|
|
| Linje 1: |
Linje 1: |
| − | {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
| + | #REDIRECT [[Trojanernes saga]] |
| − | |- style="background-color:#e9e9e9"
| |
| − | !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
| |
| − | |-
| |
| − | ! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Trójumanna saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Trojamændenes saga]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | ! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Trójumannasaga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hektors død]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | |}
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <center>[[Trojanernes saga]]
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <big><big>'''Hektors død'''</big></big>
| |
| − | | |
| − | fra ''Trójumanna saga'' (kap. 21-25)
| |
| − | | |
| − | | |
| − | oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]
| |
| − | | |
| − | Heimskringla.no
| |
| − | | |
| − | © 2024</center>
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ----
| |
| − | <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Jón Sigurðsson:'' [[Trójumanna saga]]'', København, 1848''</center>
| |
| − | ----
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''1. Paris Alexandros kæmper mod Menelaos'''
| |
| − | | |
| − | [[Fil:AM_544_4_p4.jpg|thumb|right|300apx|<center>'''Hauksbók'''<br>AM 544 4to </center>]]Og da der var gået 3 år, blev det tid til kamp<ref>De krigsførende parter havde tidligere aftalt 3 års våbenhvile.</ref>, og Hektor og Troilos og Æneas og Menon førte hæren ud fra Troja, mens Agamemnon og Menelaos og Akilleus og Diomedes ledte den græske hær imod dem, og de indledte da den hårdeste strid. Straks i kampens begyndelse fældede Hektor Filippus og Antippus og Meriones, mens Akilleus fældede Lykaon og Euforbos, og der faldt da folk i store mængder på begge sider, og de kæmpede uden ophør i 30 dage. Da enedes man om seks måneders våbenhvile. Derefter var der 12 dage med hård og blodig kamp, og der faldt mange kæmper på begge sider. Så bad Priamos om våbenhvile, og man holdt fred i 30 dage for at begrave ligene og forbinde mændenes sår.
| |
| − | | |
| − | Men da det blev tid til kamp, holdt kong Priamos ting, og han satte hærføreren Hektor til at anføre hele den trojanske hær, for kong Priamos var da blevet gammel. Hektor lod da alle portene til Troja åbne, og han bad nu alle mænd gå ud af borgen. Og dette blev gjort, og de stillede hele deres hær i slagorden. Det siges, at når det kommer til mandsmod og tapperhed, har ingen riddere i hedensk tid overgået Hektor. Med ham var Paris Alexandros<ref>Hektors bror, som ved at bortføre kong Menelaos’ hustru, den skønne Helena, havde forårsaget grækernes belejring af Troja.</ref>; han var den smukkeste mand, som er blevet skabt i verden, bortset fra kong Davids søn Absalon. Og nu stod disse fylkinger af trojanere og grækere over for hinanden og var klar til at kæmpe. Alexandros så da Menelaos stå med et truende ansigtsudtryk og frygtindgydende våben i fylkingen lige over for sig, og han trak sig da tilbage mellem sine mænd, som om han blev bange som en mand, der ser noget skræmmende. Dette så Hektor, og han sagde: »Hvilken evig skændsel! Her bliver du ræd og vender ryggen til dine fjender i striden, mens du før ikke var bange for at lægge dig i hans kones brudeseng, da han var langt væk. Hvorfor flygter du nu og skræmmes af hans styrke og hvasse våben? Her ser du mange gode mænd spilde deres blod for din skyld. Det var nu mere rimeligt, at du gik alene frem på slagmarken, og at han gik imod dig. Så kunne I to dyste mod hinanden, og den af jer, som faldt, havde tabt, mens den, der overlevede, skulle have Helenas kærlighed for sig selv, sådan at hverken grækere eller trojanere ville stille hindringer i vejen.« Alexandros indvilgede i dette. Hektor fremlagde nu sagen, og alle høvdingene gav deres samtykke, og begge kongerne bekræftede det med eder. Nu træder de frem på slagmarken — Menelaos og Paris — og de løb imod hinanden med stort mod. Alexandros kastede sit spyd efter Menelaos og traf ham mit på livet, og det ville have ført til hans død, hvis ikke hans syvdobbelte brynje havde beskyttet ham. De angreb hinanden ihærdigt; Menelaos hugger med stort raseri i Alexandros’ hjelm, og hugget var så kraftigt, at sværdet sprang i to stykker. Da grækerne så, at Menelaos var ubevæbnet, mente de, at det ville blive hans død, og det fyldte dem med mismod. Men selv om Menelaos havde mistet sit sværd, var hans mod intakt. Han sprang frem mod Alexandros og trak så hårdt i hjelmen, at Alexandros faldt til jorden; Menelaos holder fast i hjelmen og trækker Alexandros hen til grækernes hær, lige til hjelmstroppen bristede. Da slap Alexandros fri, og han løb derpå tilbage til sine mænd, men det er de hedenske menneskers tro, at Freja tog Alexandros og bar ham hen til Helena i borgen. Nu leder Menelaos og kong Agamemnon efter Alexandros, men han er ingen steder at finde. De beder nu trojanerne om at overholde aftalen og deres eder og om at gå ind i deres borg og overlade Helena til Menelaos. Men den stærke Pandaros skød da Menelaos, og han fik et stort og livsfarligt sår. Han blev båret hjem til sin hærbod. Dette gjorde kong Agamemnon meget vred, og der opstod nu den hårdeste og mest voldsomme kamp, man har hørt beretninger om; der faldt så mange hundrede mand, at de ikke kunne tælles, og overalt flød blodet på jorden. De kæmpede nu hele denne dag, indtil det blev aften, og der faldt mange høvdinge på begge sider.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''2. Akilleus afslår at hjælpe grækerne'''
| |
| − | | |
| − | Næste dag gik alle høvdinge på begge sider til kampen, bortset fra Akilleus; han blev i lejren og spillede strengeleg for deres guder, og på den måde ville han formilde deres sind til sejr for grækerne. Og der blev den hårdeste kamp denne dag, og om aftenen skiltes parterne. Men om natten holder trojanerne ting i borgen, og det bliver bestemt at sende bud til grækerne og tilbyde dem, at Helena blev udleveret til sin mand, Menelaos, sammen med hele det krigsbytte, som Alexandros havde taget i Grækenland, såfremt grækerne da ville forlade Frygien. Men da grækerne hører dette tilbud, da forkaster Menelaos det bestemt og siger, at nu skulle det aldrig ophøre, førend hele Troja var ødelagt. Og da Hektor hører om sagens udfald — — — — <ref>Noget mangler i håndskriftet</ref>
| |
| − | | |
| − | Dagen efter tændte grækerne store bål for at brænde de faldne efter deres skik. Og da denne dag var gået, og den næste kom, begyndte de kampen på ny. Det fortælles, at Hektor går sådan igennem grækernes hær, at alle flygter for ham, hvor han kommer frem; hans arme er blodige helt op til skuldrene. Grækerne flygtede da tilbage til deres lejr. De sendte da bud efter Akilleus, for at han skulle komme dem til hjælp, men Akilleus afslår det bestemt, fordi kong Agamemnon har taget Brisëis<ref>En ung kvinde, som Akilleus har vundet som krigsbytte</ref> fra ham og har hende i sin varetægt. Agamemnon tilbyder da Akilleus, at han kan få hende uberørt igen og så stor en sum, som han selv bestemmer, men han siger, at hverken guld eller sølv eller kærligheden til Brisëis kan lokke ham til at yde grækerne hjælp.
| |
| − | | |
| − | Og den følgende dag indleder man på begge sider atter kamphandlinger. Hektor gik da igen hårdt frem med sine folk, således at hele den græske hær på ny flygter og søger tilbage til lejren. Trojanerne forfølger dem og dræber dem i hundredvis og kaster dem i voldgraven. Efter dette flygter grækerne ud på deres skibe, og nogle springer i søen. Nu går Hektor frem med fornyet kraft. Da kaster Ajas, søn af Telamon og Hesione, som var datter af Priamos, en sten efter Hektor, og den slog ham så hårdt, at han næsten mistede bevidstheden, men da han fik sundet sig, fór han frem med den største styrke, og han dræber da folk både til højre og venstre for sig. I dette sammenstød dræbte Ajas fem trojanske hærførere, og trojanerne faldt nu tæt, men kampen ender med, at kong Agamemnon og hans hær flygter ud på skibene.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''3. Hektor fælder Patroklos'''
| |
| − | | |
| − | En græsk høvding, der hed Patroklos, som var Akilleus’ fostbroder og kæreste ven, bar denne dag den tapre Akilleus’ rustning, og da han ser grækernes modgang, og at det går så dårligt for dem, at trojanerne kan få mulighed for at brænde deres skibe, da bliver han rasende og søger op på standen; han angriber trojanerne ivrigt, og trojanerne bliver skræmte, fordi han var en stor stridsmand, og de troede, at dette var den berømte Akilleus, og nu flygter de. Og da grækerne så dette, søgte de i land og forfulgte trojanerne. Patroklos dræber et utal af mænd; han dræber også den høvding, der hedder Sarpedon. Men da Hektor ser, at trojanerne flygter, løber han gennem hæren og siger bebrejdende: »Du, den store Akilleus! Hvorfor angriber du trojanernes svageste fylking? Vend dig mod mig, så skal du erfare, hvor stærk min højre arm er!« Og da Patroklos hører hans ord, vender han sig imod ham, og de kæmper, og det ender med, at Patroklos falder, og den store Hektor ribber ham for våben. Men da Ajas ser dette, løber han frem og tager liget. Denne hændelse glædede tyrkerne, men fyldte grækerne med sorg, og da Akilleus hørte om Patroklos’ fald, lagde han sig på jorden og kastede muld i hovedet og rev sine klæder i stykker og kyssede liget og sagde: »Du, den store og mægtige Hektor, som er hele Frygiens pryd og hæder! Nu glæder du dig over sejren og berømmes af alle tyrkere, men det skal snart blive ødelagt for dig!« Han griber nu sine våben og løber frem midt i hærflokken; han mødes straks af den tapre Æneas. Akilleus giver ham mange og store sår, og hvis ikke Æneas havde trukket sig tilbage, da var den trojanske slægt gået til grunde, og selveste kejserne havde ikke kunnet regne ham til deres æt. Akilleus farer nu omkring i tyrkernes hær som en løve i en fåreflok, og nu bliver tyrkerne igen rædselsslagne, og mange flygter nu til borgen og lader stenmurens styrke beskytte dem og forsvarer sig derfra, mens Akilleus og grækerne angriber.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''4. Hektors død'''
| |
| − | | |
| − | Magister Dares<ref>Under forfatterpseudonymet Dares Phrygius (Dares fra Frygien) udgaves i det 5. årh. en latinsk tekst ''De excidio Troiae historia'' om Trojas fald. Denne tekst ligger i alt væsentligt til grund for Trójumanna sagas fortælling om Den Trojanske Krig, se [[FJ-Litteraturhist.Bd.2_-_Trójumanna_saga_og_Bretasögur|Finnur Jónsson: Litteraturhistorie]]</ref> fortæller, at da Hektors kone, Andromache, vågnede denne nat, fortalte hun om sine drømme og sagde, at de spåede Hektors død, såfremt han ikke passede på sig selv denne dag, som nu var begyndt. Men, sagde hun, hvis han formåede at passe på sig selv denne dag, da ville han leve længe. Men Hektor sagde, at han ikke lagde nogen vægt på hendes klynken, og mente, at hans død lige så vel kunne komme denne dag som enhver anden. Da gik Andromache til kong Priamos og fortalte om sin drøm og om Hektors svar, og kong Priamos og alle de største høvdinge gik straks til Hektor og bad ham passe på sig selv denne ene dag, siden spådommen sagde, at det i så fald ville gå ham godt i mange år. Og dette imødekom han på grund af deres bøn, og han overlod sine våben til sin bror Helenos. Og Alexandros og Helenos, Troilos, Æneas og Menon skulle anføre trojanerne, mens Hektor blev hos sin far.
| |
| − | | |
| − | Men ved dette ophold i kampen var grækerne kommet frem, og de stillede hele deres hær i slagorden og afventede således trojanerne. Trojanerne gik da ud af borgen, og der opstår igen en hård strid, og grækerne opdager snart, at det ikke var Hektor selv i hans rustning, og nu gik de frem dobbelt så dristige, og Akilleus og Ajas og Diomedes dræbte mange af tyrkernes hærførere, mens andre flygtede. Og grækerne råber da høje sejrsråb, men da Hektor hører de høje råb fra kampen og ser tyrkerne flygte, mens nogle er blevet dræbt, da ruster han sig straks til kamp, og det nytter intet at prøve at forhindre ham i det, og han løber ud af borgen og ind i kampen og råber heftigt og opildner tyrkerne og beder dem vende om og forsvare sig. Og da alle genkender ham, vender alle de tyrkiske hærflokke sig tappert mod grækerne, og hærføreren Hektor gik allerforrest og huggede til begge sider, og i den første fremrykning dræbte han den hærfører, der hed Idoneus, og straks derefter to andre. Han dræbte et utal af grækere på kort tid, og nu kæmper alle hærfolk indædt — både grækere og tyrkere.
| |
| − | | |
| − | Nu ser Akilleus, hvad Hektor foretager sig, og han ville gerne nå hen til ham, men fylkingerne bevægede sig i forskellige retninger, så de kunne ikke uden videre komme hen til hinanden. Så dræbte Hektor en berømt høvding, der hed Volucrontem, og i det samme mødes han og Akilleus, og ingen af dem skåner den anden for store hug, og dér indledes den mest berømte tvekamp, som ifølge gamle fortællinger har fundet sted, og de forekommer begge at være uovervindelige. Og de hugger og stikker så tit, at det var svært at begribe det. Nu vil begge parter — både grækere og tyrkere — støtte deres kriger, og nu falder der folk på begge sider. Men da de havde kæmpet længe, bliver Akilleus såret i låret af Hektors spyd, og derfor trak Akilleus sig først tilbage for at lade sit sår forbinde. Hektor har nu gennemført tvekampen mod grækernes ypperligste kriger og fået ham til at trække sig tilbage, og selv om alle tyrkerne priser ham, sparer han sig ikke, og han hugger nu til begge sider og dræber mange af grækernes høvdinge, men han bliver nu svært udmattet.
| |
| − | | |
| − | Men da Akilleus havde fået forbundet sit sår, farer han tilbage til kampen, og han ser, at Hektor har dræbt mange mænd. Da løber Akilleus hen imod Hektor, men Hektor var da ganske udmattet, og nu er det, som om han ved sin side ser sin bror Deifobos, og Hektor forventede at få hjælp af ham, men dette syn var som et forvarsel om død. Og de går da igen imod hinanden og kæmper med voldsomme udfald, men nu mærker Hektor, at trætheden har berøvet ham hans kræfter, og han ser til siden og venter nu støtte fra sin bror Deifobos, men nu kan han ikke se ham nogen steder, og i det samme stikker Akilleus sværdet i struben på ham, og dette var Hektors banesår. Og selv om alle de mennesker i verden, der enten så ham eller hørte beretninger om ham, mente, at han aldrig ville blive besejret af en anden mand i tvekamp, skete dette nu af flere årsager: For det første fordi han kæmpede mod den ypperligste kriger i den græske hær; for det andet fordi han var så udmattet, at han ikke kunne forsvare sig med sin fulde styrke; for det tredje fordi han ikke havde sine fremragende våben; for det fjerde — hvilket i sig selv ville have været tilstrækkeligt — fordi han ikke kunne overleve sin dødsdag.
| |
| − | | |
| − | Nu kunne tyrkerne dér bevidne deres undergang og se Trojas frelse og værn blive ødelagt. Dette begræd tyrkerne, mens grækerne glædede sig. Da sagde Hektor: »Du — Akilleus! — har vundet en vældig sejr, men vær nu storsindet og overlad mit lig til mine frænder, og til gengæld skal du få gode gaver i form af guld og sølv.« Da svarer den berømte Akilleus: »Jeg vil næppe overlade dit lig til dine frænder, men det vil snarere ske, at jeg slider hele dit legeme i stumper og stykker, eller også skal rovfuglene få lov til at flå i dit lig!« Og efter disse grusomme ord døde Hektor, men alle gamle bøger siger det samme, nemlig at han har været den ypperligste mand. Og efter hans fald flygtede alle trojanerne ind i borgen og lukkede den forsvarligt til. Akilleus lod da Hektors lig binde til sin hestevogn og slæbte det tre gange rundt om borgen.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''5. Kong Priamos opsøger Akilleus'''
| |
| − | | |
| − | Nu begræd trojanerne Hektors død og ikke mindre det, at de kunne forudse borgens ødelæggelse og deres egen manglende evne til at forsvare sig mod grækerne og døden for dem, som endnu var i live. Akilleus lod Patroklos begrave på hæderfuld vis, og derpå lod han Hektors lig slæbe rundt om graven for på den måde at vise grækerne, hvordan han havde hævnet Patroklos.
| |
| − | | |
| − | Men man sørgede nu så meget i Troja, at gråden gav genlyd i hele borgen. Men Priamos var så uforfærdet, at han ikke spurgte sine prægtige sønner til råds, og han var ikke bange for døden, men gik derimod ubevæbnet til grækerne lejr, og han frygtede ikke den grusomme Akilleus. Men da de græske høvdinge så dette — — — — <ref>Noget mangler i håndskriftet</ref> da de så ham. Og da han kom hen til grækernes høvdinge, kastede han sig til jorden og rakte sine hænder mod himlen og sagde: »Hør — Akilleus, alle grækeres styrke og vort riges fjende! — de trojanske mænds formåen og styrke frygter alene dig, og jeg må i min alderdom erkende, at ingen mand er mere grusom end dig. Alligevel beder jeg dig: Vis min sorg barmhjertighed, og tag imod guld og kostbarheder til gengæld for min søn Hektors lig. Men hvis mine bønner ikke kan formilde din vrede, så hærd din højre hånd og lad mig følge min søn, den gæve Hektor, til helvede.« Og efter denne sørgetale fik han udleveret sin søns lig, og det blev begravet med stor hæder efter deres skik.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ----
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Noter:'''
| |
| − | <references />
| |
| − | | |
| − | [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
| |
| − | [[Kategori:Tekster på dansk]]
| |
| − | [[Kategori:Riddersagaer]]
| |
| − | [[Kategori:Hauksbók]]
| |
| − | [[Kategori:Jesper Lauridsen]]
| |
