Om hove og hovudgravninger på Island

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jonsson
(1858-1934)

Daniel Bruun
(1856-1931)

Om hove og hovudgravninger på Island

Af Daniel Bruun og Finnur Jónsson

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske oldskrift-selskab
II. Række, 24. bind
Kjøbenhavn
1909

SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Et »indviet helligt sted« hedder i oldsproget vé (dial. vi); ordet brugtes ikke blot om steder, hvor der fandtes helligdomme, indviede til guderne (templer), men også om andre »viede« steder, især som bekendt gravsteder (høje); jfr. wé i glossaret til Wimmers runeværk. I nordiske stedsnavne findes ordet hyppig både som forled og efterled, dog som det synes med nogen forske! for de enkelte landes vedkommende (sjælden som efterled i Norge, meget hyppig derimod i Sverrig).

Et andet navn er hörgr. Selve ordet er fællesgermansk; det. findes både i oldhøjtysk og angelsaksisk, hvor det gengiver de latinske ord »lucus, nemus, del ubrum, sacellus, fanum«, eller: lund, tempel, men »lunde« var, som bekendt, hos Germaner i ældre tider hellige, og i dem foregik, gudedyrkelse. Dette synes at være den ældste betydning af ordet (grundbetydningen måske »indelukke, indviet sted«); såsnart virkelige templer, gudehuse, byggedes, overførtes navnet på disse. Vi genfinder ordet på nordisk grund, hǫrgr, hyppigst i forbindelsen hof ok hǫrgr (flt. hǫrgar). I festskriftet til K. Weinhold (Strassburg 1896) er alle eller de fleste steder i litteraturen, hvor ordet findes, samlede og behandlede; hertil kan der henvises. Det fremgår både af de ældste kilder, hvor det forekommer (Vǫluspá, Vafþruðnismál, Grímnismál), samt af andre steder, at ordet betegner et hus; hǫrgr kaldes »højttømret«, og den kan brænde (blive brændt op; jfr. hof sviðnuðu, hǫrgar brunnu osv.). Det samme viser uomtvistelig den måde, hvorpå ordet bruges i skjaldeomskrivninger for »skjoldet«; i dem betyder det »hus« (eller i hvert fald dele af hus). Det samme fremgår endvidere af yngre prosaiske kilder (som den såkaldte Sverres kristenret: »hvis han opfører et hus og kalder det hörg«). I sin Edda nævner Snorre hörgen som et »hus«, guderne (i tidernes morgen) opførte, og som »gudinderne ejede«; således lyder teksten i to hovedhåndskrifter; i det tredje hedder det derimod, at »de gjorde et hus, hvori der var hörg, som tilhørte gudinderne« (Upsalahåndskr.). Efter dette skulde hǫrgr være noget andet end huset (templet), og der kan da næppe være tale om andet end at det skulde betyde »alter«, og således er det blevet opfattet. Men ét bør særlig fremhæves, at i alle håndskrifterne sættes »hörgen« enstemmig i forbindelse med gudinderne. I en mærkelig overensstemmelse hermed står et sted i Hervarars., der ganske vist kun findes i papirsafskrifter, men som dog synes at måtte bero på gamle kilder; her hedder det om dronning Alfhild, at hun under et »diseblot« om natten »rødfarvede hörgen« (nemlig i offerdyrenes blod). Tydelig kan man ganske vist ikke af dette sted se, om hörg betyder tempel eller alter, men den sættes klart i forbindelse med gudinderne, ti »diser« er her afgjort gudinder og ingen andre væsner.

Når Vafþr. og Grimn. sætter hǫrgar i nöje forbindelse med Njord, hidrører dette mulig fra, at Njord netop oprindelig er en kvindelig guddom (jfr. Tacitus' Nerthus = Terra mater). Og endelig sættes hörg i en nær forbindelse med Freyja (der jo ifg. den almindelige opfattelse i det 9. og 10. årh. var Njords datter) i Hyndluljoð. Freyja ytrer, at hendes yndling Ottar har »gjort hende en hörg, opført af sten (hlaðinn grjóti) ; nu er de stene blevne til glar; han rødfarvede den i nyt okseblod; altid trode Ottar på asynjerne«. Unægtelig kunde det synes at være rimeligst, at opfatte ordet her som alter (i lighed med stedet i Ups. hdskr.). Vi vilde således komme til to betydninger af ordet, dels gude(gudinde)-hus, dels alter (i gudindetempel). Der bör dog i denne sammenhæng göres opmærksom på, at det ikke blot var altrene, der rødfarvedes i offerdyrenes blod — hvorom senere —, men også templets vægge indvendig og udvendig; hvad der alligevel kunde tale for betydn. »(sten)alter« her, er selve udtrykkets art; hele templet var næppe af sten (hvad enten der tænkes på islandske eller norske forhold som liggende til grund for digtets forestilling). — Til alt dette skal dog föjes, at i svenske stedsnavne findes hargher som sidste led til Odhin og Þor som forled (Odhinshargher osv.).

At den ældste betydning af ordet også på nordisk grund er »hus« (helligdom), må betragtes som givet på grund af ordets betydning i de andre beslægtede sprog. Hvis det i nordisk tillige betyder et »(sten)alter«, er det en sekundær betydning, det har fåt; grunden hertil kan være den, at der i sproget fandtes et ord, i formen helt eller delvis identisk dermed; om etymologisk det samme turde derimod være mere tvivlsomt. Det er ordet hǫrg eller hǫrgr i bet. »stendynge« eller »fjældtinde«; i norske dialekter er ordet fem. (både i bet. »hob, flok, mængde« og »bjærgknold, bjærgtop«, I. Aasen) . Hermed stemmer brugen af ordet nogle steder på Island (særlig bragt som svagtböjet, flt. hörgur, [jfr. B. Haldorssons hörga] om små höje el. knolde, hvor græsset gror dårligt og som er »hårde at slå«); om man på grund af de således benævnede fjældtoppes form (»flade« oventil) har at antage, at de har fåt navnet efter altrenes form, får stå hen; umuligt var det ikke. Hvorom alting er, har hörg aldeles utvivlsomt haft betydn. »gud(ind)e-tempel« og mulig ved siden deraf »et (sten)alter«. En sådan hörg er det formentlig, som B. M. Olsen og D. Bruun har udgravet på gården Hörgsdalur i Myvatnsegnen; herom kan der henvises til redegørelsen i Det isl. Oldsagsselskabs Årbók for 1901 s. 7-11, og 1903 s. 1-16 samt Daniel Bruun, »Udgravninger paa Island«  i »Geogr. Tidsskrift« 17. bd. s. 21.

Hovedordet for et hedensk tempel er imidlertid hof, og i denne betydning synes det at være særlig nordisk, idet ordet i andre gamle germanske sprog har en anden og mere almindelig betydning, nemlig »indhegnet gårdsplads; herskabeligt gods; fyrstebolig» (O. Schade). I angelsaks. bet. ordet »hus, bygning« (se Bosworth-Toller, der ikke har betydn. »tempel«; denne findes kun i den lille håndordbog for studerende, men vistnok uden nogen virkelig hjemmel). Hvorvidt ordet i nordisk har — så langt tilbage som vi kan komme — haft nogen anden betydn., er tvivlsomt. O. Rygh har ment, at det (i Norge) muligvis også har haft den almindelige betydning »gård, hus«, og at stedsnavne med hof »ikke overalt behøver at have sammenhæng med den hedenske gudsdyrkelse«. Der er dog meget ringe sandsynlighed for, at så har været tilfældet, og man tör næppe forudsætte, at det har været så, i al fald må det bestemt for Islands vedkommende hævdes, at hof der altid uden undtagelse »hænger sammen med den hedenske gudsdyrkelse«, Ifg. Falk-Torp skulde ordet betyde »forhöjning« (af roden i hefja osv.). Det skulde da hentyde til, at gudehuse opførtes på småhöje eller bakker, hvilket ofte passer til, hvad der kendes fra Island.

Gudehuse er i det øvrige Norden endnu ikke fundne eller påpegede. Kun fra Island kendes rester af sådanne. Dette er ikke så mærkeligt. Sagen var den, at medens hovene i Norge (Sverrig og Danmark) sikkert opførtes af tømmer (jfr. de ovf. anførte udtryk), blev de på det træfattige Island for allerstörste delen opførte, som andre bygninger, af törv (eller af törv og sten). Da de norske hove (og det samme gælder de danske og svenske) blev ødelagte, var der højst tilbage af dem de — vistnok mindre — sten, hvorpå stavene formentlig har hvilet, og disse er naturligt nok i tidens løb forsvundne. Dog var det ikke utænkeligt, at man endnu kunde fremdrage rester af grundvolden et eller andet steds. Det var værdt at have opmærksomheden rettet herpå. Da hovene reves ned på Island, har man fjærnet og borttaget alt, hvad der var af værdi, først og fremmest det tømmer (indvendig, i taget, söjler el. stave), der fandtes i dem, for at benytte det på andre måder. Sikkert har man også fjærnet, hvad der i en særlig grad mindede om den gamle gudedyrkelse, først og fremmest gudebillederne og altrene. Tørvevæggene, 2-3 alen höje eller hvad de nu kunde være, har man derimod i dette som i alle andre tilfælde ikke gjort sig den ulejlighed at rive helt ned og bortført jorden; den var jo ingen nytte til. Man lod med andre ord væggene forfalde; de faldt ud eller ind, efter som vind og vejr og tilfældigheden vilde, og snart blev det hele overgrot med græs. Resterne af væggene viser sig derfor nu, hvor de da ikke af særlige grunde er blevne forstyrrede, som lave græsbevoksede jordrygge, hvis oprindelige form kan være — mere eller mindre — tydelig endnu. Sådanne tomter vises mange steder på Island, ofte med den störste bestemthed og således, at man må tro, at en gammel tradition ligger til grund og ikke en nyere tids påfund eller spekulationer, der ellers nok kan göre sig gældende. Der er nemlig meget hyppig flere omstændigheder, der taler til gunst for traditionen (eller opfattelsen); således f. eks. navne på selve stedet, hvor den udpegede hovtomt ligger, navne, der er nöje knyttede dertil og som sikkert ikke er senere lavede, navne som goðavöllr, goðalág og lign.

Af en hovedbetydning er imidlertid selve gårdenes navne. Og her bliver det nødvendigt at komme nærmere ind på disse og andre i forbindelse dermed stående forhold.

Som bekendt var landet i det 10. årh. delt i ting (tinglag), oprindelig vistnok 12, senere (efter c. 963) 13. Vi følger her V. Finsens opfattelse (i »Fristatens Institutioner«), der forekommer os at være den sandsynligste. Ved det nævnte år indordnedes de 12 ting under landets inddeling i fjærdinger, dog således, at Nordlandsfjærdingen af særlige grunde fik ét ting til foruden de 3, så at der i denne blev 4 ting ialt og altså 13 ting i hele landet. Disse ting var: (I): Þverárþing, Þorsnessþing, Þorskafjarðarþing; (II): Hunavatsþing, Hegranessþing, Vaðlaþing, Þingeyjarþing; (III): Krakalækjarþing (ældre Sunnudalsþing), Múlaþing, Skaptafellsþing; (IV): Rangárþing, Árnessþing, Kjalarnessþing (jfr. Frist. Inst. s. 83 f.) .

I hvert ting fandtes der 3 hovedgodedömmer, goðorð, ialt altså 39; det var disses indehavere, der var de egenlige styrere af lands lov og ret, dem, der udgjorde lovretten på altinget, og dem, der udnævnte de enkelte dommere i de 4 fjærdingsdomstole. Hvorledes normeringen af godedömmerne oprindelig er sket, vides ikke, men det må formodes, at det i 930 i virkeligheden er fastslåt, at således skulde det være (bortset fra det 4. ting på nordlandet) og hvilke personer (slægter) der skulde være ejere af disse godedömmer. Dette meget interessante spörgsmål kan vi ikke her drøfte videre; vi henviser til Fr. Bodens grundige afhandling i Zeits. der Savigny-stift. Germ. abth. XXIV, uden dog hermed at ville erklære os enige med forf. i alt. De nævnte 39 hövdingers egenlige titel er goði (dannet af goð 'gud'), der ikke i sig selv viser hen til en politisk virksomhedssfære. Ordet betyder nemlig 'præst' eller 'tempelforstander'. Det er ikke specielt islandsk, skönt det så at sige udelukkende findes anvendt dér efter en udstrakt målestok. Som bekendt findes det på 3 danske runestene, uden at det dog fremgår, hvad det egenlig betyder. Fra Norge kendes ordet så godt som ikke i historiske kilder; at det dog har eksisteret der, må anses for utvivlsomt, da det om en isl. landnamsmand hedder, at han havde været »hofgode« på Mærin i Trondhjem (Ldn.); fra Norge må navnet antages at være kommet til Island.

Intet var naturligere end at de norske landnamsmænd indrettede deres gudsdyrkelse på Island efter det gamle mønster i deres forladte fædreland, byggede sig templer og oprettede blot. Dette siges da også udtrykkelig om flere. Þorólfr mostrarskegg byggede sig et hov på sin gård, der fik navnet Hofstaðir (Eyrb., Ldn.). Bǫðvarr hviti bode på Hof, »der rejste han et stort hov«  (Ldn.); Ingimund d. gamle bode på Hof i Vatsdal, og han havde der et hov (Ldn., Vatsd.). Auðun d. røde »bode på Hofsfell og rejste der et stort hov« (Ldn.); Hallr på Hofstaðir (ved Torskefjorden; Ldn.) »rejste der et stort hov« (Gullþ. s.).

Et hov antydes (Ldn.) bestemt ved el. i nærheden af Hofsteigr. Desuden har Torhadd den gamle rejst sig et hov (Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig; brødrene Hrólfr og Ingjald, Helge magres sönner, byggede hove på gårdene Gnúpufell og Þverá (i Øfjordsdalen; Ldn.). Andre, der siges at have bygget hove, er Jörund gode på Svertingstaðir (Ldn.), Ketilbjörn på Mosfell (sst.), Hrafnkell på Aðalból (Hrafnk. s.), Hallsteinn gode på sin gård (Ldn., Gullþ. s.); heller ikke kan der være tvivl om, at Ketil höng har rejst et hov på sin gård Hof (Egilss., Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig.

De her antydede hove er temlig stærkt spredte over hele landet, nemlig 2 i Vaðlaþing, 2 i Krakalækjarþing, 2 i Múlaþing, 1 i Skaftafellsþing, 2 i Rangárþing, 1 i Árnessþing, 1 i Þorsnessþing, 2 i Þorskafjarðarþing, og 1 i Húnavatsþing. De, der havde dem, ejede dem og forestod dem, var for det meste höjættede hövdinger, der blev stamfædre til store slægter.

Hvorvidt de af dem byggede hove udelukkende har været familjehove, siges intetsteds, men höjst rimeligt er det at antage, at de nærmest boende, der sikkert på andre måder og af andre grunde sluttede sig nær til de enkelte hövdinger, har fåt lov til også at benytte de rejste hove, deltage i blotfesterne og bidrage til deres afholdelse. Herved opstod der en endnu inderligere forbindelse mellem dem og hövdingen eller goden, som han i hvert fald i et par tilfælde kaldes (Jörund og Hallsteinn, samt Torhadd). Om nogen politisk sammenslutning, et ting eller tinglag, er der derimod endnu næppe tale; kun to sådanne kendes fra historiske kilder, nemlig Kjalarnæstinget og Torsnæstinget, begge for de vigtigste slægter på Kjalarnes og Þórsnes og deres nærmeste venner og omboende. Der er ingen grund til at antage, at der för fristatens oprettelse 930 har eksisteret andre og flere tinglag end disse to, hvad også V. Finsen hævder. De kan have haft deres store betydning som forbilleder, men det skal vi ikke komme nærmere ind på, her.

Det er således klart, at der allerede for 930 må have eksisteret flere hove og hovforstandere, goðar eller hofgoðar. Ved fristatens oprettelse deltes landet som bemærket i 12 tinglag; på grundlag af os nu ukendte forhandlinger blev det vedtaget, at der indenfor ethvert af disse skulde være 3 faste, normale godedömmer, d. v. s. hövdingedömmer, eller 36 hövdinger, der tillige skulde være goder (tempelpræster) . Der er nu ingen grund til at antage, at der dengang virkelig har været så mange goder i funktion i landet eller så mange templer. Følgelig må flere nye — forudsat, at man har benyttet de allerede eksisterende — godedömmer da være blevne oprettede, de som siden holdt sig uforandrede, foruden de 3, der senere kom til for Nordlandsfjærdingen (jfr. ovf. 250). Der kunde altså — det være i forbigående bemærket — ikke eller næppe være tale om nogen misfornøjelse med den trufne ordning hos nogen som helst anden i landet, da forholdene (ved 930) var således, at næppe nogen blev tilsidesat, og den kunde heller ikke opstå senere. Ti her er da aldrig et eneste udtryk for nogen misfornöjelse eller misundelse hos andre overfor de faktisk eksisterende godedömmers indehavere. Vi kender de fleste slægter, der i så henseende kunde nævnes og anføres; vi kan derom henvise til Bodens påvisning i hans anførte afhandling.

Vi vender tilbage til stedsnavnene. De er af stor interesse i denne forbindelse. Der findes nemlig endnu flere gårdsnavne end de nævnte, enten Hof alene eller sådanne, hvori hof indgår som sammensætningsled. De skal her opregnes efter tinglagene:

I. Kjalarnessþing: 1, Hof (på Kjalarnes), 2, Hof (Rosmhvalan.es), 3, Hofstaðir (i nærheden af Reykjavik).

II. Þverárþing: 1, Hofstaðir (i Hálsasveit), 2, Hofstaðir (Myrasyssel).

III. Þorsnesþing: 1, Hofstaðir (Hnappadalssyssel), 2, Hofstaðir (Snefellsnessyssel), 3, Hofstaðir (sst.).

IV. Þorskafjarðarþing: 1-2, Hofstaðir (Bardestrandsyssel), 3, Hof (Isafjords.), 4, Hofstaðir (Strandas.).

V. Hunavatsþing: 1, Hof (i Midfjorden), 2, Hof (i Vatsdalen), 3, Hof (på Skagestrand).

VI. Hegranesþing: 1-3, Hof, tre steder, 4, Hofstaðir.

VII. Vaðlaþing: 1-2, Hof, to steder (Svarfadardalen, Hörgárdalen).

VIII. þingeyjarþing: 1, Hof, 2, Hofstaðir, 3, Hofgarðar.

IX. Krakalœkjarþing: 1-2, Hof, to steder (i Vopnafjorden, Fell), 3, Hofteigr.

X. Múlaþing: 1-3, Hof, tre steder (Mjoafjorden, Nordfjorden, Alptafjorden).

XI. Skaptafellsþing: 1, Hof, 2, Hoffell, 3, Hofstaðir.

XII. Rangárþing: 1, Hof.

XIII. Árnessþing: 1, Hof.

SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---