Forskjell mellom versjoner av «Fostbrødrenes saga»
(Kap. 1) |
(Kap. 2) |
||
| Linje 35: | Linje 35: | ||
'''1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv''' | '''1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv''' | ||
| − | + | På kong Olav den Helliges tid var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide. | |
Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs<ref>ɔ: Dræber-Styr.</ref> bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte. | Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs<ref>ɔ: Dræber-Styr.</ref> bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte. | ||
| − | Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til | + | Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isafjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have ‘trold for døren’. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham umedgørlig.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt tyv.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her: |
| Linje 53: | Linje 53: | ||
Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var. | Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | '''2. Om fostbrødrene og om drabet på Håvar''' | ||
| + | |||
| + | Der var en mand, der hed Håvar. Han var søn af Klepp. Han boede på den gård, der hedder Jøkelskilde. Håvar stammede fra Akranes sydpå, men havde forladt stedet på grund af et drab, for han var en stor drabsmand, overmodig og umedgørlig. Han havde en kone, der hed Torelv. Hun stammede fra Bredefjordsegnen. Hun var datter af Alf i Dalene, som var en gæv og navnkundig mand. Håvar og Torelv havde en søn, der hed Torgeir. Han blev snart voksen og stor af vækst, stærk og stridbar. Han lærte i en ung alder at dække sig med skjold og kæmpe med våben. | ||
| + | |||
| + | Der var en mand, der hed Berse, som boede i Isafjord. Han boede på den gård, der hedder Dyrdilmyr. Han havde en kone, der hed Torgerd. Deres søn hed Tormod. Han blev tidligt en djærv og uforfærdet mand, var almindelig af vækst med sort og krøllet hår. | ||
| + | |||
| + | På denne tid boede Torgils Areson på Reykjaholar på Reykjanes. Han var en stor høvding, klog og afholdt, magtfuld og redelig. Hans bror var Illuge — kong Olav den Helliges hirdmand — og han rejste meget og tilbragte hver anden vinter hos kong Olav og hver anden på Reykjaholar. Han bragte kirketømmer og hustømmer med sig ud. Brødrene Torgils og Illuge var sønner af Are, søn af Mår, søn af Atle, søn af Ulf den Skelende, der tog land på Reykjanes, søn af Høgne den Hvide, søn af Utryg, søn af Ublød, der var søn af kong Hjørleif. Torgils og Illuges mor hed Torgerd. Hun var datter af Alf i Dalene. Alfs mor var Torhild, datter af Torstein den Røde, søn af Olav den Hvide, søn af Ingjald, søn af Frode. Ingjalds mor var Tora, datter af Sigurd Orm-i-øje. Sigurds mor var Asløg, datter af Sigurd Fafnersbane. Torgeir Håvarson og Torgils Areson var søskendebørn. | ||
| + | |||
| + | Torgeir og Tormod voksede op i Isafjord, og de blev hurtigt venner, for de havde på mange måder samme sind. De blev tidligt overbeviste om — som det også siden skulle vise sig — at de ville falde for våben, for de var fast besluttede på aldrig at give efter for andre, uanset hvem de havde med at gøre. De bekymrede sig til stadighed mere om fremgang i dette liv end om det næste livs glæde og herlighed. De aftalte derfor, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden. Selv om folk dengang blev kaldt kristne, så var kristendommen dog ung og stadig i sin vorden på den tid, så der var endnu mange gnister af hedenskab tilbage i skik og brug. Det havde været sædvane, når ansete mænd indgik den aftale, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden, at så skulle de gå gennem tre bånd af jord, og så var det deres ed. Øvelsen foregik på den måde, at man skar tre lange græstørv, men deres ender skulle stadig sidde fast i jorden, og så løftede man båndene op, så man kunne gå under dem. Denne øvelse udførte Tormod og Torgeir som en del af deres aftale. | ||
| + | |||
| + | Tormod var noget ældre, men Torgeir var alligevel den stærkeste af dem. De fik snart fremgang. De drog vidt omkring i herredet, men var ikke vellidte. Mange fandt, at de var urimelige. De fik, som man kunne forvente, hjælp og støtte af deres fædre, og mange mente, at ''de'' var skyld i sønnernes opførsel. Folkene, der mente, at fostbrødrene havde påført dem skade, opsøgte Vermund og bad ham gøre noget ved deres vanskeligheder. Vermund indkaldte Håvar og Berse og sagde til dem, at folk ikke brød sig om deres sønner. »Du kommer ikke her fra herredet — Håvar!« sagde han, »— og du har slået dig ned uden at få lov af nogen. Vi har hidtil ikke haft noget imod, at du boede her, men nu forekommer det mig, at din søn — Torgeir — er skyld i røre og uro. Vi ønsker nu, at du forlader Isafjord med alt, hvad du ejer. Men Berse og hans søn, kan vi ikke jage væk, for de stammer fra stedet her. Vi forventer, at Tormod vil skabe mindre røre, hvis han og Torgeir skilles.« Håvar siger: »Du kan bestemme — Vermund! — at vi skal forlade Isafjord med vores ejendele, men jeg tror, at Torgeir selv beslutter, hvor han vil holde til.« Efter dette møde flyttede Håvar sin bopæl sydpå til Borgfjord og byggede på det sted, som nu hedder Håvarstoften. Torgeir opholdt sig da undertiden hos sin far, men var til andre tider sammen med Tormod vestpå i Isafjord, men for mange var han trods sin unge alder en uvelkommen gæst. Han opholdt sig længe på Reykjaholar hos sin slægtning — Torgils — og denne behandlede ham godt. Allerede i deres ungdom bestod der et godt venskab mellem Torgeir og Are Torgilsson, og venskabet holdt, så længe de begge levede. | ||
| + | |||
| + | Der var en mand, der hed Jødur, som boede på den gård, der hedder Skeljabrekka. Han var høvding og en værre bisse, umedgørlig og uretfærdig mod mange. Han havde stor magt og indflydelse i herredet, men var en stor drabsmand og betalte sjældent bøder for dem, han dræbte. Det skete en vinter, at Jødur og hans huskarle tog ud på Akranes for at købe mel. Han kom på vejen forbi, hvor Håvar boede, og bad om at måtte låne en hest ud til næsset. Han lånte ham hesten, »— men du skal aflevere hesten her på vejen tilbage, og ikke have den med længere.« Det skulle ske, sagde Jødur. Derpå tog han ud på næsset og købte mel, som han havde haft til hensigt, og vendte hjemad, da han havde fået det, som han mente at have behov for. Da han red ind langs Grunnafjord forbi Håvars gård, mindede hans følgesvende ham om, at de skulle ind til huset dér og aflevere hesten. Jødur siger: »Det gider jeg ikke spilde tid på. Nu går hesten hjem med sin byrde, og så sender jeg den straks tilbage, når jeg er færdig med at bruge den.« De siger: »Det må du gøre, som du vil, men Håvar er sjældent meget for, at tingene går anderledes, end han vil.« »Det går nok,« siger Jødur. Håvar ser dem ride forbi og genkender folkene. Han kommer hen til dem og hilser på dem og siger: »Nu må I aflevere hesten.« Jødur siger: »Du kan vel lade mig låne hesten hjem til Skeljabrekka.« Håvar siger: »Jeg vil ikke have, at hesten går længere.« Jødur siger: »Vi kommer nu nok til at låne hesten, selv om du ikke vil have det.« Håvar siger: »Det vil vise sig.« Han løb hen til hesten og skar kløvbyrden fri og greb hestens tømme og gik hjemad. Jødur havde et krogspyd i hånden. Han vender sig imod Håvar og stikker spyddet igennem ham. Det sår kostede Håvar livet. Jødur tog hesten med sig og red hjem. Håvars folk syntes, at det trak ud med hans hjemvenden. De ledte efter ham og fandt ham død, hvor han var blevet fældet. Hændelsen gjorde et stort indtryk på dem. | ||
| + | |||
| + | På denne tid var Torgeir vestpå i Isafjord. Drabet på Håvar rygtedes snart vidt omkring i herredet, men da Torgeir fik at vide, at hans far var blevet dræbt, lod han sig ikke mærke med det. Han rødmede ikke, for han følte ingen vrede i kroppen. Han blegnede ikke, for han følte ikke had i brystet. Han blånede ikke, for han følte ingen harme i knoglerne. Han ændrede sig på ingen måde ved denne efterretning, for hans hjerte var ikke som kråsen på en fugl. Det var ikke blodfyldt, så det skælvede af rædsel, men snarest hærdet til tapperhed af den højeste mestersmed. | ||
Revisjonen fra 14. mai 2016 kl. 15:39
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|||||
|
Fostbrødrenes saga
Fóstbrœðra saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2016
1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv
På kong Olav den Helliges tid var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide.
Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs[1] bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte.
Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isafjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have ‘trold for døren’. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham umedgørlig.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt tyv.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her:
- Snart skulle
- snørens løkke
- strammes om
- min strakte hals;
- skjaldens liv
- blev skånet dog —
- takket være
- vise Torbjørg.
Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var.
2. Om fostbrødrene og om drabet på Håvar
Der var en mand, der hed Håvar. Han var søn af Klepp. Han boede på den gård, der hedder Jøkelskilde. Håvar stammede fra Akranes sydpå, men havde forladt stedet på grund af et drab, for han var en stor drabsmand, overmodig og umedgørlig. Han havde en kone, der hed Torelv. Hun stammede fra Bredefjordsegnen. Hun var datter af Alf i Dalene, som var en gæv og navnkundig mand. Håvar og Torelv havde en søn, der hed Torgeir. Han blev snart voksen og stor af vækst, stærk og stridbar. Han lærte i en ung alder at dække sig med skjold og kæmpe med våben.
Der var en mand, der hed Berse, som boede i Isafjord. Han boede på den gård, der hedder Dyrdilmyr. Han havde en kone, der hed Torgerd. Deres søn hed Tormod. Han blev tidligt en djærv og uforfærdet mand, var almindelig af vækst med sort og krøllet hår.
På denne tid boede Torgils Areson på Reykjaholar på Reykjanes. Han var en stor høvding, klog og afholdt, magtfuld og redelig. Hans bror var Illuge — kong Olav den Helliges hirdmand — og han rejste meget og tilbragte hver anden vinter hos kong Olav og hver anden på Reykjaholar. Han bragte kirketømmer og hustømmer med sig ud. Brødrene Torgils og Illuge var sønner af Are, søn af Mår, søn af Atle, søn af Ulf den Skelende, der tog land på Reykjanes, søn af Høgne den Hvide, søn af Utryg, søn af Ublød, der var søn af kong Hjørleif. Torgils og Illuges mor hed Torgerd. Hun var datter af Alf i Dalene. Alfs mor var Torhild, datter af Torstein den Røde, søn af Olav den Hvide, søn af Ingjald, søn af Frode. Ingjalds mor var Tora, datter af Sigurd Orm-i-øje. Sigurds mor var Asløg, datter af Sigurd Fafnersbane. Torgeir Håvarson og Torgils Areson var søskendebørn.
Torgeir og Tormod voksede op i Isafjord, og de blev hurtigt venner, for de havde på mange måder samme sind. De blev tidligt overbeviste om — som det også siden skulle vise sig — at de ville falde for våben, for de var fast besluttede på aldrig at give efter for andre, uanset hvem de havde med at gøre. De bekymrede sig til stadighed mere om fremgang i dette liv end om det næste livs glæde og herlighed. De aftalte derfor, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden. Selv om folk dengang blev kaldt kristne, så var kristendommen dog ung og stadig i sin vorden på den tid, så der var endnu mange gnister af hedenskab tilbage i skik og brug. Det havde været sædvane, når ansete mænd indgik den aftale, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden, at så skulle de gå gennem tre bånd af jord, og så var det deres ed. Øvelsen foregik på den måde, at man skar tre lange græstørv, men deres ender skulle stadig sidde fast i jorden, og så løftede man båndene op, så man kunne gå under dem. Denne øvelse udførte Tormod og Torgeir som en del af deres aftale.
Tormod var noget ældre, men Torgeir var alligevel den stærkeste af dem. De fik snart fremgang. De drog vidt omkring i herredet, men var ikke vellidte. Mange fandt, at de var urimelige. De fik, som man kunne forvente, hjælp og støtte af deres fædre, og mange mente, at de var skyld i sønnernes opførsel. Folkene, der mente, at fostbrødrene havde påført dem skade, opsøgte Vermund og bad ham gøre noget ved deres vanskeligheder. Vermund indkaldte Håvar og Berse og sagde til dem, at folk ikke brød sig om deres sønner. »Du kommer ikke her fra herredet — Håvar!« sagde han, »— og du har slået dig ned uden at få lov af nogen. Vi har hidtil ikke haft noget imod, at du boede her, men nu forekommer det mig, at din søn — Torgeir — er skyld i røre og uro. Vi ønsker nu, at du forlader Isafjord med alt, hvad du ejer. Men Berse og hans søn, kan vi ikke jage væk, for de stammer fra stedet her. Vi forventer, at Tormod vil skabe mindre røre, hvis han og Torgeir skilles.« Håvar siger: »Du kan bestemme — Vermund! — at vi skal forlade Isafjord med vores ejendele, men jeg tror, at Torgeir selv beslutter, hvor han vil holde til.« Efter dette møde flyttede Håvar sin bopæl sydpå til Borgfjord og byggede på det sted, som nu hedder Håvarstoften. Torgeir opholdt sig da undertiden hos sin far, men var til andre tider sammen med Tormod vestpå i Isafjord, men for mange var han trods sin unge alder en uvelkommen gæst. Han opholdt sig længe på Reykjaholar hos sin slægtning — Torgils — og denne behandlede ham godt. Allerede i deres ungdom bestod der et godt venskab mellem Torgeir og Are Torgilsson, og venskabet holdt, så længe de begge levede.
Der var en mand, der hed Jødur, som boede på den gård, der hedder Skeljabrekka. Han var høvding og en værre bisse, umedgørlig og uretfærdig mod mange. Han havde stor magt og indflydelse i herredet, men var en stor drabsmand og betalte sjældent bøder for dem, han dræbte. Det skete en vinter, at Jødur og hans huskarle tog ud på Akranes for at købe mel. Han kom på vejen forbi, hvor Håvar boede, og bad om at måtte låne en hest ud til næsset. Han lånte ham hesten, »— men du skal aflevere hesten her på vejen tilbage, og ikke have den med længere.« Det skulle ske, sagde Jødur. Derpå tog han ud på næsset og købte mel, som han havde haft til hensigt, og vendte hjemad, da han havde fået det, som han mente at have behov for. Da han red ind langs Grunnafjord forbi Håvars gård, mindede hans følgesvende ham om, at de skulle ind til huset dér og aflevere hesten. Jødur siger: »Det gider jeg ikke spilde tid på. Nu går hesten hjem med sin byrde, og så sender jeg den straks tilbage, når jeg er færdig med at bruge den.« De siger: »Det må du gøre, som du vil, men Håvar er sjældent meget for, at tingene går anderledes, end han vil.« »Det går nok,« siger Jødur. Håvar ser dem ride forbi og genkender folkene. Han kommer hen til dem og hilser på dem og siger: »Nu må I aflevere hesten.« Jødur siger: »Du kan vel lade mig låne hesten hjem til Skeljabrekka.« Håvar siger: »Jeg vil ikke have, at hesten går længere.« Jødur siger: »Vi kommer nu nok til at låne hesten, selv om du ikke vil have det.« Håvar siger: »Det vil vise sig.« Han løb hen til hesten og skar kløvbyrden fri og greb hestens tømme og gik hjemad. Jødur havde et krogspyd i hånden. Han vender sig imod Håvar og stikker spyddet igennem ham. Det sår kostede Håvar livet. Jødur tog hesten med sig og red hjem. Håvars folk syntes, at det trak ud med hans hjemvenden. De ledte efter ham og fandt ham død, hvor han var blevet fældet. Hændelsen gjorde et stort indtryk på dem.
På denne tid var Torgeir vestpå i Isafjord. Drabet på Håvar rygtedes snart vidt omkring i herredet, men da Torgeir fik at vide, at hans far var blevet dræbt, lod han sig ikke mærke med det. Han rødmede ikke, for han følte ingen vrede i kroppen. Han blegnede ikke, for han følte ikke had i brystet. Han blånede ikke, for han følte ingen harme i knoglerne. Han ændrede sig på ingen måde ved denne efterretning, for hans hjerte var ikke som kråsen på en fugl. Det var ikke blodfyldt, så det skælvede af rædsel, men snarest hærdet til tapperhed af den højeste mestersmed.
Noter:
- ↑ ɔ: Dræber-Styr.
