Fostbrødrenes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Fostbrødrenes Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


I Kong Olav den helliges Dage var der mange Høvdinger, som lød under hans Kongedømme, ikke blot i Norge, men i alle de Lande, hans Magt strakte sig over, og holdt Gud dem mest i Ære, som huede denne Konge bedst. Paa Island var der en berømmelig Høvding ved Navn Vermund Torgrimssøn; han boede ved Vatnsfjorden og var en klog og vennesæl Mand. Torbjørg, kaldet den Digre, hed hans Hustru, en Datter af Olav Paa, en snild og storsindet Kvinde, som jævnlig stod for Styret i Herredet, naar Vermund ikke var hjemme, og Alle tyktes, at deres Sager var i gode Hænder, naar hun tog sig af dem. Om hende er det, der fortælles i Grettes Saga, hvorlunde hun reddede Grette, dengang Bønderne havde fanget ham og vilde hænge ham.

Paa Gaarden Jøkelkilde boede der en Mand ved Navn Haavar Klepssøn. Hans Æt hørte hjemme paa Alptanæs, men han havde maattet forlade sin Fødeegn for Drabs Skyld, thi han var en urolig og umedgjørlig Mand, der havde øvet mange Drab. Han var gift med Torelv, som stammede fra Bredefjord, hun var en Datter af Alf fra Dalene, en gjæv og berømmelig Mand. Haavar og Torelv havde en Søn, som hed Torgejr; han var tidlig voxen og mandig at se til, en stor og stærk Mand, fuld af Mod og Iver; lidet gav Torgejr sig af med Kvinder; sjelden lo han, og oftest var han ublid imod Folk. Besse hed en Mand, som boede paa Gaarden Dyrdilmyr ved Isfjord; hans Hustru hed Torgerd, og deres Søn Tormod; han var allerede tidlig en rask og modig Mand; han var af Middelhøjde og havde sort, krøllet Haar.

Torgejr og Tormod voxede nu op ved Isfjord; de fattede snart Venskab for hinanden, thi de vare i mangt og meget af samme Sind. Tormod var den ældste af dem, men Torgejr den stærkeste. Tidlig anede de, at de vilde falde for Vaaben, thi aldrig vilde de vige eller underkaste sig, hvem de saa end havde at gjøre med; bestandig tænkte de mere paa at vinde Hæder og Berømmelse i dette Liv, end paa hvorledes det siden skulde gaa, og kom de derfor overens om og bekræftede det med faste Aftaler, at den af dem, som levede længst, skulde hævne den anden, thi skjønt Folk kaldtes Kristne, var Kristendommen dog endnu kun ung paa den Tid, og mangt var ikke som det skulde være, fordi der endnu var mange Gnister af Hedenskabet tilbage. Det havde været Sæd, at naar berømmelige Mænd kom overens om, at den, som levede længst, skulde hævne den anden, skar de tre Strimler Græstørv op, saaledes at Enderne stod i Jorden, gik saa under dem og svor sig i Fostbroderskab, og paa den Vís bandt ogsaa Tormod og Torgejr deres Pagt.

Fostbrødrene kom snart i stor Anseelse, men vennesæle blev de ikke, thi paa deres Farter vidt og bredt i Herrederne fik de snart Ry for at være overmodige og ubillige Mænd, og Mange vare de, som fandt, at de havde gjort dem Fortræd og Uskjel, men de havde stadig Tilhold og Støtte hos deres Fædre, som venteligt var. Saa gik da de, der havde lidt Overlast af Fostbrødrene, til Vermund og bad ham hjælpe dem ud af disse Vanskeligheder. Han bød da Haavar og Besse til sig og sagde dem, at Folk klagede over deres Sønner. »Du, Haavar«, sagde han, »hører ikke til her i Herredet, hvor du har slaaet dig ned uden at have faaet Lov til det. Hidtil have vi ingen Vanskeligheder gjort ved at lade dig bo her, men nu volder din Søn Torgejr saa megen Uro og Forstyrrelse, at du faar flytte med din Husstand bort her fra Isfjord. Besse og hans Søn ville vi ikke drive herfra, fordi deres Æt har hjemme her, og vente vi ogsaa, at Tormod vil gjøre mindre Ustyr, naar han bliver skilt fra Torgejr.« »Du faar bestemme, om vi kan blive her eller skal drage bort, Vermund«, sagde Haavar, »men jeg tænker, at Torgejr selv vil raade for, hvor han vil være«. Haavar flyttede nu sit Bosted sønder til Borgfjord og satte Bo paa det Sted, der hedder Haavarsstad. Torgejr var snart hos sin Fader og snart ved Isfjord hos Tormod, og Mange tyktes han en farlig Gjæst, hvor ung han end var. Paa Reykjaholar paa Reykjanæs boede paa den Tid Torgils Aressøn, en stor Høvding, klog og retskaffen, mægtig og vennesæl. Torgils’ og hans Broder Illuges Moder Torgerd var en Datter af Alf i Dalene, og Torgejr Haavarssøn og Brødrene vare saaledes Søskendebørn. Der var stort Venskab mellem ham og Torgils ligefra Ungdommen af, og deres Venskab varede ved, saa længe de levede; jævnlig var Torgejr længe paa Reykjaholar, hvor der altid blev taget godt imod ham.

Paa Gaarden Skeljabrekke boede en Mand ved Navn Jødur. Det var en stor Høvding og Kjæmpe, ubillig imod Mange og i det Hele vanskelig at komme tilrette med; han tog sig store Ting paa, og hans Magt i Herredet var derfor stor; ofte øvede han Drab, og sjelden gav han Bøder, om end han slog Folk ihjel. En Vinter traf det sig, at Jødur og hans Huskarle skulde ud paa Akranæs og kjøbe Mel, og paa Vejen kom han til Haavar og bad ham laane ham en Hest ud paa Næsset. Han fik den, »men du skal lade Hesten blive her, naar du kommer tilbage«, sagde Haavar, »du maa ikke beholde den længre«. Det lovede Jødur, og saa fór han ud paa Næsset og kjøbte Mel, og da han var færdig, gav han sig paa Hjemvejen. Da de kom udenfor Haavars Gaard, spurgte hans Følgesvende, om de ikke skulde der ind og give Hesten tilbage, men Jødur svarede: »Det gider jeg ikke spilde Tid med; nu lader jeg Hesten bære sin Byrde hjem, og naar jeg saa har brugt den, kan den blive sendt tilbage«. »Du faar gjøre, som du vil«, sagde de, »men Haavar plejer ikke at synes om, at man gjør anderledes, end han vil have det.« »Ja, det faar nu være det Samme«, sagde Jødur. Da Haavar saa’ dem komme og kjendte dem, red han dem i Møde, hilste paa dem og sagde: »Nu lader I altsaa Hesten blive her«. »Vil du ikke laane mig den, til jeg kommer hjem til Skeljabrekka?« sagde Jødur. »Nej, nu skal Hesten ikke gaa længer«, sagde Haavar. »Ja, enten du nu vil laane os Hesten eller ej, saa beholder vi den«, sagde Jødur. »Det skal dog komme an paa en Prøve«, sagde Haavar, og dermed løb han hen til Hesten og hug Kløvsadlen med dens Byrde af, greb Tømmen og drejede Hesten om imod Gaarden. Jødur havde et Krogspyd i Haanden; det slyngede han imod Haavar, saa det gik lige igjennem ham, og det blev hans Bane. Jødur tog nu Hesten og red hjem. Haavars Hjemmemænd syntes, at han blev noget længe borte, og da de ledte efter ham, fandt de ham død der, hvor han var blevet fældet. Det tyktes dem at være en stor Tidende, og den spurgtes strax vidt ud over Herrederne.

Torgejr var dengang vester ved Isfjord; da han spurgte sin Faders Drab, fortrak han ikke en Mine derved og blev hverken rød eller bleg. Han fór strax til Reykjaholar til Torgils og sagde ham, at han vilde sønder til Borgfjord til sin Moder, og bad ham lade ham sætte over Bredefjord. Torgils gjorde, som han bad, og han fór nu sønderpaa. Føret var godt der i Herredet, der var ingen Sne, og alle Vandløbene vare tilfrosne. Da han var kommen over Hvidaa, tog han Vejen til Skeljabrekka. Vejret var tykt og mildt; det var temmelig mørkt baade paa Grund af Vejret, og fordi det led ad Nat. Sent om Aftenen kom Torgejr til Skeljabrekka; Dørene vare lukkede og Folkene nylig komne ind i Stuen fra Ildhuset. Der brændte Lys derinde. Torgejr bankede paa Døren. Jødur sagde: »Der er Nogen, som banker, Svende; gaa en af Jer ud og luk op«. En af Huskarlene saa’ ud og saa’ en Mand udenfor Døren med Vaaben. Han spurgte, hvem han var. »Jeg hedder Vigfus (1)«, svarede Manden. »Kom indenfor«, sagde Huskarlen, »vi vil ikke nægte at tage imod dig«. »Jeg tager ikke imod Indbydelse af en Træl«, svarede Torgejr, »sig til Jødur, at han selv skal komme ud«. »Hvem var saa Manden derude«, spurgte Jødur, da Huskarlen kom ind igjen. »Jeg véd det ikke, og jeg tror knapt han véd det selv«, svarede Huskarlen. »Bød du ham ikke indenfor?« »Jo, jeg gjorde«. »Hvad svarede han da?« »Han svarede, at han ikke tog imod Indbydelse af Trælle, og bad dig selv komme ud«. Jødur tog et Spyd i Haanden, satte Hjelm paa Hovedet og gik ud i Døren med to Huskarle. Da han saa’ en Mand staa derude, vendte han Spydet og satte Odden ned i Tærskelen og spurgte, hvem han var. »Jeg hedder Torgejr«, svarede Manden. »Hvilken Torgejr?« »Jeg er Haavars Søn.« »Hvad er dit Ærinde hid?« »Ikke véd jeg, hvad Tidender der kommer ud deraf, men jeg vil spørge dig, om du vil bøde Drabet paa min Fader Haavar.« »Jeg véd ikke«, sagde Jødur, »om du har spurgt, at jeg har øvet adskillige Drab og ikke givet Bøder for noget af dem«. »Det véd jeg Ingenting om«, sagde Torgejr, »men hvordan det nu end er dermed, saa er det min Sag at kræve Bod for dette Drab, thi mig har du hugget nær.« »Det ligger ikke saa fjernt fra mit Sind at vise dig nogen Velvilje, Torgejr«, sagde Jødur, »men jeg kan ikke give Bøder for dette Drab, thi saa ville Andre finde, at det er min Skyldighed ogsaa at bøde andre Drab«. »Du faar raade for, hvad Oprejsning du vil byde mig«, sagde Torgejr, »men selv raader jeg for, hvad jeg synes om den«. Torgejr stod ikke saa meget nær ved Døren, medens de skiftede disse Ord; han havde et Spyd i højre Haand, med Odden vendt fremad, og en Øxe i den venstre. Jødur og hans Mænd havde ondt ved at se for Mørket, da de vare komne lige ud fra Lyset, men Torgejr havde lettere ved at se dem, der stod i Døren. Og som de nu mindst anede det, gik Torgejr frem til Døren og jog sit Spyd igjennem Jødur, saa han faldt bagover i Armene paa sine Mænd, og medens Huskarlene tog sig af den Faldne, gik Torgejr bort. Han var dengang femten Vintre gammel.

Torgejr gik nu, til han kom til Haavarsstad. Han bankede paa Døren, men det varede noget, inden der kom Nogen. Torelv bød en Huskarl staa op og gaa derud. Han vaagnede, gned Øjnene og gav Ondt af sig, fordi han skulde op, »jeg véd ikke, hvorfor man behøver at gaa til Døren, fordi der kommer Folk ved Nattetid.« »Der kommer næppe Nogen om Natten i saadant Mørke«, sagde Torelv, »uden at de har nødvendigt Ærinde«. »Ja det véd jeg ikke«, sagde Huskarlen og stod op, men temmelig langsomt, gik til Døren og lukkede den op; han saa’ en Mand derude i Mørket, men hilsede ham ikke, skyndte sig ind i sin Seng igjen og bredte Klæderne over sig. Torgejr traadte ind, lukkede Døren efter sig og gik saa ind i Stuen. »Hvem var det saa, der kom?« sagde Torelv. »Hverken véd jeg hvad han hedder eller synes der ligger nogen Vægt derpaa«. »Du er et ligegyldigt Drog«, sagde hun og bad en Tjenestekvinde staa op og faa at vide, hvem den Fremmede var. Hun stod op og gik til Stuen, lukkede Døren op paa Klem og spurgte, om der var Nogen derinde. »Her er en Mand«, blev der svaret. Hun spurgte, hvem han var. »Jeg hedder Torgejr«, svarede han. Saa lukkede hun Døren og gik ind til Torelv. »Hvem var det saa?« sagde Torelv. »Jeg tænker, det er din Søn Torgejr«, svarede Kvinden. Saa stod Torelv op, tændte Lys, gik ind i Stuen, hilste sin Søn velkommen og spurgte om Tidender. »Der blev øvet en Bloddaad paa Skeljabrekka i Kvæld«, siger Torgejr. »Hvem havde Del i den?« spørger Torelv. »Jeg kan ikke skyde den fra mig«, siger Torgejr. »Hvor stort Saar blev det?« spørger Torelv. »Jeg tænker ikke, de har nødig at forbinde det«, siger Torgejr, »jeg saa’ paa mit Spyd, at det var gaaet helt igjennem ham, og han faldt om i Armene paa sine Mænd«. »Det var intet Barneværk«, sagde Torelv, glad i Hu, »til Lykke min Søn! Men hvorfor satte hans Mænd ikke efter dig?« »Til at begynde med havde de nu Andet at gjøre«, sagde Torgejr, »og de havde snart tabt mig af Syne paa Grund af Mørket«. Der blev nu sat Nadver frem for Torgejr, og da han var mæt, sagde Torelv: »Det tykkes mig raadeligst, at du nu lægger dig til at sove, men staa op henad Daggry og rid vester til Bredefjord, mine Huskarle skulle følge dig, saa langt du vil. Her ville Folk søge dig imorgen, og vi have ikke Magt til at forsvare dig mod Mange. Isen vil ogsaa snart løses, hvis Tøvejret holder sig, og saa er Vandene værre at komme over. Du har nu fuldbragt det her, som mest trængtes. Bring min Frænde Torgils det Bud fra mig, at han skal se at skaffe mig et Tilholdssted der vesterpaa hos sig, saa vil jeg sælge mine Jorder her og tage didhen, hvor min Æt er«. Torgejr gjorde, som hans Moder raadede ham, og der meldes Intet om hans Færd, før han kom vester til Bredefjord, hvor han fik sig Skib og fór vester til Reykjanæs og meldte Jødurs Drab. Det tyktes Alle, som hørte denne Tidende, en mærkelig Stordaad, at saa ung en Mand havde raadet saa stor en Kjæmpe og mægtig Høvding Bane.

Torgejr opholdt sig nu snart paa Reykjaholar og snart ved Isfjord. Om Vaaren efter dette flyttede Torelv vester til Reykjanæs med alt sit Gods. Den Sommer sluttedes der Forlig om Jødurs Drab.

Ved Jøkulsfjordene boede der en Mand ved Navn Ingolf, kaldet den svedne; Gaarden, han boede paa, kaldtes Svedensstad. Han havde en Søn, Torbrand, en stor Slagsbroder, voldsom og uvennesæl. Baade Fader og Søn vare saare ubillige Mænd, der jævnlig toge Andres Gods med Vold og Ran. De vare Vermunds Tingmænd, og han holdt sin Haand over dem, fordi de jævnlig gav ham gode Gaver, og det var Grunden til, at det Overmod, de øvede imod Mange, ikke blev hævnet. Ved Jøkulsfjordene boede ogsaa en Kvinde ved Navn Sigrfljod; hun var Enke, klog og vennesæl, og var Mange til stort Gavn. Der var en Fjord imellem Sigrfljods og Ingolfs Bosteder, men hun havde alligevel i mange Dele stor Ulæmpe af Naboskabet med dem.

Torgejr var nu tidt og længe hos Besse, og han og Tormod vare de bedste Venner. De fik sig en Baad, og strejfede nu om paa forskjellige Steder og vare ikke synderlig vennesæle, hvor de kom. Engang lavede de sig til at fare nordpaa til Strand for at se, hvad Fangst dér var at gjøre, men da de var sejlklare, fik de Modvind, saa de ikke kunde komme ud af Fjorden, og Mange fik da stor Ulæmpe af dem den Sommer. Henimod Vinteren fik de Bør og satte da Sejl til og stævnede ud af Isfjord i Magsvejr for ringe Vind, saa det gik kun smaat. Da de havde sejlet en Stund tog Vejret til at tykne, og saa gav det sig til at sne, og da de vare komne ud for Jøkulsfjordene, kom der et hvast og koldt Vejr imod dem med Frost og fygende Sne, saa de ikke vidste, hvorhen det bar i Mørket, som faldt paa baade af Nat og Snevejr. De vendte nu Baaden med Vinden, og den ene Styrtesø skyllede ind efter den anden, saa de bleve gjennemblødte, og Klæderne frøs paa dem. Omsider kom de lige udfor en Fjord; de styrede derind, og ved Enden af Fjorden saa’ de et Baadehus med Baade i; der satte de deres Skib op og gik saa op i Landet og saa’ sig om efter Mennesker.

Omsider fandt de en lille Gaard; de bankede paa Døren, og der kom en Mand ud, som hilsede dem og bød dem komme indenfor. De gik ind i Stuen, hvor der brændte Lys. De blev budt velkomne og bænkede, og en Kvinde spurgte, hvem der var Formand for dem. Der blev svaret, at det var Torgejr og Tormod, der vare komne »men hvem er du, som spørger?« sagde de. De fik da at vide, at det var Husfruen Sigrfljod. »Jeg har hørt Tale om Jer, men jeg har ikke set Jer før. Har I været vejrsæle eller vennesæle idag?« »Mange ville sige, at det har været det Ene som det Andet«, svarede de, »det er ligesom man tager det.«

Hun bød dem nu sørge for deres Klæder, og der blev tændt et Baal, hvorved de kunde tø dem. Saa blev der sat Mad frem for dem, anvist dem Senge og i alle Maader sørget vel for dem, og de faldt snart i Søvn. Det stod paa hele Natten med Frost og Snefog, og da det gryede ad Dag og de saa’ efter Vejret, var det ligesom det havde været om Kvælden. »I skal ikke bryde Jer om Vejret«, sagde Sigrfljod, »thi velkomne skulle I være her, saa vidt det staar til os, og I skulle ikke fare herfra, før end det er godt Vejr.« »Det er et godt Tilbud, du gjør os, Husfrue«, sagde Torgejr, »men ikke gjør Uvejr os nogen Fortræd; vi have hverken Koner eller Børn eller Kvæg at tage os af«. Det tog nu til at fryse, saa at der lagde sig tyk Is paa Fjorde og Vige. En Morgen stod Sigrfljod tidlig op og saa’ ud. »Hvordan er Vejret?« spurgte Torgejr, da hun kom farende ind igjen. »Nu er det godt Vejr«, svarede hun, »klart og stille«. »Lad os saa staa op Svende«, sagde Tormod. »Hvad agte I at tage Jer til?« sagde Sigrfljod. »Vi vil nord til Strand og se, hvad der er at faa dèr«, sagde Tormod, »men vort Skib tænke vi at lade blive tilbage her«. »I er nogle underlige Mænd«, sagde Sigrfljod, »at fare til Strand efter Hvaler heller end at tage, hvad der ligger nærmere og kræver Mands Mod og Hjerte«. »Hvad er det?« sagde Tormod. »Det tykkes mig en mandigere Idræt at fælde de Ildgjerningsmænd, der rane fra Folk her, end at lægge sig efter Hvaler«. »Hvad er det for Mænd, du mener?« sagde Tormod. »Jeg mener Ingolf og Torbrand, som have tilføjet Mange baade Skam og Skade«, sagde hun, »slog I dem ihjel, havde I hævnet Mange, og Mange vilde lønne Jer godt derfor«. »Ikke véd jeg, om du nu just raader os Heldraad«, sagde Tormod, »thi de ere Vermunds Venner, og det vil ikke blive uden Følger, om man gjør dem noget Mén«. »Nu gaar det, som sagt er«, sagde Sigrfljod, »at daarlige Karle er der bedst Kjøb paa. I synes drabelige Mænd, naar det gjælder om at kue Smaafolk, men ræddes, saa snart I stedes til en Manddomsprøve«. Da sprang Torgejr op og sagde: »Staar op, Svende, og lønner Husfruen for hendes Gjæstfrihed«. De stode da op og væbnede sig, og da de vare færdige, gik de over Isen til Gaarden, hvor de kom, før Folk dér vare staaede op. Ingolf vaagner og hører nogle Mænd udenfor; de vare ikke saa faa, og deres Sko vare frosne, saa det var let at høre dem. De gaa til Døren og banke paa, og nu vaagnede ogsaa de andre derinde og kom i en Fart paa Benene. Fader og Søn laa stadig med Klæderne paa, fordi de havde saa meget Udestaaende med Mange; de havde to Huskarle hos sig. De hærklædte sig nu Alle, tog hver sit Spyd i Haanden og gik saa til Døren og lukkede op. De saa’ da otte Mænd staa derude, alle med Vaaben, og spurgte, hvem der var Formand for den Flok. Torgejr nævnede sig: »Om I har hørt Tale om Torgejr Haavarssøn, eller Tormod Bessessøn, saa kan I nu se dem her«. »Visselig have vi hørt Tale om Torgejr og Tormod«, sagde Torbrand, »men det har sjelden været for det Godes Skyld. Hvad er Jert Ærinde hid?« »Det er vort Ærinde«, sagde Torgejr, »at vi ville glatte Skaar ud og jævne Ujævnt. Nu ville vi byde Eder to Kaar, det ene, at I gaa fra alt det Gods, I have vundet med Uret, det andet, at I værge det med Mod og Mandighed, saa længe der er Liv i Jer«. »Vi have vundet Godset med Mod og Mandighed«, sagde Torbrand, »og ikke ville vi miste det paa anden Vis heller. Men jeg tænker, Torgejr, at du faar snarere mit Spyd at smage til Davre end mit Gods.« »Jeg har gode, tydelige Drømme«, sagde Torgejr, »det ligger til min Slægt, og saare godt har jeg drømt om mig selv, men ilde om dig, og det vil gaa, som jeg har drømt, at Hel vil tage dig i Favn som sin Husbond, og saalunde vil du miste alt dit Gods, thi hvad med Vold er taget, skal mistes ved Vold«. Saa gik Torgejr og Tormod løs paa Fader og Søn, men deres Fæller forbød de at angribe dem, thi de vilde selv dem fælde. De havde ondt for at se ind ad Døren, thi der var mørkere inde end ude, saa det var lettere for dem derinde at værge sig end for de andre at angribe dem. Ingolfs Huskarle løb ud og angreb Fostbrødrenes Fæller; Enden paa Dysten blev, at Torbrand faldt for Torgejr og Ingolf for Tormod, to af Fostbrødrenes Flok faldt, og Ingolfs Huskarle bleve haardt saarede, dog ikke anderledes, end at de kunde komme sig. Fostbrødrene og deres Mænd toge nu to Heste og læssede Mad paa dem, og de tre fedeste Stykker Kvæg drev de foran sig, og saadan gik de over Fjorden. Sigrfljod stod udenfor, da de kom tilbage. Hun hilste dem og spurgte om Tidender. De sagde, hvad der var sket. »I en god Stund er I gaaet hjemmefra, og god Fangst have I gjort, hævnet mangen Mands Sorg og Skjændsel. Nu skal jeg fare til Vatnsfjord og fortælle Vermund denne Tidende«. De bød hende fare vel. Sine Huskarle lod hun følge med; de havde en sexaaret Baad, med hvilken de roede ind gjennem Isfjord, og de standsede ikke, for de sent om Aftenen kom til Vatnsfjord. »Nu skal I holde Tand for Tunge«, sagde hun til sine Følgesvende, »og ikke sige noget om disse Tidender, men lade mig føre Ordet«, og det lovede de. De gik nu op til Gaarden og gav sig i Snak med Folk. Vermund tog godt imod dem og spurgte om Tidender. De sagde, at de vidste ingen, og saa blev de der om Natten og bleve i alle Maader vel behandlede. Om Morgenen sagde Sigrfljod, at hun vilde hjem. Vermund opfordrede hende til at blive noget endnu; »du er sælsynt her«, sagde han, »og der er ingen Grund til at fare saa fort herfra«. »Jeg har ondt ved at være hjemmefra«, sagde hun, »og nu er det godt Vejr at fare i, det vil jeg ikke lade unyttet. Jeg saa’ gjerne, at du fulgte mig til Skibs, Vermund«. »Saa lad os gaa da«, sagde han. De gik nu ned ad Skibet til, og paa Vejen sagde Sigrfljod: »Har du hørt om de Drab, der ere blevne øvede ved Jøkulsfjord?« »Hvad er det for Drab?« sagde Vermund. »Torgejr Haavarssøn og Tormod Bessessøn har dræbt Ingolf og hans Søn Torbrand«. »De fare drabelig frem, de to Fostbrødre«, sagde Vermund, »siden de tør dræbe Mænd for os; dog ville vi, at de ikke skal gjøre det ret tidt«. »Det er rimeligt«, sagde hun, »at I ser Sagen fra den Led, men Somme ville sige, at de ikke har gjort Jer nogen Skade ved at dræbe disse Mænd, men at de snarere har gjort Jer en Tjeneste dermed. Hvem skal revse slette Sæder, Ran og anden Overlast, naar I, som kaldes Styresmænd i Herredet, ikke vil? Jeg synes, at Torgejr og Tormod ikke har gjort Andet, end hvad I skulde have gjort eller ladet gjøre, og dømmer I ikke vrangt i denne Sag, maa i synes det Samme. Jeg er nu kommen hid, fordi jeg vilde kjøbe de to Mænd, som have øvet disse Drab, i Fred hos Jer, ikke fordi de Dræbte ere Bøder værd, thi de have for længe siden forbrudt Liv og Gods, men vi ville i alle Dele se paa din Hæder, som det er vor Skyldighed. Her er nu tre Hundreder i Sølv, som jeg vil give dig for at kjøbe Fred for Torgejr og Tormod«. Dermed løste hun en Pengepung fra sit Bælte og rystede Pengene ud i Vermunds Skjød. Det var godt Sølv, og Rynkerne glattedes i Vermunds Pande, da han saa’ det; han lod sig formilde og lovede Fostbrødrene Fred, dog vilde han ikke have Torgejr længe ved Isfjord, sagde han. Saa skiltes de. Hun fór hjem til sin Gaard og sagde Fostbrødrene, hvordan det var gaaet hende hos Vermund. De takkede hende for den Hjælp, hun havde ydet dem, og blev nu hos hende om Vinteren. Da det vaaredes, og Vejret bedredes, satte de deres Skib ud og gjorde det klart; saa takkede de hende for deres Ophold og for alt det Gode, hun havde gjort dem, og skiltes saa fra hende i Venskab. De fór Nord paa til Strande, hvor de var den Sommer; de havde let ved at faa Alt, hvad de behøvede, thi Alle gav dem, hvad de krævede, og vare saa bange for dem som Kvæget for Løven, naar den kommer i Hjorden. Besse flyttede til Laugabol i Laugadalen, thi Vermund vilde ikke have Fostbrødrenes Tilholdssted saa nær ved sin Gaard. Om Høsten fór de nord fra Strande til Isfjord, hvor de satte deres Skib op. Tormod fór saa til sin Fader, men Torgejr vilde sønder til Reykjanæs til sine Frænder, og deres Følgesvende fore did, hvor hver især havde hjemme, men inden de skiltes, gjorde de den Aftale, at de skulde mødes ved Skibet til Vaaren og saa Alle fare Nord til Strande igjen paa Fangst.

I Gervidal boede der en Mand ved Navn Torkel; han var velhavende nok, men holdt kun lidet paa sin Anseelse og var baade eftergivende og frygtsom. Han var gift, men hele hans Husstand bestod kun af tre Mennesker, thi foruden ham og Konen var der kun en Tjenestekvinde. Der var en Mand ved Navn Butralde, en løs og ledig Karl, stor af Væxt og med svære Kræfter, grim af Udseende, stridbar af Sind, hidsig og hævngjerrig og en stor Drabsmand. Om Somrene gav han sig i Kost for Penge, men om Vinteren strejfede han om med et Par Mand i Følge og slog sig saa gjerne ned paa en eller anden Gaard, hvor han blev flere Nætter i Træk. Han var noget i Slægt med Vermund i Vatnsfjorden, og derfor var man saa sen til at lønne ham for hans Ildgjerninger. En Kvæld kom Butralde selvtredje til Torkel i Gervidal og bød sig til Gjæst hos ham, og skjønt Torkel var madkarrig turde han dog ikke vægre sig ved at tage imod dem. De blev da ført ind i Stuen, og der blev tændt Lys, og de sad nu der med deres Vaaben, men Folkene selv var ude i Forstuen. Torkel gik ind til dem og spurgte dem om Et og Andet, som han gad vide, og blandt Andet spurgte han Butralde, hvor han agtede sig hen. Han sagde, at han skulde sønder over Bredefjord. Nu var det saa med Vejret, at der havde ligget høj Sne paa Fjeldene, men nede i Herredet havde der hidtil været bart for Sne, men nu var det faldet ind med Snefog, det var Frostvejr, og Vandene i Elvene var gaaet over Bredderne. Torkel skjønnede, at det var meget usikkert, om det vilde være Vejr til at fare over Hederne næste Dag, og strax sad Hjertet ham i hans Hals, saa nærig og daarlig en Karl var han. I det Samme bankede det paa Døren, og det gjorde det ikke bedre. Han gik ud og lukkede op og saa’ da en stor Mand staa med Vaaben udenfor. Torkel spurgte ham om hans Navn; han sagde, at han hed Torgejr. »Hvad for en Torgejr?« spurgte Torkel. »Haavarssøn«, sagde Manden. Nu blev Torkel baade angst og bange, og med bankende Hjerte sagde han: »Butralde er her selvtredje, og jeg ved ikke, hvor fredelig han vil tage imod dig, jeg tænker, han har et Horn i Siden paa dig, thi han er din Fjende Vermunds Ven; og jeg kan ikke taale at se Blod, saa giver I Jer til at slaas, falder jeg i Uvid.« »Det skal ikke blive dig til nogen Fortræd, Bonde«, sagde Torgejr, »at vi ere komne her«, og dermed gik han ind i Stuen. Torkel og hans Kone gik nu ogsaa derind. Han tog et Bord og satte hen for Butralde; »kort er mit Bord, Torgejr«, sagde han, »gaa hen og sæt dig hos Butralde.« Torgejr gjorde, som han sagde, gik tværs over Gulvet og satte sig hos Butralde for Enden af Bordet. Beværtningen er der givet fuld Besked om: der blev baaret to Fade frem med et gammelt Stykke Bevelsben paa det ene og gammel Ost i Overflod paa det andet. Butralde var ikke længe om at signe Maden, han tog Revelsbenet og gav sig til at skjære i det og spise af det, til der ikke var andet end det bare Ben igjen. Torgejr tog fat paa Osten og skar sig et Stykke af den, men den var baade haard og drøj at komme igjennem, og der var ikke Tale om at bytte hverken Kniv eller Madvarer. Men skjønt det kun var daarlig Kost, de fik, vilde de dog ikke selv tage andet frem, thi det tyktes dem umandigt ikke at nøjes med hvad der var sat frem. Nu blev der sat Mad frem for Torkel og Konen; de spiste i Ildhuset, men af og til kom de til Stuedøren og kiggede ængstelig derind. Da Gjæsterne vare mætte, gik Torkel og Konen ind i Stuen; hun tog Maden af Bordet, men han sagde: »Den Løn vilde jeg nu helst have for min Gjæstfrihed, at I ingen Ulykker gjør paa hinanden, medens I er her paa min Gaard thi det vil bringe mig mange Vanskeligheder paa Halsen, om I give Jer til at slaas her. Det tykkes mig raadeligst, at Torgejr sover ude hos os i Forstuen, men Butralde og hans Fæller her i Stuen«. De gjorde saa, og sov fredelig om Natten. Næste Morgen var baade Butralde og Torkel og Torgejr tidlig paa Benene. Der blev tændt Lys i Stuen og Bordet sat frem med Mad ganske paa samme Vís som Aftenen i Forvejen. Denne Gang tog Torgejr Revelsbensstykket, og Butralde fik holde sig til Osten. Da de var mætte, brød Butralde og hans Følgesvende op og tog Vejen op igjennem Dalen. Lidt efter brød Torgejr ogsaa op og tog samme Vej. Der falder en Aa ned igjennem Dalen, og den alfare Vej ligger paa en brat Brink, der stryger langs med den. Da Torgejr saa’ Butralde og hans Mænd gaa der, skjønnede han, at det maatte være en vanskelig Vej paa Grund af al den megen haarde Sne, der var paa Brinken; han gik derfor over Aaen og op paa den anden Side og drejede saa først siden ind paa Vejen igjen, men Butralde maatte hugge sig Vej igjennem Fonnen med sin Øxe. »Nu rendte Kjæmpen sin Vej«, sagde Butralde, da han saa’, at Torgejr var gaaet over Aaen. »Ikke rendte jeg min Vej«, sagde Torgejr, »jeg gik blot over Aaen, fordi jeg saa ikke havde nødig at hugge mig frem; men nu skal jeg ikke rende for Jer«. Han var da kommet op paa det Øverste af Brinken, og da han var naaet frem til Midten, satte han sit Spydskaft imellem Benene med Odden frem og stod saa ned over Fonnen imod Butralde med hævet Øxe. Butralde hørte ham komme susende, men inden han fik set sig for, var Torgejr over ham og hug ham i Brystet, saa han faldt bag over. Torgejr løb videre over ham, til han kom ned paa flad Mark, og saa haardt fór han frem, at Butraldes Mænd røg til Siden for ham. Ingen af dem turde gaa imod Torgejr for at hævne Butralde, de styrtede afsted over hans Lig, men Torgejr gik op paa Heden og videre, til han kom til Reykjaholar. Der blev taget vel imod ham der, og han blev der om Vinteren og havde det godt. Det, var en stræng Vinter det Aar, og Kvæget døde for Folk rundt omkring i Herrederne. Mange søgte derfor nordpaa til Strande efter Hvaler. Om Vaaren fór Torgejr til Isfjord til Skibet, og Tormod og deres Skibsfolk kom ogsaa did, som aftalt var. De fór til Strande, saa snart de fik Bør.

Paa Lækjamot i Videdalen boede der en Mand ved Navn Torgils Maarssøn, en stor og stærk Mand, dygtig i Vaabenbrug og en god Husholder; han var en Frænde af Aasmund, Grettes Fader, og af Torsten Kuggessøn. Han fór ogsaa til Strande med sine Fæller for at tage af de Hvaler, der drev i Land paa Almindingerne. Det gik kun daarlig med Fangst for Torgejr, der hvor han var, der var hverken Hvaler eller andet Bytte at faa. Da han nu spurgte, at Torgils var ved at flense Hval, fór han did med Tormod, og da de kom derhen, sagde han: »Nu har I faaet flenset en hel Del, saa nu er det rimeligt, at I ogsaa lade Andre nyde Godt af hvad her er; her har Alle lige Ret«. »Det er meget sandt«, sagde Torgils, »hver beholder, hvad han har flenset«. »I har taget en hel Del af Hvalen«, sagde Torgejr, »og det faar I beholde. Men nu kan I gjøre, som I vil, enten skal I nu gaa fra Hvalen med det, I har faaet, og lade os beholde Resten, eller ogsaa skal vi være halvt baade om hvad der er flenset og uflenset«. »Jeg har ingen Lyst til at gaa fra Hvalen«, sagde Torgils, »og det er vor Agt ikke at give Slip paa den Del, vi have flenset, saa længe vi kan værge den«. »Saa faar vi da prøve, hvor længe I kan holde Hvalen imod os«, sagde Torgejr. »Det kan ogsaa blive godt«, sagde Torgils. Nu gjøre de sig paa begge Sider rede til at slaas, og da de vare færdige, sagde Torgejr: »Det er rimeligt, Torgils, at du og jeg gaa imod hinanden, thi du er baade en fuldvoxen og dygtig Mand og har givet Prøver paa din Tapperhed; ogsaa har jeg Lyst til at prøve paa dig, hvad jeg dúr til; Ingen skal blande sig i Kampen imellem os to«. »Det har jeg Ingenting imod«, sagde Torgils. De var ellers saa temmelig lige mandsstærke paa begge Sider. Nu gik de løs paa hinanden og gav sig til at slaas. Torgejr og Torgils lod der kun være kort imellem Huggene, thi de var begge dygtige til at bruge deres Vaaben. Enden paa det blev, at Torgils faldt for Torgejr, og desuden af Torgils’ Flok tre og af Torgejrs tre. Torgils’ Mænd vare saare mod i Hu, da de fór bort efter denne Dyst, men Torgejr tog hele Hvalen, baade hvad der var flenset og uflenset. For dette Drab blev han gjort til Skovgangsmand, det fik Torsten Kuggessøn og Aasmund sat igjennem.

Torgejr og Tormod var hele den Sommer paa Strande, og alle Folk der vare rædde for dem, og de raadede for Alt som de vilde. Engang da deres Overmod var paa det Højeste, fortælles der, at Torgejr sagde til Tormod: »Véd du nu at nævne et andet Par Mænd, der ere vore Jævninger i Mod og Mandighed, og som have staaet i saa mange Manddomsprøver som vi to?« »Der skulde vel nok kunne findes Folk, der ikke var mindre drabelige end vi, om der blev ledt efter dem«, sagde Tormod. »Og hvem af os to mener du vel vilde staa sig, om vi prøvede en Dyst?« sagde Torgejr. »Det véd jeg ikke«, sagde Tormod, »men det véd jeg, at det Spørgsmaal gjør Ende paa vort Samliv og Følgeskab, nu vil jeg ikke længer være hos dig«. »Det var ikke mit Alvor, at vi virkelig skulde prøve Kræfter«, sagde Torgejr. »Det faldt dig dog ind, da du sagde det«, sagde Tormod, »nu er vort Stalbroderskab til Ende«. Det blev, som han sagde; Torgejr fik Skibet og Tormod Vederlag derfor i Løsøre, og med det fór han til Laugabol, men Torgejr blev paa Strande om Sommeren og var en slem Gjæst for mange. Om Høsten satte han sit Skib op paa Land der og fik sit Gods anbragt. Saa fór han til Reykjaholar til Torgils Aressøn, hvor han var om Vinteren.

Der stod et Skib oppe i Nordaa i Floe, hvor der dengang jævnlig lagde Skibe ind. Det kjøbte Torgils og hans Broder Illuge hemmelig Part i til Torgejr og lod det lade i Forhold til hans Part. Torgils og Illuge rede ikke til Tings den Sommer i saa god Tid, at de kunde være der fra Begyndelsen af, thi de vilde ikke fare gjennem Bredefjordsdalene, førend Torsten Kuggessøn var reden til Tings først, da vilde de nemlig følge Torgejr, hans Skovgangsmand, til Skibs. Da Folk nu vare redne til Tings, brød de op fra Reykjaholar, efter at de havde sendt Folk i Forvejen, som skulde tjelde deres Boder paa Tinget. De spiste Nadver paa Saurbø og red saa om Natten øster over Dalene og agtede at holde Davre i Hundedal. Der boede en Mand ved Navn Skuf, en god og hjælpsom Bonde; han havde en Søn hjemme, der hed Bjarne, og Faarehyrden i Hundedal hed Skuf ligesom han selv. Ved Daggry kom de til Middal, ud for Tykkeskov, hvor de spiste og sov. Da det var ledet ud paa Morgenstunden, og de skulde til at tage deres Heste, kunde de ikke finde Torgejrs, et stort, smukt, rødt Dyr, der var godt at ride paa. De ledte rundt omkring efter den, thi der var dengang store Skove paa hele Lien, men den var ikke til at finde; de tog da Byrden af en Kløvhest og fordelte imellem de andre, og den Hest fik saa Torgejr. Lidt efter saa’ de en Mand komme ridende paa en rød Hest; han drev nogle Faar foran sig op over ørerne fra Faarefjeld, og han drev dem rask afsted, thi Hesten løb godt under ham. Det tyktes Torgejr, at den Hest lignede hans. Han lod nu som Ingenting, holdt blot godt øje med Manden og saa’ ham drive Faarene op til Gaarden i Hundedal. Skuf havde faaet nogle Faar vester fra Laxaadal; de var gaaet bort, og Bjarne, hans Søn, havde været ude at lede dem op; ham var det, der havde taget Torgejrs Hest. De red nu Alle op til Gaarden, og Brødrene bød deres Ledsagere, at de skulde læsse af Hestene udenfor og ikke lade dem gaa ind paa Tunet, men Brødrene selv red med nogle faa Mænd op til Huset. Torgejr red hen til Faarefoldene, hvor han syntes han saa’ sin Hest. Faarehyrden Skuf var ved at drive Faarene ind i Foldene. Bjarne havde lige drevet dem ind, han havde fundet, og sad endnu paa Hesten. »Hvem er den Mand, der sidder paa Hesten der?« sagde Torgejr. »Han hedder Bjarne«. »Det er en kjøn Hest, du har; hvem tilhører den?« »Det har du Ret i, at Hesten er kjøn«, sagde Bjarne, »men hvem den tilhører, véd jeg ikke«. »Hvorfor tog du den?« sagde Torgejr. »Jeg tog den, fordi det tyktes mig bedre at ride end at gaa«, sagde Bjarne. »Nu er det raadeligst, at du staar af og overgiver den til dens Ejermand«, sagde Torgejr. »Jeg vil kun ride et lille Stykke endnu«, sagde Bjarne, »blot hen til Døren«. »Nej, nu staar du strax af«, sagde Torgejr. »Det kan ikke skade Hesten, at jeg rider op til Huset«, sagde Bjarne. »Jeg vil nu raade, og du maa ikke ride længre«, sagde Torgejr. Bjarne vendte alligevel Hesten og vilde ride op til Huset, men Torgejr jog sit Spyd igjennem ham, saa han strax faldt død ned. Skuf Faarehyrde saa’ ham falde af Hesten, han sprang frem fra Døren til Folden, som han var ved at lukke, greb sin Øxe og hug til Torgejr med begge Hænder. Torgejr slog til Øxen med Spydskaftet og bjergede sig for Hugget, og hug saa Skuf i Hovedet med sin Øxe, saa han kløvedes ned til Herderne og strax døde. De, der vare med Torgejr, skyndte sig afsted til Torgils og Illuge og meldte dem, hvad der var sket, og det tyktes dem en slem Tidende. De lod strax nogle føre Torgejr bort, at han ikke skulde komme Bjarnes Fader eller andre af de Dræbtes Frænder for Øjne, og saa sagde de selv Skuf Tidenden. Da nu Brødrene var saa gjæve Mænd, og Drabsmanden oven i Kjøbet alt i Forvejen var fredløs, indsaa Skuf, at han ikke vilde kunne opnaa mere end Selvdømme, som de bød ham for Drabene, og Pengebøder for de Dræbte, og paa den Vís forligtes de da. Efter at de havde holdt Davre i Hundedal, red Torgils og Illuge sønder til Borgfjord og fulgte Torgejr til Skibs.

Ombord paa det samme Skib var der alt kommet en anden Mand ved Navn Gøt Sleitessøn, en nær Frænde af Torgils Maarssøn, som Torgejr havde dræbt. Gøt var stor og stærk, stridbar og ikke let at holde Styr paa. Han havde tinget sig ombord for Overrejsen hos Styrmanden og vidste ikke noget om, at Torgejr skulde bort med det samme Skib, og det var ikke noget mildt Ansigt, han satte op, da han kom; det tyktes Folk at være en vanskelig Sag, at de skulde være paa samme Skib, saadant Sind som de begge havde, men Skibet var sejlklart og Ladningen ombord og Gøts Varer stuvede sammen med det Øvrige. Da Torgejr hørte Østmændene knurre over, at de skulde have ham og Gøt ombord sammen, sagde han: »Jeg skal nok komme ud af at være her sammen med Gøt, hvor meget han saa end rynker Panden«. Men hvad Torgejr saa end sagde derom, saa blev det Enden derpaa, at der blev lukket op for Lasten og Gøts Varer baarne bort, og han selv red sin Vej nordpaa. Østmændene lagde nu ud igjennem Aaen med Skibet og ud til Seljaøre; Brødrene red ikke bort, før det var stukket i Søen. Saa red de til Tings med stort Følge og sluttede Forlig paa Torgejrs Vegne for Drabet paa Torgils Maarssøn.

Torgejr og hans Rejsefæller tumledes en Stund om paa Havet. Omsider fik de Land i Sigte udfor Stavnen, og Østmændene kjendte, at det var Irland, de var komne til. Det tyktes dem tvivlsomt, om de vilde blive fredeligt modtagne, hvis de drev paa Land der. Torgejr sagde: »Det er at vente, at om vi værge os vel, ville vi give nogle Mænd en rigelig Nadver, inden vi blive dræbte, og saa er der jo Intet at udsætte paa vort Forsvar«. De kastede da Anker i nogen Frastand fra Land, tog Vaabnene frem af Kisterne og lavede sig til at slaas, om det gjordes nødigt. De saa’ nu en Mængde Irer oppe paa Land med Spyd, saa det saa’ ud som en hel Skov, men skjønt Spydene havde lange Skafter, kunde de dog ikke naa dem; de fik bjerget baade Liv og Gods og sejlede bort, da de atter fik Bør. De fór nu til England, hvor de blev en Stund, og hvor Torgejr fik gode Gaver af Høvdingerne, som Tormod siger i et Kvad om ham. Saa fór han til Danmark, hvor han blev saa anset, at Danerne holdt ham i Ære, næsten som han var en Konge, efter hvad Tormod siger i sit Kvad. Derfra fór han til Norge til Kong Olav den hellige. Da han tren for Kongen og hilsede ham høvisk og vel, tog Kongen godt imod hans Hilsen og spurgte, hvem han var. »Jeg er en Islænding og hedder Torgejr«, sagde han. »Er du Torgejr Haavarssøn?« sagde Kongen. »Ja, det er mig«. »Jeg har hørt tale om dig«, sagde Kongen; »du er en storskaaren Mand af Væxt og ser heller ikke ud til, at det skorter dig paa Manddom, men du har næppe Lykken med dig i alle Dele«. Kongen bød Torgejr blive hos sig; han gjorde ham til sin Hirdmand og holdt ham højt i Ære, thi i alle Manddomsprøver viste han sig som den raskeste Mand og en brav Karl. Torgejr gjorde en Kjøbmandsrejse sønder til Venden; der var dengang kun liden Fred for Folk, der fór did i Kjøbmandsfærd fra de nordlige Lande, men Torgejr vandt stor Anseelse paa denne Færd, thi han fik det med Enhver, som han vilde have det. Han fór nu jævnlig imellem Island og Norge; hver anden Vinter var han hos Kong Olav, hver anden paa Island, paa Reykjaholar. Han stævnede stadig ind i Borgfjord med sit Skib og gik op med det i Nordaa, hvor de satte det paa Land om Vinteren vestenfor Aaen paa det Sted, der efter ham kaldes Torgejrs Skur; det er søndenfor den lille Skov, der hedder Smedeskov. Syv Gange fór Torgejr med sit Skib fra Island, efter hvad Tormod siger.

Nu er at melde om Tormod, hvad han tog sig for, medens Torgejr var paa Rejser. Da han og Torgejr ophævede deres Stalbroderskab, fór han til sin Fader Besse paa Laugabol, hvor han blev i mange Vintre, skjønt det tidt faldt ham kjedeligt at være der, thi der kom sjelden Nogen. Paa Gaarden Øgur boede der en Kone ved Navn Grima, en velhavende Enke, om hvem Rygtet gik, at hun vidste Besked om Adskilligt og var troldkyndig, og saasom Kristendommen endnu var ung og vanskelig stedt, tyktes det Mange en god Ting at være troldkyndig. Tordis hed Grimas Datter, hun var fager og dygtig til sit Arbejde, men noget overmodig i sit Væsen; hun var hjemme hos sin Moder. Kolbak hed Grimas Træl, en stor og stærk Mand, smuk af Ydre, men stridbar af Sind. Tormod kom tidt til Øgur og sad jævnlig længe og talte med Tordis, Grimas Datter, og deraf blev Følgen, at han fik Ord for at ville forlokke Pigen. Da det kom Grima for Øre, tog hun engang Tormod i Enrum og sagde til ham: »Saa sige Mange, Tormod, at det er din Agt at forføre Tordis; det er nu ikke efter mit Hoved, at hun skal komme i Orde ved dig, ikke fordi du ikke skulde være god nok til hende, men fordi det kunde hænde, at Folk, som havde tænkt at bejle til hende, ville mene, at her har været en Trold i Gaarde, naar de fik at vide, at du har havt med hende at gjøre. Men vil du gifte dig med hende, skal du faa hende.« »Vel har du talt om denne Sag«, sagde Tormod, »og visselig skal jeg tage Hensyn til dine Ord. Min Hu staar nu ikke til at gifte mig, saa skjønt jeg ikke venter mig bedre Gifte end din Datter, bliver der ikke noget af dette.« Dermed skiltes de, og Tormod blev nu hjemme Resten af Sommeren. Men da det blev Vinter, lagde Vandene stærkt til med Is, saa det var godt at fare, og ogsaa Øgursvand lagde til. Tormod kjedede sig, thi der var kun lidt at more sig med paa Laugabol, og saa begyndte han igjen at komme paa Øgur og tale med Tordis. Rygtet om Tordis’ og Tormods Venskab kom da igjen i Omløb, og Grima talte atter med ham og bad ham høre op med sine Besøg »og ikke bringe min Datter i Vanry«. Tormod gav hende Ret, men det blev dog ved det Gamle. Saa en Dag, da Tormod var paa Øgur, sagde Grima til Kolbak: »Nu vil jeg sende dig afsted med nogen Islæt, der skal i Væven«, og dermed lukkede hun en Kiste op og tog nogle Garnnøgler frem og derhos et gammelt hvast Sax, som hun gav Kolbak med de Ord: »Tag det, saa er du ikke vaabenløs.« Han tog imod Saxet, men Garnnøglerne puttede hun ind under hans Klæder og fór saa med Haanden over hele hans Krop. Saa gik Kolbak sin Vej. Vejret blev nu tykt og mildt, og det holdt op at sne. Da det led ad Aften, sagde Tordis til Tormod: »Jeg saa’ gjerne, at du fór en anden Vej hjem i Kvæld end den, du plejer at gaa; gaa langsmed Øgursvig og saa over Lien til Laugabol«. »Hvorfor vil du, at jeg skal gaa den Vej?« sagde Tormod. »Det kan være, at Isen paa Vigen nu ikke er saa god længer, siden Vejret er blevet mildt, og jeg vilde nødig, du skulde komme til Ulykke«, sagde Tordis. »Isen er sikker nok«, sagde Tormod. »Jeg beder dig ikke om Andet, Tormod«, sagde Tordis, »end om hvad jeg nødig vilde du skulde nægte mig.« Og da Tormod saa’, at det var hende saa magtpaaliggende, at han gjorde, som hun bad, lovede han hende at gaa den Vej, hun vilde have. Det var sent paa Kvælden, da Tormod gik fra Øgur, og da han var kommen et lille Stykke fra Huset, faldt det ham ind, at det jo kunde være Tordis lige meget, hvad Vej han gik. Han forandrede da sin Beslutning og slog ind paa den korteste Vej, der førte over Isen paa Vigen. Han skulde da forbi et Faarehus, men som han var lige ud for det, sprang Kolbak frem med Saxet og hug til ham; Hugget ramte ham paa Armen ovenfor Albuen og gav ham et svært Saar. Men som Tormod havde meget udestaaende med Mange, gik han altid med Sværd og Skjold; han kastede nu Skjoldet, drog Sværdet med venstre Haand og hug til Kolbak; han lod ikke Huggene vente længe paa hinanden, men Sværdet bed ikke, thi Grimas Troldom havde hærdet Kolbak, saa at Vaaben ikke bed paa ham. Kolbak hug ikke mere end den ene Gang til Tormod. »Jeg har det nu i min Magt at dræbe dig, om jeg vil, Tormod«, sagde han, »men nu vil jeg ikke gjøre mere ved den Sag«; dermed gik han hjem og sagde, hvad der var sket. Grima fandt, at Kolbak havde gjort for lidt, og var ilde tilfreds. Tormod skar sin Linned Brog i Stykker, forbandt sit Saar dermed og gik saa hjem til Laugabol. Der var kun en Tjenestekvinde oppe, som sad og ventede paa ham, de andre var i Seng. Da Tormod kom ind i Stuen, blev der sat Mad for ham, men han spiste kun lidt deraf, og Tjenestekvinden saa’ nu, at han var blodig. Hun gik hen og sagde Besse, at Tormod var kommen hjem, og at hans Klæder vare blodige. Besse stod op og gik ind i Stuen, hilste paa Tormod og spurgte om Tidender. Tormod fortalte om Mødet imellem ham og Kolbak og om den Overlast, han havde lidt. »Var det saa, at Jernet ikke vilde bide paa Kolbak?« sagde Besse. »Ja, jeg hug mange Gange til ham med Sværdet«, sagde Tormod, »og det bed ikke mere, end om jeg havde slaaet til ham med et Stykke Fiskeben«. »Det har Grimas Trolddom voldet«, sagde Besse, »ikke er det let at skjønne, naar denne Skjændsel bliver hævnet, thi her have vi med Troldtøj at gjøre«.

Besse forbandt nu Tormods Saar, thi han var en dygtig Læge. Om Morgenen fór Besse med mange Mænd til Øgur. Men førend han var kommen til Gaarden, sagde Grima til sine Huskarle: »Nu skulle I komme her ind i Stuen og sætte Jer paa den ene Bænk, og der skulle I blive siddende, saa længe Besse er her«. De gjorde, som hun bød, og satte sig der inde fuldt væbnede; Kolbak lod Grima tage Plads midt paa Bænken og svang saa Hænderne over hans Hoved. Nu kom Besse og hans Mænd og bankede paa; Grima gik til Døren og hilste paa dem. »Jeg tænker«, sagde Besse, »at du kun skjøtter lidet om, at vi er hil og sæle; det skal du i alt Fald vide, at vi ikke holder det for en Ulykke, om du kun er ilde tilpas«. »Der sagde du Noget, som kommer os højlig uventet«, sagde Grima, »vi troede, at du var vor Ven, som vi ere dine. Har I nogen Tidende at melde?« »Vi har ingen andre Tidender at melde, end hvad I alt véd Besked om i Forvejen«, sagde Besse. »Vi har ingen Tidender spurgt for nylig«, sagde Grima, »hvad have I at fortælle?« »Vi have at fortælle om den Overlast, din Træl Kolbak har øvet paa min Søn Tormod«, sagde Besse. »Det var en slem og stor Tidende«, sagde Grima, »og værst er det, at den vist er sand, thi jeg sendte Kolbak afsted med nogen Islæt igaar Kvæld, og han er ikke kommen hjem, thi han vidste, hvor stort Venskab jeg har for Tormod. Jeg har længe havt Kolbak mistænkt for at være i Kjærlighedsforstaaelse med Tordis, men nu har han begaaet en stor Daarskab ved i Skinsyge at overfalde saa brav en Mand som Tormod og bringe min Datter i Folkemunde og paafore os Skam og Skjændsel. Det er ikke mere end min Skyldighed at hævne dette, saa godt jeg kan.« »Der er dem, der sige, Grima, at du stundum forstaar at føje dine Ord listig nok«, sagde Besse, »men vi skulle nok komme paa det Rene med, hvorledes du staar i denne Sag«. »Jeg vil være Jer taknemlig og erkjendtlig«, sagde Grima, »om I ville gaa ind i mit Hus og ransage det, saa at I kunne komme bort fra den Mistanke, at den Ildgjerning, Kolbak har øvet, skulde være sket med vort Vidende og Vilje«. Besse gik nu ind i Stuen med sit Følge; de fik Plads paa den fornemste Bænk, og der sad de en Stund, men Besse kunde ikke se Kolbak, som sad lige overfor ham, thi Grima havde gjort ham usynlig ved sin Trolddom. Besse gik nu frem og ransagede hele Huset, men fandt ikke Kolbak. Derefter stævnede han ham for Overfaldet paa Tormod og fór saa hjem. Tormods Saar blev slemt, han laa længe med det og var kejthaandet siden, saa længe han levede. Kolbak blev om Vinteren paa Øgur, hvor Grima lønlig tog sig af ham. Om Vaaren kom Sagen imod ham for paa Tinge, og han blev dømt fredløs. Der stod et Skib oppe i Vadil; Styrmanden var en Normand ved Navn Ingolf; det var sejlklart ved Altingstid, men de havde ikke Bør til at komme bort. Da Folk vare redne til Tings, sagde Grima til Kolbak: »Det tykkes mig rimeligst, at du vil blive gjort til Skovgangsmand for Overfaldet paa Tormod; men eftersom jeg er Skyld i din Fredløshed, vil jeg skjænke dig din Frihed; derhos skal du hemmelig gjøre fire Heste istand, to til at ride paa og to til Kløvheste, til at bære de Varer og den Rejsekost, jeg vil give dig; saa skal jeg lønlig følge dig til Skibs, om det kan lade sig gjøre, og skaffe dig bort fra Vadil.« Kolbak blev overmaade glad over sin Frihed og de Gaver, Grima gav ham. Han traf lønlig Forberedelser til, at de om Natten kunde fare bort fra Øgur, uden at Nogen mærkede det. De red over Glaameheden til Ørnefjord og saa ind igjennem Landet langs Fjeldene til Bardestrand og kom om Natten til Vadil. Kjøbmændene sov ombord paa Skibet, men Styrmanden selv i et Telt paa Land. Grima løftede Teltfligen op og gik ind i Teltet og vakte Ingolf Styrmand, som hun kjendte; Kolbak sørgede imens for Hestene. Ingolf hilste hende og spurgte om Tidender. »Det er mit Ærinde hid«, sagde Grima, »at jeg vilde tinge en Mand, jeg har med, ombord hos Jer«. »Hvad er det for en Mand?« sagde Ingolf. »Han hedder Kolbak«, sagde Grima. »Er det ham, der overfaldt Tormod Bessessøn?« sagde Ingolf. »Ja, det er ham«, svarede Grima. »Det tykkes mig en meget vanskelig Sag at tage imod den Mand«, sagde Ingolf, »der er jo den største Sandsynlighed for, at han vil blive Skovgangsmand i Sommer, og det er haarde Halse, der har Part i Sagen, baade Tormod og Besse. Vi har nu ogsaa ligget længe her med klart Skib, og det kunde hænde, at Besse kom hjem, førend vi kom bort, og saa vilde vi maaske ikke kunne holde Manden skjult for ham«. Da Grima nu ser, at Ingolf er sen til at indlade sig paa Sagen, tager hun en Pengepung frem fra sin Kaabe og hælder to Hundreder i Sølv ud i Skjødet paa Styrmanden og siger: »Disse Penge vil jeg give dig for at tage dig af Kolbak«. »Det er skjønne Penge«, sagde Ingolf, »mon de vilde komme mig dyrt at staa, om Tormod og Besse traf os, førend vi slap bort, og vi havde taget imod deres Skovgangsmand«. »Saa vil jeg gjøre et andet Forslag«, sagde Grima; »du skal tage imod Kolbak og have de Penge, jeg har budet dig for at føre ham fra Island og staa ham bi, hvis du kan komme til at sejle i Dag«. »Lad saa være da«, sagde Ingolf, tog imod Pengene, stod op og fulgte Kolbak ud paa Skibet med hans Varer. Men Grima blev oppe paa Land og drog sig til Minde de gamle Kvad og Galdre, hun havde nemmet i sin Barndom, og omsider faldt da den Modvind, der længe havde blæst. Ingolf lod nu Skindsækkene bære ud paa Skibet og bød dem skynde sig derude; tidlig om Morgenen var Alt klart, og op paa Formiddagen fik de Bør. Ingolf og Kolbak gik da op i Land og bød Grima Levvel, og saa fór hun hjem. Der meldes Intet om hendes Færd, før hun kom hjem paa Øgur, hvilket skete en god Stund før end Folk kom fra Tinge. Saa snart Grima var borte, gik Ingolf ombord og lod hejse Sejl. De havde god Bør og vare kun kort om Overrejsen til Norge. Kolbak slog sig sammen med nogle Vikinger og viste sig som en tapper Mand overalt, hvor det gjaldt. Men ikke have vi spurgt, at Tormod fik yderligere Oprejsning for Kolbaks Overfald paa ham, end at Kolbak maatte fare fra Island.

Da de kom hjem fra Tinge, blev Tormod nogle Aar paa Laugabol hos sin Fader, men det tyktes ham for det meste kjedeligt at være der. Om Sommeren efter Tinget lavede han sig til at fare med sin Faders Huskarle efter nogle Fisk, Besse havde kjøbt ude i Bulungarvig. De sejlede i godt Vejr paa et Fartøj af Besses ud igjennem Isfjord. Da de kom udfor Ørnedal, fik de Modvind og maatte søge Land; de kastede Anker, gik i Land og opslog et Telt, hvor de opholdt sig en Stund, thi de kunde ikke saa hurtig komme afsted igjen. I Ørnedalen boede der en Kvinde ved Navn Katla, Enke efter en Mand, der hed Glum; hun havde en Datter, der hed Torbjørg, en beleven, men ikke videre fager Kvinde — hun havde sorte Haar og Bryn, hvorfor hun kaldtes Kulbryn — skjønt hun saa’ kløgtig ud og havde en fager Lød, var velskabt, høj og smækker; hun gik udtilbens. Hun boede hjemme hos sin Moder. Det traf sig en Dag, at Tormod gik fra Teltet op til Gaarden; han gik ind i Stuen, der var ikke andre end Kvinderne derinde. Katla hilste ham og spurgte ham om Navn, og Tormod sagde, hvem han var; saa spurgte hun, hvis Søn han var, og han sagde hende det. »Jeg har hørt Tale om dig«, sagde Katla, »men jeg har aldrig set dig før nu«. Tormod blev der hele Dagen, og Kvinderne var meget glade over ham; hans Øjne faldt jævnlig paa Datteren, og han syntes godt om hende; hun tog ogsaa jævnlig ham i øjesyn og fandt Behag i ham. Om Aftenen brød Tormod op og gik ned til sit Telt, men fra nu af kom han tidt i Katlas Hus, og nu og da sprang der en Elskovsvise frem, og det huede Kvinderne vel. En Dag sagde Katla til ham: »Har du noget Ærinde ud i Vigen Tormod, siden du er med din Faders Huskarle?« »Nej«, sagde Tormod, »jeg har ikke andet Ærinde end at more mig, det faldt mig saa kjedeligt der hjemme«. »Har du mere Lyst til at blive her, medens de fare efter Fisk, end til at følge med dem, saa skal du være velkommen«, sagde Katla, »thi vi har megen Morskab af, at du er her«. »Du taler vel«, sagde Tormod, »Tak som byder; det tykkes mig saare fornøjeligt at være hos Jer.« Saa gik Tormod til sine Stalbrødre og sagde dem, at han vilde blive tilbage, imedens de fór ud i Vigen efter Fiskene, og bad dem lægge til ved Dalen, naar de vendte hjem, saa vilde han gaa ombord igjen, og Tormod gik da op paa Gaarden, men de fór i deres Ærinde, saasnart de fik Bør. Tormod var i Ørnedal i fjorten Dage. Han digtede et Lovkvad om Torbjørg, som han kaldte Kulbrynskvædet, og da det var færdigt, kvad han det i Manges Paahør. Saa drog Katla en stor og god Guldring af sin Finger og sagde: »Denne King vil jeg give dig i Kvædeløn og Navnefæste, Tormod, thi jeg giver dig Navnet Kulbrynsskjald.« Tormod takkede for Gaven, og Navnet, som Katla havde givet ham, beholdt han ogsaa. Da Besses Huskarle kom tilbage, gik han ombord hos dem og takkede Husfruen for den Gjæstfrihed, han havde nydt hos hende. Katla bad ham ikke gaa hendes Gaard forbi, om han atter kom did, og dermed skiltes de.

Tormod fór nu hjem til Laugabol og blev hjemme Resten af Sommeren. Men da det blev Vinter og Vandene lagde til, mindedes han det Venskab, han havde baaret for Tordis, Grimas Datter paa Øgur, og saa fór han da hjemmefra og lagde Vejen did. Grima lod til at blive meget glad ved at se ham, men Tordis var noget mut og slog med Nakken, som Kvinder have for Sæd, naar ikke Alt hos Karlene er, som de vil have det. Tormod mærkede det strax, men saa’ ogsaa, at hun stundum skjævede til ham og saa’ over Skuldrene hen paa ham; randt det ham da i Hu, at et Læs er lettere at drage, naar man skyder lidt bagpaa, og han mindede hende om det Venskab, der før havde været imellem dem. »Jeg har spurgt«, sagde Tordis, »at du har faaet dig en ny Kjæreste og har digtet Lovkvad om hende«. »Hvad er det for en Kjæreste, du siger jeg har digtet om?« sagde Tormod. »Det er Torbjørg i Ørnedal«, sagde Tordis. »Det har intet at betyde, at jeg digtede et Kvad om Torbjørg, men det er vist, at da jeg var i Ørnedalen, digtede jeg et Lovkvad om dig, thi da faldt det mig paa Sind, hvor højt din Fagerhed staar over Torbjørgs og ligesaa din Høviskhed, og nu er jeg kommen for at kvæde Kvadet for dig«, sagde Tormod og kvad saa Kulbrynsviserne, men ændrede de Viser, hvor der taltes stærkest om Torbjørg, til Ros for Tordis, og saalunde gav han Tordis Kvadet, for at de atter skulde blive fuldt forligte og hun skjænke ham sit Sind og sin Kjærlighed. Hun blev ham atter blid og god, og han kom nu igjen jævnlig paa Øgur og blev vel modtagen. Men da der var leden en Stund, hændtes det en Nat, da Tormod var hjemme paa Laugabol, at han drømte, at Torbjørg Kulbryn kom til ham og spurgte, om han var vaagen eller sov. Han svarede, at han var vaagen. »Du sover«, sagde hun, »men dog skal det, jeg siger dig, gaa i Opfyldelse, som saa’ du mig lysvaagen. Har du ikke givet en anden Kvinde det Kvad, du digtede om mig?« »Det er ikke sandt«, sagde Tormod. »Det er sandt«, sagde Torbjørg, »at du har givet mit Lovkvad til Tordis Grimasdatter, og ændret de Viser deri, der mest vare til min Hæder, thi du turde ikke sige Sandheden og være ved, hvem du havde digtet Kvadet om, din Usling. Men nu skal jeg lønne dig din Løgn og løse Tale paa saadan Vis, at du skal faa saa haardt og strængt øjenværk, at begge dine Øjne skulle springe ud af Hovedet paa dig, om du ikke gjør din Skam og Skjændsel vitterlig for Alle, at du har taget mit Lovkvad fra mig og givet det til en anden Kvinde. Aldrig skal du blive karsk igjen, om du ikke tager de Viser tilbage, du har ændret til Hæder for Tordis, og sætter i Stedet, hvad du havde kvædet om mig, og ikke kalder dette Kvæde efter nogen Anden end den, det først blev digtet om«. Det tyktes Tormod, at Torbjørg var baade vred og stormodig, og han saa’ hende tydelig forsvinde. Omsider vaagnede han ved saa stærkt Øjenværk, at han næppe kunde lade være at skrige, og Resten af Natten kunde han ikke sove derfor. Han blev længe liggende den Morgen. Besse stod op, som han plejede, og da alle vare oppe undtagen Tormod, gik Besse hen til ham og spurgte, om han var syg, siden han ikke stod op til sædvanlig Tid. Tormod sagde, at han havde havt en fæl Drøm, og da Tormod spurgte, hvad han da havde drømt, fortalte han den, og hvordan det havde sig med Kvadet. »Det er nogle uheldige Kjærester, du har«, sagde Besse, »den ene kan du takke for, at du er bleven lemlæstet, saa du aldrig kommer dig helt deraf, og nu er du ved at miste begge Øjnene for den andens Skyld. Jeg vil raade dig til at ændre Kvadet, saa det bliver som før, og lade Torbjørg Kulbryn beholde det.« »Jeg vil gjøre, som du siger«, sagde Tormod. Han gjorde da vitterligt for Alle, hvordan det forholdt sig med Kvadet, og gav det atter til Torbjørg i mange Vidners Paahør. Det blev da strax bedre med hans Øjne, og han kom sig helt for den Sygdom.

Nu ville vi fortælle om Torgejr Haavarssøn, Kong Olavs Hirdmand. Det var en Sommer, at kan kom med sit Skib til Hvidaa og styrede op til Nordaa, hvor han satte det op om Høsten paa det Sted, der nu kaldes Torgejrsskur. Om Vinteren tog han Ophold hos sine Frænder vester paa Reykjaholar, hvor han solgte sine Varer. Tidlig om Vaaren fór han sønder til Borgfjord og gjorde Skibet klart til at sejle. Lidt før Tingtid fór han igjen vester til Reykjaholar efter de Varer, der laa der, og som han havde faaet i Bytte for dem, han havde solgt om Vinteren. Han lod dem føre til Skovstrand, fik sig Heste og fór saa sønder til Borgfjord; han havde en Mand med, der red i Forvejen og viste Vej og førte en Hest ved et Reb. Torgejr kom bagefter med nogle Kløvheste; han havde Skjold og Spyd og Øxe. Paa Hvidstad boede der en Mand ved Navn Snorre, en stor og stærk Mand, fager, men bister af Udseende, uvennesæl og hidsig og vredladen af Sind. Helge hed hans Søn; han var ung, da dette skete. Husene laa dengang længere nede paa Tungen end nu; vester i Tunet, paa det Sted, der nu kaldes Snorrestoft, stod der et stort Faarehus. Torgejrs Ledsager red forbi Gaarden, men Kløvhestene, Torgejr havde at drive, løb ind paa Tunet. I det Samme kom Snorre ud; han gav sig til at jage efter Hestene og vilde have dem ud af Tunet, men Hestene fandt, at det var et godt Bed, og tog fat et andet Sted. Snorre gaar efter dem, skjældende og bandende baade dem og Torgejr, og stikker til Hestene med sit Spyd, saa de faa Saar. Torgejr tænkte, at han var ikke langt fra at slaa dem ihjel, sprang af og gik imod Snorre; Øxen og Skjoldet holdt han i venstre Haand, Spydet i højre. Snorre viger tilbage til Faarehuset og værger sig med Spydet. To Huskarle havde set, at Snorre var løbet ud i Vrede med sit Spyd; de tog hver sin Øxe og fór ham til Hjælp. Torgejr værgede sig med stor Behændighed og faldt ud imod dem med Kraft og Fasthed som en Løve; det varede heller ikke længe, før Huskarlene bleve saarede, thi de havde kun kortskaftede Øxer, og Torgejr stødte tidt og haardt med Spydet. Omsider veg Snorre og hans Mænd ind i Faarehuset. Døren var lav og trang, saa det var vanskeligt at trænge ind efter dem, og Torgejr sprang derfor op paa Huset og gav sig til at bryde Hul; men da Taget var brudt igjennem, stak Snorre ud efter Torgejr med sit Spyd og gav ham et Saar, skjønt det kun var ringe. Torgejr kastede nu Spydet og tog Øxen i højre Haand, og medens Snorre angreb Torgejr med stor Drabelighed igjennem det brudte Tag, værgede han sig blot med Skjoldet og Øxen og brød sig ikke om at naa mere end at faa Spydet hugget af Skaftet for Snorre. Det blev da ogsaa Enden paa Legen, og i det Samme sprang Torgejr gjennem Hullet i Taget ned i Huset og hug strax Snorre saa haardt i Hovedet med Øxen, at hele Hjerneskallen kløvedes, og Snorre fik strax Bane. Saa vendte Torgejr sig imod Huskarlene og angreb dem med stor Raskhed, skjærmende for sig med Skjoldet og huggende med øxen, og Enden blev, at han vog dem begge. Saa gik han ud, steg til Hest, og red op til Døren for at træffe Folk; Snorre vilde tale med dem, sagde han, og biede paa dem i Faarehuset, og dermed red han hen til sin Følgesvend, som havde drevet Kløvhestene ud af Tunet, medens de sloges. De fór nu ned til Skibet; Torgejr gjorde det klart til at sejle og lagde ud med det til Sæløre, hvor han biede paa Bør, og saasnart Lejlighed bød sig, stak han i Søen. De havde en kort Overrejse med god Bør lige til Norge, hvor Torgejr strax søgte til Kong Olav, der tog vel imod ham.

Paa Hrofaa i Stengrimsfjord boede der en Mand ved Navn Tore, et meget uroligt Hoved, uvennesæl og vanskelig at komme til Rette med. Han var bleven usaattes med en af Kong Olavs Hirdmænd paa et Kjøbstævne i Stengrimsfjord og havde givet ham et svært Saar. Der var ikke bleven sluttet noget Forlig i den Sag, og da Kongen spurgte denne Tidende, huede den ham ilde. Han sagde da til Torgejr Haavarsson: »Nu vil jeg, Torgejr, at du skal hævne den Overlast, min Hirdmand led paa Island, og gjøre Islændingerne kjede af at give mine Mænd Hug«. »Jeg haaber, at jeg skal faa hævnet, hvad man har gjort Jer imod i denne Sag«, sagde Torgejr. »Jeg overdrager dig den«, sagde Kongen, »fordi jeg tænker, at du er rede til at gjøre min Vilje«. »Det er ikke mere end min Skyldighed«, sagde Torgejr. Han gjorde nu sit Skib klart og sejlede tidlig paa Sommeren ud til Island, havde god Bør og lagde ind ved Vadil. Han fór først vester til Reykjaholar og gav sig til at bygge et Hus; Veglag hed den Bygmester, han havde med til Hjælp, og de byggede hver sin Side af Huset; det havde Bræddebeklædning efter hele Længden, og det Panel havde holdt sig endnu, da Arne var Biskop paa Skaalholt. Først paa Vinteren fór Torgejr nord til Stengrimsfjord, til Hrofaa, og med ham fulgte Veglag Bygmester. Det var sent paa Kvælden, da de kom til Gaarden og bankede paa. Der kom en Kvinde til Døren, hilste dem og spurgte hvem de var. Torgejr sagde hende det og spurgte, om Tore var hjemme. Det var han, sagde hun. »Bed ham komme herud«, sagde Torgejr. Hun gik ind og fortalte Tore, at der var kommet nogle Mænd, som vilde tale med ham. »Hvad er det for Mænd?« sagde Tore. »Torgejr Haavarssøn var en af dem«, sagde hun. Tore stod da op, tog sit Spyd, gik ud i Døren, satte Spydsodden i Tærskelen og hilste de Komne. Torgejr gjengjældte ikke hans Hilsen, men sagde: »Det er mit Ærinde hid, at jeg vil vide, hvad Oprejsning du vil give Kong Olav for den Overlast, du har tilføjet hans Hirdmand«. »Hvor kommer du til at føre den Sag frem?« sagde Tore. »Du faar tage mig som den rette Sagsøger«, sagde Torgejr, »jeg fører den som Kongens Ombudsmand«. »Det kan nok hænde, at det er, som du siger, at du har Kongens Ombud, men det kommer mig dog ikke ganske ud paa Ét, enten jeg hører Kongens Ord eller dine«. »Sandt er det, at du ikke hører ham selv tale«, sagde Torgejr, »men kan hænde du faar hans Magt at føle alligevel«. Og inden Tore vidste et Ord af det, havde Torgejr jaget sit Spyd i ham; han ramte ham foran i Brystet, Tore faldt bagover gjennem Døren og var strax død. Kort efter var Torgejr og hans Følgesvend borte, og der er ikke videre at sige om deres Færd, end at de kom godt til Reykjaholar.

Den Vinter blev der stjaalet meget paa Reykjaholar, mange Kostbarheder forsvandt af Folks Gjemmer, og saa stærkt gik dette Uvæsen i Svang, at næsten Alle blev af med Noget, hvor stærk Laas der end var for, og Laasene var aldrig brudt op. Illuge Aressøn var hjemme den Vinter, og efter Jul kaldte han og Torgils da deres Husstand sammen, og Torgils sagde: »Det er vitterligt for Alle, at her er blevet begaaet store Tyverier i Vinter; mange Ting ere forsvundne, skjønt de var under Laas og Lukke. Nu ville vi have den Sag undersøgt; først skal mine og min Broders Gjemmer ransages og derefter alle Andres her paa Gaarden, og findes Tyvekosterne ikke her, gaa vi til Nabogaardene og ransage der«. Ransagelsen fandt Sted, men man fandt ikke, hvad man søgte, før man kom til Veglag Smed; han havde en stor Kiste, men da Torgils sagde, at han skulde lukke den op og lade dem se, hvad der var i den, svarede han: »Aldrig har jeg ladet mig ransage som en Tyv, og jeg vil ikke lukke op«. »Du er ikke den Eneste, det gaar ud over«, sagde Torgils, »vi have ogsaa ladet vore Kister undersøge, og du kan vel finde dig i det Samme som saa mange Andre«. »Om I saa Allesammen har ladet Jer undersøge«, sagde Veglag, »lukker jeg dog ikke op«. Nu sprang Illuge op og gik hen til Kisten med en Haandøxe i Haanden. »Her har jeg en Hovednøgle«, sagde han, »der kan faa alle Kister og Laase op, og vil du ikke give mig Nøglen, lukker jeg op med den«. Da Veglag saa’, at Illuge vilde bryde Kisten op med Øxen, hvis han ikke fik Nøglen, kom han frem med den. Illuge lukkede nu op og fandt en Mængde Nøgler, der passede til alle Laasene paa Reykjaholar, og derhos fandt han mange af de Ting, der vare blevne borte. Det var nu aabenbart, at Veglag var Tyven, han blev nødt til at gaa til Bekjendelse og vise, hvor han havde gjemt Tyvekosterne paa forskjellige Steder. »Det tykkes mig, at Veglag har forbrudt sit Liv«, sagde Illuge, »og er det mit Raad, at vi hænge ham«. »Du kan da ikke ville lade det tage saadan en Ende med en af dine egne Huskarle«, sagde Torgejr. »Det tykkes mig at være stor Uret, at lade saa slem en Tyv slippe«, sagde Illuge. »Ja, hvad der nu ond tykkes Jer at være Ret i denne Sag«, sagde Torgejr, »saa skal I komme til at betale ham dyrt, thi han skal ikke miste Livet, om jeg faar raade«. »Du er svært ivrig til af holde med den Tyv«, sagde Illuge, »det faar du næppe Andet end Fortræd af, og ikke altid vil din Ed redde ham, om han end slipper denne Gang. Men saa skal han fare bort fra Reykjanæs og aldrig vise sig her mere«. »Lad saa være«, sagde Torgejr, og saa fulgte han Veglag vester til Laugabol i Langedal til Besse og Tormod og bad dem tage ham paa Kost til Fardag og saa bringe ham ombord i Vadil, saa vilde han tage ham med bort af Landet. De tog imod ham, og han var hos dem om Vinteren, men Torgejr fór tilbage til Reykjaholar og blev der. Om Vaaren gjorde han sit Skib klart; Veglag kom did, og Torgejr tog ham med. De kom til Orknøerne. Røgnvald Brusessøn havde just rustet sig til et Hærtog, thi der laa mange Vikinger ved Øerne og ranede fra Bønder og Kjøbmænd, og Røgnvald agtede nu at revse dem for deres Ildgjerninger. Torgejr solgte nu sit Skib og gav sig i Tjeneste hos Røgnvald, men Veglag fór til Skotland, hvor han ogsaa var en slem Tyv og omsider maatte lade Livet. Røgnvald holdt Torgejr højt i Ære, thi jo større Manddomsprøver han stedtes i, des drabeligere en Kjæmpe viste han sig at være, og han vandt stort Ry for Mod og Vaabenfærdighed og alskens Raskhed. Jarlen vandt ogsaa stor Berømmelse paa dette Togt, thi han sejrede i alle Slag den Sommer og skaffede Bønder og Kjøbmænd god Fred.

Om Høsten fór Torgejr til Norge og var hos Kong Olav om Vinteren i stor Anseelse, og Kongen takkede ham, fordi han havde hævnet den Tort, Tore havde gjort ham. Illuge Aressøn var ogsaa hos Kong Olav den Vinter. Om Vaaren, da Illuge gjorde sit Skib klart for at sejle til Island, sagde Torgejr til ham, at han vilde fare med ham men Illuge svarede: »Det tykkes mig ikke raadeligt, at du farer til Island; du har øvet Storværker i mange Herreder, og paa de fleste Steder har du kun liden Fred at vente, men her nyder du stor Hæder af Kongen og god Fred af alle Mænd; jeg vil ikke føre dig fra Fred til Ufred, saa meget mere som det der vilde briste dig paa hvad du har her, den store Anseelse, du staar i hos Kongen«. »Kan hænde«, sagde Torgejr, »at jeg endda kommer til Island, selv om du ikke vil føre mig did«. Illuge gjorde sig nu sejlklar og stak i Søen, saa snart han fik Bør. Da han var sejlet, gik Torgejr frem for Kongen og bad om Lov til at fare. »Det bæres mig for«, sagde Kong Olav, »at du har mindre Lykke paa Island end her hos os, og det tykkes mig rimeligere, at du bliver hos os, siden du har det bedre her end paa Island«. Torgejr blev imidlertid ved Sit og bad Kongen meget om Lov til at fare, og da Kongen saa’, at det tyktes ham meget magtpaaliggende, sagde han: »Nu vil det vise sig, som jeg sagde den første Gang, du stedtes for os, at du ikke i alle Dele har Lykken med dig. Jeg faar nu da give dig Lov til at fare til Island, men vi ville ikke faa hinanden at se tiere, om vi skilles nu«. »Jeg takker Eder, fordi jeg maa fare«, sagde Torgejr, »men det er min Agt at komme hid igjen til Eder til Sommer«. »Kan hænde, at det er din Agt«, sagde Kongen, »men det vil ikke ske«, og dermed skiltes de. Torgejr tingede sig ombord hos en Normand ved Navn Jøkul og fór med ham til Island. Skibet lagde ind ved Vadil, og Torgejr fór til Reykjaholar og tog Ophold der.

Om Illuge er at melde, at han drev længe om paa Søen, og sent om Høsten kom han nordpaa til Hraunshavn paa Melrakkeslette, hvor han satte Skibet op, og satte Folk til at tage vare paa det. Saa gav han sig paa Vej ad Reykjaholar til. Gøt Sleitessøn, som før er omtalt, kom til Illuge og tingede sig Overfart til Norge næste Sommer.

I Garpsdal boede der to Brødre, Kalv og Stejnulf. De var unge, velhavende og vennesæle Mænd. I Olafsdal boede der en Enke ved Navn Tordis, en god Husfrue og en hjælpsom Kvinde; hendes Søn Ejulf boede hos hende; han var en dygtig og vennesæl Mand. Torgejr hed en Frænde af Tordis, som hun havde opfostret; han var ogsaa en dygtig Mand; han havde faaet Øgenavnet Torgejr Overmaal, fordi han aldrig kunde holde Maade, men altid skulde have mere, end der behøvedes, naar han havde nogle Penge at raade over. Imellem Fostbrødrene Ejulf og Torgejr var der stort Venskab fra Barndommen af. Hos Tordis var der en Kjærling paa Aftægt; hun var tidt gnaven over dem, og især naar de brødes, men jo galere hun blev, des mere drillede de hende. En Dag da de brødes inde i Stuen og holdt et svært Hus, jævnlig tumlede hen, hvor Kjærlingen sad, og rev hendes Arbejde paa Gulvet, sagde hun: »I har kun liden Ære af at spilde mit Arbejde og drille mig, men nu skal jeg spaa Jer: det skal I vide, at hvor godt det end er imellem Jer nu, skal det dog tage en bedrovelig Ende med Jert Venskab«. »Du er en daarlig En til at spaa«, sagde de. »Ja, hvad I saa end mener derom«, sagde hun, »saa vil det dog gaa, som jeg siger.«

Om Vinteren var Torgejr Haavarssøn hos Illuge paa Reykjaholar, og om Vaaren bad han ham, om han maatte fare med ham fra Island, og det sagde Illuge ja til. Kalv og Stejnulf fra Garpsdal tingede sig ogsaa Plads ombord hos ham. Da de brød op for at tage op til Skibet, sagde Illuge til Torgejr; »Nu vil jeg bede dig, Frænde, fare nord til Skibet med mine Mænd og sørge for det, men jeg har Ærinde paa Tinge, hvor jeg vil træffe mine Venner, og saa saa’ jeg gjerne, at Alt var klart ombord, til jeg kom derop fra Tinget«. Torgejr lovede, at det skulde han nok sørge for, og dermed skiltes de, Illuge fór til Tings i Følge med sin Fader Torgils Aressøn og sin Broder Are og en Flok Mænd, men Torgejr fór med Stejnulf og Kalv og en ung Mand ved Navn Helge til Skibet, hvorhen deres Varer alt vare sendte i Forvejen. Da Torgejr kom nord til Havnen, lod han Skibet sætte ud og lavede det til. Gøt Sleitessøn kom ogsaa, som aftalt var, men han og Torgejr holdt ikke Kost sammen. Der var knap Tid paa Brænde, og Torgejr og hans Fæller og Gøt og de, der var med ham, skiftedes til at skaffe Brændsel. En Dag var Torgejr gaaet ud for at hente Ved, og Gøt var hjemme. Gøts Svende havde en Kjedel paa Ilden, og da den lige var kommen i Kog, var Brændet sluppet op for dem; de sagde det til Gøt, og han gik da ind i Torgejrs Bod, tog hans Spyd ned, huggede Bladet af Skaftet, lod Bladet ligge, men tog Skaftet med sig, og ligesaa tog han hans Skjold; han gik hen til Ildstedet med begge Dele, huggede dem i Stykker og kastede dem under Kjedlen, og saa fik de lavet Mad. Om Kvælden da Torgejr kom hjem, savnede han strax sine Vaaben og spurgte, hvem der havde flyttet dem. »Det har jeg«, sagde Gøt; »jeg kastede dem under Kjedlen, ellers havde vi ikke kunnet faa vor Mad lavet, thi vort Brænde var sluppet op, og det tyktes os ilde at spise den raa.« Torgejr lod sig ikke mærke med, at han ikke syntes om, hvad Gøt havde gjort. Næste Dag gik Gøt og hans Fæller efter Ved, men Torgejr var hjemme og tog sig af Skibet. Torgejrs Svende havde det ogsaa knapt med Brændsel, og da de skulde lave Mad, gik de til Torgejr og sagde ham det. Han gik ind i Gøts Telt og tog hans Spyd og Skjold, huggede dem i Stykker og kastede dem under Kjedlen, og saa havde det ingen Nød med at faa den i Kog. Da Gøt kom hjem om Kvælden og spurgte, hvor hans Skjold og Spyd var blevet af, sagde Torgejr, hvad han havde gjort. »Du er sen til at holde op med at volde os Fortrædeligheder«, sagde Gøt. »Som man raaber i Skoven, faar man Svar«, sagde Torgejr. Gøt hug nu efter Torgejr, men han bjergede sig for Hugget med sin Øxe, men fik dog et lille Saar i Benet. Der sprang nu Folk imellem dem, tog fat i dem og holdt paa dem. »I har ikke nødig at holde paa mig«, sagde Torgejr, »jeg skal ingen Ufred gjøre nu«. Saa blev de skilt ad og gik hver til sit Telt, spiste Nadver og lagde sig til at sove. Men da Alle vare faldne i Søvn, stod Torgejr op, tog sin Øxe og gik hen til Gøts Telt; han løftede Teltfligen op, gik ind, hen til Gøts Sengerum, og vakte ham. Gøt fór op og vilde gribe til Vaaben, men i det Samme hug Torgejr til ham og kløvede ham helt ned til Herderne, saa han fik Bane. Derefter gik Torgejr igjen til sin Bod. Gøts Teltfæller vaagnede ved Larmen, da han blev hugget ned, de fór op og hen til hans Lig og tog sig af det.

Nogen Tid efter at dette havde tildraget sig, saa’ Torgejr en Dag et Skib styre ind i Havnen; det lagde bi der og kastede Anker et Stykke fra Illuges Skib. Torgejr fór hen til det med sine Skibsfæller og spurgte, hvem der raadede for det. Det gjorde Torgrim Ejnarssøn fra Grønland og Toraren Torvaldssøn fra Nordlandet, blev der svaret, og saa spurgte de, hvem der raadede for det Skib, der alt laa i Havnen. De fik da at vide, at det var Illuge Aressøn, der ejede det, men Torgejr Haavarssøn, der stod for Styret. Torgejr spurgte, hvor mange Folk der var ombord, og da han fik at vide, at der var fyrretyve Mand, saa’ han, at de var meget mandsstærkere, hvis der skulde komme noget i Vejen imellem dem, thi han havde kun tredive kampføre Mænd. »Nu vil jeg sige Jer en Ting, Styrmænd«, sagde han da; »mange ville vide, at vi er temmelig urolige Hoveder paa begge Sider og ikke bange af os; men nu vil jeg bede Eder om, at vi ikke taabelig bruger vort Mod og Manddom i Ufred imod hinanden, og det tykkes mig raadeligt, at vi for en Sikkerheds Skyld love hinanden Fred«. Det havde Torgrim og Toraren ikke noget at indvende imod, og det blev da, som Torgejr vilde have, at de lovede hinanden Fred. Saa gik han ombord paa sit Skib, lod alt Skibsmandskabets Gods flytte derud og Folkene blive ombord og lod dem lægge ud og kaste Anker et godt Stykke fra Land, thi han troede ikke rigtig Torgrim og Toraren, skjønt de havde lovet ham Fred. Der kom nu Folk fra Land ned til det andet Skib og fortalte Tidenden om Gøt Sleitessons Drab. Det havde Torgejr ikke talt om, og da Toraren hørte det, tog han Torgrim i Enrum og sagde: »Havde jeg vidst, at Torgejr havde slaaet min Frænde Gøt ihjel, havde jeg ikke lovet ham Fred, og nu vil jeg vide, hvad Hjælp jeg kan vente af dig, om jeg vil hævne det Drab.« »Jeg skal ikke skille mig fra dig i den Sag«, sagde Torgrim, »men Torgejr synes mig at være vanskelig at faa Ram paa«. »Lad os en Dag bære vore Klæder og vort Lærred og andre gode Ting op i Land og brede dem ud til Tørre; kan hænde da, at nogle af Torgejrs Mænd kommer for at tage dem i Øjesyn, og saa ville vi først dræbe dem og saalunde mindske hans Flok«. »Det kan vi jo prøve, om du saa synes«, sagde Torgrim. En Dag, da det var godt Vejr, gjorde de som aftalt var. Kalv og Stejnulf og ti andre Mænd var i Land med Baaden efter Vand, og da de saa’ de Varer, der vare bredte ud deroppe, løb tre af Flokken hen for at se nøjere paa dem; de blev strax slaaet ihjel, og Toraren og Torgrim satte efter Kalv og Stejnulf og de andre, tog dem til Fange og satte dem i Jern; tre dræbte de ved Vandet, men Helge, som ogsaa var med, slap fra dem efter først at have givet en af deres Mænd Banehug; de løb efter ham, men fik ikke Tag i ham; han løb Nat og Dag op over Fjeldene og rastede ikke, før han kom til Tingvolden, hvor han fortalte Torgils og Illuge, hvad der var foregaaet i Hraunshavn, da han løb derfra.

Torgrim og hans Mænd tog imidlertid Baaden, som Kalv og hans Fæller havde bragt til Land, og roede ud til deres Skib. Torgejr vidste ikke noget om, hvad der var foregaaet i Land, thi der var en Bakke imellem Skibet og det Sted, hvor de hentede Vand, saa de ikke saa’ noget til hinanden. Inden Torgejr anede det Mindste, lagde Toraren og Torgrim ud imod ham med deres Skib og to Baade. De greb til Vaaben paa Torgejrs Skib og værgede sig tappert; saa lagde de andre deres Skib paa Siden af hans, og der begyndte nu en haard Dyst; de fik snart entret det, og der blev da kun smaa Pusterum imellem store Hug. Torgejr svang stadig sin Øxe med begge Hænder, og det varede længe, inden de kunde faa Ram paa ham, thi det tyktes Ingen lysteligt at komme under hans Øxe, men Mange maatte til det alligevel. Hans Mænd faldt snart, og sprang han da agter i Stavnen og værgede sig der; alle, der saa’, hvor drabelig han kjæmpede, gav ham et godt Lov for hans Tapperhed, og det tyktes dem, at hans Jævning havde de aldrig set. Dyrt kom det dem ogsaa at staa, inden de fik fældet ham, thi han blev tretten Mands Bane, skjønt kun to af dem nævnes ved Navn: Maar hed den Østmand, som først saarede Torgejr; han hug ham i Haanden, før Torgejr fik givet ham Banesaar; Tore hed den Mand, som gjennemborede Torgejr med sit Spyd, men han gik frem paa Spydet imod ham og hug ham Bane, og selv da faldt Torgejr ikke, men slog Slag i Slag, med Spydet igjennem sig, til Torgrim og Toraren faldt over ham og fik fældet ham. Toraren hug Hovedet af ham og tog det med sig, og Somme sige, at de kløvede ham ned til Hjertet, thi de vilde se, hvordan det saa’ ud i ham, saa tapper som han havde været; og det sige de, at det var overmaade lille, og der er ogsaa dem, der holde for, at en tapper Mands Hjerte er mindre end en fejgs, thi de mene, at naar man ræddes, kommer det af Hjerteblodet, og det er der mindre af i et lille Hjerte end i et stort.

Torgrim og Toraren havde havt i Sinde at fare til Grønland sammen, men nu efter denne Dyst ophævede de deres Fællesskab, thi Toraren ventede stor Hæder og Anseelse her i Landet af den Sejr, de havde vundet, men Torgrim vilde hjem til Grønland; de skiltes da saa, at Toraren tog Løsøret og Torgrim Skibet, og med det sejlede han til Grønland og havde en god Rejse. Toraren skaffede sig Heste og Folk og red sønderpaa med tolv Mand. Torgejrs Hoved havde han hængende i en Skindsæk ved sine Sadelremme til Vidnesbyrd om sin berømmelige Sejr, og naar de bedede, havde de deres Morskab af at tage det op af Sækken og stille det op paa en Tue og gjøre Nar ad det. Men da de vare komne til Øfjord og holdt Rast ved Nøst, tog de det atter frem, som de plejede, men saa gyseligt som det nu saa’ ud, havde de ikke set det før, Øjnene og Munden stode vidt aabne, og Tungen hang ud. Ved det Syn blev de angst og bange, og med deres Øxer grov de et Hul i Jorden ved Siden af Hovedet, kastede det deri og lagde Græstørv ovenpaa. Folkene oppe ved Havnen ryddede Torgejrs Skib og trak det i Land og jordede alle dem, der vare faldne ombord paa Skibet og i Land, i Havnen; de gad ikke føre dem til Kirke, thi dengang var der endnu ingen Kirker der i Nærheden. Kalv og Stejnulf bleve løste af deres Lænker, da Kampen var forbi, og hjalp Folkene med at begrave de Døde; siden tog de Vare paa det Gods, der var paa Skibet, thi skjønt Kristendommen endnu var ung her i Landet paa den Tid, var det dog ikke Sæd at tage slagne Mænds Gods. Illuge fór bort herfra Landet der nord ved Slette. Ejulf i Olavsdal og hans Fostbroder Torgejr Overmaal fore bort fra Grimsaaos.

Tormod Kulbrynsskjald var længe mod i Hu over sin Fostbroders Død, og samme Sommer fór han af Landet ved Vadil. Han rejste til Norge til Kong Olav den hellige, gik for Kongen og hilste ham. Kongen tog vel imod hans Hilsen og spurgte, hvem han var og hvem han var Søn af. »Jeg er en Islænding og hedder Tormod«, svarede han, »og Besse hedder min Fader«. »Er du den Tormod, de kalde Kulbrynsskjalden, Torgejr Haavarssøns Fostbroder?« sagde Kongen. »Ja«, sagde Tormod, »det er mig«. »Det skal du nyde Godt af hos os«, sagde Kongen, »velkommen skal du være; det kan du vel vide, at jeg er ilde tilfreds over at have faaet min Hirdmand dræbt, og at jeg vil vide den Tak, der hævner ham«. Tormod blev nu Kong Olavs Hirdmand.

Den Sommer kom der et Skib til Norge fra Grønland. Styrmanden var grønlandsk af Æt og hed Skuf, en stor Farmand, klog og vennesæl, Kong Olavs Ven og haandgangne Mand; han kom til Kongens Hird og blev der om Vinteren, Illuge Aressøn, Stejnulf og Kalv, Ejulf og Torgejr Overmaal vare ogsaa i Norge den Vinter. Næste Vaar, da der var ledet én Vinter efter Torgejr Haavarssøns Drab, anlagde Torgils Aressøn og hans Søn Are Drabssag imod Toraren og de Andre, der havde været med ved Drabet paa Torgejr; de drev ivrig paa Sagen, og der blev sluttet Forlig i den paa Tinge, men samme Sommer blev Toraren dræbt ved et Folkemøde i Øfjord.

Samme Sommer, som dette tildrog sig, fór Kalv og Stejnulf tilbage til Island; de landede ved Vadil paa Bardestrand og fór strax til Garpsdal, hvor de hørte hjemme. Ejulf og Torgejr Overmaal kjøbte sig et Skib i Norge og stævnede til Island med det, da de var sejlklare; de havde en lang og besværlig Overrejse, og først sent paa Høsten kom de til Borgfjord, men der blev de uenige, om hvor de skulde gaa i Land, Ejulf vilde gaa til Strømfjord, thi did bar Børen, men Torgejr Overmaal vilde, at de skulde lade Skibet drive en Stund endnu og se, om de ikke skulde faa Bør, saa de kunde komme forbi Jøklen og lægge ind ved Davrenæs. De lod da Folkene gaa til Masten og stemme om, hvad de skulde gjøre, og da de var kjede af at være tilsøs, saa stemte Flertallet for, at de skulde sejle til Land strax. Fostbrødrene vare saa vrede, at de greb til Vaaben imod hinanden, men Folkene passede paa dem, saa der ikke skete nogen Ulykke dengang. De lagde ind i Strømfjord, og saa snart Skibet var kommet til Land, fik Torgejr Overmaal sig en Hest og red vester til Garpsdal, hvor han tog Ophold hos Brødrene Stejnulf og Kalv. Ejulf blev ved Skibet, til han havde sørget for Alting ved det; saa fór han hjem til sin Moder i Olavsdal, hvor han var om Vinteren.

Den Spaakjærling, som før blev omtalt, fik Sot den Vinter og laa længe syg, og Natten efter Palmesøndag døde hun. Hendes Lig blev ført paa Skib til Reykjanæs, thi der var ingen Kirke nærmere ved Olavsdal end den paa Holar. Ejulf og hans Huskarle førte Liget did. Da det var begravet, tog Vejret paa at blive daarligt, det blev Snefog og Frost, og Fjorden lagde til langt ud, saa man ikke kunde komme med Skib hjem til Dalen. »Det tykkes mig raadeligst«, sagde Torgils til Ejulf, »at du venter med at tage her fra, til Paaskeugen er ovre, saa skal jeg give dig Folk med til Hjælp paa Skibet, hvis man kan komme igjennem Vandet for Is, og er det ikke sejlbart, skal jeg laane dig Hest; men er det nødvendigt, kan dine Huskarle jo fare hjem i Forvejen, om du saa vil«. Ejulf tog imod dette Tilbud, og hans Huskarle fór hjem ad Landvejen ind omkring Krogsfjord. Ejulf blev paa Holar til langt ind i Paaskeugen; paa Ugens femte Dag sagde han, at nu vilde han hjem, og Torgils sagde, at det skulde være, som han selv vilde, lod en skoet Hest gjøre i Stand til ham og tilbød at lade en Mand følge med, om han ønskede det. Ejulf sagde, at han vilde ride alene, og gav sig saa paa Vej inden om Berufjord og Krogsfjord. Da han kun var et kort Stykke Vej fra Garpsdal, traf det sig, at Kalv og Stejnulv stod udenfor deres Hus og talte sammen, og saa’ de da nogle Mænd komme gaaende hen over Sletten; det bares dem for, at de kjendte dem, og at det var Torgejr Haavarssøn med de ni Mænd, der faldt paa Skibet med ham; de vare ganske blodige og gik hen over Sletten forbi Gaarden, og da de vare komne til den Aa, der løber ind om Gaarden, forsvandt de. Brødrene blev uhyggelig til Mode ved dette Syn og gik ind i Stuen. Ønund hed Kvægrøgteren paa Garpsdal; han kom ud fra Fæhuset og saa’ en Mand komme ridende paa en fager Hest, hjelmklædt og med Sværd ved Siden og Spyd i Haanden, og da han kom nærmere til Gaarden, kjendte han ham og saa’, at det var Ejulf. Ønund gik ind i Stuen; der var kun Faa derinde, Torgejr Overmaal og nogle Kvinder. »Nu rider Ejulf her forbi Gaarden«, sagde Ønund. Da Torgejr hørte det, sprang han op, greb sit Spyd og gik ud. Ejulf var da kommen ind paa Marken; Torgejr løb efter ham, men Ejulf blev ved at ride og saa’ ikke, at der var Nogen efter ham. Da han kom til Garpsdalsaa, var den gaaet over sine Bredder, saa han maatte søge efter et Sted, hvor han kunde komme over. Torgejr raabte nu til ham, at han skulde bie paa ham, om han turde. Ejulf hørte Raabet, saa’ sig om og fik nu Øje paa Torgejr, der kom løbende; han sprang af Hesten og løb imod ham, og da de mødtes, jog de begge Spydet igjennem hinanden og faldt paa én Gang, saa nu gik det i Opfyldelse, Kjærlingen havde spaaet. Da den Uro og Uhygge, der var kommet over Stejnulv og Kalv ved det Syn, de havde havt, var gaaet over, gik de ind i Stuen. »Hvor er Torgejr?« spurgte de. De fik da at vide, at han havde taget sit Spyd og var gaaet ud, da Ønund havde fortalt, at Ejulf kom der forbi. Brødrene skyndte sig ud og gik ned til Aaen, hvor de fandt Fostbrødrene faldne, men endnu i Live. De blev hos dem, til de var døde, og saa førte de deres Lig til Kirke.

Nu er at fortælle, at da Tormod Kulbrynsskjald havde været en Vinter hos Kong Olav, gjorde Skuf Grønlænding sit Skib sejlklart til Grønland. Tormod gik da for Kongen og sagde: »Jeg vilde bede Eder, Herre, om Orlov til at fare til Grønland.« »Har du i Sinde at hævne din Fostbroder Torgejr?« sagde Kongen. »Man kan ikke vide, hvorledes Skjæbnen kan føje det«, sagde Tormod. »Jeg vil ikke nægte dig Orlov«, sagde Kongen, »thi jeg véd hvad du vil«. Saa tingede Tormod sig ombord hos Skuf, og da de var færdige, gik de til Kongen og takkede ham for alt det Venskab, han havde vist dem. Kongen ønskede dem en lykkelig Rejse og gav Tormod et Sværd og en Guldring til Afsked. Saa gik de ombord. Da de var færdige til at stikke i Søen, kom der en Mand ud paa Enden af Broen til Skibet; han var stor af Væxt, bred og svær over Herderne, havde en sid Hat paa Hovedet, saa de ikke ret kunde se hans Ansigt, men saavidt de kunde se, havde han Skjæg og mørke Bryn og tog sig anselig ud. Han hilste paa Skuf, som tog vel imod hans Hilsen og spurgte, hvad han hed. Han sagde, han hed Gest. »Hvor har din Æt hjemme?« sagde Skuf. »Den har hjemme rundt omkring«, svarede Gest, »men det er mit Ærinde hid, at jeg vil spørge dig, om du vil lade mig fare med til Grønland«. »Jeg kjender dig ikke, men jeg skal tale med mine Skibsfolk derom og høre, hvad de mener«. »Jeg tænkte, at det var Styresmanden, der stod forskibet, og ikke Skibsfolkene«, sagde Gest, »og venteligt er det, at jeg gjør den Del af Arbejdet, der falder paa mig, saaledes, at de Andre ikke have nødig at arbejde for mig«. Saa blev Enden da, at Skuf tog imod Gest, som gik op i Byen og lidt efter kom tilbage med en Byrde saa stor, at to Mand næppe vilde have kunnet bære den. Han tog sin Plads agterude bag Lasten, gav sig kun lidt af med de Andre og gav dem kun liden Lejlighed til at give sig af med ham. Saa snart de fik Bør, stak Skuf i Søen. Jo mere det trængtes, des dygtigere var den Hjælp, Gest ydede, og det tyktes Alle, at han havde Kræfter for to eller tre. Han og Tormod var temmelig stærkt paa Kant, naar de havde Noget med hinanden at gjøre. Det traf sig en Dag, at de øste sammen; man havde ikke Pomper paa Skibene dengang, men øste med Bøtter. Tormod var nede i Kjølen og fyldte Bøtterne, men Gest tog imod dem paa Dækket og slog dem ud. Tormod var ikke synderlig stærk og rakte tidt ikke Bøtterne højt nok op; Gest sagde det til ham, men Tormod sagde Ingenting og blev ved som før. Som Tormod nu mindst ventede det, kastede Gest en Bøtte Søvand ned over ham, saa han blev drivvaad; han sprang strax op af Øserummet og greb sine Vaaben, Gest tog ogsaa sine, og de skulde til at slaas. »Det sømmer sig ikke«, sagde Skuf, »at Folk blive usaattes paa et Kjøbmandsskib ude paa aabent Hav; det kommer der megen Fortræd af, og det gaar sjelden et Skib godt, naar Folk ikke holde Fred indenbords. Jeg beder Jer derfor love hinanden Fred, saa længe vi ere paa Havet«. De gjorde, som han bad. Skibet tumledes længe omkring for haardt Vejr; i en Storm knækkede Raaen for dem, og Sejlet gik overbord; de fik dog fat i det og halede det ind, og der var det Gest, der gav den bedste Haandsrækning. Skuf vidste, at de Mænd, han havde havt med fra Grønland, kun vare lidt fingernemme, men han havde set, at Tormod og Gest vare dygtige til at arbejde i Træ, og bad derfor Tormod gjøre Raaen i Stand. »Det forstaar jeg mig ikke paa«, sagde Tormod, »bed du Gest om at gjøre det, han er saa stærk, at han vist kan sætte Stykkerne sammen med de blotte Næver«. Saa bad Skuf Gest gjøre den i Stand. »Det forstaar jeg mig ikke paa«, sagde Gest, »bed du Tormod derom; han har saa meget af Munden, at han vist maa kunde rime Stykkerne sammen. Men siden det gjøres saa haardt nødig, skal jeg hugge det ene Stykke af Raaen til, saa kan Tormod tage sig af det andet«. De fik nu hver sin Øxe og gav sig til at arbejde. Gest saa’ af og til over Skuldrene hen til Tormod, som blev først færdig og saa satte sig hen paa Lasten. Da begge Stykkerne vare færdige, passede de ganske sammen, saa der Intet videre var at gjøre ved dem; han satte dem da sammen, og nu kunde de igjen hejse Sejl og fortsætte Rejsen. Det var sent om Høsten, da de kom til Grønland og lagde ind i Eriksfjord. Der var Torkel Lejfssøn Høvding dengang, en ansét, mægtig og vennesæl Mand, en god Ven af Kong Olav den hellige. Torkel kom strax ned til Skibet, da de havde kastet Anker, og kjøbte af Styrmanden og Skibsmandskabet, hvad han trængte til af deres Varer. Skuf lod Torkel vide, at Tormod, en af Kong Olavs Hirdmænd, var med ombord, og at Kongen havde sendt ham til ham, for at han skulde hjælpe ham med Raad og Daad, om fornødent gjordes. Som Følge heraf fik Tormod Ophold hos Torkel paa Bratteli. Skuf havde en Gaard paa den anden Side af Eriksfjord, lige overfor Bratteli; hos ham boede en Mand ved Navn Bjarne, en klog og vennesæl Mand, dygtig og kunstfærdig i mange Dele. De havde sluttet Fællig og kom godt ud af det sammen. Gest tog Ophold paa Gaarden Vik ved Ejnarsfjorden; Manden dèr hed Torgrim.

Paa Løngunæs ved Ejnarsfjord boede Torgrim Ejnarssøn Trolle; han var Gode, en stor og mægtig Høvding med mange Folk under sig og en anselig Mand i alle Dele. Hans Søster Tordis boede hos ham; hun havde været gift med en Mand ved Navn Haamund, med hvem hun havde fire Sønner, Bødvar, Falgejr, Torkel og Tord, alle raske og modige Mænd, der boede hos Torgrim. Torun hed en anden Søster til Torgrirn Trolle; hun boede i Ejnarsfjord paa Gaarden Langenæs tilligemed sin Søn Ljot, en storvoxen Mand og ligesom alle Torgrims andre Frænder et uroligt Hoved og ikke altid villig til at gjøre Ret og Skjel. Paa Gaarden Hammer boede der en Kone ved Navn Sigrid; det var en god og indbringende Gaard. Hos hende boede hendes Søn Sigurd; han var en rask Mand og vennesæl, men var ikke meget for Ustyr og tyktes ikke altid at holde fast paa sin Ret. Paa Bratteli var der en Træl ved Navn Lodin, han var en dygtig Arbejder. Han levede sammen med en Kvinde, der hed Sigrid, som blev sat til at sørge for Tormod. Paa Bratteli var der en Bygning, som ikke stod i Forbindelse med de andre Huse; i den sov Torkel og hans Gjæster, og dèr brændte hver Nat Lys, men de øvrige af hans Folk sov oppe paa selve Gaarden. Lodin fandt nu, at Sigrid blev vel længe i dette Sovehus om Aftenerne, og det randt ham i Hu, hvad der er kvædet om løsagtige Kvinder, at,

paa rullende Hjul
blev deres Hjerter skabt,
Falskhed bor i deres Bryst.

Han lod hende da vide, at han ikke vilde vide noget af, at hun blev der saa længe om Aftenerne, og hun svarede ham, som hun nu var i Lune til. Saa var det en Aften, da Torkel og Tormod vilde gaa op til Sovehuset og Sigrid med dem, at Lodin tog fat i hende og holdt paa hende, men hun søgte at rive sig løs. Da Tormod saa’ det, tog han hende i Haanden og vilde trække hende til sig, men det gik ikke saa let. Torkel saa’, hvad der var imellem dem, og sagde til Lodin: »Lad Sigrid kun gaa, du behøver ikke at være bange for at lade hende være i Sovehuset om Kvælden, jeg skal nok vogte paa hende, at der hverken skal ske dig eller hende nogen Skam derinde, men ellers faar du selv passe paa hende«.

Da det led imod Jul, lod Torkel brygge Mundgodt, thi han agtede at holde Julegilde, saa der kunde gaa Ry deraf, thi det var noget, som sjelden skete paa Grønland. Han bød sine Venner til sig i Julen, og der kom mange Folk. Skuf fra Stokkenæs og Bjarne var der ogsaa; de havde laant Torkel Tæpper og Drikkekar og andet Sligt til Gildet. Saa holdt de da Drikkegilde i Julen i stor Glæde og Gammen. Da Julen var ude, lavede man sig til at fare bort. Lodin gav Folk deres Klæder, Sværd og Haandvaaben, som han havde forvaret, tilbage; han satte ogsaa Skufs og Bjarnes Baad ud, og Huskarlene bar deres Kar og Klæder derned. Saa gik Lodin ind i Stuen selv fjerde; han havde Sælskinds Kofte og Broge paa. Der var ikke andre derinde, end Bjarne og Tormod, som laa paa Bænken. Da de kom ind i Stuen, tog Lodin Tormod i Benene, trak ham ned af Bænken og slæbte ham hen ad Gulvet. Bjarne sprang op og greb Lodin om Livet, slog ham haardt i Gulvet og gav sig til at skjælde paa de andre, som trak i Tormod, og sagde, at de skulde slippe ham, hvad de ogsaa gjorde. »Vi Islændinger lægge kun liden Vægt paa Sligt«, sagde Tormod, »vi ere vante dertil, naar vi lege Skindleg«. De gik ud og lod, som om der Intet havde været paa Færde. Da Skuf og hans Mænd vare færdige til at sejle bort, fulgte Torkel og hans Hjemmemænd dem til Skibs. Der laa en Bro fra Baaden op i Land. Bjarne stod ved Baaden og ventede paa Skuf, der talte med Torkel; Lodin stod oppe i Land lidt derfra og havde lige givet Folkene deres Sager tilbage. Et lille Stykke fra ham stod Tormod, og som man mindst ventede det, tog han en Øxe frem fra sin Kappe og hug Lodin i Hovedet, saa han strax faldt død om. Torkel hørte Braget og saa’ sig om efter hvad der var paa Færde, og da han saa’, at Lodin var falden, bød han sine Mænd dræbe Tormod. De tøvede, og Bjarne sagde da til Tormod, at han skulde gaa ud i Baaden; han gjorde saa, og Bjarne og Skuf fulgte efter og trak Broen ind. Torkel eggede sine Folk til at gaa løs paa dem og vilde slaas med Skuf og Bjarne, hvis de ikke vilde give Slip paa Tormod. »Overilet handler du nu, Torkel Bonde«, sagde Skuf, »i Fald du dræber Tormod, som baade er din Gjæst og Kong Olavs Hirdmand og Skjald. Dyrt vil det komme til at staa Jer, om Kong Olav spørger, at I har ladet ham dræbe, allerhelst som han har sendt ham til Jer, for at I skulde staa ham bi, om det gjordes nødigt. Det gaar nu som saa tidt, at Vreden forblænder Folk. Vi ville nu byde Eder Pengebøder paa Tormods Vegne for dette Drab og den Skade, I har lidt derved«. Ved Skufs Tale lod Torkel sig formilde, saa meget mere som mange Andre søgte at faa dem forligte. Enden blev, at Skuf overdrog Torkel Selvdømme for Drabet paa Lodin, og Tormod fulgte nu med ham hjem til Stokkenæs.

Skuf havde en Huskarl ved Navn Egil, en stor og stærk Mand, styg af Udseende, klodset og uforstandig, hvorfor han havde faaet Øgenavnet Tosse-Egil. Tormod var længe noget forstemt, og da Bjarne og Skuf spurgte, om de ikke kunde raade Bod paa hans Tungsind, sagde han: »Jeg vilde ønske, I vilde give mig en Følgesvend, som kunde følge mig, hvorhen jeg vilde«. Det skulde han faa, sagde de og bad ham vælge hvilken af deres Huskarle han vilde. »Saa vælger jeg Tosse-Egil«, sagde Tormod, »han er stor og stærk og vil næppe være for klog til at gjøre, hvad der bliver ham paalagt«. De sagde, at det skulde være, som han sagde, men man undredes over at han valgte Egil. Bjarne smedede en Bredøxe til Tormod efter hans Anvisning; den var hamret i Et fra Ryggen ud til Eggen, uden at der var noget særligt Eggstykke i Bladet, men den var alligevel dygtig hvas.

Næste Sommer stævnede Folk til Tings paa Gardar ved Ejnarsfjord. Folkene fra Eriksfjord havde tjeldet deres Boder saaledes, at der var en Høj imellem dem og Folkene fra Ejnarsfjord, og de kunde ikke se hinanden. Torgrim Ejnarssøn var ikke kommen endnu, men kort efter saa’ man ham komme sejlende paa et prægtigt Skib med et Følge af udvalgte, vel udrustede Mænd. Saa stort var Torgrims Overmod, at Folk næppe turde tale til ham. Da Skibet lagde til Land, gik de Fleste ned til Stranden for at tage deres prægtige Klæder og Vaaben i Øjesyn. Grønlændingerne havde for det Meste Jagtvaaben med ombord, og Tormod, som ogsaa var med dernede, tog nu en Harpun, som de havde kastet op i Land, og saa’ paa den. »Slip Harpunen, Mand!« sagde en af Torgrims Følgesvende og tog den fra ham, »det er ingen Nytte til, at du har den i Haanden, du forstaar dig næppe synderligt paa at bruge den«. »Uvist tykkes det mig«, sagde Tormod, »om du forstaar at gjøre bedre Brug af den end jeg«, og dermed gik han op til Torgrims Bod, som de just var ved at tjelde og indrette paa det Bedste.

Det traf sig en Godvejrsdag, at Tormod blev alene i Skufs og Bjarnes Bod; de andre gik alle bort, imens han laa og sov. Han havde bredt en Kappe over sig, der var lodden paa begge Sider, sort paa den ene og hvid paa den anden. Da han havde sovet en Stund, vaagnede han og blev forundret over at se, at Alle vare borte, thi der var mange derinde, da han lagde sig. I det Samme kommer Egil farende ind i Boden og siger: »Du gaar glip af en stor Morskab«. »Hvor kommer du fra?« sagde Tormod, »hvad er det, Folk have for, der er saa morsomt?« »Jeg kommer fra Torgrim Ejnarssøns Bod«, sagde Egil, »der er de fleste af Tingmændene samlede«. »Hvad morer de sig da med?« sagde Tormod. »Torgrim fortæller en Saga«, sagde Egil. »Hvem handler den om?« »Jeg véd ikke saa lige, hvem den handler om, men det véd jeg, at han fortæller godt og morsomt; han sidder paa en Stol udenfor Boden, og Folk sidde rundt omkring ham og høre paa Sagaen«. »Du maa da vel kunne nævne en eller anden Mand, som forekommer i den«, sagde Tormod, »saa meget mere som du gjør saa meget Væsen af den«. »Jeg hørte en vis Torgejr nævne«, sagde Egil, »han lod til at have været en stor Kjæmpe, og det tyktes mig ogsaa, at Torgrim selv forekom i den og havde klaret godt for sig, som rimeligt er. Du skulde gaa hen og høre paa den«. »Lad saa være da«, sagde Tormod, stod op og tog Kappen over sig med den sorte Side ud ad; han tog en Øxe i Haanden og satte en Hat paa Hovedet og gik saa hen til Torgrims Bod i Følge med Egil. De tog Plads ved Væggen paa Siden af Boden og hørte efter, men kunde dog ikke rigtig høre, hvad der blev fortalt. Det havde hele Tiden været klart Vejr og Solskin, men lige som Tormod kom til Boden, tog det til at tykne. Tormod saa’ snart op i Luften og snart ned paa Jorden for sig. »Hvad bærer du dig saadan ad for?« sagde Egil. »Baade Luften og Jorden se ud nu, som de pleje van, naar man kan vente at faa et Storbrag at høre«, sagde Tormod. »Naar plejer man at faa slige Storbrag at høre?« sagde Egil. »Man hører dem altid før Stortidender«, sagde Tormod; »skulde det nu ske, at du faar Braget at høre, saa bjerg dig det bedste du kan og løb hjem til Boden og skjul dig der«. Som de stod og taltes ved herom, kom der et stærkt Regnskyl. Folk skiltes og løb hver til sin Bod, thi Ingen havde belavet sig paa, at det skulde blive Regnvejr; en Del løb ind i Torgrims Bod, og der blev stor Trængsel i Døren. Torgrim blev siddende paa Stolen og ventede paa, at der skulde blive bedre Plads i Døren. »Bliv du nu her«, sagde Tormod til Egil, »saa vil jeg gaa frem foran Boden og se, hvad der foregaar. Men hører du Braget, saa løb hjem til vor Bod, saa fort du kan«. Tormod gik nu frem foran Boden, der hen, hvor Torgrim sad. »Hvad var det for en Saga, du fortalte før?« sagde han. »Det lader sig ikke sige med faa Ord«, sagde Torgrim, »den handler om store Ting. Men hvem er du?« »Jeg hedder Utryg«, sagde Tormod. »Hvem er du Søn af?« sagde Torgrim. »Farlig hedder min Fader«, sagde Tormod. Nu vilde Torgrim rejse sig, men i det Samme hug Tormod ham i Hovedet og kløvede ham ned til Herderne, stak saa Øxen ind under sin Kappe, satte sig og støttede Torgrim og raabte: »Skynd Jer hid, Torgrim har faaet Banehug«. Der kom nu Mange til, som saa’, hvad der var sket; de spurgte, hvad han vidste om den, der havde givet Torgrim det Saar. »Jeg saa’ ham for et Øjeblik siden«, sagde Tormod, »men jeg sprang strax til for at støtte Torgrim, da han havde faaet Hugget, og saa saa’ jeg ikke, hvor Drabsmanden blev af. Kom nu Nogen af Jer og støt Torgrim, medens Andre af Jer fare og søge efter Gjerningsmanden«. De tog sig da af Torgrim, men Tormod gik bort. Han gik langs Søen om bag et Næs, der vendte han Kappen, saa den hvide Side kom ud. Da Egil hørte Braget af Hugget, gav han sig til at løbe hjem ad Boden til. Skufs Mænd saa’ ham løbe og tænkte, det var ham, der havde overfaldet Torgrim. Ræd blev Egil, da han saa’, at man var efter ham med blanke Vaaben, og da han blev greben, rystede han paa hvert et Lem af Forskrækkelse. Men saa snart de saa’, at det var Egil, skjønnede de strax, at det kunde ikke være ham, der havde overfaldet Torgrim. De gik nu omkring i Boderne og ledte efter Gjerningsmanden, men fandt ingen. Saa gik de ned til Søen og udenom Næsset; der mødte de en Mand i en hvid Kappe; de spurgte, hvad han hed, og han kaldte sig Vigfus. De spurgte, hvor han agtede sig hen. »Jeg leder efter den Mand, der overfaldt Torgrim«, sagde han. Saa gik de hver til sin Side, og de gik rask, saa der var snart et langt Stykke imellem dem. Skuf og Bjarne savnede nu Tormod, og det tyktes dem ikke urimeligt, at det kunde være ham, der havde øvet Drabet, thi Skuf havde i Norge hørt, hvad Kongen sagde om Hævn for Torgejr Haavarssøn. Da Forfølgelsen begyndte at sagtnes noget, tog Skuf og Bjarne lønlig en Baad og lagde nogle Levnetsmidler i den. Saa roede de omkring Næsset, thi det var blevet sagt dem, at der var Manden i den hvide Kappe, som kaldte sig Vigfus, bleven set. Da de kom omkring Næsset, fik de Øje paa Tormod; de roede da til Land og sagde, at Tormod skulde gaa i Baaden til dem. Han gjorde saa, og da de spurgte, om det var ham, der havde overfaldet Torgrim, sagde han, at det var det. De spurgte, hvorledes det var gaaet til, og hvor stort Saaret var. »Kan hænde«, sagde Tormod, »at Hugget ikke var saa meget svært, det kom jo fra en kejthaandet Mand, men jeg hug dog ikke mere end én Gang, fordi jeg tænkte, at det kunde gjøre det«. »Det var en Lykke for dig«, sagde Skuf, »at de ikke kjendte dig, da du sad og støttede Torgrim eller da de traf dig oppe paa Næsset«. »Ja, og dog er jeg let at kjende«, sagde Tormod, »sort- og krølhaaret er jeg, og stamme gjør jeg; men det var nu ikke bestemt, at jeg skulde dø dengang, og det er jo ikke umuligt at jeg ikke er undsluppet for Ingenting, men at nogle af Torgrims Frænder ville komme til at bide i Græsset før jeg«. »Nu faar du vel lade det være nok med Hævn for Torgejr«, sagde Bjarne, »nu har du jo gjort din Skyldighed, og det tykkes mig, at du ikke har nødig at gjøre mere, thi det er et Storværk, du har øvet, at du, ene og Udlænding som du er, har fældet den næst største Høvding i hele Grønland, og heller ikke er det sikkert, at du slipper bort, thi Torgrim har mange anselige og ivrige Frænder«. De førte nu Tormod til Ejnarsfjord og skjulte ham i den Hule, der nu bærer hans Navn; den ligger imellem Strandklinterne paa den modsatte Side af Stokkenæs; der gaar stejle Brinker ud fra den baade opad og nedad, saa den er vanskelig at komme til. Lige udenfor Hulen var der en stor græsbegroet Afsats, men det var kun med Nød og næppe, at behændige Mænd kunde springe fra det Øverste af Klinten ned paa den. »Bliv du nu her i Hulen«, sagde Skuf og Bjarne, »saa skal vi komme til dig, saa snart Tinget er endt«, og dermed fór de tilbage til Tinget. Man savnede Tormod der, og det gik nu op for Folk, at det var ham, der havde slaaet Torgrim ihjel. Bødvar og Falgejr lagde Sag an imod ham, og han blev dømt, fredløs for Drabet. Da Tinget var endt, skiltes man ad og red hver til sit. Skuf og Bjarne fore til Tormod og bragte ham Levnetsmidler og hvad andet, han trængte til. De fortalte ham, at han var bleven dømt fredles, og sagde, at han skulde blive der i Hulen, og at han ikke vilde kunne være der i Fred, naar Folk fik Nys om, hvor han var, men de lovede af og til at komme til ham.

Det faldt Tormod meget kjedeligt at være der i Hulen, thi der var kun lidt at more sig med, og en Dag, da det var godt Vejr, gik han bort fra den. Han tog sin Øxe med og klavrede op ad Klinten, men da han var kommen et lille Stykke fra Hulen, mødte han en Mand, der var stor af Væxt, men styg og raa at se til; han havde en Kappe paa, der var syet sammen af mange Lapper, rudret som Kallun, samt en Hat af samme Slags og helt fuld af Lus. Tormod spurgte, hvad han hed. »Jeg hedder Odde«, svarede han. »Hvad Slags Folk er du af, Odde?« sagde Tormod. »Jeg er Tigger«, sagde Odde, »for øvrigt er jeg Træl, og de kalder mig Luse-Odde. Lyst til at bestille noget har jeg ikke meget af, Løgnhals er jeg ikke, og jeg véd Besked om Adskilligt. Men hvad hedder du?« »Jeg hedder Toraad«, sagde Tormod. »Hvad Slags Folk er du af, Toraad?« sagde Odde. »Jeg er Kjøbmand«, sagde Tormod, »vil du slaa en Handel af med mig?« »Jeg har kun lidt at handle med«, sagde Odde, »hvad er det, du vil kjøbe af mig?«. »Jeg vil kjøbe den Kappe, du har der«, sagde Tormod. »Du har ikke nødig at drive Spot med mig«, sagde Odde. »Det er ikke Spot«, sagde Tormod, »jeg vil give dig den Kappe, jeg har, hvis du vil give mig din og saa gaa et Ærinde for mig til Stokkenæs, saa du kan være der i Aften. Du skal blot sige til Skuf og Bjarne, at du har truffet en Mand i Dag, der kaldte sig Toraad, og at han har byttet Kappe med dig. Mere forlanger jeg ikke. Kappen er din, hvis du røgter dette Ærinde«. »Det er ikke let at komme over Fjorden«, sagde Odde, »dertil maa man have en Baad; dog kan jeg maaske faa sat det igjennem, naar jeg vil, og komme til Stokkenæs i Kvæld«. Saa byttede de Kapper. Tormod fik Oddes og tog den paa, og gik saa til Ejnarsfjord, hvor han traf Tordis paa Løngunæs’ Faarehyrde. Han spurgte, om Tordis’ Sønner var hjemme. »Bødvar er ikke hjemme«, sagde Faarehyrden, »men hans Brødre var hjemme i Nat, og nu er de roede ud at fiske«. »Vel«, sagde Tormod, og saa gik han sin Vej; Faarehyrden mente, det var Luse-Odde, han havde talt med. Tormod gik ned til Tordis’ Baadehus og skjulte sig der. Da det led ad Aften, saa’ han, at Brødrene roede i Land; Torkel roede i Forenden, Tord i Midten og Falgejr i Øserummet. Tormod gik nu ud af Baadehuset, og de mente ogsaa, det var Luse-Odde, indtil han fór ind paa Torkel og hug ham med begge Hænder i Hovedet, saa Hjerneskallen kløvedes, og han strax fik Bane. Derpaa løb han bort og kastede Kappen af sig. Tord og Falgejr satte efter ham, men han løb af alle Kræfter op paa Klinten over Hulen og sprang saa ned paa den græsklædte Afsats foran den. Da han var kommen derned, sprang Tord efter ham, men sank i Knæ og faldt forover. Tormod hug ham da imellem Herderne, saa Øxen gik i til Skaftet, men førend han havde faaet den trukket ud igjen, sprang Falgejr ned og hug til ham; Hugget ramte ham imellem Herderne og gav ham et svært Saar. Da han var vaabenløs, løb han ind under Armene paa Falgejr og greb fat i ham; han mærkede strax, at hans Kræfter ikke slog til imod Falgejr, og han tyktes nu at være ilde stedt, vaabenløs og haardt saaret. Vendte han da sin Hu til Kong Olav og paakaldte hans Lykke, at den maatte staa ham bi. I det Samme faldt Øxen ud af Haanden paa Falgejr ned ad Klinten og i Søen, og nu tyktes det ham strax at se noget bedre ud, eftersom de begge vare vaabenløse. Saa faldt de begge to ned ad Klinten og i Søen; de prøvede da hinandens Dygtighed i Svømning og dykkede vexelvis hinanden. Tormod mærkede, at det svære Saar og Blodtab mattede ham, men saasom det ikke var bestemt, at han skulde dø dengang, brast Baandet i Falgejrs Brog. Tormod trak da Brogen ned om ham, og nu blev det vanskeligt for Falgejr at staa sig i Vandet, han blev nu dykket den ene Gang efter den anden og fik en umaadelig Mængde Vand i sig, og Enden blev, at han druknede. Tormod var nu meget mødig; han svømmede ud til et Skjær, hvor han gik op og lagde sig paa Stenene og ventede sig Intet andet, end at han skulde lade sit Liv der, thi han var meget udmattet og saaret, og der var langt til Land.

Nu er at melde om Luse-Odde, at han gik til Skuf og Bjarne, som aftalt var imellem ham og Tormod, og sagde dem, at han havde mødt en Mand paa Vejen, som kaldte sig Toraad og havde byttet Kappe med ham og sagt, at han skulde gaa til Stokkenæs og fortælle dem det. De kjendte Kappen og skjønnede, at Tormod maatte have sendt Luse-Odde til dem, fordi han havde et eller andet Storværk for. De tog da hemmelig en Baad om Aftenen og roede over Fjorden om Natten. Da de kom hen mod Hulen, saa’ de noget Levende paa et Skjær og talte om, hvad det vel kunde være, en Sæl eller noget Andet. Saa roede de derhen og gik derop, saa’ en Mand ligge der og kjendte Tormod. De spurgte ham om Tidender, og han fortalte, hvad der var sket om Natten. »Det er i Sandhed ikke for Ingenting, jeg har faaet bjerget dig fra Gardartinget«, sagde Skuf, »siden du nu paa én Aften har raadet tre drabelige og ætstore Mænd Bane«. »Jeg tænkte ikke andet, før I kom«, sagde Tormod, »end at jeg skulde lade mit Liv her paa Skjæret; men nu tykkes det mig ikke urimeligt, at jeg kan komme mig af mit Saar, og saa vil det maaske fremdeles vise sig, at jeg ikke er bleven bjerget for Ingenting«. Skuf og Bjarne bar nu Tormod ud paa Skibet i et Tæppe, thi han kunde ikke gaa; saa hentede de hans Klæder og Levnetsmidler i Hulen, thi nu, mente de, kunde han ikke længere være der, og saa roede de ind igjennem Eriksfjord. Ved Bunden af Eriksfjorden oppe under Jøklerne boede der en Mand ved Navn Gamle; han var en sær Mand, fattig, men en stor Jæger. Hele hans Husstand bestod kun af ham og hans Kone, der hed Grima, en rask Kvinde, dygtig i mange Dele, lægekyndig og ogsaa noget forfaren i Trolddom; de kom sjelden til andre Folk, og sjelden kom der Nogen til dem. Skuf og Bjarne lagde til med deres Baad et lille Stykke fra hvor Gamle boede; Skuf gik op til Huset, men Bjarne blev hos Tormod. De tog vel imod Skuf og spurgte, hvad de kunde tjene ham med. »Vi har en saaret Mand med«, sagde Skuf, »og jeg vilde bede Jer tage Jer af ham og helbrede ham«. »Hvad er det for en Mand?« sagde Grima. »Det er Tormod«, sagde Skuf, »Kong Olavs Hirdmand og Skjald, som er kommen til Skade«. »Hvem har han faaet Saar af?« sagde Grima, og Skuf fortalte nu, hvad der var sket. »Det er en stor Tidende«, sagde Grima, »og store Vanskeligheder har denne Mand skaffet sig paa Halsen; det er en farlig Sag at tage sig af En, som Torgrims Frænder har faaet fredløs, saa meget mere som han nu har øvet et saadant Storværk i sin Fredløshed«. »Jeg skal udrede Bøder efter Ret og Rimelighed«, sagde Skuf, »i Fald man drager dig til Ansvar derfor, og du skal ingen Skade komme til at lide ved de Bekostninger, du sætter dig i for hans Skyld«. Enden paa deres Samtale blev, at Grima tog imod Tormod: han blev baaren op til Gaarden, og Grima rensede og forbandt hans Saar, og det blev strax noget bedre med ham. Skuf og Bjarne fór hjem til Stokkenæs. Det tyktes Alle, at det var Stortidender, der vare indtrufne, men det varede Noget, inden Folk fik rigtig Besked, thi Mange troede for vist, dengang Falgejrs Lig blev fundet, at Tormod ogsaa var druknet der. Det var ikke let at faa Tormods Saar lægte, han laa af dem et helt Aar; da der var ledet en Vinter efter disse Begivenheder, kunde han kun gaa imellem Stuen og Ildhuset, og Saaret var ikke groet til endnu.

Om Vaaren hændte det, at Tordis paa Løngunæs lod ilde i Søvne en Nat, og Folk talte om, at det vist var bedst at vække hende, men Bødvar, hendes Søn, sagde: »Lad Moder nyde sin Drøm; kan hænde der aabenbares hende Noget, hun gjerne vil vide«. Hun blev da ikke vakt, men da hun vaagnede, trak hun Vejret med Besvær. »Du lod ilde i Søvne, Moder«, sagde Bodvar, »har du set noget i Drømme?« »Vidt omkring har jeg været i Nat«, sagde Tordis, »og nu ved jeg, hvad jeg ikke vidste før«. »Hvad er det?« sagde Bødvar. »Tormod, mine Sønners og dine Brødres Banemand, er i Live«, sagde hun, »og holder til hos Grima og Gamle i Eriksfjord. Nu vil jeg fare did og lønne Tormod med en forsmædelig Død for al den Fortræd, han har gjort os; men først ville vi fare til Bratteli og bede Torkel fare med os, thi han vil synes ilde om, at der sker Gamle og Grima nogen Overlast, han tager sig ivrig af dem«. Bødvar sagde, at han var rede til at fare, naar det skulde være; de stod da op om Natten, tog en Skude, de havde, som de bemandede med femten Mand, og roede til Eriksfjord. Det var om Natten, men det var paa den Aarstid, da det er lyst om Nætterne.

Samme Nat som Tordis gav sig paa Vej med sine Mænd, fortælles der, lod Grima ilde i Sovne. Tormod sagde, at Gamle skulde vække hende, men han svarede: »Grima vil ikke vækkes; det hænder jævnlig, at hun i Søvne faar Ting at vide, som tykkes hende vigtige«. De talte da ikke mere herom, men lidt efter vaagnede Grima. »Du lod ilde i Søvne, Grima«, sagde Gamle, »hvad drømte du?« »Jeg drømte saa meget«, svarede Grima, »at jeg véd, at Tordis fra Løngunæs er paa Vej med femten Huskarle og agter sig hid, thi hun er nu ved sin Trolddom bleven klog paa, at Tormod holder til hos os, og agter at tage ham af Dage. Nu vil jeg, at du bliver hjemme idag og ikke gaar paa Jagt, thi I er ikke for mange, naar femten Mænd komme imod Jer to, saa meget mere som Tormod ikke er vaabenfør; men jeg har dog ikke Lyst til at sende Jer op mellem Jøklerne, I maa hellere holde Jer hjemme«. Tordis fór nu om Natten, til hun kom til Bratteli. Torkel tog vel imod dem og spurgte, hvad han kunde tjene dem med. »Sagen er den«, sagde Tordis, »at jeg agter mig til dine Tingfolk, Gamle og Grima; jeg mener at være vis paa, at vor Skovgangsmand Tormod er hos dem, skjønt mange holde for, at han er druknet. Nu vilde jeg, at du skulde følge med os og hjælpe os til at naa, hvad der er vor lovlige Ret hos Gamle og Grima. Du faar da ogsaa bedst at vide, hvad der foregaar imellem os, naar du hører, hvad vi tales ved«. »Det tykkes mig lidet rimeligt, at Grima skjuler din Skovgangsmand«, sagde Torkel, »men jeg skal gjerne følge med, naar I vil have det«. Tordis og hendes Mænd spiste nu Davre der, men Torkel samlede Folk, thi han vilde ikke være nødt til at lade Tordis og Bødvar raade, i Fald de blev usaattes. Da de havde spist, gik Torkel ombord paa et Fartøj med tyve Mand, og begge Skibene fulgtes ad.

Grima havde en stor Stol, paa hvis Ryg der var udskaaret et anseligt Billede af Tor. Om Morgenen sagde hun: »Nu vil jeg ordne Arbejdet idag. Min Stol sætter jeg midt paa Gulvet i Stuen, og den skal du sidde i, Tormod, naar her kommer Folk, og saalænge Tordis er her i Huset, maa du ikke rejse dig op fra den; om det end tykkes dig, det er sælsomme Ting, der gaa for sig, eller at du er udsat for Ufred, du maa ikke rejse dig op fra Stolen, thi det vil dog ikke tjene til noget at ty til Krogene, om Døden er dig bestemt. Du, Gamle skal hænge en Kjedel over Ilden og koge Sælkjød i den; du skal kaste Fejeskarn paa Ilden og sørge for, at det ryger dygtig. Selv vil jeg sidde i Døren og spinde og tage imod de Fremmede«. De gjorde, som Grima bød; da Torkels og Tordis’ Skibe stævnede imod Land, satte Tormod sig paa Stolen, Gamle hængte Kjedlen op og lagde Skarn paa Ilden, saa der blev megen Røg i Husene, og dermed fulgte saa tykt et Mørke, at man Ingenting kunde se; Grima sad paa Tærskelen og spandt og sang noget, som Ingen kunde forstaa. Skibene lagde nu til Land, og Folkene gik op til Gaarden. Grima hilste paa Torkel og bød ham blive der, men Torkel svarede: »Tordis fra Løngunæs er med i Følge; hun tror forvist at hendes Skovgangsmand Tormod er her hos dig. Det er vor Vilje, at du udleverer Tormod, i Fald du véd, hvor han er; det bliver mere, end du kan overkomme, om du vil bjerge en Fredløs for Tordis og Bødvar«. »Det tykkes mig sælsomt«, sagde Grima, »at Tordis kan falde paa, at jeg skulde ville bjerge en Skovgangsmand for saa mægtige Folk som dem paa Løngunæs, jeg, som kun er selvanden i Huset«. »Ja vist er det sælsomt«, sagde Torkel, »men vi ville nu dog ransage Huset«. »Det skulde staa Jer frit for«, sagde Grima, »at ransage min Gaard, selv om I ikke havde saa mange Folk. Det er mig altid en Glæde, naar du kommer i mit Hus, men ilde vil Ejnarfjordingernes Voldsomhed hue mig og den Ødelæggelse, de ville anrette hos mig«. »Tordis og jeg ville gaa alene ind og ransage«, sagde Torkel. De gjorde saa, og de var ikke længe om det, thi for det første var Lejligheden kun ringe, og for det andet, da de lukkede op for Stuen, var den fuld af Røg, og de kunde Intet se; der var slemt med Røg allevegne, hvor de kom, og de blev derfor meget kortere derinde, end de vilde have gjort, om der ikke havde været den Røg. De gik da ud og ransagede Gaarden udenfor. »Jeg kunde ikke se, hvordan det stod til oppe i Stuen, for al den megen Røg«, sagde Tordis, »lad os nu gaa derind igjen og tage Lugerne (2) fra, saa Røgen kan komme ud, og saa se os om derinde.« Bødvar og Tordis gik nu op i Stuen og tog Lugerne af, og da Røgen var drevet bort, saa’ de Grimas Stol staa midt paa Gulvet med det udskaarne Billede af Tor med Hammeren paa Rygstødet, men Tormod saa’ de Ingenting til; saa gik de ud igjen. »Der er endnu noget af det hedenske Væsen tilbage i Grima«, sagde Tordis, »jeg saa’ Tors Billede udskaaret i hendes Stol«. »Jeg kommer sjelden i Kirke og hører lærde Mænds Prædikener«, sagde Grima, »thi jeg har en lang Vej did, og vi er kun faa herhjemme. Nu rinder det mig tidt i Hu, naar jeg ser Tors Billede, som jeg kan bryde og brænde, naarsomhelst jeg vil, hvor meget større han maa være, som har skabt Himmel og Jord og alle synlige og usynlige Ting og giver Alt Liv, og som Ingen kan overvinde«. »Kan være, at Sligt rinder dig i Hu«, sagde Tordis, »men det mener jeg, at var ikke Torkel her med sine mange Mænd, skulde vi tvinge dig til at sige Sandheden, thi jeg er vis paa, du véd, hvor Tormod er«. »Nu gaar det, som Ordet lyder«, sagde Grima, »at tidt tager den fejl, som skal gjætte sig frem, og ligesaa, at den, der ikke er bestemt til at dø, bliver altid bjerget. Men du kan trænge til, at gode Aander vogte over dig, at Fanden ikke faar saadan Magt over dig, som du gjerne vilde give ham, thi det er til at undskylde, at Folk stundum gjætter fejl, men der ingen Undskyldning for ikke at tro Sandheden, naar man faar den i Hænderne«. Dermed skiltes de; Torkel fór hjem til Bratteli, og Tordis fór ogsaa hjem. Skuf og Bjarne kom lønlig til Gamle og Grima, bragte dem hvad de behøvede og erstattede dem rigelig den Bekostning, det voldte dem at have Tormod hos sig.

Da Tormod var kommet sig for det Saar, Falgejr havde givet ham, tog Skuf og Bjarne ham hjem med sig til Stokkenæs, hvor de holdt ham skjult i et Udhus. Tormod blev der tre Vintre, saa solgte Skuf og Bjarne Stokkenæs og de andre Jorder, de havde, saavelsom deres Kvæg, og agtede at flytte bort fra Grønland. Tidlig om Vaaren satte de deres Skib ud og udrustede det. Tormod fik nu Lyst til at forlade Udhuset, han havde Ærinde nordpaa ved Fjorden, sagde han, og fik sig en Baad. Tosse-Egil tog med ham; han satte sig ved Aarerne, men Tormod styrede. Egil var dygtig til at ro og svømmede ogsaa godt. Det var klart og godt Vejr, Solskin og ringe Vind, da de fór fra Stokkenæs. De fór ind igjennem Ejnarsfjord. Da de var komne ind i Fjorden, blev Tormod meget urolig, rokkede fra den ene Side til den anden, saa Baaden hældede snart til den ene Side snart til den anden. »Hvorfor bærer du dig saa taabelig ad og tager afsted som en gal Mand?« sagde Egil, »er det din Mening at kæntre Baaden under os?« »Jeg kan ikke holde mig i Ro«, sagde Tormod. »Ja, jeg kan ikke ro, naar du bærer dig saadan ad«, sagde Egil, »du maa se til ikke at tage saa voldsomt paa Vej, at du kæntrer os«. Men hvad Egil end sagde, saa blev Enden, at Tormod kæntrede Baaden under dem. Tormod dykkede under og svømmede under Vandet bort fra Baaden og dykkede saaledes under og svømmede under Vandet den ene Gang efter den anden, til han naaede Land; han havde sin Øxe med. Egil kom op ved Siden af Baaden, krøb op paa Kjølen og hvilede sig der, saa saa’ han sig om, om han kunde faa Øje paa Tormod, men saa’ ham ikke. Han fik Baaden bragt paa ret Kjøl igjen, satte sig til Aarerne og roede ud igjennem Fjorden hjem til Stokkenæs, hvor han fortalte, hvorledes det var gaaet paa deres Færd og at han mente Tormod var druknet. Det tyktes dem en sælsom Hændelse, og de kunde ikke tro, at det virkelig forholdt sig saa, at Tormod var druknet.

Nu er at fortælle, hvad Tormod tog sig for, da han var kommen i Land. Først vred han sine Klæder, og saa gik han, til han kom til Hammer, til Sigrid, som før blev nævnt. Det var sent paa Dagen, da han kom der. Han bankede paa Døren; der kom en Kvinde ud og hilste ham; saa gik hun ind i Stuen; Tormod fulgte efter hende og satte sig paa den ringere Bænk. »Hvem er du?« sagde Sigrid. »Jeg hedder Osvif (3)«, sagde Tormod. »Hver er den han siger sig at være«, sagde Sigrid, »vil Osvif være her i Nat?« Det vilde han nok, sagde han. Om Morgenen kom Sigrid og gav sig i Samtale med ham og spurgte, hvordan det havde sig med hans Færd. »Det var ikke for Ingenting, jeg kaldte mig Osvif igaar«, sagde Tormod. »Jeg syntes, jeg skulde kjende dig, skjønt jeg aldrig havde set dig før; er du ikke Tormod Kulbrynsskjald?« »Det tjener til Intet at dølge det, du har gjættet rigtig. Det er min Agt at fare til Langenæs til Torun Ejnarsdatter og træffe hendes Søn Ljot; de har tidt været mig slemt paa Nakken«. »Saa skal min Søn Sigurd følge dig«, sagde Sigrid, »de har ogsaa længe været haarde Halse imod os«. »Det tykkes mig ikke raadeligt, at Sigurd farer med mig«, sagde Tormod, »thi I ville ikke kunne holde Jer her, hvis det kommer til aabent Fjendskab imellem Jer og Ljot«. »Jeg vil gjerne ofre mit Ophold her, om der maatte times Ljot en Ulykke«, sagde Sigrid. Det blev da saa, at Sigurd og Tormod fulgtes ad til Torun paa Langenæs. De bankede paa, og da der kom en Kvinde ud og hilste dem, spurgte Sigurd, om Ljot var hjemme. »Han er inde i Stuen«, sagde hun. »Bed ham komme herud«, sagde Sigurd. Tjenestekvinden gik ind og sagde det til Ljot. »Hvem sagde det?« spurgte han. »Sigurd fra Hammer«, sagde hun, »og en anden Mand, som jeg ikke kjender«. »Hvordan saa’ den Mand ud, som du ikke kjender?« »Han var mørk og havde krøllet Haar«. »Saa ligner han vor Fjende Tormod«. Saa gik Ljot ud, og de Kvinder, der vare i Stuen fulgte med. Ljot tog et Spyd i Haanden og gik ud i Døren; han kjendte strax Tormod og stak efter ham midt paa Livet. Tormod slog til Spydet med sin Øxe, saa Spydet fløj ned og gav ham et svært Saar i Benet nedenfor Knæet. Ljot bøjede sig frem, idet han stak efter Tormod, og Sigurd hug ham nu imellem Herderne og gav ham et svært Saar. Han sprang tilbage gjennem Døren og Kvinderne frem foran ham, saa de dækkede ham. Tormod og Sigurd vendte da om og gik bort. »Gaa du nu hjem til Hammer«, sagde Tormod, »og sig din Moder, hvad her er sket, saa skal jeg nok sørge for mig selv«. De skiltes, og Sigurd gik til sin Moder. »Det er mit Raad«, sagde Sigrid, da hun havde hørt, hvorledes det var gaaet, »at du gaar til Skuf og beder ham tage sig af dig. Sig ham, at jeg vil sælge min Jord og fare fra Grønland sammen med ham«. Sigurd bar sit Ærinde frem for Skuf, som tog imod ham, solgte Sigrids Jord for hende og bragte hendes Gods ombord paa Skibet.

Tormod forbandt sit Saar og gik ned til et Baadehus, Torun havde. Han saa’, at der var blevet trukket et Fartøj ud derfra, og skjønnede, at Toruns Huskarle maatte være ude med det. Saa gik han ned til Stranden og lavede sig et Leje i en Tangdynge, og der blev han liggende hele Dagen. Henimod Aften hørte han Aareslag og saa’ Toruns Huskarle lægge til Land. »Det bliver godt Vejr imorgen«, hørte han dem sige, »saa vi skal ud igjen, og vi har derfor ikke nødig at trække Fartøjet paa Land, men kan godt lade det ligge ude Natten over her i Havnen«. De gik hjem, og nu var det helt Aften. Da de var borte, stod Tormod op og gik hen til Fartøjet; han løste det, tog Aarerne og roede ud paa Fjorden og stævnede ad Gaarden Vik til.

Samme Aften, da Tordis paa Løngunæs havde lagt sig, lod hun ilde i Søvne, og da hun vaagnede, sagde hun: »Hvor er min Søn Bødvar?« »Her er jeg Moder; hvad vil du mig?« svarede han. »Jeg vil, at vi skulle ro ud paa Fjorden; der er en god Fangst at gjøre«. »Hvad er det for en Fangst?« sagde Bødvar. »Tormod, vor Skovgangsmand, er alene ude i en Baad paa Fjorden«, sagde hun, »nu ville vi stævne til Møde med ham«. Tordis tog fem Huskarle med og roede ud paa Fjorden. Tormod hørte Aareslagene og Mændenes Stemmer; det anede ham, at det var Tordis og hendes Huskarle, der var efter ham, og det tyktes ham, at han vilde være ilde stedt, om de fandt ham. Der var en lille Holm i Nærheden af hvor han var; den var lav, og naar det var Højvande, gik Søen over den, men ellers plejede den at ligge tør. Saa greb han til den Udvej at kæntre Baaden og svømme ud til Holmen. Der var en Tangvold helt rundt om den; der grov han sig ned imellem to Stene og dækkede sig til med Tang. Tordis og hendes Mænd fik nu Øje paa noget Sort, der flod paa Vandet, og da de ikke kunde skjelne hvad det var, roede de hen til det og saa’, at det var en kæntret Baad, med Aarerne endnu siddende i Aarebaandene. »Tormod maa være stødt imod en Sten«, sagde Huskarlene, »og der er al Rimelighed for, at han er druknet«. »Tormod er ikke druknet«, sagde Tordis, »snarere er han bleven os vár og har selv kæntret Baaden, for at vi skulde tro, han er død. Jeg tror, han er svømmet ud til Holmen og har skjult sig der. Nu ville vi ro derud og lede der, og I skal stikke med Eders Spyd i Tangen allevegne paa hele Holmen og ikke lade det blive ved en enkelt Gang.« De gjorde, som hun sagde, men fandt ham ikke, og det tyktes dem nu ikke rimeligt, at de vilde opdage, hvor han var. »Jeg tror, han er her paa Holmen alligevel, skjønt I ikke kan finde ham«, sagde Tordis; »kan du høre mig, Tormod, saa svar mig nu, om du har Mod som en Mand og ikke som en Mær«. Tormod hørte, hvad hun sagde og vilde svare, men han kunde ikke tale, thi det var ligesom Nogen holdt Haanden for Munden paa ham. Saa fór Tordis og hendes Mænd bort; Baaden, han havde havt, tog de med sig. Da de var borte, stod Tormod op fra Tangdyngen og gav sig til at svømme i den Retning, hvor der tyktes ham kortest til Land; han svømmede fra det ene Skjær til det andet og hvilede sig hver Gang han kom til et, men da han kun var et lille Stykke fra Land, var han bleven saa mødig, at han ikke kunde svømme fra det Skjær, han da var kommen op paa.

Samme Nat drømte Torgrim Bonde paa Vik, at der kom en fager og anselig Mand til ham, middelmaadig høj, undersætsig og herdebred. Han spurgte Torgrim, om han var vaagen eller sov. »Jeg er vaagen«, svarede Torgrim, »men hvem er du?« »Jeg er Kong Olav Haraldssøn«, svarede Drømmemanden, »og det er mit Ærinde hid, at jeg vil, du skal fare til Tormod, min Hirdmand og Skjald, og yde ham saadan Hjælp, at han kan slippe bort fra det Skjær, hvor han ligger, kort fra Land. Nu vil jeg til Jertegn for, at det er sandt, hvad der aabenbares dig, sige dig, at den Udlænding, der opholder sig hos dig og kalder sig Gest, i Virkeligheden hedder Stejnar og kaldes Helga-Stejnar; han er en Islænding og fór til Grønland, fordi det var hans Agt at hævne Torgejr Haavarssøn; men skjønt Stejnar er en rask og modig Mand, vil det ikke falde i hans Lod at tage Hævn for Torgejr; hans Mod og Manddom vil der blive Brug for andensteds.« Da Kong Olav havde sagt dette, vaagnede Torgrim. Han vakte Gest og bad ham staa op. Gest gjorde, som han bad, tog sine Vaaben og gik ud med ham. De satte sig ned, og Torgrim sagde: »Hvad er det, du siger du hedder?« »Mindes du ikke det?« svarede Gest. »Jeg mindes vel, hvad du kalder dig«, sagde Torgrim, »men nu spørger jeg, om du hedder, som du har sagt«. »Hvorfor skulde jeg ikke hedde, som jeg har sagt?« »Fordi du maaske hedder Stejnar og kaldes Helga-Stejnar i det Land, du er fra.« »Hvem har sagt dig det?« »Det har Kong Olav«. »Hvornaar har du talt med Kong Olav?« Torgrim fortalte ham nu sin Drøm. »Sandt er det i Drømmen, der angaar mig«, sagde Gest. Saa fór Torgrim og Gest ud og ledte efter Tormod og fandt ham, hvor Kong Olav havde sagt, han var. De bragte ham hjem til Vik, hvor de holdt ham skjult og helbredede ham for hans Saar, og da det Saar, Ljot havde givet ham, var lægt, fulgte Gest ham til Skufs og Bjarnes Skib. Gest vendte ikke mere tilbage til Vik, men blev paa Skibet tilligemed Tormod. Skuf var der ikke, da de kom; han var paa Tinge, hvor han blev, til det var endt, og det varede længe. Bødvar Tordis’ Søn fik der Sigurd Sigrids Søn dømt fredløs for Overfaldet paa Ljot. Da Tinget var endt, fór Skuf til sit Skib og gjorde det klart til at sejle. Den Morgen, han agtede at lette Anker, gik Gest og Tormod uden hans Vidende og Vilje fra Borde i en Baad. De roede til Ejnarsfjord og op igjennem den til Toruns Gaard. De saa’ der fire Mænd, som var ude at fiske i en Baad, og blandt dem kjendte de Ljot. De angreb ham strax og sloges, og Enden blev, at Ljot og de tre Mænd, der vare med ham, faldt. Saa fór Tormod og Gest tilbage til Skibet, og Skuf var da helt klar til at sejle. Han og Tormod gik ombord, men Gest blev tilbage og fór til Bratteli, hvor han tog Ophold hos Torkel. Skuf og Bjarne stak nu i Søen; de havde god Bør og kom efter en heldig Overfart til Norge. Da de havde naaet Land, delte de deres Gods imellem sig; Bjarne tik Skibet og Skuf Løsøre. Bjarne stævnede sønder til Danmark og videre til Rom til de hellige Apostle Peter og Paulus, og paa den Pilgrimsfærd døde han. Sigrid og hendes Søn Sigurd kjøbte sig Jord i Norge og boede der til deres Dødsdag. Skuf og Tormod fore til Kongen og blev hos ham til deres Død. Kongen var ikke synderlig venlig imod Tormod i Førstningen, thi der var kommet en Islænding ved Navn Grim til ham og havde fortalt, at han havde hævnet Torgejr Haavarssøn før end Tormod. Kongen viste ham stor Hæder og gav ham Gaver, men Tormod vidste Rede paa Grim, at han var et ondt Menneske og havde myrdet en Mand paa Island. Han gik da for Kongen og kvad:

»Tidt meldes Tant, min Konge;
Grim har I Gaver givet,
flere end han fortjente,
mig har for faa I givet.
Hundsk var den Daad, han øved,
værdig en lumpen Nidding;
bolde Konge, jeg øged
din og min egen Hæder.«

»Tykkes det dig, Tormod«, sagde Kongen, »at du har vundet større Hæder paa Grønland end Grim paa Island?« »Ja, det er vist nok«, svarede Tormod. »Hvad var det da for Storværker, du øvede der?« sagde Kongen. Tormod kvad:

»Torgrim Trolle jeg fælded,
tungt faldt den Kjæmpe til Jorden;
Døden jeg Ljot beredte,
skjønt han ej ræd var for Spydregn.
Torkel røved jeg Livet,
Tord var den fjerde, jeg fælded;
Falgejr, den ypperste af dem,
vog jeg og lagde i Mulde.«

»Du har taget det grundigere med Drab paa Grønland«, sagde Kongen, »end Fiskeren tager det med at fange Fisk, før han mener at have gjort sit Dagværk; han mener at være færdig, naar han har fanget fire Fisk, en for sig, en for sit Skib, en for sin Krog og en for sit Vaad; hvorfor dræbte du dog saa mange Mænd?« »De brugte en slem Lignelse om mig«, sagde Tormod, »de kaldte mig en Mær og sagde, at jeg var blandt Mænd som en Mær blandt Heste.« »Det er til at undskylde, at du syntes ilde om saadan Tale«, sagde Kongen, »men du har da ogsaa ladet dem bøde rigelig derfor.« Tormod kvad:

»Grønlands Mænd, som paa Tinge
dømte mig fredløs, sved jeg,
sent vil den Svie de glemme,
nær har jeg hugget de tapre.
Aldrig det Saar vil læges,
som jeg de Sværdstorms-Venner
slog, om det ikke dem lykkes
Livet af mig at tage.«

»Det har du Ret i«, sagde Kongen, »sent vil det Saar læges, du har brændt dem.« Tormod blev nu hos Kong Olav og stod i stor Anseelse hos ham og tyktes den raskeste Mand i alle Manddomsprøver, han stedtes i. Han fulgte ham, da han drog af Landet, og delte hans Udlændighed med ham; han fulgte ogsaa tilbage med ham til Norge, thi det tyktes ham bedre at dø med ham end at overleve ham. Da Kongen kom til Trøndelagen til den Dal, der hedder Veradal, sagde han for Spøg til Tormod: »Hvad vilde du nu gjøre, om du var Høvding for denne Flok?« Tormod kvad:

»Brænde ville vi Hverbjørg;
Luer om Husene lege!
Hæren for Drotten skal værge
Landet mod blanke Sværde.
Visselig, om jeg faar raade,
Trøndernes Huse skal styrte,
Isens Fjende skal hærge
grumt mellem Tagets Bjælker.«

»Kan hænde, det vilde hjælpe, om vi gjorde, som du siger«, sagde Kong Olav, »men vi ville dog se at finde paa andet Raad end at brænde vort eget Land; dog finde vi det ikke underligt, at du vilde gjøre, som du kvad.« Den Dag de var paa Stiklestad, bad Kongen Tormod kvæde noget til Morskab, og han kvad da det gamle Bjarkemaal. »Vel har du valgt dit Kvad mod Hensyn til de Ting, her skulle foregaa i Dag«, sagde Kongen, »Huskarlenes Opmuntring vil jeg kalde den Sang«. Der fortælles, at Tormod var noget forstemt før Slaget. Kongen mærkede det og sagde: »Hvorfor er du saa tavs, Tormod?« »Fordi det tykkes mig uvist, Herre«, sagde Tormod, »om vi ville sidde sammen i Kvæld. Lover du mig, at vi skulle være paa samme Sted i Kvæld, bliver jeg glad igjen«. »Jeg véd ikke, om jeg kan udvirke det«, sagde Kongen, »men om jeg faar raade, da skulle vi følges ad i Kvæld.« Da blev Tormod glad og kvad:

»Vældig sig Sværdstormen nærmer,
Pilenes Spreder, muntre
gaa dine Mænd i Striden,
Øxetiden er kommen.
Enten vi Livet beholde,
eller paa Valen vi segne,
Ravnen den aadselgridske
skal ikke sulte, Konge.«

»Det vil blive, som du siger, Skjald«, sagde Kongen, »at enten ville de Mænd, der nu ere her, komme levende herfra eller blive her.« Da kvad Tormod:

»Kampdjærve Konge, om andre
Skjalde end holde sig borte
— naar monstro vil de komme? —,
ej skal Tormod dig svigte
Skjoldslangens (4) vældige Svinger,
aarle i Kampen vi gange,
samme Kaar vil vi kaare,
følges i Livet og Døden.«

»Nu stiklede du paa Sighvat Skjald«, sagde Kongen, »men det gjøres ikke nødig, thi vidste Sighvat, hvad her foregaar, vilde han vælge at være hos os; kan ogsaa hænde, at de Bønner, han beder for os, ville blive os til størst Gavn.« »Det kan være«, sagde Tormod, »men tyndt vilde Folk staa omkring Mærkesstangen idag, om Mange var paa Romerfærd som han.« Stort Ry gik der af, hvor drabelig Tormod kjæmpede paa Stiklestad, da Kong Olav faldt; han havde hverken Skjold eller Brynje, førte stadig sin Bredøxe med begge Hænder og brød jævnlig igjennem Fylkingerne, thi Ingen tyktes det godt at komme under hans Øxe, Da Slaget var endt, var Tormod ikke saaret. Han var saare mod i Hu derover og sagde: »Ikke tænker jeg, kommer jeg nu til Gjæstebud med Kongen i Kvæld; værre tykkes det mig at leve end at dø«. Men i det Samme han sagde dette, kom der en Pil flyvende, han vidste ikke hvorfra, og ramte ham i Brystet, og da blev han glad, thi han anede, at det Saar vilde blive hans Bane. Han gik hen til en Lade, hvor der var en Mængde saarede Krigsmænd. En Kone var ved at varme Vand i en Kjedel til at to deres Saar med. Tormod gik hen til en Væg og støttede sig til den. »Er du af Kongens Mænd?« sagde Konen. Tormod kvad:

»Kvinde, let er at skjønne,
at vi var med i Kampen,
fulgte modig vor Konge,
Saar og ej Fred vi finge.
Kold er jeg bleven i Stormen,
fast er jeg aandeløs bleven,
haardt de Sværdtræer (5) legte,
ikke med Skjold jeg mig skjærmed.«

»Hvorfor lader du dig ikke forbinde, naar du er saaret?« sagde Konen. »De Saar, jeg har, behøver ikke at forbindes,« sagde Tormod. »Hvem gik mandigst frem tilligemed Kongen idag?« sagde Konen. Tormod kvad:

»Hvast hug Harald i Slaget,
kampglad fulgte han Olav,
drabelig slog paa det Sværdting
Dag og Ring, saa det gnyede.
Stoltelig stode de fire
under de røde Skjolde,
skjænked i stride Strømme
Ravnen den røde Drikke.«

»Hvorlunde gik Kongen frem i Striden?« spurgte Konen. Tormod kvad:

»Modigt var Kongens Hjerte,
vældig paa Stiklestad stod han,
Ingen til Strid lod sig nøde,
hvast bed de blodige Vaaben.
Alle saa’ jeg med Skjoldet
skjærme sig, kun ikke Olav.
Haardt sattes Modet paa Prøve,
da det med Pile regned«.

Der var Mange i Laden, som vare haardt saarede, og det klang højt som Suk i Hulsaarene, som Tilfældet er med slige Saar. Da Tormod havde kvædet sine Viser, kom der en Mand ind i Laden, og da han hørte, det sukkede i Saarene, sagde: »Det er ikke saa underligt, at det er gaaet ilde for Kongen med Slaget, saa lidet mandige, som disse Folk ere, der have været i hans Hær; de, der ere her inde, kunne jo ikke bære deres Saar uden at klynke«. »Synes du, at Folkene her ere umandige?« sagde Tormod. »Ja vel tykkes det mig, at her er mange modløse Mænd.« »Kan hænde, her er en Mand inde, som ikke er meget mandig«, sagde Tormod, »synes du heller ikke, at mit Saar er stort?« Bonden gik hen til Tormod og vilde se paa hans Saar, men i det Samme svang Tormod sin Øxe og gav ham et stort Saar. Han skreg og stønnede højt. »Det tænkte jeg nok«, sagde Tormod, »at her var En inde, som ikke var synderlig mandig. Det passer kun ilde sammen, at du laster andre for Umandighed, og saa er du umandig selv. Her ligger mange haardt saarede, og Ingen af dem knyr, thi de kan ikke for, at det sukker i deres Saar; men du stønner og jamrer dig, skjønt du kun har faaet et ringe Saar.« Tormod stod ved Væggen, da han sagde dette, og da han havde udtalt, sagde Konen, som varmede Vandet: »Hvorfor bliver du saa bleg og hvid som et Lig, Mand? hvorfor lader du ikke dine Saar forbinde?« Tormod kvad:

»Ej er jeg rød, som den slanke
Kvindes Mand, thi det gamle
Jern staar fast i min Vunde,
Saarets Sumpe det træder.
Herlige ringsmykte Kvinde,
at jeg er bleg nu, det volder
hvasse Vaaben, som bed mig,
Skjoldormens Spor mig svide.«

Og da han havde kvædet dette, døde han staaende ved Væggen og faldt død til Jorden. Harald Sigurdssøn gjorde Tormods Vise færdig; han lagde Ordet »svide« til. Saalunde endte Tormod Kulbrynsskjalds Liv, og her slutte vi Fortællingen om denne Kong Olav den Helliges Kjæmpe.


Noter:

1. Et Navn, der betyder den Kamp- eller Drabslystne.

2. Egtl. Skjaaerne: Rammer med gjennemsigtige Hinder, der lægges over Røghullet (Lyren).

3. ɔ: den Voldsomme, Uskaansomme.

4. ɔ: Sværdet.

5. Krigere.