Præsten Are Thorgilssøns beretning (CCR/FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Grønlands historiske mindesmærker I
IV.
Præsten Are Thorgilssøns beretning
Paa dansk ved Finnur Magnússon og C. C. Rafn
Af Præsten Are den Lærdes Bog om Islænderne (5te Capitel, om Grønlands Beboelse).
Ur Islendingabók Ara Prests hins fróða.
Land þat es kallat es Grænland fanzc oc bygþisc af Íslande. Eirikr[1] en rauþe het maþr breiþfirdscr[2], es for vt heþan þangat, oc nam þar land, er siþan es kallaþr Eiriksfiöþr. Han gaf nafn landino oc kallaþi Grænland, oc qvap men þat myndv fysa þangat farar, at landiþ ætti[3] nafn gott. - Þeir fundo þar mana vister bæþi austr oc vestra landi oc kæiplabrot[4] oc steinsmiþi, þat es af þvi ma scilia, at þar hafþi pessconar þioþ fariþ es Vinland hefir bygt, oc Grænlendingar calla Screlinga. En pat vas, es han toc bygva landiþ, XIIII vetrom eþa XV fyrr en Cristni qvæme hera Island, at þvi es sa talþi fyrir Þorkeli Gelliss: a Grænlandi, er sialfr fylgþi Eirike enom raupa vt.
Det Land, som kaldes Grønland, blev opdaget og beboet fra Island af. Erik den Røde hed den bredfjordske Mand(1), som drog herfra dertil, og tog den Landstrækning i Besiddelse, som siden er bleven kaldet Eriksfjord. Han gav Landet Navn, og kaldte det Grønland, samt sagde at det vilde opmuntre Folk til at tage derhen, naar Landet havde et godt Navn(2). De(3) forefandt der, baade øster og vester paa Landet, Opholdssteder for Mennesker, samt Brudstykker af Baade(4) og forarbeidede Steen-sager(5), hvoraf man kan see, at det Slags Folk, som har beboet Vinland(6) og hvilket Grønlænderne(7) kalde Skrællinger, havde draget omkring der(8). Han begyndte at bebygge Landet 14 eller 15 Vintre(9) førend Christendommen blev indført her paa Island(10), efter hvad der blev fortalt Thorkel Gellersøn(11) paa Grønland, af en Mand som selv havde fulgt Erik den Røde dertil.
Anmærkninger og noter:
- 1) d. e. Fra Bredefjorden eller Bredebugten paa Islands Vesterland (Breiðifjörðr). Om dens Opdagelse og dens Kyststrækningers første Beboere vil mere forekomme i nærværende Bind af dette Værk. Jævnfør ovenfor S. 2 o. f. Ved denne Fjord var Erik sidst bosat i Island og derfra drog han ud paa sine Opdagelsesreiser.
- 2) Nogle have i nyere Tider villet modsige denne Beretning om Eriks Navngivelse for Landet, selv den ellers temmelig sagkyndige A. Bussæus i hans Udgave af Ares Schedæ S.32, paa Grund af et kejserligt Diplom af 834 og en pavelig Bulle af 835, hvilke paa sit Sted nærmere ville blive omhandlede, men vi bemærke dog foreløbig her, at det deri forekommende Navn, Gronlanda m. fl. sandsynligst maa tilskrives senere Tiders Interpolationer.
- 3) d. e. Erik og hans Følgesvende.
- 4) Det sjelden forekommende keipla er gen.plur. af keipill eller keipull, brugt som Benævnelse for et Fartøi i Skálda, Rasks Udgave S. 219; det er sandsynligviis et Diminutiv af keipr, som dog nu kun kjendes i Sammensætningen huðkeipr, en Skindbaad af det Slags som Skrællingerne eller Eskimoerne i Grønland og Viinland (see Anm.8) fordum brugte, og som deres Slægtninge, de nærværende Grønlændere endnu den Dag i Dag betjene sig af.
- 5) Derved menes rimeligviis Vegsteenskjedler, Harpun- og Pile-Spidser af Flint og flere saadanne Sager, som deels endnu ere, og deels forhen have været i Brug blandt Grønlands senere Indbyggere af eskimoisk Oprindelse.
- 6) En Deel af Nordamerika, hvorom mange Efterretninger og Oplysninger ville forekomme fornemmelig i Erik den Rødes og Thorfinn Karlsefnes Sagaer.
- 7) Naar Oldskrifter nævne Grønlændere, mene de derved de islandsk-norske Nybyggere, som stiftede den gamle Colonie, og deres Efterkommere. Jævnfør næste Anmærkning.
- 8) Navnet Skrælingar eller Skrælíngjar, som det ellers skrives, betegner smaae, hæslige eller indtørrede Folk. Ordet skræla betyder nemlig (endnu paa Islandsk) at fortørre, skrælna, hentørres, indtørres o. s. v. Hvis de Nordboer, som faldt paa at give Eskimoerne dette almindelige Navn, først lærte dem at kjende i Viinland, hvor Solens Varme var stærkere og langvarigere end i vore nordiske Lande, er det mueligt, at de have faldet paa at mene, at den havde frembragt slige Virkninger paa Indbyggernes Legemer, og tillige var Aarsag i deres mørke, guulbrune Hudfarve. Det danske Skrælling eller Skrælning bruges endnu, som bekjendt, om smaae og svage Mennesker.
- 9) Ligesom vore Forfædre, saavel som Angelsaxerne og flere med Nordboerne beslægtede Folk (samt tildeels endnu Englænderne) beregnede eller nævnte Nætter isteden for Dage, saa satte de ogsaa gjerne Vinteren (den store Halvaarsnat) isteden for Sommeren, den lyse Aarstid, som i Polaregnene bliver til en uafbrudt Dag.
- 10) Dette skete i Aaret efter Christi Fødsel 1000, efter hvad Forfatteren af vor Text allerede selv har bemærket med følgende mærkelige Ord: ”...er Cristni com a Island. En Olafr TryGvason fell et sama sumar at sögo Sæmundur prestz. .... þat vas CXXX vetrum epter drap Eadmundar, en M epter burþ Cristz at alþyþo tali.” d. e. ”.... da Christendommen blev indført paa Island; ....men Olaf Tryggvesøn faldt den samme Sommer efter Præsten Sæmunds Sigende. Det var 130 Vintre efter Edmunds Drab, men 1000 (Vintre) efter Christi Fødsel, i Overeensstemmelse med den af Almeenheden antagne Tidsregning,” — Den Edmund, som menes her, var Angelsaxernes Konge i Øst-Angeln (eller Est-Anglia) og faldt i et Slag, Aar 870, mod Ivar (eller Ingvar) og Ubbe, den danske Konge Ragnar Lodbrogs Sønner, samt blev senere canoniseret og dyrket som en stor Helgen. Det er mærkeligt, at denne vor Ares Aarsbestemmelse, hvorefter han og før havde udregnet Tiden for Islands første Beboelse af Nordmændene, ganske stemmer overeens med den Chronologie, som er antagen af Angelsaxernes nyeste ypperlige Historieskriver Sharon Turner, der og udtrykkelig har lagt Mærke til den lærde Islænders Angivelse af Edmunds Dødsaar (History of Anglo-Saxons III, 146). Paa den selvsamme Maade ere hans og Præsten Sæmund Sigfussøns her anførte øvrige Tidsbestemmelser antagne af den nordiske Histories nyeste og bedste Bearbeidere. Hermed hænge da Bestemmelserne om Aaret for Grønlands første Beboelse (og efter andre Forfattere dets Opdagelse), ansat af Are, efter authentiske Beretninger til 985 eller 986, paa det nøieste sammen.
- 11) Denne Thorkel Gellersøn var Farbroder til vor Texts Forfatter, der længe synes at have opholdt sig i hans Nabolag. Thorkel, som boede paa den berømte Gaard Helgafell, var en formuende, god og virksom Mand, berejst i sin Ungdom, havde en meget stærk Hukommelse, samt var tillige videbegjerlig og villig til at meddele andre de historiske Efterretninger, som han saaledes med Lyst og Flid havde samlet. Hans Brodersøn Are forsømte ikke at benytte den gode Leilighed, som saaledes gaves ham, til at føre Thorkels Underretninger i Pennen, hvilke han og oftere anfører som meget paalidelige. Han har og (efter vor Gisning, som vi siden fandt at være bekræftet af den ældste endnu tilværende Landnamas eneste Afskrift, skjønt forandret eller fortiet i de fleste øvrige Haandskrifter og Bogens samtlige trykte Udgaver) givet Are Frode, eller andre, den mærkværdige Underretning, som findes i dette nævnte Skrift, om deres Slægtning Are Marsöns Fordrivelse af Uvejr og Modvind til Amerika, hvilken er indført herovenfor S. 150-169.
