Guldbringe syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gullbringusýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Guldbringe syssel
Gullbríngu sýsla
[Indbyggerantal c. 6000, Reykjavig indbefattet; uden denne by c. 4000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Guldbringe syssel, som er navnet på det sydvestligste af Islands 22 sysler, indtager den store, støvleformede halvø, der skyder sig ud længst i sydvest, samt to mindre næs, Alvtanæs og Seltjarnarnæs, nord for denne. Alt længe har det dog i forbindelse med det langt mindre, nordligere liggende Kjos' syssel (Kjósar sýsla) dannet én jurisdiktion — hvorfra landets i Guldbringe syssel beliggende hovedstad Reykjavig imidlertid er udskilt. Dette landområde udgjorde den væsenligste del af de strækninger, som den første og berømteste landnamsmand, Ingolv, tog i besiddelse; selv bosatte han sig i Reykjavig, og det omkring den her anlagte gård nærmest liggende land kom altså til at udgøre hans umiddelbare ejendom.

Alene denne omstændighed taler i høj grad for ved en historisk-topografisk beskrivelse af Island at begynde med Guldbringe syssel, udgående herfra. Men også hensyn til forholdene, som de senere har udviklet sig, må opfordre til det samme. Reykjavig er bleven ligesom den port, hvorigennem adgangen til landet sker, og det midtpunkt, hvorom de andre landsdele, nærmere eller fjærnere, ordne sig. Derved vil man rigtignok — ifg. Ldns angivelse — komme til at begynde beskrivelsen midt i en af landets fire gamle fjærdinger (Sønderlands fjærdingen); men, som det senere nærmere skal udvikles, er den oprindelige grænse mellem Sønder- og Vestlandet meget usikker. Andre kilder give grund til at formode, at den oprindelige grænse mellem de to fjærdinger netop er falden sammen med den nuværende grænse mellem Kjos' syssel og det nordfor liggende Borgefjords syssel — og i hvert fald vilde det være meget ubekvemt at begynde landets beskrivelse med Borgefjords syssel, der står i så mangfoldig og nøje forbindelse med det ovenfor liggende Myre syssel.

Det billede, Guldbringe syssel frembyder for den søvejs fra ankommende, er ikke lysteligt: et vildt bjærglandskab, goldt og øde, uden spor af vegetation, hvor kuppelformige banker, kegler, skråninger, stærkt sønderrevne klippepartier og enkeltstående fjældblokke veksle mellem hinanden — alt af en forunderlig mat grågul eller blålig farve. Et enkelt sted ses oppe i fjældskrænten et skarptfarvet rødgult lille parti, det er svovlminerne ved Krisevig. — Efterhånden som man nærmer sig halvøens yderste pynt Reykjanæs, bliver landet lavt, bedækket med sort, vulkansk sand, hvoraf sortebrune, forbrændte klippeblokke hæver sig op; og idet man drejer om pynten, ses omtrent et stenkast fra land en klippeblok, et uregelmæssig kantet stenspir, rage op af søen — det er Karlen, som i en klippepynt lige over for på næsset har sin tilsvarende »Kerling« (ifølge sagnet begge oprindelig trolde, der røvede de rejsende); til venstre hæver sig udenfor i havet et par mile fra land en foroven flad, stejl klippe Eldø, af de danske sømænd på grund af dens udseende kaldet Melsækken. Lige så uvenlig forbliver foden i støvlen, som man nu sejler op langs med, for, forbi spidsen af den, at dreje ind i den store Faksefjord (Faxafjörðr) — Faxaós (Faksemunding), som den ifølge Ldn. (s. 29) skæmtevis kaldtes, fordi en syderøisk mand Fakse, der var ombord hos Islands tredje opdager, vikingen Ravne-Floke, antog den 18 mile brede fjordåbning for en flodmunding, da han så Snefjældsjøklen lige over for hinsides fjorden; i klart vejr ser man ikke alene dennes majestætiske snekegle, men også fjældrækken indenfor, der strækker sig langs den fjorden mod nord begrænsende halvø —; kysterne af næsset frembyder kun nøgne øde strækninger, hvor en enkelt gang en gård eller en kirke hæver sig op af sandet. Den, som efter at være kommen ind i fjorden har Reykjavig til mål, styrer nu mod øst; halvøens fjælde viser sig nu sete fra nord længere borte og lavere, men snart tiltrækker sig forude Esjas og Akrafjælds blålige, kompakte fjældmasser opmærksomheden, indtil man med disse på venstre hånd løber ind mellem et par små flade øer og derefter befinder sig på hovedstadens red eller havn med en nøgen og skaldet kyst for sine øjne, og byens huse lige for i en lille sænkning og op ad bakkerne til begge sider. — Reykjavig by er beliggende omtrent midt på den nordlige kyst af det forholdsvis smalle Seltjarnarnæs (Seltjarnarnes); fra et ophøjet standpunkt, f. eks. højderne øst for byen, der viser næsset næsten i fugleperspektiv, ser man tydelig, hvorledes det fra øst til vest skyder sig ud i den inderste del af Faksefjorden, svagt hvælvet og bølgeformigt, til alle sider omgivet af hav. For sine fødder har man da Reykjavig, der aldeles bedækker en lille flad slette mellem to banker, og til dels disses sider, mod nord begrænset af fjorden, mod syd af en lille indsø eller — som den på islandsk kaldes — »tjörn«. Fra dennes nordøstlige hjørne løber en lille bæk (lækr) i nordlig retning gennem byen til kysten.

I Reykjavig (Reykjavík, ældre: Reykjarvík, Islb.: Raikjarvic; Vík — Vig — nævnes stedet med den afkortede, endnu hyppig brugte form i den opdigtede Kjln.) betræder man et af de mest klassiske steder i landet, kan man sige, og dog et af de i landets ældre historie sjældnest omtalte. Ved gudernes førelse troede Islands første landnamsmand Ingolv at være bleven ledet til at fæste bo her. Så snart han fik land i sigte, formodenlig langt ude i havet sydøst for Island, kastede han sine højsædesstøtter over bord, med løftet om at bygge hvor de drev i land. Selv landede han i den sydøstligste del af landet, vel 40 — 50 mil fra Reykjavig, men sendte strax folk vester på langs søen for at finde støtterne; og selv fortsatte han trøstig rejsen mod vest, indtil endelig hans trælle i det tredje år efter hans ankomst til landet fandt højsædesstøtterne »ved Arnarhvål — Arnarhváll, yngre: Arnarhóll — neden for heden« (Ldn. s. 37). Dette var signalet for ham til selv næste år at drage »ned over heden« og vælge sig sin bolig, hvor støtterne vare drevne i land, i Reykjavig, og der var i følge Ldn. (s. 37) endnu da de samme højsædesstøtter i ildhuset. — Ethvert sagn om højsædesstøtterne er for længst forsvundet men navnet på stedet, hvor de drev i land, er blevet bevaret. Arnarhol var nemlig indtil efter midten af forrige århundrede navnet på en selvstændig gård i eller umiddelbart ved Reykjavig, men hvis land da henlagdes til det tugthus, der her skulde oprettes, hvoraf senere landshøvdingegården er opstået. Det store Arnarholstun begynder øst for den ovennævnte lille bæk ved dennes nedre løb og strækker sig derfra mod nordøst, med tiltagende højde, ud mod kysten. Sydvestlig i tunet byggedes det senere til stiftamtmandsbolig omdannede tugthus (den nuværende landshøvdingsgård); nordøstligere i tunet stod imidlertid endnu ved begyndelsen af dette århundrede en islandsk gård benævnt Arnarhol. — Fra hvor tunet er højest, strækker en lille pynt sig frem østlig i Reykjavigs havn, hvorpå nu lævningerne af en forfalden skanse står, og her er da vel støtterne drevne op. — Med Ingolvs hjem kan i en vis forstand intet sted i landet måle sig i historisk interesse, og det er, som Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön udtrykker sig i deres islandske rejsebeskrivelse, hvor de (s. 1040 — 41) fortæller om de ny indretninger, der af Frederik den femte anlagdes her for at ophjælpe fabrikker og manufakturer, »truffet artig ind, at valget faldt på Reykevig, uden at nogen tænkte derpå«, og unægtelig endnu »artigere«, at her efterhånden har udviklet sig landets eneste virkelige by, hovedsædet for hvad det ejer af dannelse og intelligens. Men på den anden side gælder det ikke alene om Reykjavig, men om hele syslet, hvori byen ligger, at disse egne hele den bevægede fristatstid igennem ikke har været skuepladsen for en eneste historisk mærkelig begivenhed.

Reykjavig er vistnok temlig længe forbleven i Ingolvs familie. Ingolvs søn Torsten var indstifteren af Kjalarnæsting, og dennes søn Torkel måne, den mand, der ifølge sagaernes vidnesbyrd af alle i den hedenske tid var rigest på kristelige dyder og klarest forudanede kristendommen, nævnes i HGrk. som boende her. Derefter tier i lang tid alle kilder om Reykjavig. I året 1616 tilbyttede Kristian den fjærde sig den dengang temlig betydelige gård med tilhørende kirke for flere andre jorder. Da der i året 1752 indstiftedes et islandsk interessentskab, »de nye indretninger« kaldet, der som alt omtalt i forskellige retninger skulde ophjælpe landet, gav kongen blandt andet Reykjavig til dette, hvor der så anlagdes klædefabrikker med tilhørende uldspinderier, væverstole o. s. v. Dette anlæg kunde imidlertid ikke bestå, allerede få år efter begyndte det at hensygne, og efterhånden døde fabrikvirksomheden helt hen. — Imidlertid begyndte Reykjavig tillige at få betydning som købstad; allerede fra gammel tid havde umiddelbart ved Reykjavig været et handelssted »Holmenshavn«. I det 18de århundrede stod handelshusene på en lille ø Effersø (Effersey, egl. Örfirisey ɔ: en ø, der ved ebbetid er i forbindelse med det faste land); der danner en del af den vestlige begrænsning af Reykjavigs havn; således nævner E. O. (s. 854) blandt øerne ved Seltjarnarnæs »Örfarsø, almindelig kaldet Effersey, og af de farende Holmen; thi her står handelshusene, og havnen er der inden for midt mellem den og Reykjavig«. Der fra flyttedes de c. 1780 til Reykjavig, der i året 1786 ved handelens frigivelse for alle danske undersåtter tillige med nogle andre handelspladser erholdt købstadsret . Imidlertid er det en almindelig tradition, der støttes ved flere meddelelser fra forrige århundrede, at handelshusene oprindelig stod på en endnu lidt vestligere liggende holm, der nu ikke er andet end et skær, som kun ved flodtid rager op af søen, og at havnen da har været vestligere end nu, mellem denne holm og det faste land; efter denne holm skulde da handelsstedet have fået sit navn, den benævntes nemlig kun Holm (Hólmr) eller Grandholm. Jærnringene, hvorved skibene blev bundne, skal endnu kunne ses i klipperne paa skæret, vil man påstå. I Espolins årbøger findes Holm et par gange nævnt, idet der fortælles, at mænd (i årene 1619 og 1702) er druknede ved uforsigtig at begive sig ud på »Holms grande«; denne »grande« er et stenrev, der straks udenfor byen strækker sig ud i fjorden og danner havnens vestlige begrænsning, idet det deler sig i to arme, hvoraf den ene, den nærmere og anseligere, løber ud til Eflfersø, den anden til det omtalte skær eller »holmen«; dette rev ser man altså har været benyttet som den næmmeste vej ud til handelsstedet.

Efterat Reykjavig var bleven sædet for de ny indretninger, fremtræder bestandig klarere regeringens hensigt at gøre denne plads til landets vigtigste by og til sædet for den øverste administration. Allerede 1759 besluttedes anlæggelsen af et tugthus her, og 1764 henlagdes til dette gården Arnarhol, i hvis tun virkelig også tugthuset blev opført; senere nedlagdes det dog atter, og først i de sidste år har Island igen fået et eget tugthus. — År 1785 flyttedes Skålholts lærde Skole til Reykjavig; denne by bestemtes til sæde for biskoppen over Skålholts stift, der snart ved dette bispedømmes sammensmeltning med nordlandets blev biskop over hele Island; og den ny kirke, der nu opførtes i Reykjavig, fik titel af domkirke.

Da efter nogle års forløb skolebygningen var faldefærdig, forlagdes rigtignok i begyndelsen af dette århundrede skolen, der nu også — ved forening med den samtidig med den nordlandske bispestol nedlagde Hola skole — var bleven fælles for hele landet, til Bessestad, men kun for 1846 at vende tilbage og da tage sæde i en for den opført anselig bygning i den østlige del af byen, medens samtidig et præsteseminarium oprettedes i Reykjavig. Det hensygnende alting holdt ligeledes sine sidste møder i Reykjavig, indtil det år 1800 blev ophævet og erstattet af en landsoverret, der fik sæde her; siden altingets genopstandelse har Reykjavig ligeledes været dettes samlingssted, hvor det holder sine møder i skolebygningen, da tingtiden falder i den tre måneders sommerferie.

De forskellige højere embedsmænd, til hvem der til dels var blevet bygget kostbare huse på forskellige landejendomme omkring Reykjavig, flyttede efterhånden ind til byen, stiftamtmanden allerede 1816, efter at det gamle tugthus var bleven ombygget i dette øjemed, og samtidig tiltog byens befolkning med en efter forholdene rivende hurtighed. Ved århundredets begyndelse havde Reykjavig 300 indbyggere, 1840 var folkemængden omtr. 900, 1870 var den stegen til 2000, og denne tiltagelse synes at skulle vedvare. Nu gør Reykjavig for øjet indtrykket af en ikke ubetydelig by, husene er spredte over en forholdsvis stor strækning, idet de ikke er sammenbyggede, men hvert for sig omgivet af en indhegnet gårdsplads eller en lille have; udenom den egenlige by ligger så til alle sider grupper af islandske græstørvsbygninger, de såkaldte ”bæer” (ɔ: bøer, gårde), der afgiver boliger for den talrige fiskerbefolkning. Byens huse hører næsten uden undtagelse til de såkaldte »tømmerhuse«, ɔ: bindingsværkshuse med en udvendig brædde beklædning, samt lofter og indvendige skillerum ligeledes af træ. Disse huse kan net malede og vedligeholdte afgive et ret pynteligt skue, når man først har vænnet sig til bræddebeklædningen, som man i Danmark jo ikke er vant til at se anvendt som ydre dækning for beboelseshuse eller til andre solide bygninger, men kun som selve væg i et skur. — Derimod pynter de talrige småhaver ikke så meget, som man skulde tro, da de, køkkenhaver, som de er, den største del af året kun fremviser den sorte jord. Huse, der er opførte udelukkende af mursten eller hugne sten, tiltrækker sig altid på Island opmærksomhed som noget kostbart eller storartet; blandt sådanne bygninger i Reykjavig må landshøvdingens før omtalte residens på Arnarhol, en lang hvid bygning med kvist, nævnes, ligeledes det meget anselige østligst i byen beliggende nyopførte råd- og tugthus, ved hvilket man med stort held har anvendt kløvede islandske stenblokke; derimod har man været mindre heldig med murstens anvendelse på Island, således ved den 1847 stedfundne ombygning og udvidelse af kirken. Blandt »tømmerhusene« (hvorved dog altså må forstås noget ganske andet end de norske virkelige tømmerhuse) er ubetinget det betydeligste skolen, en stor toetages bygning, der står i linje med landshøvdingsboligen, ligesom denne øst for bækken, men sydligere og nærmest »tjörn«en. I byen bor som før omtalt en talrig embedsstand: landets øverste embedsmand landshøvdingen, amtmanden for sønder- og vesteramtet, biskoppen, landsoverretsassessorerne, landfogeden, byfogeden, landfysikus, lærerne ved præsteskolen og lægeskolen (en sådan har nemlig netop for nylig fået sin endelige ordning), den lærde skoles embedsmænd o. s. v., og ikke få købmænd (dog for en del kun forretningsførere — faktorer); derimod har en egen håndværkerstand endnu ikke eller kun i ringe grad udviklet sig, — I Reykjavig findes det betydeligste af landets bogtrykkerier; af samlinger til videnskabeligheds fremme haves foruden skolebiblioteket et stiftsbibliotek; og man er begyndt at anlægge en oldsagssamling; oprettelsen af en »lovskole« har længe stået på dagsordenen. — Efterhånden som byen er vokset, er naturligvis traditionen om fortidens minder aftaget. E. O. (s. 1041) fortæller, at man endnu dengang i Reykjavig så tomten af Ingolvs skibshus kaldet Ingolvsnaust; om det ved ingen noget nu; heller ikke navnet Ingolvs brønd om den gode ferskvandskvæld i Reykjavig, som Skule Magnussön i sin beskrivelse af Guldbringe og Kjos' sysler omtaler, har vedligeholdt sig; — efter vandets godhed og beliggenheden at dømme kunde man antage den for den samme som byens nuværende hovedpost i den gamle hovedgade (Aðalstræti, Adelgade).

Også med hensyn til gården Reykjavigs beliggenhed må man lade sig nøje med mere eller mindre rimelige formodninger. Af Arne Magnussöns jordebog, der opregner gården Reykjavigs husmandspladse, hvilke nu alle tillige med de nærmeste gårde ligge i udkanten af byen, kan det med temmelig sikkerhed sluttes, at den gamle hovedgård har ligget etsteds midt i den nuværende by. Byen Reykjavig, der hovedsagelig er beliggende på den lille slette vest for bækken (læken), består nu af en hovedgade »Adelgade« i den vestlige del af byen, fra hvilken en gade (Hafnarstræti, Strandgade) strækker sig mod øst langs havnen foran en enkelt række huse og en anden (Auatrstræti, Østergade), højere oppe i byen, ligeledes mod øst; desuden findes flere nyere mere eller mindre bebyggede veje og gader Mellem den øvre del af Adelgade, samt Østergade, og husrækken vest for bækken ligger en firkantet græsgrot plads indesluttet, kaldet Østervold (Austrvöllr, eller -vellir); mod syd begrænses den af en med Østergade parallelt løbende vej, der skiller den fra domkirken. Midt på denne plads er nu den af Københavns kommune skænkede Thorvaldsens statue opstillet. — Den gamle gårds plads bestemmes nøjere ved følgende ytringer i Skule Magnussöns beskrivelse af Guldbringe og Kjos' sysler: »På den søndre side af gården Reykevig er en liden indsø, kaldet Reykevigs tjörn, hvorfra løber en liden bæk mellem Reykevig og Arnerhol i søen . . . Gården Effersø ligger på en i søen norden for Reykevig dog fast til Hlidarhus ved et stenrev kaldet Grande.«  Herefter føres man til at søge gårdens beliggenhed i den sydligste del af den egenlige by, enten imellem den klynge huse, der ligger ved den lille søs nordvestlige bred, eller i den øverste del af Adelgade. — Den sikreste vejledning til at bestemme den gamle hovedgårds beliggenhed frembyder dog vistnok den gamle kirkegård, i hvilken kirken oprindelig havde sin plads. Så godt som altid vil man nemlig på Island finde den af kirkegården omgivne kirke tæt ved siden af eller lige over for den gård, hvortil den hører. — Reykjavigs fordums kirkegård (nu benyttet som tun) finde vi da også, netop hvor vi efter ovennævnte vink måtte vente det, nemlig ved det sydvestlige hjørne af Østervold — på den ene side begrænset af Adelgade, på den anden af den langs sydsiden af Østervold gående vej. — Ifølge en, rigtignok mange år senere given, meddelelse fra en mand , der selv havde været discipel i Reykjavigs lærde skole kort efter dennes oprettelse, kunde det synes, som om den gamle hovedgård endnu 1785 havde været til. Da fandtes der — beretter han — i Reykjavig kun et eneste handelsetablissement, nemlig det gamle kongelige, og nogle bygninger tilhørende den Reykjavigske klædefabrik; for resten var der på hjemmegården en islandsk «bæ» og nogle «hjålejer» eller såkaldte «kot», hvoraf hver havde sit stykke af hjemmemarken eller tunet, hvorpå de kunde holde en eller to kør. — Turde man gå ud fra, at der ved denne «bæ» på hjemmegården var ment selve Reykjavig-gård, vilde denne fremstilling yde god vejledning til at udfinde den gamle hovedgårds plads, da beliggenheden af fabrikbygningerne og den kgl. handels bygninger lader sig bestemme ved hjælp af et af løjtnant Ohlsen 1801 tegnet kort over Reykjavig, hvor hvert hus’ beliggenhed, bygningsæmne og navn er angivet, med tilføjelse af, hvilke af byens huse der var byggede fra 1788 (med dette års begyndelse skulde nemlig førelsen af handelen for kongelig regning fuldstændig ophøre). Fabrikbygningerne var den gang (1801) to i tallet og lå på vestsiden af Adelgade skrås over for (nordvest for) kirkegården. Men desuden ses på kortet i række med disse at ligge et før 1788 opført murhus, med tilhørende stor have bagved, lige i vest for kirkegården; det kaldes her landfogdens hus (et navn det dog ikke længe kan have båret, da landfoged Skule Magnussön lige fra midten af århundredet indtil sin død 1794 boede på Vidø. Også dette har utvivlsomt hørt til fabrikkerne og været det fabrikken tilhørende hus, hvor Holmens (ɔ: Reykjavigs) købmand boede de nærmeste år for handelens frigivelse.

Da det kgl. handelsetablissement 1788 afhændedes, overdroges det med alle dertil hørende bygninger (6 i alt) til købmand Sünckenberg, der allerede i monopolhandelens tid havde været dette steds købmand. Den ene af disse handelsbygninger stod endnu dengang på Effersø, de andre fem genfindes på kortet som bygninger tilhørende den Sünckenbergske handel.

Af disse ligge de fire ved den nederste (nordligste) ende af Adelgade, de to som de første huse i husrækken på gadens vestside, de to andre endnu lidt vestligere. Det femte ligger omtrent midtvejs i den østlige husrække i Adelgade; dette sidste er måske det hus, der omtales som værende under opførelse 1787. At i al fald de først byggede handelshuse i Reykjavig har hørt til den omtalte husgruppe ved Adelgades nordvesthjørne, fremgår tydelig af forskellige skrivelser, der i årene 1779 — 81 veksledes mellem de i sagen interesserede parter i anledning af en forflyttelse af falkehuset, der nødvendiggjordes ved de ny handelsbygningers anlæggelse i Reykjavig. Det havde, siges der, fået et pakhus «tvært for den nordre dør» og en krambod «tæt ved den sydre». Sluttelig flyttedes det, «omtrent 20 skridt» fra sin oprindelige plads — utvivlsomt til det sted, hvor det findes afsat på kortet: nedenfor Strandgade, omtrent hvor denne støder til Adelgade, og hvor det stod, indtil det i den endnu levende generations tid nedreves . — Under forudsætning af hovedgården Reykjavigs beståen efter fabrikkernes anlæggelse og helt ned til efter 1785 har de nu anførte bygninger rimeligvis alle (eller alle på en enkelt handelsbygning nær) været samtidige med den gamle hovedgård; af disse er det, som det vil ses, kun fabrikbygningerne, der har optaget noget af den nærmeste plads omkring kirkegården, nemlig hele strækningen vest for denne; her kan altså, under den angivne forudsætning, pladsen for den gamle gård ikke være at søge. Mod øst stedte ifølge kortet kirkegården op til Østervold. Pladsen nord for kirkegården optoges af et ud mod Adelgade vendende, før 1788 bygget, en købmand tilhørende hus med store på islandsk vis opførte udbygninger. Syd for kirkegården hinsides vejen optoges pladsen ned mod «tjörnen» af udstrakte haver, hvorimellem lå enkelte mindre på islandsk vis opførte, dog af borgere beboede huse. På et af de to sidst nævnte steder, nord eller syd for kirkegården, kunde man da snarest tro, at den gamle gård havde ligget. Den omstændighed, at den nu midt i byen liggende græsplæne, utvivlsomt en del af det gamle tun, bærer navnet «Østervold», samt at et af de ved «tjörnens» nordvestlige bred liggende huse har båret navn «Suðrbær» (Sydbæ), vilde tale for at søge hovedgårdens plads nord for kirkegården. I søkortarkivet findes imidlertid et af Minor 1776 optaget søkort over Holmens havn med tilstødende fjordpartier, der kan betragtes som det ældste nogenlunde udførlige kort over Reykjavig. På dette kort ses vest for bækken kirken; af bygninger er her desuden afsat — foruden en lille bygning nede ved stranden, utvivlsomt falkehuset — et større bygningskompleks nordvest for kirken og en enkeltstående bygning syd for kompleksets 4 — 5 tilsyneladende sammenbyggede huse. Denne gruppe tilsammen tillægges navnet Reykjavig. Af «bæer» eller «kot» er ingen aflagte. (Øst for bækken er tugthuset afsat.) Herefter vil det måske være rettest at antage, at G. Povlssöns «bæ» på hjemmegården har været Suðrbær, og at fabrikbygningerne virkelig har indtaget den gamle hovedgårds plads vest for kirken og er de bygninger, som på Minors kort benævnes Reykjavig.

Endnu 1801 var ifølge Ohlsens kort bebyggelsen af Reykjavig, der dog var i rask fremvækst, indskrænket til Adelgade og Strandgade. I Strandgade, der alt da bestod af lutter handelsetablissementer, var alle huse — på ét etablissement nær, der dog må være bygget efter den kgl. resolution om monopolhandels ophævelse 18/8 1786, — byggede siden 1788.

Reykjavig gælder, og ikke mindst på selve Island, for et af naturen meget stemoderlig behandlet sted; græsrige jævne sletter, der varsle om frugtbarhed og blomstrende landbrug, og som blandt landboerne naturlig anses for den første betingelse for et smukt landskab, findes der i byens omegn kun lidet af. Bag ved (ɔ: syd for) den lille sø strækker sig mosedrag tværs over næsset, men ellers møder øjet kun skaldede banker bedækkede med klippeblokke og større og mindre sten, de såkaldte «holt», eller flade grus marker, de såkaldte «melar», alt af et trist jordfarvet udseende. De talrige omspredte sten, alle af vulkansk natur og med mere eller mindre tydelige blærer og huller, som vidne om deres tidligere smeltede tilstand, ligner endogså undertiden slående, store jord klumper fra vore pløjemarker (geologerne mener at kunne påvise striber og skurer på dem, bevirkede ved ismasser, som i en forhistorisk tid antages at være gledne hen over dem og have ført dem med fra den fjældmasse eller lavastrøm, hvoraf de oprindelig har udgjort en del); kløves de, viser bruddet en smuk blågrå farve, og som alt anført har man i den sidste tid for alvor begyndt at bruge dem til bygninger i Reykjavig. Markerne viser ofte en flade bedækket med grus og småsten af en næsten forunderlig regelmæssighed, så at man uvilkårlig mindes om en ridebane eller en velholdt grusbelagt skoleplads. Til gengæld for hvad den nærmeste udsigt lader tilbage at ønske, kan den fjærnere derimod være så meget des skønnere. Udover den et par mile brede Kollafjord (Kollafjörðr), den inderste del af Faksefjorden, svæver blikket for desto længere at dvæle ved den imponerende og afrundede fjældgruppe, der begrænser udsigten mod nord. Her ligger som i en bue de tre fjælde Esja, Skardshede (Skarðsheiði) og Akrafjæld (Akrafjall), tilsyneladende dannende en uafbrudt række, skønt de to sidste dog er adskilte fra Esja ved den lange smalle Hvalfjord. Esja, der er det nærmeste, hæver sig med lodrette eller stejlt skrånende sider, sluttet og alvorlig op fra sit lave smalle forland (til en højde af 2500 fod). En enkelt gang ses et tyndt snelag bedække fjældet foroven og på de øverste skrænter, men oftest står det dog klart og tydeligt med sine brunlig violette fjældsider, der efter den forskellige belysning spiller i de forskelligste nuancer af svagt blålige, bleggullige eller hist og her metallisk grønne farvetoner. Bagved og som i en bue strækker sig over mod Akrafjæld Skardshede, der hæver sig som ved knivsnit regelmæssig sønderdelte fjældmasse højt i luften (3000 fod) og fremviser tre til fire skarpe helt hvide fjældrygge, der alle løber parallelt ned mod søen. Ved buens anden ende kommer så Akrafjæld, vestligst, men dog adskillig nærmere end Skardshede, af samme karakter som Esja, men mindre, og mindre imponerende. Og videre går blikket ud over den bestandig bredere og bredere fjord, der i klart vejr ses begrænset af Snefjældsnæssets bjærgkæde, indtil yderst i nordvest den sjælden svigtende Snefjældsjøkel i 18 miles afstand hæver sig op over bølgerne som en snehvid aldeles regelmæssig kegle, med bred fod, og den øverste spids afskåren ved et halvmåneformet indsnit, der lader den ende lige som med to små horn. En vinterdag, når fjorden ligger blikstille og af den reneste blå farve, der endnu mere fremhæves ved de små flade gråbrune holme, der ligger spredte udenfor Reykjavig, eller en sommeraften, når den store glødende sol, idet den forsvinder bag jøklen, aftegner fjældenes konturer dobbelt skarpt og smukt og meddeler både fjælde og himmel, men navnlig søen, de skønneste farver, så at denne spiller med en forunderlig vekslen af rødt og violet i alle overgange, medens brede striber, de såkaldte «alvebånd» (álfabönd), ifølge folketroen kølvandet efter alvernes (de underjordiskes, ellefolkets) både, strækker sig hen over den stille overflade, — fremkalder denne udsigt en så højtidelig, men tillige smuk og mild stemning, at man ikke kan andet end forsone sig med egnen trods dens klipper og grus. — Mod syd er udsigten mindre imponerende; den alt tidligere omtalte fjældrække, som strækker sig langs Reykjanæshalvøen, ses her i hele sin længde fra nord. Takkede og uregelmæssige nok er fjældene, men dog for langt borte og for lave til ret at kunne gøre nogen virkning; en smuk pyramidalsk kegle «Keilir» (ɔ: Kilen, Keglen) i midten og en uordenlig sammendynget fjældmasse «Trölladýngja» (ɔ: Troldestuen) indenfor denne tiltrækker sig mest opmærksomhed. — Mod øst ind ad landet til begrænses udsigten af de forskellige fjældheders bjærgstrøg og foranliggende højder.

Af de i fjorden udenfor Reykjavig liggende småøer er næst efter Effersø Engø (Engey) den nærmeste og mest i øjen faldende, idet den ligger ligefor, dannende havnens ydre begrænsning: den er en langagtig, græsgrot holm, hvorpå der står en enkelt bondegård, nu en værdifuld ejendom og berømt for sin æderfugleavl, et udtryk, som man måske tør bruge, da denne fugl jo nemlig på Island betragtes som et slags husdyr, og det et af de mest indbringende, hvis formering man støtter på alle måder. I Nj. (s. 57, 65) er øen nævnt som fællesejendom for brødrene Torarin og Glum. — Noget østligere og nærmere land, så at den gør indtryk af at være sammenhængende med dette, ligger en langt større og mere bekendt ø, Vidø (Viðey). Det er en aflang ø, egenlig bestående af to ved en tange forbundne afdelinger, kun ved et smalt sund adskilt fra det nærliggende land; overfladen er bakket og særdeles græsrig, hist og her springer klippegrunden frem, eller danner stejle højder ud mod søen. Øen kan tjæne som forbillede på en islandsk landejendom, som man der helst vilde ønske sig den, her er storartet æderfuglevarp, rig lejlighed til høhøst og altså til at holde stor kvægbesætning, vintergræsning for andre kreaturer og endelig adgang til fiskeri og fugleæg. I de ældre sagaer nævnes øen ikke; først i den yngre saga om biskop Torlak den hellige (Bsk. 293) omtales øen i anledning af et mirakel, som biskoppen udførte dér, idet han fik magt over den mængde mus, som dér i en utålelig grad ødelagde kornet og agrene. Heraf ses tillige, at der dengang har været en ikke ubetydelig agerdyrkning i Vidø. Fra det 13de århundrede af får øen derimod større betydning. I året 1226 købte nemlig en af Islands anseteste høvdinger Torvald Gissurssön, af den berømte Haukdæleæt og fader til den bekendte Gissur jarl, Vidø og oprettede her et Avgustinerkloster, i hvilket han selv indtrådte som munk. Ved reformationens indførelse inddroges klosteret med tilhørende gods under kronen . — Senere bestyredes gården sædvanlig fra Bessestad af, idet den benyttedes som hospital for tolv på offenlig bekostning underholdte lemmer (A. M.). — I midten af forrige århundrede opførtes her en anselig bygning af hugne sten til bolig for landfogeden, og noget senere et kapel ligeledes af sten. I begyndelsen af dette år hundrede solgtes øen og har siden den tid været i privat besiddelse; i denne periode var en tid lang landets eneste bogtrykkeri her. — På Vidø knytter tradition og minder sig så godt som udelukkende til klosteret. Omtrent midt på øen, i dens større sydøstlige del ligger stenhuset med kirken; på en lille høj noget nordligere skal det gamle kloster have stået, tilsyneladende af ringe omfang. Lige over for landingspladsen omtrent midt på øens sydside er en skrænt Tvothol (Þvotthóll), hvor ligene, der ankom søvejs fra, blev toede, før de førtes til klosteret; lidt højere oppe ligger en basaltskrænt med en som et sæde dannet indsænkning, der vender ned mod søen, ved navn Abbedsædet (Ábótasæti). — Omtrent over for Vidø på det faste land, tæt ved søen og omtrent en fjærdingvej fra Reykjavig, ligger en anden stenbygning Laugarnæs (Laugarnes), der i løbet af dette århundrede med megen bekostning opførtes til embedsbolig for biskoppen, men kun i kort tid benyttedes som sådan og derefter solgtes til privatmænd. Gården drager sit navn af en varm kilde eller «laugi», der vælder op i en lille gennem mosen flydende bæk noget fra gården. Det må åbenbart være røgen fra denne kilde, der har givet Reykjavig (Røgvig) sit navn, uagtet forunderlig nok denne røg, i det mindste nu til dags, ikke kan ses fra byen og knap nok fra højderne øst for denne. Laugarnæs er ligeledes nævnt i Nj. (s. 57, 65, 75) som en af brødrene Torarins og Glums fællesejendomme. Efter at Glum havde ægtet den berømte, eller vel snarere berygtede Halgerd, Gunnar på Hlidarendes senere kone, flyttede Torarin hertil for at kunne overlade dem den gård i Borgefjord, hvor begge brødrene hidtil havde bot; men efter at Halgerds fosterfader, den slette Tjostolv, havde dræbt Glum, byttede Halgerd og Torarin om, så at hun tog bolig på Laugarnæs. Mere ved sagaen ikke at fortælle herom; på Laugarnæs viser man imidlertid nu Halgerds grav (Hallgerðar leiði); den ligger øst for den ved den gamle kirkegård liggende lille bondegård, i øst fra stenhuset, og viser sig som en noget større sammenhængende flade (eller banke) i den med tuer opfyldte mark; bonden, der udjævnede tuerne her, skal med forsæt ikke have villet trænge længere frem for ikke at ødelægge graven, da han kendte traditionen. Halgerd tog efter sin tredje mands Gunnars drab ophold hos sin og Glums gifte datter Torgerd, så i og for sig er der intet urimeligt i, at hun efter sin svigersøn Tråins drab atter kan være flyttet til Laugarnæs . — Længere inde i landet, en mils vej sydøst for Laugarnæs, men endnu i samme kommune (Seltjarnarnæs hrepp), ligger en lille indsø Ellidavatn (Elliðavatn), bredderne er rigtignok med undtagelse af to her liggende gårdes tun nøgne og skaldede, men der er dog noget lunt og tiltalende ved det hele parti, indesluttet som søen er af holter og temlig høje bakker; derover hæver sig fjærnere andre højere fjælde og ejendommelig formede bakkedrag — som f. eks. de ved en dyb ildrød farve fremhævede kegleformige Rødholer (Rauðhólar) øst for søen —, og alleryderst begrænses horisonten af de samme fjælde som ses fra Reykjavig. Ved søens østlige ende ligger gården Vatn eller Ellidavatn; her boede ifølge Kjln. (s. 405) en af denne sagas hovedpersoner, Bues uheldige medbejler, den underlige Kolfinn og hans moder; hvor gården omtales i sagaen, nævnes lejlighedsvis en brændestabel på gårdspladsen, hvad der er god i overensstemmelse med de stedlige forhold, da denne gård endnu er en af de få på Island, som kan benytte birkekrat til brændsel. — Større interesse i antikvarisk henseende har dog et lille næs Tingnæs (þíngnes), der omtrent midt fra søens sydside skyder sig mod nord ud i denne. Det er stenet og ujævnt, en fortsættelse af holtet, med mangfoldige ind skæringer og småvige, men dog hovedsagelig af form som en uregelmæssig trekant; foran det ligger en lille holm adskilt derfra ved et smalt sund. Temlig langt inde på næsset mellem en banke midt på dette og en anden mindre nordvest derfor nærved kysten strækker sig en lille græsflade, og her findes øjensynlig sporene af et gammelt tingsted. I selve sænkningen mellem højderne ligger 12 — 14 bodtomter tæt sammen, og midt imellem disse ses svage spor til en stenkreds (domringen?), desuden findes et par tomter på det højere liggende jordsmon nordvest for græsfladen. Tomterne er nu alle meget utydelige, så at de for en tilfældig besøger måske slet ikke falde i øjnene, de fleste viser sig mest som en fordybning i jorden i langagtig firkant, hvor kun vægge lævningerne hæve sig lidet over det omgivende jordsmon, men for den, der først er bleven opmærksom på dem, og som har noget kendskab til ældre islandske tingsteder, viser de sig dog så vel ved deres form som ved deres hele anordning umiskendelig som lævninger af tingboder.

De er af middelstørrelse, længden omtrent 12—16 al., bredden 4 — 6 al.; som på flere andre gamle tingsteder træffes også her dobbelte eller sammenbyggede boder. Disse oldtidslævninger er i året 1841 blevne undersøgte af digteren Jonas Hallgrimssön, der 1837 og 1839 — 42 med offenlig understøttelse foretog en naturvidenskabelig rejse på Island, og en af ham til Finn Magnussön indsendt beskrivelse (på dansk) er bevaret . Jonas Hallgrimssön foretog en udgravning af «domringen» og et par boder, domringens diameter angiver han til godt og vel 20 al., væggen anser han for at have været c. 2 al. høj, og i kredsens midte vil han finde spor til sæde for dommerne. I øvrigt bestræber han sig navnlig for at vise, at boderne ikke kan have været kreatur huse, i hvilken anledning han omhyggelig har undersøgt den i og omkring disse værende jord. Med rette gør han også opmærksom på den sandsynlighed, som selve stedets navn giver for, at her i tidligere tid har været tingsted. Derimod har hans gætning, at Islands mest ansete ting før altingets oprettelse, Kjalarnæsting (Kjalarness þing) — hvilket navn på Björn Gunnlaugssöns bekendte kort over Island som en følge af denne hypotese findes tillagt dette sted —, skulde have været holdt her, vistnok intet at støtte sig til, i al fald, når dermed menes, at dette skulde have været det oprindelige sted for hint ting. — Af stedet med dets oldtids lævninger har senere den 1874 afdøde maler Sigurd Gudmundssön taget en tegning, der er udgivet af dr. Angus Smith, Edingb. 1874, i det skotske antikvariske selskabs skrifter. Der tillægges her næsset navnet «Krossnes» — alene vistnok støttet på næssets foregivne lighed med et kors —, men som, hvis det ikke var så ganske vilkårligt, vilde være interessant, da en variant (E.) til Ldn. (s. 38) anfører Krossnes i steden for Kjalarnes som det sted, hvor Torsten Ingolvssön grundede tinget. Hvilket ting der har haft sit sted her, — om Kjalarnæsting virkelig for en tid har været holdt her, eller om boderne skylder en uregelmæssig opstået tingkreds, eller et af de ved femterdommens indstiftelse oprettede ny godord sin tilværelse — må henstå uafgjort . — De to gårde ved søen Ellidavatn er vel de to længst fra kysten liggende i Seltjarnarnæs hrepp, men endnu strækker hreppens besiddelser sig et betydeligt stykke længere i sydøst op over lavamarkerne, indtil hvor høj landet danner grænsen mellem Gb. og A. Her, omtrent på sysselgrænsen, hæver sig op fra fjældheden et anseligt, noget spidst tilløbende, fjæld; der allerede fra Reykjavig ses danne en del af horisontens begrænsning. Det er Vivilsfell (Vífilsfell), der ifg. Ldn. (s. 37—38) bærer navn efter Ingolvs frigivne træl Vivil (Vífill). Vivil bosatte sig på «Vífilstóptir»; dermed kan dog næppe være ment nogen gård i nærheden af fjældet, hvor der vistnok aldrig har været nogen menneskebolig. Disse «Vivilstomter» er utvivlsomt den i Alvtanæshrepp liggende gård Vivilsstad (Vífilsstaðir); således benævne også de to af Ldns recensioner (C. og E.) Vivils gård; og fra en anden saga (Fbr.) har vi et tydeligt eksempel på, at en og samme gård (det nuværende Hávarðstadir i Bgf.) endog i samme sagarecension er benævnt vekselvis med -tóptir og -staðir (Hávarstopter, Hávarsstaðir). Måske er man af udtrykket «tóptir» berettiget til at slutte, at gårdens bebyggelse for en tid — nemlig på den tid sagaberetningen redigeredes — har været opgivet. — Om folkesagnene om Vífill se Isl. þjóðs. II, 76—77. — Inden Seltjarnarnæs hrepp forlades, kan bemærkes, at yderst ude på næsset hæver sig en stor stenbygning, ligesom de tidligere omtalte oprindelig (i den sidste halvdel af forrige århundrede) opført som embedsbolig, denne for landfysikus og apotekeren, men den havde samme skæbne som de andre, nemlig at opgives af vedkommende embedsmænd for bylivet i Reykjavig; det er hovedbygningen på gården Nes, der 1760 anvistes landfysikus til beboelse. — Historiske minder, dog fra en senere tid, knytter sig til Kopavåg (Kópavogr), en lille gård, der ligger en halv mils vej syd for Reykjavig ved en lille vig af Skerjafjorden (Skerjafjörðr) på grænsen mellem Seltjarnarnæs’ og Alvtanæs’ hrepper. Trist og kedelig ligger gården begrænset af lave stenede højdedrag eller brunlige tuede moser. Her sammenkaldte høvedsmanden Henrik Bjelke, da han i somren 1662 først efter altingets slutning var ankommen til landet, en ny forsamling og lod denne sværge Frederik den tredje arvehyldingseden, hvorved Islands stilling i statsretlig henseende væsenlig forandredes, i det man nu uden hensyn til den oprindelige mellem islænderne og den norske konge afsluttede gensidig bindende, men efterhånden halvt eller helt glemte, overenskomst nu ubetinget underkastede sig den uindskrænkede konge. Her var også et i disse århundreder jævnlig benyttet tingsted, hvor de afsagte dødsdomme tillige eksekveredes . I året 1574 bestemtes det endog ved et åbent brev, at altinget herefter skulde holdes i Kopavåg (Koppevoge) som et langt bekvemmere sted, hvad dog aldrig kom til udførelse.

Den nu beskrevne del af Guldbringe syssel, Seltjarnarnæsset, udgør dette syssels nordligste hrepp eller kommune. Syd for Seltjarnarnæs strækker sig et andet mindre næs Alvtanæs (Álptanes) ud i Faksefjorden kun adskilt fra Seltjarnarnæs ved den smalle og forholdsvis korte Skerjafjord og på den anden side begrænset af den lille Havnefjord (Hafnarfjörðr), hvorefter den øvrige del af syslet, den allerede tidligere nævnte store halvø, uden at indskæres af flere fjorde strækker sig mod vest. Vild og ufrugtbar syntes den fra søsiden, og det nærmere bekendtskab tjæner kun til at stadfæste dette første indtryk. Skule Magnussön ytrer sig i indledningen til sin før omtalte udførlige og nøjagtige beskrivelse af Guldbringe og Kjos’ sysler således: «Så ulige og særskilt Guldbringe syssels naturlige beskaflfenhed er fra de øvrige 20 sysseler i Island, lige så og mere trænger det til sin egen særskilte beskrivelse. Alle de øvrige sysselers bøjgdelave, to tingsogne i Snefjældsnæs syssel undtagne, bestå næsten dels af mere og mindre vidtløftige græsmarker, Guldbringesyssels derimod af et forbrændt hraun eller lava, sortagtig sandsten og flyvesand. Det hele Guldbringesyssel, få landgårde undtagne, mangler sommergræsgang til sine køer, alle de øvrige sysler besidde slig græsning og nogle i overflødighed, disse have og eng med det deraf faldende hø, men Guldbringe syssel ingen. Alle de øvrige sysseler have snart til hver gård det søde rindende vand, det hele Guldbringesyssel har kun tre rindende vandbække. Gårdene ligge i de fleste andre sysseler om ikke tæt samlede, så dog op i landet og ind udi dalene; Guldbringe syssels gårde ere udstrøede rundt om en halvø tæt ved strandbredden af det store brusende hav. Til de inden herreds veje, som i andre sysseler kunne rejses i 3 timer, må man anvende 6 til 8 timer, formedelst de utallige kroge over og imellem de forhøjninger, som lavastrækningerne forvolde. I stedet for at de fleste sysseler have tørv til brændsel, samt jordsvær til huse og høtag, have 3½ tingsogn i Guldbringesyssel ej andet end søtang og torskeben, og kunne ikke ligge tørt udi deres ellers meget slette og dårlige huse. Herimod besidder dog Guldbringesyssel det bedste hav- eller torskefiskeri i hele Island, hvoraf 9 øvrige sysler have nydt meget til sin underholdning fra alderstid. « — I virkeligheden har også Reykjanæshalvøen været som et brændpunkt for vulkansk virksomhed af enhver art, og uagtet halvøen allerede før Islands bebyggelse væsenlig havde samme udseende og karakter som nu, har dog også i den historiske tid hyppige jordskælv rystet denne, og ny lavastrømme udgydt sig oven på de ældre fra de næsten utallige kratere, der åbner sig i den gennem halvøen løbende fjældrække, der kun er en fortsættelse af langt større og mere udstrakte vulkanske bjærgmasser, der strækker sig i nordøstlig retning helt ind mod øens ubeboede indre. En egn af denne natur kunde ikke være synderlig indbydende for de første beboere; »tåbelig handlede vi ved at drage forbi frugtbare landskaber, når vi skal bebygge dette udnæs«, hører » vi Ingolvs træl Karle udbryde, da hans herre vejledet af sine højsædesstøtter tog som sit landnam hele Guldbringe og Kjos syssel med de nærmest omliggende egne og bosatte sig i Reykjavig, — hvorpå han flygtede bort ledsaget af en trælkvinde. — I oldtiden var landvæsenet den naturligste og mest passende beskæftigelse for en bonde, fiskeri derimod en både mindre anset og mindre indbringende, samt usikrere erhværvskilde. Først efter at Island var kommet under den norske konges herredømme, begyndte den senere så vigtige fiskehandel med udlandet; denne kilde til underhold for en forholdsvis meget talrig befolkning i fiskeridistrikterne og, under heldige forhold, til stor velstand for de mere bemidlede søbønder, kendtes altså i det ældste tidsrum af landets historie ikke. Omsætningen var i de tider indskrænket til hvad man kunde sælge til landbønderne, og i øvrigt fiskede man til eget forbrug, vistnok så godt som altid støttet til større eller mindre landbrug. Endvidere var det vistnok en undtagelse, at landbønderne vinteren over personlig deltog i fiskeriet ved at forlade deres gårde og begive sig ned til søkysten. Den islandske lovbog »Grågås« fra fristatens tid taler vel et par steder om »fiskiskálar« (fiskeboder) og om folk, der tilbringer vinteren eller somren i disse for at fiske, og ligeledes nævner et par af sagaerne »vermenn« (folk, der for en tid ligger i fiskepladse) og fiskepladse, hvor mange kom sammen; men af den fuldstændige tavshed, sagaerne ellers iagttager om disse forhold, i forbindelse med oftere forekommende ytringer om køb af tørfisk hos søbønderne synes det at fremgå, at det kun har været enkelte løse og ledige mænd eller folk fra selve fiskedistrikterne, der har været beskæftigede på denne måde. Som følge heraf må vi tænke os tilstanden i Guldbringesyssel i oldtiden ganske anderledes end nu. Nu er dette syssel et af de folkerigeste i landet og kan opvise ved siden af en stor fattigdom adskillige efter islandske forhold rige mænd. Hver vinter, eller egenlig hele året rundt med undtagelse af de tre sommermåneder, er det skuepladsen for den livligste sammenstrømmen af folk, idet omtrent enhver bonde fra Skaftefells syssel til Skagefjord (begge indbefattede) enten møder selv eller sender en tjænestekarl for at tage del i fiskeriet en eller flere »vertider« (fisketider) . Denne indvandring, der beløber sig til flere tusende mennesker, som på den vidunderligste måde stuves sammen i gårdene eller egne dertil indrettede verboder, og som under råere kulturtilstande måtte give anledning til optrin af den mest forskellige art, kunde næppe have fundet sted i oldtiden uden at være bleven omtalt i sagaerne.

I de tre sommermåneder endelig udvandrer fra dette syssel en stor mængde yngre folk af begge køn for som daglejere at hjælpe til ved høarbejdet i de andre sysler. I steden for at være skuepladsen for alt dette liv og røre lå halvøen rimeligvis i oldtiden hen som en af landets mest afsides og mindst ansete, måske også svagest befolkede egne. Derpå tyder også, at ingen saga behandler denne del af landet, næppe et eneste stednavn herfra findes nævnt andet steds end i Ldn.; Først på annalernes tid og i det 15de — 16de århundrede, efter at landet for længst havde mistet sin selvstændighed, begynder disse egne at spille en rolle.

Foruden af Seltjarnarnæs består Guldbringesyssel af følgende bygdelag: Alvtanæs, (som allerede tidligere er nævnt), Vatnløsestrand (Vatnsleysuströnd), Vågene (Vogar) og Njardvig (Njarðvík), »Leira« (ɔ: Lere), Gard (Garðr), Midnæs (Miðnes) og Sydernæs (Suðrnes) — disse fire tilsammen benævnte Rosmhvalaneshrepp —, Havnene (Hafnir), Grindavig (Grindavík), Krisevig (Krísuvik), hreppernes antal er i det hele seks. Egenlig tilkommer, som det af denne opregning ses, navnet Sydernæs kun en mindre del af Rosmhvalanæsset — der nu falder sammen med Rosmhvalaneshrepp —, men i daglig tale bruges sædvanlig benævnelsen Sydernæssene om Rosmhvalanæs og Havnene i modsætning til Alvtanæs og Seltjarnarnæs, som da kaldes Indnæs (Innnes), ja endog af fjærnere boende om halvøens fiskepladse overhovedet. På det flade vågskårne Alvtanæs (Fbr. s. 4) hæver sig frem en anselig stenbygning med kirke temlig langt ude på næsset i den nordøstligste del af dette; desuden er næsset langs søen oversåt med en mængde gårde og småhuse. Den store bygning er Bessestad (Bessastaðir). Først i Sturlungetiden begynder gården at nævnes; den hørte til Snorre Sturlassöns ejendomme, og en gang da han under de uophørlige indre uroligheder, der dengang hjemsøgte øen følte sig truet på Reykholt, flyttede han med familie og tyende hertil og opslog for en tid sin bolig her . Efter Snorres drab kom Bessestad i kong Håkons besiddelse, idet den norske konge påstod sig berettiget til alle Snorres efterladenskaber, han betragtede nemlig denne, der stod i kongens personlige tjæneste, som højforræder og hans gods som forbrudt til kronen. Således var altså Bessestad et af de første steder, hvor kongemagten fik fast fod i landet Her var senere, navnlig efter at de danske konger var blevne landets herskere, det sædvanlige opholdssted for den kgl. befalingsmand under dennes sommerbesøg på Island og det sted, hvor han holdt sin foged hele året rundt. Efter at i det 17de århundredes slutning et amtmandsembede var bleven oprettet på Island, havde amtmanden sin bolig her, i en længere årrække sammen med landfogeden; og senere, efter at landet var bleven delt i to amter og bestyrelsen af sønder- og vesteramtet overdraget stiftamtmanden, havde ligeledes denne landets højeste embedsmand, der tidligere mest havde opholdt sig i Danmark, sin residens her, indtil han i århundredets begyndelse opgav sin bolig her i anledning af skolens påtænkte forflyttelse fra Reykjavig. Det omtalte stenhus, der 1760 var bleven bygget til amtmanden, blev nu indrettet til skolebygning, medens lærerne fik bolig i forskellige nærliggende gårde. Da der efter skolens endelige forlæggelse til Reykjavig ikke længere var nogen brug for gården, afstodes ejendommen ved et mageskifte for nogle år siden til en privatmand. Kirken, der ligeledes efter islandske forhold er meget anselig — dog skæmmes den ligesom gården ved et uskønt sort tømmertag — opbyggedes noget senere også af hugne sten. I Bessestad kirke findes flere ligstene, deriblandt en af marmor over høvedsmanden Povl Stigssön († 1566) med hans billed, en pansret ridderskikkelse omtrent i legems størrelse; blandt andre, der er begravede her, kan mærkes to her afdøde amtmænd; den lovende, men desværre straks ved sin ankomst til landet (1619) afdøde høvedsmand Frederik Friis begravedes vel også her, men hans lig førtes senere til Danmark. I forrige århundrede, endnu i Bessestads velmagtsdage, indrettedes på en tæt ved liggende gård (Lambhús), der senere benyttedes som lærerbolig, bolig for en astronom; ligeledes stod falkehuset på Bessestad, indtil det flyttedes til Reykjavig. Nord for Bessestad skyder sig en lille vig ind i landet, der nærmere gården ender i en med lavvande tørt liggende strækning Bessestads tjörn. Vigen, der mod nord begrænses af Alvta næs’ nordligste pynt, er Sejla (Seila), en i ældre tider brugt havn, hvor sædvanlig det skib, der overførte høvedsmanden, havde leje; havnen er ret god, men indsejlingen vanskelig, hvad der formodenlig i sin tid befriede den daværende høvedsmand fra at stifte nærmere bekendtskab med de algierske sørøvere, som i året 1627 hærgede Island; disse gjorde nemlig også forsøg på at lande her, men opgav det, da skibet kom på grund. Syd for vigen anlagdes i den sidste halvdel af det 17de århundrede en lille skanse til forsvar for havnen og kongsgården; skansen, hvis lævninger endnu ses, synes dog aldrig at være bragt i ordenlig stand; dens kanoner førtes tilsidst til Reykjavig til brug ved den i begyndelsen af dette århundrede der opbyggede skanse.

Sydvestligere end Bessestad og længere inde på næsset ligger Gardar (Garðar), hvor næssets anden kirke med tilhørende præstegård ligger. Her dreves, ifølge den bekendte fortegnelse over kirkeejendom i Skålholts stift fra slutningen af det 14de århundrede, den såkaldte Vilchins måldage (Vm.), endnu da agerdyrkning; til Kirken hørte nemlig to gamle plovokser, og der tilkom den et temlig betydeligt tilsåt areal (X sáld nidr færd). — Største delen af Alvtanæsset er bedækket med en øst fra kommende lavastrækning (hraun); langs nordsiden af dette hraun løber en bæk Hrannsholts læk (Hraunsholtslækr), der falder ud i en våg af den mellem Seltjarnarnæs og Alvtanæs skillende fjord. Denne bæk, der allerede i Ldn. (s. 320) fremtræder som nordgrænsen for Alvtanæs, har sit udspring fra en lille sø Vivilsstadatjörn (Vífilsstaðatjörn) benævnt efter den nordvest for denne liggende gård Vivilsstad (Vífilsstaðir), som alt tidligere er nævnt. — Ligeledes oven for dette hraun, og ikke ude på selve næsset, ligger gården Hovstad (Hofstaðir), hvor Jonas Hallgrimssön beretter at have undersøgt en i tunet beliggende høj »Hofhóll« kaldet, der dog viste sig kun at være en almindelig græsgrot askedynge.

Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu handelspladsen Havnefjord, der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet Hvaløre (Hvaleyri, ældre Hvaleyrr), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle binderuner og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg Langehlid (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder Underhliderne (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å Kaldå (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld Helgafell; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm Reykjanæs-röst, og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å, fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte Kapelhraun (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal »de danske fra Bessestad« være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres dysser, siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder »Kapellet« — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt Nye hrann (Nýja hraun). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes Brundæla godord). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte Almenning (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd Vatnløsestrand og langt op mod fjældene her. Keglen og Trolddynge (Trölladýgja), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården Hvassahraun, der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte rensdyr: dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende Våge og Njardvig er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.

---