Regensord (Regensmǫ́l)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Regensord
(Regensmǫ́l)

Sigurd gik til Hjaalpreks stodfold og valgte sig ud en hingst, som siden blev kaldt Grane. Da var Regen, Hreidmars søn, kommen til Hjaalprek. Han var hændigere end nogen anden og dverg af væxt; han var klog, men gram og troldkyndig.

Regen fostrede Sigurd og gav ham lærdom og tog sig meget af ham. Han fortalte Sigurd om sin æt og de tildragelser, at Oden og Høne og Loke havde kommet til Andvare-foss, og i den foss var der en mengde fisk. Der var en dverg, som hed Andvare. Han var lange tider i fossen i en gjeddes skikkelse og fik sig der føde. Otr hed en broder af os, fortalte Regen, som ofte fór i fossen i en oters skikkelse. Han havde fanget en lax og sad paa elvekanten og aad med lukkede øine. Loke slog ham med en sten tildøde. Æserne tyktes at have været meget heldige og flaaede belgen af oteren. Den samme kveld søgte de hus hos Hreidmar og viste ham sin fangst. Da greb vi dem og satte dem den pris for deres liv, at de skulde fylde oterbelgen med guld og dekke den ogsaa udvendig med det røde guld. Da sendte de Loke ud for at skaffe guldet. Han kom til Raan og fik hendes net og fór saa til Andvare-foss og kastede nettet for gjedden, og den løb i nettet. Da sagde Loke:

1.
«Hvad for fisk,
som i flommen gaar,
mod ondt sig ei vare véd?
hoved dit
ud af Hel du løs,
skaf mig bølgens blink.»

2.
Gjedden kvad.
«Andvare er navn mit
Óen min far hed,
fór jeg saa mangen foss;
i old-dage
usselig norn os
gav at stride med strøm.»

3.
Loke kvad.
«Andvare! sig det,
om du eie vil
liv i levendes hjem:
hvad straf faar
de støvets børn,
volder de ondt med ord?

4.
Andvare kvad.
«Straf saa stor
faar støvets børn,
der de Vadgelme vader;
fra usandt ord,
om andre sagt,
de grene viser vidt.»

Loke saa alt det guld, som Andvare eiede. Men da han havde udredet guldet, saa havde han en ring igjen, og den tog Loke fra ham. Dvergen gik ind i klippen og sagde:

5.
«Vist skal det guld,
som Gust eied,
blive til bane
for brødre to,
og ædlinger
otte til feide;
godt skal ei nogen
nyde af mit gods.»

Æserne udredede Hreidmar godset og stoppede oterbelgen fuld og reiste den op paa fødderne. Derpaa skulde æserne legge guldet op omkring den og dekke den. Men da det var gjort gik Hreidmar frem og saa et verhaar og bad dem dekke det. Da drog Oden ringen Andvare-naut frem og dekkede haaret. Da kvad Loke:

6.
«Guld er dig redet,
rigelig løsen
for mit hoved du har;
vorder ei lykke
lagt for din søn,
det vorder jer begges bane.»

7.
Hreidmar sagde.
«Gaver gav du,
gav ei huldgaver,
gav ei af hjerte godt;
skilte ved livet
skulde I være,
havde før jeg faren vidst.»

8.
Loke kvad.
«End er der verre
— vide jeg tror det —
frænders saa streng en strid;
tenker ei fødte
de fyrster end,
hvem det til tvist er tenkt.»

9.
Hreidmar kvad.
«Raade jeg tenker
for røde guld,
saa lenge leve jeg faar;
ei et fnug jeg
frygter din trudsel —
hav jer saa herfra hjem!»

Faavne og Regen krevede af Hreidmar frændebod efter sin broder Otr. Han sagde nei dertil. Men Faavne stødte sverdet i sin fader, Hreidmar, mens han sov. Hreidmar raabte paa sine døtre:

10.
«Lyngheid og Lovnheid!
Ser mit liv forspildt;
nøder til mangt jo nød.»

Lyngheid sagde.
«Færrest Søster,
er end fader tabt,
hevner paa bror sin harm.»

11.
Hreidmar kvad.
«Ulvgramme dis!
datter du fostre
eier ei søn
med ædling du;
giv mø til mand
mod mægtigst nød,
vil da deres søn
din sorg hevne.»

«Da døde Hreidmar; men Faavne tog alt guldet. Da krevede Regen at faa sin faderarv; men Faavne gav nei til svar. Da søgte Regen raad hos sin søster, Lyngheid, hvorledes han skulde vinde sin faderarv. Hun kvad:

12.
«Bed din broder
saa blidelig
om arv og hug mer huld;
ei sømmer sig,
du med sverd skulde
fordre af Faavne gods.»

Dette fortalte Regen til Sigurd. En dag, da han kom til Regens bolig, blev der taget godt mod ham.

13.
Regen kvad.
«Snarraadig svend,
Sigmunds ætling,
hid er kommen
til hallen vor;
mod har han mér
end manden graa,
venter jeg dyst mig
af vargen gridsk.»

14.
«Kampdjerv fyrste
jeg fostre vil,
Yngves ætling
os nu har gjestet;
vorder han dyrest
drot under sol,
ligger om lande
hans livstraade.»

Sigurd var da stadig hos Regen, og denne fortalte Sigurd, at Faavne laa paa Gnitahede og var i ormeskikkelse. Han havde en rædselshjelm, som alt levende ræddedes for.

Regen gjorde Sigurd et sverd, som hed Gram. Det var saa hvast, at han stak det ned i Rin og lod en uldtot drive med strømmen, og saa skar det totten igjennem som vandet. Med dette sverd kløvede Sigurd Regens ambolt. Efter dette eggede Regen Sigurd til at drebe Faavne. Han sagde:

15.
«Høit de le vil,
Hundings sønner,
som ei undte
Eylime livet,
om mer den helt
huer guldet
fagre at fange
end faderhevn.»

Kong Hjaalprek skaffede Sigurd skibsfolk til faderhevn. De fik svær storm og krydsede for en fjeldpynt. En mand stod paa fjeldet og kvad:

16.
«Hvem rider hist
paa Rævels føl
bratte bølger,
brusende hav?
seil-foler er
sjødrevstenkte,
vovens hingste
vinden ei magter.»

17.
Regen svarede.
«Her vi med Sigurd
sjøtiljer treder,
næsten til bane
bør os er undt;
brat over baugbord
bølgen falder,
stavn-foler styrter;
hvem staar og spør?»

18.
Hnikar kvad.
«Kaldtes jeg Hnikar,
gjorde korp jeg glad,
Volsung unge!
og vóg i strid;
nu kan du kalde
karlen paa fjeld
Feng eller Fjolne,
fare jeg med vil.»

De lagde til land, og karlen gik ombord, og det sagtned da med veiret.

19.
Sigurd kvad.
«Hnikar! fortel mig,
da tegn du véd,
guders saa godt som mænds:
hvilke er bedste,
bær' til kamp det,
tegn for sverde-sving?

20.
Hnikar kvad.
«Mange er gode,
om mænd vidste,
tegn for sverde-sving:
følge saa trøst
tenker jeg sorten
ravn for sverdets svend.»

21.
Det er andet,
om ud du gaar
og ferdig er til ferd:
ser du stande
paa stien to
helte med hug til ry.

22.
Det er tredje,
hører tude du
ulv under askegren;
vorder dig held
mod hærmænd undt,
ser først du deres ferd.

23.
Sverd skal svend ei
svinge vendt mod
sent skinnende
søster til maanen;
seir de fanger,
sverdleg-lystne,
som magter sé
og svinfylke.

24.
Tegn er det tungt,
treder feil du,
der du stevner til strid
svigdíser staar
dig til sider to
og vil dig saaret sé.

25.
Kjemmet og toet
hver klog være
og til morgens mæt;
thi uvist er,
hvor ham aftnen ser,
slem er sandsesløs hast.

Sigurd havde en stor kamp med Lyngve Hundingssøn og hans brødre. Der faldt Lyngve, han og hans to brødre. Efter kampen kvad Regen:

26.
«Nu skaaret er
med skarpe sverd
Sigmunds bane
blodørn i ryg;
feirere fandtes
ei fyrste-søn,
som rød gjør vold
og ravn gleder.»

Sigurd fór hjem til Hjaalprek. Da eggede Regen Sigurd til at drebe Faavne.

---

Noter:

1): bølgens blink ɔ: guld.
5): brødre to ɔ: Faavne og Regen. — ædlinger otte ɔ: Sigurd, Guthorm, Gunnar, Hogne, Atle, Erp, Sorle, Hamde.
16): Rævel, en søkonge, hans heste ɔ: skibe.
17): stavnfoler - texten: «stø-foler» ɔ: de over støets lunnstokker optrukne skibe.
23): søster til maanen ɔ: solen.
25,6): nærmere texten: haste trods tegn (varslerne) er ei trygt.