Trojanernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Riddersagaer

Trojanernes saga

Trójumanna saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Jón Sigurðsson: Trójumanna saga, København, 1848

---

Her begynder Trojanernes saga

1. Om Jupiter

Hauksbók
AM 544 4to      

Dengang Josva var høvding over jødefolket i Jorsalaland efter Moses, sådan som Gud selv havde ordnet det, voksede en mand op på den ø i Jorsalahavet, der hedder Kreta; han hed Saturn, men vi kalder ham Frej. Han var ikke nogen mægtig mand i den første del af sit liv, men han var dog klog og forstandig. Hans bror hed Titan; han havde mange sønner. Saturn så, at der var stor forskel på den anseelse, folk nød, alt efter om de var formuende eller kun ejede lidt eller slet intet. Han prøver nu forstandigt at vinde rigdom, iagttager folks gøren og laden og indser, at ingen i landet forstår at støbe guld, men fordi han vidste, at der blandt jøderne fandtes mænd, der beherskede dette håndværk og dagligt forarbejdede guld til Herrens teltboder, drog han i al hemmelighed hen til dem og lærte håndværket af dem. Siden vender han hjem, og han bliver hurtigt meget velhavende. Han bliver herved berømt og nyder stor agtelse. Han lader nu opføre borge i landet og gifter sig med en fornem kvinde. Og hedenske folk havde den tro, at han ingen far havde, for han overgik langt sine slægtninge i anseelse. Han havde tre sønner: Jupiter, Neptun og Pluto. Af dem elskede han Jupiter mest. Saturn var nu blevet så rig, og hans hæder voksede så meget, at de tog ham til konge. Han var meget afholdt og gavmild. Han satte guldmønter i omløb på øen, og da hans hæder sådan tiltog, kaldte hedningene det land, han herskede over, for Guldhjem. Der var 100 borge i hans rige på øen, og de var alle opført af ham og hans mænd. Man kaldte ham dette lands ophav og gud, og den ros behagede hans øre, og han troede på, hvad de sagde, og anså sig nu for at være mægtigere end alle andre konger, og det kom dertil, at han mente, at han skulle herske over hele verden. Han havde hørt Helvede blive omtalt, og han underlagde sig det og tilsvarende Himlen. Han elskede sine sønner højt, og da han nu var blevet så berømt, bad hans sønner ham give dem magt, og han gør da det, at han giver Jupiter Himlen og siger: »På samme måde som nogle kalder Himlen trefoldig, sådan giver jeg dig nu den magt, at du skal bestemme over lynilden og sende den imod dine fjender, men du skal altid lade tre lyn følge hinanden, sådan at alle kan se symbolet på din trefoldige magt. Neptun sætter jeg til at være gud over denne verden, og som værdighedstegn får du en trefork, og med den skal du drage alting til dig som symbol på din trefoldighed. Pluto skal være høvding over Helvede, og derfor giver jeg dig den vagthund, der hedder Kerberos og har tre hoveder som symbol på trefoldigheden.« Hedningene troede på, at verden var skabt på denne måde, og at de tre skulle herske over disse verdener. Jupiter fandt, at folket blev overmodigt, og at hans fars magt var for stor, og det gjorde ham misundelig, og han bestikker høvdingene, for at de skal drive kongen fra magten, og de tager imod pengene og går til angreb sammen med Jupiter. Han giver sin far to vilkår at vælge imellem: enten at opgive riget eller at kæmpe. Jupiter havde forinden underlagt sig en stor del af riget. Saturn siger, at hans sønner havde haft alt for stor selvbestemmelse, og at de var blevet tildelt for store besiddelser. Han flygtede da bort og her til Italien, hvor han som den første lærte folkene agerdyrkning. Jupiter tog derpå hele magten, og han blev en stor kriger. Han afskaffer guldmønterne og sætter sølvmønter i omløb. Han fik en kone, der hed Juno, og han er nu konge over hele riget. Dette gjorde Titans sønner misundelige, for de anså sig for at have en mindst lige så stor ret til riget. De samler en vældig styrke og hærger i riget og forvolder meget ondt. Kongen samler en hær imod dem, og de mødes ved øen. Jupiter bad sine folk om ikke at dræbe dem, men pågribe dem. Og derefter kæmper de, og det endte med, at Titans sønner flygtede, men ikke længe derefter kommer de tilbage med en stor styrke og hærger og brænder. De får så stor en magt, at de lader en stærk borg opføre, hvorfra de hærger. Men da Jupiter erfarer dette, drager han imod dem, og en dag, hvor Titans sønner var redet ud af borgen med hæren, ser de, hvordan Jupiters hær kommer farende. De vender straks tilbage til borgen for at forsvare den, men Jupiter angriber og stopper ikke, før de overgiver sig. Han lader dem pågribe og anbringe i fjeldet Etna, hvor de sultede ihjel. Derefter bliver hele befolkningen bange for ham, og de hedenske folk troede, at han havde sendt dem til Helvede, fordi der er jordild i dette fjeld. Han lod et stort skib bygge og lader et tyrehoved udskære i forstavnen. Det skib brugte han på alle hærtogter, og hedningene troede, at han drog over det store hav i en tyrs skikkelse, og han var tilmed så troldkyndig, at han kunne vise sig i skikkelse af en tyr. Han havde en søn, der hed Merkur. Dennes mor hed Maja og var Jupiters frille. Merkur var klog og havde mange færdigheder.

2. Om Inakos og datteren Io

En mand hed Inakos. Han var en mægtig mand i Grækenland. Han havde en smuk datter, der hed Io, og hun var den skønneste af kvinder. Jupiter ønsker at se denne kvinde og tager hjemmefra, og da Inakos erfarer, at Jupiter er på vej, drager han ham i møde med venlighed. Inakos sender bud efter forstærkning, og den følgende morgen får Jupiter øje på Io og ser, at hun er den smukkeste af alle kvinder. Da sagde den mægtige Jupiter: »Inakos!« siger han, »— man fortæller meget godt om din datter, og det er ikke overdrevet, hvad der bliver sagt. Men du har nok også hørt om min magt og min formåen, og jeg ønsker, at du bortgifter din datter til mig til hæder for os begge.« Han svarer: »Jeg har hørt om din magt, men også at du allerede har en kone, og min datter bliver ikke din.« Jupiter siger: »Har du tænkt på, at jeg måske har magt til få hende imod din vilje?« Han svarer: »Det må gå, som det går, men nu er hele borgen fyldt med hærfolk, så der er ingen mulighed for at bortføre hende.« Dermed drager Jupiter hjem. Men ikke længe derefter tager Jupiter af sted ene mand på et lille skib og kommer til Inakos’ rige. Han færdes blandt tiggere og møder nogle trælle i skoven og spørger om nyt, og om kongen er i landet, og hvad man ellers taler om. De fortæller, at kongen sidder i god fred, men at man mest taler om den store ydmygelse, Kreta-Tor var blevet udsat for. Han siger: »Jeg har noget sølv, som jeg vil give jer, hvis I kan få Io til at komme ud i skoven. Og de var tåbelige og tog imod sølvet og førte hende ud i skoven, og Jupiter greb hende og tog hende med sig derfra. Inakos bliver klar over, hvad der er sket, men han synes ikke, det er nemt at fare efter dem. Og da de kommer tilbage til Kreta, er Io svanger, og det behager ikke Juno, Jupiters kone, og hun forvandler Io til en kvie, og hun lod den forbandelse følge, at Io ikke skulle nedkomme, før hun kom til et sted, hvor en flod delte sig i syv forgreninger ved udmundingen i havet. Juno sender fluen Onestio ud for at stikke Io, og hun blev bevogtet af trællen Argus, der havde 100 øjne, hvoraf 60 sad i nakken og vågede om natten. Hun kunne ikke blive forløst, førend Tor sendte sin harpespiller Merkur hen for at dysse Argus i søvn; han fik trællen til at sove og slog ham derpå ihjel. Det fortælles, at da Io skulle nedkomme, sad Sif, Tors kone, og holdt om hendes knæ og pressede dem sammen, mens hun sang galdersange. Men da trællen pludselig blev dræbt, gled hendes hænder af knæene, og Io fødte da Herkules. Og da drengen lå i sin vugge, fremmanede Sif hugorme imod ham, men han rakte ud efter hugormene og klemte dem ihjel. Og da han voksede op, blev han den største kæmpe.

3. Om Lykaon

Lykaon hed en ond og rig mand på Kreta. Mange kaldte ham en trold og menneskeæder. Jupiter opsøger ham under falsk navn for at finde ud af, om rygterne taler sandt, og den første aften ser han, at der var menneskekød i gryden. Bonden får nu mistanke om, hvem gæsten er, og han agter nu at svige ham. Men da Jupiter finder ud af det, søger han væk. Men kort tid efter sender Jupiter sine mænd efter ham, og de dræber ham og tager hans værdier. Hedningene tror på, at han blev forvandlet — — — —

4. Om kong Agenor og datteren Europa

Agenor hed en konge i Grækenland. Han var mægtig og havde mange i sit følge. Han havde to børn. Hans søn hed Kadmos, hans datter Europa; hun var den smukkeste kvinde. Hendes bror, Kadmos, var en meget vis mand; han opfandt grækernes alfabet. Hun var også meget begavet og havde mange færdigheder. Kongen elskede hende højt. Han erfarer, hvordan det er gået Inakos, og han ønskede ikke, at dette skulle ske for ham, så han satte sin søn til at bevogte datteren. Dette finder Jupiter ud af, og han drager over havet til en skjult vig, men kretenserne sagde, at han svømmede over havet, for han fór ofte af sted i en fart på den måde. Han kommer hen i nærheden af, hvor kongedatteren opholdt sig, og en morgen forlod kongedatteren borgen, og hun så en strand, hvor der lå en tyr, og den var så smuk, at det forekom hende, at hvert et hår på den var af guld. Hun går hen til den og klapper den på mulen og kysser den og synes, den er smuk. De kvinder, der fulgte hende, taler om, at dette er en stor sjældenhed. Nu springer tyren op og tager hende med hen til skibet og drager hjem til sit rige. Dette synes hendes far, kongen, ikke godt om, og han siger til sin søn, at denne ikke vil få riget, medmindre han henter hans datter hjem igen — og i modsat fald skal han slet ikke komme tilbage. Sønnen drager af sted med hæren og kommer til Kreta og opsøger Jupiter. De mødes og indgår forlig på den måde, at Jupiter blev gift med hans søster, men lovede at give ham en tredjedel af verden og hjælpe ham til magten. Jupiter og Europas søn var solguden Apollo. Han var meget troldkyndig og skabte mange uhyrer og mærkelige undere. Dette erfarer Tor, og han ønsker ikke, at andre end han selv drister sig til den slags. Han sender folk af sted imod ham og kaster lynild efter ham, og det blev hans død.

5. Om kong Salmoneus

Salmoneus hed en konge, der sammenlignede sig med Jupiter. Han havde ladet opføre en stor og prægtig hal med en tilhørende stor bro, som var udført med megen snilde og store ringe. Han plejede, når hans fjender kom, at sende lynild efter dem. Jupiter søger derhen, og han vil ikke finde sig i dette og slynger efter hedningenes udsagn tre lyn imod ham, og deraf døde han og en stor del af hans folk, og Tor fandt, at dette var en passende straf for ham.

6. Om Edelon

En mand hed Edelon; hans datter hed Alkonia. Dette erfarer Jupiter, og han ønsker at få hende og lægger planer. Han kommer i hemmelighed til stedet, og mens hun sidder i sit kammer, sker det under, at det regner med gulddråber i hendes skød. Hun går udenfor og ser en vældig byge, hvorfra det regner ned. Hun går nærmere, men i det samme griber Jupiter hende og fører hende ned til skibet. Hendes far beder ikke folk om at lede efter hende, og han synes at vide, hvem der har bortført hende. Og da Jupiter kommer ned til skibene med hende, lader han to nætter følge efter hinanden uden dag imellem.

7. Om Pelias og Jason

Jason og argonauterne

Pelias hed kongen i Peloponnes i Grækenland. Han var mægtig og berømt. Hans bror hed Aison, men han havde ingen fyrstestatus; hans søn hed Jason, og han var en stor og stærk mand, våbendjærv og kampvant. Han var så vellidt, at næsten alle i riget ønskede at tjene ham. Han var meget mere gavmild med penge end alle andre på den tid. Kong Pelias frygtede, at Jason snart ville fravriste ham magten, og han traf den beslutning at sende ham ud i et ærinde, hvorfra ingen var vendt tilbage. Han sender siden besked til Jason, at denne skal komme til ham, og da Jason modtager kongens brev, opsøger han ham straks, og kongen tog med glæde imod ham — — — — Og da han havde været der en tid, gik de to frænder til samtalestuen. Da sagde kongen: »Min frænde! Du er ulig de fleste andre mænd i denne verden — dem, der går fortællinger om — og det er nu nødvendigt, at du lader store bedrifter følge hastigt efter hinanden, her mens din alder og anseelse blomstrer. Derved vil din hæder og min magt vokse. Og man anser det for den mest ærefulde færd at drage til Asien til det sted, der hedder Kolchis, for dér at hente det vædderskind, som er spundet af det rene guld. Det er ikke gået godt for dem, der har prøvet at få fat i det, men jeg tænker, at de har båret sig uforsigtigt ad.« Jason havde stor lyst til at drage på denne færd, for kongens ros behagede hans øre. Kongen lover ham store hædersbevisninger, såfremt han vender tilbage. Jason mener også, at det er værd at stræbe efter at komme til de mest berømte steder i verden, og han siger ja til at tage af sted. Kongen sender bud efter den håndværker, der hed Argos, som var den dygtigste i riget, og det nævnes i mange bøger, at han skulle bygge det mest udsøgte skib. Og da dette fortræffelige skib blev sat i søen, blev det kaldt Argo. Disse mænd gjorde sig klar til færden med Jason: Den store Herkules, Tors søn; Kastor og Pollux fra Sparta, brødre til Helena, den skønneste kvinde i Grækenland, gift med Menelaos, og Klytaimestra, der var gift med Agamemnon; med ham drog også Nestor den Vise fra Pylos og Telamon fra Salamina og Peleus fra Fthia. Der nævnes ikke flere mænd. Og da de var klar, stod de til havs og kom siden til det land, der hedder Frygien; dengang herskede Laomedon over det rige; hans søn var Priamos, hans datter Hesione. Priamos’ kone hed Hekabe. Deres sønner var den berømte Hektor og den smukke Alexander, som også blev kaldt Paris, og Deifobos, Helenos og Troilos; deres døtre var Kassandra og Polyxena og Troan. Priamos havde også uægteskabelige sønner. Priamos herskede ene over Tyrkiet, mens Laomedon var i live. Hekabe drømte, mens hun var gravid, at en brændende stok skød ud fra hendes mund, og det forekom hende, at hele byen Troja derved brændte. Hun blev meget skræmt og fortalte Priamos om drømmen. Men vismændene tolkede drømmen sådan, at hun skulle føde en søn, som ville blive skyld i, at hele Troja blev ødelagt. Og da kong Priamos hører dette, befaler han, at drengen skal sættes ud. Og da han blev født, blev han kaldt Alexander. Men da moderen så, hvor smukt et barn det var, ville hun ikke lade ham sætte ud, og hun lod ham opfostre i hemmelighed, og han blev da kaldt Paris. Og mens han voksede op, viste han Freja megen hengivenhed, men da han siden fik vished om sin herkomst og holdt sit bryllup med Thetis, indbød han alle guderne til det. Hun tog da et guldæble, hvorpå der var skrevet, at det skulle tilhøre den smukkeste, og det blev da kastet hen mellem Freja og Sif og Gefion. De gik hen til Jupiter, for at han skulle afgøre, hvem af dem der var den smukkeste. Men det ville han ikke, for han frygtede vreden fra dem, der blev vurderet til ikke at være smukkest. Han bød dem at gå hen i skoven Ida til den hyrde, der hed Alexander. Og en dag, mens han vogtede kvæget, kom en stor tyr hen til ham og kæmpede imod en af hans tyre. Og den tyr, Alexander havde, blev overvundet. Da satte Tor en krone af herlige blomster på dens hoved. Dagen efter kom tyren igen, og det gik som dagen før. På den tredje dag kom den samme tyr, og den tyr, som Alexander havde, var til at begynde med underlegen. Men da bandt han en stor brod fast til tyrens pande, og da kunne den tyr, der var kommet, ikke klare sig. Alexander var meget tilfreds, og derfor satte han kronen på sin tyrs hoved og hædrede den for sejren på denne måde.

8. Om Alexander og gudinderne

Priamos fik at vide, hvad der var sket, og herefter anerkendte han Alexander som sin søn, og da han var blevet optaget i slægten, nød han samme anseelse som de øvrige brødre. Han var en meget høvisk mand. Og en dag, da han var i skoven Ida, hvor han havde vogtet dyr, forekom det ham i en drøm, at Saturn førte tre kvinder hen til ham: Sif og Freja og Frigg. Og han bad ham sige, hvem af dem der var den smukkeste. Det forekom ham, at Freja bøjede sig hen over ham og bad ham sige, at hun var den smukkeste, og hun sagde, at hun ville belønne ham ved at sørge for, at han fik den skønneste kvinde i Grækenland til kone. Så gik Sif hen til ham og bad ham dømme hende til at være den smukkeste, og hun sagde, at hun ville skænke ham stor verdslig magt og hæder. Men da han fortsat ikke afgør sagen, kommer Frigg hen til ham og tilbyder ham stor visdom og sejr i kamp — hun var krigsgudinde — såfremt han erklærer, at hun er den smukkeste. Han dømmer ikke i sagen, og nu kommer Freja hen til ham, og hun sagde: »Husk nu, hvad du har lovet mig.« Hun viste sig nøgen for ham, og han dømte da hende til at være den smukkeste. Af denne grund var Sif siden fjendtlig over for trojanerne.

9. Jason kommer til Kolchis

Og da Herkules og Jason og de andre var kommet til landet, sendte kong Laomedon nogle mænd hen til dem og bad dem forsvinde, ellers ville han jage dem bort med hæren. Og da de fik denne besked, så de ingen anden udvej end at forlade stedet, og de gør ikke holdt, førend de kom til Kolchis. Dér herskede den konge, der hed Medius. Hans datter hed Medea; hun var den smukkeste og klogeste kvinde. Og kong Medius holder nu gæstebud for Jason og de andre, og de opholder sig en tid dér i Kolchis. Nu fortæller Jason kongen om sit ærinde og siger, at han er blevet sendt ud efter det vædderskind, der er hængt op i Tyrs hov, og som mange har forsøgt at få fat i. Kongen sagde: »Du er en prægtig mand, og du skal være velkommen her hos os, men jeg vil fortælle dig, hvad der vil ske, såfremt dette vædderskind fjernes. Da vil den konge, der regerer her, nemlig miste sin magt. Du skal også vide noget om de udfordringer, du vil møde, før du når frem til skindet. Gudehovet bevogtes af den træl, der hedder Argus; han har 100 øjne, og mens nogle af dem sover, er andre af dem vågne. Ham skal man dysse i søvn og siden dræbe. I gudehovet er der en drage, som du må have hørt om. Det er den mest ondskabsfulde drage; den har mange øjne og udspyr en farlig gift. Den skal også dræbes. Der er to okser, som er støbt i kobber, og de er så fæle og frygtindgydende, at der står flammer ud af deres næse og mund. Du skal derpå nedbryde gudehovet og pløje hen over det med okserne. Siden skal du tage dragens kindtænder og så dem, og op fra dem vil der vokse tre gange tolv mand, som vil hævne dragen; de er så store og stærke som jætter, og man skal kæmpe imod dem. Men den, der gennemfører dette, skal aldrig miste sin berømmelse, så længe verden består.«

10. Jason og Medea

Da nu Jason hører dette, bliver han meget bekymret over, hvordan han skal gennemføre disse prøvelser, og nu fører kongen ham hen for at se alle udfordringerne, og jo mere han får at vide, desto værre forekommer det ham. Og Jason bliver nu meget bedrøvet. Kongens datter, Medea, ser, at Jason ikke er glad. Hun synes godt om ham og finder, at det vil være en stor skade, hvis så herlig en mand skal miste livet. Hun besad en stor del af sin fars troldkyndighed, og hun sagde da til sin søster: »Det ville være meget sørgeligt — min kære søster! — hvis denne prægtige mand skulle miste livet, og jeg må prøve, om jeg kan hjælpe ham. Gå du nu hen og sig til ham, at jeg ønsker at møde ham, og jeg vil hellere påtage mig alle disse prøvelser end at lade denne drage dræbe ham.« Nu går pigen til den hal, hvor Jason sover, og hun sagde: »Herre! Sover du?« Han sagde: »Hvem er du — jomfru?« Hun svarer: »Jeg er søster til den fornemme Medea, kongens datter, og hun har sendt mig hen til dig. Hun tager del i dine sorger og bekymringer, men stå nu op, og følg med mig!« Hun går foran ham hen til en skov ikke langt fra borgen, og dér var den fortræffelige Medea, og da hun ser Jason, rejser hun sig og hilser ham. Han er glad for at se hende. De taler om mangt og meget, og Jason indser hurtigt, hvor begavet hun er, og han bliver snart forelsket i hende, og de giver nu hinanden ømme kærtegn og blide kys, og de forlader ikke stedet, førend Jason til fulde har fremmet sin vilje med hende. Derefter siger Medea, at han skal være glad og ubekymret, og hun lover ham, at han skal få held med sit forehavende. Nu går Jason fornøjet hjem, og tiden nærmer sig for udøvelsen af denne stordåd, og en nat kommer kongedatterens udsendinge til Jason, og nu går han og Medea derfra og hen til gudehovet. Og hun dysser da dragen og trællen i søvn, og Jason svinger sværdet og dræber trællen, hvorefter han stikker sværdet i dragen ved boven, sådan som hun havde fortalt ham. Ved dette vågnede denne forfærdelige drage, og den udspyede en skrækkelig gift, men ved kongedatterens hjælp skadede den ham ikke. Nu fløjter kongedatteren efter okserne, og hun går hen til dem og lægger et åg på dem og spænder dem for en vogn og kører alle skattene ud fra gudehovet — herunder dette berømte vædderskind, som var af guld. Nu fremmer hun sin galder og nedbryder dermed gudehovet, og de driver nu sammen okserne frem og overpløjer hovet, og de tager dragens tænder og sår dem i jorden, og mange stærke og bevæbnede mænd skyder op dér. Og de skræmmer Jason meget. Da sagde kongedatteren: »Vær ikke bange — herre! — for de skal fælde hinanden.« Og ved hendes trolddom begyndte de at bekæmpe og dræbe hinanden. Så vender Jason hjem med denne sejr, og han vækker sine mænd og fortæller dem, hvad der er sket. Men Medea gik til sin fars hal, og hun tager alt sit guld og sine fornemmeste klæder med sig derfra og går nu ned til Jasons skib. Jason og hans mænd løber nu igennem borgen, mens de råber og skriger og dræber alt, hvad der kommer i vejen for dem, og det ender med, at kong Medius og størstedelen af hans hær falder. Og Jason opholdt sig dér om vinteren, men kongedatteren var med barn, og hun nedkom med to sønner. Og da det blev forår, drog Jason hjem mod Grækenland med stor ære. En aften kom de til en ø, hvor de lå om natten. Jason og kongedatteren Medea og de andre sov i telte på land. Hun vågnede ikke, før de alle var væk. Hun gik op på øen og så, at de sejlede væk fra øen på alle skibene. Hun råber da med mange tårer og siger: »Jeg véd, at dette ikke er blevet bestemt af Jason, som vandt den største hæder i Kolchis.« Hun opregnede da sine mange sorger, men Jason ønskede ikke desto mindre at sejle væk, for hjemme havde han en anden kone, der var af fornem slægt. Han vender nu hjem til sit land, og alle tager imod ham med glæde — dog ikke kong Pelias. Denne færd gjorde Jason meget berømt, og han blev taget til konge efter Pelias.

11. Herkules dræber kong Laomedon

Og da Herkules var kommet tilbage, var han meget utilfreds med færden og den ydmygelse, som kong Laomedon havde udsat ham for. Han drog hjemmefra og til de øer, der hedder Sparta, for at finde Kastor og Pollux. Dem havde kong Laomedon jaget bort fra landet. Derfra drog de alle sammen til Salamina for at møde Telamon. Og derfra tager de alle til Fthia for at træffe Peleus. Og han tog med dem til Pylos, hvor Nestor den Vise regerede, og denne fulgte med dem, og han havde fem store skibe og udvalgte de bedste mænd til at være om bord på dem. Derfra stod de til havs og kom om natten til Frygien, og da de kom i land, gik Herkules fra skibene sammen med Peleus og Telamon og halvdelen af deres styrke. Kong Laomedon var i den borg, der hed Ilion, men som siden blev kaldt Troja; den var hverken stærkt befæstet eller godt bemandet. Han red ud fra borgen og til skibene, hvor der opstod kamp. Men det varede ikke længe, før han fik at vide, at borgen var under angreb. Kongen vendte da om og ville hjælpe folkene i borgen. Da kom Herkules imod ham, og kampen blev meget hård, og det endte med, at Herkules dræbte kong Laomedon og størstedelen af hans hær. Dér tog de Hesione, kong Laomedons datter, og alt af værdi som bytte, og de drog med sejren hjem til Grækenland og var godt tilfreds med færden. Telamon fik Hesione, og de tog hjem til Salamina. I kampen faldt Laomedons frillesønner, der hed Hypsifilos og Voluntes og Amfiter.

12. Herkules vinder berømmelse

Stjernebilledet Herkules

Efter disse hændelser drog Herkules udenlands for at vinde berømmelse. Han dræbte en stor løve med de bare næver. Herkulesteus hørte om Herkules’ vældige ry, og han ønskede at møde ham, men da de traf hinanden, dræbte Herkules ham. Ved en sump var der en slange med mange hoveder, og hvis ét blev hugget af den, voksede der i stedet to ud. Herkules slog den ihjel. Han vandt sig også guldæblerne. Han drog også til Spanien og dræbte den frygtelige Geryones, og det værk er blevet meget berømmet. Derfra tog han til den vestlige del af verden, og det fortælles, at han kom til verdens ende, hvor han rejste store søjler for at markere, hvor langt væk han nåede. Siden sejlede han tilbage gennem Nørvesund og til Italien. Kakus, søn af Evander, hed en stor kæmpe, som Herkules dræbte. Derfra drager han ud til Indien, og dér dræber han de dyr, der kaldes kentaurer, men nogle af dem tæmmede han. Dér dræbte han også de mest berømte fugle, der har eksisteret, som hedder harpyier. Derefter vendte han hjem, og hedenske folk hævder, at han forvandlede sig til en vildgalt, og derfor vovede ingen at skade ham, og de troede på, at han bærer himlen, og derfor hævder de, at han blev taget derop, og derfor kaldte de et stjernebillede for Herkules; det findes mellem de to vogne.

13. Deianeiras brev og selvmord

Herkules havde haft en kone, der hed Deianeira og var en søster til Meleagros, men han havde forladt hende og taget sig en bondes datter til hustru. Deianeira sendte Herkules et brev med denne ordlyd: »Din gøren og laden — Herkules! — har ændret sig til noget, man for kort tid siden ville have anset for usandsynligt. Du har nu fået dig en bondedatter, der ikke evner andet end at sidde og kæmme uld, og det forlyder, at du indimellem hjælper hende, men at hun — hvis du ikke gør det ordentligt — slår dig med enden af sin håndten. Og dette er ikke den samme Herkules, der dræbte dragen i kæmpen Atlas’ gård og tog to guldæbler derfra. Jeg har også fået at vide, at du drikker vin dag og nat og spiser høns og påfugle. Du havde ikke overvundet Erides den Tapre, såfremt du havde gjort sådan, og Orfeus havde næppe troet, at du ville ende sådan, dengang du steg ned i underverdenen sammen med ham og tog Kerberos og slæbte ham helt op i denne verdens lys og bandt ham med tre lænker. Dengang bar du ikke silkeklæder og hængte ikke guld om din hals. Men jeg behøver ikke bekymre mig om dig; min skæbne vil gøre det af med mig på samme måde, som det skete for mine frænder: Min far gennemborede sig selv med sit sværd; mine brødre dræbte hinanden; mine søstre druknede, og her sender jeg dig en kjortel, som er rødnet af mit blod. Du var ikke klædt i blødt purpurklæde, dengang du dræbte Gorgo — det uhyre, som var en løve forrest, en ged midtpå og en flyvedrage bagerst — og jeg tænker, at du snarest var klædt i en ulveskindstrøje, dengang du dræbte kong Geryones i Spanien og blev enehersker over hele Spanien. Men send nu vores søn hertil, så han kan yde mig lighjælp, så sender jeg dig til gengæld dette blodige klæde.« Derpå trak hun sværdet og gennemborede sig selv, og således mistede hun livet.

14. Troja genopbygges

Nu vender vi tilbage til det, at kong Laomedon og hans sønner blev dræbt, og hans datter blev hærtaget, og borgen blev nedbrudt, og værdierne blev ranet. Priamos var da ikke i nærheden, men da han hørte, hvad der var sket, gjorde det et stort indtryk på ham. Han drog da til Ilion med alt sit gods. Han lod straks borgen genopføre, og den var meget stærkere, end den før havde været, men den blev ikke fuldført, førend Neptun og solguden Apollo færdiggjorde den. Store floder blev ledt derind til store brønde. Der blev bygget store fæstningsværker og opført tårne; borgportene var ikke lettere at angribe end selve borgmuren, hvor der ikke var porte, for over hver borgport var der et fæstningsværk. Han lod et stort gudehov opføre i borgen og viede det til Tor. Og da alt dette var gjort, sendte han Antenor til Grækenland efter sin søster Hesione. Han drog af sted, så snart han fik gunstig vind, og traf Peleus og fortalte ham, at han var udsendt af kong Priamos for at stifte forlig med grækerne. Og han opregnede, hvor store bøder de skyldte for at have dræbt Priamos’ far og brødre og for at have nedbrudt hans borg og ranet værdierne og for at dræbe mange mennesker og tage hans søster som krigsbytte, hvilket særligt havde bedrøvet ham. Og han bad Peleus medvirke til, at Hesione blev sendt hjem. Peleus fandt ham noget anstrengende og erklærede, at de havde forvoldt trojanerne mindre ondt, end de fortjente, og han bad ham forlade stedet. Antenor fortsatte da til Bøotien og landede ved Salamina og opsøgte Telamon og bad ham sende Hesione hjem til broderen Priamos. Telamon siger: »Dette har jeg ikke noget med at gøre. Jeg har ikke gjort Priamos noget. Jeg dræbte ikke hans far, og jeg tog ikke hans søster. Men den løn, jeg fik for min indsats dér, har jeg ikke tænkt mig at opgive uden videre.« Og han bad Antenor om at forsvinde i en fart. Denne drog straks af sted, og han gjorde ikke holdt, før han kom hjem til Priamos og fortalte ham alt, hvad der var sket, og han sagde, at han havde truffet alle de mænd, der skyldte Priamos erstatning, men i stedet for betaling havde han modtaget spot og trusler.

15. Den trojanske flåde sejler mod Grækenland

Derefter sendte Priamos bud efter sine sønner og venner, og han fortæller dem, at han agter at sende en hær til Grækenland, »— og mine sønner skal være høvdinge, for de er tapre og har stor kamperfaring.« Hektor — han var den ældste og ypperligste af dem — rejste sig og sagde: »Jeg drog gerne af sted, såfremt der var hæder at vinde, men jeg tvivler på, at det bliver des bedre for os, jo mere vi har med grækerne at gøre. Det er ikke mit eget liv, jeg frygter for, for jeg vil opnå den alder, som er mig tiltænkt.« Da sagde Alexander: »Det er min mening, at vi for en stund skal lade dem prøve at lide overlast, og jeg tilbyder mig selv som høvding for denne færd, og det skulle overraske mig meget, om jeg ikke får det gennemført.« Derefter fortalte Alexander om det, han havde drømt i Idaskoven, »— og jeg forventer, at drømmen nu vil gå i opfyldelse, og jeg vil nok snarere finde fryd end død dér, men alt vil gå efter gudernes forudbestemmelse, og den, der tager af sted, er ikke mere bestemt til at dø, end den, der bliver hjemme.« Dette blev støttet af Priamos’ søn Deifobos, og han opildnede meget til færden. Da rejste Priamos’ søn Helenos sig og sagde: »Mit sind siger mig noget andet end mine brødre om denne færd. Jeg vil mene, at det bedste for os vil være, at togtet mislykkes, og det vil dog ikke være uden skam for os. Men jeg tror snarere, at vi kommer til at drage af sted og får held med foretagendet, men det vil medføre, at vi mister det, vi ejer, og vores frænder og til sidst os selv.« Da rejste Troilos sig — Priamos’ yngste søn, men ingen var dog stærkere end ham, bortset fra Hektor — og han opfordrede ihærdigt til færden. Kongen lader nu indkalde til ting og siger, at han agter at udbyde hæren for at hærge i Grækenland, og hans søn Alexander skal anføre styrken. Han opregner de sager, han har imod grækerne, og ligeledes de svar, Antenor fik, da han var udsendt dertil. Han bad nu enhver om at tilføje, hvad han mente var mest gavnligt, men sagde også, at han ikke troede på Helenos’ onde forudsigelser. Den mand, der hed Pandos, en søn af Euforbios, Priamos’ frænde, svarer på hans tale: »Her kan I se en mand, der tror, at denne færd vil gå dårligt, for min far sagde til mig, at såfremt Alexander røvede en kvinde fra Grækenland, så ville det medføre død og ulykke.« Og han erklærede, at det var mere efter hans sind at leve i uforetagsomhed end at dø i skam på grund af overmod, uforsigtighed og mangel på forstand. Kongen sagde, at det var frygt og svigtende mod, der fik ham til at tale sådan. Alle talte da for denne færd. Kassandra, kong Priamos’ datter, frarådede disse planer meget, og hun sagde, at det ville koste Troja og hendes fars og hendes brødres liv og nærmest alle menneskers værdighed og de flestes ejendele. Men ingen lagde nogen vægt på hendes spådomme. Så blev hæren udrustet, og Alexander var togtets anfører, og de drog af sted med flåden, og Priamos bad guderne give deres færd fremgang. Og da de kom i nærheden af den ø, der hed Kythera, og som Menelaos herskede over, da traf de Menelaos, som var på vej til Pylos for at møde Nestor. Og Menelaos spurgte Alexander, hvor han skulle hen, og han svarede, at han var på en fornøjelsestur. Menelaos indbød ham og sagde, at dronningen var hjemme til at tage imod dem, og han bad ham forsyne sig, som han ønskede. Alexander og de andre kom til Kythera, og på denne ø fandtes et stort og helligt gudehov, og hovet lå nær havet, og da Menelaos’ kone, Helena, hørte, at denne ansete kongesøn var kommet til landet, gik hun til hovet for at ære guderne. Hun var også noget nysgerrig efter at se disse udenlandske folk, som nød så megen berømmelse. Hun var den smukkeste kvinde i verden. Hun fik også at vide, at Alexander ville besøge hende hjemme, medmindre de mødte hinanden før.

16. Alexander bortfører Helena

Nu fik Alexander at vide, at Helena var kommet til gudehovet, og han tager derhen med fornemme offergaver. De så på hinanden og kunne begge lide, hvad de så, og de begyndte at tale sammen. Alexander kaster et guldæble i Helenas skød, og disse ord stod skrevet på æblet: ‘Jeg sværger ved guderne, at jeg skal gifte mig med Alexander og være hans dronning fra nu af.’ Hun rødmede, da hun læste alt dette op, for ingen vovede at bryde de løfter, der var blevet aflagt i gudehovet. Hun mente, at hun var blevet snydt, og hævdede, at man ikke skulle overholde noget, som man havde sagt uvidende og uden at ville det, men Alexander påstod, at dette var sket efter gudernes vilje og tiltag, og at det ikke nyttede noget at modsætte sig det, og han sagde, at hun ville blive ramt af gudernes vrede, hvis hun brød dette hellige løfte. Han forlod gudehovet og vendte tilbage til skibene, men om natten gik de til gudehovet og bortførte Helena og nogle andre kvinder og bar dem om bord på skibene. Og da folkene i borgen blev klar over hendes bortførelse, klædte de sig i hærklæder og ville vinde hende tilbage. Det kom til kamp, og det endte med, at landets mænd faldt og flygtede, mens Alexander sejrede. Og han drog dermed af sted og gjorde ikke holdt, før de kom hjem til Troja, og kong Priamos modtog dem med stor glæde og synes, at de har gjort det godt, og han sagde, at nu syntes grækerne nok ikke bedre om deres lod, end trojanerne selv havde gjort tidligere, »— og nu håber jeg, at grækerne vil lade min søster, Hesione, komme hjem.« Den første lange tid var Helena meget bedrøvet, men ved Priamos’ overtalelse begyndte hun omsider at glæde sig. Hun blev da gift med Alexander, og de fattede snart stor kærlighed til hinanden. Kassandra, der også blev kaldt Troan, var meget afvisende, da hun mødte Helena, og hun sagde, at det ville blive til alles ulykke, at hun var kommet til Troja. Hendes forudsigelser gjorde Priamos vred, og han befalede, at hun skulle spærres inde i et hus, hvilket også skete.

17. Grækerne sender en flåde mod Troja

Nu skal det fortælles, hvad der skete i Grækenland, da Menelaos hørte om Helenas bortførelse og de drab, der var sket i hans hjem. Nestor sendte da bud efter kong Agamemnon, Menelaos’ bror, og da han kom, trøstede han sin bror og bekendtgjorde, at han ville sende en hær imod Troja, og de udbød straks leding i hele Grækenland. Og da hæren var samlet, valgte de at spørge guderne til råds på det sted, der hedder Delfi. Den gud, som man blotede til dér, hed Apollo; ingen var i stand til at lyve dér på stedet. Den berømte Akilleus og Patroklos gjorde sig klar til denne færd, og da de kom frem, fik de det svar, at grækerne ville sejre, og at Troja ville falde efter 10 år. Samtidig sendte kong Priamos Kalkas, Thestors søn, til Delfi for at få gudernes råd. Svaret blev, at han skulle slutte sig til grækernes hær, såfremt han ville bevare sin anseelse. Og han slog sig da i følge med Akilleus, og de vendte siden tilbage til hæren, og Priamos fik aldrig besked om, hvordan det var gået, og hvad Kalkas havde fået at vide. Og da grækerne lå klar i den havn, der hedder Athen, havde de 1423 skibe. De sejlede til havs og kom i land på det sted, der hedder Tenedon, og dér plyndrede de og dræbte. Agamemnon var konge over den græske hær, og disse var de mest ansete mænd i hans følge: Hans bror Menelaos, Akilleus og hans fostbroder Patroklos, Palamedes, Diomedes, Ajax og Telefos; Ulysses og Nestor var de viseste mænd i deres hær. Og da grækerne var ankommet til landet, sendte Agamemnon Diomedes og Ulysses af sted for at opsøge Priamos og bede om, at Helena blev frigivet, derefter kunne man forsøge at opnå forlig. Men Priamos afslog dette ganske bestemt.

18. Om Chryses

Chryses hed en mand, der tjente den gud, der hed Delfi. Kong Agamemnon tog hans datter imod hendes vilje. Chryses elskede hende så højt, at han ikke kunne undvære hende, og derfor påkaldte han guden for at få sin datter igen. Og derfor blev grækerne og alle deres teltlejre ramt af pest, og denne pest forvoldte så stort et tab af menneskeliv, at der i en omkreds af 3 mil var det ene bål ved siden af det andet, hvorpå man efter datidens skik brændte de dødes legemer. De forespurgte hos guderne, og da de fik vished om sagen, blev hun sendt hjem, og hendes far, Chryses, blev meget glad. Da de folk, der var blevet udsendt til Priamos, kom tilbage og fortalte, hvordan det var gået, lod kong Agamemnon blæse signal over hele hæren, at man skulle bevæbne sig og søge mod borgen. Solen var netop stået op, og de angreb nu borgen Troja. Og denne morgen så Priamos, at der på den klare himmel var ligesom en regnbue at se over hele borgen, og han mente derfor at vide, at grækerne var på vej. Derfor lod han hele den trojanske hær kalde til kamp mod grækerne. Protesilaos gik hårdest frem mod trojanerne, og trojanerne trak sig tilbage, men mange af dem faldt. Så gik Hektor imod ham og fældede ham, og den flok, der havde fulgt ham, tog da flugten. Hektor vendte da tilbage til borgen, men kampen fortsatte. Da nåede Akilleus frem med sin styrke, og trojanernes hær måtte da flygte, og han forfulgte de flygtende helt hen til borgen, men natten satte da en stopper for kampen.

19. Kampen ved Troja

Den følgende morgen kom kong Agamemnon med hele hæren, og de rejste deres telte på sletten foran borgen og lod lejren befæste og gravede en voldgrav omkring den. De så da, at Troja var så stærk, at der ikke var noget håb om at indtage borgen, så længe der var folk til at forsvare den. Men straks den følgende dag gik Hektor ud af borgen med hæren i slagorden, og kong Agamemnon gik imod dem med den græske hær, og kampen blev meget hård; der skete snart et stort mandefald. Hektor gik tappert frem og dræbte folk på begge sider af sig. Da gik Menon imod ham, og de kæmpede imod hinanden, og Menon faldt. Nu vil Hektor plyndre liget, men i det samme kom Menesteus derhen og angreb Hektor voldsomt og sårede ham på benet. Men da Hektor var blevet såret, gik han endnu hårdere frem og huggede både stort og hårdt, og han ville have dræbt alle grækerne, hvis ikke Ajax var gået imod ham. Og de kæmpede længe, men ingen af dem formåede at såre den anden. Men da de havde kæmpet en tid, vedgik de at være slægtninge og søskendesønner. Og Hektor lod sin hær holde inde, og de to frænder gav hinanden gaver og aftalte venskab. Derefter anmodede grækerne om våbenhvile i to år, og dette tilstod trojanerne dem, og der blev da aftalt fred, og den blev overholdt. De dræbte blev da begravet.

20. Krigen fortsætter

På denne tid var Palamedes meget misfornøjet med, at Agamemnon skulle være konge over hele den græske hær, og han mente ikke, at Agamemnon formåede at lede en sådan strid. Men mange mente, at han talte sådan, fordi han selv ville være konge. Men folkene brød sig ikke om det bytte, og alt forblev som hidtil. Men da de to år var gået, var det tid til kamp, og kong Agamemnon lod da hele den græske hær kalde til kamp, og med ham var Akilleus og Diomedes og Menelaos. Trojanernes hær blev anført af Hektor og Æneas og Troilos, og striden blev meget hård og med et stort mandefald. Hektor fældede disse høvdinge: Boetos, Arkelokos og Prothoenor, før natten satte en stopper for kampen. Denne nat holdt kong Agamemnon ting, og han opildnede hæren til at gå frem med tapperhed, og han bad folk om særligt at angribe Hektor og fortalte, hvem man havde at hævne på ham. Og han mente, at hele borgen ville være vundet, såfremt Hektor blev dræbt. Menelaos nævnte, at han ville gå i tvekamp mod Alexander, og sagde, at det var urimeligt, at så mange mennesker skulle bøde for en sag mellem dem. Og da Alexander hørte, hvad han havde sagt, så han gerne, at de mødtes, men Helena frarådede ham dette og sagde, at det ikke ville gå godt for ham, »— for du står i alle henseender tilbage for ham, undtagen hvad angår mod.« Den følgende dag ledte Akilleus og Diomedes den græske hær frem mod trojanerne, og imod dem kom Hektor og Æneas, og der opstod en voldsom kamp med mange dræbte. I denne strid fældede Hektor syv af grækernes hærførere, Æneas to; Akilleus fældede fire og Diomedes to af trojanernes hærførere. Kong Agamemnon stoppede da kampen, og han var meget misfornøjet med at se sådan en ulykke ramme sine mænd, men trojanerne var godt tilfredse. Dagen efter gik alle grækerne fra deres telte, og kong Agamemnon opildnede da sine folk kraftigt imod Hektor og trojanerne. Men trojanerne gik imod dem, og kampen blev da så hård og grusom, at den fortsatte i hele 80 dage. På begge sider gik folkene tappert frem, og hver en mand forsvarede sig selv og sine fæller så godt, som han formåede, men hver dag faldt mange tusinde mænd, og der var ikke tid til at begrave dem. Kong Agamemnon indså da, at det ikke kunne fortsætte på denne måde. Og han sendte da Ulysses og Diomedes til kong Priamos med forligstilbud, og der blev da aftalt fred i tre år, og på begge sider måtte man hente forstærkning, som man ønskede. Og denne fred blev overholdt så godt, at ingen var til fare for andre, selv om man traf sin fars banemand, og de havde meget med hinanden at gøre, så snart det blev fredstid. Og nu forberedte begge parter sig så godt, de kunne.

21. Paris Alexander kæmper mod Menelaos

Og da der var gået tre år, blev det tid til kamp, og Hektor og Troilos og Æneas og Menon førte hæren ud fra Troja, mens Agamemnon og Menelaos og Akilleus og Diomedes ledte den græske hær imod dem, og de indledte da den hårdeste strid. Straks i kampens begyndelse fældede Hektor Filippos og Antippos og Meriones, mens Akilleus fældede Lykaon og Euforbos, og der faldt da folk i store mængder på begge sider, og de kæmpede uden ophør i 30 dage. Da enedes man om seks måneders våbenhvile. Derefter var der 12 dage med hård og blodig kamp, og der faldt mange kæmper på begge sider. Så bad Priamos om våbenhvile, og man holdt fred i 30 dage for at begrave ligene og forbinde mændenes sår. Men da det blev tid til kamp, holdt kong Priamos ting, og han satte hærføreren Hektor til at anføre hele den trojanske hær, for kong Priamos var da blevet gammel. Hektor lod da alle portene til Troja åbne, og han bad nu alle mænd gå ud af borgen. Og dette blev gjort, og de stillede hele deres hær i slagorden. Det siges, at når det kommer til mandsmod og tapperhed, har ingen riddere i hedensk tid overgået Hektor. Med ham var Paris Alexander; han var den smukkeste mand, som er blevet skabt i verden, bortset fra kong Davids søn, Absalom. Og nu stod disse fylkinger af trojanere og grækere over for hinanden og var klar til at kæmpe. Alexander så da Menelaos stå med et truende ansigtsudtryk og frygtindgydende våben i fylkingen lige over for sig, og han trak sig da tilbage mellem sine mænd, som om han blev bange som en mand, der ser noget skræmmende. Dette så Hektor, og han sagde: »Hvilken evig skændsel! Her bliver du ræd og vender ryggen til dine fjender i striden, mens du før ikke var bange for at lægge dig i hans kones brudeseng, da han var langt væk. Hvorfor flygter du nu og skræmmes af hans styrke og hvasse våben? Her ser du mange gode mænd spilde deres blod for din skyld. Det var nu mere rimeligt, at du gik alene frem på slagmarken, og at han gik imod dig. Så kunne I to dyste mod hinanden, og den af jer, som faldt, havde tabt, mens den, der overlevede, skulle have Helenas kærlighed for sig selv, sådan at hverken grækere eller trojanere ville stille hindringer i vejen.« Alexander indvilgede i dette. Hektor fremlagde nu sagen, og alle høvdingene gav deres samtykke, og begge kongerne bekræftede det med eder. Nu træder de frem på slagmarken — Menelaos og Paris — og de løb imod hinanden med stort mod. Alexander kastede sit spyd efter Menelaos og traf ham midt på livet, og det ville have medført hans død, hvis ikke hans syvdobbelte brynje havde beskyttet ham. De angreb hinanden ihærdigt; Menelaos hugger med stort raseri i Alexanders hjelm, og hugget var så kraftigt, at sværdet sprang i to stykker. Da grækerne så, at Menelaos nu var ubevæbnet, mente de, at det ville blive hans død, og det fyldte dem med mismod. Men selv om Menelaos havde mistet sit sværd, var hans mod intakt. Han sprang frem mod Alexander og trak så hårdt i hjelmen, at Alexander faldt til jorden; Menelaos holder fast i hjelmen og trækker Alexander hen til grækernes hær, lige til hjelmstroppen bristede. Da slap Alexander fri, og han løb derpå tilbage til sine mænd, men det er de hedenske menneskers tro, at Freja tog Alexander og bar ham hen til Helena i borgen. Nu leder Menelaos og kong Agamemnon efter Alexander, men han er ingen steder at finde. De beder nu trojanerne om at overholde aftalen og deres eder og om at gå ind i deres borg og overlade Helena til Menelaos. Men den stærke Pandaros skød da Menelaos, og han fik et stort og livsfarligt sår. Han blev båret hjem til sit telt. Dette gjorde kong Agamemnon meget vred, og der opstod nu den hårdeste og mest voldsomme kamp, man har hørt beretninger om; der faldt så mange hundrede mand, at de ikke kunne tælles, og overalt flød blodet på jorden. De kæmpede nu hele denne dag, indtil det blev aften, og der faldt mange høvdinge på begge sider.

22. Akilleus afslår at hjælpe grækerne

Næste dag gik alle høvdinge på begge sider til kampen, bortset fra Akilleus; han blev i lejren og spillede strengeleg for deres guder, og på den måde ville han formilde deres sind til sejr for grækerne. Og der blev den hårdeste kamp denne dag, og om aftenen skiltes parterne. Men om natten holder trojanerne ting i borgen, og det bliver bestemt at sende bud til grækerne og tilbyde dem, at Helena blev udleveret til sin mand, Menelaos, sammen med hele det krigsbytte, som Alexander havde taget i Grækenland, såfremt grækerne da ville forlade Frygien. Men da grækerne hører dette tilbud, da forkaster Menelaos det bestemt og siger, at nu skulle det aldrig ophøre, førend hele Troja var ødelagt. Og da Hektor hører om sagens udfald — — — — . Dagen efter tændte grækerne store bål for at brænde de faldne efter deres skik. Og da denne dag var gået, og den næste kom, begyndte de kampen på ny. Det fortælles, at Hektor går sådan igennem grækernes hær, at alle flygter for ham, hvor han kommer frem; hans arme er blodige helt op til skuldrene. Grækerne flygtede da tilbage til deres lejr. De sendte da bud efter Akilleus, for at han skulle komme dem til hjælp, men Akilleus afslår det bestemt, fordi kong Agamemnon har taget Brisëis fra ham og har hende i sin varetægt. Agamemnon tilbyder da Akilleus, at han kan få hende uberørt igen og så stor en sum, som han selv bestemmer, men han siger, at hverken guld eller sølv eller kærligheden til Brisëis kan lokke ham til at yde grækerne hjælp. Og den følgende dag indleder man på begge sider atter kamphandlinger. Hektor gik da igen hårdt frem med sine folk, således at hele den græske hær på ny flygter og søger tilbage til lejren. Trojanerne forfølger dem og dræber dem i hundredvis og kaster dem i voldgraven. Efter dette flygter grækerne ud på deres skibe, og nogle springer i søen. Nu går Hektor frem med fornyet kraft. Da kaster Ajax, søn af Telamon og Hesione, som var Priamos’ søster, en sten efter Hektor, og den slog ham så hårdt, at han næsten mistede bevidstheden, men da han fik sundet sig, fór han frem med den største styrke, og han dræber da folk både til højre og venstre for sig. I dette sammenstød dræbte Ajax fem trojanske hærførere, og trojanerne faldt nu tæt, men kampen ender med, at kong Agamemnon og hans hær flygter ud på skibene.

23. Hektor fælder Patroklos

En græsk høvding, der hed Patroklos og var Akilleus’ fostbroder og kæreste ven, bar denne dag den tapre Akilleus’ rustning, og da han ser grækernes modgang, og at det går så dårligt for dem, at trojanerne kan få mulighed for at brænde deres skibe, da bliver han rasende og søger op på stranden; han angriber trojanerne ivrigt, og trojanerne bliver skræmte, fordi han var en stor stridsmand, og de troede, at dette var den berømte Akilleus, og nu flygter de. Og da grækerne så dette, søgte de i land og forfulgte trojanerne. Patroklos dræber et utal af mænd; han dræber også den høvding, der hedder Sarpedon. Men da Hektor ser, at trojanerne flygter, løber han gennem hæren og siger bebrejdende: »Du, den store Akilleus! Hvorfor angriber du trojanernes svageste fylking? Vend dig mod mig, så skal du erfare, hvor stærk min højre arm er!« Og da Patroklos hører hans ord, vender han sig imod ham, og de kæmper, og det ender med, at Patroklos falder, og den store Hektor ribber ham for våben. Men da Ajax ser dette, løber han frem og tager liget. Denne hændelse glædede tyrkerne, men fyldte grækerne med sorg, og da Akilleus hørte om Patroklos’ fald, lagde han sig på jorden og kastede muld i hovedet og rev sine klæder i stykker og kyssede liget og sagde: »Du, den store og mægtige Hektor, som er hele Frygiens pryd og hæder! Nu glæder du dig over sejren og berømmes af alle tyrkere, men det skal snart blive ødelagt for dig!« Han griber nu sine våben og løber frem midt i hærflokken; han mødes straks af den tapre Æneas. Akilleus giver ham mange og store sår, og hvis ikke Æneas havde trukket sig tilbage, da var den trojanske slægt gået til grunde, og selveste kejserne havde ikke kunnet regne ham til deres æt. Akilleus farer nu omkring i tyrkernes hær som en løve i en fåreflok, og nu bliver tyrkerne igen rædselsslagne, og mange flygter nu til borgen og lader stenmurens styrke beskytte dem og forsvarer sig derfra, mens Akilleus og grækerne angriber.

24. Hektors død

Den lærde Dares fortæller, at da Hektors kone, Andromache, vågnede denne nat, fortalte hun om sine drømme og sagde, at de spåede Hektors død, såfremt han ikke passede på sig selv denne dag, som nu var begyndt. Men, sagde hun, hvis han formåede at passe på sig selv denne dag, da ville han leve længe. Men Hektor sagde, at han ikke lagde nogen vægt på hendes klynken, og mente, at hans død lige så vel kunne komme denne dag som enhver anden. Da gik Andromache til kong Priamos og fortalte om sin drøm og om Hektors svar, og kong Priamos og alle de største høvdinge gik straks til Hektor og bad ham passe på sig selv denne ene dag, siden spådommen sagde, at det i så fald ville gå ham godt i mange år. Og dette imødekom han på grund af deres bøn, og han overlod sine våben til sin bror Helenos. Og Alexander og Helenos, Troilos, Æneas og Menon skulle anføre trojanerne, mens Hektor blev hos sin far. Men ved dette ophold i kampen var grækerne kommet frem, og de stillede hele deres hær i slagorden og afventede således trojanerne. Trojanerne gik da ud af borgen, og der opstår igen en hård strid, og grækerne opdager snart, at det ikke var Hektor selv i hans rustning, og nu gik de frem dobbelt så dristige, og Akilleus og Ajax og Diomedes dræbte mange af tyrkernes hærførere, mens andre flygtede. Og grækerne råber da høje sejrsråb, men da Hektor hører de høje råb fra kampen og ser tyrkerne flygte, mens nogle er blevet dræbt, da ruster han sig straks til kamp, og det nytter intet at prøve at forhindre ham i det, og han løber ud af borgen og ind i kampen og råber heftigt og opildner tyrkerne og beder dem vende om og forsvare sig. Og da alle genkender ham, vender alle de tyrkiske hærflokke sig tappert mod grækerne, og hærføreren Hektor gik allerforrest og huggede til begge sider, og i den første fremrykning dræbte han den hærfører, der hed Idomeneus, og straks derefter to andre. Han dræbte et utal af grækere på kort tid, og nu kæmper alle hærfolk indædt — både grækere og tyrkere. Nu ser Akilleus, hvad Hektor foretager sig, og han ville gerne nå hen til ham, men fylkingerne bevægede sig i forskellige retninger, så de kunne ikke uden videre komme hen til hinanden. Så dræbte Hektor en berømt høvding, der hed Volucrontes, og i det samme mødes han og Akilleus, og ingen af dem skåner den anden for store hug, og dér indledes den mest berømte tvekamp, som ifølge gamle fortællinger har fundet sted, og de forekommer begge at være uovervindelige. Og de hugger og stikker så tit, at det var svært at begribe det. Nu vil begge parter — både grækere og tyrkere — støtte deres kriger, og nu falder der folk på begge sider. Men da de havde kæmpet længe, bliver Akilleus såret i låret af Hektors spyd, og derfor trak Akilleus sig først tilbage for at lade sit sår forbinde. Hektor har nu gennemført tvekampen mod grækernes ypperligste kriger og fået ham til at trække sig tilbage, og selv om alle tyrkerne priser ham, sparer han sig ikke, og han hugger nu til begge sider og dræber mange af grækernes høvdinge, men han bliver nu svært udmattet. Men da Akilleus havde fået forbundet sit sår, farer han tilbage til kampen, og han ser, at Hektor har dræbt mange mænd. Da løber Akilleus hen imod Hektor, men Hektor var da ganske udmattet, og nu er det, som om han ved sin side ser sin bror Deifobos, og Hektor forventede at få hjælp af ham, men dette syn var som et forvarsel om død. Og de går da igen imod hinanden og kæmper med voldsomme udfald, men nu mærker Hektor, at trætheden har berøvet ham hans kræfter, og han ser til siden og venter nu støtte fra sin bror, Deifobos, men nu kan han ikke se ham nogen steder, og i det samme stikker Akilleus sværdet i struben på ham, og dette var Hektors banesår. Og selv om alle de mennesker i verden, der enten så ham eller hørte beretninger om ham, mente, at han aldrig ville blive besejret af en anden mand i tvekamp, skete dette nu af flere årsager: For det første fordi han kæmpede mod den ypperligste kriger i den græske hær; for det andet fordi han var så udmattet, at han ikke kunne forsvare sig med sin fulde styrke; for det tredje fordi han ikke havde sine fremragende våben; for det fjerde — hvilket i sig selv ville have været tilstrækkeligt — fordi han ikke kunne overleve sin dødsdag. Nu kunne tyrkerne dér bevidne deres undergang og se Trojas frelse og værn blive ødelagt. Dette begræd tyrkerne, mens grækerne glædede sig. Da sagde Hektor: »Du — Akilleus! — har vundet en vældig sejr, men vær nu storsindet og overlad mit lig til mine frænder, og til gengæld skal du få gode gaver i form af guld og sølv.« Da svarer den berømte Akilleus: »Jeg vil næppe overlade dit lig til dine frænder, men det vil snarere ske, at jeg slider hele dit legeme i stumper og stykker, eller også skal rovfuglene få lov til at flå i dit lig!« Og efter disse grusomme ord døde Hektor, men alle gamle bøger siger det samme, nemlig at han har været den ypperligste mand. Og efter hans fald flygtede alle trojanerne ind i borgen og lukkede den forsvarligt til. Akilleus lod da Hektors lig binde til sin hestevogn og slæbte det tre gange rundt om borgen.

25. Kong Priamos opsøger Akilleus

Hektors begravelse

Nu begræd trojanerne Hektors død og ikke mindre det, at de kunne forudse borgens ødelæggelse og deres egen manglende evne til at forsvare sig mod grækerne og døden for dem, som endnu var i live. Akilleus lod Patroklos begrave på hæderfuld vis, og derpå lod han Hektors lig slæbe rundt om graven for på den måde at vise grækerne, hvordan han havde hævnet Patroklos. Men man sørgede nu så meget i Troja, at gråden gav genlyd i hele borgen. Men Priamos var så uforfærdet, at han ikke spurgte sine prægtige sønner til råds, og han var ikke bange for døden, men gik derimod ubevæbnet til grækernes lejr, og han frygtede ikke den grusomme Akilleus. Men da de græske høvdinge så dette — — — — da de så ham. Og da han kom hen til grækernes høvdinge, kastede han sig til jorden og rakte sine hænder mod himlen og sagde: »Hør — Akilleus, alle grækeres styrke og vort riges fjende! — de trojanske mænds formåen og styrke frygter alene dig, og jeg må i min alderdom erkende, at ingen mand er mere grusom end dig. Alligevel beder jeg dig: Vis min sorg barmhjertighed, og tag imod guld og kostbarheder til gengæld for min søn Hektors lig. Men hvis mine bønner ikke kan formilde din vrede, så hærd din højre hånd og lad mig følge min søn, den gæve Hektor, til Helvede.« Og efter denne sørgetale fik han udleveret sin søns lig, og det blev begravet med stor hæder efter deres skik.

26. Palamedes vælges til konge

Og da dette var sket, gjorde Palamedes for anden gang krav på at blive konge over grækerne, og han søgte støtte hos alle høvdingene og påstod, at Agamemnon ikke evnede at lede hæren. Agamemnon holdt da ting med grækerne og bad dem afgøre, hvem der skulle være konge, og han sagde, at han ikke ville føle sig krænket, såfremt man valgte en anden. Palamedes blev da taget til konge. Akilleus var utilfreds med kongeskiftet og sagde, at det ikke ville gå godt. Nu begyndte kampen på ny, og Deifobos anførte trojanerne. Der blev da kæmpet hårdt i mange dage, og mange høvdinge faldt, men dog flest af Priamos’. Tyrkerne bad da om fred, og der blev aftalt våbenhvile i to år. Palamedes sendte da Agamemnon til Moesia efter forsyninger. På begge sider forstærkede man igen sine fæstningsværker. Men på årsdagen for Hektors død så Akilleus Priamos’ datter Polyxena, og han blev straks så forelsket i hende, at han intet kunne foretage sig, og han rejste sig ikke fra sit leje. Den følgende nat sendte Akilleus en mand til Hekabe for at bejle til Polyxena for ham. Og han bad desuden manden love, at Akilleus i givet fald ville drage hjem, og han sagde, at det samme ville mange andre høvdinge da gøre. Hekabe forelagde sagen for Priamos, og Priamos sagde, at han ville give Akilleus sin datter, såfremt der blev sluttet fred, og alle grækerne drog derfra, men han ville ikke gifte hende med ham, så længe der var ufred. Og da Akilleus hørte dette, prøvede han at overtale grækerne til at rejse hjem, og han opregnede for dem, hvor meget én kvinde havde været skyld i, og hvor mange tusinde mænd der var faldet. Men de valgte dog ikke at drage bort. Og da fredstiden var til ende, ledte Palamedes grækerne til kamp, og Deifobos førte den tyrkiske hær imod dem. Akilleus deltog ikke i kampen. Det var da særligt de største hærførere, der angreb hinanden, og det endte med, at Deifobos blev fældet af Palamedes, og mange tusinde faldt på begge sider. Så dræbte Palamedes en anden høvding, der hed Sarpedon, men i det samme skød Alexander en pil i struben på Palamedes, så han døde. Trojanerne gik derpå hårdt frem, og grækerne flygtede til teltene, men trojanerne angreb dem i teltene og brændte mange af deres skibe. Men da satte natten en stopper for kampen.

27. Akilleus fælder Troilos

På denne tid var Agamemnon vendt tilbage, og alle grækerne besluttede nu at tage ham til konge, og det blev da gjort. Og den følgende dag ledte kong Agamemnon hele hæren til kamp, men Troilos gik da hårdt imod grækerne og fældede mange af deres høvdinge, og kampen varede i syv dage, og det gik hårdt ud over grækerne, men der blev da indgået våbenhvile i to måneder. Agamemnon sendte da Ulysses og Nestor hen til Akilleus for at påpege, hvor foragteligt det var, at sådan en kæmpe ikke deltog i striden, og at det var til vanære for ham. Men da de sagde dette til ham, nægtede han at tage del i kampen, og han lastede dem og mente, at det var tåbeligt af dem at fortsætte med at kæmpe for én eneste kvindes skyld. Og da Agamemnon hørte hans svar, spurgte han grækerne, om man skulle rette sig efter Akilleus’ ord, men Menelaos svarede og bad om, at kampen ikke blev afbrudt, selv om Akilleus ikke ville deltage, og han sagde, at der nu ikke var nogen af Hektors styrke tilbage. Men Ulysses talte for fred og sagde, at Troilos ikke var mindre stærk end Hektor, og han mente, at det var uvist, hvem der ville sejre. Spåmanden Kalkas frarådede forlig og sagde, at grækerne ville sejre, selv om trojanerne havde overtaget nu. Og da det blev tid til kamp, anførte Agamemnon og Menelaos, Ajax og Diomedes den græske hær, og kampen blev meget voldsom, og Troilos sårede Menelaos, og grækerne tog flugten, men da satte natten en stopper for kampen. Den følgende dag kæmpede de igen, og Troilos sårede da Agamemnon og Diomedes, og han fældede mange af grækerne. Og i nogle dage var der den hårdeste strid, men så blev der aftalt våbenhvile i seks måneder. Da opsøgte Agamemnon og Nestor Akilleus og bad ham deltage i kampen med dem, men det nægtede han og opfordrede til forlig. Men han lovede, at hans ryttere skulle deltage. Og da det blev tid til kamp, blev det den hårdeste strid. Troilos gik hårdt til grækerne og særligt Akilleus’ ryttere, som blev kaldt myrmidonere, og da flygtede grækerne. Alene Ajax fik Troilos ikke ram på. Derefter blev der kæmpet i mange dage, og der skete et stort mandefald, det største blandt grækerne. Agamemnon bad da om 30 dages våbenhvile. Men da den tid var gået, blev mange dræbt, for Troilos gik da allerhårdest frem og angreb især Akilleus’ folk. Og da Akilleus så sine mænds modgang, da sprang han op og greb sine våben og kastede sig ind i kampen og opildnede sine folk stærkt. Troilos’ hest blev da dræbt under ham. Så løb Akilleus imod Troilos, og de huggede voldsomt efter hinanden, og det ender med, at Troilos falder, og Akilleus får store sår. Da kom Menon derhen og sårede Akilleus og fjernede Troilos’ lig fra ham. Menon og Akilleus kæmpede imod hinanden i mange dage, og Menon blev dødeligt såret og lod sit liv. Da flygtede alle trojanerne ind i borgen for at få beskyttelse.

28. Akilleus’ død

Hekabe fyldtes af fjendtlighed mod Akilleus, fordi han havde dræbt hendes to sønner Hektor og Troilos. Hun og hendes søn Alexander planlagde at svige ham. Hun sendte i hemmelighed bud til Akilleus og bad ham denne samme nat komme til solgudens hov, der stod uden for borgen, såfremt han stadig var så opsat på at blive gift med Polyxena, som han før havde tilkendegivet, og da kunne de blive enige om denne sag og stifte fred imellem sig. Akilleus gik til dette møde. Alexander var i gudehovet sammen med mange svært bevæbnede mænd, og de skjulte sig dér. På det aftalte tidspunkt gik Akilleus og Antilokos, Nestor den Vises søn, ind i gudehovet; de havde ikke rustning på, men bar sværd. Men Alexander og hans mænd angreb dem straks. Akilleus og Antilokos svøbte deres kapper om venstre hånd og brugte dem som skjold, mens de huggede med sværdene, og de fældede mange mænd dér, men de blev dog overmandet, og både Antilokos og Akilleus faldt dér, og det var Alexander, der dræbte Akilleus, og han befalede, at liget skulle kastes ud til de vilde dyr og fugle. Dette ville hans bror, Helenos, ikke gå med til, og Akilleus’ lig blev derfor udleveret til grækerne, og kong Agamemnon lod ham få en ærefuld begravelse. Der blev da sendt bud efter Akilleus’ søn Neoptolemos, som også blev kaldt Pyrrhos, for at han skulle komme og hævne sin far. Og da våbenhvilen var udløbet, begyndte kampen på ny, og Ajax stod uden rustning i spidsen af fylkingen og voldte megen mandskade. Alexander sårede ham med et pileskud i siden, men da Ajax blev ramt, angreb han Alexander voldsomt, og han stoppede ikke, før han havde fældet ham. Den sårede Ajax blev båret til teltene, og han døde, da pilen blev trukket ud af såret. Alexander blev også båret død ind i borgen, og Priamos lod ham begrave med hæder. Da flygtede også alle de trojanske hærfylkinger ind i borgen, og den blev lukket efter dem. Dagen efter gik kong Agamemnon hen til borgen med hele den græske hær, og han opfordrede dem til at komme ud til kamp, men ingen gik ud, og inde i borgen gjorde de sig de forberedelser, som de var i stand til.

29. Om Penthesilea og Neoptolemos

På denne tid kom den kvinde, der hed Penthesilea, til Priamos med en stor hærskare. Hun kæmpede på samme måde, som mænd gør. Der var mange kvinder i hendes følge, og de blev kaldt amazoner. Og da hun kom, gik Priamos ud fra borgen, og der blev da igen kæmpet i nogle dage. Grækerne havde det svært, og de kom ofte på flugt, og trojanerne erobrede da nogle telte og brændte nogle skibe. Da kom Neoptolemos grækerne til hjælp, og han overtog med stor harme sin far Akilleus’ våben, og da han kom, var der hård kamp i nogle dage, og der skete et stort mandefald. Pyrrhos og Penthesilea gik hårdt imod hinanden, og han dræbte hende, men han blev såret på hånden. Da flygtede trojanerne, og de nåede med nød og næppe ind i borgen. Men grækerne omringede da borgen, og de lod ingen slippe ud. Da holdt høvdingene ting i borgen, og Priamos bad dem sige, hvad de fandt mest tilrådeligt, »— for det kan ikke fortsætte længe på denne måde.« Da sagde Antenor: »Der er gjort et stort indhug i skaren af vores hjælpere. Hektor og andre af vores kæmper er faldet; vi har ingen af deres slags tilbage, men i grækernes hær er nærmest alle de stærkeste endnu i live. Og nu er vi spærret inde og kan ikke selv bestemme. Det forekommer mig tilrådeligt, nu da Alexander er faldet, at Helena bliver udleveret til grækerne — og derved kan vi opnå fred.« Da rejste Priamos’ unge søn Amfimakos sig fuld af kampiver. Han bebrejdede Antenor og alle dem, der ønskede fred, og sagde, at det skyldtes deres manglende mod, og han mente, at det var det samme, om de sejrede eller døde, og han bad folk gå ud og kæmpe til det sidste. Da rejste Æneas sig og talte for forlig. Og da alle høvdingene havde sagt, hvad de ville, rejste Priamos sig og talte med stor vrede, og han klandrede Antenor og Æneas og alle dem, der ønskede forlig, meget, og han mente, at Antenor skulle vare sin mund, så meget som han havde opildnet til færden til Grækenland og var draget af sted sammen med Alexander for at hente Helena, og han havde på alle måder opfordret til ran og hærværk, »— men nu vil han tilbyde fred til den fjende, som vi kan takke for alt muligt ondt.« Han endte sin tale med at erklære, at han aldrig ville indgå forlig, så længe han levede, og han bad dem alle være klar til at gå ud af borgen, og han sagde, at deres strid enten skulle ende med, at han sejrede, eller at han faldt med stor ære. Og dermed endte mødet.

30. Forræderiet

Kong Priamos kaldte sin søn Amfimakos til samtale og sagde, at han stærkt mistænkte de mænd, som særligt var fortalere for forlig, for at ville forråde ham, såfremt der ikke blev stiftet fred efter deres ønske. Og han sagde, at han den følgende dag ville kalde dem alle til sin hal til spisning og rådslagning, og så skulle Amfimakos komme dér med sine hærfolk og pågribe dem. Men den samme dag holdt Antenor og Polydamas, Dolon og Æneas og andre høvdinge et hemmeligt møde. Antenor indledte med at tale om, hvilket stivsind kongen havde udvist, da han ikke ville lytte til andres råd, men hellere ville dø sammen med alle sine folk end at indgå forlig med grækerne, »— og han er indbildsk og overmægtig, og jeg tror, han er ude på at svige os, for han har ikke længere fuld tiltro til os. Find I nu på råd for os: Vil I afvente det, der måtte komme — og jeg tænker ikke, at det vil vare længe, før det sker — eller vil I finde en anden udvej, inden det er for sent?« De andre høvdinge var enige i dette, og de mente nok at kunne se, hvordan det ville ende, hvis man alene gjorde, som Priamos havde bestemt sig for, nemlig at gå ud og kæmpe og lade enhver klare sig så godt, som han formåede. De indgik nu den aftale, at ingen af dem ville svigte de andre eller afsløre deres hensigter, og de sendte straks Polydamas af sted for at møde kong Agamemnon i hemmelighed og fortælle ham, hvordan sagerne stod, og at de ville prøve at frelse livet, og at de var rede til at indgå en aftale med ham om at opgive borgen og derved opnå fred for dem selv og deres husstande. Og da Polydamas traf kong Agamemnon, fortalte han ham, hvorfor han var kommet. Da kaldte kongen sine høvdinge sammen og spurgte, hvor megen tillid man skulle have til hans ord. Og det blev besluttet at sende den mand, der hed Sinon, med Polydamas tilbage for at møde Æneas og Antenor, så han kunne vurdere, om dette var oprigtigt ment. Og da han kom til borgen og traf Antenor og Æneas, fandt han, at alt, hvad de havde fortalt, var sandt, og de bekræftede derpå deres aftale. De aftalte, hvilke tegn de skulle bruge, og på hvilken tid de skulle ankomme til borgen om natten, og hvilken port der skulle åbnes. Sinon vendte tilbage til grækerne og fortalte kong Agamemnon, hvordan det var gået, og at alt, hvad de havde aftalt, var blevet bekræftet med eder. Den samme nat kom grækerne til borgen, og Antenor og de andre åbnede da borgporten og ledte hele hæren ind i borgen, og de bar derefter lys for grækerne, indtil de uventet kom til kong Priamos’ hal, og dér var størstedelen af de folk, som ønskede at forsvare borgen. Og da grækerne kom ind i hallen, tog de fat, og ingen gik hårdere frem end Neoptolemos Pyrrhos. Han huggede først kong Priamos ned foran Tors alter og siden den ene efter den anden, og de fleste mente, at han ikke var et menneskeligt væsen, sådan som han ganske indsmurt i blod løb rundt i hallen og huggede til højre og venstre med en stor bredøkse. Natten igennem gik grækerne fuldvæbnede gennem borgen og dræbte folkene og ranede værdierne, hvor de kom frem. Dronning Hekabe bad Æneas om at skjule Polyxena for fjenden, og han overlod hende til Anchises, som skjulte hende en tid. Kassandra og Andromache gemte sig i Friggs hov.

31. Troja brændes

Da det blev lyst af dag, holdt grækerne ting. Da talte kong Agamemnon, og han takkede først guderne for den sejr, de havde skænket dem, og dernæst høvdingene og de tapre ryttere, »— og alle de menige folk, som har udfyldt denne flok, os til hæder og sig selv til berømmelse. Men jeg er forpligtet til at gøre alt det gode, jeg kan, for jer. Og jeg vil nu høre jeres mening: Hvilken fred skal vi give de mænd, der opgav borgen?« Alle mente, at de skulle skænke fred til dem, der var bundet af eder, og de fik da alle fred og beholdt deres ejendele. Antenor bad da om fred for de to søskende Helenos og Kassandra, og de blev tilstået fred. Også Hekabe og Andromache blev tilstået fred. Grækerne delte hele krigsbyttet jævnt imellem sig, og derefter blev hele Troja brændt og nedbrudt. Agamemnon ville da vende hjem til Grækenland med sin hær, men de kunne ikke komme af sted på grund af modvind. De blotede da til underverdenens guder for gunstig vind. Neoptolemos fór omkring og ledte efter Polyxena, men fandt hende ikke. Flere mænd ledte efter hende, men de fandt hende ikke. Neoptolemos klagede til Agamemnon over, at hun havde haft del i hans fars død, og bad ham få folk til at lede efter hende, og det gjorde han, men hun blev dog ikke fundet. Så bad Agamemnon Antenor om at lede efter Polyxena, indtil hun blev fundet, og i modsat fald ville deres fred blive ophævet. Antenor fortalte Æneas om dette, og han og hans mænd vovede ikke at modsætte sig, og hun blev da fundet og ført hen til Agamemnon. Han overlod hende til Neoptolemos Pyrrhos, og denne tog hende med til sin fars — Akilleus’ — grav, hvor han huggede hovedet af hende. Agamemnon blev vred på Æneas, fordi han havde skjult Polyxena, og han erklærede, at han derfor skulle forlade sin odelsjord, og Æneas gjorde straks klar til at forlade landet. Han havde de skibe, som Alexander havde sejlet til Grækenland med, og 3400 kampdygtige mænd fulgte ham derfra, mens 2500 mand blev tilbage hos Antenor. Herefter drog Agamemnon for bestandig bort fra Troja med hele den hær, der var tilbage. Menelaos tog da imod sin kone, Helena, som var meget nedtrykt, og de vendte alle sammen hjem til Grækenland. Helenos og Hekabe, Kassandra og Andromache drog alle sammen til Kerronesus med 1200 mand.

32. Høvdingenes bedrifter

Den lærde Dares fortæller, at grækerne belejrede Troja i 10 år, 6 måneder og 12 dage. Af grækerne faldt 886.000 mand, og af trojanerne faldt 676.000, før borgen blev erobret. Der er ingen tal på, hvor mange grækerne dræbte den nat, de vandt borgen. Og høvdingene udførte hver især disse storværker: Hektor fældede Protesilaos, Patroklos, Meriones, Arkiselaos, Oleopenon, Donos, Polyxeinos, Filippos, Antifos, Diomeneus, Polamon, Epistropos og Askedios — disse var alle hærførere; Æneas fældede Amfimakos og Nereos; Alexander fældede Palamedes, Akilleus, Antilokos og Ajax, men Ajax fældede Alexander. Nu skal der fortælles om de græske høvdinges bedrifter: Akilleus fældede Eufemos, Hippotoos, Fileos, Astereos, Lykaon, Euforbos, Hektor, Troilos og Menon; Diomedes fældede Zantippos, Nestos og Protenor; Palamedes fældede Deifobos og Sarpedon; Neoptolemos Pyrrhos fældede Penthesilea, Priamos og Polyxena.

Her ender den saga, som Dares har fortalt, og denne saga forekommer at være den mest sandfærdige, fordi han var til stede og vidste nøje, hvad der skete. Men de andre, som har fortalt denne saga, var efterkommere af Æneas, og de undlader i højere grad at omtale hans svig og de tiltag mod hans kones slægt, som ikke sømmede sig for ham, men de fleste begavede folk tror ikke på dette. Men dét véd man, at verdens mest ansete slægt stammer fra ham og Kreusa, kong Priamos’ datter, og det er kejserne, som er hele verdens overhoveder.

33. Romernes fortælling

Nu fortæller romernes saga, at efter Pyrrhos havde dræbt Penthesilea, og tyrkerne var flygtet ind i borgen og ikke ville komme ud på trods af grækernes opfordringer, da holdt kong Agamemnon ting og sagde til sine folk, at han anså borgen for uindtagelig, og at den efter hans vurdering aldrig ville blive erobret, medmindre der blev brugt svig, og at de alene havde sejret i de tilfælde, hvor trojanerne ikke havde været beskyttet af borgen. Og han rådede til, at folkene vendte hjem til Grækenland, men mente, at kong Priamos nok ikke ville glemme, at grækerne var kommet til Troja. Og da han sluttede sin tale, var der mange, der ville af sted, men de, som havde mistet slægtninge eller en fostbroder dér, ville hellere dø dér end at drage bort. Da sagde Ulysses, som ellers længe havde været tavs, så ingen havde hørt et ord fra ham i mange dage: »Det forekommer mig utilrådeligt at stoppe nu, for nu er vi kommet til den tid, hvor guderne forudsagde, at vi skulle sejre.« Og alle ville da straks følge hans råd. Han lod da håndværkerne gå i gang med at bygge en hest, der var så stor, at man aldrig havde kendt mage. Den var sådan indrettet, at den kunne rumme en mængde bevæbnede mænd, og under den var der mange og store hjul; hvis man var mange nok, kunne man køre den hen, hvor man ønskede. Og da den var færdiggjort, gik der et par dage, før Agamemnon holdt ting med folkene, og det foregik så tæt på borgen, at trojanerne kunne høre alt, hvad der blev sagt. Kong Agamemnon bekendtgjorde da, at han ville drage af sted, og han takkede mændene for deres støtte og tapperhed. Han gav derefter alle lov til at drage hjem til deres fosterland, og dermed sluttede tinget. De tog derefter alle deres telte ned og sejlede væk den samme nat, men lagde til ved en lille ø i nærheden. Øen var så høj og så stejl ved kysten, at man ikke kunne se skibene fra borgen. Men hesten stod tilbage i nærheden af borgen, og inde i hesten var Ulysses og en mængde bevæbnede krigere.

34. Den trojanske hest

Den trojanske hest

Få dage senere så trojanerne en mand komme løbende fra kysten hen til borgen; han var sparsomt påklædt, og hans hænder var bundet på ryggen. Han havde bind for øjnene, men bindet var gledet lidt ned. Denne mand var meget skræmt, og han løb lige fremad. Mændene i borgen fik fat i ham og spurgte, hvem han var. »Jeg sværger ved Pallas,« siger han, »— at jeg ikke vil lyve for jer. For det første er jeg græker, som I nok kan se, og jeg hedder Sinon og er en frænde af Ulysses den Vise, og jeg forventer ikke, at I vil skåne mig.« De spurgte ham, hvorfor han kom løbende på den måde, og hvad han havde gjort sig skyldig i. »Hvad vil det gavne mig at fortælle jer det? Jeg flygtede fra døden, men jeg venter, at den snart kommer til mig.« De svarede, at han nok kunne købe sit liv, såfremt han fortalte dem, hvad de ønskede at vide. »Det begyndte med,« siger Sinon, »— at kongen udpegede vagtposter i vores hær, men det brød jeg mig ikke om, og jeg talte imod. Men Ulysses er indbildsk og uforsonlig, hvilket jeg nu har måttet sande. Han lod til at begynde med, som om vi ikke havde været uenige, men siden erfarede jeg tit, at han i højere grad var ude på at bringe mig i livsfare end at vise mig ære. Og da vi var klar til at sejle væk, men fik modvind, da bød Kalkas — men det var Ulysses, der stod bag — at vi skulle blote til underverdenens guder for at få gunstig vind, og da erklærede Ulysses, at guderne ikke ville modtage offeret, medmindre det var et menneske, og at man skulle udvælge en mand og halshugge ham til ære for guderne. Og da vi trak lod, var det mit lod, der ved Ulysses’ mellemkomst blev trukket. Og han lod, som om det ikke behagede ham, men han erklærede dog, at han ikke agtede at bryde loven — heller ikke selv om det havde været hans eget liv, der stod på spil. Jeg blev derpå ført i land og gjort klar til hugget — sådan som I kan se her — men det gik mig sådan, som man siger, at enhver har en ven blandt uvenner, og en mand huggede det reb over, som jeg var bundet fast med — og her kan I se noget af rebet — og så løb jeg i denne retning, og bindet gled da ned fra mine øjne, men de turde ikke forfølge mig, da jeg løb herhen. Nu forekommer det mig mere rimeligt, at det er jer og ikke mine venner eller nære slægtninge, der tager livet af mig, men der er nu ikke megen hæder at vinde ved at dræbe mig — alene og bundet som jeg er — men man behøver ikke frygte nogen hævn, for det vil glæde dem, hvis de finder ud af, at jeg er død.« Alle vismændene trådte nu frem, og alle fandt det tilrådeligt, at manden blev dømt til døden, og de mente, at der måtte være tale om svig. Da svarer kong Priamos: »Jeg er gammel nu og har ikke lang tid tilbage at leve i, men det forekommer mig ikke at være en hædersgerning at dræbe ham. Han blev jaget bort, fordi de anså ham for at være vores ven, og jeg vil give ham fred.« Manden takker ham for at have skænket ham livet. Da sagde Priamos: »Det undrer mig, at de ikke brændte hesten — den er dog et særsyn.« »Det vovede de ikke — herre! — på grund af guderne. Og hvis hesten kommer ind i borgen, så kan den aldrig erobres.« Kongen spurgte: »Hvorfor har de fremstillet denne hest?« »Ulysses blotede til guderne, og de sagde, at hesten skulle bygges på den måde, som det er sket. Og sejr vil følge den, hvor end den kommer hen. Det er deres hensigt at komme tilbage for at hente hesten og få den med herfra ved hjælp af enten trolddom eller list.« Og da Sinon havde sagt dette, samledes høvdingene, og de mente, at det — hvis det var sandt, hvad han fortalte — var passende for dem at handle hurtigt og få hesten ind i borgen, så de selv havde sejren i hænde. Da svarede en blotbiskop, at det ville afstedkomme alverdens ulykker, hvis hesten kom ind i borgen, men almuen fór af sted og ville have hesten ind i borgen, og de fastgjorde reb til den og trak den med vindespil ind i borgen, og der blev råbt så højt, at ingen kunne høre, hvad den anden sagde. Da gik blotbiskoppen til gudehovet og ville skaffe sig oplysninger, men da snoede to slanger sig frem fra under alteret og dræbte hans sønner. Han fandt, at det var et ondt varsel, og sagde, at dette ville ske tilsvarende i det store, og han fór af sted, mens han råbte højt, at de ikke måtte føre hesten ind i borgen, og at der var hærfolk inde i hesten, men de overdøvede ham og sagde, at det var usandt, og vedblev med deres forehavende. Men da de kom til borgporten med hesten, kunne den ikke komme ind i borgen, medmindre muren omkring porten blev brudt ned. Dette blev gjort, men muren blev ikke istandsat. De lod hesten stå på det højeste sted i borgen, så den kunne ses fra både her og dér, og de fornøjede sig over den og syntes, at alt var i orden, og da de om aftenen gik hen for at sove, var de meget berusede af vin og uden frygt. Men de, der var i hesten, tændte en bavn, sådan som de forinden havde aftalt. Grækerne førte straks hele hæren i land og drog i slagorden frem til den borgport, der var åben, og som trojanerne selv havde brudt ned på grund af hesten. Og da hele den græske hær var kommet ind i borgen, og Ulysses og de andre var kommet ud af hesten, lød lurklangen over hele hæren, og de begynder nu at brænde husene og dræbe folkene, og Æneas vågner ved, at han ser flammer over hele borgen. Han griber straks sine våben og vil hen, hvor kongen er. Han ser da, at der sker et forfærdeligt angreb på Ilion, det helligste sted i borgen, hvorfra al dens herlighed kom. Han ser, hvordan Pyrrhos angriber Ilion; han er bevæbnet med en bredøkse, og Æneas sagde, at han lignede Djævelen mere end et menneske. Han springer fra lig til lig og hugger til højre og venstre; han er fuldstændig indsmurt i blod. Han kommer til det alter, der var helliget Tor, og han knuser alt, hvad hans frygtelige økse træffer. Han dræbte Priamos’ søn Polydamas og straks efter Priamos foran Tors alter. Og da Æneas så Priamos falde, da ønskede han hellere at dø dér end at slippe væk, men han ihukom da den spådom, at han skulle drage til Italien og blive stamfader til alle de mægtigste mænd, som ikke har deres lige i denne verden, og derfor forlod han stedet med sin far og sin søn. Og da borgen var erobret, drog grækerne af sted, men de løb ind i så voldsom en havstorm, at de fleste af dem omkom, sådan som det fortælles i Theodolus, og ingen af dem fik siden nogen videre fremgang.

Men herefter følger denne saga igen det, Dares har fortalt, og som efter alles mening er det mest sandfærdige.

35. Neoptolemos Pyrrhos’ død

Og da krigen var slut, og alle var draget hver til sit, fik Neoptolemos Pyrrhos Andromache, som Hektor havde været gift med, og de drog siden til Epirus, og Helenos fulgte med dem dertil. Pyrrhos var i mange henseender ganske uretfærdig, og han og Andromache havde ikke været sammen længe, før han ville forlade hende for at blive gift med Hermione, en datter af Menelaos og den skønne Helena; han hævdede, at Menelaos havde lovet ham hende, mens de belejrede Troja, og sagde, at han ville hente hende. Men Helenos frarådede dette meget og sagde, at han ikke anså hendes nærmeste frænder for at besidde megen lykke, og han mente, at man måtte forvente, at ondt ville følge, såfremt det blev gennemført. Nu hørte kong Agamemnons søn, Orestes, om disse planer, og han blev meget vred og sagde, at han havde fået lovning på Hermione af hendes fosterfader, Tyndareos, og han sagde, at han enten skulle forpurre dette giftermål eller miste sit liv. Og nu ligger Orestes længe på lur efter Pyrrhos, og omsider får han ram på ham med en pil, men han var dog endnu i live, da han blev ført hjem, og han skænkede da Helenos Andromache og tillige hele riget i Epirus, og derefter døde han. Men de overtog riget og opførte dér en stor borg efter Trojas forbillede, og dér voksede Andromache og Hektors sønner op; de var store og stærke og gode høvdingeemner.

36. Hektors sønner vender tilbage til Troja

Men efter den trojanske krig blev næsten alle Priamos’ slægtninge landflygtige, og de bosatte sig forskellige steder, men mange drog så planløst omkring, så længe de levede, at de aldrig siden fandt lykken. Som det tidligere blev fortalt, blev Antenor tilbage i borgen Troja, da grækerne tog derfra. Og de gjorde siden borgen ryddelig og boede dér en tid med kong Agamemnons tilladelse. Men borgen blev dog ikke istandsat noget videre, selv om landet var så frugtbart, at de, der boede der, ikke manglede noget, når bare der var fred. Men da Hektors sønner var blevet voksne, og de hørte, hvordan det stod til i Troja, som de anså for at være deres fosterland, og at borgen var befolket af mennesker, de ikke var i slægt med, da bad de Helenos om at give dem mandskab og skibe og selv drage med dem til Troja for at fordrive indbyggerne i borgen og selv overtage stedet og slå sig ned dér. Og Helenos efterkom deres ønske, og de drog med en hær imod Troja. Og da folkene i borgen så, at Helenos var kommet sammen med Hektors sønner, og at disse snarere end at vende om agtede at angribe borgen med od og æg, indså de, at de ikke formåede at yde modstand, og de gav op og gav sig selv og borgen i deres vold. Og Helenos satte sine brodersønner til at herske dér og hjalp dem til magten, og de blev dér hele deres levetid, og deres efterkommere befolkede siden stedet. Men hele Antenors flok og alle hans slægtninge forlod stedet for ikke at komme tilbage. Helenos vendte hjem til Epirus og herskede i det rige, så længe han levede.

Og nu har vi genfortalt den saga, som er den mest berømte i verden fra den hedenske tid, efter hvad alle de mest forstandige mennesker, som kender mange frasagn, mener. Men herefter begynder en saga om Æneas og dem, der befolkede Bretland.

---

Noter: