Sangerkampen (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Väinämöinen
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Sangerkampen

Trygge gamle Väinämöinen    III. 1

leved Livet ned i Tiden

dær i Väinöhjemmets Lunde,

Kalevalas Hedemarker;

stadig kvad han sine Sange,

kvad med Kunst og sang med Visdom,

Dag for Dag i stadig Række,

Nat for Nat i stadig Følge,

Mindekvad om svundne Tider,

dybe Ophavs-ord han mæled,    10

som ej alle Børn kan synge,

voksne Helte næppe fatte

i vort usle Liv som rinder,

dette Spand af Tid som svinder.

Viden om der høres Tale,

ud i Verden Rygtet ruller

om den gamle Väinös Sange,

Heltens høje Kunst og Evne.

Rygted rulled ned mod Sønden,

op til Pohja trængte Talen.    20

Det var den unge Joukahainen,

magre Svend blandt Lapperne baaren,

gik han en Gang til Nabobygden,

hørte dær saa sælsom en Tale:

Sagdes at Sange frem blev førte,

sagdes at bedre Viser blev hørte

nede hist i Väinöläs Lunde,

Kalevahjemmets Hedemarker,

end han selv dem evned at synge,

end han havde lært dem hos Fader.    30

Haardelig harmes da Svenden,

alle Dage bærer han Avind

imod Väinö, mod saadan Sanger,

bedre Sanger end selv han regnes.

Og han iled ind til sin Moder,

frem traadte han for den gamle;

var nu hans Hu afsted at fare,

bort higed han straks at drage

nedad til Väinöläs Stuer,

frem til en Væddestrid med Väinö.    40

Faderen forbød sin Søn det,

han forbød og Moder nægted

ham til Väinöhjem at drage,

ned til Væddestrid med Väinö:

»Dær paa Timen vil de dig synge,

synge dig vil de, mane Dig vil de

ned i Sne med Mund og med Hoved,

op i Luften med begge Hænder,

saa du aldrig kan Armen røre,

aldrig kan Foden fremad føre.«    50

Unge Joukahainen sagde:

»God for sig er vel Faders Kundskab,

og min Moders er endnu bedre,

ypperst er dog min egen Kundskab.

Hvis jeg vil kappes med andre

og med fremmede Mænd mig maale,

synger jeg straks den bedste Sanger    59

om til aller usleste Sanger

synger Stensko frem til hans Fødder,

synger Træbrog omkring hans Lænder,

Stenvægt stiller jeg over Brystet,

Stenblok skyder jeg ham paa Skuldren,

Sten-Handsker over hans Hænder,

Hjælmhat af Malm paa hans Hoved.« 

Bort han gik og adlød ikke,

men sin egen Hingst han hented,

den hvis Mule spruded Lue

og hvis Skinneben slog Gnister,    70

spændte fyrigt Dyr i Tøjet,

for den gyldne Kurveslæde,

selv han satte sig op i Kælken,

slængte sig hen i Kurveslæden,

hugg til den raske Hest med Pisken,

slog med sin Svøbe, perleprydet;

frem springer den raske Ganger,

hastig traver da Hesten fremad.

Frem han ager, saa det suser,

kører een Dag, kører tvende,    80

kører næsten Tredjedagen,

paa den tredje Dag omsider

naaer han Väinöhjemmets Lunde,

Kalevalas Hedemarker.

Trygge gamle Väinämöinen,

den evindelige Vismand,

aged netop henad Vejen,

havde givet sig paa Rejser.

Da kom den unge Joukahainen,    91

aged imod ham midt paa Vejen:

Skagle tørned ind imod Skagle,

Rem i Remme blev filtret sammen,

Stavtøj fæsted sig fast paa Stavtøj,

Bovtræ sig ind i Bovtræ bøjed.

Og de standser dær paa Stedet,

standser op og grunder paa Sagen;

der drev Vand fra Kumternes Kanter,

der stod Damp fra Dyrenes Skagler.    100

Gamle Väinämöinen spurgte:

»Af hvad Æt er du vel runden,

at saa taabeligt du ager,

kører uforsigtigt mod mig?« 

Og den unge Joukahainen    109

taled dette Ord og sagde:

»Jeg er den unge Joukahainen;

men din egen Æt du nævne!

Af hvad Æt er du vel runden,

af hvad Slæng du Stakkel baaren?« 

Trygge gamle Väinämöinen

navngav sig paa Stedet for ham,

disse Ord han derpaa taled:

»Er du den unge Joukahainen,

rykke du dig lidt hen til Siden,

saasom du dog er yngst af Alder!«    120

Men den unge Joukahainen

taled straks det Ord og sagde:

»Ikke spørger vi her om »yngste«,

ej om yngste hvad heller ældste,

den der stander i Viden højest,

den der kan mindes mest og nøjest,

han skal fremad paa Vejen stige,

men den anden skal Vejen vige.

Er du den gamle Väinämöinen,

er du en evindelig Sanger,    130

saa velan, saa lad os da kvæde,

lad til en Dyst nu frem os træde,

Mand hos Mand skal Lærdomme finde,

een skal den anden overvinde!« 

Trygge gamle Väinämöinen

taled dette Ord og sagde:

Hvordan skulde jeg vel blive

til en Sanger, til en Vismand?

Stedse har mit Liv jeg levet

her paa disse samme Svedjer,    140

Hjemmemarkens Agerfurer,

har til Hjemmegøgen lyttet;

det til Trods og desuagtet,

sig da frem og lad mig høre,

hvad du først og fremmest kender,

hvad du fremfor andre fatter!« 

Unge Joukahainen sagde:

»Vel jeg kender ett og andet;

dette kender jeg helt til Bunden,

dette begriber jeg fra Grunden:    150

Hyttens Røghul er nær ved Taget,

Ilden er altid nær ved Ovnen.

Let har en Sæl ved at leve,

glad kan Havenes Hund sig boltre,

fanger Laksen med liden Møje,

snapper Hælten nær ved sin Side.

Hælten ejer saa jævne Jorder,

Laksen har Hus med tætte Tage,

Gedden leger godt, naar det fryser,

Savlemund, naar Vejret er stormfuldt.    160

Aborren, angst, med dukket Nakke,

svømmer sent i Høsten paa Dybet,

leger ved Vaar paa lave Grunde,

spræller inde nær under Stranden.

Men gør ikke dette Fyldest,

har jeg endnu anden Viden,

end en Ting jeg klarlig kender:

Pohjola med Rener pløjer.

Sydens Land med stærke Hopper,

Lappers fjærne Land med Elsdyr.    170

Pisahøjens Træer jeg kender,

husker Hornaklippens Fyrre:

Store de Træer paa Pisa stander,

høj er Fyrren paa Hornas Klippe.

Vid, der er trende vilde Vandfald,

trende Søer, saa stolte, store, III

og der er trende bratte Bjærge

her under dette Himmeldække:

Hälläpyörä hist i Häme,

Kaatras Fos i Karelen bruser,    180

Vuoksi finder ej sin Lige,

aldrig Imatras Fald sin Mage.« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Barnelærdom, Kvindevisdom,

ikke nogen skægget Kæmpes,

ej en Mands som Viv har vundet!

Dybe Ophavs-ord du tale,

evig store Ting du sige!« 

Og den unge Joukahainen

taled da det Ord og sagde:    190

»Mejsens Ophav godt jeg kender,

veed at Mejsen er en Smaafugl,

Og den grønne Snog en Slange,

Horken er en Fisk i Vandet;

Jærn er sprødt, det veed jeg ogsaa,

og den sorte Muld er syrlig,

koghedt Vand os Ve vil volde,

Ildens Brand er ond at føle.

Vandet er ældst blandt alle Salver,

Fossens Skum iblandt Tryllesalver,    200

og vor Skaber er ældst af Troldmænd,

Gud er ældst iblandt alle Læger.

Vandets Fødsel er ud af Fjældet,

Ildens Fødsel er ned fra Himlen,

Jærnet af Rusten er rundet.

Kobber er kommet ud af Klippen.

Ældste Vang var kun vaade Tuer,

Pil er af alle Træer det første.

Fyrrens Rod var den første Bolig,

hulet Sten var den ældste Gryde.«    210

Trygge gamle Väinämöinen

tager derpaa selv til Orde:

»Mon du mindes noget mere,

eller fik din Snak nu Ende?« 

Unge Joukahainen sagde:

»Endnu mindes jeg noget lidet.

Thi jeg kan mindes de Tider

da jeg pløjede Havets Grunde,

da jeg hulede Havets Huler,

da jeg gravede Fiskegruber,    220

dybede Vandets Hjærtedybder,

da jeg dannede Kær og Damme,

højned i Hob al Jordens Høje,

da jeg Klippeskærene skabte;

var saa desuden med selvsjætte,

var selvsyvende med blandt Helte,

dengang denne vor Jord blev dannet,

dengang denne Verden blev bygget,

hjalp med at stille Himlens Støtte,

hjalp med at bære Himlens Bue,    230

bringe Maanen op paa dens Bane,

lede Solen hen til dens Sæde,

strække Karlsvognen ud i Luften,

sprede Stjærnerne rundt paa Himlen.« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Sikkert var det Løgn som du taled;

ingen saa dengang noget til dig

da man fordum pløjede Havet;

sikkert saa man dig ikke heller,    245

saa dig ikke, hørte dig ikke,

dengang denne vor Jord blev dannet,

dengang denne Verden blev bygget.« 

Og den unge Joukahainen    255

tog til Orde straks og sagde:

»Dersom selv jeg savner Visdom,

hos mit Sværd jeg Visdom søger.

Hør du gamle Väinämöinen,

hør du Sanger, saa bred om Munden,    260

kom og lad os Sværdene maale,

frem og lad os Klingerne prøve!« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Ikke frygter jeg saa saare

for din Klinge, for din Tanke,

for dit Værge, for din Vilje.

Det til Trods og desuagtet

vil jeg ikke maale Klinge,

maale Sværd med dig, du svage,

ikke med dig, du sølle Stakkel.«    270

Og den unge Joukahainen

vred sin Mund og vendte sit Hoved,

rev og sled i sin sorte Haardusk,

tog saa til Orde selv og sagde:

»Den som ikke vil maale Sværdet,

ikke kommer at prøve Klingen,

ham til et Svin vil jeg synge,

trylle ham til en Rodetryne.

Slige Helte slænger jeg fra mig,

her den ene, hist hen den anden,    280

paa min Mødding jeg ned dem træder,

støder dem ind mod Hjørnet af Stalden.« 

Men da vredes Väinämöinen,

men da vredes han og blues;

selv begynder han at synge,

tager selv nu til at tale;

ej var de Sange Barnesange,

Barnesange, Kvindeløjer,

det var en skægget Kæmpes Sange.

Gamle Väinämöinen synger:    295

Søer svulmed, Jorden skælved,

faste Kobberklipper bæved,

stærke Stene brast med Bragen,

Fjælde flænges i tvende Stykker.

Og han sang ung Joukahainen,    301

sang ham grønne Skud paa Kumten,

Pilebuske over Bovtræ,

Vidjer over Trækkeremmen;

sang hans gyldne Kurveslæde

til et væltet Træ i Dammen,

sang hans Svøbe, perleprydet,

til et lille Siv ved Stranden,

sang hans Hest med Blis i Panden

til en Sten ved Fosseranden;    310

sang hans Sværd med gyldent Fæste

til et Lyn i høje Himmel

og hans fjedersmykte Pile

til en hurtig Høgevrimmel,

dernæst Buen, broget smykket,

til en Bue højt over Havet,

Hunden med den buskede Hale

til en Sten i Jorden begravet.

Huen sang han op fra hans Hoved

til en Skyplet ved Himmelranden,    320

begge Handskerne bort af Haanden

til et Aakandeblad ved Dammen;

dernæst Kappen, blaalig af Farve,

op til ilende Skyer paa Himlen,

Mandens herlige Midjebælte

til et Stjærnebaand over Himlen;

selve Joukahainen sang han

ned under Mosen til hans Midje,

ned under Engen til hans Lænder,

ned under Heden til hans Hærder.    330

Og den unge Joukahainen

fik nu mærke, fik nu føle

at han var paa Vandring kommen,

havde givet sig paa Rejse

for at kvæde, for at kappes

med den gamle Väinämöinen.

F'oden søgte han at flytte,

men hans Fod kan ikke løftes,

og han prøved med den anden,

men paa denne sad der en Stensko.    340

Og den unge Joukahainen

kom nu visselig i Vaande.

blev helt ængstelig til Mode,

taled dette Ord og sagde:

»Hør du vise Väinämöinen,

du evindelige Vismand,

drag dog de stærke Ord tilbage,

tag dog igen din Trylletale.

Slipper du mig af denne Knibe,

redder du mig af denne Klemme,    350

skal jeg give dig god Betaling,

yde dig sikre Løsepenge.« 

Gamle Väinämöinen sagde:

»Godt, hvad vil Du mig da give,

drager jeg mit Ord tilbage,

tager bort min Trylletale?« 

Unge Joukahainen sagde:    359

»Jeg besidder tvende Buer,

tvende Buer, herlig smykte,

een er rappest til at ramme,

een er sikrest til at skyde;

tag af disse hvilken du lyster!« 

Gamle Väinämöinen sagde:

»Ikke trænger jeg, du Tosse,

til at tage dine Buer;

den Slags har jeg selv derhjemme,

hver en Væg er dækket af dem,

hver en Nagle nyttet til dem;    370

uden Skytte gaar de til Skoven,

uden Helt til udendørs Arbejd.« 

Sang han den unge Joukahainen,

sang ham længere ned end hidtil.

Unge Joukahainen sagde:

»Saa besidder jeg tvende Baade,

ejer jeg tvende skønne Skuder;

hastig i Kapløb er den ene,

og den anden kan rumme meget,

tag af disse hvilken du lyster!«    380

Gamle Väinämöinen sagde:

»Ej begær jeg dine Baade,

skøtter ej om dine Skuder;

den Slags har jeg selv derhjemme,

hver en Rullestok er dækket,

hver en Vig er opfyldt af dem;

somme sejler sikkert i Storme,

somme farer fremad for Modvind.« 

Sang han den unge Joukahainen,

sang ham længere ned end hidtil.    390

Unge Joukahainen sagde:

»Hør du gamle Väinämöinen,

drag dog de stærke Ord tilbage,

tag dog igen din Trylletale!    410

Og en Hjælm med Guld vil jeg give,

og en Hatfuld Sølv vil jeg skænke,

vundet af Fader paa Valen,

bjærget som Bytte hjem fra Slaget.« 

Gamle Väinämöinen sagde:

»For dit Sølv jeg ikke sørger,

efter Guld jeg ikke spørger,

den Slags har jeg selv derhjemme,

hvert et Stabur fuldt er stoppet,

hvert et Skrin til Randen pakket;    420

Guldet ejer Maanens Ælde,

Sølvet er saa gammelt som Solen.« 

Sang han den unge Joukahainen

stadig længer nedad i Jorden.

Og den unge Joukahainen    443

grebes nu af Angest for Alvor,

da han stod i Dynd til sin Hage,

stod i den onde Grund til Skægget,

op til sin Mund i Mos, i Mose,

dulgt til Tænderne dybt i Krattet.

Unge Joukahainen sagde:

»Hør du vise Väinämöinen,    450

du evindelige Vismand,

syng nu dog din Sang tilbage

og mit svage Liv du spare,

slip mig løs og lad mig fare:

Strømmen drager Foden nedad,

Sandet sliber mine Øjne!

Tager du dit Ord tilbage,

sletter du din Trylletale,

giver jeg dig min Søster Aino,

bringer jeg Barnet af min Moder,    460

at hun skal tørre din Stue,

flittig feje dig dine Gulve,

skylle dig alle dine Bøtter,

tvætte rene de uldne Tæpper,

væve dejlige, gyldne Dækker,

bage dig Honningbrød i Ovnen.« 

Gamle Väinämöinen grebes

af en overvættes Glæde,

at han fik den unge Jomfru

som en Hjælp paa de gamle Dage.    470

Han tog Sæde paa Glædestenen,

satte sig op paa Sangerklippen,

kvad i en Stund og kvad i tvende,

end i den tredje Stund han kvæder,

drager de stærke Ord tilbage,

tager igen sin Trylletale.

Slap saa den unge Joukahainen

op over Dyndet med Hagen,

op fra den onde Grund med Skægget,

Fossens Sten blev atter til Fole,    480

Træ fra Søen blev atter Slæde,

Siv ved Stranden paany til Svøbe.

Atter steg han op i Slæden,

kasted sig paa lette Kælke,

kørte bort med Sorg i Sinde

og et mørkt, bedrøvet Hjærte

til sin egen kære Moder,

hjemad til Forældrehjemmet.

Fremad foer han nu med Bulder,

i en sælsom Fart til Gaarden,    490

Slæden søndres imod Loen,

Slædens Skagler ind mod Trappen.

Og hans Moder aned Uraad,

og til Orde tog hans Fader:

»Uden Grund har du søndret Slæden

og med Vilje Skaglerne brækket!

Hvorfor kører du dog saa sælsomt,

kommer saa klodset ind paa Gaarden?« 

Og den unge Joukahainen

gav sig til at græde bittert,    500

mod i Hu, med bøjet Hoved,

Hatten gleden ned paa Siden,

og hans Læber stod saa stive.

Næsen luded ned over Munden.

Skyndsomt spørger da hans Moder,

hun som fristed Møje, fritter:

»Sig, min Søn, hvorfor du græder,

hvi mit Ungdomsbarn sig jamrer,

hvorfor staar saa stiv din Læbe,

hvi sank Næsen ned over Munden?«    510

Sagde unge Joukahainen:

»O min Moder, du som mig fødte,

Aarsag er nu for Alvor kommen,

sælsom Grund er der her forhaanden,

Aarsag nok hvorfor jeg maa jamre,

sælsom Grund hvorfor jeg maa græde:

Aino, min Søster, jeg skænked,    519

Barnet af min Moder jeg loved

bort til Støtte for Väinämöinen,

bort til en Sangers Ægtemage,

Hjælp for en Mand hvis Lemmer ryster,

een som kryber sammen i Krogen.« 

Men hans Moder gnider begge —

gnider begge sine Hænder,

taler saa det Ord og siger:

»Græd dog ikke, Sønnelille!

Ingenting at græde over,

ingen Skel at sørge saa bittert:    531

Hele mit Liv har jeg haabet,

ønsket i al den Tid jeg leved,

ind i min Slægt at faa en Stormand,

ind i min Æt en ærlig Kæmpe,

vented mig just en Maag som Väinö,

ønsked til Svigersøn en Sanger.« 

Unge Joukahainens Søster

brister nu i bitre Taarer;

een Dag græder hun og tvende,

som hun sidder tværs for Trappen,    540

græd i megen Ve og Vaande,

græd med bitter Harm i Sindet.

Derpaa talte hendes Moder:

»Hvorfor græder du, min Aino?

Du vil komme til en Stormand,

hos en Bejler bold til Huse,

hvor din Plads ved Vindvet bliver,

hvor du Skæmt paa Bænken driver.« 

Hendes Datter gav til Gensvar:

»O min Moder, du som mig fødte,    550

uden Aarsag græder jeg ikke:

over min Fletning, vakkert flettet,

mine Lokker, de unge, tætte,

over mit Haar, det favre, fine,

som skal dækkes til i min Ungdom,

dølges, før jeg endnu er voksen.

Derfor græder jeg al min Livstid:

Græder over det skønne Sollys,

græder over den milde Maane,

hele den underfulde Himmel,    560

dem jeg alt som ung maa forlade,

dem jeg i Barndomsaar maa glemme

her paa min Broders Tømrepladser,

udenfor Faders Stuevindu.« 

Hendes Moder mæled dette,

til sit Barn den gamle talte:

»Gaa du Tosse med dine Klager,

bort med din Kummer, dumme Pige!

Du har jo ikke Grund at græmmes,

du har ingen Skel til at sørge:    570

Skinner dog Herrens Sol paa Himlen

ogsaa andre Steder i Verden,

ikke blot ved din Faders Vindu,

ikke blot ved din Broders Ledhul;

der er da ogsaa Bær paa Bakken,

der er da Jordbær nok i Skoven,

som du stakkels Pige kan plukke

ogsaa længere bort i Verden,

ikke blot i din Faders Lunde

eller paa Broders Svedjegrunde!«    590