Appendix til Hansêraks Dagbog

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Signe Rink (1836-1909)
Grønlandsk forfatter og etnolog

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Appendix til Hansêraks Dagbog

Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
ført under den »Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85

Signe Rink
København
1900

Siden er under opbygning

A II.

Akilineq er det, ved den forstærkende Affix »neq«, forlængede Ord »Akia«, og betyder som saa: det, vis a vis Ens eget Bosted — fjernest beliggende Land (NB. skilt fra dette ved et Vand) medens »Akia« alene, blot betyder ethvert modsat beliggende Land, tvers over et Vand. Aki-lineq bliver da, f. Ex. Amerika (i Forhold til Asiaten) ligesom Asien bliver det i Forhold til Amerikaneren, Grønland til Labrador, og omvendt. Hos Vestgrønlænderne, der have sagnlige Erindringer om Baadsfarter over større Havstrækninger, har da ogsaa Labrador, tilligemed Amerikas Østkyst videre nord efter, faaet Hævd som dette deres halvt historiske, halvt mythiske »Akilineq«, hvortil, hos alle Eskimoer, Mindet om Forfædrene knytter sig i dunkle Billeder, baade om fabelagtige Dyr og ditto Mennesker, hvilke nu tildags formenes kun at kunne overvindes af Samfundets »nakuarssuit ɔ: Stærke Mænd«; eller af overnaturligt begavede Mennesker. Under Fastholden af Akilineqs mere concrete eller stednavnlige Betydning som vort virkelige Labrador — gjør Hansérak (see Texten Pg. 15) den kritiske Bemærkning: at siden østlændingene ogsaa have Kjendskab til Akilineq, maa deres Forfædre sikkert engang tilbage i Tiden, have beboet Vestkysten, og først senere være dragne rundt til Østkysten. Og Konclusionen er vist rigtig nok, især vel, hvis man specielt lader den gælde Østgrønlands Søndre Folkegruppe. Der synes nemlig at foreligge visse vægtige Grunde for at Angmagssalik’erne oprindelig maa kunne have udgjort ganske særegne Eskimo-Stammer, som da sandsynligviis maa være indvandrede til deres nuværende Bosteder direkte nordfra, ɔ: fra Smithsundets Amerikaside, først tvers- og saa, sydover, ned rundt Grønlands Nordspids. Hvorledes skulde ellers disse Folk kunne have bevaret deres høist aparte Stammenavn »tât« (= Mennesker) saa uantastet eller ubekjendt for hele Vestgrønlands Befolkning som det i Sandhed var, lige indtil det for første Gang tilførtes os af Holms Konebaadsexpedition efter dennes Overvintring ved Angmagssalik.

Akia — det ovenomtalte Rodord til Akilineq, der som sagt betyder: det som er »meest Akia« ɔ: os fjernest af alt omgivende Land bag det Vand eller Hav der skiller os – findes hos et Par N. Amerikanske Indianerstammer opgivet som »Jord« (formentlig i Forstand af »Verden«); og endvidere har jeg, hos visse Polynesiere, mærket mig det som Betegnelse for »Underverdenen«, hvilket bliver meget betydende i Sammenlignings-Forholdet med det grønlandske eller eskimoiske »Akia«, da jo nemlig »Underverdenen « hos alle disse Naturfolk netop tænktes som det, vis á vis den synlige Verden beliggende og, just, ved det mellemliggende Hav fraskilte Land — aldeles som, hos os, den ene Verdensdeels Beliggenhedsforhold til den anden. Der er neppe Tvivl om, at det grønlandsk-eskimoiske, til Akilineq udvidede Akias Anvendelse paa vor Verdens adskilte Hoved-Landmasser — kun kan have hiin interessante, Oprindelse.

A III.

Angakut (plur: af angákoq) vare Folkets Viismænd, Aandemanere og Sandsigere — kortsagt dets Trøstermænd i al baade legemlig og aandelig Nød. At de senere gradeviis ere sunkne ned til blot bedrageriske Jonglører, maa vel ligefrem kunne tilskrives den gamle Tidsaands Forfald. Hvordan nu end dette forholder sig, viser dog Hanséraks Dagbog ligesom Østkystberetningerne overhovedet, — med hvilken vidunderlig Troesstyrke Østgrønlands Hedningebefolkning endnu hænger ved sine angákut; og dette blandt andet, og hovedsagelig derfor: at disse formaae at skaffe dem deres, af ilisîtssut eller de »onde Hexe« frastjaalne »Sjæle«, tilbage igjen. (om Sjælerov see App. under tarningêrneq).

Det vil saaledes forstaaes hvor magtpaaliggende det bør være, at skælne skarpere imellem Benævnelserne angákut og ilisîtssut end der tidligere er bleven gjort i Reisebeskrivelser fra Grønland: de To ere jo hinandens afgjorte Modstykker. Muligviis ere angâkut engang tilbage i Tiden — maaske som Bærere af mere rensede Religionsbegreber — ligefrem optraadte som en ældre Religions — som ilisîtssuts Bekæmpere? —

Angákoq som Ord, har hidtil ikke været forsøgt forklaret ɔ: sprogligt opløst; og kan neppe heller analyseres gjennem selve den grønlandske Dialekt af Eskimosproget. I sin Heelhed er jeg hidtil heller ikke stødt paa Ordet i noget Glossarium fra Eskimoer udenfor Grønland, men Sammenhængen synes mig, efter de Rødder, hvoraf Heelordet bestaaer, dog indlysende nok. Dets første Deel »angá« (dog uden Accent over det andet »a« saaledes som den nuværende grønlandske Udtale af angákok byder), er et over vide Strækninger af Asien forekommende Rodord, altid af noget, men som oftest af meget aandeligt Indhold, selv i de Sammensætninger, hvor det ikke absolut skal udtrykke selve »Aanden« saaledes som Tilfældet f. Ex. er hos Korrækerne, i hvis Ordlister man udtrykkelig finder det givet som »Aand«. Fra dette eskimoagtige Kystfolk, vis â vis Aleuterne, mener jeg at Ordet angákoq deelviis maa stamme; og hvad Stavelsen »koq« angaaer, antager jeg, at den er det »kux« (udtales »kuch«), hvilket man i flere af de ældre Ordlister vil finde oversat baade ved »Herre«, »Lærer« og »Tjener«. Jeg er stødt paa dette Ord hos de saakaldte »Tungaser« i Alaska — en Folkestamme, som af nogle Forfattere nævnes som Indianere, men af andre igjen som afgjorte Eskimoer — altsaa vel et Blandingsfolk. (Fordi nu »kuch« findes her, eller jeg selv kun har truffen det her, er det jo ikke udelukket, at det ogsaa kan findes hos selve Korrækerne — jeg kan kun ikke sige at jeg veed det). Hvad nu angaaer dets Dobbeltoversættelse som Herre og Tjener saa har dette ingen forstyrrende Indvirkning paa Stavelsens Anvendelse i det fulde grønlandske Ord: »angákoq«; thi for det første er der jo i og for sig en vis Sammenhæng imellem Lærer- og Tjenerbegrebet i Almindelighed, og saaledes særligt for angákoqs vedkommende. Denne maa jo nemlig først som Tjener, aareviis underkaste sig sine attraaede Hjælpeaanders strenge Villie inden han sluttelig som udlært, faaer disse i sin Magt, og saa omvendt bliver deres Herre. Nu træder han samtidigt i Forhold til Folket og belærer dette om Aandernes Væsen og Indflydelse over Verdens Ting og dem selv medens han dog ogsaa selv samtidig behersker det gjennem sit Ry som Aandemaner eller »overlegen Begavelse«!

A IV.

Amo. Den østgr. angákoqs Hjælpeaand »Amô« er en »lille Mand med et spidst, skaldet Hoved« — hedder det oftere i de østgrønlandske Beretninger. Hans Opholdsted er gjerne i hensmuldrende Steenrøse eller Klipper. Amô kaldes ogsaa »Amôq« og ligesaa ofte Amôrtortoq = »Den der siger »amô«, og Navnet betyder maaske saaledes blot en Eftergjøren af et vist Dyrs Stemme«. Det maatte ellers kunne stamme fra de grønlandske Verber »amôrpoq« og amuvâ = »at trække noget til sig — særlig ved gjentagne langtrukne Drag — saaledes som om Snoren gik gjennem en Løkke (see herom grønl: Ordbog); og i saa Henseende maatte man kunne tillade sig at sætte »amô« af »amuvâ« = »han drager ham til sig« i Forbindelse med den hemmelighedsfulde Signalisering, der ogsaa nok, af og til, foregik imellem angákoq og hans tartoq eller tôrnaq, ved Hjælp af Snoreforbindelser mellem et eller andet skjult Rum under Brixen eller under Gulvets Stenfliser.

Af Dagbogens »Sanimuinaq« (see Pag. 25), der selv var en fortrinlig Bugtaler belæres man jo om at angákut, tildeels, ogsaa selv brugte at klare »Aandens« eller sin »tartoqs« Rolle. Han var med andre Ord: extraordinær behændig.

I en alaskisk Eskimodialekt har jeg truffen »amo« som Hunkjønsformen af det, over hele Eskimoverdenen noksom bekjendte »amaroq« (Ulv) — et Væsen i Dyreform, der netop ogsaa spiller en fremragende Rolle i angakut-Verdenen og overhovedet i det hedenske Aandslivs. Af de her givne Antydninger kan dog endnu ingen fastslaaes, og henstilles ogsaa blot som Fingerpeg.

A V.

ârrûssaq, som er angákuts eller Aandemanernes høit eftertragtede Hjælpeaand betyder som Ord: »Lighed med et Ærme«, — her et Kajakmands Halværme af Vandskind — med Snørebaand baade foroven og forneden, hvor-med Manden under sit daglige Sømandsliv befæster Ærmet omkring sin Albue og sit Haandled. Som mythologisk Foreteelse sigter Gjenstanden eller »Dyret« (oprindelig vistnok en »tupilak«) til et Væsen som siges at leve — helst i »udtørrede Søer«, hvilke Søer nemlig altid spille en væsentlig Rolle i angákuts eller Aandemanernes Trænerings Historie. Der siges saaledes, blandt andet, at Uddannelsen til Aandeseer foregaaer langt hurtigere hér end f. Ex. i Huler eller mellem hensmuldrende Klippeblokke. (Med »Aandeseer« forstaaes i herværende Tilfælde: Sandsens Opladelse for — den bestemte Aand, man hér gaaer ud paa at søge). —

I Vestgrønlands Hedningetid var et Kajakmands Halværme, særlig naar det var gammelt og kasseret, og allerhelst opsamlet fra Møddingen, et særligt yndet Redskab i Hexenes Tjeneste — særlig naar man vilde lave tupilak — Hævneren. (Poul Egede fortæller saaledes et Sted i sine Beretninger følgende:

»En ækel gammel Kvinde stod ved Stranden med et Halværme — fyldt med Haar, Negler, Græs og Mos, hvilket hun mumlede noget over. Da nogle Børn kom derhen og bleve vaer, at Ærmet begyndte at »krybe«, bleve de bange, og flyede af Forskrækkelse, og skjulte sig for Hexen. Strax som hun troede dem borte, sagde hun til Ærmet: »Drag ud tilsøes og bliv en Tupilak; og Spøgelset sprang strax i Vandet — hvor den, efter sigende var heldigt kommen over den, hvem den var tiltænkt at skulle ihjelskræmme.« 

ârrûssaqs Vestgrønlandske Navn synes at have været ârakoq, hvad der har Sandsynligheden stærkt for sig, derved at dette Ords Betydning kun er en Variant paa det østgrønlandske ârrûssaq hvilket, somsagt, slet og ret betyder »Halværme Lighed«, medens ârakoq betyder: et gammelt »kasseret Halværme«. Et saadan udstoppet, og i begge Ender tilsnøret Halværme, vil ligne en buttet Pølse. Ogsaa et i Havet levende Dyr, som oftere tjener angákut som Fetisch, og i Oversættelser (jeg kan ikke huske selve det grønl. Ord) nævnes som »Børsteormen« — har samme Form ɔ: gives af indfødte Tegnere, samme Form.

Der finder muligviis en sagnlig Sammensmeltning Sted mellem et virkeligt Hav- eller Sumpdyr (maaske et Amphibium) og det Hævnredskab, som Hexene tildannede sig af de ovenomtalte Uhumskheder, og derpaa stoppede i det skidne Ærme og henlagde til Forraadnelse saa det slutteligt »krøb» af Maddiker. (I denne sidste Omstændighed indeholdes maaske, Phenomenet: en tupilaks Levendegjørelse). (Videre om tupilak see under »T«). ârrussaq var sikkert fra først af en »tupilak«; men en saadan kan ogsaa godt tjene en angákoq som Hjælpeaand.

B I.

Baliere eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen. »Baliere« er et vanskeligt Ord at indlade sig med, endog blot i Henseende til en sikker Afgjørelse om det er europæisk eller grønlandsk. Fra det sidste Sprogs nuværende Niveau at dømme, vil jo Enhver let kunne sige, at det ikke er grønlandsk, men det er derfor dog ikke sagt at det ikke, engang, kunde være indført af Eskimoer. Paa Forespørgsel hos forskjællige Autoriteter, hvem denne Mulighed dog ligger ganske fjern, og som saaledes gaae ud fra, at Ordet er indført ved Europæerne i Landet — henvises gjerne til »Bal« — »Balade« — »Balata« osv. Dette er jo muligt; jeg troer det dog ikke selv, men anseer paa den anden Side, ikke min egen Forestilling om Ordet moden nok til Fremstilling.

I I.

Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange;« (jeg nævner med Villie de forskjællige Udtryk, som af europæiske Forfattere bruges iflæng om denne samme Gjenstand da hermed saa engang for alle er sagt: at alle disse Udtryk have en og samme Betydning). Disse Viser paastaaes gjerne at være fri Improvisation. Som oftest ere de af saa satirisk og brutal Natur, at de Indfødte ligefrem nævne dem ved et Ord som betyder »ætsende«. Dette lyder kímiklik. Undertiden udgjøre Viserne et Opgjør mellem Individer, men gælde ogsaa ofte Afgjørelsen af Samfundsspørgsmaal, enten blot heelt hjemlige, men undertiden ogsaa mellem skilte Nabopladser. I sidste Tilfælde sendes der da Talsmænd til det Sted, hvor Stridspunktet (eller Stridspunkterne) skal afgjøres, saafremt da ikke hele Pladsen udvandrer derhen som til kostelige Markedsløier. I Virkeligheden representere disse Sammenkomster da »Eskimoisk Rettergang« — hvad der jo før ofte er bleven forklaret. Ofte afholdtes disse Sammenkomster i selve Husene, men ligesaa ofte — især vel naar de Tilreisendes Antal blev for overvældende — i Pladsens gaqsse, en stor, gjerne aflang Bygning i Lighed med de almindelige Hytter, af opmurede Steen og Græstørv, — kun uden Vinduer, og ofte med en extra Tilgang under Gulvet. —Ordet »iversorneq« er det samme for Østgrønland som »ivngerneq« for Vestgrønland. Det er ialfald samme Ordrod og dannet over Verbet »iverpâ«. (Ordret efter Kleinschmidts grønl: Ordbog betyder dette Verbum: »at gaae noget efter i alle dets Bøininger og Kroge«. Vi omsætte det her blot til: »at gaae En ordentlig efter i Sømmene«, for derpaa, at: »plukke en Høne med ham«, hvilket jo netop er det man tilgavns gjør her under Udøvelsen af de »ætsende «Spotteviser, til Trommens Akkompagnement, hvor det somsagt kommer an paa: videst mulig Latterliggjørelse af den Anklagede. Hans Mund spiles op med store Træpløgge, der anbringes baade paa kryds og tværs saa han, trods al Fristelse til at forsvare sig imod al den Haan, der slynges imod ham, befinder sig aldeles afmægtig dertil. (Men hans Gjengældelsens Time kommer saa siden engang). Det var sjeldent at disse Viser, i gamle Dage, løb af uden Tab af Menneskeliv, idet Vildskaben ikke sjældent udartede til Bersærkergang (see selve »Dagbogen«, »Komm: Holms Værker«, samt »Eventyr og Sagn«. H. Rink). —

Medens nu Ordformerne »iversorneq« og »ivngerneq« nærmest maa ansees som Betegnelser for selve Systemet, Methoden og selve Proceduren, vil Ordet ivngerutit, et Ord, som hører ind under herværende Kategori, være Udtrykket for de, under Handlingen anvendte Viser og Gloser. (Mærk Endelsen »utit« (plur: af »ut«) som det, under selve Dagbogstextens Ordforekomster, ofte forklarede Affix, hvilket, baade ligefremt og billedligt, betyder »Redskab eller Middel, hvormed man udfører eller foretager noget«.

I II.

Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Be-mærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten. Navnet af »Ildsluemennesker« sigter dog ingenlunde til disse Underjordiskes Ydre, der skal være almindelig menneskeligt, saalidt som til deres nuværende Bosted indenfor Klipperne, hvilket tvertimod, skildres som selve Grønlændernes eget Land — kun endnu smukkere. Hvad det derimod, ifølge deres egne Sagn sigter til, er deres Tilblivelsesmaade, hvilken ved Angmagssalik fortælles paa følgende Maade: »ingnerssuit« vare først almindelige Jordboere, men som, da Jorden engang gik istykker — faldt ned i de brændende Kløfter som Jorden slog (see nærmere selve Dagbogen). Skulde der mon i herværende fremglimte en Reminiscence om »at begrave Liig i Kratere af saavel slukte som uslukte Vulkaner«, hvilket jo er brugt af mange amerikanske Naturfolk? Ogsaa Tanken om den Bibelske Ildregn over Sodoma og Gomorrha vil paatrænge sig En — ialfald som et Kuriosum — særlig paa Grund af den Omstændighed, at Jordens Børn — for at faae Adgang til »ingnerssuits« Land (der jo tildeels staaer i et forjættet Skær) — ikke tør vise Nysgjerrighed eller see sig tilbage over Skuldren fra den Tid af, at man begynder at nærme sig Stedet, og Klippen vil til at aabne sig for den Reisende som vil derind; thi er man — som Loths Hustru — ulydig mod Buddet — lukker sig strax den aabnede Klippeskrænt, saa det skjønne Land forsvinder, medens Baadstævnen knækker mod Skæret eller Skrænten og tildeels dræber de Nysgjærrige (see Eventyr & Sagn, H. Rink). Men hvorfor ikke blive ved de Indfødtes egen Hentydning til en eller anden Natur Revolution? Her endnu blot et Par Bemærkninger om »ingnerssuits« Betydning for Menneskelivet: Der gives for det første to Slags af dem: menneskevenlige og menneskefjendske, af hvilke de første skulde bo øverst og de Sidste nederst, i Strandkanten, og heraf henholdsviis kaldes Qutdlît og Atdlît. De »Nedre« siges at afskære deres Fanges — den jordiske Kajakmands Næse saasnart som de have faaet ham i deres Vold, medens de ogsaa selv synes at være et Samfund af »Næseløse« — hvad ialfald ogsaa en Grønlændertegning i mit eget Eie tilfulde bekræfter. De »Øvre« eller Qutdlît ere derimod druknende Kajakmænds usynlige Beskyttere og Læger, og eie Trolddom nok til, blandt andet, at kunne skaffe dem deres, af de onde Nisser afskaarne Næse, paasat igjen. (Er nu dette Træk eller Moment om Næsens Afskærelse en blot og bar Erindring om tidligere Nabostammer, i andre Lande, der aabenlyst brugte at behandle deres Fjender, Krigsfanger og Slaver paa denne Maade? (see Silas Rand om Micmac-Indianerne) — eller ogsaa som lovlig hjemlet Straf for visse Forbrydelser indenfor de egne Samfund, saasom forex: Peruanerne overfor Landets Skjøger? (see A. Humboldt).

De »Øvre« (Qutdlît) skildres som Elskere af Reenlighed og som særlige Yndere af lyse Kajakbetræk. De ere ikke næseløse, men have ganske smaa Næser og — lyse Øine. Det sidste maatte jo — løseligt beseet — kunne smage lidt af en dunkel Erindring om europæisk Blodblanding (de forsvundne Nordboer?) hvis blot ikke Fænomenet: »lyse eller blassede Øine« ogsaa forekom i Beretninger fra Grønlændernes udenlandske Stammefrænder, og overhovedet hos Folk heelt udenfor Eskimoerne. I Henseende til Størrelse skildres »ingnerssuit« forskjælligt; nemlig snart som Folk af almindelig Størrelse, men oftest dog som Gnomer. Det sidste er vel det rimeligste, idet dette jo ialfald svarer til den almindelige Forestilling om Nisser og Underjordiske. I begge Tilfælde skildres de som usynlige for Mennesker — forex: for Kajakmanden paa Havet — saalænge som de ikke ere ham ganske nær, eller selv give sig tilkjende for ham — hvad enten som Skydsaander i Farens Stund — eller som Angribere, hvis de høre til det ondsindede Slags, der drage Manden med sig i Dybet og videre ind bag Skærene til deres lumske Hjem blandt de Næseløse. Paa »Usynligheden« grunder sig vel særlig den indgroede Forestilling: at en Kajakmand, om hvis Forsvinden, der ikke indløber nogen tydelig Beretning — gjerne ansees som stjaalen af »ingnerssuit« (NB. Akajînaqs Søn Sauniko) see Dagbogen Pg. 48.

I III.

Inugtûmassoq (plur: — ssut) er „Menneskeæder«; og inugtûmaneq: »Menneskeæderi«. Ordbestanddelene ere: inuk = »Menneske«, torpoq = »at nyde noget«, mavoq = »have Lyst til at« (dette omdannet til massoq og massut = »den eller dem som have Lyst til at«; og endelig neq = Tilstands- eller Handlings-betegnelsen. —

Tvertimod de meest aabenbare Beviser for at Menneskeæderiet, ialfald engang, deelviis, har havt Indpas i Grønland , vedligeholdes der en mærkelig seig Modstand mod Troen herpaa hos de fleste Europæere, som have med Grønland at gjøre. Ikkedestomindre bekræfter, ikke blot baade de øst- og vestgrønlandske Sagn, Phenomenet, men ogsaa visse Tegninger, som ere fuldstændig frie Kompositioner af selve de Indfødte. Sluttelig skal man her erindre om Udtrykkene i selve Hansêraks Dagbog, eller Østlændingen Navfaliks Meddelelse om Angmagssalikbeboerne: »Deroppe — hedder det i Beretningen — fandtes der endnu flere Drabsmænd, som alene havde gjort dette for at faae Menneskekjød at spise.« Hvad vil man mere? At Konebaadsexpeditionen ikke selv kom til at see Rygtet bekræftet, viser naturligviis at Tilfældet ikke hører til Dagens Orden, men ikke: at Rygtet derfor skulde være falskt — en Mening, hvortil Expeditionens Chef ogsaa selv sluttede sig. — Imidlertid lader det sig af Maaden, hvorpaa Spørgsmaalet i Reglen er behandlet af selve de Indfødte, lettelig see: at de menneskeædende Stammer maa have været i Minoritet, samt, at de altid have været dybt foragtede af Hovedbefolkningen med de renere Sæder.

I IV.

Ijâkâq kaldes, i de østgrønlandske Beretninger og særligt i selve Sagnene — Maanen ɔ:» Maaneaanden« eller »Maanen« personificeret, medens jeg aldrig veed at være stødt paa dette Tilnavn i noget af de vestgrønlandske Sagn, eller overhovedet paa Prent dér. Derimod husker jeg tydeligt nok hvorledes vi danske Børn i Vestgrønland, under vore Lege med Grønlænderbørnene, pleiede at spotte eller drille Maanen for dens skjæve Ansigt ved at »pege Fingre« ad den, og dertil raabe »Ijâkâq«! Jeg antager derfor, at dette Tilnavn engang kan have været ligesaa kjendt og anvendt i Vestgrønland som paa Østkysten, og vel endnu er det under selve Sagnfortællingen — hvorfra vi Børn formodentlig ogsaa maa have havt det, i hine svundne Tider. At »Ijâkâq«-Betegnelsen ikke er bleven medtaget i de skrevne og siden trykte »Sagn«, kan bero paa den tilfældige Meddeler af Maanesagnene, — paa at denne, enten uvilkaarligt eller forsætligt, kan have udeladt dem — maaske endog for: ikke selv at synes for hedensk i den europæiske Nedskrivers Øine. — Hvad vi Børn tænkte ved vore Drillerier og Paakaldelser af »Ijâkâq« har jeg ingen Erindring om. Maaske mene Grønlænderne i Almindelighed med denne Adresse noget saadant som: Ijâkâq (Du store »Fæle«, — som engang for længe siden, først forførte Din egen Søster »Solen« — og nu endnu altid søger at forlokke Jordens Kvinder — Dig ville vi sky—). Maanen var jo nemlig Grønlænder førend den blev Himmellegeme; men steg da engang pludseligt tilveirs med sin Søster Malina eller »Solen«. Men som der fortælles derovre — baade i Øst- og Vestgrønland — tager den endnu jevnligt ned til Jorden for her at blande sig i sine fordums Landsmænds Trafik. »Ijâh« — (helst dobbelt) er den Interjection, der udtrykker Mishag med en Bismag af Spot; hvorfra jeg da slutter, at Maaneaands-Øge-Navnet Ijâkâq maatte kunne stamme herfra. Den naturlige Maane kaldes baade i Øst- og Vestgrønland: Qaumaq = den Lysende; og ved Behringsstrædet »igalâq« = Vindue og »iralikataq« – det store (?) Vindue eller Speil — (begge for Grønlands Dialekten, let fattelige Udtryk). (Som Interjection maa »ijâh« ikke forvexles med det spærrede »ih–âh«, hvilket hurtigt udtalt kan lyde ligesaa. Det sidste udtrykker en Blanding af Forundring og Beundring (see Pg. 34 Expeditionens Ankomst til Angmagssalik).

I V.

Ilisîtsut (plur: af ilisîtsoq gjengives af alle Forfattere over Grønland slet og ret ved »Hexe«. At disse endnu spille en stor Rolle blandt de østgrønlandske Hedninge viser noksom Hanséraks Dagbog. Saavel mandlige som kvindelige Hexe ere endnu fuldt hjemme i Fabrikationen af det værste af alle, ved Trolddom dræbende Midler, nemlig – Skræmselet »tupilak« (see App. under T.) Ilisîtsuts Opgave bestaaer overhovedet i, at udstudere alt hvad som maa kunne frembringe onde Virkninger og Indflydelser, af hvilke de da selvfølgelig betjene sig i onde hævngjerrige Øiemed, medens angákuts Særbegavelse, der faaer sit Udslag gjennem »tôrnineq« eller Paakaldelsen af sine Hjælpeaander vistnok altid — idetmindste oprindeligt — har havt til Hensigt at fremme gode Øiemed; saasom skaffe Fangst, kurere Syge, m. m. —

S. Kleinschmidt udleder ilisîtsoq (Hex) og ilisîpoq (hexer) fra Ordstammen ilivoq, med den underlige Over-sættelse: »bærer sig ad med det« — og videre: »gjør ved ham«, hvorunder jo forresten Indbegrebet »Forhexelse« nok lader sig realisere; og i Handlingen ilisîneq ligger aldeles utvetydigt Forestillingen om Magtstjæling. Det er derfor vistnok korrekt at henvise til det under samme Ordstamme, »ilivoq«, forekommende Substantiv »iluseq«, som betyder Nogens Beskaffenhed, Væsen eller Natur; (selv om Spørgsmaalet, fra et sprogvidenskabeligt Standpunkt, i Øieblikket involverer Vanskeligheder). Af iluseq kan afledes »ilusêrpoq«: mister sit vante Væsen, — sit Humør; og »ilusêrpâ«: faaer en Anden til at miste sit; saaledes som f. Ex. »Hexene (Ilisîtsut) faaer det til, ved »Besættelsen« af deres Offre. (Her har man Udtrykkene »bærer sig ad med« og »gjør ved ham«, tydeligt nok illustrerede.— »Ilisîtsoq« i Betydning af »Hex« er at spore idetmindste saa langt tilbage i Eskimoernes Verden som hos Stammerne omkring Mackenziefloden i N. V. Amerika, hvor Missionær Petitot netop oversætter Verbet »ilisîpoq« ved det til Situationen ubetinget bedst svarende Udtryk: »dompter« just det at magtstjæle En hans Væsen, Personlighed, Viden og Villie. —

Fodnoter