Väinö gæster Vipunen (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Väinämöisen
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Väinö gæster Vipunen

Trygge gamle Väinämöinen,    XVI. 1

den evindelige Vismand,

stod og tømred sig en Skude,

bygged sig med Flid et Fartøj

yderst ved en diset Odde,

taagehyllet Holm i Havet.

Da han har tømret sig Spanter,    113

føjet Sidernes Fuger sammen,

vil endnu trende Ord ham fattes

til at rejse sin Skudes Ræling,

til at sætte sit Fartøjs Forstavn

og at fuldende Agterstavnen.

Overlægger, overvejer,    125

hveden vel de Ord han henter,

skaffer de stærke Trylletaler —

om fra Svaleungernes Isse,

om fra de vilde Svanesværme,

eller Gaaseflokkenes Fylking.    130

Møder ham paa Vej en Hyrde,    XVII. 9

denne tager da til Orde:

»Deden hundred Ord du henter,

vinder tusend Visestumper:

Antero Vipunens Læber,

Vommen af den værnforfarne;

længst er dog Vipunen borte,    43

død var Anterus alt længe.« 

Vipunen, den viserige,    57

gammel Gubbe, værnforfaren,

hviled sig med sine Viser,

strakte sig med sine Troldord;    60

Elmen voksed over hans Skulder,

Birken trivedes paa hans Tinding,

Ellen hæved sig op fra Hagen,

Pilebusken op gennem Skægget,

Egerngranen groed fra Panden,

Fyrren frodig fra Gubbens Tænder.

Väinämöinen kom til Stedet,

og en Stang af Jærn han stødte    77

mellem de Gummer, som grined,    79

mellem de Kæber, som klapred

Vipunen, den viserige,    85

foer paa Stedet op af sin Dvale,

følte sig stungen af Smærte,

og han bider i Bærestangen.    89

Som nu gamle Väinämöinen    93

stod ved Siden, tæt ved Munden,

slap hans ene Fod sit Fæste,

og den venstre Fod, den snubled,

gled i Munden paa den døde,

klemtes ind bag Kæbebenet.

Vipunen, den viserige,

aabned nu sin Mund lidt mere,    100

op han spærred sine Kæber,

slugte Manden med samt hans Klinge,

lod ham synke ned gennem Svælget;

selv han ytred sig og sagde:    106

»Mangt og meget jeg fortæred,

slugte Beder, slugte Geder,

slugte Stude, golde Køer,

slugte Galte, Grisesøer,    110

men endnu aldrig sligt jeg slugte,

aldrig en saadan Lækkerbidsken.« 

Selve gamle Väinämöinen

overlægger, overvejer:    119

skabte sig selv til Smed i Skynding,    132

gjorde sig selv paa Stand til Grovsmed,

nytted sin Skjorte som Esse,

Skjortens Ærmer blev Essens Bælge,

Pelsen brugte han som en Puster,

Knæet som en Ambolt sig arted,    139

og hans Albue var en Hammer.

Smælded han med Smeddehammer,

lod dens Slag med Susen svirre,

hugg om Natten uden Hvile,

hele Dagen uden Standsning

i den værnforfarnes Mave,

Bugen paa stormægtig Seer.

Vipunen, den viserige,

tog til Orde selv og sagde:

»Brande brænder paa min Tunge,    155

Slagger slænges i min Lunge.

Far herfra, Vidunderlige,

vig, du Vederstyggelige!

Flyr du ikke bort i Skynding,    485

moderløse Hund, lidt hurtigt,

saa faar jeg Ørnens Kløer at laane,

henter krumme Kløer hos Høgen,    490

krammer dig, du Kryster, med dem,

aver evigt dig, du Onde,

at du intet Lem kan løfte,

ikke sukke, ikke snøfte!« 

Trygge gamle Väinämöinen    505

tog da Ordet selv og sagde:

»Her er rigtig godt at være,

herligt for mig her at dvæle;

af din Lever Brød jeg knuger,

Bugens Krøs som Sul jeg suger,    510

Lungen din til Grød jeg bruger,

og dit Fedt som Flæsk jeg sluger.

Nedad jeg flytter min Ambolt,

længere ned, til Hjærtekødet,

dær vil jeg hugge med min Hammer

paa de aller ømmeste Steder —

aldrig skal du slippe for mig,

ingensinde mer i Livet,

om jeg ingen Ord faar høre,

tusendvis af Tryllevisdom;    522

ej bør Muldet gæmme Magten,    525

selv om Magtens Bærer muldned.« 

Vipunen, den viserige,

denne værnforfarne Gamling —

i hvis Mund er en vældig Viden,

evig Magt bor ham i Barmen —    530

aabned da Laaget paa sit Sangskrin,

lukked op for Kvadenes Kiste —

for at synge gode Sange,

føre frem de aller bedste;

dybe Ophavsord han mæled,

Tryllekvad om Tidens Fødsel.

Ikke saaes, ej heller hørtes,    555

aldrig nogen Tid og Time,

Tryllesanger mere fyndig.

Seergubbe mere kyndig.

Munden slænger Ord fra Læbe,

Tungen kaster Tale fra sig,    560

som en Plag slaar ud med Benet,

som en ædel Ganger sparker.

Det var den gamle Väinämöinen,    573

da han har fanget Ord til Fyldest,    575

skikker han sig straks til at vandre    577

ud af den værnforfarnes Mave:    579

»Hør, du Antero Vipunen!    582

Du skal aabne din Mund lidt mere,

lad mig slippe herfra til Jorden,    585

at jeg kan fare bort til Hjemmet!« 

Vipunen, den viserige,

tog til Orde selv og sagde:

»Meget har jeg ædt og drukket,

Tusendtal af Ting jeg svælged:    590

Endnu aad jeg aldrig saadant

som den gamle Väinämöinen.

Det var kønt af dig at komme,

kønnere dog, at du vil fare.« 

Antero Vipunen derpaa

lod de blotte Gummer grine,

op han spærred sine Kæber;    598

selve gamle Väinämöinen

gik af Munden paa den vise,    600

Vommen paa den værnforfarne,

gled med Fart igennem Munden,    603

hopped hastigt op paa Heden,

som et gyldent Egern hopper,

eller Maaren, gyldenbarmet.

Derpaa gik han hen til sit Fartøj,    621

rig paa Viden bort til sit Værksted,

nu fik han Baaden færdig bygget,

føjet Sidernes Fuger sammen,

fuldendt Agterstavnen paa Skuden,

sat sit Fartøjs Forstavn desuden.

Baaden bygtes uden Tømren,

Skuden skabtes uden Høvlen.