Borgefjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Borgefjords syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Borgefjords syssel
Borgarfjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Medens den oprindelige grænse for Sønderlandet mod øst ikke er nogen tvivl underkastet, gælder det samme, som tidligere omtalt, ikke om dettes vestlige grænse. Det anførtes tillige den gang, at en medbestemmende grund til at begynde beskrivelsen af Sønderlandsfjærdingen med Guldbringe og Kjos syssel var, at Hvalfjorden med en vis sandsynlighed kunde antages at have dannet det oprindelige grænseskel mellem Sønderlandet og Vestlandet, hvorefter da den til Gb. og Kj. svarende landsdel vilde have udgjort Sønderlandets nordvestlige del. Nord for Hvalfjorden ligger Borgefjords syssel, hvis sydvestligste del yderst ude beskylles af Faksefjorden, i det den i øvrigt begrænses af de to fra denne store bugt udgående fjorde Borgefjorden (Borgarfjörðr) og Hvalfjorden (Hvalfjörðr).

Egnen omkring Hvalfjord er et ægte klippelandskab, udpræget ved ejendommelige og kække fjældformationer, som man sjælden finder dem på Island, i al fald i denne del af landet Mod syd begrænses den bugtede fjord af den stejle Reynevoldhals; på dens nordside hæver sig længst ude det isolerede Akrafjæld op fra sine lave omgivelser, længere inde begrænses og næsten indesluttes den af klippefulde og karakteristiske smånæs. Op fra fjordbunden strækker sig den tidligere omtalte Botnsdal (Botnsdalr), gennemstrømmet af Botnså, der danner grænsen mellem de to sysler. Selve fjordens inderste del, den såkaldte Botnsvåg (Botnsvogr), afgiver ved ebbetid en ypperlig vej (jævn og fast lergrund), ved flod når vandet derimod helt op til de stejle fjældsider, så at den rejsende, der agter sig rundt om fjorden, med stort besvær må søge sig en vej i de bratte lier. Grænsen mellem fjorden og dalen dannes på en højst ejendommelig måde ved klippenæs, der fra bægge sider skyder sig frem mod åmundingen og lukker for dalen som med en mur eller et gærde, hvis eneste led eller åbning åen næsten udfylder; kun ved ebbetid kan man slippe ind i denne ad en landstrimmel på nogle få alen mellem åmundingen og klippepynten nord for denne. Den lille frodige Botnsdal er særdeles smuk; allerede straks ved indgangen møder til begge sider kratskov; derpå indsnævres dalen vel en tid lang ved fremskudte holter, men ved gården Lille (Litli) Botn, der står omtrent midt i denne, udvider den sig atter og danner med sine omgivelser et storartet amfiteater: den jævne, ovale, græsklædte dalslette omgives af høje, regelmæssig tværstribede (trapdannede) fjælde; længst tilbage hæver sig Hvalfell, et anseligt, for oven afskåret, blåligt fjæld med bratte sider, og de imponerende Suler; det hele gør indtrykket af en på engang venlig og storartet natur. Botnså, der har sit udspring fra den øst for Hvalfell liggende sø Hvalvatn, danner, hvor den styrter sig ned fra heden, en ikke ubetydelig foss.

Fjældheden, som skiller mellem Botnsdalen og den sydøstligere Tingvoldsvejt, er den i HGrk. omtalte Botnshede (Botnsheiðr). Af dalens to gårde, der bægge ligger nord for åen, står den ene, Store Botn, langt inde i dalen, den anden, Lille eller (som HGrk. kalder den) Nedre (Neðri) Botn, omtrent midt i denne. Her boede i følge Hdrd Grimkelssöns saga Hørds opofrende ven og fostbroder Gejr; efter at Hørd til dels ved egen skyld var bleven erklæret fredløs, begav han sig med hele sin husstand til Botn, og fra nu af bliver egnen omkring Hvalfjorden skuepladsen for hans og hans stalbrødres bedrifter. På nordsiden af Botnsvåg, kort uden for Botnsdalens munding, ligger en stejl sti — den såkaldte Sildemandegade (Síldarmannagata), som de nysnævnte fredløse benyttede på et af deres røvertog, — i mange bugtninger ned over den bratte fjældskråning; den fører fra Hvalfjorden til den indre del af Skorradalen over en forholdvis høj og brat hede eller hals, den såkaldte Lille Botnshede. Ved nedstigningen fra denne har man det fuldstændigste fugleperspektiv over Hvalfjorden, fra Akrafjæld, der synes at stå på alle sider omgivet af sø, til fjordens inderste del, der er så smal, at både vågen og dalen aldeles forsvinder; først ses kun den lodrette klippevæg lige over for, derefter glimter den smalle grønlige fjordbund frem, og endnu senere, efter at vejen er ophørt at bugte sig lige ned, men derimod ligger skråt ind efter, ser man Botnsdalen med sin frodighed og sine fjælde for sig. Vest for Sildarmannagata, der egenlig spalter sig i to veje om dette fjæld, skyder Tyril (Þyrill) eller Tyrilshøvde (Þyrilshöfði) sig frem fra heden. Det er en hammer af betydelig højde og meget ejendommelig form, for neden stejlt affaldende til alle sider med skrider (skrænter bestående af løse sten), for oven belagt med et skjold af fast klippe. Klippeblokkene udformer sig i ejendommelige store knuder, disse, og navnlig den yderste, antager en form, der minder om penslen på en malerkost, eller en uhyre kvast, og vel kan have givet anledning til fjældets navn. I skråningen under fjældet ligger gården af samme navn; her boede i følge Hørds saga den velstående, men egennyttige og lumske Torsten guldknap, der var i hemmelig forståelse med Holmverjerne (ɔ: Hørds fredløse flok) for at slippe for disses plyndringer. I huset oven for gården påvises en såkaldet »Goðahóll«, hvor man antager, at det i HGrk. (s. 109) omtalte hov har stået. Tomten, der er temlig udvisket, strækker sig fra vest til øst; den er omtr. 6 fv. lang, men meget smal (én favn), så at den nærmest gør indtryk af en bred fure, hvad der dog kan skyldes væggens sammenfalden; døren synes at have været på den sydlige langvæg noget nærmere østenden. I forsiden af gårdens husvægge ikke langt fra indgangsdøren ses nederst i væggen en større sten (c. 1½ al. lang, 1 al. høj), der omtrent midt på har en skålformet fordybning omtrent så stor som en knyttet næve. Stenen kaldes besynderlig nok »blótsteinn Harðar«, skønt nogle anser den for den sten, som Torsten i følge sagaen blotede i sit hov. — I HGrk. (s. 109) fortælles, at Hørds svoger Indride, der havde påtaget sig at hævne Hørds drab på Torsten, begav sig fra sit hjem i Skorradal den lige vej til Tyril, gik ned ad Inridesti (Indriðastigr) ved Tyril og ventede dér, til Torsten som sædvanligt gik til sit blothus; da han kommer ud herfra, dræbes han af Indride. Navnet Indridastig er ikke bevaret, man gætter på, at denne sti har været vest for fjældets yderste pynt, hvor man på flere steder gennem skår og små-kløfter kan stige ned i den neden under liggende lille dal; men herfra ses rigtignok ikke gården Tyril. Derimod påvises endnu den vej, ad hvilken efter Hørds fald hans enke Helga med sine børn flygtede op på fjældet. Sagaen fortæller (s. 107), at de om natten begav sig op på fjældet oven for Tyril og hvilede sig i det skard, som nu hedder Helguskard (Helguskarð ɔ: Helgas skard); dette er den fure — nu kaldet Helguskora —, der øst for gården Tyril skiller den yderste store blok i fjældkammen fra den øvrige ryg; den er regelmæssig, tilsyneladende næsten lodret, men bred i bunden, og at mennesker kan komme frem ad denne vej har flere gange vist sig. Tæt under Tyril, næsten i forlængelse af dette fjæld, ligger ud mod fjorden en klippehøj (klett), kaldet Helguhóll; her skal Helga være kommen i land, da hun med sine små sønner flygtede fra de fredløses hidtilværende opholdssted Gejrsholm. Sagaen siger, at hun svømmede til Blåskeggså — denne falder i søen vest for Helguhol — og at den af hende ved svømning tilbagelagte strækning derefter benævntes Helgusund.

Den oftere nævnte Gejrsholm (Geirshólmr eller Geirhólmr, i HGrk. også nævnt Hólmr alene, nu: Geirshólmi eller Harðarhólmi), der tog navn efter Hørds fostbroder Gejr, og hvorhen disse to med deres tilhængere begiver sig, da de ikke længer føler sig sikre i Botn, for derfra at fortsætte deres røverliv, indtil de overlistes af egnens beboere, ligger sydvest for Tyril omtrent en fjærdingvej fra land. Den lille klippeholm hæver sig lodret op af søen med mørke klippesider, højden er derimod ikke så betydelig, 15—20 al.; for oven er den fladt afskåren og græsgrot, formen er rundagtig eller oval. Neden for holmen strækker sig en underrand på et par alen af klippeblokke, som søen i flodtid overskyller; her lander man et eller andet sted, sædvanlig på østsiden, da bestigningen foregår herfra. På et enkelt sted, hvor græsset strækker sig noget længere ned ad klippevæggen og denne viser sig ikke fuldt så lodret som ellers, er een tilgængelig: fjældsidens ujævnhed afgiver hist og her fodfæste; benyttende dette og ved at holde sig i fremragende klippestykker eller i det lange græs klavrer man i sigsaglinje op på holmen. Fra midten af denne har man straks et fuldkomment overblik over den lille ø. Den er beliggende i retning fra nordøst til sydvest, er 50 fv. lang og 22 fv. bred, højest på midten, hvorfra den skråner svagt ned mod begge ender; især mod syd indsnævrer den sig og ender her i en lidt smallere og lavere hammer. Overfladen er bedækket med yppigt græs, men overalt undergravet af lundehuler. I følge Hørds saga byggede de fredløse her en skåle, der optog næsten hele øens længde; kun nord for skålen var der så megen plads, at man kunde passere mellem indgangen, der fandtes i gavlen her, og den stejle op på øen førende sti (klif); den gang var nemlig — føjer sagaen til — øen kun tilgængelig fra nordsiden. Nu ser man intet spor af en sådan sti der. Vest for skålen var der »løngrave«. Af bygninger eller lignende menneskeværk ses nu intet spor, hvad der dog måske kan skyldes lunderne. Skålens udstrækning er let forklarlig, alligevel må det have knebet med at rumme de fra 80 til 200 mand, hvortil de fredløses antal skal have beløbet sig. Den sydligste ende af øen vender ud mod næsset Tyrilsnæs (Þyrilsnes), der udgående fra strækningen neden for gården Tyril strækker sig i en stor bue uden om Gejrsholm; næsset er temlig langt, smallest i sin begyndelse, men antager snart en større bredde, som det derefter beholder. Næsset kaldes i HGrk. Døgurdarnæs (Dögurðarnes), og navnets oprindelse forklares (s. 95) af, at de mod Holmverjerne forenede bønder ved ankomsten hertil spiste davre (dögurðr), hvorefter de traf forberedelser til at lokke de fredløse i et baghold.

Kysten ud mod holmen er brat og klippefuld og ender med en hammer, hvorfra et lille næs skyder sig frem. Dette næs må være den i sagaen omtalte tange, hvorom der siges, at de fredløse, der under tilbud om forlig narres til at lade sig føre fra holmen, ikke kunde se den på næsset forsamlede menneskemængde, før båden kom »frem forbi tangen«. Hinsides næsset er en lille vig, hvor man antager, at der landedes med dem, og paa den anden side vigen er næssets yderste smalle og flade tange Gejrstange (Geirstángi). Denne fik sit navn af, at Gejrs lig drev i land her; da han ved at se den på næsset forsamlede menneskemængde mærkede uråd, sprang han nemlig over bord, men dræbtes ved et spydkast fra land. Langs ad det klippefulde og høje Tyrilsnæs, og navnlig ad dettes midtparti, strækker sig en højderyg kaldet Harðarhæð (ɔ. Hørdshøjde), her siges Hørd at være falden; længere ude på næsset nærmest oven for Gejrstange påvises i et lavere strøg et ophøjet sted »Geirsleiði«. Hvor den lille Blåskeggså (Bláskeggsá) falder i søen vest for Helguhol, forgrener den sig inden sit udløb i mange arme over grusfladen; her i åforgreningerne (í árkvíslunum) er det, at en hård kamp står mellem de forenede bønder og de folk, der af de intet anende Holmverjer efter sædvane er udsendte for at hente vand; efter bonden på Sand, Torvald blåskegg, der faldt her, fik åen sit navn. Vest for denne å skyder en klippeskrænt (klevet) sig frem mod fjordbredden, vel kun lille, men dog i stand til at volde de rejsende, der ikke slipper forbi det ved ebbetid, en del ulejlighed. Hinsides dette ligger på en jævn grønklædt skråning, hedeskræntens fortsættelse, tæt ved hinanden de to gårde Sand (Litli- og Mið-Sandr) — lige over for Gejrsholm. Fra nu af har egnen langs nordsiden af fjorden, den såkaldte Hvalfjordsstrand (Hvalfjarðarströnd, i HGrk. Strönd alene), en mindre udpræget karakter; ikke langt vest for Midsand ligger Brekka, vejen fører over skrånende mosestrøg, på venstre hånd tæt ved fjorden ligger en temlig høj klett Ønnndarhóll (Önundarhóll), her døde bondesønnen Ønund fra Brekka som følge af legene på Sand (HGrk. s. 72). I hedeskrænten ses ud for denne et tilsyneladende temlig ufremkommeligt skard Alvtarskard (Álptarskarð), det er det Álftarskarð, der i følge HGrk. (s. 86—87) benyttedes af Halmverjerne på et af deres røvertog. Neden for dette ligger gården Brekka, og endnu længere nede strækker sig langs fjorden en flad sandstrækning ved en svagt buet vig; det er Svinasand (Svínasandr), der i følge sagaen (s. 88) skal have fået sit navn af de i Svinadal røvede svin, som slagtedes her.

Noget uden for Brekka strækker sig igen på et enkelt sted klipper så tæt ned mod fjorden, at det kniber med at komme forbi, men ellers er vejen ypperlig over jævne græsflader, op fra hvilke større eller mindre ikke særlig stejle højder strækker sig. Højest hæver fjældet sig, inden man kommer til den en god fjærdingvej vestligere liggende gård Ferstikla; fra dettes vesterende ligger der et gil i skrå retning ned forbi gårdens tun; dette er Skroppugil (HGrk. s. 79), og ved bækken, der har sit leje i kløften, skal endnu den tryldekyndige Skroppa fra Saurbæs dys påvises. Lidt vestligere ligger en af Borgefjordens hovedveje fra Hvalfjordsstranden over Ferstikluhals (Ferstiklnháls) og ind i Svinadalen (Svínadalr). Denne dal, der går omtrent parallel med Hvalfjordsstrand fra vest til øst, og som både hvad hrepp og sogn angår regnes med hertil, begrænses mod nord af Skardshede, mod øst af de Skorradalen indesluttende højder. Det er en jævn og ret køn lille dal, temlig dyb, hvis grønne enggrund til dels optages af flere småsøer. Mod vest åbner den sig ud mod de omkring Leråvågene liggende flade strækninger; gennem dens nordøstlige del fører vejen fra Ferstikluhals, hvorpå den hverken høje eller besværlige såkaldte Dragavej ligger fra Svinadalen ned til den nedre (ydre) del af Skorradalen; det er denne vej, som HGrk. (s. 87) kalder Geldingadrage (Geldíngadragi), hvilket navn skulde have sin oprindelse af, at Hørd på tilbagevejen fra et af sine røvertog ad denne vej havde slæbt to beder for at bane vej gennem sneen for den øvrige flok; nu kaldes vejen sædvanlig Dragen (Draginn).

En sidedal fra Svinadal er den af Kualdarå (Kúaldará) gennemstrømmede Kualdardal, der udgår fra sydsiden af Svinadal, omtrent hvor dennes indre del begynder at antage en mere nordlig retning, men strækker sig dog, ligesom væsenlig Svinadalen, i vest-østlig retning. Den dalen gennemstrømmende å, der løber ud i en af småsøerne i Svinadal, danner en høj foss (Rjúkandi). Fra Hvalfjordsstranden til Kualdardal fører det omtalte Alvtarskard. Kualdardal må i HGrk. forekomme under en dobbelt benævnelse, dels (s. 88) kaldet Kuhallardal (Kúhallardalr), dels (s. 78) Kuvallardal (Kúvallardalr). På det første sted ses det temlig tydelig, at Kuhallardal må svare til Kualdardal, da dalen på et af Holmverjerne over Alvtarskard foretaget røvertog passeres af disse. Om Kuvallardal siges det ligefrem, at »det er i Svinadal«, og at bonden fra Saurbæ på Hvalfjardarstrønd var taget hjemme fra til sit sæter her; sæterstedet fra Saurbæ påvises endnu ved Kualdarå. Rimeligvis skyldes den første form af dalens navn kun en falsk etymologi; der siges nemlig på det oven anførte sted, at dalen fik dette navn, fordi en del i Skorradal røvet kvæg her forlod Holmverjerne og søgte hjem (hölluðusk þar frá þeim). Dette bliver så meget sandsynligere, som også sammensætningen Kuvallarå (Kúvallará), et navn, der efter sin form må svare til det nuværende Kualdarå, forekommer i sagaen. Da der imidlertid på det pågældende sted (s. 83) fortælles, at bonden på Indre-Holm på Akranæs i anledning af et pludseligt overfald af Holmverjerne, sender bud om hjælp til forskellige gårde — nabogårde, som det fremgår af sammenhængen —, hvoriblandt Kuvallarå, og da dels ingen gård af navnet Kuvallarå eller Kualdarå findes, dels den eneste Kualdarå, der kendes, er den oven nævnte, der både gennemstrømmer en ubebot dal og ligger så langt borte, at der på dette sted fornuftigvis ikke kan have været tænkt på denne eller nogen efter denne benævnt gård, er man nødt til at anse navnet Kuvallarå på dette sted fejlskrevet, rimeligvis for Kúludalsá (vandløb og gård i Akraness-hrepp).

På strækningen omkring Ferstikla møder til dels kratgroede skråninger, men efterhånden som man nærmer sig den næste gård Saurbæ (Saurbær), trækker skoven sig noget tilbage og giver plads for grusstrækninger (melar; se HGrk. s. 77). Saurbæ er nu præstegård og husede i sin tid den berømte i det 17de årh. levende salmedigter præsten Hallgrim Peterssön; ved gården vises en af ham viet »Hallgrimsbrønd«, som man tillægger lægende kraft for dyr og mennesker. Noget vest for Saurbæ har man valget mellem to veje; enten kan man fortsætte retningen langs fjorden ned mod Akranæs eller holde sig nærmere halsen, der begrænser Hvalfjardarstranden mod nord. I sidste tilfælde drejer man snart op under denne hals' vestlige affald, den såkaldte Mule (Múli), efter en herværende gård sædvanlig benævnt Midfellsmule (Miðfellsmúli); på venstre hånd har man de små søer nord for Akrafjæld, der giver dette fjæld, fra et højere liggende punkt set, udseende af at være aldeles omflydt af vand — hinsides ligger, nordøst for Akrafjældet, de to gårde Fellsöxl (HGrk. s. 61) —; under mulen står to gårde af navnet Midfell (Miðfell). Gården Midfell nævnes oftere i Hørds saga. Oven for mulen åbner Svinadalen sig til højre, og over den derfra kommende Lakså (Laxá) og videre over bløde moser eller af og til stenede strækninger ligger vejen forbi Lérå og videre ind i Borgefjords syssel.

Vejen langs fjorden fortsætter sig derimod i sydvestlig retning forbi adskillige gårde; den tredje i rækken er Katanæs (Katanes), på et forholdsvis bredt næs af samme navn; øst for Katanæs skyder en lille vig Kalmansåvig (Kalmansárvík) sig ind, hvori den fra en af småsøerne nordøst for Akrafjæld kommende Kalamanså (Kalmansá) falder ud; alle disse i HGrk. forekommende navne er i stadig brug; ligeledes skal navnet Brandsflesjar (HGrk. s. 86) endnu være bevaret her. Fra Katanæs fører vejen forbi Klavastad (Klafastaðir, HGrk. s. 61) og tre andre gårde; den næste derefter, den fjærde, er Gröv (Gröf), ved hvilken en vig Gorvig (Gorvík) skal findes; dog synes det vanskelig at kunne være den i HGrk. (s. 87) omtalte, der skulde have taget navn efter de her inden indskibningen til Gejrsholm slagtede får, som Holmverjerne havde røvet i Skorradal, på et tog, som de gennem Alvtarskard foretog derhen. — Vest for Gröv ligger Kuludalså (Kúludalsá — å og gård); der begynder Akranæs hrepp, benævnt efter det under Akrafjæld i sydvest fremskydende Akranæs (Akranes: HGrk. s. 61, Fbr. s. 7; Nes: HÞ. s. 128). I Ldn. (s. 48) regnes Akranæs at begynde allerede med Kalmanså. Foruden at Kuvallarå HGrk. s. 83 som anført vistnok er en fejlskrift for Kuludalså, er Kuludalså én gang (s. 61), men på et noget uklart sted, nævnt i HGrk. Da Hørd med bistand af sin svoger Illuge den røde på Indre-Holm vil afkræve Torve Valbrandssøn sin mødernearv, samler de folk. »Hørd red og samlede folk omkring på Akranæs, men Illuge samlede neden for og vest for (— Akrafjæld formodenlig, skønt dette ikke er nævnt), omkring Heynes og Gardar til Fellsöxl og omkring Klavastad, men Hørd øst for Kuludalså (!) — Klafastaðir ligger som tidligere bemærket netop en dél østligere end Kuludalså. — Den næste gård mod vest er den betydelige ejendom Indre-Holm (Innri- eller Iðri-Hólmr). Jörund den kristne i Gardar lod i følge Ldn. (s. 50-52) et hus opføre for Asolv, da denne var fordreven fra Asolvsskålerne (R.), på Indre-Holm, underholdt ham her til hans død, og her begravedes han; han ansås for en helgen, siger Ldn., og over hans grav — eller på det sted, hvor hans eneboerhytte havde stået — »står nu kirken«. På Indre Holm fandtes i virkeligheden til begyndelsen af dette århundrede en kirke. I Hørds saga, hvor gården kun nævnes Holm (Hólmr), omtales den som bolig for den mægtige Illuge den røde, gift med Hørds halvsøster, men som dog på grund af Hørds hensynsløse optræden senere hen slutter sig til hans fjender. På et af deres røvertog lander Holmverjerne i Sjalvkviar (í Sjálfkvíum) foran dørene i Holm, hvorefter de driver får ned fra Akrafjæld, og slagter og indlader disse, medens nogle af flokken værger »kvierne«. Sådanne »Selvkvier«, klipper af ejendommelig form, findes flere steder ved strandbredden her i egnen.

Akrafjæld (Akrafjall eller -fell), der ligger tæt oven for Indre Holm og som hæver sig jævnt op fra den flade bygd rundtomkring, er ikke noget højt eller særlig imponerende fjæld (c. 1200 f.); navnlig oven til er det græsgrot, og her findes tillige en fra øst til vest gående dal. På det stærkt bebyggede næs ligger noget vestligere end Indre Holm, men ligeledes ved søen, gården Hønæs (Heynes), og nordvest herfor præstegården Gardar (Garðar); gården er én gang i HGrk. (s. 83) benævnt i enkelttal Gard (Garðr). I Bjørn Hitdælakappes saga fortælles om en fodrem, som kong Olav den hellige havde givet Bjørn, og som senere — efter at være funden uforrådnet ved Bjørns ben i dennes grav — brugtes til messeklædebælte i Gardar på Akranæs (BH. s. 19, sml. s. 74). Aller tættest er bebyggelsen af Akranæssets sydvestlige tange, den såkaldte Skage (Skagi), et svagt hvælvet næs med frodigt grønsvær; her ligger husene tæt op til hverandre, som i et dansk fiskerleje, og stedet er tillige ved at udvikle sig til en handelsplads med tømmerhuse for købmænd og varer, og handel hele året rundt. Herfra drives betydeligt fiskeri i Faksebugten omtrent på samme strøg, hvor Reykjavigfiskerne færdes, og der er stadig på Skagen en livlig færdsel af gennemrejsende, som foretrækker at gå i åben båd den 3 mil lange søvej til det syd for liggende Reykjavig i steden for at passere den lange og besværlige vej rundt om Hvalfjord og gennem Kjos' syssel. Den sædvanlige vej fra Akranæs mod nord kan kun passeres ved ebbetid, man rider da langs kysten over 6—7 større og mindre vige, stundum på fast ler, stundum i vand op til hestens knæ eller højere, og derimellem over små halse eller langs den stejle stenede skrænt. På højre hånd har man først aldeles flade moser, de såkaldte floer, der strækker sig op under Akrafjæld. Nord for dette fjæld skærer en større vig, de såkaldte Leråvåge (Leirárvogar) sig ind; det er den største og dybeste af de lavvandsstrækninger, hvorover ebbevejen fører. I denne vig udmunder flere åer, deriblandt Lerå (Leirá) og den fra Svinadal kommende Lakså (Laxá). Ved den lille Lerå noget nord for Leråvågene ligger gården af samme navn, et knudepunkt for hovedvejene på dette strøg. Ved vintertid volder Akrafjældets og Leråvågenes sumpige omgivelser intet besvær; så rider man i lige linje fra Lerå til Akranæs over is og tilfrosne moser. Leråvågene (eller Leråvåg, inderst inde forgrener den større vig sig imidlertid i to mindre våge) er den i flere sagaer nævnte Grunnefjord (Grunnifjörðr); i den nordlige våg skyder et lille næs Lækjarnes sig frem, yderst i dette, eller rettere i den grunde strand uden for, står en stor sten (»atkérssteinn« ɔ: ankersten), hvorved handelsskibene fordum skal have ligget bundne; i dens øverste del mener man endnu at kunne påvise huller, hvori jæmringe til skibenes fastbinding har været anbragt. I HGrk. (s. 92) fortælles, at bønderne for at slutte sig sammen mod Holmverjerne holdt et møde på Lejdvold (Leiðvöllr) ved Lakså ved Grunnefjord; dette stedsnavn synes nu at være tabt. — Den tidligere omtalte gård Lérå (Leirá) med tilhørende kirke, den betydeligste ejendom i denne egn, står tæt under Skardshedens vestlige fortsættelse, en anselig fjældgruppe, der omtrent af form som en uhyre femtoppet knude bedækker landet oven for næsten helt ud til kysten. Disse fjælde regnes vel ofte til Skardsheden i videre forstand, men hvert af dem har dog sit eget navn. Skardsheden (Skarðsheiði, ældre -heiðr) er allerede under beskrivelsen af Reykjavig omtalt som en storslået og imponerende fjældmasse. I forening med sin vestlige fortsættelse afgrænser den den sydvestlige del af Borgefjord fra den oven for liggende. Lerå har oftere været sæde for højere embedsmænd og andre velstående folk; på nabogården Lerågardar (Leirárgarðar) oprettedes i slutningen af forrige århundrede et bogtrykkeri; senere flyttedes det til en nærliggende gård (Beitistaðir) og endelig — år 1819 — derfra og til Vidø. — Fjældet, eller fjældknuden, nærmest Lerå, nordøst for denne gård — på B. G.s kort benævnt Stellir — kaldes sædvanlig Snóksfjall efter dens højeste tinde Snókr; øst for Lerå nærmere dette fjæld ligger gården Håvardsstad (Hávarðsstaðir), det må være denne, der i følge Fbr. var bolig for Torgejrs fader Håvar, efter at han var flyttet til Borgefjord, og som sagaen (s. 10; sml. Flatb. II 93, 96) kalder Hávarsstaðir; i Fbr. s. 6 siges vel, at Håvar byggede, hvor der nu hedder Håvarstomter(Hávarstopter), men hermed skal, som tidligere nævnt (se Gb.), ikke betegnes noget andet sted, men vistnok kun antydes, at gården — eller i al fald det tidligere sted for gårdens huse —, da sagaen skreves, lå øde. Ved Håvardsstad vises en Håvardshøj og en sump, hvori samme »Hávarðr« (gårdens første bebygger) skal have nedsænket sin guldkiste.

Fra Lerå ligger en navnlig om somren meget brugt vej, den såkaldte Skardshedevej, over fjældstrækningerne oven for Lerå til den nordligere liggende del af Borgefjords syssel; sædvanlig finder opstigningen sted gennem Lerådalen vest for Snoksfjæld; dog kan man også nå op på heden gennem en kløft øst for dette fjæld, hvad der vel giver en noget besværligere, men til gengæld nok så kort vej til og fra Akranæs. Om vinteren vælger man derimod sædvanlig »skov«vejen, der fører først i nordvestlig-nordlig retning langs fjældstrækningen og derpå svinger i nordøst gennem den såkaldte »Havneskov« (Hafnarskógr), hvor fjældstrækningen går næsten helt ud til søen, for endnu en tid at følge fjældhedens nordlige affald, indtil lavlandet igen begynder at udvide sig. — Når det i Fbr. (s. 7) siges, at Håvar dræbtes, i det han forlangte sin hest tilbage af en bonde fra Skeljabrekka (nord for Skardsheden), der havde lånt den på en handelsrejse ud til Akranæs og som nu netop på tilbagevejen kom forbi Håvars gård, skulde man i og for sig snarest formode, at vejen han agtede at tage var den kortere hedevej op gennem kløften, da denne nærmest fører forbi Håvardsstad; men da rejsen foregår ved vintertid, er det dog mindre rimeligt, hvorimod en mindre forskel mellem den nu sædvanlige vejretning og den i oldtiden valgte ikke kan forundre. — Vest for Lerå strækker sig flade strækninger: moser eller grussletter og jævne banker; bredest mod syd aftager denne strækning mod nord, indesluttet, som den er, mellem Skardshedens affald og Borgefjordens ydre del. Det er denne egn, som i HGrk. (s. 23) benævnes Melahverve (Melahverfi), efter gården Melar, nu præstegård, men i øvrigt bekendt af at have givet navn til en af Ldn.'s recensioner, den såkaldte Melabog (E.); gården står omtrent i linje med Lerå ude ved søen ɔ: ved Borgefjordens munding.

Borgefjord (Borgarfjörðr) skærer sig nemlig her (c. 3 mile lang) i nord-nordvestlig retning ind i landet; den er, som alt omtalt, ligesom Hvalfjorden en forgrening af den store Faksefjord og danner grænsen mellem Myre- og Borgefjords sysler. Efter fjorden tog i ældre tid hele egnen til begge sider og op fra denne navn, en landstrækning, der, hvordan end den politiske inddeling kan have været, betragtedes som en enhed, et enkelt herred »Borgefjorden«. — Melahverve i forbindelse med det nærmeste omkring Lerå liggende land benævnes sædvanlig under ét Mela- og Leråsvejt, i det det betragtes som ét lille landskab. Underligt nok findes i tunet på Melar en kredsformig indhegning (»domring« er den sædvanlige betegnelse for den) af adskillige favne i diam. og med en anselig græstørvsvæg, der kaldes »Lögrétta«. — Ved fra Lerå at følge den omtalte i nordvest førende vej langs fjældstrækningen nyder man godt af de jævne hårde »melar«, der, som rimeligt er, er karakteristiske for »Melahverve«; på højre hånd hæver sig hinsides Lerådalen Ölvir, en høj svær kegleknude, der på dette streg danner fjældhedens affald, og som man længe rider langs med. En mils vej nordvest for Lerå, hvor allerede lavlandet er stærkt indsnævret, ligger nær ved fjorden gården Hövn (Höfn ɔ: Havn), grundet af Melasvejtens landnamsmand Havnar-Orm. Lidt syd for gården dannes en lille vig, Belgsholts- eller Narvastada-våg, også kaldet uden videre tillæg »vågen«; den begrænses af et smalt, langagtigt næs, Belgsholtsnæs, der omtrent parallelt med kysten skyder sig mod nord. Denne er det åbenbart, efter hvilken gården Hövn har fået sit navn (»Havn«); ind i vågen kan man kun komme med flod, da hele partiet uden for omtrent tørlægges med ebbe. I selve det snævre indløb går der stærk strøm, men inden for dette nærmest land dannes under strandklipperne et lon, en lille indbugtning eller vig med roligt vand af temmelig dybde, der fortrinlig måtte egne sig til leje for småskibe; længere ind efter tørlægges den lange våg for en stor del ved ebbetid. Denne i oldtiden vistnok temlig hyppig som havn benyttede våg er navnlig omtalt i HÞ.. Der fortælles dér (HÞ. s. 126) om nogle købmænd, at de ikke lagde ind i osen (ɔ: Hvitåos) men lagde sig ude i havnen, af hvilken de, som det fremgår af det følgende, ikke kunde komme ud uden med springflod; at købmændenes skibsleje var ved gården Hövn ses af HÞ. s. 129. Om Tangbrand fortælles det (Krstn. s. 16), at han sejlede til Hövn og lagde ind i vågen for derfra at gå til søs; det sted hedder siden Jærnmejshøvde (Járnmeishöfði — hans skib hed nemlig »Járnmeiss«). Navnet Jærnmejshøvde er ganske vist bevaret, dog bruges det ikke om nogen af de selve vågen begrænsende klipper, men derimod om den nordligste i et lille klettestrøg, der strækker sig langs søen oven for vågen til hen imod gården Hövns tun; i en af de andre kletter her skal landnamsmanden Orm være begravet. Ved Hövn begynder en ny knude af Skardshede, Havnefjæld (Hafnarfjall), der oven for gården skyder sig så tæt ud mod fjorden, at der nordvest og nord for fjældet mellem dette og kysten kun er en smal række stærkt gennemfurede grusbanker, til dels bedækkede med et lavt, spredt, i forfald værende birkekrat, den tidligere nævnte såkaldte Havnarskog. Om den her nævnte fjældgruppe, som næsten alle islandske fjælde, gælder det, at den vinder ikke ved at ses på nært hold; flere af fjældene her som f. eks. netop Havnarfjall er vel anselige pyramide- eller kegleformige fjælde, men medens denne tætslutttde fjældknude med sine fem tårn- eller kegleformige spidser i nogle miles afstand gør indtryk af en fast masse strålende i blegtblålige eller violette farver alt efter luftens klarhed, består i virkeligheden kun de øverste spidser af faste knuder, hvorfra store jævne stenskred — aldeles vegetationsløse naturligvis — skyder sig ned og danner siderne, medens enkelte større klippestykker er rullede endnu længere og ligger spredte over den smalle skråning neden for. I flere ældre kilder findes Havnarfjældene (Hafnarfjöll) nævnt, og da på en sådan måde, at navnet synes at omfatte hele fjældgruppen, der i forening med den egenlige, østligere, Skardshede kan siges at danne den ene ydergrænse for Borgefjordsherredet i snævrere forstand. Skallagrim, hvis landnam mod nord og vest omspændte hele den del af herredet, tog således syd for fjorden land indtil Havnarfjældene (Eg. s. 57 = Ldn. s. 57); i Heið. (s. 344—45) er Havnarfjældene nævnt som et punkt, syd for hvilket ikke mange af de til Sidemændenes og Flokdælernes oven for liggende godord hørende tingmænd boede.

Medens man hidtil fra Melasvejten har haft udsigt over den brede Faksebugt med Snefjældsjøklen i nord, Reykjanæshalvøens fjælde i syd, forandrer dette sig snart, efter som man drejer om Havnarfjæld, og foran en ligger nu den indre snævrere del af Borgefjord, der efterhånden i nordøst umærkelig taber sig i Hvitåens munding, og længst imod nord hæver sig fjældstrøgene i den øvre del af Myre syssel. Fra kysten under Havnarskog strækker sig to flade næs ud i fjorden, det indre og smallere af disse er Seløre (Seleyri, ældre -eyrr), hvorfra der nu om somren er livlig færgefart til det omtrent lige over for liggende Bråkarpoll, (Brákarpollr), som er et af de steder, hvor handel fra købmandsskibe er tilladt. Denne øre nævnes i Fbr. som et sted, hvor de fra Hvitå udsejlende skibe lagde sig for at vente bør; ét sted i sagaen (s. 28) findes formen Seljaør (Selja-eyrr). — Endnu hinsides Seløre, helt nord for fjældgruppen, fortsættes skoven et stykke, indtil hvor en ny fjældknude Tungekoll (Túngukollr) begynder, og op til denne støder igen Skeljabrekkefjæld (Skeljabrekkufjall), af en hel anden karakter, omtrent som en fæstningsmur, fladt for oven, med lodret affaldende væg; man passerer efterhånden langs en af flade knuste skifersten bestående banke (brekken), under den står de to gårde Skeljabrekka (Fbr. s. 7 ffg.). Fra banken og dens nærmeste fortsættelse åbner udsigten sig ud over det flade og fugtige landskab Andakil (Andakíll), der strækker sig fra Borgefjordens inderste del langs Hvitåen, der her har en sydvestlig retning, indtil hvor Flokedalsåen falder i denne elv, dog kaldes det lille landskabs nordligste del mellem Flokedalså og Grimså sædvanlig med et eget navn Bæarsvejt (B—sveit). Grunden her er over alt sumpig og moradsig, kun hist og her afbrydes mosestrøgene af klippegrund eller en stenet strækning. Nærmest for sig har man ved indtrædelsen i dette landskab Andakilsåen (Andakílsá), hvor den gennem et dyndet udløb munder ud i en vig af Borgefjorden, Andakilen (Andakíll, kíll ɔ: smal bugt), som landnamsmændene kaldte den på grund af de mange ænder, som de der så. Hinsides Andakilså hæver sig tæt ved Borgefjorden gården Hvannøre (Hvanneyri, ældre -eyrr), som Eg. og Vd. omtaler som Grim den håleyskes bolig; i følge Krstn. (s. 5) flyttede senere Torvald vidførles bekendte broder Orm til denne gård, da han ikke vilde følge sine frænders eksempel og lade sig døbe.

Nord og nordøst for Hvannøre ligger gårdene Grimastad (Grímastaðir) og Heggstad (Heggstaðir), bægge nævnte i Eg., den første dog med formen Grímarstaðir (Eg. s. 57); endnu lidt nordligere, omtr. ½ mil nordøst for Hvannøre ligger på Hvitåens sydlige bred Hvitåvold (Hvítárvellir, Vellir), omtrent en fjærdingvej fra denne elvs udløb i Borgefjorden. Hvitå (Hvitá ɔ: Hvidå), som under hele sit løb gennem bygden — først i vestlig, så i sydvestlig, retning — danner grænsen mellem Bgf. og M., får til dels sit tilløb fra jøklerne på højlandet øst for disse sysler og skylder jo også, som Eg. fortæller, den derved meddelte hvidgrå farve sit navn, men er dog, hverken hvad farve eller karakter angår, en så udpræget jøkelelv som de fleste andre. I sagaerne er Hvitå meget ofte nævnt, da denne å spillede en betydelig rolle for oldtidens skibsfart, og endnu er Hvitåen det eneste af Islands vandløb, der er tilgængeligt for større fartøjer (ɔ: islandske skibe; ved et »skib« forstår man på Island en båd med 6 eller flere årer) — rigtignok kun ved flodtid, men anderledes har det vel heller ikke tidligere været. Flodbølgen mærkes ikke alene mere end 1 mil op i Hvitå, men også i flere af de i denne faldende åer; og så langt som denne forskel mellem flod og ebbe gør sig gældende, kan varer føres ad søvejen til gårdene; for fartøjerne findes der talrige gode landingspladser, hvor vandløb og bække har gravet deres munding ud gennem den fugtige engbund, og netop af den art, som oldtiden yndede (således fremhæver Eg., s. 76, netop, at på landnamstiden brugte man vide at sætte skibe op i åer, bækmundinger eller sumpgrøfter). Det mest brugte landingssted var vistnok Hvitåvold, der synes at have været det sted, hvorfra købmændenes handelsomsætning med egnens beboere så at sige udelukkende foregik. Ved selve åens munding synes der derimod ikke at have været nogen landingsplads; den der byggede gård Hvitåos (Hvítárós) er kun nogle få år gammel.

På mangfoldige steder i sagaerne tales der om handelsskibes ankomst til Hvitå og om købstævnet og boderne på Hvitåvold. Sådanne boder synes købmændene regelmæssig at have indrettet sig efter landingen, og fra dem foregik handelen; i følge ÞH. (s. 18) benyttede de besøgende, der fra oplandet — til dels langvejs fra — for handelens skyld begav sig hertil, sig af lignende boder under deres ophold på handelsstedet. Hvitå gør her en svag bøjning mod nord, hvorved et bredt og kort næs opstår, opfyldt med småholt, i hvilket gården ligger temlig højt. Fra gården fører en sti ned mod åen til færgestedet — fra Hvitåvold til den lige over for liggende gård Ferjukot nord for åen er nemlig et meget benyttet overfartssted —, og ikke langt fra bredden her ligger den eneste formodede lævning af de gamle bodtomter; tomten er med lave og meget sammenfaldne vægge, 5 fv. lang, 4 fv. bred (udvendigt mål), dør findes på den mod åen vendte endevæg; til højre for den ligger en anden mindre tomt, omtrent af samme form som hin og med indgang i samme retning (omtr. 1½ fv. lang, 1 fv. bred).

Kort oven for Hvitåvold falder i Hvitå Grimså (Grímsá); denne temlig betydelige ås munding Grimsåos (Grímsárós(s)) omtales et par gange i Ldn. (og Flm.) som et sted, hvor havskibe havde deres landingssted. På den sydlige bred af Grimså umiddelbart ved dens udløb i Hvitå er nu af en engelskmand bygget et hus, hvor en stor del af den rige laksefangst fra Hvitå og dens bifloder nedkoges for derefter at udføres, og ved åbredden ud for huset kan man i sommertiden se en til en dampbåd omdannet åtteåret islandsk båd ligge fortøjet, ved hjælp af hvilken fabrikanten står i forbindelse med Akranæs og Reykjavig. Noget hinsides Grimså temlig nær Hvitå står gården Tingnæs (Þíngnes). Næsset, hvorefter gården tager navn, dannes ved de to åers sammenløb. Tingnæs har til en tid været Borgefjordens hovedtingsted, og er det ældste, om hvilket nogen efterretning haves. Her holdtes, som det ved sammenligning af kilderne (HÞ. s. 167, Islb. s. 8, Ldn. s. 115) med tilstrækkelig klarhed fremgår, det ting, hvortil de i mordbranden i Örnolvsdal (M.) indviklede indstævnedes, da det var det nærmeste ved gærningsstedet. Noget bestemt tingsted kan dog nu ikke påvises i næsset. Tingmødet, hvor den oven nævnte sag skulde foretages, kom imidlertid ikke i stand, da brandstifternes parti med høvdingen Tunge-Odd i spidsen med væbnet hånd hindrede sagsøgernes flok, der førtes af Tord gelle, fra at passere Hvitå ad det af dem valgte vad, den såkaldte Trællestrøm (Þrælastraumur). Dette vad svarer sikkerlig til et nu næsten aflagt vad Trælleørevad (Þrælaeyravað) i Hvitå, lige over for gården Tingnæs mellem denne og de nærmeste gårde på nordsiden af åen. Sidstnævnte vad er vel igen det samme som det sognebeskrivelsen for Stavholt (M., 1853) omtaler, vadet skal i følge denne kilde have ført over nogle Stavholt tilhørende småholme i Hvitå ud for Tingnæs, hvoriblandt en ved navn Trælø (Þræley); omtrent indtil århundredets midte havde vadet, der kaldtes »á hólmunum«, været i brug.

Nordøst for Tingnæs i retning omtrent parallelt med Hvitå ligger gårdene Bakkakot og Stavholtsø (Stafholtsey), den sidstnævnte af disse i ganske ejendommelige omgivelser. Det gården tilhørende ikke store areal, der mod nord begrænses af Hvitå, er gennemfuret af forskellige vandfyldte render, småsumpe o. d. l., men navnlig ved én sådan større rende, almindelig kaldet farvejen (ɔ: lejet), der i en halvcirkel strækker sig rundt om øen, tydelig adskilt fra nabojorderne, østligst iagttager man den som en lav og bred, tør, med grus og småsten bedækket sænkning, der med lethed skelnes fra det omgivende land; derefter bliver den fugtigere og moradsig, og på den sidste strækning (vestligst) fyldes den aldeles med vand og strækker sig således som en vandfyldt rende (síki) ned til Hvitå. Man fortæller, at Hvitå oprindelig havde sit leje her og altså den gang løb syd (eller: øst) for Stavholtsø, men at den først senere, dog allerede for lang tid tilbage, har banet sig vej oven for Stavholtsø til den nordøst fra kommende Tværå, i det den gennembrød det mellemliggende vandskel, det såkaldte »Fax«, som derved deltes i to dele, Eyarfax og Nesfax, hvis stejle jordskrænter falde af mod åen; — derved måtte den i sig optage den nederste del af Tværå, som nu munder ud omtrent lodret på Hvitå lige nord for Stavholtsø.

At en del af Hvitås vand, og det den væsenligste, i sin tid har løbet i det Stavholtsø på de tre sider omgivende flodleje, kan næppe betvivles; alene den omstændighed, at Stavholtsø lige til år 1852 i verdslig henseende hørte til Myre syssel (til den nærmest nord for liggende hrepp Stavholtstunge-hrepp), medens dog ellers Hvitå helt igennem fra gammel tid har dannet grænsen mellem M. og Bgf., gør dette indlysende. Mere tvivlsomt er det derimod, om den nordlige arm (åens nuværende leje) nogen sinde har været helt borte. Arne Magnussøn, som lejlighedsvis omtaler de ældre forhold her, indskrænker sig også til at sige, at næsten hele åen fordum løb syd for Stavholtsø. Hvad der taler imod den antagelse, at vandskellet mellem Tværå og Hvitå oven for Stavholtsø i ældre tid skulde have været fuldstændig ubrudt, er Stavholtsøs eget navn og den omstændighed, at denne besiddelse, første gang vi finder den nævnt, omtales som en virkelig ø. I en måldage for Stavholt (M.) fra c. 1140 nævnes nemlig blandt kirkens ejendomme »hele den ø, som Tværå ting er i«, og denne ø kan ikke være nogen anden end Stavholtsø, der netop tilhører bemældte kirke. Det anførte sted er tillige meget interessant, fordi det giver os underretning om, hvor Tværå ting (Þverár þing) i fristatens tid holdtes. Efter Tværå ting benævntes en af landets 13 tingkredse, og senere fik en strækning omtrent svarende til det nuværende M. & Bgf. navn herefter. Denne landsdels ældste hovedtingsted synes Tingnæs at have været; en snes år senere nævnes et vårting holdt hinsides Hvitå, en halvanden mil oppe i landet, og her har vistnok Borgefjordens hovedtingsted en tid været. Noget før midten af det 12te årh. nævnes, som alt bemærket, Tværå ting, og det har uden tvivl langt tidligere afløst hint som hovedtingsted. — Det er øjensynligt, at man, så vel oprindelig ved valget af Tingnæs, som senere ved valget af Stavholtsø til tingsted, har været betænkt på at henlægge tinget til et sted, der kunde være omtrent lige bekvemt for herredets beboere, hvad enten de boede syd (øst) eller vest for Hvitå. I løbet af det 13de årh. nævnes Tværå ting et par gange i sagaerne. På et lejdmøde på Tværå ting (Þverárleið) indviedes (helligedes) mødet af besidderen af Reykholtinge godordet (Reykhyltinga goðorð, Sturl., II, s. 146), denne handling udførtes i tingbrekken, på tinget holdtes mange hestekampe, og der var mange folk til stede. På Tværå ting havde vestfjordinger og borgfjordinger samlet sig 1262 og tilsvore her, umiddelbart efter altinget, kong Håkon undersåtlig lydighed.

I Flatb.'s annal omtales ved året 1378 et drab, som fandt sted, da lovmændene holdt ting i Tingø (Þingey) i Borgefjord. Denne Tingø kan næppe være nogen anden end det gamle tingsted for Tværå ting. At et ting, der til stadighed holdtes i Stavholtsø, benævnes Tværå ting, er for resten besynderligt nok; det lader formode, at Tværå tidligere i højere grad end nu har berørt øen; måske har den umiddelbart før sit udløb i Hvitå forgrenet sig om øen og Hvitå så først senere i tiden brudt sig vej oven om Stavholtsø gennem den ene af disse forgreninger.

Langs den omtalte »farvej« strækker sig gamle ridestier, og navnlig ned mod dennes midtparti bliver de fra forskellige punkter af Stavholtsø meget tydelige og giver sletten (moen) næsten udseende af gammelt, nu græsgrot, oppløjet land. Her, i sydlig retning fra gården Stavholtsø, findes et almindelig benyttet overgangssted over den moradsige og upålidelige rende — sædvanlig kaldet Kirkjuvað (Kirkevad), fordi det benyttes af de til Bæ kirke søgende. Man vil her søge sporene af et af de ældre vad over Hvitå, Bakkavad, en hypotese, der står i forbindelse med forestillingen om, at Hvitå tidligere udelukkende løb syd for Stavholtsø; men da, som det er vist, Stavholtsø fra gammel tid har været en ø, er det ikke rimeligt, at et over øen førende vad ikke skulde tage navn efter denne. Bakkavad (Bakkavað), der nævnes i et par sagaer (HGrk. s. 116, Laxd. s. 268), har navn efter en gård Bakke, der nu ikke kendes; dog er dens navn vel endnu bevaret i navnet på gården Bakkakot, som i vest fra Kirkevad ses ligge længere nede ved farvejens udløb, nær Hvitåens bred. Når Kirkevad gøres til Bakkavad, antages gården Bakke at have stået straks syd for vadet, hvor der findes en lav høj med nogle tomter. Der er imidlertid i og for sig intet, der antyder en sådan beliggenhed for denne gård, og kun en formodning om, at Kirkevad oprindelig havde heddet Bakkavad, kunde opfordre til at anvise den plads her. Bakke (Bakki) nævnes i Grt. s. 104, hvor der fortælles om Grettes rejse op gennem Borgefjorden, efter at han ved sin ankomst til landet fra Norge havde erfaret sin fredløshedsdom. Han, der var landet i Hvitå, manglede hest; en sådan bemægtiger han sig imidlertid på gården Bakke oven for (upp frá) Tingnæs, i det han går fra Hvitåvold op forbi Tingnæs til Bakke, hvor han tager en hest, der stod ved tunet. Derfra red han op langs Hvitå og videre neden for Bæ (d. v. s. mellem Hvitå og denne gård, der ligger lige syd for Kirkevad, noget borte). Til denne beskrivelse passer det bedst at antage en beliggenhed for Bakke omtrent som det nuværende Bakkakots, Bakkavad førte, efter Laxd. at dømme, over Hvitå kort oven for gården Bakke; vadet må vel altså — under forudsætning af Bakkakot som Bakkes arvtager — have været straks vest for Stavholtsø, på strækningen hvor Hvitå har bevaret sit leje uforandret.

Gården Bæ (Bær), der selv ligger forholdsvis højt, er omgivet af bløde moser og vanskelig tilgængelig. På Bæ boede en af hovedpersonerne i Heið., Torsten Gislessön; ligeledes nævnes også gården hyppig i Sturl. (her står således en kamp mellem Sturla Sighvatssön og Torlejv på Gardar, der med sine folk havde indtaget en forsvarsstilling her, Sturl. I, 353—54). Straks syd for gården ligger et lille, langstrakt holt Tordisarholt (Þórdísarholt); holtet har i følge HGrk. s. 19 sit navn efter en kvinde, der jordedes her. Sydvest for holtet er en lille sø Blundsvatn; neden for denne boede i følge Eg. (s. 221) Torgejr blund. Gård eller tomter findes nu ikke ved søen, men ved dens vestlige bred står højden Blundshol (Blundshóll), som sagnet lader bære navn efter den deri højlagte.

I følge Heið (s. 310 — i den af Jon Olavssön efter hukommelsen gengivne del) sender Torsten Gislessöns enke, da hun ved hjemkomsten fra sæteret til Bæ finder sin mand og sin søn dræbte af Snorre gode, folk til den nærmeste gård for at mælde dette; gården kalder Jon Olavssön Kelda, »snarere end Klúka eller Lækr«. Set fra Bæ synes Varmelæk (Varmilækr) utvivlsomt at være den nærmeste nabogård, så Læk (Lækr) er — hvad også udgiveren har bemærket — ubetinget at foretrække for Klúka eller Kelda, til hvilke ingen tilsvarende navne findes i omegnen. Varmelæk ligger sydøst for Bæ, for enden af den stejle lille Varmalækjarmule; landnamsmanden her, som på de andre større gårde i dette landskab, fik sig oprindelig sine besiddelser anviste af Skallagrim; hans sønner vare de fra Nj. bekendte brødre Torarin Ragabroder og Glum. — Vejen over Andakil nord på til de øvre dele af Borgefjorden ligger på grund af moserne ikke tværs gennem lavlandet, men langs den indre rand af dette, således forbi Varmelæk og ad de fortrinlige såkaldte Varmalækjarmeler, og først derpå langs Flokedalså påny ned mod Hvitå. Vil man derpå over Hvitå, nord eller vest på, har man, når man ikke vil benytte sig af færgerne, kun ét vadested, så godt som det eneste på hele den lange å, at søge til. Det er det såkaldte Langholtsvad, der ligger kort oven for Stavholtsø, omtrentlige over for gården Langholt (Lángholt); vadet, der dannes ved, at den brede strøm her deler sig om en betydelig øre eller grund, er ganske fortrinligt. I sagaerne nævnes dette dog ikke, og må vel altså være af nyere oprindelse; derimod anføres forskellige andre vad over Hvitå, hvis beliggenhed det dog ikke er let at påvise. Trællestrøm og Bakkavad er allerede tidligere omtalte; desuden nævnes i Eb. (s. 103) Haugsvad (Haugsvað). Da Snorre gode vil påtale sin svigerfader Styrs drab, hindre Borgfjordingerne ham i at passere Hvitå ved »Haugsvad, lige over for Bæ«. Den samme begivenhed omtales i den af Jon Olavssön gengivne del af Heið (s. 301); der siges her, at Borgfjordingerne, der havde fået underretning om hans ankomst, havde besat alle vadestederne helt ud til søen for at forhindre ham overgangen. Snorre kom vest fra til åen ved Haugsende (Haugsendi), men træffer her en sådan overmagt, at han må lade sig nøje med at ride frem i en øre, som lå midt i åen, og foretage stævningen herfra. — I følge bonden på Langholt skulde Haugsvad være at søge oven for Langholt, kort syd før Flokedalsåens udløb i Hvitå; her er ved åbredden en lille græsflade Haugsflöt (en del af en større strækning Skipanes), der ud mod åen har haft en høj, som dog nu er helt bortreven af åen, men i hvilken man endnu i mands minde skal have fundet oldsager; og i Hvitå her ud for påviste samme hjemmelsmand stedet for et vad, hvis benyttelse af og til han fra sin ungdom mindedes, og som i følge ham kaldtes Haugsvad. Om virkelig dette »Haugsvad« er det i Eb. forekommende ligelydende stedsnavn, må imidlertid synes meget tvivlsomt. For det første lader Heið. snarest formode, at vadet har taget navn efter et punkt vest for åen (Haugsende) og ikke efter nogen høj syd (øst) for denne; for det andet passer Eb.'s udtryk »Haugsvad lige over for Bæ« kun dårlig til det nu som »Haugsvad« påviste nedlagte vadested. Men Eb.'s angivelse er rigtignok noget besynderlig; der kan egenlig ikke tænkes noget vadested ved Hvitå, hvis beliggenhed naturlig kan angives i forhold til den noget inde i landet liggende gård Bæ; det skulde da snarest være det over Stavholtsø-flodlejet førende Kirkevad, hvis man vilde antage det for oprindelig at have været et vad over Hvitå; — men at det i al fald næppe er noget af dem, hvorom efterretning haves, er tidligere omtalt.

---