Anmærkninger Fjölsvinnsmaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

1. Om Strophens rette Mening see Varianten 1. Menglades Borg synes at have ligget paa et Bjerg. Svipdag synes og at have vist sig i en Tiggers Forklædning, og derfor at tiltales saa haardt al Borgvogteren.

2. Den værnende eller omgivende Flamme er bekjendt i vore mythiske Digte, og forestilles som et brændende Baal hvormed Borgene omgaves. I senere tydske og danske Digte omtales de som Glas-Bjerge, Glar-Bjerge (Mure eller Volde). Naar Himmellysenes Straaler faldt paa disse, maatte de skinne som Ild eller Luer; men vi finde virkelig slige forglassede Borge eller Mure (vitrified forts) i de skotske Höjlande. Ingen kjender nu deres Oprindelse eller Opførelsesmaade. Her i Digtet menes vel en Vagtild — hvis Skjalden ellers ikke sigter til Nordlysets Vinteren tilhörende Flammer. Jfr. Skirners Reise Str. 8. 9.

7. Denne allegoriske Stamtavle synes paa det tydeligste at godtgjöre Rigtigheden af den i Indledningen anförte svenske Forklaring, thi den unge Sommer kan siges at være en Sön af Vaaren, og denne atter af Vinteren.

9. De heranförte Navne ere vistnok allegoriske, men de tvende sidstes rette Betydning er os nu vel ubekjendt. Svafr oversætter Magnæus ved Vibrans, Tersus; Þorin ved Audax.

10-11. Her begynde de yderst dunkle Gaader, hvis rigtige Fortolkning jeg ikke föler mig i Stand til at yde. Jeg gjætter blot at de mest tage Hensyn til hedenske Offersteder, hvor Folket forsamledes ved offentlige Fester, samt de Indretninger og Skikke (maaske tildels mysterieuse og ubekjendte for den store Hob) som fandt Sted derved. Her er först Talen om en særdeles kunstig Port kaldet Thrymgiöll (höjtlydende eller Dörtærskel-knirkende) gjort af Solblindes tvende Sönner. Den (uberettigede) Vandrer som aabner den, fængsles derved paa Stedet (maaske ved en kunstig Indretning). — Udtrykket med godum kan betyde: a) blandt Guder, b) blandt Gudernes Præster.

12-13. Her omtales en stor eller herlig Gaard eller Borg (hvortil vel den nysommeldte Port hörte) kaldet Gastropner, rimeligvis Gjæstraaber, d. e. den, som kalder eller forsamler (mange) Gjæster. Leer-Brimer er vel den samme som Brimer (Havjætten; et Navn for Urjætten Ymer i Val. Spd. Str. 9 (I, 34, 57). Hans Lemmer eller Been ere Stenene, hvoraf de gamle Altere og Offersteder vare opförte. Disse Mindesmærkers Varighed her i Danmark er noksom bekjendt.

14-15. Her tales om tvende Porthunde, som bevogte Indgangen til Borgen eller Gaarden, Gisur og Gere (Odins Ulve hede Freke og Gere). Elleve Vagter (rimeligvis i enhver naturlig Dag) skulle de være paa deres Plads.

16-17. Her siges at den ene af disse Hunde sover om Natten, den anden om Dagen — og at Ingen kan komme ind saalænge nogen af dem vaager.

18-19. Handle om Mueligheden af at komme ind i Gaarden, ved at kaste visse Kjödstykker eller Kraase for Hundene, da man maa benytte det Öjeblik medens de fortære dem.

20-21. Om et Træ kaldet Mima-meid eller Mimes Træ, som udbreder sine Grene over alle Lande (her vel blot de hellige Kredse). Her menes sandsynligvis et helligt Træ paa eller ved Offerpladsen, som har skullet forestille Yggdrasill eller det Træ hvorunder Guderne holdt deres Raadsforsamlinger (I, 177, 256, 261). Vi vide bestemt at Saxerne, de Danskes Naboer, virkelig kaldte et saadant helligt Træ for Irmensul (oldnordisk Jormunsúl eller -súla) ɔ: Verdenstræet, eller, som man i Middelalderen latiniserede det, columna universalis. Yggdrasills ene Rod naaede til Mimers Kilde, hvorfor hint Træ muelig har erholdt et saadant Navn. Jfr. Lings Sinnebildslära S. 124.

22-23 Dette Træ maatte hverken beskadiges ved Ild eller Jern; — dog anvendtes dets Frugter til Lægedom for svagelige (eller svangre) Qvinder. Her kan man ikke andet end tænke paa Druidernes Overtro om Mistelen, deres ypperste Lægemiddel, og de besynderlige Ceremonier hvormed den saaledes skiltes fra Træet.

24-25. Handle om en skinnende Hane som sidder i det höje Træ. Sandsynligvis forestille man saaledes ved Festerne i Oldtiden en mythisk Fugl (maaske Valhalls Hane I, 46-47, 65. Jfr. Ling l. c. S. 133). Det er saaledes mærkeligt, at Almuen i Norden, ligetil de sidste Tider, har beholdt denne Forestilling ved Majistangen eller Vaarfestens kunstige Træ, Saaledes f. Ex. i Sverrig efter Arndts Reise durch Schweden 3, 72: "Majitræet er meget höjt; dets kunstige Grene ere udsmykkede med Baand, Faner, Krandse og alleslags store og smaa udskaarne eller udstoppede Dyr. Alleröverst staaer sædvanlig, blandt Vimpler og Faner, en stadselig Hane som omdrejes af Vinden." Jfr. samme Værks 1, 238. - 2, 197, samt Linnés Skånska Resa (om Midsommershöjtiden i Falsterbo). Lignende Skikke finde Sted i Tydskland ved Sommer-Træet o. s. v.

25-31. Fra den förstnævnte Strophes Midte af ere disse Gaader og Gaadelösninger de dunkleste i den hele Samling. De synes at sigte til visse os aldeles ubekjendte Ceremonier ved etslags höjtidelig Fugleskydning, hvorved den ommeldte Hane skulde nedskydes ved en vis Ten eller Spyd, som var meget vanskelig at erholde. Virkelig har man Grund til at formode (især da Lopt eller Loke nævnes her som Tenens Ophavsmand eller Skaffer, og den tillige siges at forvares i Afgrunden af Jættinder eller Troldqvinder) at her sigtes til et Vaaben af samme Art som Misteltenen, hvorfor Baldur faldt, men at Hanen her (ligesom den svenske Commentator har gjættet) ogsaa var Sommersolens Sindbillede, samt at Ceremonien, naar den foretoges paa Midsommers- eller Sommersolhvervs-Fester, virkelig maatte antyde dens nu atter begyndende Dalen og Nedfart til Underverdenen. De særegne Omstændigheder eller Ceremonier herved, bliver det vel ellers nu umueligt at forklare.

32-33. Ere fuldt saa dunkle, og handle om en Sal kaldet Hyrr (Ild, Varme) eller hýr (hir) varm, behagelig — omslynget af Flammer. Talen kunde da være om Menglades egen Bolig, men sandsynligst menes her dog et Telt eller Tabernakel; slige brugtes af de hedenske Letter ved deres Ofiersteder i de hellige Lunde. Jfr. Str. 2, 5.

34-35. Her nævnes ni af Asers Slægtninge (Alfe eller Genier) som opholde sig inden for Borgens Volde.

36-37. Handle om det Bjerg hvorpaa Möen (formodentlig Menglade) opholder sig. Den senere Strophe er vel den allermörkeste i det hele Digt.

38-39. Her opregnes ni Möer (Diser eller Nympher) som i al Enighed omgive Menglade som hendes lydige Terner. De svare rimeligvis til de 9 Alfe som nævnes i 35^te Str.

40-41. Disse Diser siges her at burde dyrkes af Menneskene ved Offringer, som foretoges hver Sommer paa et helligt Sted, i Templet eller ved de hellige Altre.

42. Her skrider Vindkold eller den formummede Svipdag nærmere til Texten, og aabenbarer sin Kjærlighed for Menglade.

46. Heftigheden af Menglades Kjærlighed til Svipdag aabenbarer sig i denne Trudsel.

48. Antager man Svipdag for at være Sommeren, saa er det en naturligere Allegorie, at han siges at være en Sön af Sollyset, end af Vaar- eller Vinter-kulden (Str. 7) skjönt dette og kan lade sig sige paa en mere forblommet Maade. I Vintertiden havde han været landflygtig, "vidt omdrevet af kolde Vinde." Hans hele Skjæbne var forlængst bestemt af Urde, den ældste og ypperste Norne; — den kunds umuelig forandres, ligesaalidet som Aarstidernes Gang i det Hele.

50. Menglade siger sig tit at have siddet forgjæves höjt oppe paa sit kjære Bjerg, hvor hun kunde overskue Landet, for om mueligt at see sin Elsker komme fra hans fjerne og lange Vandringer. Man erindre sig her Thulensernes Gang til de höje Bjergtoppe for at udspeide Solens Tilbagekomst mod Foraarstiden, samt deres Glæde i den Anledning, lignende de mærkværdige Festligheder som endnu finde Sted ved Solens förste Syn i de dybe Dale i Over-Alpernes Departement i Frankrig, som upaatvivlelig ere Levninger fra Hedendommen. See Prof. O. Wolffs Journ. for Pol., Nat. og Menn. Kundskab. Febr. 1821, S. 129.

---

Noter: