Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif


Nordiske Heltesagaer


Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn


Forlaget af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme,

Kjøbenhavn 1876



Her begynder Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga.


Fortælling om Frode.

1. Der var en Mand, som hed Halvdan, og en anden hed Frode; de var Brødre, Kongesønner, som hver raadede for sit Rige. Kong Halvdan var mild og sagtmodig og venlig af Sind, men Kong Frode var den værste Voldsmand. Kong Halvdan havde tre Børn, to Sønner og en Datter; hun var den ældste, hed Signy og var gift med Sævil Jarl; Sønnerne hed Hroar og Helge, de var unge, da de Tidender, som nu skal meldes, skete; deres Fosterfader hed Regin, og han elskede Drengene saare. Der laa en Ø nær ved Borgen, paa den boede der en gammel Mand, som hed Vivil og var Kong Halvdans tro Ven; han havde to Hunde, Gubben, den ene hed Hop, den anden Ho; han var en rig Mand og derhos meget forfaren i de gamle Tiders Kløgt, om nogen vilde ham til Livs. Nu er at melde, at Kong Frode sad i sit Rige og højlig misundte sin Broder, Kong Halvdan, at han ene skulde raade for Danmark, og tyktes, at han ikke havde faaet nær saa gode Kaar, og saa samlede han Mandskab i stor Mængde og fór til Danmark. Han kom did midt om Natten og skjændte og brændte vidt og bredt; Kong Halvdan fik kun sat lidet Værn imod ham; han blev fanget og dræbt, og de, som kunde, flyede, men hele Borgens Mandskab maatte sværge Kong Frode Troskab; dem, som ikke vilde det, lod han pine paa forskjellige Maader. Regin hjalp sine Fostersønner Helge og Hroar til at slippe bort, ud paa Vivil Gubbes Ø. Den Ulykke, der var overgaaet dem, gik dem nær til Hjærte, men Regin sagde, at om Vivil ikke kunde holde dem gjemte for Kong Frode, maatte alle Skjulesteder være føgne til. Vivil sagde, at det var en stærk Mand, han vilde faa at trækkes med, men det var hans Pligt og Skyldighed at hjælpe Drengene, og saa tog han da imod dem og lukkede dem ind i et Jordhus; der var de for det meste om Natten, men om Dagen trak de frisk Luft ude i Gubbens Krat, thi Øen var halvt skovgroet. Regin skiltes nu fra dem: han havde store Ejendomme i Danmark og Kone og Børn, saa han saa’ ingen anden Udvej for sig end at blive Kong Frodes Mand og sværge ham Troskabsed. Kong Frode lagde nu hele Danmark under sig med Skat og Skyld, men de fleste gik kun nødig dertil, thi han var overmaade uvennesæl; Sævil Jarl gjorde han ogsaa skatskyldig. Men efter at alt dette var udrettet, var Kong Frode dog kun lidet glad, fordi han ikke kunde finde Drengene Helge og Hroar. Han sendte da Spejdere ud til alle Kanter, nær og fjern, i Nord og Syd, Øst og Vest, og lovede dem store Gaver, som kunde melde ham noget om dem, men dem, som skjulte dem, truede han med alskens Pinsler, i Fald det blev opdaget, men ingen kunde dog sige Kongen noget om, hvor de var. Saa lod han hente Vølver og Spaamænd alle Vegne fra, hele Landet over, og lod dem ransage Landet baade oven og nedentil, Øer og Skjær, men de blev ikke fundne. Saa lod han hente Galdremænd, som med deres Runer kunde komme efter alt, hvad de vilde vide, men de kunde ikke sige mere, end at i Landet var de ikke, men langt fra Kongen var de ikke heller. Kong Frode sagde: »Vidt og bredt have vi søgt efter dem, og det tykkes mig lidet rimeligt, at de skulde være nær herved, men her er en Ø tæt ved, den have vi ikke gjennemsøgt saa nøje, men der bor næsten ingen Folk, kun en fattig Gubbe«. »Leder først der, sagde Galdremændene, »thi der ligger stor Taage og Mørke over denne Ø, saa vi have ondt ved at se grandt, hvorlunde det staar til hos den Gubbe, men vi tro, han er en snild Mand, og at man ikke har ham hel og holden, hvor man ser ham«. »Saa skal der ogsaa ledes der«, sagde Kongen, »men underligt tykkes det mig, om en fattig Fisker skulde have taget disse Drenge til sig og saaledes turde holde Folk skjulte for os«.


2. En Morgen tidlig, da Gubben Vivil vaagnede, sagde han: »Mange sælsomme Ting ere nu paa Færde i Luften, og store og mægtige Fylgjer ere komne hid til Øen. Staar op, I Halvdans-Sønner, Hroar og Helge, og hold jer i Skjul i Krattet i Dag«. De løb ind i Skoven, og det gik nu, som Gubben tænkte, at Kong Frodes Sendemænd kom til Øen og ledte efter dem alle Vegne hvor det faldt dem ind at lede, men de fandt ingen Steds Drengene, og skjønt den Gamle kom dem meget mistænkelig for, fór de omsider bort med uforrettet Sag og meldte Kongen, at de ikke kunde finde dem. »I maa have ledt daarlig«, sagde Kongen, »og denne Gubbe er en forfaren Mand; nu skulle I strax paa Stedet fare did igjen, saa at han ikke kan være belavet paa at skaffe dem af Vejen, i Fald de er der«. De maatte nu gjøre, som Kongen bød, og fór nu atter for anden Gang til Øen. Gubben sagde til Drengene: »Nu faar I ikke længere sidde i Ro; skynd jer til Skovs det snareste I kan«, og saa gjorde Drengene. Saa kom Kongens Mænd farende og forlangte at komme til at ransage paa Øen; Gubben sagde, at de kunde frit lede alle Vegne, men de fandt dem ingen Steds, hvor meget de end ledte, og saa maatte de atter fare tilbage til Kongen og melde ham, hvorlunde det var gaaet, »Nu ville vi ikke længere fare med Læmpe mod denne Gubbe«, sagde Kong Frode, »i Morgen den Dag vil jeg selv fare ud til Øen«, og saa blev det, at Kongen fór selv. Da Gubben vaagnede, var der stor Mødighed over ham, men han skjønnede, at nu gjaldt det atter som snarest at finde paa Raad; saa sagde han til Brødrene: »Nu skulle I give Agt paa, naar jeg raaber højt paa mine Hunde Hop og Ho, saa skulle I løbe til eders Jordhus, thi det skal være jer et Tegn paa, at her er Ufred paa Øen; skjuler jer der, thi nu er Kong Frode, eders Frænde, selv ude at søge efter jer, og han staar jer efter Livet med alskens List og Kneb, og næppe véd jeg, om jeg nu kan vare jer for ham«. Saa gik Gubben ned til Stranden; Kongsskibet var da alt kommet, men han lod, som han ikke saa’ det, og som om han havde saa travlt med at se til sit Kvæg, at han aldrig lagde Mærke til Kongen eller hans Mænd. Kongen bød sine Mænd gribe Gubben, og det gjorde de, og han blev ført frem for Kongen. »Du er en snedig gammel Mand og fuld af listige Paafund«, sagde Kongen, »sig nu frem, hvor Kongesønnerne er, thi du véd det«. »Hil eder, Herre«, sagde Gubben, »hold ikke paa mig, thi Ulven vil sønderrive mit Kvæg«, og saa raabte han højt: »Hop og Ho! kom Dyrene til Hjælp, thi jeg kan ikke bjærge dem«. »Hvad er det, du raaber paa?« sagde Kongen. »Saa hedde mine Hunde«, sagde Gubben; »men led I nu, Herre, saa meget I vil, men ikke venter jeg, at I vil finde Kongesønnerne her, og saare undrer det mig, at I kan tro, at jeg skulde skjule Folk for jer«. »Visselig er du en snu Karl«, sagde Kongen, »men fra nu af vil de dog ikke kunne holde sig længere, om de end har været her hidtil, men vel havde du fortjent, at jeg tog dit Liv«. »Det er i eders Vold«, sagde Gubben; »og gjør I det, har I da haft Ærinde hid og farer ikke herfra med uforrettet Sag«. »Jeg nænner ikke at lade dig dræbe«, sagde Kongen, »skjønt jeg tror, det er dumt af mig«. Saa fór Kongen hjem, men Gubben gik til Drengene og sagde, at nu kunde de ikke længere være hos ham; »jeg vil sende jer til Sævil, eders Maag, og I blive nok navnkundige Mænd, om I leve længe nok«.


3. Hroar var tolv Vintre gammel paa den Tid og Helge 10, men han var dog baade den største og modigste af dem. De fór nu fra Øen, og hvor de kom frem eller traf paa Folk, som de kom til at tale med, kaldte de sig Ham og Hrane. De kom til Sævil Jarl og var der en Uge, inden de talte til ham, om de kunde blive der. »Meget er der vel ikke vundet ved at have jer her«, sagde Jarlen, »men det skal ikke komme an paa Føden til jer en Stund«. De blev da der en Tid og var ikke saa lette at holde Styr paa. Ingen fik Nys om, hvorfra de stammede eller hvad Æt de var af, heller ikke Jarlen anede, hvem de var, og de gjorde ham ikke klog paa, hvorledes det havde sig med dem, men somme sagde, at de var født med Kvindebryster, og gjorde Nar af dem, fordi de altid gik med Kapper paa og aldrig slog Hætterne til Side, og mange troede, at de havde Kvindebryster. De var der ind paa den tredje Vinter.

En Gang bød Kong Frode Sævil Jarl til Gilde, og ham havde han mest mistænkt for at holde Drengene skjulte for Svogerskabets Skyld, der var imellem dem. Jarlen gjorde sig rede til at fare did med mange Mænd, og Signy, hans Viv, skulde ogsaa med; Drengene bød sig til at følge med, men Jarlen sagde, at de skulde ingen Steder fare. Ham, eller Helge som det var, fik sig en utæmmet Fole at ride paa og sprængte efter Toget; han sad bagvendt paa Hesten, med Ansigtet imod Halen, og bar sig i alle Maader ad, som han var taabelig; Hrane, hans Broder, fik sig en anden Hest og satte sig rigtig op paa den. Jarlen saa’ dem nu komme ridende efter ham, og at de ikke kunde holde Styr paa Hestene; Føllene med deres filtrede Haartotter for frem og tilbage med dem, og Kappehætten faldt af Hrane. Det saa’ deres Søster Signy; hun kjendte dem strax og gav sig saa bitterlig til at græde. Jarlen spurgte, hvad hun græd for; hun kvad:


»Nu Ædling-Ætten
mod Enden lider,
kun spæde Skud
har Skjoldungstammen.
Paa bare Øg
ser jeg Brødrene mine,
mens Sævils Mænd
i Sadler knejse«.


»En stor Tidende er det, du melder der«, sagde Jarlen, »men lad ingen andre spørge den«. Saa red han hen til dem og bød dem vende om, det var til stor Spe at have dem med i gode Mænds Følge, sagde han. Begge Drengene vare da komne ned af Hestene og gik til Fods. Men han talte til dem, som han gjorde, fordi han passede paa, at man ikke af hans Ord skulde gjætte, hvem Drengene var. De gik nu tilbage, dog vilde de ikke vende om, men holdt sig bagest i Flokken. De kom da med til Gildet og løb frem og tilbage igjennem Hallen. En Gang, da de kom forbi, hvor deres Søster Signy sad, hviskede hun til dem: »Bliv ikke her inde i Hallen, I ere unge og evne kun lidet«, men de agtede ikke derpaa. Kong Frode gjorde vitterligt, at han vilde lade søge efter Kong Halvdans Sønner, og sagde, at han vilde vide den stor Ære, som kunde sige ham noget om dem. Der var kommet en Vølve, som hed Hejd; hende bad Kong Frode øve sin Kunst og se, hvad hun kunde finde ud om Drengene; han gjorde gjævt Gilde for hende og gav hende Sæde paa et højt Sejdhjal. Kongen spurgte, hvad hun saa’, »thi jeg véd«, sagde han, »at nu bliver meget aabenbart for dig, og jeg ser paa dig, at du har stor Lykke med dig; svar mig nu som snarest, Sejdkvinde«. Hun slog da Gabet op og gispede svært, og kom denne Sang hende paa Tungen:


»To er her inde,
dem tror jeg ej,
dem, som ved Ilden
yderst sidde».


»Er det Drengene eller dem, som have bjærget dem?« spurgte Kongen. Hun svarede:


»De, som vare
hos Vivil længe,
Hop og Ho
som Hundene hed de«.


I det samme kastede Signy en Guldring til hende; hun blev glad for Gaven og vilde nu tage tilbage, hvad hun havde sagt. »Hvoraf kom nu det?« sagde hun, »det var lutter Løgn, jeg sagde, nu vildes Spaadommen helt for mig«. »Jeg skal pine Ordene ud af dig«, sagde Kongen, »om du ikke vælger, hvad du staar dig bedst ved. Jeg véd ikke mere nu end før, hvad du mener, saa mange Folk som her er inde; men hvorfor er Signy gaaet fra sit Sæde? Kan hænde, at Ulv og Graaben lægge Raad op med hinanden her«. Det blev meldt Kongen, at Signy var bleven syg af den Røg, der slog ud af Ovnen, men Sævil Jarl bad hende sætte sig op og holde Modet oppe, »mangt kan hjælpe Drengene til at bjærge Livet, om det vil føje sig saa, men sidst af alt maa du lade dig mærke med, hvad du tænker, thi, som Sagerne nu staa, kunne vi ikke give os af med at hjælpe dem«. Kong Frode trængte nu haardt ind paa Sejdkvinden og bød hende sige Sandheden, hvis hun ikke vilde pines. Hun gabede da svært, og det holdt haardt for hende at faa Sejden fremmet. Hun kvad:


»Sunde og sæle
ser jeg dem sidde,
Hroar og Helge,
Halvdans Sønner.
Flux de raade
Frode Bane,
brat faar det ske,
om bjærges han skal,


men det sker ikke«, sagde hun, og saa sprang hun ned fra Sejdhjalet og kvad:


»Hvasse er Hams
og Hranes Øjne.
Under, saa djærve
de Ædlinger ere!«


Saa løb Drengene ud og til Skovs i stor Rædsel, men deres Fosterfader Regin kjendte dem, og det tyktes ham at være en farlig Sag med dem. Men det Heldraad, at de skulde fly, havde Vølven givet dem, da hun løb ned igjennem Hallen. Kongen bød nu sine Mænd skyndsomst staa op og lede efter Drengene, men Regin slukkede alle Lysene i Hallen, og nu holdt Kongens Mænd paa hinanden, thi somme vilde helst, de skulde undkomme, og imedens slap de ud i Skoven. »Nær var de mig nu«, sagde Kongen, »og mange maa her være, som ere i Ledtog og lægge svigefulde Raad op med dem, men grumt skal jeg hævne det, saa snart der bliver Lejlighed dertil. Lad os nu drikke i Kvæld, de tænker nu ikke paa andet end paa at være glade over, at de er slupne herfra, og maa først se at faa bjærget sig«. Regin gik om imellem Skjænkerne og mange af hans Venner med ham, og de var saa ivrige til at bære Øl om til Kongens Mænd, at den ene sovnede og faldt om efter den anden.


4. Brødrene sad nu ude i Skoven, som før blev sagt, og da de havde været der en Stund, saa’ de en Mand komme ridende imod dem oppe fra Hallen, og de kjendte grandt, at det var deres Fosterfader Regin, der kom; de blev da saare glade og hilste ham venlig. Han hilste ikke igjen, men vendte sin Hest og red tilbage til Hallen. De undredes derover og talte sammen om, hvad det vel skulde betyde. Saa kom Regin ridende imod dem for anden Gang, og nu saa’ han bister ud, som om han agtede at anfalde dem, om ikke strax, saa siden. »Nu tror jeg, jeg skjønner, hvad han vil«, sagde Helge. Han red nu atter tilbage til Hallen, og nu fulgte de efter ham. »Det er min Fosterfaders Mening med at bære sig saaledes ad«, sagde Helge, »at han ikke vil bryde sine Eder til Kong Frode, derfor vil han ikke tale til os, men dog vil han gjærne hjælpe os«. Tæt ved Hallen var der en Lund, som hørte Kongen til, og da de var komne did, sagde Regin til sig selv: »Havde jeg Fjendskab med Kong Frode, vilde jeg brænde Lunden«. Mere sagde han ikke. »Hvad skal det sige?« sagde Hroar. »Det er hans Mening«, sagde Helge, »at vi skulle gaa op til Hallen og stikke Ild paa den, saa at der kun bliver én Udgang fri«. »Hvor kan vi to gjøre det, saa unge som vi er, og saadan Overmagt, som vi har imod os?« sagde Hroar. »Saa skal det dog være«, sagde Helge, »og vi faa dog en Gang vove os frem, om vi skulle faa Hævn for vore Sorger«. De gjorde da saa. Saa kom Sævil Jarl og alle hans Mænd ud; han sagde: »Lad os nu øge Ilden og hjælpe disse Svende; jeg skylder ikke Kong Frode noget«. Regin kom nu ogsaa ud med sit Følge af Venner og Frænder.


5. Kong Frode vaagnede nu i sin Hal, stønnede højt og sagde: »Jeg har haft en Drøm, Svende, og ikke var den god, jeg skal sige jer den. Jeg drømte, at nogen kaldte paa os og sagde: nu er du kommen hjem, Konge, med dine Mænd. Hvor hjem? tyktes det mig jeg svarede temmelig ræd. Da lød der et Raab saa nær ved mig, at jeg mærkede Aanden af den, der raabte; hjem til Hel! hjem til Hel! raabte det, og derved vaagnede jeg«. I det samme hørte de Regin, Drengenes Fosterfader, kvæde denne Vise udenfor Hallens Dør:


»Her er Regin og
Halvdans Mænd;
melder Frode,
at Fjender er komne.
Var slog Nagler,
og Var smedded Hov’derne,
vi vared den varsomme,
Varnagler slog vi«.


Da sagde Kongens Mænd, som vare der inde, at det havde kun lidt at sige, at Regin var udenfor eller at Kongens Smedde smeddede, enten det var Nagler eller andet, de lavede. Kong Frode havde to Smedde, som vare saare kunstfærdige, og de hed begge Var. »Tykkes det jer, at det intet har at sige?« sagde Kongen; »andet ville vi faa at mærke; nu har Regin meldt os, at der er Fare for Haanden, og har varet mig, at jeg kan tage mig i Agt, men han er snedig og fuld af Svig«. Kongen gik nu til Døren og saa’, at der var Ufred der ude, og nu stod hele Hallen i Lue. Kong Frode spurgte, hvem der raadede for Ilden; de svarede, at det gjorde Helge og hans Broder Hroar. Kongen bød dem Forlig og tilbød dem selv at dømme dem imellem, »ilde staar det til imellem os Frænder, at hver af os vil raade de andre Bane«. »Ingen kan lide paa dig«, sagde Helge; »hvi skulde du mindre svige os end vor Fader Halvdan? Det skal du nu undgjælde for«. Saa gik Kong Frode bort fra Døren hen til den Gang, der gik ud til hans Jordhus, og det var hans Agt at søge til Skovs og bjærge sig paa den Vís; men da han kom ind i Jordhuset, var Regin der, og han saa’ ikke meget fredelig ud. Saa vendte Kongen om og brændte inde i sin Hal og mange Mænd med han. Der brændte ogsaa Sigrid, Brødrene Helge og Hroars Moder, thi hun vilde ikke gaa ud. Brødrene takkede deres Maag Sævil Jarl og deres Fosterfader Regin og alt Folket for den gode Hjælp, de havde ydet dem, og gav mange gode Gaver, og saa lagde de Riget under sig og tog alt det Gods, Kong Frode havde ejet, baade Land og Løsøre. De vare af ulige Sind, de to Brødre; Hroar var mild og blid, men Helge var en stor Hærmand og tyktes i alle Maader den ypperste af dem. Der led nu saa en Stund, men her ende vi Fortællingen om Frode og begynde den om Halvdans-Sønnerne Hroar og Helge.


Fortælling om Helge.

6. Nordre hed en Konge, som raadede for en del af England, og Øgn hed hans Datter. Hroar var længe hos Kong Nordre for at være ham til Hjælp og Landeværn; der var det bedste Venskab imellem dem, og omsider fik Hroar Øgn til Ægte og tog ved Styret der i Riget sammen med sin Maag Kong Nordre, men Helge raadede for Danmark, deres fædrene Arv. Sævil Jarl og Signy havde ogsaa deres Land at styre; Hrok hed deres Søn. Regin fik Sot og døde, og det tyktes Folk stor Skade, thi han var vennesæl. Kong Helge Halvdanssøn i Danmark var ugift.


7. For Saxland raadede den Gang en Dronning, som hed Oluv; hun førte sig i al sin Færd som Hærkonger have for Skik, bar Skjold og Brynje, Sværd ved Lænd og Hjælm paa Hovedet; fager var hun at se, men af Sind var hun grum og hun førte sig som en Stormand, og derom var alle enige, at hun var det bedste Gifte paa den Tid i de nordiske Lande, som man vidste af at sige, men hun vilde ingen Mand have. Kong Helge hørte nu ogsaa om denne anselige Dronning, og tyktes det ham, at hans Hæder vilde øges meget, om han kunde faa denne Kvinde, enten med eller imod hendes Vilje, og en Gang fór han da did med et stort Hærfølge. Han kom til Land, hvor denne mægtige Dronning stod for Styret, og ingen havde ventet ham. Han sendte nogle af sine Mænd op til Hallen og bad dem sige Dronning Oluv, at han bød sig til Gilde hos hende med sit Mandskab. Sendemændene sagde Dronningen dette, og det kom saa uventet over hende, at der ikke var Lejlighed for hende til at samle nogen Hær, og valgte hun da, hvad hun skjønnede, hun vilde staa sig bedst ved, at byde Kong Helge til Gilde med hele hans Hær. Kong Helge kom nu til Gildet og satte sig i Højsædet ved Siden af Dronningen; de drak sammen om Kvælden; det skortede ikke paa noget, og ingen mærkede andet paa Dronning Oluv, end at hun var glad. Kong Helge sagde til Dronningen: »Det er nu saa, at det er min Vilje, at vi skulle drikke Bryllup i Kvæld, her er Folk nok samlede dertil, og du skal sove i min Arm i Nat«. »Altfor brat tykkes det mig du farer frem med dette, Herre«, sagde hun, »men skal jeg endelig elske en Mand, da maa jeg sige, at ingen tykkes mig mere høvisk end du, og ogsaa venter jeg, at I ikke vil gjøre mig nogen Skam dermed«. Kongen sagde, at hun ikke havde fortjent bedre for sit Overmod og Stolthed, end at han kun blev hos hende, saa længe han havde Lyst. »Ønskeligst var det, at jeg havde flere af mine Venner hos mig«, sagde hun, »men nu kan jeg intet gjøre imod dig, saa du faar raade, dog vil I vel handle sømmelig imod os«. Der blev nu drukket stærkt om Kvælden og langt ud paa Natten, og Dronningen var saa lystig, at ingen kunde mærke andet paa hende, end at hun var vel fornøjet med Giftermaalet. Omsider blev Kongen fulgt til Sengs, og der ventede hun ham. Han havde drukket saa stærkt, at han strax faldt sovende om paa Lejet, og det benyttede Dronningen sig af og stak ham med Søvntorn, og da alle Mændene vare gaaede bort, stod hun op, ragede alt Haaret af ham og gned Hovedet ind med Tjære; saa tog hun en Skindsæk, lagde nogle Klæder i den, tog saa Kongen og stoppede ham ned i Sækken, kaldte saa Folk til og lod ham bære ud paa hans Skibe. Saa vakte hun hans Mænd og sagde, at deres Konge var gaaet om Bord og vilde sejle, eftersom Børen nu var god. De sprang alle op det snareste de kunde, drukne som de var, og vidste næppe selv, hvad de gjorde. Saalunde kom de ud paa Skibene; Kongen saa’ de ingen Steds, men der laa en overmaade stor Skindsæk; de vilde nu se efter, hvad der var i den, imens de biede paa Kongen, thi de tænkte, at han saa vilde komme senere, men da de fik den lukket op, fandt de Kongen i den, skammelig medhandlet, og da Søvntornen faldt ud, vaagnede Kongen i det samme af onde Drømme, og nu er han gram i Hu imod Dronningen. Men om Dronning Oluv er at melde, at hun samlede sin Hær om Natten, og da skortede det hende ikke paa Folk, saa Kong Helge saa’, at nu evnede han ikke at komme hende til Livs. De hørte nu, at der blev blæst i Krigslurer og Horn oppe i Land, og Kongen skjønnede da, at det nok var det raadeligste at fare derfra det snareste han kunde, og de havde ogsaa god Bør. Kong Helge sejlede da hjem til sit Rige med denne Spot og Spe, men det huede ham overmaade ilde, og han pønsede stadig paa, hvorlunde han skulde faa Hævn over Dronningen.


8. Dronning Oluv sad nu i sit Rige en Stund, og aldrig havde hendes Overmod og Ubillighed været større end nu; men siden Gildet, hun gjorde for Kong Helge, havde hun altid en stærk Vagt om sig. Det spurgtes viden om Land, hvad hun havde gjort, og det tyktes alle uhørt, at hun skulde kunne spotte slig en Konge. Lang Tid var der ikke ledet, da Kong Helge stod fra Land med sit Skib og stævnede til Saxland: han lagde ind, hvor Dronning Oluv opholdt sig og var med mange Folk; sit Skib lagde han ind i en Lønvig og sagde saa til sit Mandskab, at de skulde vente paa ham i tre Døgn, var han da ikke kommen, skulde de sejle bort. Han tog to Kister med sig, fulde af Guld og Sølv, og trak en usel Dragt over sine egne Klæder, gik saa op i Skoven og gjemte Kisterne der, og saa op ad Dronningens Hal til; der traf han en Træl, som han spurgte ud om hvorledes det stod til i Landet. Trællen sagde, at der var Fred og ingen Fare, og spurgte, hvem han var; han sagde, at han var en Stavkarl, »men nu har jeg dog været saa heldig at finde en stor Skat ude i Skoven, og det tykkes mig raadeligt at vise dig, hvor den ligger«. De gik nu did, og han viste Trællen, hvor Guldet og Sølvet var, og det tyktes Trællen, at det var en stor Lykke, saadant et Fund han havde gjort. »Er Dronningen pengekjær?« sagde Stavkarlen. Trællen sagde, at hun var et overmaade pengekjært Kvindfolk. »Saa vil hun synes om dette«, sagde Stavkarlen, »og hun vil mene, at denne Skat hører hende til, thi det er hendes Jord, jeg har fundet den i; nu vil jeg ikke lade mit Held blive mig til Vanheld, saa jeg vil ikke skjule Skatten, men lade Dronningen give mig af den, hvad hun vil, det vil jeg staa mig bedst ved. Hun vil vel nok umage sig hid at hente Skatten?« »Det tænker jeg«, sagde Trællen, »naar det kan ske hemmelig«. »Her er et Halssmykke og en Ring«, sagde Stavkarlen; »dem vil jeg give dig, hvis du faar hende til at komme ene her ud i Skoven, og jeg skal nok raade Bod derpaa, hvis hun bliver vred paa dig«. Den Aftale og Handel slutte de da, og Trællen gik nu hjem og sagde til Dronningen, at han havde fundet en Skat ude i Skoven, saa stor, at der var nok til mange Folks Velfærd, og bad hende skynde sig og følge med ham ud efter den. »Er det sandt, hvad du siger«, sagde hun, »skal din Lykke være gjort for dette Bud, men hvis ikke skal du miste Hovedet; men efter som jeg hidtil har kjendt dig som en Mand, man kan lide paa, vil jeg tro, hvad du siger«. Hun gav nu Syn for Sagn, at hun var pengekjær, og fulgte lønlig med ham midt om Natten, og ingen andre end de to vidste noget deraf. Men da de kom ind i Skoven, var Helge der; han greb hende og sagde, at det var et heldigt Møde, thi nu kunde han faa Hævn for den Skjændsel, hun havde gjort ham. Dronningen sagde, at hun havde handlet ilde imod ham, »men nu vil jeg gjøre det godt igjen altsammen, og du skal holde Bryllup med mig, som sømmeligt er«. »Nej«, sagde han, »saa gode Kaar skal du ikke have; nu skal du følge med mig til mine Skibe og være der saa længe det lyster mig, thi jeg vil ikke lade fare at hævne mig paa dig for min Anseelses Skyld, saa ilde og haanlig en Medfart, som du gav mig«. »I faar raade for denne Sinde«, sagde hun. Kongen havde nu Dronningen hos sig mange Nætter, og derefter fór hun hjem igjen, og saalunde hævnede han sig paa hende, som nu er fortalt, og hun var overmaade ilde tilfreds med hvad der var kommet ud deraf.


9. Kong Helge stævnede i Hærfærd og blev en navnkundig Mand. Men da Tiden var ledet, fødte Oluv et Barn, det var en Pige. Hun kastede alt sit Had paa dette Barn; hun havde en Hund, som hed Yrsa, og efter den gav hun Datteren Navn, men Yrsa var saare fager. Da hun var tolv Aar gammel, blev hun sat til at vogte Kvæg, at ingen skulde falde paa andet, end at hun var en Bondes og hans Kvindes Datter, thi saa hemmelig havde Dronningen holdt, hvad der var sket, at kun faa vidste, at hun havde undfanget og født et Barn. Det led nu saa, til Pigen var tretten Aar gammel, da hændte det, at Kong Helge kom did til Landet og fik Lyst til at spørge Tidender om, hvorlunde det stod til der. Han tog Stavkarls-Klæder paa, og da han kom til en Skov, saa’ han der en stor Hjord, og en ung Kvinde vogtede den, saa fager, at det tyktes ham, han aldrig havde set nogen fagrere. Han spurgte hende, hvad hun hed og hvad Æt hun var af. »Jeg er en Bondedatter og hedder Yrsa«, sagde hun. »Ikke har du Træls øjne«, sagde hun; han fattede strax Elskov til hende og sagde, at det passede godt, at en Stavkarl fik hende, siden hun kun var kommen af ringe Kaar. Hun bad ham ikke gjøre det, men han tog hende med alligevel og førte hende til sine Skibe og sejlede saa hjem til sit Rige. Dronning Oluv hørte med Ondskab og svigefulde Tanker, hvad der var sket, og lod, som hun ikke vidste, hvorledes det hang sammen; hun tænkte, at dette vilde blive til Sorg og Skjændsel for Kong Helge, og at han hverken vilde faa Ære eller Glæde deraf. Kong Helge holdt nu Bryllup med Yrsa og havde hende saare kjær.


10. Kong Helge havde en saare kostelig Ring; den vilde begge Brødrene og ligesaa deres Søster Signy gjærne eje. En Gang kom Kong Hroar til sin Broder Kong Helges Rige, og Kong Helge gjorde et stateligt Gilde for ham. »Du er den største Mand af os to«, sagde Kong Hroar, »og da jeg nu har fæstet Bo i Nordhumberland, under jeg dig gjærne dette Rige, som vi eje i Fællig, hvis du vil overlade mig noget Løsøre, og vil jeg da have Ringen, som er det bedste Klenodie, du har i dit Eje, og som vi begge ønskede os«. »Saa bør det være, Frænde, og ikke anderledes«, sagde Helge, »end at du skal have Ringen«. Denne Samtale glædede de sig begge over, Kong Helge gav sin Broder Kong Hroar Ringen og fór nu bort, hjem til sit Rige, og sad der i Fred.


11. Det hændte, at deres Maag Sævil Jarl døde, og hans Søn Hrok tog ved Riget efter ham; han var en grum Mand og meget havesyg. Hans Moder fortalte ham meget om Ringen, Brødrene havde, »og ikke vilde det tykkes mig ubilligt«, sagde hun, »om de betænkte os med noget af deres Rige, thi vi hjalp dem med at tage Hævn for vor Fader, men de har hverken tænkt paa din Fader eller mig derfor«. »Det er klart som Dagen, hvad du siger«, sagde Hrok, »det er sælsomt, og nu vil jeg spørge mig for hos dem, hvilken Hæder de ville gjøre os til Løn derfor«. Saa fór han til Kong Helge og krævede af ham Tredjedelen af Danmarks Rige eller ogsaa den kostelige Ring, thi han vidste ikke, at Hroar havde faaet den. »Du tager Munden fuld og slaar svært stort paa«, sagde Kongen, »vi vandt Riget med Mandemod og satte vort Liv ind derpaa med din Faders og min Fosterfader Regins og andre gode Mænds Bistand, som vilde yde os Hjælp; nu ville vi visselig for vort Frændskabs Skyld lønne dig derfor, om du vil tage til Takke, men saa meget har dette Rige kostet mig, at det vil jeg for ingen Pris slippe, og Ringen har Kong Hroar faaet, og ikke venter jeg, at den vil sidde løs for dig«. Saa fór Hrok bort, saare ilde tilfreds, og drog til Kong Hroar. Han tog vel og hæderlig imod ham, og der var han en Tid. Saa en Gang, da de sejlede frem for Landet og var ude paa en Fjord, sagde Hrok: »Det tykkes mig, Frænde, at det vilde sømme sig vel for dig at give mig den gode Ring og saaledes mindes vort Frændskab«. Saa meget har jeg givet for at faa denne Ring«, sagde Kongen, »at den vil jeg ikke skille mig ved for nogen Pris«. »Da vil du dog vel give mig Lov til at se Ringen«, sagde Hrok, »jeg har den største Lyst til at se, om den er saa stort et Klenodie, som der siges«. »Det er en ringe Ting«, sagde Hroar, »deri skal jeg gjærne føje dig«, og saa gav han ham Ringen. Hrok saa’ paa den en Stund og sagde, at den kunde der ikke siges for meget om, »sligt et Klenodie har jeg aldrig før set, og rimeligt er det, at denne Ring tykkes dig fuldgod; bedst vil det nu være, at ingen af os faar Glæde af den og heller ingen andre«, og dermed kastede han den ud i Søen, saa langt han kunde. »Du er en ond Mand«, sagde Hroar, lod saa Fødderne hugge af Hrok, og saaledes blev han ført til sit Rige. Han kom sig snart igjen, saa at Fodstumperne groede til, samlede saa Mandskab og agtede at hævne sin Skam. Han fik en stor Hær og kom uventet til Nordhumberland, hvor Kong Hroar holdt Gilde med faa Mænd. Hrok begyndte strax Striden, og der blev en haard Dyst; der var stor Forskjel paa deres Styrke, og Enden blev, at Kong Hroar faldt, og Hrok lagde Landet under sig og lod sig give Kongenavn. Siden bejlede han til Øgn, Kong Nordres Datter, som tilforn havde været gift med hans Frænde Kong Hroar. Kong Nordre tyktes, at det var en stor Vanskelighed, han nu var stedt i, thi han var en gammel Mand og lidet skikket til Hærfærd; han sagde da sin Datter Øgn, hvorlunde Sagerne stod, og at han ikke vilde undslaa sig for at stævne til Slag, var han end til Aars, hvis dette ikke var efter hendes Sind. »Visselig er dette ikke efter mit Sind«, sagde hun saare sorrigfuld, »men da jeg ser, at det gjælder dit Liv, vil jeg ikke afvise ham, i Fald han vil unde mig nogen Frist, thi jeg er med Barn ved Kong Hroar, og det vil jeg føde først«. Dette blev nu sagt Hrok, og han tilstod hende Fristen, om han saa med det gode kunde faa baade Riget og Bruden; det tyktes ham, han havde haft stor Fremgang paa denne Færd, siden han havde overvundet og fældet saa navnkundig og mægtig en Konge. Men imens sendte Øgn Bud til Kong Helge og bød dem sige ham, at hun ikke vilde blive Hroks Kone, om hun maatte raade sig selv og ikke blev tvungen dertil, »thi jeg er med Barn ved Kong Hroar«. Sendemændene fore did og sagde, som hun havde budet dem. »Dette er klogt sagt af hende«, sagde Kong Helge, »thi jeg vil hævne min Broder Hroar«. Men Hrok anede intet om dette.


12. Dronning Øgn fødte nu en Søn, som blev kaldt Agnar; han blev tidlig stor og lovende. Men da Kong Helge spurgte det, samlede han en Hær og fór imod Hrok; de holdt Slag, og det endte saa, at Hrok blev fangen. »Du er en ond Høvding«, sagde Kong Helge, »men jeg vil ikke dræbe dig, thi det er større Skam for dig at leve i Pinsler«; saa lod han hans Arme og Ben bryde og sendte ham saaledes vanfør tilbage til hans Rige. Men da Agnar Hroarssøn var tolv Aar gammel, tyktes det alle, at en saadan Mand havde de aldrig set, og i alle Idrætter overgik han alle andre; han blev saa stor og navnkundig en Hærmand, at han nævnes vidt og bredt i de gamle Sagaer som den største Kæmpe baade i ældre og nyere Tid. Han spurgte sig for, hvor den Fjord var, Hrok havde kastet Kingen over Bord i; mange havde ledt efter den med alskens kløgtige Paafund, men ingen fundet den. Men om Agnar er at melde, at da han kom med sit Skib paa denne Fjord, sagde han: »Det var en rask Daad at lede efter Ringen nu, om nogen véd tydelige Mærker paa, hvor den er«. Det blev sagt ham, hvor den var bleven kastet i Søen, og saa gjorde Agnar sig rede, dykkede ned i Dybet, men kom op uden Ring; anden Gang gik han ned og fik den heller ikke da. »Daarlig har jeg ledt«, sagde han og gik saa ned tredje Gang, og nu kom han op med Ringen. Af denne Daad blev han saare navnkundig, endnu navnkundigere end hans Fader Kong Hroar. Han sad nu hjemme i sit Rige om Vintrene, men om Somrene laa han i Viking og øgede sit Ry, saa det spurgtes videre end hans Faders. Kong Helge og Yrsa elskede hinanden saare; de havde en Søn, som hed Hrolv og siden blev en meget anselig Mand.


13. Dronning Oluv spurgte, at Helge og Yrsa bar saa stor Kjærlighed til hinanden, og at de vare vel tilfredse med deres Kaar. Det huede hende ilde, og hun fór da til dem. Da hun kom til Land, sendte hun Bud til Dronning Yrsa, og da de mødtes, bød Yrsa hende hjem med til sig til Hallen. Hun sagde, at det vilde hun ikke; hun havde ingen Hæder at lønne Kong Helge for, sagde hun. »Ikke gjorde du Ære af mig, da jeg var hos dig«, sagde Yrsa; »véd du noget at melde om min Æt, hvem jeg stammer fra? Det aner mig, at det ikke er, som man har sagt mig, at jeg er en Bondes og hans Kvindes Barn«. »Det er ikke urimeligt, at jeg kan sige noget herom«, sagde Oluv, »det var mest mit Ærinde hid, at jeg vilde lade dig det vide. Er du glad ved dit Giftermaal?« »Ja«, sagde hun, »vel kan jeg være glad ved det, thi det er den ypperste og navnkundigste Konge, jeg er gift med«. »Der er ikke saa megen Grund til at være glad derved, som du tror«, sagde Oluv, »thi han er din Fader, men du er min Datter«. »Det mener jeg, at min Moder er den værste og grummeste Kvinde«, sagde Yrsa, »thi dette er saa uhørt, at det aldrig vil glemmes«. »Dette skylder du Helge og min Vrede«, sagde Oluv, »men nu vil jeg byde dig til mig med Hæder og Ære og handle i alle Maader imod dig saa vel, som jeg kan«. »Ikke véd jeg, hvorledes det vil blive«, sagde Yrsa, »men her vil jeg ikke være, efter at jeg har faaet at vide, hvilken uhørt Skæbne der er over mig«. Saa gik hun til Kong Helge og sagde ham deres tunge Sorg. »En grum Moder har du«, sagde Kongen, »men helst vilde jeg, at alt skulde blive, som det er«. Hun sagde, at det vilde hun ikke, hun vilde ikke leve længere sammen med ham. Saa fulgte Yrsa med Dronning Oluv til Saxland og var der en Tid, men saa nær gik dette Kong Helge til Hjærte, at han gik til Sengs og var saare sorrigfuld. Det tyktes alle den Gang, at der ikke var noget bedre Gifte end Yrsa, men dog vare alle Konger sene til at bejle til hende, mest fordi man aldrig kunde være tryg for, at Helge vilde komme efter hende, og at det vilde hue ham ilde, om hun blev gift med nogen anden.


14. Adils hed en rig og gjerrig Konge; han raadedc for Svearige og havde sit Kongesæde i Hovedborgen Upsale. Han hørte ogsaa Tale om denne Kvinde, Yrsa, lod saa sine Skibe ruste og fór til Oluv og Yrsa. Oluv gjorde Gilde for Kong Adils og tog imod ham med al Høviskhed og Artighed. Han bejlede til Dronning Yrsa. Oluv svarede: »Du har vel spurgt, hvorledes det staar til med hende og hendes Vilkaar, men ikke ville vi nægte at give vort Minde, om det huer hende selv«. Sagen blev da bragt frem for Yrsa; hun sagde, at det kom der næppe noget godt ud af for hende, »thi du er en uvennesæl Konge«, men hvad enten hun nu har talt meget eller lidt herom, blev det dog, som Adils vilde, og han fór bort med hende, og Kong Helge blev ikke spurgt i denne Sag, thi Adils mente, at han selv var den største Konge af de to. Kong Helge fik ikke Nys herom, førend de var komne hjem til Svearige, da holdt Adils et stateligt Bryllup, og da Kong Helge nu spurgte det, blev han langt værre til Mode end før; han sov ganske alene i et lidet Hus for sig selv. Oluv er nu ude af Sagaen. Der led nu saa en Stund.


15. Men nu er at melde, at en Juleaften, da Kong Helge var gaaet til Sengs og Vejret var daarligt udenfor, hørte han nogen ved Døren give sig ynkelig; randt det ham da i Hu, at det ikke var kongeligt at lade en Stakkel staa ude, naar han kunde hjælpe ham, gik da hen og lukkede Døren op og saa’ et fattigt og pjaltet Kvindfolk staa der. »Det var vel gjort, Konge«, sagde hun, og gik ind i Huset. »Bred Bjørneskindet og Halm over dig, at du ikke skal fryse«, sagde Kongen. »Und mig Plads i din Seng, Herre«, sagde hun, »det gjælder Livet for mig at faa Lov til at sove hos dig«. »Min Sjæl vender sig fra dig«, sagde Kongen, »men er det, som du siger, saa læg dig her ved Sengestokken med Klæderne paa, det tager jeg vel ingen Skade af«. Hun gjorde saa, og Kongen vendte sig bort fra hende. Der brændte Lys i Huset, og da der var ledet en Stund, saa’ han over Axlerne hen paa hende, og saa’ han da, at der laa saa fager en Kvinde, at det tyktes ham, han aldrig havde set nogen fagrere; hun havde en Silkekjortel paa. Han vendte sig da brat til hende med Venlighed, men hun sagde: »Nu vil jeg gaa, men du har løst mig af stor Vaande, thi denne Trolddom havde min Stifmoder lagt paa mig, og mange Konger har jeg gjæstet, uden at nogen har gjort, hvad jeg bad om; men gjør mig nu ingen Tort, nu vil jeg ikke være her længer«. »Nej«, sagde Kongen, »ikke skal det være saa, at du gaar saa snart fra mig, saaledes skulle vi ikke skilles; nu vil jeg tage dig til min Frille, thi du huer mig vel«. »I faar raade, Herre«, sagde hun, og saa sov de hos hinanden den Nat. Men om Morgenen sagde hun: »Nu har du faaet stillet din Lyst, men det skal du vide, at vi have avlet et Barn; gjør nu, som jeg siger, Konge, hent vort Barn næste Vinter paa denne Tid ved dit Skibshus; dyrt vil det komme dig at staa, om du ikke gjør det«. Saa fór hun bort. Kong Helge var nu noget gladere end før. Tiden led nu, og han tænkte ikke længer paa dette; men da der var gaaet tre Vintre, skete det, at der ved Midnats Tid kom tre Mænd ridende op til Huset, Kongen sov i; de havde et Pigebarn med og satte det ned ved Huset. Der var en Kvinde med, som bar Barnet; hun sagde: »Det skal du vide, Konge, at dine Ætmænd skulle undgjælde for, at du ikke agtede paa, hvad jeg bød dig, men dig kommer det til gode, at du løste mig af min Vaande. Det maa du vide, at denne Pige hedder Skuld, og hun er vor Datter«. Saa red de bort. Denne Kvinde havde været en Alf, og Kongen saa’ hende aldrig mere. Skuld voxede nu op der og blev tidlig grum af Sind. Nu er at melde, at Kong Helge en Gang rustede sig til at fare af Landet, om han paa den Vís kunde glemme sin Sorg. Hans Søn Hrolv blev tilbage, men selv hærjede han viden om og øvede mange Storværker.


16. Kong Adils sad nu i Upsale; han havde tolv Bersærker, som værgede Landet for ham og vare til Værn for al Fare og Ufred. Kong Helge gjorde sig nu rede til at fare til Upsale og tage Yrsa bort med sig. Han kom der til Landet, men da Kong Adils fik at vide, at Kong Helge var kommen did, spurgte han Dronning Yrsa, hvorledes hun vilde, der skulde tages imod ham. »Det faar du raade for«, sagde hun, »men det véd du, at ingen Mand staar mig nærmere end han«. Kong Adils fandt det da raadeligst at byde ham til Gilde, men ikke var det hans Agt, at det skulde gaa af uden Svig. Kong Helge tog imod hans Indbydelse og fór til Gildet med hundrede Mand, men hans meste Mandskab var nede ved Skibene. Kong Adils tog imod ham med aabne Arme, og Dronning Yrsas Agt var det at faa Kongerne forligte, og viste hun derfor Kong Helge al Hæder. Kong Helge blev saa glad ved Dronningen, at han ikke brød sig om andet end hende; hende vilde han tale med al den Tid han kunde, og saalunde sad de ved Gildet. Det hændte, at Kong Adils Bersærker kom hjem; saa snart de vare komne i Land, fór Kong Adils til dem, uden at nogen anden vidste deraf; han bød dem lægge sig ind i Skoven imellem Borgen og Kong Helges Skibe, og saa falde over Helge, naar han for did; »jeg skal ogsaa sende jer Mandskab til Hjælp«, sagde han, »det skal komme bag paa dem, saa at de komme i Klemme; det er min fulde og faste Agt, at Kong Helge ikke maa slippe herfra, thi jeg ser, at han bærer saa stor Kjærlighed til Dronningen, at jeg ikke vil lade det komme an paa, hvad han vil gjøre«. Kong Helge sad imens ved Gildet, og disse svigefulde Raad bleve omhyggelig holdt skjulte baade for ham og Dronningen. Yrsa sagde til Adils, at hun ønskede, han skulde give Kong Helge anselige Gaver, Guld og Klenodier; han lovede det, men i Virkeligheden var det hans Agt at beholde dem selv. Kong Helge fór nu bort, og Kong Adils og Dronningen fulgte ham paa Vej, og hun og Kongerne skiltes paa bedste Maade. Men kort efter at Kong Adils var vendt om, blev Kong Helge og hans Mænd vár, at der var Ufred for Haanden, og det kom strax til Slag. Kong Helge gik vel frem og sloges mandelig, men de havde Overmagt imod sig, og Enden blev, at Kong Helge faldt der med godt Lov med mange og store Saar, og noget af Kong Adils’ Mandskab faldt hans Mænd i Ryggen, saa at de kom imellem Hammer og Ambolt. Dronning Yrsa fik ikke Nys om dette, før end Kong Helge var falden og Kampen til Ende. Med Helge faldt alt det Mandskab, han havde haft med i Land, men det andet flyede hjem til Danmark. Her ende vi Fortællingen om Kong Helge.


17. Kong Adils pralede nu af sin Sejr og tyktes, at han havde vundet stor Hæder, siden han havde fældet saa ypperlig og navnkundig en Konge som Helge. Dronning Yrsa sagde: »lkke har du Grund til at rose dig saa meget, har du end faaet sveget den Mand, der stod mig nærmest af alle og som jeg havde kjærest, og for denne din Daads Skyld vorder jeg dig aldrig huld, naar du faar med Kong Helges Frænder at gjøre. Dine Bersærker raader jeg Bane, saa snart jeg kan, om nogen har Mod til at gjøre det for min Skyld og for at vise sin Manddom«. Kong Adils bød hende holde op at true ham og hans Bersærker, »thi det vil ikke blive dig til Baade; men anselige Gaver vil jeg give dig i Bod for din Faders Død, meget Gods og gode Klenodier, om du vil give dig tilfreds dermed«. Dronningen lod sig nu formilde og tog imod Bod af Kongen, men dog var hun siden ublid til Sinds, og tit pønsede hun paa at gjøre Bersærkerne noget til Mén og Skam; aldrig saa’ nogen Dronningen glad eller vel til Mode efter Kong Helges Fald, og Usamdrægtigheden i Hallen blev større end før, thi Dronningen vilde ikke rette sig efter Kong Adils, om hun fik raade. Kong Adils mente nu, at han var bleven saare navnkundig, og de, der vare hos ham og hans Kæmper, holdt sig for anseligere end andre. Han sad nu en Stund hjemme i sit Rige og tænkte, at ingen vilde vove at løfte Hærskjold imod ham og hans Bersærker. Kong Adils var den største Blotmand og fuld af Trolddom.


Fortælling om Svipdag.

18. Der var en Bonde, som hed Svip; han boede i Svearige, langt borte fra andre Folk. Han var en rig Mand og havde været en vældig Kæmpe; man havde ham ikke altid, hvor man troede han var, thi han var kyndig i mange Dele. Han havde tre Sønner, som skulle omtales her, en hed Svipdag, en anden Bejgad og en tredje Hvidsærk, som var ældst; de var alle anselige Mænd, stærke og fagre af Udseende. Da Svipdag var atten Vintre gammel, sagde han en Dag til sin Fader: »Det er et kjedeligt Liv, vi føre her oppe imellem Fjældene i afsides Dale og Ødemarker; aldrig komme vi til andre Folk eller andre Folk til os; det var langt raskere at gaa til Kong Adils og slaa os sammen med ham og hans Kæmper, om han vilde tage imod os«. »Det tykkes mig ikke raadeligt«, sagde den gamle Svip, »thi Kong Adils er en grum Mand og ikke at lide paa, taler han end fagert, og hans Mænd ere vel anselige, men derhos ogsaa fulde af Ondskab, men nægtes kan det ikke, at en mægtig og navnkundig Mand er Kong Adils«. »Man maa vove noget, om man vil have nogen Fremgang«, sagde Svipdag, »og man kan ikke vide, før man har prøvet det, hvorledes Lykken vil føje sig, og her vil jeg visselig ikke blive længer, hvorledes det saa end vil gaa«. Og da dette nu var hans faste Forsæt, gav hans Fader ham en stor Øxe, smuk og hvas, og sagde til ham: »Vælt dig ikke ind paa andre og vær ikke overmodig, det vinder man sig kun et daarligt Lov ved, men værg dig vel, naar nogen angriber dig, thi det er Stormands Sæd at gjøre lidet Væsen, men øve Storværker, naar han stedes i nogen Fare«. Han gav ham ogsaa gode Hærklæder og en god Hest. Svipdag red nu bort, og ved Aftens Tid kom han til Kong Adils’ Borg. Han saa’, at der blev holdt Lege udenfor Hallen, Kong Adils sad der paa en stor Guldstol og hans Bersærker hos ham. Da Svipdag kom til Skigaarden, fandt han Borgeleddet lukket, thi det var Sæd, at man skulde bede om Lov til at ride ind; det gjorde Svipdag sig ingen Besvær med, han brød strax Leddet op og red ind i Gaarden, »Denne Mand farer ikke med Læmpe«, sagde Kong Adils, »det har ingen prøvet før; kan hænde det ikke skorter ham paa Kræfter, det var ingen Skade til, om han lod se en Prøve derpaa«. Bersærkerne saa’ strax meget bistre ud og fandt, at han slog lovlig stort paa. Svipdag red frem for Kongen og hilste ham vel og med stor Høviskhed. Kong Adils spurgte, hvem han var; han sagde det, og Kongen kjendtes da strax ved ham, og alle mente, at han maatte være en stor Kæmpe og en saare anselig Mand. Man blev nu ved at lege, og Svipdag satte sig hen paa en Bænk og saa’ til, men Bersærkerne saa’ paa ham med onde øjne, og omsider sagde de til Kongen, at de vilde prøve en Dyst med ham. Kongen sagde: »Jeg tror ikke, han er nogen ringe Mand, men vel huer det mig, at I ville prøve, om han er, som han ser ud til«. Folk gik nu ind i Hallen, men Bersærkerne gik hen til Svipdag og spurgte, om han var en Kæmpe, siden han slog saa stort paa. Han sagde, at han var lige saa god som nogen af dem; ved disse hans Ord øgedes deres Vrede og Ivrighed, men Kongen bad dem holde Fred om Kvælden. Bersærkerne saa’ bistre ud og tudede højt. »Tør du slaas med os?« sagde de; »dertil maa du have andet end store Ord og Overmod; vi ville prøve, hvad du duer til«. »Jeg gaar ind paa at slaas med jer én ad Gangens sagde han, »og prøve, om I er mine Overmænd paa den Vís«. Det huede Kongen vel, at de vilde prøve en Dyst, og Dronning Yrsa sagde: »Denne Mand er velkommen«. Bersærkerne svarede hende: »Vi vide vel, at du gjærne saa’ os alle fare til Hel, men vi er bedre ved Magt, end at vi skulde falde for Ord alene eller ond Vilje«. Dronningen sagde, at det ingen Skade var til at Kongen prøvede, hvad Folk han havde i dem, siden han satte saa stor Lid til dem. Bersærkernes Formand sagde: »Jeg skal nok faa dig til at tie og stille dit Overmod, saa vi ikke skulle have nødig at være rædde for ham«.


19. Om Morgenen yppedes der en haard Holmgang, og der sparedes ikke paa svære Hug; det saa’ alle, at den fremmede Mand forstod at bruge sit Sværd med stor Kraft, saa det bed; Bersærken veg helt tilbage for ham, og Svipdag dræbte ham, og strax da en anden vilde fælde ham og hævne sin Fælle, gik det ham paa samme Vís, og Svipdag holdt ikke op, før end han havde dræbt fire af dem. Da sagde Kong Adils: »Stor Skade har du gjort mig, og det skal du nu undgjælde for«, bød saa sine Mænd staa op og dræbe ham; men Dronningen fik samlet Folk og vilde komme ham til Hjælp; Kongen maatte kunne skjønne, sagde hun, at den ene Mand var langt ypperligere end alle Bersærkerne; hun fik da stiftet Fred imellem dem, og Svipdag tyktes alle en udmærket Mand. Han fik nu efter Dronning Yrsas Raad sit Sæde paa den anden Bænk lige overfor Kongen. Men da Natten faldt paa, saa’ han sig om, og tyktes det ham da, at han dog havde gjort altfor lidt ud af det med Bersærkerne, og han pønsede paa at faa et Stævne med dem igjen; det tyktes ham rimeligt, at om de fandt ham ene, vilde de gaa imod ham, og det gik ogsaa, som han tænkte, de kom strax til at slaas, men da de havde kæmpet en Stund, kom Kongen og skilte dem ad. Kongen bød nu de Bersærker, der vare i Live, rømme hans Land og Rige, siden de ikke alle tilsammen havde kunnet faa Bugt med én Mand; han havde aldrig før vidst, sagde han, at de var saa ringe Mænd, og at deres Manddom kun var store Ord. De maatte da fare bort, men truede med, at de vilde hærje paa Kong Adils’ Rige. Kongen sagde, at han brød sig ikke om deres Trusler, Uselrygge, som de var. De maatte nu fare bort med Skam og Spot, men Kong Adils havde i Virkeligheden selv ægget dem til at overfalde og dræbe Svipdag, naar de saa’ ham gaa ene ud af Hallen, og saaledes hævne sig, naar Dronningen ikke saa’ det. Svipdag havde allerede dræbt en af dem, da Kongen kom til og skilte dem ad. Kong Adils bad nu Svipdag yde ham lige saa god Hjælp, som han før havde haft af Bersærkerne, »allerhelst som Dronningen vil, at du skal være i Bersærkernes Sted«. Svipdag var nu der en Stund.


20. Noget efter blev der bragt Kongen det Hærbud, at Bersærkerne havde faaet samlet meget Mandskab og hærjede paa hans Rige. Kong Adils bad nu Svipdag gaa imod dem; det var hans Skyldighed, sagde han, og han vilde give ham saa meget Mandskab, som han havde nødig. Svipdag skjøttede ikke om at være Høvding for Hæren, men han vilde nok følge Kongen, hvorhen det skulde være. Kongen vilde dog ikke vide af andet, end at han skulde være Høvding, og Svipdag sagde da: »Saa vil jeg have Ret til at kræve tolv Mænds Liv af eder, hvilke jeg vil«. Det sagde Kongen ja til, og Svipdag gik da til Kamp med en stor Hær, men Kongen blev hjemme. Svipdag lod lave Fodangler og lægge ud der, hvor Slaget skulde staa, og mange andre listige Raad lod han sætte i Værk. Det kom nu til Slag, og det blev en haard Dyst; Vikingernes Hær veg meget tilbage, og ilde gik det dem, da de fik Fodanglerne at mærke. Der faldt en af Bersærkerne og en Mængde af deres Mandskab, men de, der beholdt Livet, flyede til Skibene og stævnede fra Land. Svipdag kom nu hjem til Kong Adils, og nu havde han en Sejr at rose sig af. Kong Adils takkede ham for hans Fremgang og Landeværn, og Dronning Yrsa sagde: »Visselig er den Plads bedre besat, hvor der sidder saadan en Mand som Svipdag, end den Gang da dine Bersærker havde den«, og det gav Kongen hende Ret i. De Bersærker, der vare slupne derfra, samlede nu atter en Hær og hærjede igjen paa Kong Adils’ Rige. Han æskede da atter Svipdag til at gaa imod dem og sagde, at han vilde give ham en herlig Hær med. Svipdag fór i Kamp, og denne Gang havde han en Tredjedel færre Folk end Bersærkerne, men Kong Adils lovede at komme ham til Hjælp med sin Hird. Svipdag havde været hurtigere til at bryde op, end Bersærkerne tænkte, og da de mødtes, blev der en haard Dyst. Kong Adils samlede en Hær og agtede at falde Bersærkerne i Ryggen.


21. Nu er at melde, at den gamle Svip vaagnede op en Gang, stønnede tungt og sagde til sine Sønner: »Nu tykkes eders Broder Svipdag at have Hjælp nødig, thi han holder Slag ikke langt herfra imod stor Overmagt; han har alt mistet det ene Øje, og mange andre Saar har han faaet, men han har fældet de tre af Bersærkerne, og der er tre endnu«. Brødrene brød da strax op, væbnede sig og fór did, hvor Slaget stod, og Vikingerne havde langt flere Folk. Svipdag havde kæmpet drabelig, men havde nu mange Saar og havde mistet det ene Øje; hans Mandskab blev hugget ned for Fode, men Kongen kom ham ikke til Hjælp. Da hans Brødre nu kom til Slaget, gik de mandig frem, til de traf Bersærkerne, og saaledes endte Legen med dem, at alle Bersærkerne faldt for Brødrene. Nu vendte Mandefaldet sig flux til Vikingernes Hær, og de, som vilde beholde Livet, maatte give sig i Brødrenes Vold. Derefter fór de til Kong Adils og meldte ham denne Tidende. Kongen takkede dem for deres Manddomsdaad. Svipdag havde faaet to Saar paa Armene, han havde store Saar i Hovedet og blev enøjet hele sin Levetid. Han laa nu en Stund af disse Saar, og Dronning Yrsa lægte ham; men da han var kommen vel paa Fode igjen, sagde han til Kongen, at han vilde bort derfra. »Jeg vil søge til en Konge«, sagde han, »som vil gjøre mere Ære af os end du, Konge! Ilde har du lønnet mig for Landeværn og for den Sejr, jeg vandt for dig«. Kong Adils bad ham blive og sagde, at han vilde handle imod ham og hans Brødre paa bedste Vís, og ingen skulde han holde i større Anseelse end dem, men Svipdag vilde ikke andet end fare derfra, og det mest for den Aarsags Skyld, at Kong Adils ikke var kommet til Slaget, før end det var forbi; han havde været lige glad, hvem der saa havde sejret, Svipdag eller Bersærkerne, thi han var i en Skov tæt derved og saa’ paa, at de sloges, og det tyktes ham ikke, at der skete stor Skade, om Svipdag blev overvunden og maatte bide i Græsset.


22. Brødrene gjorde sig nu rede til at fare bort, og det hjalp ikke, at Kongen vilde have dem til at blive. Han spurgte, hvor de agtede sig hen; det havde de endnu ikke afgjort, sagde de, »men skilles skal vi nu; vi ville fare bort og se andre Mænds og Kongers Sæd og ikke blive gamle her i Svearige«. De gik nu til deres Heste og takkede Dronningen vel for den Hæder, hun havde víst Svipdag, satte sig saa op og red deres Vej, til de kom hjem til deres Fader; ham spurgte de til Raads, hvad de skulde gjøre. Han sagde, at størst Hæder var der at vinde hos Kong Hrolv og hans Kæmper i Danmark, »der er der mest Rimelighed for, at I kunne gjøre nogen Fremgang og ogsaa faa tæmmet eders Overmod, thi det har jeg spurgt for vist, at der ere de største Kæmper, som findes i de nordiske Lande«. »Hvorledes er han?« sagde Svipdag. »Saa er der bleven mig sagt om Kong Hrolv«, sagde hans Fader, »at han er gavmild og rundhaandet, trofast, men vanskelig i at vælge sine Venner, saa at hans Lige ikke findes; han sparer ikke paa Guld eller Klenodier, men giver næsten til alle, der ville have; lav og liden er han at se til, men stor er han, naar man prøver ham, og vanskelig at give sig i Kast med, den fagreste Mand, man kan se, storladen imod de onde, men mild og blid imod ulykkelige og imod enhver, der ikke sætter sig op imod ham; saa nedladende, at han taler lige saa blidt til fattige som til rige, og saa ypperlig en Mand er han, at han vil mindes, saa længe Verden bygges; han har ogsaa gjort alle Konger, der bo i hans Nærhed, skatskyldige, thi alle ville gjærne tjene ham«. Svipdag sagde: »Saa vel hue mig dine Ord, at det er min Agt at fare til Kong Hrolv med begge mine Brødre, om han vil tage imod os«. Svip Bonde sagde: »I faa selv raade for eders Færd og Foretagender, men bedst tykkes det mig, I blev hjemme hos mig«. De sagde, det var til ingen Nytte at prøve paa at overtale dem dertil, bød saa deres Fader og Moder leve vel og fór bort, til de kom til Kong Hrolv. Svipdag gik strax frem for Kongen og hilsede ham. Kongen spurgte, hvem han var. Svipdag sagde ham sit Navn og ligesaa hvad de andre hed, og at de havde været en Tid hos Kong Adils. »Hvi fór du da hid?« sagde Kong Hrolv; »thi ikke er der Venskab imellem Adils og os her«. »Det véd jeg, Herre«, sagde Svipdag, »men dog vil jeg søge at blive eders Mand, og ligesaa mine Brødre, om det kunde føje sig saa, tykkes det jer end, at der kun er vundet lidt ved os«. »Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulde tage Kong Adils’ Mænd til mine Venner«, sagde Kongen, »men siden I har søgt hid til mig, faar jeg vel tage imod jer, thi det bæres mig for, at man staar sig bedst ved ikke at afvise jer, jeg ser, I ere gjæve Mænd, og ogsaa har jeg spurgt, at I have øvet berømmelig Stordaad, dræbt Kong Adils’ Bersærker og øvet mange andre Manddoms Gjerninger«. »Hvor viser du mig til Sæde?« sagde Svipdag. »Sæt dig hen hos den Mand, som hedder Bjalke«, sagde Kongen, »og lad Plads aaben til tolv Mand ovenfor jer«. Brødrene gik nu til den Plads, Kongen havde anvist dem. Svipdag spurgte Bjalke, hvorfor de Pladser skulde staa tomme ovenfor dem. Bjalke sagde, at der skulde Kongens tolv Bersærker sidde, naar de kom hjem; de var i Hærfærd den Gang. Skur hed en af Kong Hrolvs Døtre og Driva en anden. Driva var hjemme hos Kongen og en saare høvisk Kvinde; hun led Brødrene vel og tog sig altid venlig af dem. Saa led nu Sommeren. Om Høsten kom Bersærkerne hjem til Hirden, og da de kom ind i Hallen, gik de, som deres Sæd var, frem for hver Mand, og deres Formand spurgte hver især, om nogen mente, han var lige saa dygtig en Kæmpe som han, og Mændene fandt da paa forskjellige Svar, som enhver mente anstod ham bedst, men det var dog at mærke paa alles Ord, at de mente, der manglede dem meget i at være Bersærkernes Ligemænd. Han kom nu ogsaa til Svipdag og spurgte, om han mente, han var hans Jævning. Svipdag sprang op, drog sit Sværd og sagde, at han i ingen Maade var ringere end han. »Saa hug i Hjælmen da«, sagde Bersærken. Svipdag gjorde saa, og det bed ikke; saa vilde de slaas, men Kong Hrolv sprang hen imellem dem og sagde, at det vilde han ikke tilstede dem; »fra nu af skulle I kaldes Jævninger og mine Venner begge to«. Saa forligtes de og holdt siden stadig sammen, fulgtes i Hærfærd og fik Sejr, hvor de kom.

Kong Hrolv sendte nu Bud til Svearige til Dronning Yrsa, sin Moder, og bad hende sende ham de Skatte, hans Fader Kong Helge havde ejet og Kong Adils havde taget til sig, da Kong Helge blev dræbt. Yrsa sagde, at det var ikke mere end billigt, at hun satte det igjennem, om det var muligt, »og kommer du selv efter Skattene, skal jeg raade dig paa det bedste, min Søn; men Kong Adils er saa gjerrig paa Gods, at han ikke bryder sig om, hvad han gjør derfor«. Det bad hun dem melde Kong Hrolv og sendte ham derhos anselige Gaver.


23. Kong Hrolv laa nu i Leding, og for den Aarsags Skyld trak det i Langdrag med hans Færd til Kong Adils. Han samlede nu stor Magt under sig, og alle de Konger, han traf paa, gjorde han skatskyldige, og dertil hjalp det ham mest, at alle de største Kæmper vilde være hos ham og ikke tjene nogen anden, thi han var langt gavmildere end andre Konger. Kong Hrolv gjorde Hlejdargaard til sin Hovedstad; det er i Danmark, en stor og stærk Borg, og mere var der af Pragt og Glans og alt, hvad der var Anseelse ved, end noget andet Sted eller nogen havde hørt tale om. Hjørvard hed en mægtig Konge; han fik Skuld, Kong Helges Datter og Kong Hrolvs Søster, til Ægte med Kong Adils’ og Dronning Yrsas og hendes Broder Kong Hrolvs Minde. En Gang bød Kong Hrolv sin Maag Hjørvard til Gilde. Det hændte en Dag, mens han var der til Gilde, at Kongerne vare ude og Kong Hrolv tog sit Bælte af og gav Kong Hjørvard sit Sværd at holde imens; og da Kong Hrolv havde spændt Bæltet om sig igjen, tog han atter sit Sværd og sagde til Kong Hjørvard: »Det vide vi begge er et gammelt Ord, at den, som holder en andens Sværd, imens han spænder sit Bælte, bestandig siden skal være den andens Undermand; nu skal du være min Underkonge og finde dig deri som andre«. Hjørvard blev overmaade vred over dette, men han maatte lade det staa ved Magt, og dermed fór han hjem. Han var ilde tilfreds med sin Lod, men betalte dog Kong Hrolv Skat ligesom hans andre Underkonger, der vare ham Hørighed skyldige. Her ender Fortællingen om Svipdag.


Fortælling om Bødvar.

24. Nu er at melde, at for Oplandene nord i Norge raadede en Konge, som hed Hring; han havde en Søn, som hed Bjørn. Saa siges der, at Dronningen døde, og det tyktes Kongen og mange andre stor Skade. Landsens Folk og hans Raadgivere bade ham gifte sig igjen, og saa sendte han Mænd til Landene sønderpaa, at de skulde bejle for ham. De fik megen Modvind og svære Storme, saa de maatte vende Stavnene den anden Vej og holde af for Vejret, og Enden blev, at de drev nord op i Finmarken og maatte blive der om Vinteren. En Dag gik de op i Land og kom til et Hus, hvor der sad to fagre Kvinder; de hilsede dem venlig og spurgte, hvor de kom fra; de sagde alt, hvad der var at sige om deres Færd og hvad Ærinde de havde, og spurgte saa, hvor Kvinderne var fra og hvorfor de var komne der saa ene, saa langt af Led fra andre Folk, saa fagre Kvinder som de var. »Enhver Ting har sin Aarsag, Svende«, sagde den ældste af dem, »vi ere her af den Grund, at en mægtig Konge bejlede til min Datter, men hun vilde ikke have ham; saa lovede han, at det skulde komme hende dyrt at staa, derfor holder jeg hende lønlig her, medens hendes Fader ikke er hjemme, thi han er ude i Leding«. De spurgte, hvem hendes Fader var. »Hun er Finnekongens Datter«, sagde Moderen. De spurgte, hvad de hed. »Jeg hedder Ingebjørg«, sagde den ældste, »men min Datter hedder Hvit; jeg er Finnekongens Frille«. De havde ogsaa en Mø med til deres Tjeneste. Kongens Mænd syntes godt om dem, og de besluttede da at spørge, om Hvit ikke vilde følge med dem og gifte sig med Kong Hring. Deres Formand yppede denne Sag for hende; hun svarede ikke strax herpaa, men viste dem til sin Moder og vilde, at hun skulde raade. »Det gaar, som Ordet lyder«, sagde hendes Moder, »at enhver Vanskelighed kan der komme noget godt ud af; kun huer det mig ilde, at vi ikke kan faa spurgt hendes Fader ad i denne Sag, men jeg faar vel vove det, om hun ellers skal komme nogen Vegne«. Hun gjorde sig da rede til at følge med dem; de fór hjem til Kong Hring, og Sendemændene spurgte strax Kongen, om han vilde have denne Kvinde, hvis ikke fik hun fare did, hvorfra hun kom. Kongen syntes godt om Pigen og holdt strax Bryllup med hende; han brød sig ikke om, at hun ikke var rig. Kongen var noget til Aars, og det mærkedes snart paa Dronningen.


25. Kort fra Kongen boede der en gammel Bonde; han var gift og havde et eneste Barn, en Datter, som hed Bera, ung og fager. Bjørn Kongesøn og Bera Bondedatter legede deres Barnelege sammen og de huede hinanden vel. Den gamle Bonde var en rig Mand; han havde længe ligget i Hærfærd i sine unge Dage og var en stor Kæmpe. Bera og Bjørn holdt meget af hinanden, og de mødtes jævnlig. Der led nu saa en Stund, uden at der skete noget; Bjørn Kongesøn voxede op og blev baade stor og stærk og dygtig til alle Idrætter. Kong Hring var tit længe borte fra Landet og færdedes i Leding, men Hvit var hjemme og styrede Riget. Hun var ikke yndet af Almuen, men Bjørn var hun overmaade blid imod, dog skjøttede han kun lidet derom. En Gang da Kongen fór hjemmefra, talte Dronningen med ham om, at han burde lade sin Søn blive hjemme hos hende og styre Riget. Det fandt Kongen raadeligt nok, Dronningen var baade herskesyg og overmodig. Saa sagde han til sin Søn Bjørn, at han skulde blive hjemme og passe Riget tilligemed Dronningen. Bjørn sagde, at det skjøttede han kun lidet om, han havde overmaade meget imod Dronningen, sagde han. Kongen bød ham dog blive hjemme og fór saa af Landet med meget Mandskab. Bjørn gik nu hjem efter denne Samtale med sin Fader; de var blevne meget uenige. Han var meget uglad og rød som Blod og gik til Sengs. Dronningen gik hen til ham og talte til ham og vilde glæde ham og prøvede at blive gode Venner med ham, men han bad hende gaa sin Vej, og det gjorde hun saa for den Gang. Hun kom dog tit igjen og talte med ham; det vilde passe godt, sagde hun, om han lod hende dele Leje med ham, mens Kongen var borte, de vilde have langt mere Glæde sammen, end hun havde med saa gammel en Mand som Kong Hring. Bjørn blev vred over denne Tale og gav hende en vældig Kindhest, stødte hende fra sig og bød hende se at komme bort. Hun sagde, at hun var ikke vant til at blive jaget bort eller slaaet; »det tykkes dig vel bedre at tage Bondedatteren i Favn, Bjørn«, sagde hun, »det passer sig ogsaa bedre for dig, som rimeligt er, men større Skam har du deraf end af at nyde min Kjærlighed og Godvilje, og vel har du fortjent at faa Løn for din Stridighed og Taabelighed«. Saa slog hun til ham med en Ulveskinds Handske og bød ham blive til en grum og rasende Bjørn, »aldrig skal du nyde anden Føde end din Faders Kvæg«, sagde hun, »det skal du dræbe for at faa noget at æde, mere end man nogensinde har hørt Mage til, og aldrig skal du slippe ud af denne Trolddom, saa den skal være dig en Amindelse, der er værre end ingen«.


26. Saa forsvandt Bjørn, og ingen vidste, hvad der var blevet af ham, og da Folk savnede ham og fór at lede efter ham, var han ingen Steds at finde, som rimeligt var. Nu er at melde, at Kongens Kvæg blev dræbt for Fode, og det var en Graabjørn, som baade var stor og grum, der faldt over det. Det hændte en Kvæld, at Bondedatteren fik denne grumme Bjørn at se; den gik hen til hende, og var saare venlig imod hende, og det tyktes hende, hun kjendte Bjørn Kongesøns Øjne, og hun var kun lidet sky for den. Dyret gik nu fra hende, men hun fulgte efter det, til hun kom til en Hule, og da hun kom did, fandt hun der en Mand for sig, som hilsede hende; hun kjendte ham, det var Bjørn Hringssøn, og det blev et saare glædeligt Møde. De var nu der i Hulen en Stund, thi hun vilde ikke skilles fra ham, saa længe hun ikke var nødt dertil, men han sagde, at det sømmede sig ikke for hende at være der hos ham, thi han var Dyr om Dagen og kun Menneske om Natten.

Da Kong Hring kom hjem fra Hærfærd, blev det meldt ham, hvad der var hændet, at hans Søn Bjørn var forsvundet, og ligesaa om det store Dyr, der var kommet i Landet og som mest faldt over hans eget Kvæg. Dronningen æggede ham stærkt til at lade Dyret dræbe, men det trak stadig ud i nogen Tid, og Kongen sagde kun lidet derom, men det tyktes ham at se underlig ud. En Nat, da Bera og Bjørn Kongesøn laa og sov sammen, vakte Bjørn hende og sagde: »Det aner mig, at jeg vil faa min Bane i Morgen, og at de vil faa jaget mig op; ogsaa har jeg kun liden Gammen af Livet for den Trolddoms Skyld, der er lagt paa mig, og kun det er mig til Glæde, at vi to kunne være sammen, men det skal nu ikke længer saa være. Men jeg vil give dig denne Ring, som jeg har under min venstre Arm; pas paa Folkene, som jager mig i Morgen, og naar jeg er død, gaa saa til Kongen og bed ham give dig, hvad der er under Dyrets venstre Bov, det vil han sige Ja til; men Dronningen vil fatte Mistanke til dig, naar du er ved at gaa bort, og hun vil give dig noget af Bjørnekjødet at spise, men det skal du ikke gjøre, thi som du véd, er du med Barn; du skal føde tre Drenge, som vi have avlet, og paa dem vil det kjendes, i Fald du spiser af Kjødet, thi denne Dronning er den største Troldkvinde. Far saa hjem til din Fader og fød Drengene der. En af dem vil tykkes dig vanskeligst at have med at gjøre, men naar du ikke kan holde Styr paa dem længer hjemme for deres Vildhed og Fremfusenheds Skyld, saa far hid til Hulen med dem; du vil da finde en Kiste med tre Rum i, og de Runer, du finder derhos, ville sige dig, hvad hver af dem skal have. Der er tre Vaaben i Bjærget, og hver af dem skal have det, der er bestemt for ham. Den af vore Sønner, der fødes først, skal hedde Elgfrode, den anden Torer og den tredje Bødvar, og rimeligst tykkes det mig, at de ville blive anselige Mænd, og at deres Navne længe ville mindes«. Han sagde hende mange andre Ting, som skulde ske, og saa faldt Bjørnehammen over ham, og han gik ud, og hun fulgte ham. Da hun saa’ sig om, fik hun øje paa en stor Flok Mænd, som fór frem langs Fjældaasen, og mange og store Hunde fore foran. Bjørnen løb nu fra Hulen langs ad Fjældet, og Hundene og Kongens Mænd kom imod ham; han var svær at faa Bugt med og skamslog mange Mænd, før end de kunde komme ham til Livs, og alle Hundene dræbte han. Saa fik de slaaet Kreds om ham; han fór omkring inde i Kredsen, til han saa’, hvorledes Sagerne stod, at der ingen Udvej var, vendte sig saa did, hvor Kongen stod, og greb den Mand, som stod ham næst, og sønderrev ham levende; men da var Bjørnen saa mødig, at den kastede sig fladt ned, og de sprang da skyndsomst til og dræbte den. Da Bondedatteren saa’ det, gik hun frem for Kongen og sagde: »Vil I unde mig, hvad der er under Dyrets venstre Bov, Herre?« Det lovede Kongen hende, der kunde vel ikke være andet, sagde han, end hvad det vel kunde gaa an for ham at give hende. Kongens Mænd havde næsten flaaet Bjørnen, og Bera gik da hen og tog Ringen og gjemte den, men ingen saa’, hvad det var, hun tog, og heller ikke blev der spurgt derefter. Kongen spurgte, hvem hun var, thi han kjendte hende ikke; hun sagde, hvad der faldt hende ind, og ikke, hvem hun virkelig var.


27. Kongen fór nu hjem, og Bera fulgte med. Dronningen var saare glad, tog vel imod hende og spurgte, hvem hun var, men hun svarede, ligesom før, andet, end hvad sandt var. Dronningen gjorde nu et stort Gilde og lod Bjørnekjødet tilberede til Maaltid for Mændene. Bondedatteren var i Dronningens Fruerstue og kunde ikke faa Lov til at slippe derfra, thi Dronningen anede, hvem hun var. Dronningen kom nu did med et Fad, hurtigere end venteligt var; der laa noget af Bjørnekjødet derpaa, og det bød hun Bera at spise, men hun vilde ikke. »Det er overmaade sælsomt«, sagde Dronningen, »at du vrager den Kost, Dronningen selv værdiger dig at byde dig; tag det nu strax, ellers skal det gaa dig ilde«. Hun skar et Stykke af til hende, og det blev Enden paa Legen, at hun spiste det Stykke. Saa skar Dronningen et Stykke af til og puttede det i Munden paa hende, og der kom et lidet Gran af det ned, før end hun fik det spyttet ud, og saa sagde hun, at nu spiste hun ikke mere, om hun saa pinte hende eller slog hende ihjel derfor. »Kan hænde«, sagde Dronningen, og lo derved, »at det allerede forslaar noget«. Saa fór Bera bort, hjem til sin Fader, og tung var den Byrde, hun havde at bære. Hun fortalte nu sin Fader alt om, hvorledes det var gaaet hende og nu stod til med hende, og lidt efter blev hun syg og fødte et Drengebarn, men af en underlig Skabning, thi han var et Menneske oventil, men fra Navlen ned efter var han en Elg; han blev kaldet Elgfrode. Der kom en Dreng til, og han blev kaldet Torer; han havde Hundefodder fra Vristen af, derfor blev han kaldet Torer Hundefod, men ellers var han det fagreste Drengebarn, man kunde se. Der kom en tredje Dreng, og han var den fagreste af dem alle, han blev kaldet Bødvar; han havde ingen Lyder, og ham elskede hun mest. De skød nu i Vejret som Græs, og naar de holdt Lege med andre Folk, vare de grumme og uskaansomme og handlede ilde med Folk; Frode skamslog mange Mænd for Kongen, og somme slog han helt ihjel.


28. Der led nu saa en Tid, til de vare tolv Vintre gamle, da vare de saa stærke, at ingen af Kongens Mænd kunde staa sig imod dem, og de kunde da ikke mere være med i Legene. Da sagde Frode til sin Moder, at han vilde fare bort, »jeg kan ikke længer have med Folk at gjøre, thi de er ikke andet end Stakler alle til Hobe og gaa i Stykker strax, saa snart man rører ved dem«. Hun sagde, at han ikke kunde færdes imellem andre Folk paa Grund af sin Uskaansomhed, fulgte saa med ham til Hulen og viste ham det Gods, hans Fader havde bestemt til ham, thi Bjørn havde nøje fastsat, hvad hver især skulde have. Frode vilde tage mere, thi det var den mindste Del af Godset, der var bestemt til ham, men han kunde ikke faa det. Han saa’ nu Vaabnene stikke frem fra Bjærget, tog først fat i Hjaltet, men Sværdet sad fast, saa han ikke kunde faa det, greb saa i Øxeskaftet, men det sad ikke løsere. »Kan hænde«, sagde han, »at den, der har lagt disse Klenodier ned her, har ment, at det skulde være med Vaabenskiftet som med Delingen af det andet Gods«; saa greb han i et Hefte, og det sad strax løst for ham; der fulgte et kort Sværd med. Han saa’ paa det en Stund og sagde saa: »Ikke har den, som har skiftet disse Klenodier, gjort lige Skjel«. Saa slog han Sværdet med begge Hænder i Bjærget og vilde bryde det i Stykker, men det gik ind i Klippen, saa det smældede i Heftet, men det brast ikke. »Hvad Magt ligger der paa, hvorledes jeg handler med dette onde Klenodie«, sagde Elgfrode, »men ikke er det urimeligt, at det kan bide«. Saa bød han sin Moder Farvel og skiltes fra hende. Han fór op i et Fjældpas, blev Ildgjerningsmand og dræbte Folk og plyndrede dem. Han byggede sig et Hus og indrettede sig der.


29. Kong Hring mente nu at skjønne, hvilke Trolddomskunster der stak bag ved alt dette, dog yppede han intet derom for Folket, men lod alt gaa rolig som før. Kort efter bad Torer Hundefod om Lov til at fare bort; hans Moder fulgte ham til Hulen og viste ham det Gods, der var ham bestemt, sagde ham ogsaa om Vaabnene og bad ham tage Øxen, saaledes havde hans Fader bestemt det, sagde hun. Han greb først i Hjaltet, men Sværdet sad fast, saa tog han i Skaftet, og Øxen sad løs, thi den var tiltænkt ham. Han tog ogsaa sit Gods, bød saa sin Moder leve vel og fór bort; han lagde Vejen saa, at han først fór til sin Broder Elgfrode; han gik ind i hans Hus, satte sig i Sædet og trak Hatten ned over Øjnene. Lidt efter kom Frode hjem, og han saa’ ikke mildt til den fremmede Mand, men trak Sværdet og sagde:


»Skrigende skrider
af Skeden Sværdet,
Haanden mindes
Hildes Værk«,


og dermed hug han i Bænkestokken ved Siden af sig og var da overmaade vred og rasende. Da kvad Torer:


»Jeg kan ogsaa
lade min Øxe
synge for dig
den samme Vise«.


Og nu dulgte Torer sig ikke længer, og Frode kjendte sin Broder og bød ham være halvt med ham om alt, hvad han havde samlet, thi der skortede ikke paa Guld og Gods, men det Tilbud vilde Torer ikke tage imod, dog blev han der en Stund. Siden, da han fór bort, viste Elgfrode ham til Gøtland og sagde ham, at Gøternes Konge nylig var død, og bad ham tage ved Styret i deres Rige. Han sagde ham mange Ting herom. »Det er Lov hos Gøterne«, sagde han, at der bliver holdt et talrigt Ting; alle Gøterne stævnes did; der bliver sat en Stol der paa Tinge, saa stor, at to Mænd magelig kunne sidde i den, og den bliver saa Konge, som fylder det Sæde, men det tykkes mig, at du tilfulde maa kunne gjøre det«. De skiltes nu med de bedste Ønsker for hinanden; Torer fór, til han kom til Gøtland til en Jarl, som tog godt imod ham, og der var han om Natten. Det sagde alle, som saa’ Torer, at han kunde godt være Konge over Gøterne for Væxtens Skyld, og at kun faa vare hans Ligemænd der, og da de kom paa Tinge, gik det, som hans Broder Frode havde sagt. Der var sat en Dommer til at dømme i Sagen med al Redelighed, og mange satte sig i Sædet, men Dommeren sagde, at ingen af dem var det voxen; tilsidst gik Torer frem, og strax han havde sat sig i Stolen, sagde Dommeren: »Dig passer Sædet bedst, og dig dømmer jeg Riget til«. Saa gav Landsens Folk ham Kongenavn, og han blev kaldet Kong Torer Hundefod, og der gaar store Frasagn om ham. Han var vennesæl og holdt mange Slag, og som oftest havde han Sejr. Han sad nu i sit Rige en Tid.


30. Bødvar var hjemme hos sin Moder; hun elskede ham meget, og han var ogsaa den dygtigste og fagreste Mand, man kunde se, men det var kun faa, der kjendte ham mere end af Anseelse. Han spurgte en Gang sin Moder, hvem der var hans Fader; hun fortalte, ham om hans Død og hvorledes det hele var gaaet til, og om den Trolddom, hans Stifmoder havde lagt paa ham. »Ondt have vi at lønne denne Hex for«, sagde Bødvar. Saa sagde hun ham, hvorledes Dronningen havde tvunget hende til at spise af Bjørnekjødet, »og det er nu at se paa dine Brødre Torer og Elgfrode«. »Det tykkes mig«, sagde Bødvar, »at det mere var Frodes Skyldighed at hævne vor Fader paa denne onde Troldkvinde end at dræbe sagesløse Mænd for at tage deres Gods og øve andre Ildgerninger, og ligesaa tykkes det mig underligt af Torer at fare herfra, førend han havde givet denne Hex en Amindelse; tænker jeg, at det er bedst, jeg giver hende en for os alle«. »Vár dig da, at hun ikke kan øve sin Trolddom imod dig og gjøre dig Skade dermed«, sagde Bera., Han sagde, at det skulde han nok, og saa fór de sammen til Kongen, og efter Bødvars Raad sagde Bera Kongen, hvorledes det hele hang sammen, og viste ham Ringen, som hun havde taget under Dyrets Bov og som havde tilhørt hans Søn Bjørn. Kongen sagde, at han visselig kjendte Ringen, »og det har næsten anet mig, at hun havde sin Haand i alle de Trolddomskunster, her er bleven øvet, men for den Kjærligheds Skyld, jeg bar til Dronningen, har jeg ikke gjort noget derved«. »Lad hende nu fare herfra«, sagde Bødvar, »ellers tage vi Hævn over hende«. Kongen sagde, at han vilde give Bøder for hende, hvad han selv vilde kræve, om han blot vilde lade alt blive, som det var; han vilde ogsaa give ham Land at raade for og Jarlenavn nu strax, og Kongedømmet skulde han faa efter hans Død, om han vilde lade være at gjøre hende noget til Mén. Bødvar sagde, at han vilde ikke være Konge, hellere vilde han være hos Kongen og tjene ham, »men saalunde har dette Utyske hildet dig i sit Garn, at du næppe har hverken Forstand eller Kongemagt mere, og aldrig mere skal hun trives fra nu af«. Bødvar var da saa rasende, at Kongen ikke turde give sig af med ham. Han gik nu hen til Dronningens Fruerstue med en Sæk i Haanden; Kongen og hans Moder gik efter ham, men da Bødvar kom ind i Fruerstuen, gik han hen til Dronning Hvit og kastede Sækken over Hovedet paa hende og trak den sammen om Halsen, gav hende saa nogle Kindheste, slog hende ihjel med alskens Pinsler og slæbte hende saa igjennem alle Gaderne. Det tyktes mange eller de fleste der inde i Hallen, at hun ikke havde faaet mere end Hælvten af hvad hun havde fortjent, men Kongen huede det saare ilde, men han kunde ikke gjøre noget derved. Saalunde lod Dronning Hvit sit usle Liv; da var Bødvar atten Vintre. Kort efter fik Kong Hring Sot og døde, og Bødvar tog da ved Styret og slog sig til Ro der i Riget en stakket Stund, men saa stævnede han Landsens Folk til Tings og lod dem vide, at han vilde fare bort, men sin Moder giftede han med en Mand, der hed Valslejt og var Jarl der i Landet. Han var med til deres Bryllup, førend han fór derfra.


31. Saa red han ene bort, og ikke havde han meget med, hverken af Guld eller Sølv eller andet Gods, men han var vel udrustet med Vaaben og Klæder. Han red nu først paa sin gode Ganger til Hulen, som hans Moder havde anvist ham, og han fik Sværdet løst, saa snart han tog i Hjaltet. Saalunde var det Sværd beskaffent, at det aldrig kunde drages uden at blive en Mands Bane; det maatte aldrig lægges under Hovedet og aldrig rejses op paa Hjaltet; kun tre Gange i al dets Tid skulde dets Ægge hvæsses, og til sine Tider maatte det ikke drages, saa vanskeligt var det, men dette kostelige Klenodie vilde alle Brødrene eje. Bødvar lavede en Skede til Sværdet af Birk og gav sig saa paa Vej til sin Broder Elgfrode. Der timedes ham intet paa hans Færd, før han en Kvæld kom til et stort Hus; der boede Elgfrode. Bødvar trak sin Hest ind og bar sig ad, som han havde lovlig Ret til alt, hvad han mente at have nødig. Da Frode kom hjem om Kvælden, saa’ han med onde øjne paa den fremmede, men Bødvar brød sig ikke derom og lod, som om han vilde begynde Ufred, og deres Heste kunde heller ikke forliges, men vilde jage hinanden af Stalden. Saa tog Frode til Orde: »Det er en saare overmodig Mand, der drister sig til at sætte sig her inde uden mit Minde«. Bødvar trak Hatten ned over øjnene og svarede ikke. Elgfrode stod da op og drog sit Sværd og stødte det i igjen, saa det klang i Heftet, og det gjorde han to Gange, men Bødvar rørte sig ikke. Saa drog Elgfrode sit Sværd for tredje Gang, og nu gik han imod ham, thi han mærkede, at denne fremmede Mand ikke ræddedes, og var det nu hans Agt at gjøre det af med ham. Men da Bødvar saa’, hvor vidt det var kommet, vilde han ikke tøve længer, stod op og løb ind under Armen paa ham. Elgfrode knugede ham haardt ind til sig, og de brødes vældig, til Bødvars Hat faldt af, da kjendte Frode ham og sagde: »Velkommen, Frænde; altfor længe have vi taget Tag«. »Endnu er ingen Skade sket«, sagde Bødvar. »Varligere maa du dog fare, Frænde«, sagde Elgfrode, »om du vil slaas med mig og vi skulle sætte Kraft paa. Du vil faa at mærke, at der er Forskjel paa vore Kræfter, i Fald vi skulle slaas og ikke spare hinanden«. Frode bød ham nu blive hos ham og være halvt med ham om alt, hvad han havde, men det vilde Bødvar ikke, det huede ham ilde at dræbe Folk for at tage deres Gods, og saa fór han da videre. Frode fulgte ham paa Vej og sagde ham, at han havde givet mange Fred, som det skortede paa Mod og Manddom; det blev Bødvar glad ved at høre, det gjorde han vel i, sagde han, »og du skulde lade de fleste fare i Fred, om det end tykkes dig, der var noget ved dem«. »Den Lod, jeg har faaet, er ond i alle Maader«, sagde Elgfrode, »men du har intet at betænke dig paa, du skulde fare til Kong Hrolv, thi til ham søge alle de største Kæmper og ville være der, thi hans Storsind, Rundhaandethed og Mod og Manddom overgaar langt alle andre Kongers«. Saa gav Frode ham et Puf. »Du er ikke saa stærk, som du burde være, Frænde«, sagde han, skar sig saa i Læggen og bød ham drikke af hans Blod, og det gjorde Bødvar. Frode tog nu igjen fat i ham, og denne Gang stod han fast. »Nu er du stærk nok, Frænde«, sagde Elgfrode, »jeg mener, at du har haft god Nytte af Drikken, og nu vil du blive de flestes Overmand i Kraft og Styrke som i alt Mod og Mandighed, og det under jeg dig vel«. Saa traadte Frode i Bjærget ved Siden af sig, saa Kloven gik helt i, og sagde: »Hver Dag vil jeg komme og se, hvad der er i dette Spor; er du død af Sot, vil der være Muld deri, men Vand, hvis du er død paa Søen, og Blod, hvis du er faldet for Vaaben, og saa skal jeg hævne dig, thi du er mig kjærest af alle mine Frænder«.


32. De skiltes nu, og Bødvar fór videre, til han kom til Gøtland. Kong Torer Hundefod var ikke hjemme den Gang, men han og Bødvar vare hinanden saa lige, at man ikke kunde kjende Forskjel paa dem, og Landsens Folk troede da, at det var Torer, der var kommen hjem; de satte ham i Højsædet og tjente ham i alle Maader, som om han var Kongen, og han blev vist til Leje hos Dronningen, thi Torer var gift. Bødvar vilde ikke ligge under samme Tæppe som hun, og det tyktes hende sælsomt, thi hun troede, at det virkelig var hendes Husbond, men Bødvar sagde hende alt, hvorledes det hang sammen. Hun talte ikke derom til andre, og de laa da saaledes hver Nat og talte sammen, til Torer kom hjem, da først fik Folk at vide, hvem han var. Der blev stor Glæde, da Brødrene mødtes; Torer sagde, at han ikke vilde betro nogen anden at ligge hans Dronning saa nær, og bød ham blive hos ham og være halvt med ham om alt, hvad han ejede af Gods. Det vilde Bødvar ikke, og Torer sagde da, at han maatte gjøre, som han vilde, og tilbød at give ham Mandskab, men det vilde han heller ikke tage imod. Da han red bort, fulgte Torer ham paa Vej, og de skiltes i Venskab, men dog saa, at hver tænkte sit. Der er nu intet at melde om hans Færd, før end han kom til Danmark og kun havde et Stykke Vej igjen til Hlejdargaard.


33. En Dag regnede det stærkt; Bødvar blev meget vaad, og Hesten blev mat og mødig under ham, thi han red langt og Jorden var overmaade blød og tung at gaa i. Om Natten blev det meget mørkt, og Regnen styrtede ned, og inden han fik set sig for, mærkede han, at Hesten stødte med Fødderne imod noget. Bødvar stod da af og følte sig for; han skjønnede da, at det var et Hus, fandt Døren og bankede paa den. Der kom en Mand ud. Bødvar bad ham om Nattely, og Manden sagde, at han ikke vilde vise ham bort midt om Natten, ukjendt som han var der paa Egnen; han skjønnede ogsaa af alt, hvad han kunde se, at han maatte være en anselig Mand. Bødvar var nu der om Natten, og der blev sørget godt for ham. Han spurgte meget om Kong Hrolvs og hans Kæmpers Storværker og hvor langt der var did. »Der er kun et lidet Stykke Vej«, sagde Bonden; »agter du dig did?« »Ja«, sagde Bødvar, »det er min Agt«. Bonden sagde, at det vilde passe godt for ham, thi jeg ser, at du er en stor og stærk Mand, og de tykkes at være store Kæmper«. Men som de nu taltes ved om Kong Hrolv og hans Kæmper i Hlejdargaard, gav Bondens Kvinde sig lydelig til at græde. »Hvi græder du, stakkels Kvinde?« sagde Bødvar. »Min Husbond og jeg have en Søn, som hedder Høtt«, sagde Konen; »han gik en Dag op til Borgen for Morskabs Skyld; Kongens Mænd drillede ham, og det vilde han ikke linde sig i; saa tog de ham og satte ham hen i Dyngen, hvor de kaste deres Ben, naar de spise, og nu have de for Skik, saa snart de have gnavet et Ben, at kaste det hen paa ham, og tit gjør det ham stor Fortræd, naar de ramme ham, saa jeg hverken véd, om han er levende eller død. Nu vilde jeg bede dig lønne mig min Gjæstfrihed ved hellere at kaste smaa end store Ben paa ham, hvis han ikke allerede er død deraf«. »Jeg skal gjøre, hvad du beder om«, sagde Bødvar, »og ikke tykkes det mig synderlig mandhaftigt at kaste Ben paa Folk eller at gjøre Børn eller Smaafolk Fortræd«. »Da gjør du vel«, sagde Konen, »thi din Haand ser mig ud til at være stærk, og jeg er vis paa, at dine Hug vil han ikke kunne staa sig for, naar du ikke vil lægge Fingrene imellem«.


34. Bødvar fór nu videre til Hlejdargaard, hvor Kongen havde sit Sæde. Han trak sin Hest ind i Stalden ved Siden af Kongens bedste Heste uden at spørge nogen om Forlov og gik saa ind i Hallen. Der var kun faa der inde; han satte sig yderst, og da han havde siddet lidt, hørte han en Støj et Steds henne i et Hjørne af Hallen; han saa’ derhen og saa’ en Menneskehaand komme frem fra en stor Bendynge, der laa, og den Haand var ganske sort. Bødvar gik derhen og spurgte, hvem der var i Bendyngen, og fik han da til Svar, men meget svagt: »Jeg hedder Høtt, gode Bøkke«. »Hvorfor er du her?« sagde Bødvar, »og hvad tager du dig til?« »Jeg laver mig en Skjoldborg, gode Bøkke«, sagde Høtt. »Ussel er din Skjoldborg«, sagde Bødvar, greb fat i ham og trak ham frem af Bendyngen. Høtt skreg da højt op og sagde: »Nu volder du min Død; gjør det ikke! Saa godt, som jeg nu havde faaet det lavet, og nu har du revet min Skjoldborg i Stykker! Jeg havde faaet gjort den saa høj uden om mig, at den skjærmede mig for alle eders Hug, saa at længe ingen havde ramt, men jeg var endnu ikke bleven helt færdig med at indrette den, som jeg vilde have den«. »Du skal ikke længer lave Skjoldborg«, sagde Bødvar. »Vil du nu slaa mig ihjel, Bøkke?« sagde Høtt og græd. Bødvar bad ham ikke skrige saa højt, tog ham saa op og bar ham ud af Hallen til en Sø, der var i Nærheden, men faa gave Agt derpaa. Der toede han ham ren og gik saa tilbage til den Plads, han før havde taget, og trak Høtt med sig og satte ham ved Siden af sig, men han var saa ræd, at hvert et Lem rystede paa ham, men han syntes dog, han kunde skjønne, at det var denne Mands Mening at hjælpe ham. Det blev nu Kvæld, og Folk kom ind i Hallen. Da Hrolvs Kæmper saa’, at Høtt havde faaet Plads paa Bænken, tyktes det dem, at den, der havde vovet sig til det, havde været lovlig dristig. Høtt blev ilde til Mode, da han saa’ sine Kyndinger, thi han havde aldrig haft andet end Fortræd af dem; han vilde gjærne slippe derfra med Livet og ty hen i sin Bendynge, thi han var ikke der saa udsat for deres Hug som nu, mente han, men Bødvar holdt paa ham, saa han ikke kunde komme løs. Hirdmændene gjorde nu, som de havde for Skik, og kastede først smaa Ben tværs over Gulvet hen paa Bødvar og Høtt. Bødvar lod, som han ikke saa’ det, men Høtt var saa ræd, at han hverken kunde spise eller drikke, og hvert Øjeblik mente han, at nu maatte han blive ramt. »Gode Bøkke«, sagde han til Bødvar, »der kommer en stor Knokkel farende imod dig, det maa være Meningen, at den skal gjøre en Ulykke paa os«. Bødvar bød ham tie, satte den hule Haand imod og fangede Knoklen — der var et helt Ben mod —, sendte den saa tilbage til den, der havde kastet den, og slyngede den saa haardt lige imod ham, at han fik Bane. Hirdmændene bleve da meget bange, og omsider spurgtes det op i Højborgen hos Kong Hrolv og hans Kæmper, at der var kommet en saare anselig Mand til Hallen og havde dræbt en af hans Hirdmænd, og nu vilde de tage Livet af ham. Kong Hrolv spurgte, om Hirdmanden var bleven dræbt sagesløs. »Ja, næstendels«, sagde de, og saa kom hele Sandheden frem for Kongen. Kong Hrolv sagde, at det var langt fra, at de maatte tage Livet af denne Mand, »det er en ond Sæd, I der have optaget, at kaste Ben paa sagesløse Folk; det er til Vanhæder for mig og stor Skam for eder at gjøre sligt; jeg har jævnlig sagt eder det før, men I have ikke agtet derpaa; men næppe, tænker jeg, er denne Mand, som I nu have villet til Livs, nogen ringe Mand; kald ham hid til mig, at jeg kan faa at vide, hvem han er«. Bødvar gik nu frem for Kongen og hilsede ham høvisk. Kongen spurgte, hvad han hed. »Eders Hirdmænd kalde mig Høtts Vogter, men jeg hedder Bødvar«, sagde han. »Hvad byder du mig i Bod for min Hirdmand?« sagde Kongen. »Han havde fortjent, hvad han fik«, sagde Bødvar. »Vil du blive min Mand og tage hans Plads?« sagde Kongen. »Det siger jeg ikke Nej til, jeg vil gjærne være eders Mand, men ikke vil jeg skilles fra Høtt, som Sagerne staa, og vi ville begge sidde dig nærmere, end han gjorde, som jeg fældede, eller ogsaa fare vi herfra«. »Jeg ser ikke, at der er nogen Hæder ved at have ham», sagde Kongen, »men jeg vil dog ikke spare Maden til ham«. Bødvar gik nu frem til den Plads, der huede ham bedst; han vilde ikke sidde, hvor den anden havde siddet, men rykkede tre Mænd op af Sæderne et Sted og satte sig der med Høtt, højere oppe i Hallen, end der var tiltænkt dem Plads. Det tyktes de andre Hirdmænd, at Bødvar ikke fór med Læmpe, og han gav dem adskilligt at tænke paa.


35. Alt som det nu lakkede ad Julen, blev der mindre og mindre Glæde i Hallen. Bødvar spurgte Høtt, hvor det kunde være; han sagde, at der nu to Vintre i Træk var kommet et stort og forfærdeligt Dyr med Vinger paa Ryggen og som for det meste fløj; »to Gange har det nu været her og gjort megen Fortræd, men Vaaben bide ikke paa det, og de ypperste af Kongens Kæmper komme ikke hjem«. »Ikke er her saa godt Mandskab i Hallen, som jeg havde troet«, sagde Bødvar, »naar et Dyr skal kunne øde Kongens Land og Kvæg«. »Det er ikke noget Dyr, men den værste Trold«, sagde Høtt. Da Juleaften kom, sagde Kongen: »Nu vil jeg, at mine Mænd skulle holde sig stille og rolige i Nat; jeg forbyder alle at vove sig i nogen Fare ved at gaa imod Dyret, med Kvæget faar det saa gaa, som Skæbnen vil, men mine Mænd vil jeg ikke miste«. Alle lovede at gjøre, som Kongen bød, men om Natten listede Bødvar sig bort og tog Høtt med, men Høtt gjorde det ikke med sin gode Vilje og sagde, at han vilde styrte ham i Ulykke, men Bødvar sagde, at det nok vilde løbe bedre af, end han troede. De gik nu bort fra Hallen, men Bødvar maatte bære ham, saa ræd var han. Da de fik øje paa Dyret, gav Høtt sig til at skrige det bedste han kunde, og sagde, at det vilde sluge ham; Bødvar bød ham tie stille, Hvalp som han var, og kastede ham ned paa Mosset, og der laa han og var ikke lidt ræd, gaa hjem turde han heller ikke. Bødvar gik nu imod Dyret; det traf sig saa, at Sværdet sad fast i Balgen for ham, dog fik han svunget Balgen saaledes, at Sværdet kom løs, og han jog det da strax ind under Dyrets Bov, saa stærkt, at det gik ind i Hjærtet, og Dyret faldt dødt til Jorden. Han gik saa hen til hvor Høtt laa, løftede ham op og bar ham hen til Dyret. Høtt skjalv umaadelig, men Bødvar sagde: »Nu skal du drikke af Dyrets Blod«. Høtt søgte længe at slippe derfor, men han turde dog ikke andet, og Bødvar lod ham drikke to store Slurke og ogsaa spise noget af Dyrets Hjærte; saa tog han fat i ham, og de brødes længe. »Nu er du kommen dygtig til Kræfter«, sagde Bødvar, »saa nu tænker jeg ikke mere du er ræd for Kong Hrolvs Hirdmænd«. »Jeg er hverken ræd for dem eller for dig fra nu af«, sagde Høtt. »Det er vel saa, Ven Høtt«, sagde Bødvar; »lad os nu rejse Dyret op og stille det saaledes, at man tror, det er levende«. De gjorde saa, og derefter for de hjem og lod som ingen Ting, og ingen anede, hvad de havde taget sig til.


36. Om Morgenen spurgte Kongen, hvad der var at melde om Dyret, om det havde været der om Natten; der blev svaret ham, at alt Kvæget var uskadt i Foldene. Kongen bad nogle af sine Mænd se efter, om der ikke var Mærker at se af, at det havde været der; de gjorde saa og kom strax tilbage og sagde, at Dyret var paa Vej op imod Borgen og fór saare rasende frem. Kongen bad nu sine Hirdmænd have Mod og Mands Hjærte og bød hver især gjøre alt, hvad han evnede, for at de kunde faa Bugt med dette Utyske. De gjorde, som Kongen bød, og gjorde sig rede. Kongen saa’ paa Dyret og sagde: »Jeg kan ikke se, at Dyret rører sig, men hvem vil nu vove den Dyst og gaa imod det?« »Der vilde en modig Mand nok kunne faa sin Nysgerrighed styret«, sagde Bødvar, »ryst du nu det daarlige Lov af dig, Høtt, som Folk giver dig; de siger, at du duer til ingen Ting; gaa du nu imod Dyret og dræb det, du ser jo, at ingen andre har Mod derpaa«. »Ja«, sagde Høtt, »jeg vil paatage mig det«. »Jeg véd ikke«, sagde Kongen, »hvor du har faaet det Mod fra, Høtt; saare har du forandret dig i kort Tid«. »Giv mig Sværdet Gyldenhjalte, som du har i din Haand«, sagde Høtt, »saa skal jeg fælde Dyret eller selv lade Livet«. »Dette Sværd maa kun bæres af en brav og modig Mand«, sagde Kong Hrolv. »Det skal du komme til at sande, at saadan en Mand er jeg«, sagde Høtt. »Hvem kan vide, om der ikke er andet forandret hos dig, end hvad man kan se«, sagde Kongen; »de færreste kjende dig igjen, som du er nu; tag da Sværdet og før det som en gjæv Mand, om du faar øvet denne Daad«. Saa gik Høtt modig løs paa Dyret, og da han var kommen nær nok dertil, hug han til det, og Dyret faldt dødt om. »Se nu, Herre, hvilken Daad han har øvet«, sagde Bødvar. »Visselig har han forandret sig meget«, sagde Kongen, »men ikke har han været ene om at dræbe Dyret, snarere har du gjort det«. »Kan hænde, at det er saa«, sagde Bødvar. »Vel vidste jeg, da du kom hid, at faa vare dine Jævninger«, sagde Kongen, »men det tykkes mig dog det ypperste Storværk, at du har gjort en Kæmpe ud af Høtt, ikke tyktes han mig baaren til synderlig Lykke, men nu skal han ikke længere hedde Høtt, fra nu af skal du hedde Hjalte, saa skal du kaldes efter Sværdet Gyldenhjalte«. Her ender Fortællingen om Bødvar og hans Brødre.


Fortælling om Hjalte.

37. Det led nu ud paa Vinteren, og den Tid var nær for Haanden, da Kong Hrolvs Bersærker kunde ventes hjem. Bødvar spurgte Hjalte om Bersærkernes Maade at være paa, og Hjalte sagde, at de havde for Skik at gaa frem for hver Mand især, naar de kom hjem til Hirden, og først for Kongen og spørge, om han holdt sig for deres Jævning i Mod og Manddom, og saa svarede Kongen: »Det er vanskeligt at sige, saa drabelige Mænd som I ere, og saadan Hæder som I have vundet i Slag og Blodbad hos forskjellige Folkefærd baade i Sønder og Nord«, og det Svar giver Kongen mere af Storsindethed end fordi det skorter ham paa Mod, thi han skjønner paa, hvad Hjælp han har af dem, og de skaffe ham herlig Sejr og vinde stort Bytte til ham; saa gaa de fra ham og spørge enhver især i Hallen om det samme, men ingen mener at være deres Jævning«. »Saa er det kun et ringe Udvalg af Mænd, Kong Hrolv har, naar de alle tale saa fejgt til Bersærkerne«, sagde Bødvar, og de talte nu ikke mere herom. Bødvar havde nu været hos Kong Hrolv et Aar, og saa skete det den anden Julekvæld, som Kongen og hans Mænd sad til Bords, at Hallens Dør sprang op, og ind tren de tolv Bersærker, alle graa af Jærn, som var det Is, man saa’. Bødvar spurgte lønlig Hjalte, om han turde prøve en Dyst med en af dem. »Ja«, sagde Hjalte, »ikke med én, men med dem alle, thi jeg kan ikke blive ræd, har jeg end Overmagt imod mig, og ikke skjælver jeg for nogen af dem«. Bersærkerne gik først op igjennem Hallen; de saa’, at Kong Hrolvs Kæmpeflok var bleven øget, siden de for hjemmefra; saa’ de da nøje paa dem, der vare komne til, og tyktes det dem, at den ene af dem saa’ ud til at være en anselig Mand, og Ordet gaar, at deres Formand blev noget underlig til Mode derved. De gik nu frem for Kong Hrolv, som de havde for Skik, og lagde det samme Spørgsmaal for ham, som de plejede at gjøre ham, og derefter gik de til alle de andre i Hallen; men sidst kom de til Bødvar og Hjalte. Da deres Formand spurgte Bødvar, om han holdt sig for deres Jævning i Manddom, svarede Bødvar, at han holdt sig ikke for deres Jævning, men for deres Overmand, hvad de saa end vilde prøve ham i; han skulde ikke kyse ham som en anden So, saadan en ussel Søn af en Hoppe som han var, og i det samme sprang han ind paa Bersærken og løftede ham op i fuld Hærklædning og kastede ham saa voldsomt i Gulvet, at det var nær ved, han havde faaet hvert et Ben i sig brudt, og Hjalte bar sig lige saadan ad med en anden. Der blev nu stor Raaben og Skrigen i Hallen, og det tyktes Kong Hrolv, at det begyndte at se farligt ud, naar hans Mænd saaledes fældede hverandre; han sprang da op fra sit Højsæde, hen til Bødvar og bad ham holde Fred og Venskab, men Bødvar sagde, at Bersærken skulde miste Livet, hvis han ikke vilde vedgaa, at han var hans Undermand. Kong Hrolv sagde, at det var snart gjort, og saa lod han Bersærken staa op, og ligesaa gjorde Hjalte paa Kongens Bud. Mændene bænkede sig nu igjen, og Bersærkerne satte sig paa deres Pladser, tunge i Hu; Kong Hrolv talte dem alvorlig til og sagde, at nu kunde de se, at der ikke var noget saa ypperligt, stærkt eller stort, at der jo kunde findes Mage dertil. »Jeg forbyder eder«, sagde han videre, »at yppe nogen Kiv i min Hal, og handler I imod dette mit Bud, skal det koste eders Liv, men naar jeg har med mine Fjender at gjøre, maa I være saa glubske som I vil, og da vinde I Hæder og Ære derved; jeg har nu saadanne Kæmper, at jeg ikke har nødig at holde paa jer«. Alle bifaldt lydelig Kongens Tale, og der blev sluttet fuldkomment Forlig imellem dem, og saalunde blev Pladserne fordelt i Hallen, at Bødvar blev holdt højest i Ære, han fik sit Sæde Kongen næst paa højre Haand, og saa kom Hjalte den hugprude, det Navn gav Kongen ham, og vel maatte han kaldes hugprud, thi han var hver Dag sammen med Kongens Hirdmænd, der havde handlet saa ilde med ham, som før blev meldt, og gjorde dem ingen Mén, fast han nu var bleven en langt anseligere Mand end de og Kongen vel vilde have ment, at det var til at undskylde, om han havde givet dem en Amindelse eller dræbt en eller anden af dem. Men paa venstre Side af Kongen sad de tre Brødre Svipdag, Hvidsærk og Bejgad, saa stor Anseelse havde de vundet, og efter dem kom de tolv Bersærker, og saa mange andre ypperlige Mænd, som ikke ere nævnte, paa begge Sider hele Højborgen igjennem. Kongen lod disse sine Mænd øve alskens Lege og Kunster med allehaande Gammen og Skjemt, og bedst af alle hans Kæmper stod Bødvar sig, hvad det saa end gjaldt, og saa stor Anseelse kom han i hos Kong Hrolv, at han gav ham sin eneste Datter Driva til Ægte. Der led nu en Stund saa, at de sad hjemme i deres Rige og vare saare navnkundige Mænd.


Om Adils Upsalekonge og Kong Hrolvs og hans Kæmpers Færd til Svearige.

38. Nu er at melde, at Kong Hrolv en Dag sad i sin Kongesal med alle sine Kæmper og Stormænd og holdt et kosteligt Gilde, Saa saa’ Kong Hrolv sig om til begge Sider og sagde: »En stor Styrke er her samlet i én Hal«, og derefter spurgte han Bødvar, om han kjendte nogen Konge, der var hans Jævning og havde saadanne Kæmper under sig. Bødvar sagde, at han vidste ingen, »men én Ting er der, som tykkes mig at gjøre Skaar i eders kongelige Værdighed«. Kong Hrolv spurgte, hvad det var. »Det mangler eder, Herre«, sagde Bødvar, »at I ikke har hentet eders fædrene Arv, som eders Maag Kong Adils raader over med Urette«. Kong Hrolv sagde, at det vilde blive vanskeligt at hente den, »thi Kong Adils er ikke nogen enfoldig Mand, men saare troldkyndig, snedig, listig, klog, grum og overmaade slem at have med at gjøre«. »Dog bør det sig, Herre», sagde Bødvar, »at I kræver, hvad eders er, og en Gang træffer Kong Adils og hører, hvad han svarer til denne Sag«. »Det er en stor og vigtig Sag, du der har yppet«, sagde Kong Hrolv, »thi det er ogsaa vor Skyldighed at tage Hævn over vor Fader paa den gjerrige og lumske Kong Adils, og vist ville vi vove os dertil«. »Ikke skal jeg laste, at vi en Gang prøve, hvad der bor i Kong Adils«, sagde Bødvar.


39. Kong Hrolv rustede sig nu til sin Færd med hundrede Mand og derhos hans tolv Kæmper og tolv Bersærker. Der er intet at melde om deres Færd, før end de kom til en Bonde; han stod udenfor, da de kom til hans Hus, og bød dem alle til Gjæst. »Du er en brav Mand«, sagde Kongen, »men har du Raad og Lejlighed til det? thi vi ere ikke saa faa i Følge, og det er ikke for Smaafolk at tage imod alle os«. Bonden lo og sagde: »Jo, Herre, jeg har stundum set ikke færre Mænd komme, hvor jeg har været, og ikke skal det skorte jer paa Drik eller anden Levemaade, eller hvad andet I ellers trænger til Natten igjennem«. »Saa lad os da prøve derpaa«, sagde Kongen. Bonden blev glad, der blev sørget for deres Heste og vist, dem al Gjæstfrihed. »Hvad hedder du, Bonde?« sagde Kongen. »Somme kalde mig Hrane«, svarede han. Der blev ydet dem saa stor Gjæstfrihed, at det tyktes dem, de ikke kunde være komne paa noget bedre Sted. Bonden var saare glad, og der var ikke den Ting, de spurgte ham om, som han jo ikke vidste Rede paa, saa han tyktes dem over al Maade kløgtig. De lagde sig nu til at sove, men siden vaagnede de ved at de frøs, saa Tænderne klaprede i Munden paa dem; de sprang alle op og lagde Klæder og alt, hvad de kunde faa, over sig undtagen Kong Hrolvs Kæmper, de lod sig nøje med de Klæder, de allerede havde, men de frøs alle om Natten. Om Morgenen spurgte Bonden, hvorledes de havde sovet. »Godt«, sagde Bødvar, men Bonden sagde til Kongen: »Jeg véd, at dine Hirdmænd mene her har været noget for svalt i Stuen i Nat; det var her ogsaa, men ikke maa du tro, at de kunne staa ud med alle de Prøver, Kong Adils i Upsale vil sætte jer paa, naar denne har været dem saa stræng; send du Halvdelen af dit Mandskab hjem, Herre, i Fald du vil bjærge Livet, thi dit Mandskabs Mængde hjælper dig ikke til Sejr over Kong Adils«. »Du er en dygtig Mand, Bonde«, sagde Kongen, »og jeg vil følge dit Raad«. De fór nu videre, da de havde gjort sig færdige og budt Bonden Farvel, men Kongen sendte Hælvten af sit Mandskab hjem igjen. De red nu, til de kom til en anden lille Gaard, og det tyktes dem, de kjendte Bonden her igjen, at det var den samme, de sidst havde gjæstet, og det kom dem hel sælsomt for. Bonden tog godt imod dem og spurgte, hvorfor de kom saa tit. »Jeg véd ikke, hvad det er for Kunster, der drives med os«, sagde Kongen, »men du maa være en rigtig Troldkarl«. »Dog skal der blive sørget godt for jer ogsaa denne Gang«, sagde Bonden. De var nu der den Nat, og der blev vist dem god Gjæstfrihed, men da de havde lagt sig til at sove, vaagnede de op, ved at der var kommen saa voldsom en Tørst over dem, at det næsten tyktes dem ulideligt, de kunde ikke røre Tungen i Munden. De stod da op og gik hen og drak af et Kar, der stod med Vin i. Om Morgenen sagde Hrane Bonde: »Det er nu atter saa, Herre, at I faar lyde mig; det tykkes mig, at Folk, der maa drikke om Natten, kun vise liden Udholdenhed; større Prøver ville I blive satte paa, naar I kommer til Kong Adils«. Der kom nu et stort Uvejr over dem, saa de blev nødt til at blive der den Dag, og saa kom den tredje Nat. Om Kvælden blev der tændt Ild op for dem, og tyktes det dem da, som de sade ved Ilden, at de fik det for hedt, de fleste rømmede de Pladser, Hrane Bonde havde anvist dem, og alle veg bort fra Ilden, undtagen Kong Hrolv og hans Kæmper. »I faar atter gjøre Udvalg af eders Flok, Herre«, sagde Bonden, »og mit Raad er, at I ikke skal tage andre med jer end eders tolv Kæmper, saa er der nogen Udsigt til, at I kan komme tilbage, men ellers ikke«. »Du ser mig ud til, Bonde, at det vil baade os bedst at følge dine Raad«, sagde Kong Hrolv. De var nu der tre Nætter, saa red Kongen videre med sine tolv Kæmper, men alt sit øvrige Mandskab sendte han tilbage. Kong Adils fik Nys om hans Færd og sagde, at det var vel, Kong Hrolv vilde hjemsøge ham, »han skal visselig komme herfra med saa forrettet Sag, at det skal blive værd at spørge Frasagn om«.


40. Kong Hrolv og hans Kæmper red nu til Kong Adils’ Hal, og alle Folk i Borgen flokkedes op i de højeste Taarne for at se Kong Hrolvs og hans Kæmpers statelige Færd, thi de vare prægtig rustede, og det tyktes mange at være meget værd at se saa høviske Riddere. De red først langsomt paa Stormænds Vis, men da de var komne nær op til Hallen, gav de Hestene af Sporerne og sprængte op til Hallen, saa at alt, hvad der var paa deres Vej, veg til Side for dem. Kong Adils lod tage vel og venskabelig imod dem og bød, at man skulde tage deres Heste. »Pas godt paa Svende«, sagde Bødvar, »at hverken Dusk eller Hale paa Hestene kommer i Ulave, røgt dem vel og giv nøje Agt paa, at de ikke blive smudsige«. Det blev strax meldt Kong Adils, hvor nøje de havde indskærpet dem at røgte deres Heste vel. »Det er svært, saa overmodige og hoffærdige de er«, sagde Kongen; »gjør nu, som jeg siger og byder, hug Halerne af helt oppe ved Bagdelen og skær Duskene af, saa Pandehuden følger med, og handl i alle Maader saa haanlig med dem, som I kan, saa de lige kan slæbe Livet hen«. De blev nu fulgt til Hallens Dør, men Kong Adils kom ikke til Syne. Da sagde Svipdag: »Jeg er kjendt her, lad mig derfor gaa først, thi jeg er saare langt fra at tro det bedste om den Modtagelse, man vil give os, og de Anstalter, man har gjort; lad os ikke sige noget om, hvem der er Kong Hrolv, at Kong Adils ikke skal kjende ham i vor Flok«. Svipdag gik da et Stykke foran alle de andre, efter ham kom hans Brødre Hvidsærk og Bejgad, saa Kong Hrolv og Bødvar og saa de andre en for en, men ikke havde de nødig at tage sig i Agt for Svendene, thi de, der havde budt dem ind i Hallen, vare allerede bort. De havde deres Høge paa Skuldrene, det holdtes for en stor Pryd i de Tider; Kong Hrolv havde en Høg, som hed Haabrok. Svipdag gik foran og tog omhyggelig alt i Øjesyn; han saa’, at der var gjort store Forandringer rundt omkring; de kom over saa mange Forhindringer paa deres Vej, at det ikke vil være let at gjøre Rede for dem, og det blev værre og værre, jo længere de kom ind i Hallen, men omsider naaede de saa langt frem, at de kunde se Kong Adils sidde og brede sig i Højsædet; det tyktes dem allerede store Ting, at de var komne saa vidt, at de kunde se hinanden, men de skjønnede nok, at det endnu ikke var nogen let Sag af naa frem for Kong Adils, skjønt de nu vare hinanden saa nær, at de kunde høre hinandens Ord. Da sagde Kong Adils: »Er du nu kommen hid, Ven Svipdag? Hvad Ærinde har Kæmpen her? Eller er det ikke, som jeg synes:


Ar i Panden,
et Øje ud af Hov’det,
Hugsaar paa Hænderne
og Hul i Nakken,


og hans Broder Bejgad er helt fuld af Knuder«. Svipdag sagde saa højt, at alle kunde høre det: »Nu vil jeg kræve den Fred af dig, Kong Adils, som du har lovet mig, for de tolv Mænd, her ere komne«. »Det gaar jeg ind paa«, sagde Kong Adils, »skynder eder ind i Hallen som modige Mænd med uforfærdede Hjærter«. Det tyktes dem nu, de kunde se, at der var gravet Faldgruber i Hallen for dem, og at det ikke vilde løbe fredelig af for dem at prøve de Anstalter, der var gjort til deres Modtagelse, men Kong Adils sad i saadant et Mørke, at de kun utydelig kunde se hans Ansigt; de saa’ ogsaa, at Tæpperne, hvormed Hallen var tjældet til Prydelse, vare skudte frem, og at der vist maatte være væbnede Mænd bagved dem, og det var ogsaa i Sandhed saa, thi da de var komne over Gruberne, stormede der en brynjeklædt Mand frem fra hver Flig, men Kong Hrolv og hans Kæmper yppede den haardeste Dyst med dem og kløvede dem ned til Tænderne. Der led nu saa en Stund, uden at Kong Hrolv blev kjendt, men Kong Adils’ Mænd faldt i Mængde. Adils sad i sit Højsæde og svulmede helt op ved at se, hvorlunde Hrolvs Kæmper hug hans Mænd ned som andre Hunde; han skjønnede, at den Leg kom han ingen Vegne med, stod op og sagde: »Hvad skal al den Ufred til? I er nogle store Tosser i hvad i tage jer for, anfalde saadanne ypperlige Mænd, som ere komne for at gjæste os! Hold strax op og sæt jer ned, og lad os alle glæde os sammen, Hrolv, min Maag«. »Du holder kun daarlig dit givne Lejde, Kong Adils«, sagde Svipdag, »æreløst handler du imod os«. De satte sig nu ned, inderst Svipdag, saa Hjalte den hugprude, men Bødvar og Kongen sad sammen, thi de vilde ikke, at man skulde kjende ham. »Jeg ser«, sagde Kong Adils, »at I ikke sætter jer efter eders Værdighed, naar I er i fremmed Land; men hvorfor har min Maag Hrolv ikke flere Folk med?« »Jeg ser, at du ikke sparer at pønse paa Svig imod Kong Hrolv og hans Mænd«, sagde Svipdag, »og der er kun lidet at undres over, enten han kommer hid med faa eller mange i Følge«, og dermed lod de den Tale falde.


41. Kong Adils lod nu Hallen rydde; de døde bleve baarne ud, thi mange af Kong Adils’ Mænd vare faldne, og mange vare saarede. »Lad os nu tænde Langilde op for vore Venner«, sagde Kong Adils, »og for Alvor sørge for saadanne Mænd, saa at vi alle synes vel derom«. Der blev nu sat Folk til at tænde Ild op for dem. Hrolvs Kæmper sad stadig med deres Vaaben hos sig og vilde aldrig slippe dem af Hænderne. Ilden blussede hurtig op, thi der blev ikke sparet paa Beg og tørt Ved. Kong Adils tog selv Plads med sine Hirdmænd paa den ene Side af Ilden, men Kong Hrolv og hans Kæmper viste han til Sæde paa den anden Side; de sad paa Langbænke og taltes nu meget fredelig ved. »Ikke er der talt for store Ord om jer Hrolvs-Kæmpers Mod og Manddom«, sagde Kong Adils, »I tykkes anseligere end alle andre, og ikke er der løjet om eders Kræfter; men øg nu Ilden«, sagde Kong Adils, »thi jeg kan ikke ret skjelne Kongen, og I flyr vel ikke Ilden, om I end faar det noget varmt«. Der blev gjort, som han bød, og paa den Vís mente han han skulde faa at vide, hvem af dem der var Kong Hrolv, thi han tænkte, at han ikke vilde kunne staa sig imod Heden saa godt som Kæmperne, og han holdt for, af det vilde blive ham lettere at komme ham til Livs, naar han kjendte ham, thi det var visselig hans Agt at tage Kong Hrolv af Dage. Det skjønnede Bødvar og flere af de andre vel, og de skjærmede ham mod Heden det bedste de kunde, men dog kunde de ikke hindre, at han jo blev kjendt. Og som de nu trængtes haardest af Ilden, mindedes Kong Hrolv, hvad han havde lovet, at han aldrig vilde fly hverken Ild eller Jærn, og derhos skjønnede han, at Kong Adils vilde prøve, om de vilde lade sig brænde op, hvor de var, eller bryde deres Løfte. De saa’, at Kong Adils’ Stol og ligesaa hans Mænds Bænk var rykket helt ud af Hallens Dør, og saa voldsomt blussede Veddet imod dem, at de skjønnede, at Luerne vilde slaa over dem, hvis de ikke gjorde noget derved, deres Klæder vare allerede næsten forbrændte. Kastede de da deres Skjolde paa Ilden, og Bødvar og Svipdag sagde:


ȯge vi Ilden
i Adils’ Huse«,


og hver greb sin af de Mænd, der havde holdt Ilden vedlige, og kastede dem ind i Baalet og sagde: »Nyd nu godt af Varmen for den Flid og Umage, I har gjort jer; nu er vi bagte nok, bag nu jer selv, I har længe haft travlt med at lægge paa for os«. Hjalte greb ogsaa en Mand og kastede ham ind i Ilden, og saa gik det med alle dem, der havde øget Ilden, de brændte til Aske, thi ingen turde vove sig saa nær, at han kunde bjærge dem. Da det var gjort, tog Kong Hrolv til Orde:


»Den flyr ej Ild,
som over den springer«,


og saa sprang de alle over Ilden, og nu var det deres Agt at gaa imod Kong Adils og gribe ham, men da Kong Adils saa’ det, flyede han og løb hen til et Træ, der stod i Hallen, og som var hult inden i, og saalunde slap han ud af Hallen ved sin Trolddom og Galdren og kom til Dronning Yrsas Sal og vilde tale med hende. Hun tog saare ilde imod ham og talte ham til med mange haarde Ord: »Først lod du min Herre, Kong Helge, dræbe«, sagde hun, »og gjorde dig til Nidding mod ham, og nu forholder du dem Godset, som det tilkommer med Rette, og vil oven i Kjøbet dræbe min Søn. Du er den værste og grummeste Mand, jeg véd af at sige, og alt vil jeg gjøre, for at Kong Hrolv kan faa Godset og du den Spot og Skam, du har fortjent«. »Det staar nu saa til«, sagde Kong Adils, »at ingen af os mere kan lide paa den anden, og fra nu af vil jeg ikke mere komme dem for Øje«. Saalunde endte det Ordskifte.


Lorenz Frølich: Kong Hrolv og hans mænd springer over ilden


42. Dronning Yrsa gik nu til Kong Hrolv og tog over al Maade venlig imod ham, og han gav hende hendes Hilsen tilbage med Glæde. Hun satte en Mand til at tjene dem og sørge for dem paa det bedste, og da denne Mand kom for Kong Hrolv, sagde han: »Denne Mand er noget smalkindet, han ser ud som en Krake; er det eders Konge?« »Nu har du givet mig et Navn, som jeg vil beholde«, sagde Kong Hrolv, »hvad giver du mig nu i Navnefæste?« »Jeg har intet at give«, svarede Vøgg, »thi jeg er en fattig Mand«. »Saa faar den give, som har«, sagde Kongen og trak en Guldring af sin Arm og gav Manden den. »Hil og sæl være du for din Gave«, sagde Vøgg, »det er et kosteligt Klenodie«, men da Kongen saa’, at han satte saa stor Pris paa den, sagde han: »Lidet gjør Vøgg glad«. Da satte Vøgg den ene Fod op paa Bænken og sagde: »Det lover jeg, at, lever jeg længere end du, skal jeg hævne din Død, om du falder for Fjendehaand«. »Det er vel talt«, sagde Kongen, »dog er der andre, som jeg ikke venter mig mindre af«. De skjønnede, at denne Mand maatte være huld og tro i det lidet, han evnede, men de tænkte, at meget orkede han ikke, thi han var kun en uanselig Mand, men de lagde nu ikke Skjul paa noget for ham. De vilde nu lægge sig til at sove og tænkte, at de vel kunde sove trygt i det Herberge, Dronningen havde givet dem. »Her er sørget godt for os«, sagde Bødvar, »og Dronningen vil os vel, men Kong Adils vil gjøre os alt det onde, han kan; meget skal det undre mig, om vi slippe herfra med hvad han alt har gjort os«. Vøgg sagde dem, at Kong Adils var saa stor en Blotmand, at hans Lige ikke var til; »han bloter til en Galt, og Mage til Djævel tror jeg ikke der er til, saa I skal være meget varsomme, thi han gjør sig al mulig Umage for at gjøre det af med jer paa en eller anden Maade«. »Rimeligt tykkes det mig«, sagde Bødvar, »at han husker os, hvorledes han maatte fly af Hallen for os i Kvæld«. »I skal vel tage i Betænkning, at han er baade snedig og grum«, sagde Vøgg.


43. Saa lagde de sig til at sove, men vaagnede ved, at der blev saa vældigt et Gny udenfor, at det gav Gjenlyd alle Vegne, og det tyktes dem, at Huset, de laa i, rystede som i Jordskjælv. »Nu maa Galten være paa Vejen«, sagde Vøgg, »Kong Adils har sendt den imod jer, for at den skal hævne ham paa jer, og den er saa vældig en Trold, at ingen kan staa sig imod den«. Kong Hrolv havde en stor Hund, som hed Gram, et ypperligt Dyr i Styrke og Mod; den havde han med. Der kom nu en Trold ind i en Galts Skikkelse, og det skreg ynkelig i denne lede Trold. Bødvar hidsede Hunden paa Galten, og Gram tabte ikke Modet, men fór imod Udyret, og der blev en haard Dyst. Bødvar kom Hunden til Hjælp og hug til Galten, men det bed aldrig paa dens Ryg, men saa stærk var Hunden Gram, at den rev Ørene af Galten, og alt Kindkjødet fulgte med, og stakket Stund var der imellem at Dyret fór ind paa den og at Galten faldt om paa Stedet. Saa kom Kong Adils til Huset med meget Mandskab og stak strax Ild derpaa. Skjønnede Kong Hrolv og hans Mænd da, at endnu skortede det dem ikke paa Ved, og Bødvar sagde: »En skammelig Død vilde det være at brænde inde her, hellere vilde jeg da vælge at falde for Vaaben i aaben Mark, og en daarlig Udgang faar Kong Hrolvs Liv, om det skal gaa til paa denne Vis; nu ser jeg ingen bedre Udvej end at gaa saa haardt løs paa Væggen, at den gaar sønder, saa at vi paa den Vis bryde os Vej ud af Huset, i Fald det lader sig gjøre«, men det var ingen Børneleg, thi Huset var overmaade stærkt bygget, »og lad saa hver tage sin Mand, naar vi komme udenfor, saa faa vi vel snart gjort dem myge igjen«. »Det er et ypperligt Raad«, sagde Kong Hrolv, »det vil baade os vel«.


44. De gjorde nu, som Bødvar havde sagt, løb saa haardt og stærkt imod Væggene, at de brast, og saalunde slap de ud. Borggaarden var fuld af brynjeklædte Folk, og blev der da den haardeste Strid, og Kong Hrolv og hans Kæmper gik drabelig frem. Ingen holdt Stand imod dem, aldrig mødte de nogen saa stolt eller strunk, at han jo maatte neje sig for deres store Hug. Medens denne haarde Dyst stod paa, kom Kong Hrolvs Høg flyvende fra Borgen, og saalunde vare dens Lader, som om den roste sig af en stor Sejr. »Den fører sig, som havde den øvet en Stordaad«, sagde Bødvar. Den Mand, som havde at passe Høgene, skyndte sig til Loftet, hvor de vare forvarede, thi det tyktes ham underligt, at Kong Hrolvs Høg var kommen ud; og da han kom did, fandt han alle Kong Adils’ Høge døde. Saalunde endte Slaget, at de havde fældet en Mængde Mænd, og ingen kunde staa sig imod dem, men Kong Adils var borte, og ingen vidste, hvor han var bleven af. De af Kong Adils’ Mænd, der endnu vare paa Fode, bade om Fred, og den fik de. Saa gik Kong Hrolv og hans Kæmper djærvelig ind i Hallen. Bødvar spurgte, hvor Kong Hrolv vilde tage Sæde. »Vi ville sætte os paa selve Kongebænken, og jeg vil tage Højsædet«, sagde Kong Hrolv. Kong Adils kom ikke ind i Hallen; det tyktes ham, at Lykken gik ham haardt imod og at han kun havde vundet stor Spot og Skade, hvor listig han end havde baaret sig ad. De sad nu en Stund i Ro og Fred; da sagde Hjalte den hugprude: »Mon det ikke er raadeligt, at en ser til vore Heste, om de have faaet, hvad de trange til?« Der blev nu sendt en Mand ud, og da han kom tilbage, meldte han, at Hestene vare haanlig medhandlede og skamskjændede, og fortalte, hvad der var blevet gjort ved dem, som før blev sagt. Kong Hrolv tog sig ikke dette nær, men sagde blot, at Kong Adils var sig selv lig i alle Maader. Nu kom Dronning Yrsa ind i Hallen, gik frem for Kong Hrolv og hilsede ham høvisk og fagert, og han hilste hende venlig igjen. »Ikke er du bleven modtaget, som jeg vilde, Frænde, eller som det burde sig«, sagde hun, »og ikke skal du tøve længere her, min Søn, saa utilbørlig som her handles imod dig, thi der drages meget Mandskab sammen over hele Sveavælde, og Kong Adils agter at dræbe eder alle, som det har været hans Agt længe, om han havde kunnet det, men din Lykke har været stærkere end hans Trolddom. Her er et Sølvhorn, som jeg vil give dig, i det ligge alle Kong Adils’ bedste Ringe forvarede, ogsaa den, der hedder Sveagris og som han skatter højere end alle de andre«, og meget andet Guld og Sølv gav hun ham desforuden; saa meget var der, at man næppe skulde kunne sige, hvad det var værd. Vøgg stod hos dem, da dette skete, og Kong Hrolv gav ham meget Guld for hans trofaste Tjeneste. Saa lod Dronningen tolv Heste føre frem, alle røde af Lød undtagen én, den var hvid som Sne, den skulde Kong Hrolv ride paa; det var dem, der havde vist sig at være de bedste af alle Kong Adils’ Heste, og alle vare de brynjeklædte; hun gav dem ogsaa Skjolde og Hjælme, Hærklæder og andre gode Klæder, de ypperste, hun kunde skaffe til Veje, thi Ilden havde ødelagt deres egne Klæder og Vaaben, og alt, hvad de havde behov, gav hun dem med den største Rundhaandethed. »Har du nu givet mig alt, hvad der rettelig tilkom mig som Arv efter min Fader?« sagde Kong Hrolv. »Dette er meget mere, end du havde Krav paa«, sagde Dronningen, »og dertil have du og dine Mænd vundet stor Hæder her; ruster eder nu paa det bedste, at de ikke skal kunne overvælde eder, thi I ville atter komme til at staa en Dyst ud«. Saa satte de sig op paa deres Gangere; Kong Hrolv talte kjærlig til sin Moder, og de skiltes i det bedste Venskab.


Lorenz Frølich: Hrolv Krake kaster guldet ...

45. Kong Hrolv og hans Kæmper red nu fra Upsale ned over de Sletter, der hedde Fyrisvolde. Kong Hrolv saa’ en stor Guldring ligge og skinne paa Vejen foran dem, og det klang i den, da de red over den. »Den synger saa højt«, sagde Kong Hrolv, »fordi det tykkes den ilde at ligge der saa ene«, og saa strøg han en Guldring af sin Arm og lod den falde ned paa Vejen til den anden og sagde: »Det skal spørges, at jeg ikke tager Guld op, ligger det end paa min Vej, og heller ikke skal nogen af mine Mænd djærves at gjøre det, thi det er kastet her for at sinke vor Færd«. De lovede ham alle at gjøre, som han bød, og i det samme hørte de Lurklang alle Vegne fra og saa’ en utallig Hær komme efter dem, og saa voldsomt fór den frem, at hver Mand sprængte afsted det forteste hans Hest kunde strække ud. Kong Hrolv og hans Mænd blev ved at ride lige frem som før. Bødvar sagde: »De sætte skarpt efter os, og vel vilde jeg ønske, de maatte faa noget for deres Umage, jeg tænker, de vil træffe os«. »Lad os ikke bryde os om dem«, sagde Kongen, »de ville sinke sig selv«; saa tog han i Hornet, som Guldet var i, og som Bejgad red med, og saaede Guldet rundt omkring paa Vejen, hvor de red, hele Fyrisvolden over, saa at den skinnede, som var den af Guld. Men da Fjenderne saa’ Guldet skinne paa Vejen, sprang de fleste af Hestene, og den tykkes sig bedst faren, som kommer først til at samle op; de reves og sloges om det, det bedste de kunde, og her gjaldt det, om hvem der var stærkest, og sent gik det nu for dem at forfølge Kong Hrolv og hans Mænd. Men da Kong Adils saa’ dette, var han lige ved at gaa ud af sit gode Skind derover; han gik i Rette med dem med haarde Ord og sagde, at de slap det, der var mest værd, af Hænderne, for at gribe det mindre, og denne Skam og Spe vilde spørges over alle Lande, »at I lade en liden Flok paa tolv Mand undslippe jer, saa utallig en Hær, som jeg har draget sammen fra alle Herreder i Svearige«. Kong Adils sprængte nu afsted foran alle de andre, thi han var saare vred, og hans Mandskab kom bag efter. Da Kong Hrolv saa’ Kong Adils storme saaledes frem, at han strax var lige ved ham, tog han Ringen Sveagris og kastede den paa Vejen, og da Kong Adils saa’ den, sagde han: »Den, der har givet Kong Hrolv dette Klenodie, har været ham mere huld end mig, men alligevel skal nu jeg og ikke Kong Hrolv eje den«; saa rakte han med sit Spydskaft hen til hvor Ringen laa og vilde for al Ting have fat i den; han bøjede sig stærkt frem over Hesten, idet han stak Ringen paa Spydet, og da Kong Hrolv saa’ det, vendte han sin Hest og sagde: »Svinebøjet har jeg nu den mægtigste af Svearne«, og idet Kong Adils vilde trække Spydskaftet med Ringen til sig, sprængte Kong Hrolv hen til ham og hug hele Bagen af ham lige til Benet med Sværdet Skøvnung, som var det ypperste Sværd, der har været baaret i de nordiske Lande. Saa talte Kong Hrolv Kong Adils til og bød ham nu beholde denne Skam en Tid, »her kan du se Kong Hrolv, som du saa længe har spejdet efter«. Kong Adils mistede nu saa meget Blod, at han blev vanmægtig deraf, og der var nu ikke andet for end at vende om, saa ynkelig som han kom derfra, men Kong Hrolv tog Sveagris tilbage; saalunde skiltes de for denne Sinde, og der meldes intet om, at de mødtes siden. De dræbte ogsaa alle de Mænd, der vare redne længst frem og havde vovet sig mest i Fare, og længe havde de ikke nødig at bie paa Kong Hrolv og hans Kæmper, og ingen af dem holdt sig for god til at give dem, hvad de havde nok af, og ingen af dem skød Lejligheden fra sig, naar den tilbød sig.


46. Kong Hrolv og hans Mænd fór nu videre og red næsten hele den Dag. Da Natten begyndte at falde paa, kom de til en Gaard, og da de gik til Døren, traf de Bonden Hrane; han bød dem al Gjæstfrihed og sagde, at det ikke var gaaet stort anderledes med deres Færd, end han havde sagt. Kong Hrolv sandede hans Ord og sagde, at han var en Mand, der ikke lod sig blænde. »Her er nogle Vaaben, som jeg vil give dig«, sagde Hrane Bonde. »Det er nogle grimme Vaaben«, sagde Kong Hrolv, der var Skjold, Sværd og Brynje. Kong Hrolv vilde ikke tage imod dem, men Hrane var nær bleven vred derover og fandt, at det var en stor Vanære, der vistes ham; »du ser ikke saa vel paa dit eget Tarv i dette Stykke, som du tror, Kong Hrolv«, sagde han, »det hænder jævnlig, at I ikke er saa kloge, som I selv mener«. Bonden tog dette som en stor Forhaanelse; der blev nu ikke noget af at være der om Natten, de vilde ride deres Vej igjen, skjønt det var mørk Nat; Bonden saa’ ikke blid ud og fandt, at de kun viste ham ringe Hæder, siden de ikke vilde tage imod hans Gaver, og han bad dem ikke lade være at ride deres Vej, hvorhen de vilde. Saa red de da, uden at de bød hinanden Farvel. Men da de vare komne et lidet Stykke paa Vej, standsede Bødvar Bjarke sin Ganger og sagde: »Uklog Mand er tit bagklog, saa gaar det mig nu; det aner mig, at vi ikke have baaret os kløgtig ad, og at vi have sagt Nej, til hvad vi burde have sagt Ja til, og have vist Sejren fra os«. »Det samme aner mig«, sagde Kong Hrolv, »thi det har vist været Odin den gamle, visselig havde Manden kun ét Øje«. »Lad os vende om, det forteste vi kan«, sagde Svipdag, »at, vi kan faa den Sag paa det rene«. De gjorde saa, men da de kom tilbage til Stedet, var Gaarden forsvunden og Manden med. »Det nytter ikke at søge efter ham«, sagde Kong Hrolv, »thi han er en ond Aand«. De fór da videre, og der meldes intet om deres Færd, førend de kom hjem til Danmark, der sad de nu i Fred og Ro. Bødvar gav Kongen det Raad, at han fra nu af ikke skulde gaa saa meget i Slag; det tyktes dem rimeligt, at faa vilde angribe dem, naar de selv holdt sig rolige, men han var ræd for, at Kongen ikke vilde være sejrsæl fra nu af, om han led for fast derpaa, sagde han. »Skæbnen raader for hver Mands Liv«, sagde Kong Hrolv, »og ikke den onde Aand«. »Dig vilde vi sidst miste, om vi maatte raade«, sagde Bødvar, »dog aner det mig, at det ikke vil vare længe, før der sker store Ting for os alle«. Dermed endte de dette Ordskifte. Af denne Færd bleve de saare navnkundige.


Om Slaget med Skuld og Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Død.

47. Der led nu lange Tider saa, at Kong Hrolv og hans Kæmper sade i Fred i Danmark; ingen angreb dem, alle hans Skatkonger vare ham hørige og lydige og betalte ham deres Skat, og det gjorde ogsaa Hjørvard, hans Maag. Saa var det en Gang, at Dronning Skuld talte med sin Husbond Kong Hjørvard og sagde med tunge Suk: »Det huer mig ilde, at vi skulle betale Kong Hrolv Skat og lade os underkue af ham; det skal ikke være saa længer, at du er hans Undermand«. »Bedst vil det baade os som andre at finde os deri og holde os rolige«, sagde Hjørvard. »Du er en daarlig Karl«, sagde Skuld, »at du vil finde dig i al den Skam, man gjør dig«. »Det er ikke muligt at give sig i Kast med Kong Hrolv«, sagde Hjørvard, »thi ingen vover at løfte Skjold imod ham«. »Der er ingen Kraft i jer, derfor er I saadanne usle Karle«, sagde Skuld, »den vinder ej, som intet vover; du kan ikke vide, om du kan faa Bugt med Kong Hrolv og hans Kæmper, førend du har prøvet derpaa; jeg tror nu, det staar saa med ham, at Sejren er vegen helt fra ham; det tykkes mig, det ikke var af Vejen at prøve det, og er han end min Frænde, vil jeg dog ikke skaane ham. Det er Grunden til, at han stadig holder sig hjemme, at han selv aner, at Sejren er vegen fra ham. Nu skal jeg finde paa et godt, Raad, i Fald noget kan hjælpe, og vi skal nu ikke undlade at forsøge alle Kunster for at faa Bugt med ham«. Skuld var overmaade galdrekyndig, hun stammede fra Alfer paa mødrene Side, og det maatte Kong Hrolv og hans Kæmper undgjælde for. »Nu skulle vi først sende Bud til Kong Hrolv«, sagde hun, »og bede ham unde os tre Aars Frist med Skatten, saa ville vi betale ham alt, hvad der tilkommer ham, paa én Gang. Det tykkes mig rimeligt, at denne List vil lykkes, og dersom det gaar godt, skulle vi holde os i Ro«. Der blev da skikket Sendemænd ud, som Dronningen vilde have det; Kong Hrolv gav sit Minde til, at det blev med Skatten, som de bad ham om.


48. I den Tid, der saa led, samlede Skuld alle de anseligste Mænd, hun kunde faa, og alt Pak fra de nærmeste Herreder, og saa lønlig gik hun til Værks med sin Svig, at Kong Hrolv ikke mærkede noget dertil, og heller ikke Kæmperne anede noget, thi det gik mest for sig med Galdren og Trolddom. Skuld øvede den værste Sejd for at faa Bugt med sin Broder Kong Hrolv, saa at hun altid havde Alfer og Norner og utallige andre Utysker, som den menneskelige Natur ikke kunde staa sig imod, om sig. Men Kong Hrolv og hans Kæmper sad i Gammen og Glæde i Hlejdargaard; alskens Lege, som man kjendte til den Gang, øvede de med Høviskhed og Kunstfærdighed, og hver havde de sin Frille.

Nu er at melde, af da Kong Hjørvards og Skulds Hær var fuldt rustet, fore de til Hlejdargaard med denne utallige Mængde Folk og kom dertil ved Juletid. Kong Hrolv havde ladet rede til et stort Julegilde, og hans Mænd drak stærkt om Julekvælden. Hjørvard og Skuld rejste deres Telte udenfor Borgen, de vare baade høje og lange og underlig indrettede, der var ogsaa mange Vogne, og alle vare de fulde af Vaaben og Hærklæder. Kong Hrolv gav ikke Agt paa dette, han tænkte mere paa at lade se sit Storsind og al sin Pragt, sit Mod og al den Manddom, der boede i hans Bryst, at der blev sørget paa det bedste for alle dem, der vare komne did, og at hans Hæder maatte spørges vidt og bredt, og han havde alt, hvad der kunde tjene en verdslig Konge til Pryd og Hæder. Men ikke meldes der noget om, at Kong Hrolv og hans Kæmper nogensinde har blotet til de hedenske Guder; de troede paa deres egen Kraft og Styrke, thi da var den hellige Tro endnu ikke forkyndt her i de nordiske Lande, og derfor havde de, der boede i den nordlige Del af Verden, kun lidet Rede paa deres Skaber.


49. Nu er at melde, at Hjalte den hugprude gik til Huset, hvor hans Frille boede; skjønnede han da grandt, at der ikke saa’ fredelig ud i Hjørvards og Skulds Telte, men dog holdt han sig rolig og forandrede ikke en Mine derved. Han lagde sig nu til Hvile med sin Frille, som var en saare fager Kvinde, men da han havde ligget en Stund, sprang han op og sagde til hende: »Hvad huer dig bedst, to Ungersvende paa to og tyve Aar eller en Gubbe paa firs?« »Jeg skjøtter mere om to Knøse paa to og tyve end om en Gubbe paa firs«, sagde hun. »De Ord skal du nu undgjælde for, din Skjøge«, sagde Hjalte, gik saa hen til hende og bed Næsen af hende. »Nu kan du give mig Skylden, i Fald Folk ryger sammen for din Skyld, men jeg tænker, at de fleste ville finde, at der kun er lidt ved dig fra nu af«, sagde han. »Ilde og usømmelig har du handlet imod mig«, sagde hun. »Man kan ikke tænke paa al Ting«, sagde Hjalte. Saa tog han sine Vaaben, thi han saa’, at der var helt fuldt af brynjeklædte Mænd rundt omkring Borgen, og Bannerne vajede, saa han skjønnede, at nu kunde det ikke nytte længere at skjule for sig selv, at der var Ufred paa Færde. Han søgte til Hallen, ind, hvor Kong Hrolv og hans Kæmper sad. »Op, Herre Konge«, sagde han, »her er Ufred i Gaarde, andet have vi nu at gjøre end at favne Kvinder; lidet, tænker jeg, vil Gildet i din Hal øges af den Skat, din Søster Skuld bringer; hun slægter Skjoldungerne paa i Grumhed, og det kan jeg sige dig, at det ikke er nogen ringe Hær, der gaar omkring Borgen med dragne hvasse Sværd og i fuld Hærklædning; ikke er Kong Hjørvard kommen hid for at handle med dig som din Ven, visselig er det hans Agt, at det skal være sidste Gang, han kræver Rige af dig. Nu gjælder det for os«, sagde Hjalte videre, »at styre vor Konges Hær, han har aldrig sparet paa noget til os; lad os nu tro holde vore Løfter og værge vel den berømmeligste Konge, der nu for Tiden lever i de nordiske Lande, saa at det kan spørges i alle Lande, og lad os nu lønne ham for Vaaben og Hærklæder og mangt andet godt, han har givet os, og ikke ville vi gjøre vor Skyldighed trevent som lejede Svende. Store Varsler ere gaaede forud for dette, have vi end længe dulgt det for os selv, og grandt bæres det mig for, at her vil komme store Tildragelser efter, saa at de længe ville mindes. Kan hænde, at somme ville sige, at jeg taler saa af Frygt, men vel kan det være, at Kong Hrolv nu drikker sidste Gang med sine Kæmper og Hirdmænd. Op nu, alle Kæmper«, sagde Hjalte, »skynder eder nu at forlade eders Friller, thi nu ligger der andet for, som er vigtigere, at vi gjøre os Rede til at tage imod, hvad der vil komme. Op, alle Kæmper, til drabelig Kamp, griber nu alle til Vaaben!« Da sprang Hromund den haarde og Hrolv den raphaandede op, Svipdag og Bejgad og Hvidsærk den hvasse, Haklang, Hardrevil, Hake den frækne, Vøtt den stærke, Starolv hed den tiende, Hjalte den hugprude var den ellevte, den tolvte var Bødvar Bjarke, som kaldes saa, fordi han jog alle Kong Hrolvs Bersærker fra deres Pladser formedelst deres Overmod og Ubillighed og dræbte somme, saa at ingen af dem kunde trives for ham, thi de vare som Kvinder ved Siden af ham, hver Gang det gjaldt en Prøve, men dog holdt de sig stadig for hans Overmænd og pønsede stadig paa Svig imod ham. Bødvar Bjarke stod strax op og hærklædte sig; nu havde Kong Hrolv bolde Mænd nødig, sagde han, og nu maatte de alle vise Mod og Mands Hjærte og ikke krybe bag Kongens Ryg. Da sprang Kong Hrolv op og tog til Orde uden Frygt: »Tager nu den bedste Drik, thi først ville vi drikke og være glade, og saa ville vi vise, hvad Hrolvs-Kæmperne er for Folk, og kun stunde efter, at vort Mod maa leve i Mindet, thi de største og tapreste Kæmper ere nu stævnede hid imod os fra alle Lande i Nærheden. Siger Hjørvard og Skuld og deres Mænd, at vi ville drikke os glade, før end vi tage imod Skatten«. Det skete, som Kongen bød. »Ulig er min Broder Kong Hrolv alle andre Mænd«, sagde Skuld, »og stor Skade er det, at en saadan Mand skal bort, men dog skal der nu lige fuldt en Ende derpaa«. Saa anselig en Mand var Kong Hrolv, at baade Venner og Fjender gav ham et godt Lov.


50. Da de havde drukket en Stund, sprang Kong Hrolv op fra sit Højsæde og alle hans Kæmper ligesaa; de skiltes nu fra den gode Drik for denne Sinde og gik saa ud undtagen Bødvar Bjarke, han var ingen Steds at se; de undrede sig saare derover og tænkte, at han vist enten maatte være bleven fangen eller dræbt. Men saa snart de var komne ud, brød det løs med en forfærdelig Kamp. Kong Hrolv fulgte selv frem med sine Mærker, og hans Kæmper med ham paa begge Sider af ham og alt Borgens Mandskab, som var saa meget, at det vilde være svært at tælle, men som dog kun var for lidet at regne. Der fik man store Hug at se i Hjælme og Brynjer, mange Sværd og Spyd i Luften, og saa mange Lig i Dynger, at Jorden var helt bedækket dermed. Hjalte den hugprude sagde: »Mangen Brynje er nu sleden, mange Vaaben brudte og mangen Hjælm søndret og mangen bold Riddersmand stødt ned af sin Ganger, men vor Konge er ved godt Mod, thi han er saa glad nu, som da han var ivrigst ved Drikken, og stadig svinger han sit Sværd med baade Hænder; saare ulig er han andre Konger i Slag, thi det bæres mig for, som havde han tolv Kongers Styrke, og mangen bold Mand har han fældet, nu faar Kong Hjørvard at se, at Sværdet Skøvnung bider, højt gnyr det i deres Hjærneskaller«. Saa var Skøvnung beskaffent, at det klang højt i det, naar det traf paa Benene. Det blev nu saa voldsomt et Slag, at intet kunde staa sig imod Kong Hrolv og hans Kæmper. Kong Hrolv vog saa med Skøvnung, at det tyktes alle et Vidunder, og han og hans Mænd trængte saa drabelig ind paa Kong Hjørvards Mandskab, at det faldt for Fode. Da saa’ Hjørvard og hans Mænd en stor Bjørn gaa frem foran Kong Hrolvs Mænd og stadig Kongen næst; den dræbte flere med sin Lab end fem andre af Kongens Kæmper tilsammen, Hug og Skudvaaben prellede af paa den, men den kastede baade Mænd og Heste af Kong Hjørvards Hær under sig, og alt, hvad der kom i dens Nærhed, knuste den med sine Tænder, og Kong Hjørvards Mænd klagede ynkelig. Da Hjalte saa’ sig om, savnede han sin Stalbroder Bødvar: »Hvorledes mon det hænger sammen«, sagde han til Kong Hrolv, »at Bødvar saaledes kryber i Skjul og ikke holder sig i Nærheden af sin Konge, saa drabelig en Kæmpe, som vi troede han var og som han tit har víst sig«. »Han er nok et eller andet Sted, hvor det baader os bedst«, sagde Kong Hrolv, »i Fald han selv raader for sin Færd. Tag du blot Vare paa din egen Hæder og Fremgang og last ikke ham, thi ingen af eder er hans Jævning, dog det siger jeg ikke for at laste jer, thi I ere alle saare mandhaftige Kæmper«. Hjalte løb nu op til Kongens Herberge, og der saa’ han Bødvar Bjarke sidde uden at røre sig til noget. »Hvor længe skulle vi vente paa den navnkundigste Kæmpe?« sagde Hjalte, »en stor Skam er det, at du ikke er paa Benene og bruger dine stærke Arme, saa stærke som tamme Bjørne. Op nu, Bødvar Bjarke, min Overmand, ellers brænder jeg Huset og dig med! Det er den største Skam, saadan en Kæmpe som du er, at Kongen skal vove sig i Fare for os, og paa den Vis øder du den store Navnkundighed, du har haft en Tid«. Da stod Bødvar op, trak Vejret dybt og sagde: »Til intet tjener det, Hjalte, at du vil gjøre mig ræd, det er jeg dog ikke endnu, men nu er jeg rede til at gaa med. Da jeg var ung, flyede jeg hverken Ild eller Jærn; Ild har jeg sjælden prøvet, men Jærn har jeg stundum staaet for, og hidindtil er jeg ikke veget for nogen af Delene, og det skal du komme til at sande, at jeg hel gjærne vil slaas. Altid har Kong Hrolv kaldt mig den ypperste af hans Kæmper, og mangt og meget skylder jeg ham, først Svogerskab og de tolv Gaarde, han har givet mig, og dertil mange kostelige Klenodier. Jeg vog Kong Angar, som ogsaa var Bersærk, og vel tænker jeg, at den Daad skal mindes«; saa opregnede han for Hjalte de mange Storværker, han havde øvet, og hvor mange Mænd, han havde givet Bane, og bad ham være vis paa, at han gik uræd i Kamp; »men dog mener jeg, at vi her have med langt større Trolddom at gjøre end noget andet Sted, hvor vi have været, og ikke har du handlet saa vel i Kongens Tarv, som du selv mener, ved hvad du nu har gjort, thi det var alt nær ved at være afgjort, hvem der skulde fange Sejr; dog har det mere skortet dig paa Vid end paa god Vilje imod Kongen, og ingen andre af hans Kæmper end dig, og saa Kongen selv, skulde det være gaaet godt for at kalde mig ud, enhver anden havde jeg dræbt, men nu faar det gaa, som det vil, at alle Raad briste; det skal du vide, at nu evner jeg kun at yde Kongen langt ringere Hjælp end førend du kaldte paa mig«. »Det er aabenbart«, sagde Hjalte, »at dig og Kong Hrolv skylder jeg mest, men vanskeligt er det at sige, hvilken Udvej man skal vælge, naar Sagerne staa, som de staa«.


51. Efter at Hjalte saalunde havde ægget ham, stod Bødvar op og gik ud i Slaget. Da var Bjørnen forsvunden, og nu begyndte Kampen at falde dem svær. Medens Bjørnen var i Kong Hrolvs Hær, havde Dronning Skuld ikke kunnet fremme sine Trolddomskunster, som hun sad paa Sejdhjalet i sit sorte Telt, men nu blev der en Forvandling, som naar den mørke Nat kommer efter den lyse Dag. Kong Hrolvs Mænd saa’ nu en ræddelig Galt komme frem fra Kong Hjørvards Hær; den var ikke mindre at se til end et tre Vintre gammelt Nød, ulvegraa af Lød, af hver af Børsterne paa dens Ryg fløj der Pile, og den dræbte Kong Hrolvs Hirdmænd i Dyngevis, saa man aldrig havde set Mage til Mandefald. Bødvar Bjarke ryddede drabelig op om sig, hug til baade Sider og tænkte nu ikke paa andet end at fælde saa mange, som han kunde, før end han faldt; de faldt ogsaa for Fode ovenpaa hverandre for hans Hug, han havde begge Arme blodige helt op til Skuldrene og dyngede Val op om sig til alle Sider. Han fór frem, som han var helt rasende, men hvor mange han og flere andre af Hrolvs Kæmper end fældede af Hjørvards og Skulds Hær, saa hørte dog aldrig det Vidunder op, at Fjendernes Flok ikke mindskedes, og det tyktes dem, at saa sælsom en Strid havde de aldrig været i. »Drøjt er Skulds Mandskab«, sagde Bødvar, »det aner mig, at de døde staa op igjen og fare om her og slaas imod os, og vanskeligt vil det blive at kæmpe med Drauger; hvor mange Ben her end er kløvet, Skjolde søndrede, Hjælme og Brynjer knuste, saa er dog de døde de værste at have med at gjøre, og lidet mægte vi imod dem. Men hvor er nu den af Kong Hrolvs Kæmper henne, som skjældte mig for fejg og maatte ægge mig saa længe til at gaa ud, før end jeg vilde svare ham? jeg ser ham ikke nu, men ikke er det min Sædvane at tale ilde om nogen«. »Det er sandt«, sagde Hjalte, »ikke plejer du at tale ilde om nogen; her staar den Mand, som hedder Hjalte; jeg har en Del at gjøre nu; der er ikke saa langt imellem os, men jeg trænger til gode Mænds Hjælp, thi alt, hvad jeg havde til Værn, er hugget af mig, Fostbroder, og skjønt det tykkes mig, jeg kæmper drabelig, kan jeg dog ikke faa hævnet alle de Hug, jeg har faaet; men ikke skulle vi nu skaane os, om vi skulle sidde i Valhal i Kvæld. Aldrig har jeg set noget saa sælsomt, som hvad her gaar for sig, men længe have vi haft Varsler om de Ting, som nu ske«. »Giv Agt paa mine Ord«, sagde Bødvar Bjarke, »i tolv store Slag har jeg nu kæmpet, og altid har jeg haft Ord for at være en modig Kæmpe, og aldrig er jeg veget for nogen Bersærk. Jeg æggede Kong Hrolv til at hjemsøge Kong Adils, og vel mødte vi nogen Trolddom der, men det var for lidet at regne imod alt dette Djævelskab, og nu er jeg saalunde til Mode, at jeg ikke har den Glæde af at slaas som før. Jeg mødte Kong Hjørvard før i den forrige Dyst, og da vi stævnede imod hinanden, talte ingen af os Haansord til den anden, men vi skiftede Hug og Stød en Stund; gav han mig da et Stød, saa jeg mærkede, at det vilde blive min Bane, men jeg hug Arm og Ben af ham, og et andet Hug gav jeg ham i Axlen, saa det kløvede ham ned langs Siden igjennem Ryggen, og saalunde krympede han sig derved, at Enden blev, at han opgav Aanden. Men som han nu havde ligget en Stund, som om han sov, og jeg troede, han var død, da gjorde han, hvad jeg mener faa gjøre ham efter, thi han kæmpede siden lige saa djærvelig som før, og ikke véd jeg, hvad han kan taale. Her er nu kommet mange mægtige og anselige Mænd sammen imod os, og fra alle Kanter flokkes de, saa det ikke nytter at rejse Skjold imod dem, men Odin kan jeg ikke se noget til, og dog aner det mig, at han farer om her imod os, den fule og lumske Herjans Søn; kunde nogen sige mig, hvor han er, skulde jeg kryste ham som en usselig liden Mus; ilde skulde jeg handle med det lede Edderdyr, om jeg fik ham imellem mine Hænder, thi hvem skulde være mere fuld af Harm og Had end jeg ved at se sin Drot saaledes tilredt, som vi nu se vor«. »Ikke er det let at bøje Skæbnen«, sagde Hjalte, »eller at staa imod Naturen«, og saalunde endte det Ordskifte.


52. Kong Hrolv værgede sig vel og mandig som saa bold en Helt, at ingen vidste at nævne hans Lige. De trængte haardt ind paa ham, og Kong Hjørvards og Skulds allerypperste Kæmper sloge Kreds om ham. Skuld kom nu til Slaget og æggede paa det ivrigste sine Utysker til at gaa imod Kong Hrolv, thi hun saa’, at Kæmperne ikke kunde komme ham nær nok, og det harmede Bødvar Bjarke og ligesaa flere af de andre Kæmper mest, at de ikke kunde komme deres Herre til Hjælp, thi de vare nu lige saa ivrige efter at komme til at dø sammen med ham, som de før havde været efter at leve mod ham, da de vare i deres Livs Vaar. Nu var hele Kongens Hird fældet, saa at der ikke var én Mand i Live, og de fleste af Kæmperne havde faaet Banesaar, og det var ikke andet, end hvad man maatte vente, sagde Mester Galterus, at menneskelig Kraft ikke kunde staa sig imod saadan Djævlens Magt, naar ikke Guds Kraft kom den til Hjælp, og det alene havde du imod dig, saa du ikke kunde fange Sejr, Kong Hrolv, at du ikke havde Rede paa din Skaber. Der kom nu et saadant Trolddoms-Uvejr over dem, at Kæmperne faldt oven paa hverandre; Kong Hrolv slap ud af Skjoldborgen, men var som død af Mødighed, og, kort at melde, der faldt Kong Hrolv og alle hans Kæmper med Hæder og Ære, men hvor store Hug de havde givet forinden, det lader sig ikke sige med Ord. Der faldt ogsaa Hjørvard og hele hans Hær paa nogle faa Niddinger nær, som slap derfra med Livet tilligemed Skuld. Hun lagde Kong Hrolvs Riger under sig og styrede dem baade ilde og en stakket Stund. Elgfrode hævnede sin Broder Bødvar Bjarke, som han havde lovet ham, tillige med Torer Hundefod, som det meldes i Fortællingen om Frode, og stor Hjælp fik de fra Svearige, fra Dronning Yrsa, og saa siges der, at Vøgg var Høvding for den Flok. De stævnede til Danmark med hele Hæren og kom bag paa Dronning Skuld, fik hende fanget, saa at hun ikke naaede at faa øvet sine Trolddomskunster, og dræbte alle hendes Utysker og gav hende selv Døden med alskens Pinsler. Saa gav de Rigerne tilbage til Kong Hrolvs Døtre, og derefter fór hver hjem til sit. Der blev kastet en Høj over Kong Hrolv, og Sværdet Skøvnung blev lagt ved hans Side; hver af hans Kæmper fik ogsaa sin Høj, og der blev lagt nogle Vaaben hos dem. Her ender Kong Hrolv Krakes og hans Kæmpers Saga.