Oddrunsgraad (Oddrúnargrátr)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
Reprint Add.jpg
G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899


Oddrunsgraad
(Oddrúnargrátr)


Om Borgny og Oddrun.


Heidrek hed en konge. Hans datter hed Borgny. Vilmund hed han, som var hendes elsker. Hun kunde ikke blive forløst af barnsnød, før Oddrun, Atles søster, kom til. Hun havde været Gunnar Gjukesøns elskov. Om dette sagn er her kvedet:

1.
Sagt i gamle
sagn jeg hørte,
der kom en mø
til Mornaland;
paa al den jord
ingen magted
hjelp at yde
Heidreks datter.

2.
Hørte det Oddrun,
Atles søster,
at møen stred
i sterken vé;
rev af stald hun
stangbidslede
og paa svarthingst
sadlen lagde.

3.
Fare lod folen
ad fladen vold,
til for hal hun kom
høi kneisende;
strøg saa sadlen
af svangen hest,
og ind hun skred
op efter sal,
og først af alt
det ord hun kvad:

4.
«Hvad er videst
i verden spurgt,
hvad hørtes mest
i Hunaland?»


Ternen kvad.
«Her ligger Borgny
brudt af véer,
vennen din, Oddrun!
vid hende hjelp!»

5.
Oddrun kvad.
«Hvem har mén vel
for møen lagt?
Hvi kom Borgny
saa braad en sot?»

6.
Ternen kvad.
«Vilmund heder
den heltes ven,
lune lin han
lagde om møen,
fem vintre fuldt,
for fader dulgt.»

7.
Mer, jeg mener,
de mælte ei,
mild hun sig satte
for møens knæ;
sterkt kvad Oddrun,
stridt kvad Oddrun,
bedske galdre
for Borgny der.

8.
Dreng og møbarn
saa dagsens lys,
smaabørn ved ham,
som Hogne vóg;
mæle fik viv
af møde stor,
saa først af mund
hende faldt de ord:

9.
«Saa dig hjelpe
hulde vætter,
Frigg og Freyja,
fleste guder,
som mig du tog
den trengsel fra.»

10.
Oddrun kvad.
«Knæled ei derfor
jeg dig til hjelp,
at var i liv
du verd dertil;
loved og holdt jeg
det, jeg herom svor:
med hvad som helst
hjelpe jeg skulde,
der ædlinger
til arv fødtes.»

11.
Borgny kvad.
«Ør er du, Oddrun!
og afsindig,
der ord mig flest
du fandt af nag;
dog paa jorden
jeg dig fulgte,
som var vi børn
af brødre to.»

12.
Oddrun kvad.
Mindes jeg end
dit ord den kveld,
da jeg Gunnar
gav mit leie;
sligt, du sagde,
siden monne
mø ei hænde —
mig kun ene!»

13.
Sig da satte
sorgtræt kvinde,
kval at nevne
af kvide tung:

14.
Fostret blev jeg
i fyrsters sal
helte efter hug,
huld var mig hver;
fryded ved liv mig
og faderhjem
vintre kun fem
før faders død.

15.
Sagde han det
som sit sidste ord.
livstrætte drot,
før dø han fik:
mig bad han give
guldet røde,
gifte mig sydpaa
med Grimilds søn.

16.
Brynhild bød han
bære hjelmen,
kvad, hun skulde
kampmø vorde;
sagde i verden
vilde ei fødes
saa stolt en mø,
stengte ei skjebnen.

17.
Brynhild i bure
bredde veven,
folk og rige
hun raaded der;
hult lød jorden
og himlens hvælv,
der Faavnes bane
blev borgen var.

18.
Da stod en strid
med staalet vælsk,
og borg blev brudt,
der Borghild sad;
ei langt det led,
saa liden stund,
før den svig hun
saa tilfulde.

19.
Hevn lod herfor
haard hun komme,
fuldt vi føle
fik det alle;
bæres det vil
til hvert bygget land,
at hun med Sigurd
søgte sig døden.

20.
Men godhed jeg
for Gunnar bar,
bauges bryder,
i Brynhilds sted.

21.
Bød de Atle
bauge røde
og broder min
bøder ei smaa;
femten gaarde,
Granes kløvbyrd
— hued det ham —
for min haand han bød.

22.
Men Atle kvad,
han aldrig tog
gave for brud
af Gjukes søn;
dog vi ei evned
elskov tvinge,
helded jeg hoved
mod helten gjæv.

23.
Mælte det mange
mine frænder,
sagde, os sammen
de set havde;
men Atle kvad,
jeg kunde ei
skjendsel øve,
skam mig gjøre.

24.
Negte dog sligt ei
nogensinde
en for anden,
hvor elskov raa'r.

25.
Sine svende
sendte Atle,
mig at friste,
ad mørken skog;
kom de, da mindst
komme de skulde,
der samme lin
vi slog om os.

26.
Bød vi de drenge
bauge røde,
at de til Atle
ei det sagde;
men i hast de
hjem sig skyndte
og det ivrigt
Atle meldte.

27.
Men for Gudrun
de gjemte vel,
hvad hun dog helst
høre skulde.

28.
Gny var af guldskodd
ganger at høre,
da i gaard de red,
Gjukes sønner;
hjertet skar de
af Hogne ud,
lagde den anden
i ormegaard.

29.
End en gang jeg
ud var dragen
til Geirmund hen
gilde at stelle;
snild da harpen
slog den konning,
thi han haabed,
høibaarne drot,
ham jeg skulde
til hjelp komme.

30.
Hist fra Hlésø
jeg hørte da,
hvor der af kvide
klang de strenge;
terner jeg flux bad
ferdige være,
fyrstens liv jeg
frelse vilde.

31.
Lod om sund vi
snekken fare,
til jeg øined
al Atles gaard.

32.
Kom der Atles
usle moder
ud skridende —
skulde hun tæres!
grov sig til hjertet
paa Gunnar ind,
saa jeg fik ei
frelse helten.

33.
Ofte jeg undres,
at end jeg kan,
du ormbóls dís!
dvele i live,
da slagdjerve
sverdeskifter
som mig selv jeg
syntes elske.

34.
Sad du og lytted,
mens sagt jeg fik
mine og deres
mange vanheld;
hver faar leve
for lengslen sin;
over dog nu
er Oddruns graad.




Noter:

8): at Vilmund drebte Hogne, er ikke ellers fortalt.
10): Grimilds søn ɔ: Gunnar.
16): kampmø: «óskmey» Odens kaarne datter ɔ: valkyrje.
21): Granes kløvbyrd ɔ: Faavneskatten. «Faavnes-ord» slutn.)
29): Gunnar slog harpen i ormegaarden.
32): Atles moder omskabt til en orm, bed Gunnar tildøde.
33): Ormbóls dís ɔ: Faavneleiets (guldets) gudinde — den guldsmykkede kvinde.
33): sverdskifter ɔ: kongen, som skifter eller deler ud sverd mellem sine mænd.