Väinö og Jomfruens Søn (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Väinö og Jomfruens Søn
(L)

En bly lille Bondepige der hænger ved sit Hjem, møder os ved Indgangen til Kalevalas sidste Sang; men Læseren naaer ikke ret langt før han gennem sælsom Fordrejning genkender Træk fra en helt anden Verden. I Fortællingens mystiske Dæmringsskær bærer det hen mod store Ting: Opgøret mellem Väinö og Barnet, den gamle og den nye Tro. Og tilsidst, naar Gubben er svunden i sin Kobberbaad, spørger Læseren da sig selv, om hele dette Storsyn var Folkets eget, eller om det blot er Lönnrot der har vidst at give sit Epos en kunstfuld Udgang, idet han stillede de to Skikkelser op mod hinanden paa saadan Vis som Almuen aldrig havde tænkt sig det.

Kalevalas sidste Sang er sammensat af to folkelige Kvad, ett om Maaria, ett om Marketta: Visen om Jomfru Marie og Visen om Jomfruen Margrete. — Väinös Optræden tilhører egentlig kun det sidstnævnte Kvad.

Den boglærde lutherske Præst fra 17de Hundredaar er ikke den første som har været Mester for en hel finsk Messiasdigtning (S. 18). Allerede i Middelalderen har den katolske Almue selv, fra Vestfinland hvor det meste nu er tabt, til Ingermanland og russisk Karelen, sunget om Kristus, især om Handlingens Yderpunkter Fødsel, Død og Opstandelse. Fra først af er det vel en Række enkelte Kvad; men i russisk Karelen, ofte ogsaa i Ingermanland, er de smæltede sammen til større Enheder; her hvor der forelaa et Indhold af historisk Natur, har de finske Sangere ganske særlig vist deres Hang til at danne episke Helheder af de enkelte Smaaviser; men netop her har Lönnrot, med velberaad Hu, brudt af midt i; thi kun om Barnets Fødsel (og Daab) skulde der være Tale i det Epos hvis Hovedperson er den gamle Väinö; Resten faldt udenfor dets Ramme. I sin Kanteletar (III 6) har han under Navnet »Jomfru Maarias Vise« givet hele den folkelige Række.

Disse finske Folkeviser er de yderste Udløbere af Middelalderens almen-evropæiske Folkesange om Kristus; dog lyder de heroppe ikke som et svagt Ekko, men tværtimod med største Fylde og Udførlighed. Der er først Visen om Stefan (S. 100), kendt ogsaa fra Dansk (Grundtvig II Nr. 96) og Svensk, han der leder Herodes' Foler i Vand, faar Øje paa den lyse Stjærne og bringer sin Herre ved hans Maaltid det Bud at Verdens Frelser nu maa være født. Fra denne Sang har Arhippa flyttet den grimme Ruotus ɔ: »(He-)rodus«, som han sidder for breden Bord, og hans lige saa fule Hustru ind i Kvadet om Badstuen (L 217 fl.).

Saa er der Visen om Maaria og Barnet. I det apokryfe Mattæusevangelium hedder det at den hellige Familie paa Flugten til Ægypten holder Hvil under et højt Palmetræ; Maria faar Lyst til dets Frugter, Josef gider ikke ret klatre saa højt, men Barnet byder da Træet bøje sig saa dybt ned at Moderen kan plukke; og det adlyder. Dette Motiv blev i Middelalderen meget yndet og udformedes ogsaa i Folkesange. I en engelsk Vise er Hændelsen flyttet hen til Tiden før Barnets Fødsel: Maria beder i Urtegaarden sin Trolovede Josef: »Pluk mig et Kirsebær; jeg er med Barn.« Josef: »Den kan plukke som gav Dig Barn!« Da taler Fostret i Moders Skød, og paa dets Bud bøjer Træet sig ned til Maria, men Josef angrer sin Tale. (I det skandinaviske Norden kendes Visen nu ikke). Først i den finske Form virker Frugten selv Svangerskabet. Æblet, som i Ingermanland er den livgivende Frugt, er i finsk Karelen blevet til et Markbær, med Optagelse af en lille, oprindelig selvstændig lyrisk Vise (sml. L 81 fl.):

Jordbær rødt paa Bakken raabte,

Tyttebær paa Heden hujed:

Jomfrulille, kom og pluk mig,

Barn med røde Kinder, røv mig,

førend Sneglen faar mig snappet,

førend den sorte Snog mig æder!

Helt oppe i Dvina Len træffer vi dog endnu Tanken om at »Bærret« sidder højt oppe, saa Maaria maa slaa det ned med en Stang (Vs 105 fl.). — I finsk Karelen (Suojärvi) har der ud af og jævnsides med den egentlige Legendevise om Maaria dannet sig en verdsligt klingende Form, hvor det ender med at Jomfruen »Iro« føder Väinö, Ilmari og Jouko, Heltene fra Søfærden. I denne Irosang skildres Pigens oversættes bly Væsen, idet hun af Skræk for Tyr og Hane end ikke tør nyde Mælk eller Æg, — endvidere Kvindernes Undren over hvad der dog er i Vejen med den lidende Pige, — og endelig hvorledes man søger en Døber til Barnet. Disse Træk har oprindelig hjemme i den Vise vi siden skal undersøge, den om Marketta. — I Olonets træffes atter den egentlige Maariasang, men ogsaa her med Træk fra Markettavisen: Skildringen af Pigens lange Dvælen i Hjemmet, hvor hun slider Mærker i Gulv og Loft. — I Olonets og Dvina Len er Navnet undertiden blevet til Marjatta, vel sagtens ved Sammenblanding af Formerne Maaria og Marketta; det er ikke sandsynligt at ogsaa Ordet marja, Bær, spiller med ind, thi Formen Marjatta findes langt sydligere i Markettavisen, som ikke omtaler noget Bær.

En tredje af Kristusviserne har til Æmne: Maaria søger Badstu for at føde og bringer dær sit Barn til Verden. Legendedannelsen paa dette Punkt er i Gang allerede i de apokryfe Evangelier; i »Jakobs For-evangelium« , hvor Barnet fødes i en Hule, er der Tale om ildesindede Klagemaal mod Maria; og hos den førnævnte Pseudomattæus binder Josef sit Æsel hos Oksen ved Krybben; da det svøbte Barn lægges i denne, bøjer Dyrene ærbødigt deres Hoveder og rører ikke længer deres Føde. — I nogle tyske Folkeviser hedder det at en Vært vredt jager Maria og Josef ud, og en Værtinde giver dem siden Straa til Leje, hvor saa Okse og Æsel aander paa Barnet. Og i en lille russisk Legende dækker disse Dyr omhyggelig den Spæde til med Straa, medens Hestene ondsindet æder det bort. Skandinaviske Opskrifter haves ikke. — Efter hjemlig finsk Forestilling bliver det Rum Maaria attraar at føde i, en Badstu; hun faar kun en Stald, men Hestens Aande virker her som kvægende Badstudamp. I Ny Kalevala er to Former af Visen forenede: Bønnen til Moderen om Badstu og »Piltens« Sendelse til Byen i samme Ærend.

Fortællingen om den tolvaarige Jesus i Templet danner Grundlaget for den næste Episode om Maarias Barn: Den Lille forsvinder, søges og genfindes, — De tyske Viser om dette Æmne flytter næsten altid Hændelsen nær til Jesu Fødsel eller til hans Død, een har dog »in der Judenschul’« (Prøver hos Grdtvig III S. 887 fl.). Af de danske Opskrifter (Gr. II Nr. 97) har A Tilknytning til Fødslen, medens B slutter med at Moderen hører om hvorledes Sønnen hudflettes og bærer Tornekrone; alle de svenske knytter sig til Fødslen, til Døden er der kun en Henvisning (Arvidsson S. 519); nogle af dem nævner Templet (Prøver hos Grdtvig II S. 526, III S. 887). — Endnu paa finsk Sprogomraade kender man en Form hvor »Kapellet« er Findestedet; en ingrisk Opskrift slutter saaledes:

Til vor Skabers Port hun skrider,

frem for Herrens Dør hun træder,

Herren selv har bjærget Barnet,

et Kapel har Gud det bygget,

sat det lille Barn paa Bænken,

stukket det Blomster i Haanden.

Barnet sad nu dær paa Bænken,

holdt i Haand de røde Blomster,

selv det kigged ud ad Vindvet:

»Nej, dær kommer jo min Moder,

hun vil hente hjem sin Lille!« 

Men i russisk Karelen danner Episoden Overgang til Skildringen af Kristi Død, Moderen faar omsider til Svar at Sønnen pines af Djævle, eller at han er død og begraven. — Paa ejendommelig Vis skildres i alle finske Former Maarias Søgen: Hun spørger Maane og Sol ud om den forsvundne. Det samme Træk skal findes i lillerussiske Opskrifter, men ikke i storrussiske, saa det er tvivlsomt om her foreligger Laan (Storrusserne bor jo mellem Finner og Lillerussere). Muligvis har begge Folk hvert for sig optaget Trækket fra Folkeæventyr. — I Kalevala hedder det at Moderen søger Barnet under Kværne og Gænger o. s. fr., hos Folket at hun havde gæmt det dær (og at det forsvandt derfra). Sumpen har Lönnrot gjort til Findested af Hensyn til Markettasangen. —

Fra de hellige Mariaviser vender vi os nu til fra den første Færd rent verdslige Sang om »Hannus og Marketta«, Hans og Margrete. Medens hine har bredt sig over finsk Omraade fra Vestfinland af, er denne vandret Sangenes Alfarvej fra Estland til Karelen. Dens oprindelige Form har i alt væsentligt holdt sig paa den karelske Tange, hvor Indholdet er følgende: Marketta, eneste ugifte blandt mange Døtre, lokkes af den rige Hannus (fra Øsel). Landsbyens Kvinder mumler: Hvad fejler dog vor Marketta, hun holder jo altid til i Badstuen! Hendes Moder Helena finder en skønne Dag det nyfødte Barn paa Trappen ; Karle og Piger sværger sig rene, de skyldige sværger aller grovest. Og Helena ytrer med et Tilløb til salomonisk Visdom: Har Barnet hverken Fader eller Moder, saa slænger jeg det paa Ilden eller kaster det i Vandet. Men da gav Jesus det tre Nætter gamle Drengebarn Mæle, Jomfru Maria gav det Forstand (»Kiesus kielen, Maaria mielen«), og Drengen nævner nu sine Forældres Navn. — Nordligere i finsk Karelen, kommer tildels fra andre Sange, ny Træk til, saaledes Pigens lange Ophold i Hjemmet og den store Blyhed. Undertiden kaldes hun Marjatta; og ikke blot i Navnet bøjer Marie- og Margretekvadet sig sammen, som vi har set er de delvis sammensmæltede især i Suojärvis Irosang (S. 196). — Særlig mod Slutningen undergaar den egentlige Markettavise Ændringer: Der søges en Præst til at døbe Drengen, men han vil ikke (Træk fra Tryllesangen om Sygernes Fødsel); som Grund fremfører han det Mørke der hviler over Barnets Fødsel, og den Lille nævner da selv sine Forældres Navn; undertiden lægges Mormoderens Domsord i Præstens Mund, han faar saa af Barnet at høre at Vand- eller Baaldød havde han selv fortjent; stundom ender det med at Præsten alligevel døber Barnet. — Denne Slutning er videre udviklet i Dvina Len, hvor Barnet derimod ikke nævner sine Forældre. Døberen og Dommeren kaldes hos Arhippa Virokannas (det samme Navn har han i Sangen om Oksen, S. 147). Men hos Martiska i Lonkka er Dommeren gamle Väinö, der vil at Barnet skal lægges i Sumpen; da han faar til Svar at Väinö dog ikke selv dømtes til Sumpen, dengang han havde skændet sin egen Moder, synger han forbitret en Kobberbaad frem og sejler bort. (I nævnte Klagemaal skjuler sig et Træk fra Sampsakvadet, S. 120; Lönnrot har ombyttet det med Dadel over Väinös Færd mod Ilmari og Aino). Ontrei i Vuonninen endelig og efter ham Lönnrot har baade Døberen Virokannas og Dommeren Väinö; den sidste blues og styrer (Ontrei og flere) sin Baad ned i Havets Malstrøm, hvor han forsvinder. (De nordlige Finners Forestilling om en Malstrøm er maaske paavirkede af Frasagn om en Hvirvel ved Sviatoi Nos i Hvidehavet, Bjarmelandsfarernes Straumneskinn). — Drengen døbes i Opskrifterne til »Konge i Metsola (ɔ: Skovhjem, eller: i Pohjola), Hersker over Skindholmen«; det er Udtryk fra Bjørnesange; først i Ny Kalevala ombyttede Lönnrot dette med »Konge i Karelen, alvældig Drot og Herre«.

Selve den rent folkelige nordligste Form af Markettasangen viser jo Hang til at gøre »Marjattas« Barn til noget andet end de sydlige Formers tre Nætter gamle Dreng, der fik Mæle blot for at kunne nævne Fader og Moder. Der er ogsaa Tegn paa, at Folkesangere har fundet, Väinö stod her som »Hedningen« eller den gamle Tids Mand, der nu maatte vige. Een af dem tilføjede i Prosa (V. Kal. eep. ain. 264): »Saa gik han did og blev ikke døbt (sic); derfra kommer han dog i Himlen, da han jo var sjette Mand« [nemlig ved Skabelsen, ifølge »Sangerkampen«]. Väinös Afskedsord og det Træk at han lader Harpen og Kvadene tilbage til Folkets Trøst, er dannede af Lönnrot; men ogsaa hos Folket har Længslen efter Helten og Gensynshaabet givet sig Udtryk; saaledes hedder det i en Opskrift fra Vuonninen til Slut: »Did er Väinämöinen gaaet; dog siges det at han kommer tilbage — han lever endnu.«

Omend uklart og famlende, har Folket da selv arbejdet hen imod den Tanke som Lönnrot, især i Ny Kalevala, gav tydeligt Udtryk: Den hellige Jomfru og den bly Marjatta var een og samme Person, og det Barn som Väinö dømmer vrangt, og som til Gengæld dømmer ham, var da ingen anden end Jomfru Marias guddommelige Søn. —

Med Väinämöinens Bortgang er Kalevalas Handling til Ende; Sangeren vinder sit Nøgle sammen og under sig Hvile; men forinden vinker han den unge Slægts Skjalde frem paa Vejen til Afløsning; saa viger han Pladsen for dem.