Lappens Skud (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Joukahainen
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Lappens Skud

Trygge gamle Väinämöinen    V. 5

grebes dybt af Sorg i Sindet,

græd ved Aften, græd ved Morgen,

endnu mer ved Nattetide,

vandred mod sit Hjem tilbage,    191

taled saa det Ord og sagde:

»Fordum kukked her mine Gøge,

Glædegøge fra gamle Dage

kukked før ved Kvæld og ved Morgen,

tilmed en Gang ved Middagstide.

Hvad har fældet de Fuglestemmer,    200

hvad har tvunget de skønne Røster?

Sorg fælded de Fuglestemmer,

Kummer kued de kære Røster;

derfor er det, Gøgen ej galer,

ikke synger, mens Solen daler,

mig til Fryd naar Dagen er svunden,

mig til Glæde fra Morgenstunden.

Men nu veed jeg ikke længer

om jeg holder ud at leve,

dvæle mer i denne Verden,    210

vanke rundt i disse Lande.

Var min Moder blot i Live,

vaaged end den alderstegne,

sikkert kunde hun mig sige

hvordan bedst jeg bæres oppe

her i disse onde Dage,    218

under Sindets bitre Plage.« 

Under Mulde vaagned hans Moder,    220

gav ham til Gensvar op af Bølgen:

»Endnu er din Moder i Live,

endnu vaager den alderstegne,

hun som veed og vil dig sige

hvordan bedst du holdes opret

her i disse onde Dage,    228

under Sindets bitre Plage:

Gaa du til Pohjolas Piger;    230

dær er der Piger nok saa nette,

dær er Døtre dobbelt saa smukke,

ej som Joukolas træge Tøse,    234

ej som Lappernes dvaske Dejer.

Tag dig, min Søn, til Ægtemage

Pohjolas aller bedste Pige,

een som er tækkelig at skue,

een som er skøn af Krop og Skabning,

altid flink til at flytte Foden,    240

altid rask til at røre Kroppen!« 

Trygge gamle Väinämöinen    VI. 1

agted sig afsted paa Færden

op til kolde Bygd i Norden,

op til Pohjola, det mørke.

Og en halmgul Hingst han nu hented,

tog sig en ærtefarvet Ganger,

Bidsel han gav den i Munden,

lagde Grime paa gode Traver,

op paa dens Ryg han selv sig satte,

strakte Laarene langs dens Sider,    10

drog saa i sagte Mag paa Færden,

red i et roligt Trav ad Vejen:

Halmgul Hingst ham fremad førte,

ærtefarvet Ganger bar ham.

Red han ad Väinöläs Svedjer,

over Kalevalas Heder,

Hesten løber, Færden lider.

Hjemmet svinder, Vejen kortes.

Ud paa Havets Ryg han rider,

ud paa Vandets frie Flade:    20

Hingstens Hove vædes ikke.

Hestens Haser synker ikke.

Det var den unge Joukahainen,

magre Svend hos Lapperne baaren,

bar et varigt Nag i sit Hjærte,

Avind lange Tider igennem

bar han til gamle Väinämöinen

mod den evindelige Sanger.

Laved nu en lynrap Bue,

smykked skønt det stolte Vaaben;    30

skøn at skue blev hans Bue,    41

dyrt at eje blev hans Vaaben:

Stod en Ganger midt paa Ryggen,

sprang en Fole langs ad Skaftet,

hviled sig en Mø paa Buen,

liden Hare løb paa Laasen.

Og han skar sig en Hob af Pile,

hver af disse med trende Fjedre;

hærded han saa sine Pile,    55

styrked han deres spidse Odde

godt i den sorte Gift af Snoge,

Ædderormes blodige Fraade.

Vented efter Väinämöinen,    61

paa Suvantolainens Komme,

bied baade Kvæld og Morgen,

bied stundom midt paa Dagen.

Ugelangt han vented Väinö,

ugelangt og uden Aflad,

mens han staar paa Vagt i Vindvet,

vaager ovenover Trappen,

lytter gæmt i Gydens Kroge,

lurer ude midt paa Marken    70

med sit Pilekogger paa Ryggen,

under sin Arm den gode Bue.

Saa en skønne Dag det skete,    79

aarle Morgenstund det hændte:

Mod Nordvest sit Blik han vendte,

drejed saa mod Syd sit Hoved,

øjned en dunkel Plet paa Dybet,

blaaligt Punkt over Havets Bølge.

»Er det mon en Sky fra Øster,

i Nordøst den første Dagning?« 

Ikke var det en Sky fra Øster,

ej fra Nordøst den første Dagning;

det var gamle Väinämöinen,

den evindelige Sanger,    90

just paa Færden op til Pohja,

just paa Vej til Pimentola;

halmgul Hingst ham fremad førte,

ærtefarvet Ganger bar ham.

Og den unge Joukahainen

snapped nu sin rappe Bue    97

for at fælde Väinämöinen.    99

Men hans Moder forbød at skyde,    115

hun forbød og raaded fra Daaden:

»Om du fældede Väinämöinen,    121

om du dræbte Kalevalainen,

vilde Sangen svinde fra Jorden,

Spillet sygne bort her i Verden.

Her paa Jorden har Sangen hjemme.

Spil og Fryd i denne vor Verden,

ikke hist i Manalas Lande,

dær i Dødningehjemmets Stuer.« 

Og den unge Joukahainen

lidt endnu over Sagen tænker,    130

stakket Stund sin Bue han sænker;

og hans ene Haand vil skyde,

ene Haand, — den anden vil hindre;

senet Finger driver paa Skuddet.

Saa tilsidst han tog til Orde,

selv han ytred sig og sagde:

»Selv om saa al vor Fryd i Verden

tvende Gange vilde forsvinde,

selv om alle Sangene flyed:

skyde vil jeg og ænser intet.

Stød nu til, du Birkebue,    156

slaa, du Ryg af Fyrretømmer,

Hampestræng, i Hast du svirre!

Hvad min Haand for lavt vil sætte,

det skal Pilen opad rette;    160

hvad min Haand for højt vil sætte,

det skal Pilen nedad rette!« 

Tog han et Tag i Trykkepinden,

skød den første Pil fra sin Bue,

Pilen gik altfor meget opad

over hans Isse, højt mod Himlen,

mod de drivende Skyer i Luften,

lette smaa Lammeskyer paa Himlen.

Atter skød han og ænsed intet,

skød en anden Pil fra sin Bue,    170

Pilen gik altfor meget nedad,

iled i Jordens Grund, den lave:

Nær var Jorden sunket til Mana,

nær var Strandenes Revler revnet.

Straks en tredje Pil han sendte;

tredje Gang saa fløj da Pilen

lige løs mod Elgens Flanke

under gamle Väinämöinen,

gik igennem Bovens Muskler    181

tværs igennem venstre Skulder.

Men den gamle Väinämöinen

faldt paa Fingre ned i Søen,

sank paa Hænder ned i Havet

fra sin Blaa-elgs Ryg, som bar ham,    187

fra sin ærtefarvede Ganger.

Straks en hæftig Storm sig rejste,

midt paa Hav en mægtig Bølge    190

bar den gamle Väinämöinen,

drev ham længer ud fra Landet,

drev ham ud paa vide Vande,

ud paa Havets frie Flade.

Og den unge Joukahainen

gav sig til at prale storligt.

»Aldrig gamle Väinämöinen,

mens endnu dit Øje blaaner,

aldrig nogen Tid og Time,

medens Maanens Skin er gyldent,    200

skal du stige paa Hjemmets Svedjer,

vandre paa Kalevalas Heder!