Appendix til Hansêraks Dagbog

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Signe Rink (1836-1909)
Grønlandsk forfatter og etnolog


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Appendix til Hansêraks Dagbog


Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
ført under den »Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85


Signe Rink
København
1900


A II.

Akilineq er det, ved den forstærkende Affix »neq«, forlængede Ord »Akia«, og betyder som saa: det, vis a vis Ens eget Bosted — fjernest beliggende Land (NB. skilt fra dette ved et Vand) medens »Akia« alene, blot betyder ethvert modsat beliggende Land, tvers over et Vand. Akilineq bliver da, f. Ex. Amerika (i Forhold til Asiaten) ligesom Asien bliver det i Forhold til Amerikaneren, Grønland til Labrador, og omvendt. Hos Vestgrønlænderne, der have sagnlige Erindringer om Baadsfarter over større Havstrækninger, har da ogsaa Labrador, tilligemed Amerikas Østkyst videre nord efter, faaet Hævd som dette deres halvt historiske, halvt mythiske »Akilineq«, hvortil, hos alle Eskimoer, Mindet om Forfædrene knytter sig i dunkle Billeder, baade om fabelagtige Dyr og ditto Mennesker, hvilke nu tildags formenes kun at kunne overvindes af Samfundets »nakuarssuit ɔ: Stærke Mænd«; eller af overnaturligt begavede Mennesker. Under Fastholden af Akilineqs mere concrete eller stednavnlige Betydning som vort virkelige Labrador — gjør Hansérak (see Texten Pg. 15) den kritiske Bemærkning: at siden østlændingene ogsaa have Kjendskab til Akilineq, maa deres Forfædre sikkert engang tilbage i Tiden, have beboet Vestkysten, og først senere være dragne rundt til Østkysten. Og Konclusionen er vist rigtig nok, især vel, hvis man specielt lader den gælde Østgrønlands Søndre Folkegruppe. Der synes nemlig at foreligge visse vægtige Grunde for at Angmagssalik’erne oprindelig maa kunne have udgjort ganske særegne Eskimo-Stammer, som da sandsynligviis maa være indvandrede til deres nuværende Bosteder direkte nordfra, ɔ: fra Smithsundets Amerikaside, først tvers- og saa, sydover, ned rundt Grønlands Nordspids. Hvorledes skulde ellers disse Folk kunne have bevaret deres høist aparte Stammenavn »tât« (= Mennesker) saa uantastet eller ubekjendt for hele Vestgrønlands Befolkning som det i Sandhed var, lige indtil det for første Gang tilførtes os af Holms Konebaadsexpedition efter dennes Overvintring ved Angmagssalik.


Akia — det ovenomtalte Rodord til Akilineq, der som sagt betyder: det som er »meest Akia« ɔ: os fjernest af alt omgivende Land bag det Vand eller Hav der skiller os – findes hos et Par N. Amerikanske Indianerstammer opgivet som »Jord« (formentlig i Forstand af »Verden«); og endvidere har jeg, hos visse Polynesiere, mærket mig det som Betegnelse for »Underverdenen«, hvilket bliver meget betydende i Sammenlignings-Forholdet med det grønlandske eller eskimoiske »Akia«, da jo nemlig »Underverdenen « hos alle disse Naturfolk netop tænktes som det, vis á vis den synlige Verden beliggende og, just, ved det mellemliggende Hav fraskilte Land — aldeles som, hos os, den ene Verdensdeels Beliggenhedsforhold til den anden. Der er neppe Tvivl om, at det grønlandsk-eskimoiske, til Akilineq udvidede Akias Anvendelse paa vor Verdens adskilte Hoved-Landmasser — kun kan have hiin interessante, Oprindelse.



A III.

Angakut (plur: af angákoq) vare Folkets Viismænd, Aandemanere og Sandsigere — kortsagt dets Trøstermænd i al baade legemlig og aandelig Nød. At de senere gradeviis ere sunkne ned til blot bedrageriske Jonglører, maa vel ligefrem kunne tilskrives den gamle Tidsaands Forfald. Hvordan nu end dette forholder sig, viser dog Hanséraks Dagbog ligesom Østkystberetningerne overhovedet, — med hvilken vidunderlig Troesstyrke Østgrønlands Hedningebefolkning endnu hænger ved sine angákut; og dette blandt andet, og hovedsagelig derfor: at disse formaae at skaffe dem deres, af ilisîtssut eller de »onde Hexe« frastjaalne »Sjæle«, tilbage igjen. (om Sjælerov see App. under tarningêrneq).

Det vil saaledes forstaaes hvor magtpaaliggende det bør være, at skælne skarpere imellem Benævnelserne angákut og ilisîtssut end der tidligere er bleven gjort i Reisebeskrivelser fra Grønland: de To ere jo hinandens afgjorte Modstykker. Muligviis ere angâkut engang tilbage i Tiden — maaske som Bærere af mere rensede Religionsbegreber — ligefrem optraadte som en ældre Religions — som ilisîtssuts Bekæmpere[1]? —

Angákoq som Ord, har hidtil ikke været forsøgt forklaret ɔ: sprogligt opløst; og kan neppe heller analyseres gjennem selve den grønlandske Dialekt af Eskimosproget. I sin Heelhed er jeg hidtil heller ikke stødt paa Ordet i noget Glossarium fra Eskimoer udenfor Grønland, men Sammenhængen synes mig, efter de Rødder, hvoraf Heelordet bestaaer, dog indlysende nok. Dets første Deel »angá« (dog uden Accent over det andet »a« saaledes som den nuværende grønlandske Udtale af angákok byder), er et over vide Strækninger af Asien forekommende Rodord, altid af noget, men som oftest af meget aandeligt Indhold, selv i de Sammensætninger, hvor det ikke absolut skal udtrykke selve »Aanden« saaledes som Tilfældet f. Ex. er hos Korrækerne, i hvis Ordlister man udtrykkelig finder det givet som »Aand«. Fra dette eskimoagtige Kystfolk, vis â vis Aleuterne, mener jeg at Ordet angákoq deelviis maa stamme; og hvad Stavelsen »koq« angaaer, antager jeg, at den er det »kux« (udtales »kuch«), hvilket man i flere af de ældre Ordlister vil finde oversat baade ved »Herre«, »Lærer« og »Tjener«. Jeg er stødt paa dette Ord hos de saakaldte »Tungaser« i Alaska — en Folkestamme, som af nogle Forfattere nævnes som Indianere, men af andre igjen som afgjorte Eskimoer — altsaa vel et Blandingsfolk. (Fordi nu »kuch« findes her, eller jeg selv kun har truffen det her, er det jo ikke udelukket, at det ogsaa kan findes hos selve Korrækerne — jeg kan kun ikke sige at jeg veed det). Hvad nu angaaer dets Dobbeltoversættelse som Herre og Tjener saa har dette ingen forstyrrende Indvirkning paa Stavelsens Anvendelse i det fulde grønlandske Ord: »angákoq«; thi for det første er der jo i og for sig en vis Sammenhæng imellem Lærer- og Tjenerbegrebet i Almindelighed, og saaledes særligt for angákoqs vedkommende. Denne maa jo nemlig først som Tjener, aareviis underkaste sig sine attraaede Hjælpeaanders strenge Villie inden han sluttelig som udlært, faaer disse i sin Magt, og saa omvendt bliver deres Herre. Nu træder han samtidigt i Forhold til Folket og belærer dette om Aandernes Væsen og Indflydelse over Verdens Ting og dem selv medens han dog ogsaa selv samtidig behersker det gjennem sit Ry som Aandemaner eller »overlegen Begavelse«!



A IV.

Amo. Den østgr. angákoqs Hjælpeaand »Amô« er en »lille Mand med et spidst, skaldet Hoved« — hedder det oftere i de østgrønlandske Beretninger. Hans Opholdsted er gjerne i hensmuldrende Steenrøse eller Klipper. Amô kaldes ogsaa »Amôq« og ligesaa ofte Amôrtortoq = »Den der siger »amô«, og Navnet betyder maaske saaledes blot en Eftergjøren af et vist Dyrs Stemme«. Det maatte ellers kunne stamme fra de grønlandske Verber »amôrpoq« og amuvâ = »at trække noget til sig — særlig ved gjentagne langtrukne Drag — saaledes som om Snoren gik gjennem en Løkke (see herom grønl: Ordbog); og i saa Henseende maatte man kunne tillade sig at sætte »amô« af »amuvâ« = »han drager ham til sig« i Forbindelse med den hemmelighedsfulde Signalisering, der ogsaa nok, af og til, foregik imellem angákoq og hans tartoq eller tôrnaq, ved Hjælp af Snoreforbindelser mellem et eller andet skjult Rum under Brixen eller under Gulvets Stenfliser.

Af Dagbogens »Sanimuinaq« (see Pag. 25), der selv var en fortrinlig Bugtaler belæres man jo om at angákut, tildeels, ogsaa selv brugte at klare »Aandens« eller sin »tartoqs« Rolle. Han var med andre Ord: extraordinær behændig.

I en alaskisk Eskimodialekt har jeg truffen »amo« som Hunkjønsformen af det, over hele Eskimoverdenen noksom bekjendte »amaroq« (Ulv) — et Væsen i Dyreform, der netop ogsaa spiller en fremragende Rolle i angakut-Verdenen og overhovedet i det hedenske Aandslivs. Af de her givne Antydninger kan dog endnu ingen fastslaaes, og henstilles ogsaa blot som Fingerpeg.



A V.

ârrûssaq, som er angákuts eller Aandemanernes høit eftertragtede Hjælpeaand betyder som Ord: »Lighed med et Ærme«, — her et Kajakmands Halværme af Vandskind — med Snørebaand baade foroven og forneden, hvormed Manden under sit daglige Sømandsliv befæster Ærmet omkring sin Albue og sit Haandled. Som mythologisk Foreteelse sigter Gjenstanden eller »Dyret« (oprindelig vistnok en »tupilak«) til et Væsen som siges at leve — helst i »udtørrede Søer«, hvilke Søer nemlig altid spille en væsentlig Rolle i angákuts eller Aandemanernes Trænerings Historie. Der siges saaledes, blandt andet, at Uddannelsen til Aandeseer foregaaer langt hurtigere hér end f. Ex. i Huler eller mellem hensmuldrende Klippeblokke. (Med »Aandeseer« forstaaes i herværende Tilfælde: Sandsens Opladelse for — den bestemte Aand, man hér gaaer ud paa at søge). —

I Vestgrønlands Hedningetid var et Kajakmands Halværme, særlig naar det var gammelt og kasseret, og allerhelst opsamlet fra Møddingen, et særligt yndet Redskab i Hexenes Tjeneste — særlig naar man vilde lave tupilak — Hævneren. (Poul Egede fortæller saaledes et Sted i sine Beretninger følgende:

»En ækel gammel Kvinde stod ved Stranden med et Halværme — fyldt med Haar, Negler, Græs og Mos, hvilket hun mumlede noget over. Da nogle Børn kom derhen og bleve vaer, at Ærmet begyndte at »krybe«, bleve de bange, og flyede af Forskrækkelse, og skjulte sig for Hexen. Strax som hun troede dem borte, sagde hun til Ærmet: »Drag ud tilsøes og bliv en Tupilak; og Spøgelset sprang strax i Vandet — hvor den, efter sigende var heldigt kommen over den, hvem den var tiltænkt at skulle ihjelskræmme.« 

ârrûssaqs Vestgrønlandske Navn synes at have været ârakoq, hvad der har Sandsynligheden stærkt for sig, derved at dette Ords Betydning kun er en Variant paa det østgrønlandske ârrûssaq hvilket, somsagt, slet og ret betyder »Halværme Lighed«, medens ârakoq betyder: et gammelt »kasseret Halværme«. Et saadan udstoppet, og i begge Ender tilsnøret Halværme, vil ligne en buttet Pølse. Ogsaa et i Havet levende Dyr, som oftere tjener angákut som Fetisch, og i Oversættelser (jeg kan ikke huske selve det grønl. Ord) nævnes som »Børsteormen« — har samme Form ɔ: gives af indfødte Tegnere, samme Form.

Der finder muligviis en sagnlig Sammensmeltning Sted mellem et virkeligt Hav- eller Sumpdyr (maaske et Amphibium) og det Hævnredskab, som Hexene tildannede sig af de ovenomtalte Uhumskheder, og derpaa stoppede i det skidne Ærme og henlagde til Forraadnelse saa det slutteligt »krøb» af Maddiker. (I denne sidste Omstændighed indeholdes maaske, Phenomenet: en tupilaks Levendegjørelse). (Videre om tupilak see under »T«). ârrussaq var sikkert fra først af en »tupilak«; men en saadan kan ogsaa godt tjene en angákoq som Hjælpeaand.



B I.

Baliere eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen. »Baliere« er et vanskeligt Ord at indlade sig med, endog blot i Henseende til en sikker Afgjørelse om det er europæisk eller grønlandsk. Fra det sidste Sprogs nuværende Niveau at dømme, vil jo Enhver let kunne sige, at det ikke er grønlandsk, men det er derfor dog ikke sagt at det ikke, engang, kunde være indført af Eskimoer. Paa Forespørgsel hos forskjællige Autoriteter, hvem denne Mulighed dog ligger ganske fjern, og som saaledes gaae ud fra, at Ordet er indført ved Europæerne i Landet — henvises gjerne til »Bal« — »Balade« — »Balata« osv. Dette er jo muligt; jeg troer det dog ikke selv, men anseer paa den anden Side, ikke min egen Forestilling om Ordet moden nok til Fremstilling.



I I.

Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange;« (jeg nævner med Villie de forskjællige Udtryk, som af europæiske Forfattere bruges iflæng om denne samme Gjenstand da hermed saa engang for alle er sagt: at alle disse Udtryk have en og samme Betydning). Disse Viser paastaaes gjerne at være fri Improvisation. Som oftest ere de af saa satirisk og brutal Natur, at de Indfødte ligefrem nævne dem ved et Ord som betyder »ætsende«. Dette lyder kímiklik. Undertiden udgjøre Viserne et Opgjør mellem Individer, men gælde ogsaa ofte Afgjørelsen af Samfundsspørgsmaal, enten blot heelt hjemlige, men undertiden ogsaa mellem skilte Nabopladser. I sidste Tilfælde sendes der da Talsmænd til det Sted, hvor Stridspunktet (eller Stridspunkterne) skal afgjøres, saafremt da ikke hele Pladsen udvandrer derhen som til kostelige Markedsløier. I Virkeligheden representere disse Sammenkomster da »Eskimoisk Rettergang« — hvad der jo før ofte er bleven forklaret. Ofte afholdtes disse Sammenkomster i selve Husene, men ligesaa ofte — især vel naar de Tilreisendes Antal blev for overvældende — i Pladsens gaqsse, en stor, gjerne aflang Bygning i Lighed med de almindelige Hytter, af opmurede Steen og Græstørv, — kun uden Vinduer, og ofte med en extra Tilgang under Gulvet. —Ordet »iversorneq« er det samme for Østgrønland som »ivngerneq« for Vestgrønland. Det er ialfald samme Ordrod og dannet over Verbet »iverpâ«. (Ordret efter Kleinschmidts grønl: Ordbog betyder dette Verbum: »at gaae noget efter i alle dets Bøininger og Kroge«. Vi omsætte det her blot til: »at gaae En ordentlig efter i Sømmene«, for derpaa, at: »plukke en Høne med ham«, hvilket jo netop er det man tilgavns gjør her under Udøvelsen af de »ætsende «Spotteviser, til Trommens Akkompagnement, hvor det somsagt kommer an paa: videst mulig Latterliggjørelse af den Anklagede. Hans Mund spiles op med store Træpløgge, der anbringes baade paa kryds og tværs saa han, trods al Fristelse til at forsvare sig imod al den Haan, der slynges imod ham, befinder sig aldeles afmægtig dertil. (Men hans Gjengældelsens Time kommer saa siden engang). Det var sjeldent at disse Viser, i gamle Dage, løb af uden Tab af Menneskeliv, idet Vildskaben ikke sjældent udartede til Bersærkergang (see selve »Dagbogen«, »Komm: Holms Værker«, samt »Eventyr og Sagn«. H. Rink). —

Medens nu Ordformerne »iversorneq« og »ivngerneq« nærmest maa ansees som Betegnelser for selve Systemet, Methoden og selve Proceduren, vil Ordet ivngerutit, et Ord, som hører ind under herværende Kategori, være Udtrykket for de, under Handlingen anvendte Viser og Gloser. (Mærk Endelsen »utit« (plur: af »ut«) som det, under selve Dagbogstextens Ordforekomster, ofte forklarede Affix, hvilket, baade ligefremt og billedligt, betyder »Redskab eller Middel, hvormed man udfører eller foretager noget«.



I II.

Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Bemærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten. Navnet af »Ildsluemennesker« sigter dog ingenlunde til disse Underjordiskes Ydre, der skal være almindelig menneskeligt, saalidt som til deres nuværende Bosted indenfor Klipperne, hvilket tvertimod, skildres som selve Grønlændernes eget Land — kun endnu smukkere. Hvad det derimod, ifølge deres egne Sagn sigter til, er deres Tilblivelsesmaade, hvilken ved Angmagssalik fortælles paa følgende Maade: »ingnerssuit« vare først almindelige Jordboere, men som, da Jorden engang gik istykker — faldt ned i de brændende Kløfter som Jorden slog (see nærmere selve Dagbogen). Skulde der mon i herværende fremglimte en Reminiscence om »at begrave Liig i Kratere af saavel slukte som uslukte Vulkaner«, hvilket jo er brugt af mange amerikanske Naturfolk? Ogsaa Tanken om den Bibelske Ildregn over Sodoma og Gomorrha vil paatrænge sig En — ialfald som et Kuriosum — særlig paa Grund af den Omstændighed, at Jordens Børn — for at faae Adgang til »ingnerssuits« Land (der jo tildeels staaer i et forjættet Skær) — ikke tør vise Nysgjerrighed eller see sig tilbage over Skuldren fra den Tid af, at man begynder at nærme sig Stedet, og Klippen vil til at aabne sig for den Reisende som vil derind; thi er man — som Loths Hustru — ulydig mod Buddet — lukker sig strax den aabnede Klippeskrænt, saa det skjønne Land forsvinder, medens Baadstævnen knækker mod Skæret eller Skrænten og tildeels dræber de Nysgjærrige (see Eventyr & Sagn, H. Rink). Men hvorfor ikke blive ved de Indfødtes egen Hentydning til en eller anden Natur Revolution? Her endnu blot et Par Bemærkninger om »ingnerssuits« Betydning for Menneskelivet: Der gives for det første to Slags af dem: menneskevenlige og menneskefjendske, af hvilke de første skulde bo øverst og de Sidste nederst, i Strandkanten, og heraf henholdsviis kaldes Qutdlît og Atdlît. De »Nedre« siges at afskære deres Fanges — den jordiske Kajakmands Næse saasnart som de have faaet ham i deres Vold, medens de ogsaa selv synes at være et Samfund af »Næseløse« — hvad ialfald ogsaa en Grønlændertegning i mit eget Eie tilfulde bekræfter. De »Øvre« eller Qutdlît ere derimod druknende Kajakmænds usynlige Beskyttere og Læger, og eie Trolddom nok til, blandt andet, at kunne skaffe dem deres, af de onde Nisser afskaarne Næse, paasat igjen. (Er nu dette Træk eller Moment om Næsens Afskærelse en blot og bar Erindring om tidligere Nabostammer, i andre Lande, der aabenlyst brugte at behandle deres Fjender, Krigsfanger og Slaver paa denne Maade? (see Silas Rand om Micmac-Indianerne) — eller ogsaa som lovlig hjemlet Straf for visse Forbrydelser indenfor de egne Samfund, saasom forex: Peruanerne overfor Landets Skjøger? (see A. Humboldt).

De »Øvre« (Qutdlît) skildres som Elskere af Reenlighed og som særlige Yndere af lyse Kajakbetræk. De ere ikke næseløse, men have ganske smaa Næser og — lyse Øine. Det sidste maatte jo — løseligt beseet — kunne smage lidt af en dunkel Erindring om europæisk Blodblanding (de forsvundne Nordboer?) hvis blot ikke Fænomenet: »lyse eller blassede Øine« ogsaa forekom i Beretninger fra Grønlændernes udenlandske Stammefrænder, og overhovedet hos Folk heelt udenfor Eskimoerne. I Henseende til Størrelse skildres »ingnerssuit« forskjælligt; nemlig snart som Folk af almindelig Størrelse, men oftest dog som Gnomer. Det sidste er vel det rimeligste, idet dette jo ialfald svarer til den almindelige Forestilling om Nisser og Underjordiske. I begge Tilfælde skildres de som usynlige for Mennesker — forex: for Kajakmanden paa Havet — saalænge som de ikke ere ham ganske nær, eller selv give sig tilkjende for ham — hvad enten som Skydsaander i Farens Stund — eller som Angribere, hvis de høre til det ondsindede Slags, der drage Manden med sig i Dybet og videre ind bag Skærene til deres lumske Hjem blandt de Næseløse. Paa »Usynligheden« grunder sig vel særlig den indgroede Forestilling: at en Kajakmand, om hvis Forsvinden, der ikke indløber nogen tydelig Beretning — gjerne ansees som stjaalen af »ingnerssuit« (NB. Akajînaqs Søn Sauniko) see Dagbogen Pg. 48.



I III.

Inugtûmassoq (plur: — ssut) er „Menneskeæder«; og inugtûmaneq: »Menneskeæderi«. Ordbestanddelene ere: inuk = »Menneske«, torpoq = »at nyde noget«, mavoq = »have Lyst til at« (dette omdannet til massoq og massut = »den eller dem som have Lyst til at«; og endelig neq = Tilstands- eller Handlings-betegnelsen. —

Tvertimod de meest aabenbare Beviser for at Menneskeæderiet, ialfald engang, deelviis, har havt Indpas i Grønland , vedligeholdes der en mærkelig seig Modstand mod Troen herpaa hos de fleste Europæere, som have med Grønland at gjøre. Ikkedestomindre bekræfter, ikke blot baade de øst- og vestgrønlandske Sagn, Phenomenet, men ogsaa visse Tegninger, som ere fuldstændig frie Kompositioner af selve de Indfødte. Sluttelig skal man her erindre om Udtrykkene i selve Hansêraks Dagbog, eller Østlændingen Navfaliks Meddelelse om Angmagssalikbeboerne: »Deroppe — hedder det i Beretningen — fandtes der endnu flere Drabsmænd, som alene havde gjort dette for at faae Menneskekjød at spise.« Hvad vil man mere? At Konebaadsexpeditionen ikke selv kom til at see Rygtet bekræftet, viser naturligviis at Tilfældet ikke hører til Dagens Orden, men ikke: at Rygtet derfor skulde være falskt — en Mening, hvortil Expeditionens Chef ogsaa selv sluttede sig. — Imidlertid lader det sig af Maaden, hvorpaa Spørgsmaalet i Reglen er behandlet af selve de Indfødte, lettelig see: at de menneskeædende Stammer maa have været i Minoritet, samt, at de altid have været dybt foragtede af Hovedbefolkningen med de renere Sæder.



I IV.

Ijâkâq kaldes, i de østgrønlandske Beretninger og særligt i selve Sagnene — Maanen ɔ:» Maaneaanden« eller »Maanen« personificeret, medens jeg aldrig veed at være stødt paa dette Tilnavn i noget af de vestgrønlandske Sagn, eller overhovedet paa Prent dér. Derimod husker jeg tydeligt nok hvorledes vi danske Børn i Vestgrønland, under vore Lege med Grønlænderbørnene, pleiede at spotte eller drille Maanen for dens skjæve Ansigt ved at »pege Fingre« ad den, og dertil raabe »Ijâkâq«! Jeg antager derfor, at dette Tilnavn engang kan have været ligesaa kjendt og anvendt i Vestgrønland som paa Østkysten, og vel endnu er det under selve Sagnfortællingen — hvorfra vi Børn formodentlig ogsaa maa have havt det, i hine svundne Tider. At »Ijâkâq«-Betegnelsen ikke er bleven medtaget i de skrevne og siden trykte »Sagn«, kan bero paa den tilfældige Meddeler af Maanesagnene, — paa at denne, enten uvilkaarligt eller forsætligt, kan have udeladt dem — maaske endog for: ikke selv at synes for hedensk i den europæiske Nedskrivers Øine. — Hvad vi Børn tænkte ved vore Drillerier og Paakaldelser af »Ijâkâq« har jeg ingen Erindring om. Maaske mene Grønlænderne i Almindelighed med denne Adresse noget saadant som: Ijâkâq (Du store »Fæle«, — som engang for længe siden, først forførte Din egen Søster »Solen« — og nu endnu altid søger at forlokke Jordens Kvinder — Dig ville vi sky—). Maanen var jo nemlig Grønlænder førend den blev Himmellegeme; men steg da engang pludseligt tilveirs med sin Søster Malina eller »Solen«. Men som der fortælles derovre — baade i Øst- og Vestgrønland — tager den endnu jevnligt ned til Jorden for her at blande sig i sine fordums Landsmænds Trafik. »Ijâh« — (helst dobbelt) er den Interjection, der udtrykker Mishag med en Bismag af Spot; hvorfra jeg da slutter, at Maaneaands-Øge-Navnet Ijâkâq maatte kunne stamme herfra. Den naturlige Maane kaldes baade i Øst- og Vestgrønland: Qaumaq = den Lysende; og ved Behringsstrædet »igalâq« = Vindue og »iralikataq« – det store (?) Vindue eller Speil — (begge for Grønlands Dialekten, let fattelige Udtryk). (Som Interjection maa »ijâh« ikke forvexles med det spærrede »ih–âh«, hvilket hurtigt udtalt kan lyde ligesaa. Det sidste udtrykker en Blanding af Forundring og Beundring (see Pg. 34 Expeditionens Ankomst til Angmagssalik).



I V.

Ilisîtsut (plur: af ilisîtsoq gjengives af alle Forfattere over Grønland slet og ret ved »Hexe«. At disse endnu spille en stor Rolle blandt de østgrønlandske Hedninge viser noksom Hanséraks Dagbog. Saavel mandlige som kvindelige Hexe ere endnu fuldt hjemme i Fabrikationen af det værste af alle, ved Trolddom dræbende Midler, nemlig – Skræmselet »tupilak« (see App. under T.) Ilisîtsuts Opgave bestaaer overhovedet i, at udstudere alt hvad som maa kunne frembringe onde Virkninger og Indflydelser, af hvilke de da selvfølgelig betjene sig i onde hævngjerrige Øiemed, medens angákuts Særbegavelse, der faaer sit Udslag gjennem »tôrnineq« eller Paakaldelsen af sine Hjælpeaander vistnok altid — idetmindste oprindeligt — har havt til Hensigt at fremme gode Øiemed; saasom skaffe Fangst, kurere Syge, m. m. —

S. Kleinschmidt udleder ilisîtsoq (Hex) og ilisîpoq (hexer) fra Ordstammen ilivoq, med den underlige Oversættelse: »bærer sig ad med det« — og videre: »gjør ved ham«, hvorunder jo forresten Indbegrebet »Forhexelse« nok lader sig realisere; og i Handlingen ilisîneq ligger aldeles utvetydigt Forestillingen om Magtstjæling. Det er derfor vistnok korrekt at henvise til det under samme Ordstamme, »ilivoq«, forekommende Substantiv »iluseq«, som betyder Nogens Beskaffenhed, Væsen eller Natur; (selv om Spørgsmaalet, fra et sprogvidenskabeligt Standpunkt, i Øieblikket involverer Vanskeligheder). Af iluseq kan afledes »ilusêrpoq«: mister sit vante Væsen, — sit Humør; og »ilusêrpâ«: faaer en Anden til at miste sit; saaledes som f. Ex. »Hexene (Ilisîtsut) faaer det til, ved »Besættelsen« af deres Offre. (Her har man Udtrykkene »bærer sig ad med« og »gjør ved ham«, tydeligt nok illustrerede.— »Ilisîtsoq« i Betydning af »Hex« er at spore idetmindste saa langt tilbage i Eskimoernes Verden som hos Stammerne omkring Mackenziefloden i N. V. Amerika, hvor Missionær Petitot netop oversætter Verbet »ilisîpoq« ved det til Situationen ubetinget bedst svarende Udtryk: »dompter« just det at magtstjæle En hans Væsen, Personlighed, Viden og Villie. —



Q I.

Qanganitsat — Itsarnitsat — Qavangarnitsat — Qavdlunâtsiait. Qanganitsat = »dem fra Fordum« eller korrekt: »dem fra Hvornaar; af »qanga« = hvornaar (NB. tilbage i Tiden). Betegnelsen gælder »Nordboerne« eller den omkring Aar 1000, fra Island indvandrede Vikingebefolkning, der efter at have levet Aarhundreder, i Landet, omsider tilintetgjordes ved de, nordfra nedtrængende, vilde Eskimoer. Den anden Benævnelse af Vikingebefolkningen itsarnitsat af »itsaq« = »for en uendelig Aarrække tilbage«, slutter sig jo af Betydning aldeles til ovenstaaende. Men saa er der endnu qavángarnitsat = »dem dernede i Syd« (af Grønland) eller maaske bedre: »dem, der kom herind i Landet sydfra«, qava er »Syd«, qavánga er »syd fra«; fra Havet i Syd.

En endnu fremragende Benævnelse for »Nordboerne« — vel endog den almindeligste — er »qavdlunâtsiait« eller »dem, der ere liig Europæerne«; maaske oprindeligt »liig Jer Europæere — Jer den nu her i Landet indkomne Slægt af Fremmede«. Dette maaske, som Svar paa Egedernes og deres Ledsageres Spørgsmaal angaaende den, ved deres Ankomst til Grønland sporløst forsvundne Vikingebefolkning — forexempel angaaende: disses Udseende eller hvad de, Eskimoerne, nu vilde kalde dem? qavdlunátsiait ɔ: Ligheder med Jer selv« kan saa Svaret have lydt. De her givne forskjællige Benævnelser tør alle gradeviis være fremkomne i Dagbogen, og hvis ikke, sees ialfald hér de samtlige Udtryk givne under et.



Q II.

Qivitut (plur: af qivítoq kaldes: Mennesker, som i Hemmelighed forlade Samfundet for at leve som Eremiter i Fjeldensomheden. Heraf: Europæernes almindelige (men feilagtige) Oversættelse af det grønlandske Ord, til »Fjeldgjængere«. Disse frygtes af deres Landsmænd som Afsindige, og voxe i disses Indbildning endog senere, jo længere de have været forsvundne, eller jo ældre Sagnet bliver — til ligefremme Spøgelser og overnaturlige Væsner. Det er netop disse Forestillinger, især Tanken om »Sindsforvirring«, der ligger tilgrund for selve de Indfødtes Betegnelse af Tilstanden; idet qivítoq (af »qivípoq«) slet ikke betyder: »En, som er gaaet tilfjælds«, men »En, som ikke er Herre over sit Sind«; (man finder Ordet, med denne Betydning, baade hos Missionærerne Erdman og Warmow for Labrador, samt hos Petilot for Mackenzie-Distriktets Eskimoer i Nordvest- Amerika). I selve Grønland bruges Udtrykket endnu i daglig Tale om Smaabørns Ustyrlighed eller »Gjøren sig udtilbeens« (see ogsaa herom: Grønl. Ordbog — S. Kl.). Det var Vrede, eller Skam over tilføiede Fornærmelser — ofte af den allerubetydeligste Natur (idetmindste i vore Øine), der drev Folk til Fjeldgængeri: En Pige blev saaledes, engang i gamle Dage, »qivítoq« fordi hun var kommen til at knække sin Søsters kostbare Beensynaal. (NB. En saadan Synaal havde jo rigtignok paa Grund af dens uhyre vanskelige Fabrikation med Datidens elendige Steenredskaber, mere Værd end Hundrede af Nutidens — ɔ: vore almindelige Synaale, hvortil de fleste Eskimoer jo nu have Adgang gjennem europæisk Tuskhandel). Vedkommende Flygtning drog langt ind i Landet, hedder det, hvor hun mødte en Indianer, der havde havt en lignende Skæbne, og derfor venligt tog sig af Pigen. — I Samlingen »Esk. Eventyr og Sagn« findes mange Fortællinger om Emnet »qivíneq = det: at forlade« sit Samfund i Fortvivlelse. Fjeldgængeri pletter et Navn. Hertil sigter ogsaa synligt den i Dagbogen, Pg. 13, forekommende Bemærkning af Oqaluartâq eller »Vor ny Fortæller«: at dem af Arten han havde hørt Tale om — ikke hørte til i hans Kvaterer eller blandt hans Folk eller Frænder.



Q III.

Qilarigssarneq. Disse »Midler« eller »Forudsigelse ved Hjælp af Hovedsnerring« kalder Hansêrak paa østgrønlandsk »qilarigssarneq« medens det samme, i Vestgrønland, hvor det herværende Udtryk ogsaa nok er kjendt, dog som oftest nævnes ved »nerfalaneq« (efter den liggende Stilling, hvor under denne Art Sandsigere virke): »nerfalavoq betyder nemlig: han ligger udstrakt paa Ryggen, medens »qilavoq« blot slet og ret betegner Handlingen: at fremmane Syner. I Ordbogen findes »qilarigssarneq« oversat ved det altid parate, elastiske, Udtryk: »hexer«. Modsætningen til Methoden: »Clairvoyance«, er at spaae ved Tilkaldelse af »Aander«, hvilket kaldes »tôrnineq« efter »tôrnaq = Hjælpeaand.



S I.

Serraneq og serratit. Det første er Handlingen at »serravoq« ɔ: det at fremmumle Trylleviser til eget Gavn eller andres Skade. Det oversættes i almindelig Tale (som ogsaa i den Grl. Ordbog) ved det ikke absolut forkastelige men dog altid noget vel godtkjøbs Udtryk: »hexe«. Det andet Ord er selve Midlet, hvormed der virkes, altsaa: som »ivngerutit« forholder sig til »ivngerneq« eller »iversorneq«. (App. under »I«).

»serratit« turde nærmest oversættes ved »Bønner«, Hedenske Bønner. Det ses i Dagbogen, at Hansêiak selv foreslaaer det samme, uden dog at lade forstaae hvad han nærmere tænker sig derunder. — »Bønner« kunne de kaldes, og ere de, forsaavidt som de tyes til i al Nød, Fare og Forlegenhed: »Eier Du ikke en lille Vise imod Havskum?« — hedder det saaledes i et af de vestgl. Sagn? Kammeraten eiede just en saadan, og fra det Øieblik han bragte denne i Anvendelse, ophørte » skummet« ɔ: Bølgeslagene, at udhule og mindske den Iisskosse, hvorpaa de skibbrudne Kajakmænd havde søgt at redde sig mod Land (see Sagnet om »Tiggaq«, Esk. E. & S., H. Rink), serraneq er forstaaeligt nok, altsaa ikke Bøn i vor Forstand — ikke som dem, der umiddelbart opsendes fra det betrængte Bryst til en bestemt fælleds Gud — og ofte blot i et Suk. De ere Bønneformularer (»Trylleviser«, har man, som sagt, vænnet sig til at kalde dem); men, for det første, gælde de kun for hver sin Eiermand, og raade de kun hver sin Gjenstand, ɔ: hver sit bestemte Indhold; thi eier, forex: En er »serraq« eller Tryllevise til at afværge Søgang med, som er sat af en Nordenstorm, er det derfor ikke sagt, at han kan benytte den samme mod Søgang efter en Søndenvind; og eier han forex: en mod Sneskred, kan han dog ikke bruge denne mod en piinlig Byld; og den, der eiede den ene af dem, eiede saa ialfald ikke den anden eller de andre. Det var da altsaa noget temmelig ufuldkommet — fjernt fra de Kristnes guddommelige Formular, der er tilgængelig for Alle og indeholdende alt hvad Mennesket længes og trænger for at være lykkelig.

Som Regel veed Hedningen ikke hvorfra han har sin serraq; for det meste er den et, gjennem Tradition nedarvet Familieklenod; men undertiden erindres den dog, at være Eieren personligt tilhvisket af en Stemme i Luften eller fra Havet, hvilken da formenes at have været en eller anden af de afdøde Slægtninges — helst hans Bedsteforældres. Undertiden er det et eller andet Dyr, der afhænder Tryllevisen. Saaledes viser en Indfødts Tegning i Undertegnedes Eie, paa det yndigste, hvorledes Mangen daler ned paa det oprørte Hav og lærer Kajakmanden en »Vise« til at stille Stormen med; — den selv hvilende ligesom paa en stille Indsø medens Manden endnu kæmpende med Søerne, lyttende bøier sig henimod Fuglen.

»Man veed ikke til hvem Tryllevisen henvendes« hedder det gjentagende, og uforanderlig dybt hemmelighedsfuldt, gjennem alle Citater af denne Omstændighed; og særlig trættende blive disse, naar Sentencen følges af den Frase at: »Kraften ligger i selve Ordene«. Sagen er dog heel simpel og aabenlys, og det første Punkt jo saa selvfølgeligt, at det knapt er Omtale værd: Naar man nemlig ikke veed: hvem der har skænket En Gaven, kan man jo heller ikke vide til hvem man skal henvende Takken for den«. Hvad nu det andet Punkt angaaer: at »Kraften ligger i selve Ordene« saa menes jo med dette Udtryk ikke, at den ligger i selve Bogstavlyden fremfor i Ordenes Aand — hvad den almindelige Fremstilling ligesom gaaer ud paa at indpode Læseren eller »imponere« ham med, men mener ganske simpelt blot at Kraften ligger i: Ordets Indhold som Modsætning til Ordets eller Indholdets Giver. Naar man nu engang ikke har nogen Fællesgud eller — Afgud at samles om eller at henvende sig til, og enhver Bøn eller Formular (serraq) for hvert separat Tilfælde havde sin særegne Kilde, og som i de fleste Tilfælde var Eiermanden ubekjendt, saa ligger det nær: at Bønnens Virkning maatte søges i Bønnens Ord — Hvor ellers?

Saa siges der videre, og dette: rigtigt nok — »at der vaages med den største Ærefrygt over serratit eller Trylleformularerne«; kun bør man supplere »Ærefrygten« med »Egenytten«. Ingen vilde jo kunne staae sig ved: ikke at vaage over sine dyrebare Skatte« — sine »Trylleviser«: (at »vaage« over den, vil her sige: at holde dens Indhold hemmeligt for andre). Røbes dette, taber Visen sin »Kraft« hedder det ogsaa som om der skjulte sig en uudgrundeligere Hemmelighed der bagved, end den, der jo ogsaa lader sig forklare ad naturlig Vei: Har jeg røbet min Hemmelighed for en anden, eier jeg den jo nemlig herefter selv, kun halvt. Det være som det vil — Kjendsgjerning er det imidlertid, at intet i Eskimoernes Troesliv er saa gjennemført hemmeligholdt som Ordlydene af »serratit« medens der om alt andet, hvorom de Indfødte ellers ogsaa gjøre sig kostbare nok overfor Europæerne — dog altid siver en heel Deel ud; af serratit eller Trylleviserne, derimod omtrent intet — intet udenfor det uundgaaelig trivielle »âh-jâh«, over hvis absolute Betydning og vexelvise Betoning under Udførelsen, man endda knapt har nogen klar Forestilling.

At Bladet just nu er ifærd med at vende sig idet det, i vore nye Østkystberetninger oftere anføres, at Hedningene, nu, ikke blot »udlaane« men endog ligefrem »drive Handel« med deres »Trylleviser« — siger jo ikke andet end at angákuts og ilisîsuts Religion er ved at synke i Forfald.

Mærkelig var de østgrønlandske Hedninges Udtalelse til Kommandør Holm om serrats Udseende: »De see ud som »udpustede Sælhundetarme« — heed det. Man seer heri atter de Indfødtes Hang og Trang til at give alting legemlig Form. Hvortil herværende Lignelse mon sigter, lader sig jo endnu kun meget dunkelt ane.

Indholdet af den »serraq« som Vestgrønlænder Samuel havde hørt Hedningekonen mumle over det Sælhundeskind hun var ifærd med at berede (see Pg. 33) maa vistnok uden Betænkelighed kunne henføres under Kategorien Undskyldninger over for dræbte Dyr, hvortil der træffes Magen over hele Hedningeverdenen, og som særlig ofte og tydeligt findes beskrevne for Ainoernes og Kamchadalernes Vedkommende, i Forhold til Bjørnen (see Steller, v. Siebold og andre) see ligeledes for selve Grønlands vedkommende »Bjørnefortælling af J. H.« i »Kajakmænd« S. Rink). Den af Samuel opfattede »serraq« over ugssuk’ens Skind er en ethnologisk Skat, da man eier saa saare faa af disse »Texter«.



S II.

Sungula. For østgrønlandske Sol- og Maanesagn henvises til Sagnsamlingen i Meddel: X. Solnavnet »Sungula« som er nævnet her hos Hansêrak er ubekjendt i Vestgrønland. Derimod ligner det jo meget visse Indianeres Sangara. Dette Navn er jeg dog kun stødt paa i en Ord-Forbindelse, der udtrykte »Solens Hjerte«, men hvor jeg (skjøndt Uindviet) dog ménte, at sangara var det af Ordene der betød »Sol«. Hvad angaaer Bogstavforbytningen mellem Sangara og det østgrønlandske »Sungula« volder dette ingen Vanskelighed: »a« gaaer i Opskrifter ideligt over i »u« og »r« i »l«. Imidlertid er det jo ikke sagt at denne Omstændighed derfor gælder her — eller at min Hentydning har Sandheden for sig. (Kun et Fingerpeg).

I Vestgrønland kaldes Solen »seqineq« og er det samme Ord som de sibiriske Eskimoers og Kyst-Tchuktchers »tschirkir« med endnu mange andre Omskrivninger af samme Grønl. eskimoiske Personificationer af Solen ere ellers Ayût og Malîna. De saa høist forskjællige Sol- og Maane-Navne lige som overhovedet andre Dobbelt- og mangedobbelte Benævnelser for andre Gjenstande og Begreber — alene inden for Grønlands Grændser — troer jeg bekræfte den Anskuelse som man ogsaa paa Grund af Tilslutninger i saa mange andre Henseender, vist nok tør hævde: At ikke alle de Stammer, som i sin Tid samlede sig til Indvandringen i Grønland vare aldeles støbte i samme Form. Den nuværende Eskimorace dannedes af mere end et Folkefærd.



T I.

Tarneq og Tarningêrneq. For at forstaae det sidste af de to Ord, hvilke, gjennem Grønlænder Ilisimârteqs Beretning (Pg. 39) om den slemme Maratsuk, foranledige den herværende Anmærkning — maa man først vide Besked med det første, — med tarneq.

I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: anernera = Aanden, tarrâ == Skyggen og ateqatâ = »Navnen«[2]

Er man nu engang kommen paa det rene med, at der virkelig existerer tre »Sjæle« med hver sit, til deres Sær-Function afpassede Navn og hvorved altsaa ingen Anvendelse bliver tilovers for tarneq, saa stadfæster dette, synes mig, at denne maa være den samlende Tanke eller Udtrykket for Sjælen som »Enhed« — hvortil endvidere træder den Omstændighed, at det eneste Udtryk for et saa indgribende Moment i Folkets Liv som Sjælerøveriet (»Tarningêrneq«) just afledes herfra, og ikke fra nogen af de andre tre Benævnelser.

Af de tre Special-Sjæle — anernera, tarrâ og ateqatâ, svarer den første (anernera) ikke blot nærmest til vort Begreb »Aand«, men er ogsaa Benævnelsen paa selve »Aandedrættet«, med hvis Standsning hiint luftige Væsen, den Aandige Sjæl, ogsaa samtidig tænkes at udtræde af Mennesket, hvorved da Livet standser, og »toqo« (Døden) indtræder. Naar Livet nærmer sig sin Ende — hvad enten hos den Gamle eller den Syge, og Eskimoerne vente sig »Sjælens« (sikkerligt »synlige«) Udtræden gjennem Munden, holde de en Fjær eller et Duun hen foran samme, for, fra dettes Bevægelighed eller Ubevægelighed at kunne bedømme den Døendes Stadie. Rørte nu Dunet sig ikke længer flyttedes den Døende snarest muligt ned fra Leiet paa den fælleds store Familiebænk eller Brixen — særligt vel for at skaane denne for Berøringen med et virkeligt Liig. (mere herom under ateqatâ »Navnen«).

Den næste »Sjæl« — tarrâ eller Skyggen- maa man vel nærmest tænke sig som sluttende sig ligemeget til Menneskets Legeme og dets Aand, idet den, med det samme som den representerer det førstes synlige Omrids (Skyggen) baade paa Jorden og paa Vandfladen, ligeledes ogsaa udgjør Aandens Speil ɔ: Tanken og Fantasien, der om Dagen kan overfare og omfatte Alverden, og selv om Natten gæster Mennesket, gjennem Drømmene, der gaae ud og ind hos ham medens timâ (hans Legeme), forbliver liggende der, hvor han, om Aftenen — endnu vaagen, lagde sig tilhvile for Natten.

Den tredie Sjæl ateqatâ knytter sig udelukkende til Menneskets Legeme og slutter sig, somsaa, umiddelbart til samme som dets Vogter eller Herre, og har intet at gjøre med Menneskets »Aand« eller aandelige »Sjæl«. »Menneskets Sjæl er af Udseende liig selve det ydre Menneske men kun af et lettere Stof« — er en Anmærkning man ideligt støder paa i Beskrivelser fra Grønland. Denne Lignelse gælder da vel gjerne »Sjælen« som Hovedbegreb; men en Mulighed kunde der være for, at de Indfødte her med ogsaa kunne sigte til Legemets Specialsjæl som den, der i Egenskab af dettes Iboer, antager Legemets absolute Form idet den ligesom gjennemudfylder det — NB. ikke at forstaae som Legemsfunktionernes Besjæler eller disses Drivkraft — thi dette er igjen noget særskilt (see her 143 inue) — men blot i Forstand af det, af tarneq eller den aandige Menneskehalvdeel, uafhængige Menneskelegemes Herre eller »Sjæl«[3]. Trofast hænger »Legemsjælen (ateqatâ) ved sit Legeme og følger endog Liget i Graven saasnart som Livs-Sjælen eller anerneq har forladt Mennesket gjennem dettes sidste Aandepust eller Dødsukket. Paa Grund heraf er det ogsaa denne Sjæl, hvem man tilskriver »Gjengangeriet«; thi ligesom den før var Legemets Aand, er den nu Ligets og Gravens! Indenfor visse Tidsgrændser formaaer den at vise sig som Spøgelse for Menneskene — saavel i Kjød og Blod — som ogsaa — som Skelet; — disse forskjællige Forestillinger maaske afhængende af Ligets henholdsvise Opløsningsgrad. Grunden til, at den spøger omkring ved Menneskenes Huse, er Haabet om at skaffe sig en ny Navnefælle — ɔ: et nyt Legeme at slippe ind i for at kunne leve videre; og heraf følger denne Sjæls Navn: »ateqatâ«, hvilket just betyder: »Navne« eller »Navnefælle«. Førend Lig-Aanden faaer sig erhvervet en saadan, hvilket kun skeer ved at en Nyfødt bliver opkaldt med dens Navn, faaer den ingen Fred, men driver om som Spøgelse. For denne »Sjæl« nære Eskimoerne en ubeskrivelig Angst, og sætte derfor blandt andet Mad ud til den ved Graven, deels vel for overhovedet at holde sig gode Venner med den, men ogsaa for at hindre den i, af denne Grund, at søge tilbage til sin gamle Tærskel; og visse Esk. Stammer (see Boas, Hall og Andre) rive endog Hytten heelt ned efter et Dødsfald, for at »Gjengangeren« — for det Tilfælde at den aflagde Besøg, ikke maatte kunne kjende sig hjemme, paa Stedet. Og det er for at ruste sig imod det forfærdelige Syn af Ligets Aand, at en døende Eskimo vel mangengang er bleven for tidligt indsyet i sit Ligskind. Og herfra skriver sig ligeledes den omstaaende Omsorg for at fjerne den Døende fra Brixen endog førend Livet er aldeles udslukt eller Legemet aldeles gaaet over til Liig, hvorved ellers Sovepladsen, som herefter en Anden jo skal indtage, maatte kunne inficeres af Ligets Aand[4]. Det er sagt: at først naar den Afdøde har faaet Opkaldelse, ophører Liget at spøge; først da, har »Gjengangeren« for bestandig forladt den gamle Grav.

Under sit fredløst omflakkende Livsstadie, for at søge sig en ny »Navne«, benævnedes denne Sjæl — (beviisligt hos nogle Eskimo Stammer (see Boas for Baffinlandene), men sandsynlig hos dem alle) — »tupilak«, et Ord, der endnu er velkjendt ogsaa i Vestgrønland, men af anden Betydning. (conf. App. under Hævner-Skræmselet »tupilak«). Paa dette Stadium som tupilak var ateqatâ’en frygtelig, berettes der. (Om denne »Sjæls« Benævnelse »Navne« nærmest skal tænkes som sluttende sig til dens ældre eller dens nyere Forhold, maa vel paa Grund af den regelmæssigt fortsatte Sjælevandring, komme ud paa et. Afbrydelser foraarsagedes jo kun naar der ikke indtraf beleilige Fødsler nok til Optagelse af den længselsfuldt ventende »Sjæl«[5].

Et Sted i Hansêraks Dagbog meddeler en Indfødt, at Angmagssalik'erne mene, at Mennesket har syv »Sjæle«, der sidde fordeelte rundt omkring i de forskjællige Legemsdele, saasom i Hjertet, Hjernen, Strubehovedet, ctr., men med disse sigtes, forstaaeligt nok, til selve Drivkraften i de entelte Organer, Lemmer og Ledemod. Disse »Smaasjæle« maatte kunne svare til hvad Grønlænderne ellers — ogsaa for reent livløse Tings vedkommende — kalde »inue;« Tingens »inua« er ordret: dens lille Menneske inden i sig«. Nu fremstilles disse »Organsjæle« —som man maatte kunne kalde de omtalte »Syv« —netop som Miniaturmennesker — nogle af Stønelse som »Spurve« hedder det, andre dog blot som et »Fingerled«. (Røber forresten ikke vi Civiliserede, i vort Udtryk »Livsaander:«) at vore egne Forfædres Forestillinger paa det samme Omraade ikke have været Eskimoernes saa ganske ulige? (Som her, saaledes ogsaa ved en Mængde andre Anledninger). –


Tarningêrneq. Vi gaa nu fra tarninge (plur: af »tarneq«), over til: tarningêrneq eller den Handling, at »berøve En hans Sjæl eller Sjæle«.

At præsisere dette Begreb i dets mangfoldige Detailler kræver for megen Tid og Rum til at man ikke hér kun skal lade sig nøie med, i Korthed at fremsætte Hovedideen, der vel da bliver den: at Østkysthedningene altid tænke sig Sygdom som en »Besættelse« af onde Aander, der rive og slide i dem, ɔ: onde Menneskers Indgreb i deres Liv — i deres Sundhed og Livslykke. Heller ikke dette er os selv, idetmindste billedligt taget, fremmed: han »ærgrer mig en Sygdom paa Halsen« — »piner Sjælen ud af Livet paa mig« — »bliver en Pind til min Ligkiste« ctr. — ere alle, gode Sidestykker til den hedenske Tankegang — kun med den Forskjæl: at medens vi andre nok ret bogstaveligt kunde ærgre eller sørge os Sygdomme til over Naboers Ondskab eller Plagerier — mene Eskimoerne ved Angmagssalik og alle Østkyst Hedningene: at en ond Aand — hans Fjendes egen »Sjæl«, eller en endnu mægtigere Udsendings — i Legems Skikkelse gaaer over i ham selv — og virker ondt ved at beskadige hans »Sjæle« (eller »Sjæl«), hvilket de yderligere anskueliggjøre sig i Form af ligefrem Bortførelse af en Sjæl eller Livsaand. Herved bliver da Organismen lidende — i høiere eller mindre Grad efter den »Sjæls« Vigtighed, der er bleven Ejermanden berøvet. Men ikke alene dette: Lidelsen synes efter forskjællige Forekomster, ogsaa at kunne afhænge af den røvede »Sjæls« Tilstand i dens ny Forhold (see herom: den østgrl: Exp: Holm. Meddel: X. Pg. 113). Værst bliver det jo naar en Sjælerøver som f. Ex. den i Hansêraks Dagbog omtalte ondskabsfulde eller drillesyge Maratsuk —faaer fat i de ædlere »Sjæle« —lad os f. Ex. sætte »tarrâ’en« (eller Forstandens); for saa taber Mennesket sin Bevidsthed, snakker over sig, bliver vild, rasende, saa han tilsidst kaldes »forhexet« og maa stødes i Søen.

»Sjælene« ere »legemlige«, have vi hørt — (mærk ovenfor de syv Sjæle, der ere »Smaamennesker af Spurves og Fingerleds Størrelse«). Hvad Under da: at de foruden at røves ogsaa kunde spises — opspises af de onde, blodtørstige Aander — blandt hvilke selve tôrnârssuk, er den allergraadigste (for tôrnârssuk see næstfølgende Anm.). At tjene saadanne Aander eller Væsener var nu — vel at mærke — netop Aarsagen til Sjælerøveriet; — det gjaldt for Røverne: at holde sig gode Venner med de onde Magter og Uhyrer, som ellers maatte kunde kaste sig over dem naar de vare paa Fangst enten tillands eller, særligt, vel paa Havet. (Østgrønlændernes tôrnârssuk og meest frygtede Fetish, tænkes just som et kolossalt Havdyr.)

Hvad selve den Sjæleberøvede angaaer — saa kunde eller han dog som Regel nok gjøre Regning paa at faae sin Sjæl tilbage igjen, hvis han kun i rette Tid betroede sig til en god angákoq; saa denne enten ved »qilarigssarneq« eller »tôrnineq« (see App. under q) betids kunde skaffe sig Underretning om, hvorhen Røveren var paavei med »Sjælen«[6]. Kommer han forseent til at indfange denne saa er det gjerne, fordi den allerede er opspiist. Dette er liigt Døden.).

De mange interessante Enkeltheder af angákuts eller Aandemanernes Virksomhed og Indflydelse blot i denne ene, her omtalte Livsfase, ere imidlertid for betydningsfulde til at kunne lade sig behandle saa underhaandsmæssigt som i en Anmærkning med et andet Emnes Overskrift hvorfor der, ligesaagodt maa standses, her.

Endnu kun dette: at som Ord er »tarningêrneq« (Sjælerov) dannet ved at tilføie »tarneq« (Sjæl) en Form af Affixet »erupâ« = at »berøve Nogen Noget«. Strengt taget burde Ordet vel, derfor, hedde tarningêrúneq; men Sprogbrugen siger blot »tarningêrneq«.



T II.

Tornârssuk betyder ikke som flere Reisende ville forklare: den Store Tôrnaq, — dannet som de mene: af tôrnak = Aand og »ssuaq« stor; Ordet er snarere dannet af »tôrnaq« og »ârssuk«, hvad der tilsammen udgjør — den aparte, underlige, maaske her, deforme »tôrnaq« eller »Hjælpeaand«[7]. I Vestgrønland, hvorfra vor første Missionsvirksomhed i sin Tid (1721) udgik, ved Hans Egede og hans Sønner, fremstilledes Tôrnârssuk som en Enarmet Kæmpe, som ogsaa havde mange andre Lyder og Besynderligheder — stærkt mindende om de uhyggeligt gebrækkelige Mandskikkelser, man saa ofte træffer paa baade hos Eskimoerne udenfor Grønland, men ogsaa hos Indianerne og andre; (for Sydhavet see Gilis); og som overalt paa en eller anden Maade bringes i Forhold til den »Fæle Kvinde i Underverdenen« —hvad der forresten ligeledes er Tilfældet for den grøndlandskes vedkommende. Her hedder Kvinden Arnarquaqssârssuaq ɔ: »den fæle, klodsede gamle Kvinde«. Til hende fremstilles Tôrnârssuk i Lyset baade af hendes Fader, Broder og Boler. (»Aviliakoq« som hun kaldes hos Baffins-Stammerne omkring Cumberlands-Inlet er just Ordet, der sigter paa det sidste Forhold (see »Central Eskimo« Dr. Boas). — I Østgrønland hersker der imidlertid, en, fra den »Enarmede Kæmpe« vidt forskjællig Forestilling om Hjælpeaanden Tornârssuk. Her er han det blodtørstige Monster-Havdyr, hvis Sugeredskaber, liig Sydhavets Octopus drager sit Bytte til sig ved at kryste det ihjæl for derpaa at fortære det. Denne Tornârssuk var ogsaa den Hoved-Afgud, for hvem bedrageriske eller falske angákut fangede Menneskesjæle, saa de selv maatte staae sig godt med den »Blodtørstige«. Der tillægges altid: at Tôrnarssuk var »blodig i Mundvigene« af alle de lækkre Maaltider, der saaledes kom ham tilgode ved angâkuts Offringer — ligeledes ligt med hvad der fortaltes om Sydhavets Rongo, der ogsaa, skjøndt levende paa Havets Bund, modtog Menneskeoffringer af sine Altarers »Piaatua«’er eller Præster (see Bastian og Gills). — Ifølge den Løshed, hvormed man mangengang er tilbøielig til at overfare det, der allerede paa Forhaand synes En uforstaaeligt eller uvedkommende, troer jeg allerede at have seet Citater efter Holm, der beskrive den østgrønlandske Tornârssuk som en slet og ret stor Sælhund medens dette Dyr saavidt jeg selv har forstaaet Beskrivelsen, dog kun er nævnet for at angive tornârssuks Dimensioner. Holm selv karakteriserer denne tôrnaq, siden, nærmest som en Blæksprutte — hvad der vistnok har meget for sig, hvorom jeg skulde ønske at tale tydeligere, hvis det kun ikke vilde føre for vidt, her. (I Oversættelse af en Bemærkning af Hansêrak hedder det om Tornârssuk: at han er: En Gople af Størrelse som en Vandkalv). Den paafaldende Afvigelse mellem de to Skildringer af Tornârssuks Ydre, den som »Enarmet Kæmpe« og den som »Sødyr« maa kunne forklares ud fra de Stammers oprindelige Uensartethed, der i sin Tid — under Navn af Eskimoer — droge ind i Grønland. Hvordan nu end alt dette forholder sig, saa er Tornârssuk, angákuts mægtigste tôrnaq eller Hjælpeaand, et uafhængigt Væsen, og ikke blot en Tingenes inua eller Besjæler, saaledes som forex: Aanden i den store Iisbræ Puissortôq eller hvad andet man ellers vil nævne.

Gaaer man nu ud fra, at Tornârssuk var den Indflydelse som i sin Tid, ved Egedernes Ankomst til Vestgrønland, stod Kristendommens Indførelse mest imod, derved at hans Navn var paa Alles, og særligt paa angákuts Læber — er det dog neppe saa urimeligt som saa mange »Liberale Danske i Grønland«, have villet fremholde — at nemlig hine, vore første kristne Missionærer, simpelthen valgte at overføre Afgudens Navn paa Bibelens »Djævel«, saameget mere som Tornârssuks Opholdssted ogsaa henlagdes til Underverdenen henholdsviis til selve Havets Bund og den Verden, der atter tænkes nedenfor samme.



T III.

Tôrnaq (det mere specielt vestgrønlandske Udtryk ihvorvel ogsaa kjendt og benyttet paa Østkysten), er jo, af Betydning, en Persons Skyds- eller Hjælpeaand — hvem han under Eventualiteter kan kalde til sig. Det er jo hér særligt angákoqs tôrnaq, man har havt Lejlighed til at komme i Berøring med — den, for hvis Tilsynekomst han i aareviis hengav sig til sit Eremitliv i Fjeld-Ensomheden samt til alskens andre Forsagelser — indtil hans tôrnaq endelig viste sig for ham i al sin Rædsel; eller rettere vel: at hans endelig tilstrækkeligt enerverede Sandser endelig indbildte ham: at den gjorde det. Disse tôrnat (plur. af tornaq kunne sees i mange forskjællige Skikkelser, baade som naturlige, men som oftest dog som fabelagtige Dyr eller Mennesker; endog Dyrs og Menneskers »tarninge« eller »Sjæle« kunde tages i Tjeneste som Hjælpeaander. Undertiden kæmpede angákoq vistnok for Opnaaelsen af bestemte populære Hjælpeaander, men det synes, ved nøiere Iagtagelse, af de foreliggende spredte Beretninger, dog, at, som oftest, en uventet, ubekjendt Aand meldte sig for den Søgende. Til de, paa Østkysten af Grønland meest attraaede, hører en »ârrûssaq«, en »amô« (see under »A«) m. Fl; men størst af alle er Tôrnârssuk. Den, der har seet ham, har seet Alt, og vil opnaae Alt. –

Men hvad betyder selve Ordet tôrnaq Bæreordet i tôrnârssuk. I den grønl: Ordbog er det givet som et Stammeord, hvoraf saadanne verbale Afledninger som »tôrnivoq« og tôrnápâ« m. fl. deriveres. De to nævnede Ords Betydning er henholdsviis: at øve Troldom ved umiddelbar Paakaldelse og Tilkomst af »tôrnaq« og — at ihjelskræmme ved Hjælp af sin tôrnaq.

Etymologisk, staaer man dog endnu lige utilfredsstillet i Henseende til Stammeordets »tôrnaqs« Oprindelse.

Jeg skal nævne et mærkværdigt Slægtskabsforhold som Ordet staaer i, baade sprogligt og af Betydning, til en Mellemamerikansk Indianerstamme. Jeg har ikke mine Udskrifter vedhaanden og kan saaledes ikke for Øieblikket præcist opgive: hvilken. Min Kilde er imidlertid, »Native Races«-Bancroft., og Forholdet er følgende:

Kaar en Kvinde skal til at føde: sætter en af Stammens eller Familiens Ældste sig hen i en Krog, og giver sig til, med en Stok at opridse, i Sand eller Gruus, alle mulige kjendte Dyr: Fugle, Tigre, Jaguarer, Schakaler eller hvilketsomhelst Dyr, der er kjendt indenfor vedkommende Stammes Omraade. Han tegner uafladeligt, det ene Dyr efter det andet; men først det, som er under Arbeide i det Øieblik Forløsningen skeer — bliver det nyfødte Barns Skydsaand: »tona« kaldes det i Stammens Sprog, og det findes oversat ved Barnets »Andet Jeg«. Dette er meget interessant, og maa kunne blive en vigtig Ledetraad under videre sammenlignende Undersøgelser angaaende: Eskimoernes Herkomst og Paavirkning af Nabostammer.

At »tona« er tôrnaq kan vel neppe betvivles. Endnu kun følgende!

Det grønlandske tôrnaq bør altid udelukkende opfattes i Forstand af privat Skydsaand, og aldrig: som »Aand« i Forstand af »Luftigt Væsen« eller lignende. Ethvert »Væsen« — luftigt eller ikke — kan derimod, somsagt, godt blive Ens Skydsaand eller tôrnaq. Det er saaledes fremfor alt »Forholdet til en Eiermand« som karakteriserer dette Ord. Ogsaa denne Specialitet nærmer det yderligere til Indianerbegrebet: »its second self« som Bs Oversættelse af »tona« er givet.



T IV.

Tartoq (Taortoq?) Ordet, efter første Stavemaade, er det almindelig Østgrønlandske Udtryk for det vestgrønlandske »tôrnaq« = »Hjælpeaand«, tillige med alt hvad der, under denne Rubrik, findes forklaret om en Hjælpeaands Væsen og Egenskaber (conf. Anm. T, III.), derfor skal der hér ogsaa kun tales om Ordet som »Ord«. Selvfølgeligt maa »tartoq«, tiltrods for den manglende Accent over »a« strax lede Tanken hen paa Ordroden »tâq« = »Mørke« og »Skygge« m. m. lignende, saameget mere som jo disse Begreber correspondere vel med angákoq-Mystiken. Desuagtet har jeg tænkt mig, at der hér muligviis kunne foreligge nogen Misforstaaelse — uden, at jeg dog i mindste Maade tør staae paa min Paastand, hvilken jeg blot vil anføre som et Fingerpeg. Deels paa Grund af, at tôrnaq slet ikke er ubekjendt eller ubenyttet i Østgrønland, er den Tanke opstaaet hos mig: om ikke det som tartoq skrevne Ord, egentlig burde være skrevet »taortoq«, og isaafald ikke at aflede fra Substantivet tâq = Mørke, men fra Verbet taorpâ eller dettes videre Udvidelse »taortauvoq« som betyder: den, der bytter med en Anden ɔ: gaaer i hans Sted, overtager sammes Rolle medens han var borte, for at hvile sig, eller hvad andet. Og kan nu noget være mere overénstemmende med en angákoq-Hjælpeaands Pligter end dette her? I de Mellemrum, hvor angákoq selv hviler og tier efter al sin Støi og Raaben under Paakaldelsen af »Hjælpeaanden«, træder »tartoq« — isaafald taortoq — til som Stedfortræder, (taortâ? = hans Byttesvend eller Makker; — i Indbildningen en »Bjørn«, »Ræv«, eller »skaldet Mand med et lille spidst Hoved« — men i Virkeligheden; en menneskelig Kammerat og Behændighedskunstner.



T V.

Tarrajarssuit (plur. af tarrajarssuaq ere usynlige Smaatrolde, der kun give sig tilkjende ved deres Skygge. Ordet stammer direkte fra det tarraq, som betegner Menneskets »Skygge«, Spejlbillede ctr., hvilket Ord atter er deriveret fra »tâq« = Mørke. Tarrajarssuit varieres som: tarrajuatsât og som tarssarajuit. (S. Kl. siger i Ordbogen, om disse Ord: at de egentlig udtrykke: »Mørke Pletter paa noget Lyst« saaledes som naar forex. Solpletter spille hen over et Gulv).



T VII.

Tupilak. Først er at bemærke, at dette Ord hverken hedder »tupilek« eller »tupilik« saaledes som det, især hvad første Form angaaer — som oftest sees skrevet af alle, ikke eskimoiske, Skribenter, begrundet i at enhver Ikke-Eskimo, mærkeligt nok ufravigeligt hører »a« nærmest som »e« i enhver kort Stavelse, hvor »a« følges direkte af en Konsonant, og altid foran det haarde »k«. Selv hos Danske, der have lært sig grønlandsk til Fuldkommenhed hersker denne Eiendommelighed. Det er allerede bemærket under Rubrikken »tarneq«, at tupilak var Navnet paa Gravens Aand eller med andre Ord: paa »Gjengangeren« under sammes fredløse Omflakken efter et nyt Menneske til at tage Bolig i. Intet Under; thi tupilak indeholder, under hvilkesomhelst Udtydninger eller Opløsninger, man end vil give Ordet altid kun det »rædselsfulde«. Og som Gjenfærdet var rædselsfuldt fra Tidernes Begyndelse, saaledes blev det, ved Troldom opstaaede tupilak-Skræmsel det, senere i Tiden. De kunne derfor begge to fuldt vel fortjene sit gyselige Navn. I Henseende hertil, til Navnet, har »Gjengangeren« sandsynligt nok været Originalen, og det »haandlavede Skræmsel« Laantageren.

Den nyere tupilak, som er den vi her have at gjøre med, tildannes (conf: ârrûssaq under A) helst af alle slags Uhumskheder saasom afredt Haar, smudsige Skindstumper m. m., men fremfor alt af et eller andet som har været i Berøring med den Persons Legeme, man gaaer ud paa at skade med den, naar den først er bleven færdig, levendegjort, og moden til Angreb. Fabrikationen siges gjerne at skulle foregaae ved Søkanten — forklarligt nok, alene af den Grund, at de Individer, der særligt angribes, vare selve Kajakmændene — dem der jo nemlig altid, vare Samfundets Hovedstøtter — dem, der altsaa blandt andet, formedelst deres Dygtighed, særligt stode i Ry — og saaledes særligt vare udsatte for Misundelsens Rænkespil; og Kajakmænd vare jo lettest at overmande paa Søen. Der findes interessante tupilak-Fortællinger nok baade i den Øst- og Vestgrønlandske Sagnsamling til her at overflødiggjøre særlig detaillerede Beskrivelser over Skræmselets Ydre samt dets Tilblivelsesmaade, ligesom ogsaa Exempler nok paa dets Virksomhed samt Andres Behandling af det. Særlig omstændelig og interessant er den af Østgrønlænder Qutuluk fortalte Historie i Holms Sagn-Samling (see »Medd. X Pg. 303").

Efter mit Skjøn maa tupilak, i sproglig Henseende, være at aflede fra Verbet tupípoq = han kvæles — (hvadenten ligefrem eller ved at lamslaaes af Skræk). Ogsaa, mener jeg, at det af de Indfødte saa meget anvendte — og af alle os Europæere i Grønland saa hurtigt opfattede Ord »tupinaqâq« = »det er i høi Grad — ja næsten skræksomt forbausende«, hænger sammen med Ordet tupilak, uagtet det rigtignok ikke findes saaledes ordnet i S. Kl.’s Grønl. Ordbog. Endestavelsen »lak« (ikke »laq«) findes besynderligt nok slet ikke i det, denne Ordbog vedhængte Tilhæng af Affixer, hvilket senere er bleven kompletteret. med et værdifuldt Supplement af særlig Nordgrønlandske Ord-Endelser ved Pastor Chr. Rasmussen forhen Missionær og Seminarieforstander i Nordgrønland. Saavidt som jeg selv har havt Anledning til at iagtage Ordendelsen »lak« — og jeg har været meget opmærksom paa den — vil den altid antyde noget »ondt«, »feilfuldt« eller »forvrænget« ved den Gjenstand eller det Begreb, hvortil den er knyttet som Egenskab — saaledes som f. Ex. her i »tupilak«, hvilket Ord jeg somsagt vover at oversætte ved den »Fæle som skræmmer Folk saaledes at de af Skræk hindres i at trække Veiret;« (»kvæles deraf«[8].

Da tupilak aldrig før nu har været omtalt i nogen Grønlandbeskrivelse, i Betydning af »Gjenfærd«, men altid kun som det »lavede Skræmsel«, hvortil somsagt hiint rimeligviis dog har været den oprindelige Model (særligt i Henseende til Benævnelsen) — er det indlysende nok, at man i Sagnsamlingernes »tupilak-Fortællinger altid uvilkaarligt har villet see det »Uhyre«, som representerer tupilak i sidste Bemærkelse, eller som den »haandlavede«. Men veed man først engang Besked med Ordets Dobbeltbetydning, og overhovedet har faaet lidt Hold i »Sagnenes«, ofte uredede Traade, fremlyser det dog jevnligt nok, at tupilak, ogsaa hér, oftere sigter til selve »Gjenfærdet« eller Gravens Aand.

Endnu maa omtales en Anvendelse af »tupilak«-Ordet! tupilak kaldes nemlig ogsaa den ondskabsfuldt udtænkte og i Nordgrønland benyttede attrappe, hvormed Fjender søgte at berøve hinanden deres uvurderlige Slædehunde. tupilak bliver da her utvetydigt den »onde eller stygge Ting, der kvæler legemligt«. Attrapen bestaaer i et sammenlukket Stykke Hvalbarde, foreløbig sammenholdt ved Indbinding i en Strimmel frossent Spæk, eller Spæk, hvoromkring man har ladet danne sig en Isskorpe efter at Gjenstanden først har været dyppet i Vand. Saa indfidtes denne i Tran for at pirre Dyrets Gane. Ikke længe efter Nedsvælgningen tøer Isskorpen, Spækket løsner sig fra det sammentvungne Fiskebeen, der saa springer og dræber Dyret ved at sprænge dets Indvolde. (Fortalt mig af Pastor Christian Rasmussen).

NB. Den selvsamme Beskrivelse gives (hos Wrangel) af Tchuktchernes Ulvefælle.



Fodnoter

  1. Dette Spørgsmaal synes ikke at skulle høre til de vanskeligste at løse hvis man kun forstaaer at benytte det endnu, desværre, altfor spredte Materiale.
  2. Alle tre Benævnelser høres som oftest saaledes som hér givne, nemlig med Eiendomssufixet: »dens« eller »dets« (her Menneskets; Aand, Skygge eller Navne. Uden dette ville alle tre Ord ende paa »q« istedetfor som nu paa »a« og »â«.
  3. Fra mine egne Barneaar i Grønland har jeg Undertegnede bevaret et mærkelig tydeligt Billede af, hvorledes mine indfødte Legekammerater udmalede mig »Sjælen«: nemlig som en skævtrukken udspændt Hud af let taageblaa Kulør samt af lignende let Stof som Taagen. Denne Figur svævede frit i Rummet i en skraat opadstræbende Stilling som i Flugt; og af det, der maatte kunne svare til Arme, faldt den høire længere end den venstre.
  4. Hos enkelte Forfattere hedder det nok, at Nedløftningen fandt Sted som Symbol paa den Dødes Nedfart til det gode Land under Jorden. Men nu dem der vare bestemte til at fare opad? Saadanne gaves jo ogsaa veed man. Desuden har Eskimoen ikke synderligt — vel slet intet at gjøre med Symbolik. De ere Animismens Dyrkere, til det yderste.
  5. Den Nyfødte som saaledes umiddelbart opkaldtes efter en Afdød blev en akisartoq. En Overlevelse heraf, er endnu, i det kristnede Vestgrønland, det til Akisaq forkortede Personnavn. Ordroden er det bekjendte »akê«, hvis Grundbetydning saavel ligefremt som figurligt betyder det »modsatte« eller »modstaaende« til det oprindeligere; — saaledes som f. Ex. Betalingen forholder sig til det Erhvervede, Svaret til Spørgsmaalet, det andet Lands Beliggenhedsforhold til det første (see App. under »Akilineq«). For det herværende Akisartoq og Akisaq vilde jeg udvælge mig Betydningen: »Besvarelse:« Den nyfødte har jo her besvaret den ventende Aands Længsel og Kalden. –
  6. I min ofte nævnede Samling af Indfødtes Tegninger findes de fortrinligste Illustrationer af tarningerneq Naturalismen. Her vises forex. i et Tilfælde »Sjælen« i Menneskeskikkelse; først nogen (thi saaledes fandt Røveren, Poseuhyret »Amârsinioq«, dens menneskelige Iklædning — sovende paa Brixen ved Siden af Forældrene). Siden ses det — (det røvede Barn som »Sjæl«) paaklædt, underveis fra Uhyrets Bopæl – baaret i angákoqs Arme underveis ned fra Indlandet. Et andet Billede viser: hvorledes en lille »Sjæl« (cynisk anskueligt) bogstaveligt indskydes paa Plads, gjennem en vis Legemsaabning.
  7. see App. under »T.«
  8. I en Ordliste fra Alaska har jeg fundet det mærkelige Ord »tuppi« for at »gaae«. Mit Instinkt kunde kun strax forbinde det med »tupilak«, i Betydning af at »gaae igjen«. Hvis man fastholder den Betydning som jeg selv tillægger Affixet eller Ordtilhænget »lak« saa vil Fuldordet »tupilak« (med Udgang fra den alaskiske Betydning af tupi eller »tuppi«) være at oversætte ved det meget træffende: den »Stygge« eller »Fæle« som »gaaer igjen«.
    Det er imidlertid ikke godt, endnu, at fatte nogen bestemt Afgjørelse i tupilak-Ordets Etymologi; thi allerede her — i Henhold til det klassiske Verbum »tuppi« veed man forexempel jo ikke: hvorvidt dette (Verbet) er Begyndelsen eller Enden — : om Verbet opstod senest som et »slang«-Ord af Substantivet tupilak, eller omvendt, Substantivet er bleven dannet efter Verbet? Det sidste er den regulære Basis for grønlandsk eskimoisk Orddannelse.