Folkeligt Præg har Værket, men tør man hævde Sammensætningens sidste Led; fortjener det virkelig Navn af Epos? Er det ikke snarere blevet en Række ret løst sammenknyttede Enkeltcyclus'er, om saa end Sammenknytningen i flere væsentlige Træk skyldes Folket selv? Det er klart at kræver man i et »Epos« den indre Enhed strængt respekteret, kan Værket ikke staa Maal. Hverken Sampo eller Pohjas favre Mø danner jo et Midtpunkt, om hvilket alt kan samle sig, og nogen dybere indre Forbindelse mellem de to findes ikke. Nøjes man derimod med af et Epos at kræve en sammenhængende Skildring, som giver et levende Indtryk af den Verden der oprulles, er vi bedre hjulpne; det var ogsaa et saadant fyldigt Billede af Finlands Folk i Fortiden, dets Sæder og Liv, som Lönnrot havde til Formaal at give; som Fællesbaand mener han at kunne paavise: Kalevahjemmets gradvise Udvikling til Pohjolas Lige og dets endelige Sejr. Nogen bedre Traad gav Folkets Sange ham ikke, og paa egen Haand vilde han ikke tvinde en ny. Idet Lönnrot bevarede Folkeligheden, opgav han at skabe fuld Enhed. — Hvem der har Skuffer og Skillerammer i Orden, faar saa anbringe Digtningen hvor den bedst hører hjemme; og skulde Resultatet endog blive det, at Værket slet ikke slap ned i nogen af de numererede Skuffer, men af strænge Systematikere blev lagt paa Æstetikens Pulterkammer imellem »Forskelligt«, klarer det sig vel nok endda. Saa længe man i Finland har Sans for den hjemlige Folkedigtning, vil det føles, at i Kalevala favner man ikke den kolde Brud, et Flikværk af mange Slags Metal, men en Skabning der ejer Livets Varme; man vil vedkende sig Folkesangens Røst, som den lyder i disse Kvad.