Appendix til Hansêraks Dagbog

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Signe Rink (1836-1909)
Grønlandsk forfatter og etnolog

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Appendix til Hansêraks Dagbog

Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
ført under den »Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85

Signe Rink
København
1900

Siden er under opbygning

A II.

Akilineq er det, ved den forstærkende Affix »neq«, forlængede Ord »Akia«, og betyder som saa: det, vis a vis Ens eget Bosted — fjernest beliggende Land (NB. skilt fra dette ved et Vand) medens »Akia« alene, blot betyder ethvert modsat beliggende Land, tvers over et Vand. Akilineq bliver da, f. Ex. Amerika (i Forhold til Asiaten) ligesom Asien bliver det i Forhold til Amerikaneren, Grønland til Labrador, og omvendt. Hos Vestgrønlænderne, der have sagnlige Erindringer om Baadsfarter over større Havstrækninger, har da ogsaa Labrador, tilligemed Amerikas Østkyst videre nord efter, faaet Hævd som dette deres halvt historiske, halvt mythiske »Akilineq«, hvortil, hos alle Eskimoer, Mindet om Forfædrene knytter sig i dunkle Billeder, baade om fabelagtige Dyr og ditto Mennesker, hvilke nu tildags formenes kun at kunne overvindes af Samfundets »nakuarssuit ɔ: Stærke Mænd«; eller af overnaturligt begavede Mennesker. Under Fastholden af Akilineqs mere concrete eller stednavnlige Betydning som vort virkelige Labrador — gjør Hansérak (see Texten Pg. 15) den kritiske Bemærkning: at siden østlændingene ogsaa have Kjendskab til Akilineq, maa deres Forfædre sikkert engang tilbage i Tiden, have beboet Vestkysten, og først senere være dragne rundt til Østkysten. Og Konclusionen er vist rigtig nok, især vel, hvis man specielt lader den gælde Østgrønlands Søndre Folkegruppe. Der synes nemlig at foreligge visse vægtige Grunde for at Angmagssalik’erne oprindelig maa kunne have udgjort ganske særegne Eskimo-Stammer, som da sandsynligviis maa være indvandrede til deres nuværende Bosteder direkte nordfra, ɔ: fra Smithsundets Amerikaside, først tvers- og saa, sydover, ned rundt Grønlands Nordspids. Hvorledes skulde ellers disse Folk kunne have bevaret deres høist aparte Stammenavn »tât« (= Mennesker) saa uantastet eller ubekjendt for hele Vestgrønlands Befolkning som det i Sandhed var, lige indtil det for første Gang tilførtes os af Holms Konebaadsexpedition efter dennes Overvintring ved Angmagssalik.

Akia — det ovenomtalte Rodord til Akilineq, der som sagt betyder: det som er »meest Akia« ɔ: os fjernest af alt omgivende Land bag det Vand eller Hav der skiller os – findes hos et Par N. Amerikanske Indianerstammer opgivet som »Jord« (formentlig i Forstand af »Verden«); og endvidere har jeg, hos visse Polynesiere, mærket mig det som Betegnelse for »Underverdenen«, hvilket bliver meget betydende i Sammenlignings-Forholdet med det grønlandske eller eskimoiske »Akia«, da jo nemlig »Underverdenen « hos alle disse Naturfolk netop tænktes som det, vis á vis den synlige Verden beliggende og, just, ved det mellemliggende Hav fraskilte Land — aldeles som, hos os, den ene Verdensdeels Beliggenhedsforhold til den anden. Der er neppe Tvivl om, at det grønlandsk-eskimoiske, til Akilineq udvidede Akias Anvendelse paa vor Verdens adskilte Hoved-Landmasser — kun kan have hiin interessante, Oprindelse.

A III.

Angakut (plur: af angákoq) vare Folkets Viismænd, Aandemanere og Sandsigere — kortsagt dets Trøstermænd i al baade legemlig og aandelig Nød. At de senere gradeviis ere sunkne ned til blot bedrageriske Jonglører, maa vel ligefrem kunne tilskrives den gamle Tidsaands Forfald. Hvordan nu end dette forholder sig, viser dog Hanséraks Dagbog ligesom Østkystberetningerne overhovedet, — med hvilken vidunderlig Troesstyrke Østgrønlands Hedningebefolkning endnu hænger ved sine angákut; og dette blandt andet, og hovedsagelig derfor: at disse formaae at skaffe dem deres, af ilisîtssut eller de »onde Hexe« frastjaalne »Sjæle«, tilbage igjen. (om Sjælerov see App. under tarningêrneq).

Det vil saaledes forstaaes hvor magtpaaliggende det bør være, at skælne skarpere imellem Benævnelserne angákut og ilisîtssut end der tidligere er bleven gjort i Reisebeskrivelser fra Grønland: de To ere jo hinandens afgjorte Modstykker. Muligviis ere angâkut engang tilbage i Tiden — maaske som Bærere af mere rensede Religionsbegreber — ligefrem optraadte som en ældre Religions — som ilisîtssuts Bekæmpere? —

Angákoq som Ord, har hidtil ikke været forsøgt forklaret ɔ: sprogligt opløst; og kan neppe heller analyseres gjennem selve den grønlandske Dialekt af Eskimosproget. I sin Heelhed er jeg hidtil heller ikke stødt paa Ordet i noget Glossarium fra Eskimoer udenfor Grønland, men Sammenhængen synes mig, efter de Rødder, hvoraf Heelordet bestaaer, dog indlysende nok. Dets første Deel »angá« (dog uden Accent over det andet »a« saaledes som den nuværende grønlandske Udtale af angákok byder), er et over vide Strækninger af Asien forekommende Rodord, altid af noget, men som oftest af meget aandeligt Indhold, selv i de Sammensætninger, hvor det ikke absolut skal udtrykke selve »Aanden« saaledes som Tilfældet f. Ex. er hos Korrækerne, i hvis Ordlister man udtrykkelig finder det givet som »Aand«. Fra dette eskimoagtige Kystfolk, vis â vis Aleuterne, mener jeg at Ordet angákoq deelviis maa stamme; og hvad Stavelsen »koq« angaaer, antager jeg, at den er det »kux« (udtales »kuch«), hvilket man i flere af de ældre Ordlister vil finde oversat baade ved »Herre«, »Lærer« og »Tjener«. Jeg er stødt paa dette Ord hos de saakaldte »Tungaser« i Alaska — en Folkestamme, som af nogle Forfattere nævnes som Indianere, men af andre igjen som afgjorte Eskimoer — altsaa vel et Blandingsfolk. (Fordi nu »kuch« findes her, eller jeg selv kun har truffen det her, er det jo ikke udelukket, at det ogsaa kan findes hos selve Korrækerne — jeg kan kun ikke sige at jeg veed det). Hvad nu angaaer dets Dobbeltoversættelse som Herre og Tjener saa har dette ingen forstyrrende Indvirkning paa Stavelsens Anvendelse i det fulde grønlandske Ord: »angákoq«; thi for det første er der jo i og for sig en vis Sammenhæng imellem Lærer- og Tjenerbegrebet i Almindelighed, og saaledes særligt for angákoqs vedkommende. Denne maa jo nemlig først som Tjener, aareviis underkaste sig sine attraaede Hjælpeaanders strenge Villie inden han sluttelig som udlært, faaer disse i sin Magt, og saa omvendt bliver deres Herre. Nu træder han samtidigt i Forhold til Folket og belærer dette om Aandernes Væsen og Indflydelse over Verdens Ting og dem selv medens han dog ogsaa selv samtidig behersker det gjennem sit Ry som Aandemaner eller »overlegen Begavelse«!

A IV.

Amo. Den østgr. angákoqs Hjælpeaand »Amô« er en »lille Mand med et spidst, skaldet Hoved« — hedder det oftere i de østgrønlandske Beretninger. Hans Opholdsted er gjerne i hensmuldrende Steenrøse eller Klipper. Amô kaldes ogsaa »Amôq« og ligesaa ofte Amôrtortoq = »Den der siger »amô«, og Navnet betyder maaske saaledes blot en Eftergjøren af et vist Dyrs Stemme«. Det maatte ellers kunne stamme fra de grønlandske Verber »amôrpoq« og amuvâ = »at trække noget til sig — særlig ved gjentagne langtrukne Drag — saaledes som om Snoren gik gjennem en Løkke (see herom grønl: Ordbog); og i saa Henseende maatte man kunne tillade sig at sætte »amô« af »amuvâ« = »han drager ham til sig« i Forbindelse med den hemmelighedsfulde Signalisering, der ogsaa nok, af og til, foregik imellem angákoq og hans tartoq eller tôrnaq, ved Hjælp af Snoreforbindelser mellem et eller andet skjult Rum under Brixen eller under Gulvets Stenfliser.

Af Dagbogens »Sanimuinaq« (see Pag. 25), der selv var en fortrinlig Bugtaler belæres man jo om at angákut, tildeels, ogsaa selv brugte at klare »Aandens« eller sin »tartoqs« Rolle. Han var med andre Ord: extraordinær behændig.

I en alaskisk Eskimodialekt har jeg truffen »amo« som Hunkjønsformen af det, over hele Eskimoverdenen noksom bekjendte »amaroq« (Ulv) — et Væsen i Dyreform, der netop ogsaa spiller en fremragende Rolle i angakut-Verdenen og overhovedet i det hedenske Aandslivs. Af de her givne Antydninger kan dog endnu ingen fastslaaes, og henstilles ogsaa blot som Fingerpeg.

A V.

ârrûssaq, som er angákuts eller Aandemanernes høit eftertragtede Hjælpeaand betyder som Ord: »Lighed med et Ærme«, — her et Kajakmands Halværme af Vandskind — med Snørebaand baade foroven og forneden, hvormed Manden under sit daglige Sømandsliv befæster Ærmet omkring sin Albue og sit Haandled. Som mythologisk Foreteelse sigter Gjenstanden eller »Dyret« (oprindelig vistnok en »tupilak«) til et Væsen som siges at leve — helst i »udtørrede Søer«, hvilke Søer nemlig altid spille en væsentlig Rolle i angákuts eller Aandemanernes Trænerings Historie. Der siges saaledes, blandt andet, at Uddannelsen til Aandeseer foregaaer langt hurtigere hér end f. Ex. i Huler eller mellem hensmuldrende Klippeblokke. (Med »Aandeseer« forstaaes i herværende Tilfælde: Sandsens Opladelse for — den bestemte Aand, man hér gaaer ud paa at søge). —

I Vestgrønlands Hedningetid var et Kajakmands Halværme, særlig naar det var gammelt og kasseret, og allerhelst opsamlet fra Møddingen, et særligt yndet Redskab i Hexenes Tjeneste — særlig naar man vilde lave tupilak — Hævneren. (Poul Egede fortæller saaledes et Sted i sine Beretninger følgende:

»En ækel gammel Kvinde stod ved Stranden med et Halværme — fyldt med Haar, Negler, Græs og Mos, hvilket hun mumlede noget over. Da nogle Børn kom derhen og bleve vaer, at Ærmet begyndte at »krybe«, bleve de bange, og flyede af Forskrækkelse, og skjulte sig for Hexen. Strax som hun troede dem borte, sagde hun til Ærmet: »Drag ud tilsøes og bliv en Tupilak; og Spøgelset sprang strax i Vandet — hvor den, efter sigende var heldigt kommen over den, hvem den var tiltænkt at skulle ihjelskræmme.« 

ârrûssaqs Vestgrønlandske Navn synes at have været ârakoq, hvad der har Sandsynligheden stærkt for sig, derved at dette Ords Betydning kun er en Variant paa det østgrønlandske ârrûssaq hvilket, somsagt, slet og ret betyder »Halværme Lighed«, medens ârakoq betyder: et gammelt »kasseret Halværme«. Et saadan udstoppet, og i begge Ender tilsnøret Halværme, vil ligne en buttet Pølse. Ogsaa et i Havet levende Dyr, som oftere tjener angákut som Fetisch, og i Oversættelser (jeg kan ikke huske selve det grønl. Ord) nævnes som »Børsteormen« — har samme Form ɔ: gives af indfødte Tegnere, samme Form.

Der finder muligviis en sagnlig Sammensmeltning Sted mellem et virkeligt Hav- eller Sumpdyr (maaske et Amphibium) og det Hævnredskab, som Hexene tildannede sig af de ovenomtalte Uhumskheder, og derpaa stoppede i det skidne Ærme og henlagde til Forraadnelse saa det slutteligt »krøb» af Maddiker. (I denne sidste Omstændighed indeholdes maaske, Phenomenet: en tupilaks Levendegjørelse). (Videre om tupilak see under »T«). ârrussaq var sikkert fra først af en »tupilak«; men en saadan kan ogsaa godt tjene en angákoq som Hjælpeaand.

B I.

Baliere eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen. »Baliere« er et vanskeligt Ord at indlade sig med, endog blot i Henseende til en sikker Afgjørelse om det er europæisk eller grønlandsk. Fra det sidste Sprogs nuværende Niveau at dømme, vil jo Enhver let kunne sige, at det ikke er grønlandsk, men det er derfor dog ikke sagt at det ikke, engang, kunde være indført af Eskimoer. Paa Forespørgsel hos forskjællige Autoriteter, hvem denne Mulighed dog ligger ganske fjern, og som saaledes gaae ud fra, at Ordet er indført ved Europæerne i Landet — henvises gjerne til »Bal« — »Balade« — »Balata« osv. Dette er jo muligt; jeg troer det dog ikke selv, men anseer paa den anden Side, ikke min egen Forestilling om Ordet moden nok til Fremstilling.

I I.

Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange;« (jeg nævner med Villie de forskjællige Udtryk, som af europæiske Forfattere bruges iflæng om denne samme Gjenstand da hermed saa engang for alle er sagt: at alle disse Udtryk have en og samme Betydning). Disse Viser paastaaes gjerne at være fri Improvisation. Som oftest ere de af saa satirisk og brutal Natur, at de Indfødte ligefrem nævne dem ved et Ord som betyder »ætsende«. Dette lyder kímiklik. Undertiden udgjøre Viserne et Opgjør mellem Individer, men gælde ogsaa ofte Afgjørelsen af Samfundsspørgsmaal, enten blot heelt hjemlige, men undertiden ogsaa mellem skilte Nabopladser. I sidste Tilfælde sendes der da Talsmænd til det Sted, hvor Stridspunktet (eller Stridspunkterne) skal afgjøres, saafremt da ikke hele Pladsen udvandrer derhen som til kostelige Markedsløier. I Virkeligheden representere disse Sammenkomster da »Eskimoisk Rettergang« — hvad der jo før ofte er bleven forklaret. Ofte afholdtes disse Sammenkomster i selve Husene, men ligesaa ofte — især vel naar de Tilreisendes Antal blev for overvældende — i Pladsens gaqsse, en stor, gjerne aflang Bygning i Lighed med de almindelige Hytter, af opmurede Steen og Græstørv, — kun uden Vinduer, og ofte med en extra Tilgang under Gulvet. —Ordet »iversorneq« er det samme for Østgrønland som »ivngerneq« for Vestgrønland. Det er ialfald samme Ordrod og dannet over Verbet »iverpâ«. (Ordret efter Kleinschmidts grønl: Ordbog betyder dette Verbum: »at gaae noget efter i alle dets Bøininger og Kroge«. Vi omsætte det her blot til: »at gaae En ordentlig efter i Sømmene«, for derpaa, at: »plukke en Høne med ham«, hvilket jo netop er det man tilgavns gjør her under Udøvelsen af de »ætsende «Spotteviser, til Trommens Akkompagnement, hvor det somsagt kommer an paa: videst mulig Latterliggjørelse af den Anklagede. Hans Mund spiles op med store Træpløgge, der anbringes baade paa kryds og tværs saa han, trods al Fristelse til at forsvare sig imod al den Haan, der slynges imod ham, befinder sig aldeles afmægtig dertil. (Men hans Gjengældelsens Time kommer saa siden engang). Det var sjeldent at disse Viser, i gamle Dage, løb af uden Tab af Menneskeliv, idet Vildskaben ikke sjældent udartede til Bersærkergang (see selve »Dagbogen«, »Komm: Holms Værker«, samt »Eventyr og Sagn«. H. Rink). —

Medens nu Ordformerne »iversorneq« og »ivngerneq« nærmest maa ansees som Betegnelser for selve Systemet, Methoden og selve Proceduren, vil Ordet ivngerutit, et Ord, som hører ind under herværende Kategori, være Udtrykket for de, under Handlingen anvendte Viser og Gloser. (Mærk Endelsen »utit« (plur: af »ut«) som det, under selve Dagbogstextens Ordforekomster, ofte forklarede Affix, hvilket, baade ligefremt og billedligt, betyder »Redskab eller Middel, hvormed man udfører eller foretager noget«.

I II.

Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Bemærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten. Navnet af »Ildsluemennesker« sigter dog ingenlunde til disse Underjordiskes Ydre, der skal være almindelig menneskeligt, saalidt som til deres nuværende Bosted indenfor Klipperne, hvilket tvertimod, skildres som selve Grønlændernes eget Land — kun endnu smukkere. Hvad det derimod, ifølge deres egne Sagn sigter til, er deres Tilblivelsesmaade, hvilken ved Angmagssalik fortælles paa følgende Maade: »ingnerssuit« vare først almindelige Jordboere, men som, da Jorden engang gik istykker — faldt ned i de brændende Kløfter som Jorden slog (see nærmere selve Dagbogen). Skulde der mon i herværende fremglimte en Reminiscence om »at begrave Liig i Kratere af saavel slukte som uslukte Vulkaner«, hvilket jo er brugt af mange amerikanske Naturfolk? Ogsaa Tanken om den Bibelske Ildregn over Sodoma og Gomorrha vil paatrænge sig En — ialfald som et Kuriosum — særlig paa Grund af den Omstændighed, at Jordens Børn — for at faae Adgang til »ingnerssuits« Land (der jo tildeels staaer i et forjættet Skær) — ikke tør vise Nysgjerrighed eller see sig tilbage over Skuldren fra den Tid af, at man begynder at nærme sig Stedet, og Klippen vil til at aabne sig for den Reisende som vil derind; thi er man — som Loths Hustru — ulydig mod Buddet — lukker sig strax den aabnede Klippeskrænt, saa det skjønne Land forsvinder, medens Baadstævnen knækker mod Skæret eller Skrænten og tildeels dræber de Nysgjærrige (see Eventyr & Sagn, H. Rink). Men hvorfor ikke blive ved de Indfødtes egen Hentydning til en eller anden Natur Revolution? Her endnu blot et Par Bemærkninger om »ingnerssuits« Betydning for Menneskelivet: Der gives for det første to Slags af dem: menneskevenlige og menneskefjendske, af hvilke de første skulde bo øverst og de Sidste nederst, i Strandkanten, og heraf henholdsviis kaldes Qutdlît og Atdlît. De »Nedre« siges at afskære deres Fanges — den jordiske Kajakmands Næse saasnart som de have faaet ham i deres Vold, medens de ogsaa selv synes at være et Samfund af »Næseløse« — hvad ialfald ogsaa en Grønlændertegning i mit eget Eie tilfulde bekræfter. De »Øvre« eller Qutdlît ere derimod druknende Kajakmænds usynlige Beskyttere og Læger, og eie Trolddom nok til, blandt andet, at kunne skaffe dem deres, af de onde Nisser afskaarne Næse, paasat igjen. (Er nu dette Træk eller Moment om Næsens Afskærelse en blot og bar Erindring om tidligere Nabostammer, i andre Lande, der aabenlyst brugte at behandle deres Fjender, Krigsfanger og Slaver paa denne Maade? (see Silas Rand om Micmac-Indianerne) — eller ogsaa som lovlig hjemlet Straf for visse Forbrydelser indenfor de egne Samfund, saasom forex: Peruanerne overfor Landets Skjøger? (see A. Humboldt).

De »Øvre« (Qutdlît) skildres som Elskere af Reenlighed og som særlige Yndere af lyse Kajakbetræk. De ere ikke næseløse, men have ganske smaa Næser og — lyse Øine. Det sidste maatte jo — løseligt beseet — kunne smage lidt af en dunkel Erindring om europæisk Blodblanding (de forsvundne Nordboer?) hvis blot ikke Fænomenet: »lyse eller blassede Øine« ogsaa forekom i Beretninger fra Grønlændernes udenlandske Stammefrænder, og overhovedet hos Folk heelt udenfor Eskimoerne. I Henseende til Størrelse skildres »ingnerssuit« forskjælligt; nemlig snart som Folk af almindelig Størrelse, men oftest dog som Gnomer. Det sidste er vel det rimeligste, idet dette jo ialfald svarer til den almindelige Forestilling om Nisser og Underjordiske. I begge Tilfælde skildres de som usynlige for Mennesker — forex: for Kajakmanden paa Havet — saalænge som de ikke ere ham ganske nær, eller selv give sig tilkjende for ham — hvad enten som Skydsaander i Farens Stund — eller som Angribere, hvis de høre til det ondsindede Slags, der drage Manden med sig i Dybet og videre ind bag Skærene til deres lumske Hjem blandt de Næseløse. Paa »Usynligheden« grunder sig vel særlig den indgroede Forestilling: at en Kajakmand, om hvis Forsvinden, der ikke indløber nogen tydelig Beretning — gjerne ansees som stjaalen af »ingnerssuit« (NB. Akajînaqs Søn Sauniko) see Dagbogen Pg. 48.

I III.

Inugtûmassoq (plur: — ssut) er „Menneskeæder«; og inugtûmaneq: »Menneskeæderi«. Ordbestanddelene ere: inuk = »Menneske«, torpoq = »at nyde noget«, mavoq = »have Lyst til at« (dette omdannet til massoq og massut = »den eller dem som have Lyst til at«; og endelig neq = Tilstands- eller Handlings-betegnelsen. —

Tvertimod de meest aabenbare Beviser for at Menneskeæderiet, ialfald engang, deelviis, har havt Indpas i Grønland , vedligeholdes der en mærkelig seig Modstand mod Troen herpaa hos de fleste Europæere, som have med Grønland at gjøre. Ikkedestomindre bekræfter, ikke blot baade de øst- og vestgrønlandske Sagn, Phenomenet, men ogsaa visse Tegninger, som ere fuldstændig frie Kompositioner af selve de Indfødte. Sluttelig skal man her erindre om Udtrykkene i selve Hansêraks Dagbog, eller Østlændingen Navfaliks Meddelelse om Angmagssalikbeboerne: »Deroppe — hedder det i Beretningen — fandtes der endnu flere Drabsmænd, som alene havde gjort dette for at faae Menneskekjød at spise.« Hvad vil man mere? At Konebaadsexpeditionen ikke selv kom til at see Rygtet bekræftet, viser naturligviis at Tilfældet ikke hører til Dagens Orden, men ikke: at Rygtet derfor skulde være falskt — en Mening, hvortil Expeditionens Chef ogsaa selv sluttede sig. — Imidlertid lader det sig af Maaden, hvorpaa Spørgsmaalet i Reglen er behandlet af selve de Indfødte, lettelig see: at de menneskeædende Stammer maa have været i Minoritet, samt, at de altid have været dybt foragtede af Hovedbefolkningen med de renere Sæder.

I IV.

Ijâkâq kaldes, i de østgrønlandske Beretninger og særligt i selve Sagnene — Maanen ɔ:» Maaneaanden« eller »Maanen« personificeret, medens jeg aldrig veed at være stødt paa dette Tilnavn i noget af de vestgrønlandske Sagn, eller overhovedet paa Prent dér. Derimod husker jeg tydeligt nok hvorledes vi danske Børn i Vestgrønland, under vore Lege med Grønlænderbørnene, pleiede at spotte eller drille Maanen for dens skjæve Ansigt ved at »pege Fingre« ad den, og dertil raabe »Ijâkâq«! Jeg antager derfor, at dette Tilnavn engang kan have været ligesaa kjendt og anvendt i Vestgrønland som paa Østkysten, og vel endnu er det under selve Sagnfortællingen — hvorfra vi Børn formodentlig ogsaa maa have havt det, i hine svundne Tider. At »Ijâkâq«-Betegnelsen ikke er bleven medtaget i de skrevne og siden trykte »Sagn«, kan bero paa den tilfældige Meddeler af Maanesagnene, — paa at denne, enten uvilkaarligt eller forsætligt, kan have udeladt dem — maaske endog for: ikke selv at synes for hedensk i den europæiske Nedskrivers Øine. — Hvad vi Børn tænkte ved vore Drillerier og Paakaldelser af »Ijâkâq« har jeg ingen Erindring om. Maaske mene Grønlænderne i Almindelighed med denne Adresse noget saadant som: Ijâkâq (Du store »Fæle«, — som engang for længe siden, først forførte Din egen Søster »Solen« — og nu endnu altid søger at forlokke Jordens Kvinder — Dig ville vi sky—). Maanen var jo nemlig Grønlænder førend den blev Himmellegeme; men steg da engang pludseligt tilveirs med sin Søster Malina eller »Solen«. Men som der fortælles derovre — baade i Øst- og Vestgrønland — tager den endnu jevnligt ned til Jorden for her at blande sig i sine fordums Landsmænds Trafik. »Ijâh« — (helst dobbelt) er den Interjection, der udtrykker Mishag med en Bismag af Spot; hvorfra jeg da slutter, at Maaneaands-Øge-Navnet Ijâkâq maatte kunne stamme herfra. Den naturlige Maane kaldes baade i Øst- og Vestgrønland: Qaumaq = den Lysende; og ved Behringsstrædet »igalâq« = Vindue og »iralikataq« – det store (?) Vindue eller Speil — (begge for Grønlands Dialekten, let fattelige Udtryk). (Som Interjection maa »ijâh« ikke forvexles med det spærrede »ih–âh«, hvilket hurtigt udtalt kan lyde ligesaa. Det sidste udtrykker en Blanding af Forundring og Beundring (see Pg. 34 Expeditionens Ankomst til Angmagssalik).

I V.

Ilisîtsut (plur: af ilisîtsoq gjengives af alle Forfattere over Grønland slet og ret ved »Hexe«. At disse endnu spille en stor Rolle blandt de østgrønlandske Hedninge viser noksom Hanséraks Dagbog. Saavel mandlige som kvindelige Hexe ere endnu fuldt hjemme i Fabrikationen af det værste af alle, ved Trolddom dræbende Midler, nemlig – Skræmselet »tupilak« (see App. under T.) Ilisîtsuts Opgave bestaaer overhovedet i, at udstudere alt hvad som maa kunne frembringe onde Virkninger og Indflydelser, af hvilke de da selvfølgelig betjene sig i onde hævngjerrige Øiemed, medens angákuts Særbegavelse, der faaer sit Udslag gjennem »tôrnineq« eller Paakaldelsen af sine Hjælpeaander vistnok altid — idetmindste oprindeligt — har havt til Hensigt at fremme gode Øiemed; saasom skaffe Fangst, kurere Syge, m. m. —

S. Kleinschmidt udleder ilisîtsoq (Hex) og ilisîpoq (hexer) fra Ordstammen ilivoq, med den underlige Oversættelse: »bærer sig ad med det« — og videre: »gjør ved ham«, hvorunder jo forresten Indbegrebet »Forhexelse« nok lader sig realisere; og i Handlingen ilisîneq ligger aldeles utvetydigt Forestillingen om Magtstjæling. Det er derfor vistnok korrekt at henvise til det under samme Ordstamme, »ilivoq«, forekommende Substantiv »iluseq«, som betyder Nogens Beskaffenhed, Væsen eller Natur; (selv om Spørgsmaalet, fra et sprogvidenskabeligt Standpunkt, i Øieblikket involverer Vanskeligheder). Af iluseq kan afledes »ilusêrpoq«: mister sit vante Væsen, — sit Humør; og »ilusêrpâ«: faaer en Anden til at miste sit; saaledes som f. Ex. »Hexene (Ilisîtsut) faaer det til, ved »Besættelsen« af deres Offre. (Her har man Udtrykkene »bærer sig ad med« og »gjør ved ham«, tydeligt nok illustrerede.— »Ilisîtsoq« i Betydning af »Hex« er at spore idetmindste saa langt tilbage i Eskimoernes Verden som hos Stammerne omkring Mackenziefloden i N. V. Amerika, hvor Missionær Petitot netop oversætter Verbet »ilisîpoq« ved det til Situationen ubetinget bedst svarende Udtryk: »dompter« just det at magtstjæle En hans Væsen, Personlighed, Viden og Villie. —

Q I.

Qanganitsat — Itsarnitsat — Qavangarnitsat — Qavdlunâtsiait. Qanganitsat = »dem fra Fordum« eller korrekt: »dem fra Hvornaar; af »qanga« = hvornaar (NB. tilbage i Tiden). Betegnelsen gælder »Nordboerne« eller den omkring Aar 1000, fra Island indvandrede Vikingebefolkning, der efter at have levet Aarhundreder, i Landet, omsider tilintetgjordes ved de, nordfra nedtrængende, vilde Eskimoer. Den anden Benævnelse af Vikingebefolkningen itsarnitsat af »itsaq« = »for en uendelig Aarrække tilbage«, slutter sig jo af Betydning aldeles til ovenstaaende. Men saa er der endnu qavángarnitsat = »dem dernede i Syd« (af Grønland) eller maaske bedre: »dem, der kom herind i Landet sydfra«, qava er »Syd«, qavánga er »syd fra«; fra Havet i Syd.

En endnu fremragende Benævnelse for »Nordboerne« — vel endog den almindeligste — er »qavdlunâtsiait« eller »dem, der ere liig Europæerne«; maaske oprindeligt »liig Jer Europæere — Jer den nu her i Landet indkomne Slægt af Fremmede«. Dette maaske, som Svar paa Egedernes og deres Ledsageres Spørgsmaal angaaende den, ved deres Ankomst til Grønland sporløst forsvundne Vikingebefolkning — forexempel angaaende: disses Udseende eller hvad de, Eskimoerne, nu vilde kalde dem? qavdlunátsiait ɔ: Ligheder med Jer selv« kan saa Svaret have lydt. De her givne forskjællige Benævnelser tør alle gradeviis være fremkomne i Dagbogen, og hvis ikke, sees ialfald hér de samtlige Udtryk givne under et.

Q II.

Qivitut (plur: af qivítoq kaldes: Mennesker, som i Hemmelighed forlade Samfundet for at leve som Eremiter i Fjeldensomheden. Heraf: Europæernes almindelige (men feilagtige) Oversættelse af det grønlandske Ord, til »Fjeldgjængere«. Disse frygtes af deres Landsmænd som Afsindige, og voxe i disses Indbildning endog senere, jo længere de have været forsvundne, eller jo ældre Sagnet bliver — til ligefremme Spøgelser og overnaturlige Væsner. Det er netop disse Forestillinger, især Tanken om »Sindsforvirring«, der ligger tilgrund for selve de Indfødtes Betegnelse af Tilstanden; idet qivítoq (af »qivípoq«) slet ikke betyder: »En, som er gaaet tilfjælds«, men »En, som ikke er Herre over sit Sind«; (man finder Ordet, med denne Betydning, baade hos Missionærerne Erdman og Warmow for Labrador, samt hos Petilot for Mackenzie-Distriktets Eskimoer i Nordvest- Amerika). I selve Grønland bruges Udtrykket endnu i daglig Tale om Smaabørns Ustyrlighed eller »Gjøren sig udtilbeens« (see ogsaa herom: Grønl. Ordbog — S. Kl.). Det var Vrede, eller Skam over tilføiede Fornærmelser — ofte af den allerubetydeligste Natur (idetmindste i vore Øine), der drev Folk til Fjeldgængeri: En Pige blev saaledes, engang i gamle Dage, »qivítoq« fordi hun var kommen til at knække sin Søsters kostbare Beensynaal. (NB. En saadan Synaal havde jo rigtignok paa Grund af dens uhyre vanskelige Fabrikation med Datidens elendige Steenredskaber, mere Værd end Hundrede af Nutidens — ɔ: vore almindelige Synaale, hvortil de fleste Eskimoer jo nu have Adgang gjennem europæisk Tuskhandel). Vedkommende Flygtning drog langt ind i Landet, hedder det, hvor hun mødte en Indianer, der havde havt en lignende Skæbne, og derfor venligt tog sig af Pigen. — I Samlingen »Esk. Eventyr og Sagn« findes mange Fortællinger om Emnet »qivíneq = det: at forlade« sit Samfund i Fortvivlelse. Fjeldgængeri pletter et Navn. Hertil sigter ogsaa synligt den i Dagbogen, Pg. 13, forekommende Bemærkning af Oqaluartâq eller »Vor ny Fortæller«: at dem af Arten han havde hørt Tale om — ikke hørte til i hans Kvaterer eller blandt hans Folk eller Frænder.

Q III.

Qilarigssarneq. Disse »Midler« eller »Forudsigelse ved Hjælp af Hovedsnerring« kalder Hansêrak paa østgrønlandsk »qilarigssarneq« medens det samme, i Vestgrønland, hvor det herværende Udtryk ogsaa nok er kjendt, dog som oftest nævnes ved »nerfalaneq« (efter den liggende Stilling, hvor under denne Art Sandsigere virke): »nerfalavoq betyder nemlig: han ligger udstrakt paa Ryggen, medens »qilavoq« blot slet og ret betegner Handlingen: at fremmane Syner. I Ordbogen findes »qilarigssarneq« oversat ved det altid parate, elastiske, Udtryk: »hexer«. Modsætningen til Methoden: »Clairvoyance«, er at spaae ved Tilkaldelse af »Aander«, hvilket kaldes »tôrnineq« efter »tôrnaq = Hjælpeaand.

S I.

Serraneq og serratit. Det første er Handlingen at »serravoq« ɔ: det at fremmumle Trylleviser til eget Gavn eller andres Skade. Det oversættes i almindelig Tale (som ogsaa i den Grl. Ordbog) ved det ikke absolut forkastelige men dog altid noget vel godtkjøbs Udtryk: »hexe«. Det andet Ord er selve Midlet, hvormed der virkes, altsaa: som »ivngerutit« forholder sig til »ivngerneq« eller »iversorneq«. (App. under »I«).

»serratit« turde nærmest oversættes ved »Bønner«, Hedenske Bønner. Det ses i Dagbogen, at Hansêiak selv foreslaaer det samme, uden dog at lade forstaae hvad han nærmere tænker sig derunder. — »Bønner« kunne de kaldes, og ere de, forsaavidt som de tyes til i al Nød, Fare og Forlegenhed: »Eier Du ikke en lille Vise imod Havskum?« — hedder det saaledes i et af de vestgl. Sagn? Kammeraten eiede just en saadan, og fra det Øieblik han bragte denne i Anvendelse, ophørte » skummet« ɔ: Bølgeslagene, at udhule og mindske den Iisskosse, hvorpaa de skibbrudne Kajakmænd havde søgt at redde sig mod Land (see Sagnet om »Tiggaq«, Esk. E. & S., H. Rink), serraneq er forstaaeligt nok, altsaa ikke Bøn i vor Forstand — ikke som dem, der umiddelbart opsendes fra det betrængte Bryst til en bestemt fælleds Gud — og ofte blot i et Suk. De ere Bønneformularer (»Trylleviser«, har man, som sagt, vænnet sig til at kalde dem); men, for det første, gælde de kun for hver sin Eiermand, og raade de kun hver sin Gjenstand, ɔ: hver sit bestemte Indhold; thi eier, forex: En er »serraq« eller Tryllevise til at afværge Søgang med, som er sat af en Nordenstorm, er det derfor ikke sagt, at han kan benytte den samme mod Søgang efter en Søndenvind; og eier han forex: en mod Sneskred, kan han dog ikke bruge denne mod en piinlig Byld; og den, der eiede den ene af dem, eiede saa ialfald ikke den anden eller de andre. Det var da altsaa noget temmelig ufuldkommet — fjernt fra de Kristnes guddommelige Formular, der er tilgængelig for Alle og indeholdende alt hvad Mennesket længes og trænger for at være lykkelig.

Som Regel veed Hedningen ikke hvorfra han har sin serraq; for det meste er den et, gjennem Tradition nedarvet Familieklenod; men undertiden erindres den dog, at være Eieren personligt tilhvisket af en Stemme i Luften eller fra Havet, hvilken da formenes at have været en eller anden af de afdøde Slægtninges — helst hans Bedsteforældres. Undertiden er det et eller andet Dyr, der afhænder Tryllevisen. Saaledes viser en Indfødts Tegning i Undertegnedes Eie, paa det yndigste, hvorledes Mangen daler ned paa det oprørte Hav og lærer Kajakmanden en »Vise« til at stille Stormen med; — den selv hvilende ligesom paa en stille Indsø medens Manden endnu kæmpende med Søerne, lyttende bøier sig henimod Fuglen.

»Man veed ikke til hvem Tryllevisen henvendes« hedder det gjentagende, og uforanderlig dybt hemmelighedsfuldt, gjennem alle Citater af denne Omstændighed; og særlig trættende blive disse, naar Sentencen følges af den Frase at: »Kraften ligger i selve Ordene«. Sagen er dog heel simpel og aabenlys, og det første Punkt jo saa selvfølgeligt, at det knapt er Omtale værd: Naar man nemlig ikke veed: hvem der har skænket En Gaven, kan man jo heller ikke vide til hvem man skal henvende Takken for den«. Hvad nu det andet Punkt angaaer: at »Kraften ligger i selve Ordene« saa menes jo med dette Udtryk ikke, at den ligger i selve Bogstavlyden fremfor i Ordenes Aand — hvad den almindelige Fremstilling ligesom gaaer ud paa at indpode Læseren eller »imponere« ham med, men mener ganske simpelt blot at Kraften ligger i: Ordets Indhold som Modsætning til Ordets eller Indholdets Giver. Naar man nu engang ikke har nogen Fællesgud eller — Afgud at samles om eller at henvende sig til, og enhver Bøn eller Formular (serraq) for hvert separat Tilfælde havde sin særegne Kilde, og som i de fleste Tilfælde var Eiermanden ubekjendt, saa ligger det nær: at Bønnens Virkning maatte søges i Bønnens Ord — Hvor ellers?

Saa siges der videre, og dette: rigtigt nok — »at der vaages med den største Ærefrygt over serratit eller Trylleformularerne«; kun bør man supplere »Ærefrygten« med »Egenytten«. Ingen vilde jo kunne staae sig ved: ikke at vaage over sine dyrebare Skatte« — sine »Trylleviser«: (at »vaage« over den, vil her sige: at holde dens Indhold hemmeligt for andre). Røbes dette, taber Visen sin »Kraft« hedder det ogsaa som om der skjulte sig en uudgrundeligere Hemmelighed der bagved, end den, der jo ogsaa lader sig forklare ad naturlig Vei: Har jeg røbet min Hemmelighed for en anden, eier jeg den jo nemlig herefter selv, kun halvt. Det være som det vil — Kjendsgjerning er det imidlertid, at intet i Eskimoernes Troesliv er saa gjennemført hemmeligholdt som Ordlydene af »serratit« medens der om alt andet, hvorom de Indfødte ellers ogsaa gjøre sig kostbare nok overfor Europæerne — dog altid siver en heel Deel ud; af serratit eller Trylleviserne, derimod omtrent intet — intet udenfor det uundgaaelig trivielle »âh-jâh«, over hvis absolute Betydning og vexelvise Betoning under Udførelsen, man endda knapt har nogen klar Forestilling.

At Bladet just nu er ifærd med at vende sig idet det, i vore nye Østkystberetninger oftere anføres, at Hedningene, nu, ikke blot »udlaane« men endog ligefrem »drive Handel« med deres »Trylleviser« — siger jo ikke andet end at angákuts og ilisîsuts Religion er ved at synke i Forfald.

Mærkelig var de østgrønlandske Hedninges Udtalelse til Kommandør Holm om serrats Udseende: »De see ud som »udpustede Sælhundetarme« — heed det. Man seer heri atter de Indfødtes Hang og Trang til at give alting legemlig Form. Hvortil herværende Lignelse mon sigter, lader sig jo endnu kun meget dunkelt ane.

Indholdet af den »serraq« som Vestgrønlænder Samuel havde hørt Hedningekonen mumle over det Sælhundeskind hun var ifærd med at berede (see Pg. 33) maa vistnok uden Betænkelighed kunne henføres under Kategorien Undskyldninger over for dræbte Dyr, hvortil der træffes Magen over hele Hedningeverdenen, og som særlig ofte og tydeligt findes beskrevne for Ainoernes og Kamchadalernes Vedkommende, i Forhold til Bjørnen (see Steller, v. Siebold og andre) see ligeledes for selve Grønlands vedkommende »Bjørnefortælling af J. H.« i »Kajakmænd« S. Rink). Den af Samuel opfattede »serraq« over ugssuk’ens Skind er en ethnologisk Skat, da man eier saa saare faa af disse »Texter«.

Fodnoter