Rune-Capitlet (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Rune-Capitlet

1. Jeg veed at jeg hang

Paa Stormfuldt Træ

Nætter ni igiennem,

Med Spyd saaret,

Og ofret Odin,

Selv til mig selv.

Paa Træet nemlig,

Som ingen veed

Af hvad Rod det voxet er.

2. Ved Brød de mig skilled’

Og ved Horndrikke,

Ned jeg stræbde,

Op tog jeg Runer,

Raabende lærde jeg dem,

Og gik saa derfra.

3. Ni ret stærke Sange

Lærde jeg af den fattige Søn,

Bølthorn, Bestla’s Fader;

Og en Drik jeg fik

Af Miød den dyre,

Øst i Odreirer.

4. Da blev jeg frugtbar,

Viis tillige,

Voxde og vel triv’des.

Et Ord af andet

Ord avlede,

Et Verk af andet

Verk avlede.

5. Runer mon du finde,

Og løfte Stave,

Ret store Stave,

Ret stive Stave,

Dem danned’ Fimbulthulr,

Dem giorde hellig’ Guder,

Dem skar Guders Formand.

6. Odin blant Aser,

Og blant Alfer Dualin,

Dainn blant Dvergene,

Alsvidr blant Jetterne,

Selv skar jeg nogle.

7. Veed du hvor skieres skal?

Veed du hvor raades skal?

Veed du hvor faaes skal?

Veed du hvor prøves skal?

Veed du hvor bedes skal?

Veed du hvor ofres skal?

Veed du hvor sendes skal?

Veed du hvor spredes skal?

8. Bedre er ubedet,

End formeget ofret;

Til Værd svarer altid Gaven.

Bedre er formeget faaet,

End formeget adspredt,

Saa Thundr selv skar

Førend Folkes Nat,

Da han gik derhen,

Hvor han før kom fra.

9. Den Sang jeg kan,

Som ei kan Kongens Kone,

Ei een Mands Søn.

Hielp heder det,

Og det dig hielpe kan,

Mod Sot og mod Sygdom,

Og hver en Bekymring.

10. Det kan jeg dernæst,

Som Folks Børn behøve,

Om de ville Læger leve.

11. Det kan jeg for det Tredie,

Om det stærkt behøves,

Imod mine Fiender,

Æggen jeg døver,

For min Modstander,

Dem hielper ei Vaaben, ei Krigslist.

12. Det kan jeg for det Fierde,

Om mig Folk belegge

Med Baand mine Lemmer,

Saa synger jeg,

At jeg bortgaae kan,

Af Foden springer mig Fiedre,

Og af Haanden Baand.

13. Det kan jeg for det Femte,

Om jeg seer med Fare udskudt

Spyd i Folkes Mængde;

Ei flyver det saa snart,

At jeg jo standser det

Om jeg kan Syn paa det faae.

14. Det kan jeg for det Siette

Om mig saarer Mand

Med voxend’ Træes Rødder,

Ham vist skal,

Som mig tryller Had,

Ondt heller fortære, end mig.

15. Det kan jeg for det Syvende,

Om jeg seer høien Lue

Om Sal, hvor Folk sidde;

Ei brænder den saa bredt,

At jeg den jo styrer,

Den Troldsang kan jeg synge.

16. Det kan jeg for det Ottende,

Som alle er

Nytteligt at lære,

Hvor Had groer

Blant Krigsmænds Sønner,

Det kan jeg bedre snart.

17. Det kan jeg for det Niende,

Om mig Farer omringe,

Da bierge mine Skibe paa Havet.

Vind jeg vender

Paa oprørt Hav,

Og stiller hver en Bølge.

18. Det kan jeg for det Tiende,

Om jeg seer Troldrid’re

Leege høit i Luft,

Vinker jeg saa

At de vilde fare,

Fuld’ af Hiemlængsel;

I Sind og Legem’.

19. Det kan jeg for det Ellevte

Om jeg til Krig skal føre,

Mine Livs-Venner;

Under Skiolde synger jeg,

Men de med Helsen fare,

Friske Krigen til,

Friske Krigen fra,

Friske de komme derfra.

20. Det kan jeg for det Tolvte,

Om jeg seer paa Træes Grene

Svæve ophængt Liig;

Saa jeg skier

Og med Runer griber,

At den Mand fremgaaer,

Og taler med mig.

21. Det kan jeg for det Trettende,

Om jeg skal ungt Dreng’barn,

Besprænge med Vand:

Ei skal han falde,

Skiønt i Strid han kommer,

Ei falder den Karl for Sværde.

22. Det kan jeg for det Fjortende,

Skal jeg for Folk opregne

Guders Kraft og Væsen,

Aser og Alfer,

Jeg dem alle veed,

Ei kan Uviis det.

23. Det kan jeg for det Femtende,

Som Dverg Thiodreirir sang

Ud for Dellings Dørre,

Styrke for Aser

Og Alfer Fremvext,

Viisdom Hroptatyr

24. Det kan jeg for det Sextende,

Om jeg vil en deilig Møes

Hierte ene besidde,

Sind jeg forvandler

Hos hvidarmed’ Pige

Og vender alle hendes Tanker.

25. Det kan jeg for det Syttende,

Seent skal ved mig kiedes

Den unge Møe.

Disse Viser er du,

Lodfafnir! vel vant til.

Gode ere de, om du lærer dem,

Nyttig’ om du veed dem,

Nødvendig’ om du faaer dem.

26. Det kan jeg for det Attende,

Som jeg aldrig lærer

Møe, ei Mands Kone.

(Alt er bedre hvad een kun kan,

Det være Sangens Slutning.)

Uden hende eene,

Som i Arm mig har,

Var det min Søster end.

27. Nu er da Høisangen siunget

I den høie Sal,

Ved den høie Sal,

Nyttig Folkes Sønner,

Unyttig Jetters Sønner.

Vel ham, som sang!

Vel ham, som kan!

Han nyde, som lærdte!

Vel dem, som hørde!

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.