Vester-Skaftafells syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vestur Skaftafellssýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Vester-Skaftafells syssel
Vestr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Vester-Skaftafells syssel, der mod øst begrænses af Nupsvandene (Núpsvötn), mod vest af Jøkelså på Solhejmasand, falder i en større østlig og en mindre vestlig del — adskilte ved den øde sandstrækning Myrdalssand, som skylder den frygtelige Katla, vulkanen i Eyjafjallajøkels nordøstlige parti, sin tilblivelse. Ovenfor syslets østerdel ligger den store Vatnajøkels vestligste parti Side jøkel (Síðu-Jökull) eller Skaftå-jøkel (Skaptár-jökull), jøklen dog ikke her i nogen umiddelbar nærhed; jo længere man kommer mod vest, desto mere drager den sig tilbage fra bygden og lader efterhånden det indre højlands vide strækninger uhindret brede sig. Syslets østlige del, der til en vis grad må omtales under ét, består af Fljotshverve (Fljótshverfi), den østligste bygd, derefter Síða og Skaftåtunge (Skaptártúnga), samt de syd for disse to liggende bygder Landbrot og Meðalland. Få overgangen mellem bægge, dog nærmest knyttende sig til østerdelen, står det lille isolerede Alvtaver (Álptaver).

Fljotshverve (Ldn.), der mod øst er begrænset af Nupsvandene, mod vest af Hvervesfljot (Hverfisfljót), er mod nord ved en strækning fjældhede skilt fra Vatnajøkel; fra jøklen og fjældene kommer endnu en del åer, der sluttelig flyde sammen med Nupsvandene og Hvervesfljot, alle tilsammen har de omdannet den nærmest kysten liggende del af bygden til en øde, af vandløb gennemfuret og tildels oversvømmet sandstrækning, østligst i Fljotshverve hæver sig Lomagnup (Lómagnúpr), et prægtigt fjæld, der (med en højde af c. 2500 f.) som en vældig stræber støtter den bagved liggende fjældstrækning eller som en uhyre kile skyder sig frem fra denne. Med selve fjældets navn (eller egenlig at Lómagnúpi) benævntes i ældre tid den vest for dette stående gård Nupstad (Núpstaðr) . Så vel gård som fjæld forekommer i Nj., hvor også den efter fjældet benævnte sandstrækning Lomagnúpssand (Lómagnúpssandr) omtales. I Jonsbog optræder Lomagnupssand som skillende mellem de to dele af Skaftafellsting. Efter fjældet førte Nups vandene oprindelig navnet Lomagnupså (Lómagnúpsá). I Sturl. fortælles ved år 1201 om et løb i Lomagnupså, der gjorde den for en tid ufarbar, så at den altså også den gang har haft sin nuværende karakter af jøkelå. Jøkelelv bliver imidlertid Nupsvandene først ved det østlige tilløb Súla, medens derimod den langt nordligere udspringende hovedkilde Nupså (Nupsá) fører klart vand. Egnen, hvor Nupsvandenes kilder må søges, er i flere henseender af interesse, men næsten ukendt. Øst for Lomagnup og dens nordlige fortsættelse strækker sig op mellem fjældene en kratgrot dal (vistnok på kortet temlig unøjagtig aflagt), der ved sin fjældbegrænsning er beskyttet mod den nord og øst for liggende jøkel. Oven for dalen, i kanten af jøklen, står et dog hidtil ubesøgt fjæld Grænafjall (ɔ: Grønnefjæld), syd for hvilket en sø Nupsåvatn (Núpsárvatn), hvorfra Nupså har sit udspring, er beliggende. Nupså gennemstrømmer nu fra nord til syd dalen, hvor den modtager flere tilløb, indtil endelig ved dalens sydøstlige hjørne en skridjøkel fra Skejdaråjøklen (hvis nærmeste parti benævnes Súlujökull) strækker sig frem, hvorfra den rivende jøkelelv Súla kaster sig efter et kort løb i Nupså, der nu antager navnet Nupsvandene. — Den omtalte skov Nupstadskovene (Núpstaðarskógar) er bekendt af sine vilde (eller halvvilde) får, der her aldeles sørge for sig selv, og hvoraf kun enkelte af og til med møje indfanges. — Sula skal efter sigende have regelmæssige løb, omtrent hvert 5te— 6te år. Undertiden omtales uhyre løb i denne å, som år 1784 (samtidig med Skejdarå), da egnen omkring Skaftåjøklens vestligste del havde været skuepladsen for stærke vulkanske fremtoninger.

I følge kortet skulde søen syd for Grænafjall bære navnet Grimsvandene (Grímsvötn); herom ved dog sognebeskrivelsen intet, og henlæggelsen hertil af »Grimsvandene«, der mere synes at tilhøre sagnet end den virkelige verden, skyldes vistnok kun gætning .

I Fljotshverve stå de fleste gårde under affaldet af de græsbevoksede fjældheder, der begrænse bygden mod nord; oven for disse findes igen nogle grus- og stenstrækninger, indtil Skaftåjøklen begynder, der her er en højjøkel, men som dog nedsender flere skridjøkler. Neden for gårdene brede sig mest hraun og mørke forbrændte strækninger, indtil ud mod kysten de flere mil brede sandflader begynde. Af de fra heden (eller hederne — strækningen fører nemlig forskellige navne efter de forskellige gårde) nedstyrtende ikke få åer kan Djupå (Djúpå), nærmest vest for Nupsvandene, fremhæves som en virkelig jøkelå, om end kun af middelstørrelse. Denne fra Skaftåjøkel kommende elv kan også stundum have sine »løb«; et sådant overordenlig heftigt, fra midten af forrige århundrede — men rigtignok foranlediget ved et vulkansk udbrud i Skaftåjøklen — omtales E. O. s. 776. — I Djupå falder flere vestligere åer, indtil Brunnå (Brunná), der nu betragtes som faldende i Hvervesfljot, skønt det egenlig er denne sidste elv, der har kastet sig i Brunnå. Hvervesfljot, der har sit udspring i den vestlige kant af Skaftåjøklen og derfra i sydestlig retning tæt under jøkelranden søger ned mod bygden, blev nemlig voldsomt påvirket af det frygtelige vulkanudbrud, der 1783 fandt sted i almenningen straks sydvest for Skaftåjøklen. Af de to uhyre lavastrømme, som ved denne lejlighed væltede frem, søgte den ene sig vej gennem Hvervesfljots rende, udtørrede den for en tid aldeles og bredte sig derefter over en større strækning på grænsen mellem Fljotshverve og Síða, hvor der dog allerede til dels tidligere fandtes ældre lavalag. Da elven igen begyndte at flyde, kastede den sig noget østligere, afskar oven for bygden en fjældknude Hnúa fra den øst for liggende Bráttháls (tilsammen, som det menes, fordum benævnte Eiríksfell), og i steden for i sit nedre løb selv at søge sig en vej ud mod havet kastede den sig i Brunnå (omtrent ud for gården Hvoll). Da Hvervesfljot imidlertid er vandrigere end Brunnå, er den sidste bleven forvandlet til en biflod til fljotet.

Nupsvandene, Djupå og Hvervesfljot med deres bifloder flyder neden for bygden sammen, danner brede, grunde vandsamlinger og falder tilsidst gennem Hvalsike (Hvalsíki — fejlagtig afsat på kortet) i søen. Kun en ringere del af vandmassen falder i sydvestlig retning over sandfladerne og forener sig med Eldvatn, en å, som efter vulkanudbruddet 1783 er kommen frem fra sydkanten af det nye hraun, og som gennem Vejdeós (Veiðiós — et temlig foranderligt udløb, som ifg. sognebeskr. af 1859 i de senere år bestandig havde bevæget sig mod vest) falder i søen.

Den østligste gård i Fljotshverve, næst efter Nupstad, er Rauðaberg, der står øst for Djupå, hvor denne træder ned fra heden. Her drejer Djupå i sydvestlig retning, medens den tidligere skal have strømmet mod sydøst ned over et ældre, i denne del af bygden liggende hraun. Neden for dette vises de gamle tomter af ødegården Djupåbakke (Djupárbakki), der vistnok er den i Nj. anførte gård, hvorefter Njåls svigerdatter Astrid fra Djupåbakke benævnes. — Omtrent midt i bygden, noget vest for Djupå, står Kalvafell (Kálfafell), kirkested og — så længe Fljotshverve udgjorde et selvstændigt kald — præstegård. Gården kaldes nu ofte Kalvafell »på Síða« eller »i Fljotshverve« til adskillelse fra Kalvafellsstad i Sydersvejt, hvis egenlige navn også kun er Kalvafell. Ordet »Sida«, der, som det senere nærmere skal fremstilles, i oldtiden havde en meget omfattende betydning, har nemlig også nu foruden sin almindelige, mest indskrænkede, en mere udstrakt, i hvilken det betegner den øst for Skaftå liggende del af VSkf. (ɔ: Síða á Fljótshverfi). —

Sydvest for Kalvafell, ved Brunnå, og neden under et fremløbende hedeaffald, står gården Núpar, tidligere Gnúpar, hvorefter den berømte landnamsmand Gnupa-Bård benævntes. Om Bård fortæller Ldn., at han, der egenlig havde besat Bårdardalen i Sønder-Tingø syssel, af de milde søndenvinde sluttede sig til, at landet hinsides de store heder måtte være at foretrække. Han sendte da ved vinterens slutning folk afsted for at undersøge forholdene her, og da beretningerne lød lovende, brød han næste vår op, tømrede slæder til alle sine kreaturer og lod disse således trække hø og gods. »Han drog ad Vonarskarð«, siger Ldn., »den vej, som siden hedder Bárðargata«, besatte Fljotshverve og boede på Gnupar, hvoraf han fik navnet Gnupa-Bård. — Ved Vonarskard har man tænkt sig et mellem Vatnajøkels nordvestligste del og den frit stående Túngnafellsjökull værende pas; det må dog bemærkes, at det »Bárðargata« meget lignende navn »Bárðarskarð« er bevaret som navn på sænkningen mellem Hnuta og Brathals nordvestligst i Fljotshvervets bygdefjælde .

Angående Hvervesfljot, der 1783 så stærkt påvirkedes af vulkanudbrud, lader det sig med sikkerhed sige, at det ikke er første gang, at noget sådant har været tilfælde. Ldn. omtaler nemlig tydelig nok dette »fljott under navnet Almannafljót (ɔ: Stor-Fljot) og siger, at det, »før end det løb«, kaldtes Raftalæk (Raptalækr ɔ: Rafte-bæk; raft = stage). Det her omtalte »løb« har utvivlsomt stået i forbindelse med et vulkanudbrud i eller ved Skaftåjøklens vestlige del i den første tid efter landets bebyggelse, men enhver nærmere angivelse af tiden savnes, da annalerne desværre tie om dette udbrud.

Bygden, som Hvervesfljot danner vestgrænsen imod, er som tidligere anført Siden (Síða) i snævreste forstand. Siden er en smuk bygd; vel findes længst mod sydøst øde sandflader ud mod kysten, og højere oppe, nærmest Hvervesfljot, lavastrækninger; men hovedmængden af bygdens gårde står under det sydlige affald af græsrige bygdefjælde eller rettere en sammenhængende fjældhede, hvor adskillige smådale skære sig ind, og som endnu temlig langt mod nord, hvor den går jævnt over i højlandet sydvest for Vatnajøkel, er frugtbar. Lige så tiltalende et skue frembyder den vestligere, ved en lavastrøm — foruden ved rindende vand — fra Siden skilte Skaftåtunge, hvor højdedrag og frugtbare dalstrøg veksle. Også de nedenfor liggende bygder Landbrot og Medalland er af naturen frugtbare landskaber, om end her vulkanernes fordærvelige virkninger viser sig i langt højere grad. Store strækninger er indtagne af ældre og yngre hraun , vulkansk sand bedækker andre, og vulkanske kraterhøje findes tæt omspredte; men også her findes dog mange græsrige pletter, og selv sandstrækningerne, hvor melen (sandhavren ɔ: marhalm) vokser, er ikke ganske værdiløse. — Forholdene i disse bygder er ikke desmindre nu temlig forskellige fra de oprindelige; for alles vedkommende har vulkanske udbrud og de herved bevirkede forandringer af flodernes retning og leje til dels påtrykt egnen et andet præg. Blandt de rindende vande har især Skaftå i denne henseende spillet en rolle. Skaftå (Skaptá), der dog egenlig nu kun for sit nedre — og måske for det aller øverste — løbs vedkommende har bevaret dette navn, er en jøkelelv, der hidtil i almindelighed antoges at have udspring fælles med Hvervesfljot og Tungeå (Túngná, ofte fejlagtig: Táná — en biflod til Tjorså (R.)) i den sydvestlige del af Vatnfjøkel, som jo netop efter denne benævnes Skaftåjøkel. Sv. Povlssön (i sin afhandling om de islandske Isbiærge) fortæller herom, at en fra Nordlandet flygtende forbryder på sin vej sydpå langs vestkanten af jøklen så en stor elv styrte sig ned fra jøklen; elven delte sig kort efter i tre arme, og disse tog en sådan retning, at han skønnede her at have begyndelsen til de tre ovennævnte betydelige jøkelåer for sig. I følge Sig. Gunnarssön (Miðlands Oræfi, Norðanfari 1877) findes der omtrent midt på vestsiden af Skaftåjøklen en indbugtning, hvor de tre nævnte floder have deres kilder. I den aller nyeste tid er der i de islandske blade (og derefter i Frjettir frá Íslandi 1878 s. 15) fra Skaftafells syssel kommet meddelelser om, at Skaftå skulde have sit udspring ikke fra selve jøklen, men fra en stor sø, hvorfra elven skulde tage sit løb mod syd i en snævring mellem nogle her liggende græsrige højdedrag og jøklen; fra samme søs vesterende skulde så Tungeå udspringe. Det må dog foreløbig anses for meget usikkert; Skaftås karakter som jøkelelv viser i hvert fald tydelig nok dens nære forbindelse med Vatnajøklen.

Fra sit udspring tager Skaftå en sydvestlig retning — først over jævne sandflader, indtil den ved mundingen af en oven for Side-bygden liggende dal Ulvarsdal (Ulfarsdalr) falder i et lavaleje; kort efter bøjer den mod syd og fortsætter nu sit løb under navnet Eldvatn i den samme stivnede lavaflod, dannende grænsen mellem Siden og Skaftåtungen. Sydligst på grænsen af disse to bygder deler elven sig i flere arme, hvoraf en, der falder mod øst og danner grænsen mellem Sida og Landbrot, har beholdt navnet Skaftå. De andre arme tage i forening en sydvestlig retning, og den herved dannede anselige forgrening af Eldvatnet falder i den Skaftåtungen gennemløbende elv Túngufljót. — Den østligste, nys omtalte Eldvatnsarm, der har bevaret det oprindelige navn Skaftå, men som i virkeligheden får sit meste tilløb fra forskellige, fra Sidefjældene og Landbrotet kommende åer, bøjer efter et par miles løb under Sidefjældene, hvor dens leje også for den større vestlige dels vedkommende er lava, mod syd, i det den også danner østgrænsen for Landbrot, breder sig her over sandfladerne og søger tilsidst gennem en snæver munding (Skaptárós) udgang til havet.

Før år 1783 kendtes ikke navnet »Eldvatn« om nogen del af Skaftå, hvis løb gennem bygderne i det hele da var noget anderledes. At det var et vulkansk udbrud, som ved den lejlighed var virksomt, er der i det foregående flere gange hentydet til, og det samme lader allerede navnet Eldvatn (ɔ: Ildvand) formode, et navn, der i disse egne bruges som en art fællesbetegnelse for de ved senere lavastrømme fremkaldte eller stærkt ændrede rindende vande. Dette udbrud, det frygteligste, der kendes fra Island siden landets bebyggelse, anføres sædvanlig som udbruddet fra Skaftåvulkanen (undertiden fejlagtig: Skaftåjøklen), men bør rettere betegnes som udbruddet fra Varmådals vulkanerne

I jævn fortsættelse af den Sidebygden mod nord begrænsende fjældhede og oven for denne findes — og fandtes navnlig tidligere — græsrige avretter (fællesgræsgange) på det mellem Skaftå og Hvervesfljot indesluttede trekantede landstykke; kun længst imod nord, nærmest trianglens spids og de to elves udspring ophørte vegetationen, men grunden var dog jævn og flad. Omtrent på grænsen mellem den græsrige del af avretten og den ufrugtbare tunge mellem elvene, den såkaldte Fljotsodde (Fljótsoddi), hæve sig fjældene Lake (Laki) og Blæng(r), der ligesom danne — mod nord og syd — den øverste begrænsning for bunden af Varmådalen (Varmárdalr), som herfra strækker sig i sydvestlig retning ned gennem avretten, indtil den udmunder i den omtrent parallelt-løbende, nordligere Ulvarsdal, fra hvilken den er adskilt ved et fjældstrøg Ulvarsdalsskærene (Úlfarsdalssker), ligesom også Ulvarsdalen ved nogle højdedrag er skilt fra Skaftås nære leje. Hver af de to dale gennemstrømmedes før udbruddet — og gennemstrømmes vel også nu — af en å, af hvilke Ulvarsdalsåen kort efter at have optaget Varmådalsåen faldt ud i Skaftå.

Den 8de juni 1783 begyndte voldsomme vulkanudbrud i Varmådalen, i det der øst for Varmådalsåen på en strækning af et par mil, helt op til fjældet Lake, dannede sig en række af omtrent en snes kratere, som nu i Løbet af et par måneder udsendte frygtelige lavastrømme, der gennem Varmådalen flød ned til Ulvarsdalsmundingen og herfra igen ud i Skaftå, som for en tid aldeles udtørredes. Dens den gang dybe flodsæng fyldtes aldeles, og den ene glødende lavastrøm efter den anden væltede ned over de underliggende bygder. — Skaftå delte sig den gang, hvor de fire bygder Skaftåtunge, Side, Medalland, Landbrot støder sammen (og hvor forgreningen også nu finder sted), i tre arme, af hvilke den ene under navnet Landå (Landá) løb mod syd, og øst for gården Leiðvöllr, der endnu regnes til Landbrot, faldt i den store, mellem Medalland og Alvtaver skillende elv Kúðafljót. Den anden arm Melkvísl faldt i sydøstlig retning ned gennem Medalland, hvor den forbandt sig med en her fremvældende elv, der under sit løb antog forskellige navne. Endelig den tredje og den gang hovedarmen faldt ligesom nu langs Side-bygden på grænsen af Landbrot med udløb igennem Skaftåós. Derimod kendtes ikke den gang den nuværende vestlige forgrening af Eldvatnet.

Under udbrnddet 1783 udtørredes for en tid alle Skaftås tre arme, i det lavastrømmenes forgreninger væltede sig frem gennem deres leje. Hvor Landå og Melkvisl havde løbet, opdyngedes lavaen i sådanne masser, at disse åer med det samme forsvandt. Langs Sidebygden strømmede lavaen vel i Skaftåens leje i en længde af et par mil, men standsede så, og her søgte floden sig efterhånden omtrent sit gamle løb.

Da kraterne sydvest for Lake efter henved to måneders virksomhed begyndte at hvile, åbnede sig andre øst for Lake og Blæng, hvis lavastrømme væsenlig udgød sig mod øst og således hurtig traf på Hvervesfljotets leje, som de glødende strømme nu fulgte til ned i bygden på grænsen af Sida og Fljotshverve, hvor lavalag gentagende gange opdyngede sig til helt ud på efteråret.

Se Tillæg og rettelser

---