Museumsgenstandene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
afgivet af
Genstandenes erhvervelse
I tidens løb er der i Nationalmuseet samlet en hel del genstande hidrørende fra Island. Efter at i 1930 som nedenfor nærmere omtalt ca. 120 museumsnumre er blevet afgivet til Island, består Nationalmuseets ældre bestand af islandske sager nu af ca. 120 numre. Hertil kommer i Dansk Folkemuseum (museets 3. afdeling) en sammenlignende samling af islandske genstande fra nyere tid, dels prøver på islandsk folkekunst, dels erhvervsredskaber. Denne sidste samling, hvorom der aldrig har været strid med Island, er for største delen erhvervet i dette århundrede og er stadig voksende (nyerhvervelser op til de seneste år). I øjeblikket består den af ca. 550 numre. Den danner et sidestykke til museets samlinger fra andre lande, særlig fra de skandinaviske lande, og den er nødvendig for det sammenlignende etnologiske studium, ligesom den ganske lille islandske oldsagssamling, der blev halveret i 1930, er nødvendig for den sammenlignende nordiske vikingetidsforskning.
Om erhvervelsen af museets ældre islandske sager skal oplyses følgende:
Når det fra islandsk side er udtalt, at mange museumsgenstande og kostbarheder på reformationstiden med magt fjernedes fra islandske kirker og klostre til opbevaring i Danmark, er dette misvisende. I Island som i andre protestantiske lande blev kirkernes kostbarheder af ædelt metal i stor udstrækning konfiskeret af kongen, for at metallet kunne indsmeltes til de kgl. finansers forbedring. Dette skete i største udstrækning både i England og i Sverige ligesom også i det dansk-norske monarkis forskellige dele. Men intet af det inddragne blev så vidt vides opbevaret, og ialfald er intet deraf indgået i vore offentlige samlinger.
Medens ingen af de islandske genstande i Nationalmuseet er erhvervet i reformationstiden, er nogle af genstandene erhvervet til Det kongelige Kunstkammer. Den lærde Frederik III var både bogsamler og kunstsamler, og efter at have oprettet sit kunstkammer søgte han fra alle egne af verden at skaffe sig erhvervelser dertil. Det var et liebhaveri efter tidens fyrsteskik, og hans efterfølgere fortsatte hermed. Ingen af de enevældige konger vides dog at have krævet noget stykke nedsendt fra Island eller at have bestræbt sig herfor gennem deres repræsentanter.
Museet har kun få islandske stykker, der hører til denne gruppe, og de fleste er ikke erhvervet direkte fra Island. Den vigtigste erhvervelse fra Island til Det kongelige Kunstkammer er et norsk drikkehorn fra ca. 1300 med den norske konges og norske stormænds våben. Det er et af de fornemste stykker i museets middelaldersamling. Uvist når er det fra Norge kommet til Skálholt domkirke. I 1720 blev det af admiral Raben, der samme år var blevet udnævnt til stiftsbefalingsmand over Island og Færøerne, overbragt kong Frederik IV som en gave fra biskop Vídalín sammen med to andre horn, som i 1930 blev tilbagesendt til Island. Ved samme lejlighed hjembragte Raben også en naturaliesamling til kongen foruden håndskrifter og dokumenter til Arne Magnusson (jfr. ovenfor side14 f.). Hornet hører i alle tilfælde efter sin herkomst ikke hjemme i Island.
En betydningsfuld gruppe er erhvervet på foranledning af Oldsagskommissionen. Denne kommission, der blev nedsat 1807 af kong Frederik VI med det formål at træffe foranstaltninger til sikring af vore fortidsminders bevaring, informerede sig ved spørgeskemaer, som udsendtes til præsterne i hele monarkiet, om, hvad der i deres sogne fandtes bevaret af interessante gamle kunstgenstande og faste fortidsminder. Først skete det i Danmark og Norge, og i 1817 udsendtes på ganske tilsvarende måde et rundspørge gennem biskoppen over Island til de islandske præster. Man blev, som det hedder i kommissionens skrivelse af 23. maj 1818 til stiftsøvrigheden i Island, derigennem opmærksom på en del »Levninger af broderte eller vævede Tapetserier, Alterklæder m. m. Kirkerne tilhørende som tildeels allerede ere bleven gandske ubrugbare som Kirkeprydelser, men som dog synes at være mærkværdige for Oldgrandskere og Kunstnere, samt især at burde opbevares i et Musæum for Fædrelandets Oldsager.« Med hensyn til de »som Kirkeprydelser ubrugbare Antiqviteter« anmodede kommissionen i nævnte skrivelse om, at »Vedkommende Kirke Eiere bliver paalagt at afstaa (dem) paa Kirkernes Vegne til Musæet for Oldsagerne«, dog saaledes at kommissionen tilbød at »afgive billig (ɔ: rimelig) Erstatning«. For så vidt angik »gamle, men som det synes endnu for en Tid brugelige« genstande, anmodedes stiftsøvrigheden om »i al Fald at paalægge Vedkommende omhyggelig at sørge for sammes Conservation, og, i det Tilfælde at de maatte ansees kassable, at de overlades Musæet for Oldsagerne enten uden Betaling, eller for den Pris andre virkelig vilde byde derfor.« Iøvrigt udbad kommissionen sig stiftsøvrighedens resolution: »om ikke de forommeldte Alterklæder, Corporaler og Messehagler, kunde forsaavidt de maatte være brugbare overlades bemeldte Musæum, hvis Commissionen i sin Tid maatte ønske det, mod nye anstændige (ingenlunde overhaanden kostbare) Stykker af samme Art, ligesom vi og tienstligst begiære at os maatte behageligst meddeles Overslag over disse Bekostninger saavel i Henseende til de Materialiers Qvantitet og Qvalitet der maatte formodes at medgaae hertil, som det Pengebeløb ethvert Stykke for sig maatte synes at udfordre efter de nu i Island gængse Priser.« Der ydedes erstatning enten i penge eller i andet kirkeudstyr, og der fremgår af den herom førte korrespondance, at begge parter var lige interesserede i udleveringen, idet kirkerne opnåede at få nye brugsgenstande for de gamle og udslidte. Det gjaldt iøvrigt, efter hvad islænderen Finn Magnusson, den senere gehejmearkivar, der var medlem af kommissionen, oplyser under forhandlingerne om den her nævnte skrivelse, at når kirkelige »Ornamenter« var kassable, »da blive de, efter Anordningerne for Island, med Biskoppens Samtykke satte til offentlig Auktion eller sælges underhaanden for Kirkens Regning«. »Saaledes«, skriver Finn Magnusson, »ere mange mærkværdige Oldsager, der bevaredes i Domkirken paa Skálholt, Mødrevalle Kloster Kirke o. s. v. blevne adsplittede eller tilintetgjorte; ikke at tale om at de bortsolgtes for Spotpris til Kirkernes Skade, formedelst naturlig Mangel af Liebhavere paa slige Steder.« Kommissionens henvendelse har derfor utvivlsomt reddet adskilligt fra tilintetgørelse. At der ikke var tale om nogen ordre fra kommissionen, kan ses af, at der var tilfælde, hvor en kirkeejer ikke ønskede at udlevere det ønskede stykke, og hvor man derfor lod sagen falde.
På denne måde erhvervedes især nogle skønne og interessante textilier, hvoraf en betydelig del er udleveret til Island i 1930. Nu findes i Nationalmuseet kun 4 stykker, som er erhvervet på denne måde fra islandske kirker efter Oldsagskommissionens henstilling, og som ved delingen i 1930 blev bevaret i Nationalmuseet på grund af deres store almene kulturelle værdi. Fra islandske kirker, men såvidt ses uden opfordring herfra, erhvervedes endvidere i 1850–erne 7 andre stykker.
Den største del af Nationalmuseets islandske sager er erhvervet ved køb eller gave fra private. Det gælder også en del af de omstridte stykker, f. eks. stolene fra Grund, bispehuen fra Skálholt og akvamanilen fra Vatnsfjord. Endvidere gælder det hele folkemuseumssamlingen af folkelig brugskunst og erhvervsredskaber fra nyere tid.
Som fra islandsk side anført blev Nationalmuseet igennem en vis periode opfattet som fælles hovedmuseum for Danmark og Island. Dette ændredes ved oprettelsen af museet i Reykjavik i 1863, og især ændredes det fundamentalt, da Island i 1918 fik sin selvstændighed. I erkendelse af, at et opgør under de ændrede forhold var ønskeligt, blev der i årene 1925–29 ført en række forhandlinger, der i 1930 resulterede i den foran nævnte deling af Nationalmuseets islandske samlinger, således at en del deraf udleveredes til Island, medens resten forblev i Nationalmuseet.
Kravet om udlevering af museumsgenstande blev rejst ved en altingsbeslutning af 21. februar 1925, der krævede tilbagelevering fra de danske samlinger af islandske museumsgenstande, om hvilke det »ikke kan bevises, at de er kommet dertil med ret Ejendomshjemmel«. Kravet rejstes på grundlag af en af den islandske museumsdirektør M. Þórðarson udarbejdet fortegnelse over islandske genstande i Nationalmuseet, og sagen blev derefter gennem nogle år forhandlet af Det dansk-islandske Nævn med tilkaldelse af direktøren for Nationalmuseet og direktøren for Reykjavikmuseet som sagkyndige. Nationalmuseets islandske samling bestod da af ca. 240 genstande, hvoraf ca. 30 fra oldtidens slutning, ca. 60 fra middelalderen og resten fra nyere tid, en del af disse sidste uden større betydning for noget af museerne.
Fra islandsk side blev sagen inden for Dansk-islandsk Nævn rejst som et krav om udlevering af alle genstande, der »antagelig kun er sendt til Opbevaring (i Nationalmuseet), hvad enten dette er sket efter officiel Ordre eller paa anden Maade«, medens den danske forhandler inden for nævnet (professor Erik Arup) fandt, at sagen burde afgøres ved en mindelig ordning, da retsgrundlaget for et tilbagefordringskrav kun var spinkelt.
Nationalmuseet var villigt til at overlade det islandske museum en del sager af særlig islandsk interesse, men det lykkedes ikke at opnå fuld enighed mellem de to museumsdirektører om en udleveringsliste. Efter nævnets tilskyndelse nedsatte da Undervisningsministeriet under 1. juni 1928 et nyt sagkyndigt udvalg, bestående af direktøren for Rosenborgsamlingerne greve F. Brockenhuus-Schack, professor emer. Chr. Blinkenberg og museumsdirektør Otto Andrup, med den opgave at tage hele udleveringsspørgsmålet op til fornyet prøvelse. Udvalget medtog i sin indstilling enkelte af de omstridte genstande blandt dem, der efter dets skøn kunne udleveres, men slettede til gengæld af udleveringslisten andre, om hvis udlevering der havde været enighed mellem de to museumsdirektører. Da der heller ikke på grundlag af denne indstilling kunne opnås enighed mellem Dansk-islandsk Nævns to afdelinger, vedtog man på nævnets møde den 29. august 1929 at henstille til de to regeringer at søge en afgørelse af sagen, »hvilende paa Gensidighed i Afgivelsen af Museumsgenstande«. På grundlag af en beslutning af den danske regering, truffen efter forhandling med den islandske statsminister, pålagde herefter Undervisningsministeriet ved skrivelse af 21. maj 1930 Nationalmuseet at udlevere ca. 120 på en liste nærmere angivne genstande til det islandske museum. Grundlaget for udleveringen var i det store og hele tremandskommissionens liste, som dog blev suppleret med enkelte andre genstande, hvis erhvervelse islænderne betragtede som særlig betydningsfuld.
Denne deling af Nationalmuseets islandske sager blev foretaget efter et skøn over, hvor genstandene havde størst betydning, og med billigt hensyn til begge landes saglige interesser. Derimod tog man ikke hensyn til, om Nationalmuseet måtte findes at have større eller mindre adkomst til de pågældende genstande. Af disse var 5 tilsendt Nationalmuseet efter Oldsagskommissionens begæring, 6 stammede fra Kunstkammeret, 10 var indkøbt af Nationalmuseet, medens de øvrige for største delens vedkommende var erhvervet som gaver.
Genstandene blev som en samlet gave fra den danske stat overdraget Island i anledning af Altingets tusindårsfest i 1930. Ifølge protokollen over Det dansk-islandske Nævns møde i Reykjavik den 7. juli 1930 udtalte justitsminister Jónas Jónsson, at »siden sidste Møde var den vigtige Museumssag blevet løst paa en meget tilfredsstillende Maade. Æren for den endelige Afgørelse tilkom Undervisningsminister Borgbjerg, den danske Regering og de danske Partier, men han vilde gerne her fremhæve, at Grundlaget derfor var tilvejebragt ved de Forhandlinger, der gennem flere Aar var ført om denne Sag indenfor Nævnet, saa at den endelige Afgørelse fremtraadte som Resultat deraf. Den islandske Regering og Offentlighed var meget glade for dette Resultat, der var Vidnesbyrd om et Storsind, som var meget sjældent udenfor Skandinavien. Fra islandsk Side tænkte man at tilbagegive Danmark de ganske vist faa Sager, der findes i islandske Samlinger, ikke fordi disse havde større Værdi, men som et Vidnesbyrd om, at Island fuldtud forstod det Sindelag, udfra hvilket Danmark havde handlet, og gerne selv vilde handle i Overensstemmelse dermed.« Den danske afdelings formand (fhv. minister O. Krag) »takkede for Ministerens venlige Ord, som vilde blive meget paaskønnet, hvis de blev hørt i Danmark. Den danske Afdeling glædede sig over, at disse islandske Sager for Fremtiden tilhører den islandske Samling.« Museumsdirektør Þórðarson udtrykte dog i den islandske presse sin skuffelse over ikke at have fået alle sine ønsker opfyldt.
Knap 8 år senere rejstes ved altingsbeslutning af 11. maj 1938 krav om udlevering bl. a. af »de islandske Museumsgenstande, der endnu findes i danske Museer, og som er kommet dertil i svundne Tider«. Sagen behandledes i Det dansk-islandske Nævn, hvor det fra dansk side stærkt blev gjort gældende, at spørgsmålet ved udleveringen i 1930 havde fundet en endelig afgørelse, og at nævnets danske afdeling ikke kunne gå med til at foranledige nogen ny forhandling herom optaget.
Ved den deling af Nationalmuseets islandske samlinger, som fandt sted i 1930, bestræbte man sig for i lige grad at tage hensyn til Islands og Danmarks interesser. Den del af samlingerne, der udleveredes til Island, var ikke blot talmæssig af samme omfang som den del, der blev tilbage, men også kvalitativt er der nogenlunde ligevægt mellem de to dele, Af den meget sjældne samling af islandske textilier blev over halvdelen udleveret, og da det islandske museum i forvejen havde en stor og værdifuld samling af sådanne sager, tør det nu siges at være vel repræsenteret på dette område, hvor islandske kvinder i middelalderen og senere har præsteret arbejder af international værdi. Af kirkelige messeklæder, forarbejdede af fremmede, mest italienske stoffer med engelske eller tyske broderier, beholdt Nationalmuseet den største del, men afgav dog biskop Jón Arasons messehagel fra Hólar domkirke på grund af dens særlige historiske betydning for Island. Alle islandske runestene, alle helgenfigurer og andre rester af middelalderlige altertavler blev afgivet med undtagelse af en engelsk alabastertavle fra Nottingham og en Mariatavle af norsk (i hvert fald ikke islandsk) herkomst. De fleste islandske træskærerarbejder blev udleveret, deriblandt det værdifuldeste stykke i hele Nationalmuseets islandske samling, døren fra Valþjófsstaðir, og den ene af de berømte stole fra Grund. Afgivet blev også vigtige guldsmedearbejder af islandsk oprindelse. Det blev dog fundet rimeligt, at der i det danske Nationalmuseum forblev en værdig repræsentation for, hvad islændere havde formået indenfor disse forskellige grene af kunsthåndværket, og særlig af islandske textilier beholdt Nationalmuseet meget fremragende stykker, som heller ikke kunne fjernes uden alvorlig skade for museets samlinger, idet ved skæbnens ugunst intet tilsvarende er bevaret fra Danmarks egen middelalder. Iøvrigt består den værdifuldeste del af den islandske samling, som er blevet tilbage i København, fortrinsvis af sager, som i sin tid er importeret til Island, og som museumsmæssig er af international karakter. Foruden det, som allerede er omtalt, kan nævnes franske emailler fra Limoges, en sydtysk gobelinvævning (vildmandstæppe), nordtyske bronzearbejder og det ovenfor nævnte norske drikkehorn af høj kvalitet.
