Sangen om Hamde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda

Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870

Sangen om Hamde

1.
Op da randt
sörgelig Idræt,
glædeberøvet
Alfegråd.
I årle Morgen
vække alle Sorger
over Menneskers Nød
Smerten påny.

2.
Ej var det nu
og ej igår;
lange Tider
er ledne siden.
Gjukes Datter
Gudrun hidsed
sine unge Sönner
til Svanhild at hævne.

3.
"I ligne ej Fædrene,
de Folkekonger.
I er de eneste Spirer
af al min Æt.

4.
Ensom er jeg vorden
som Esp i Skoven;
Frænder faldt fra mig
som Kviste fra Fyrren;
min Lyst forsvandt
som Løv af Vidje,
når den kvistbrydende Storm
kommer på den varme Dag.

5.
Eders Søster
Svanhild kaldtes,
som trådtes af Hestenes
Hove på Vejen
(Jörmunrek vilde det),
af Goternes hvide
og sorte og grå
travende Gangere.

6.
Ej er I gæve,
som Gunnar var det,
ej heller Högne
den kække Högne.
Hævn for jer Söster
søge I vilde,
om Mod I ejed
som Brødrene mine."

7.
Det mælte Hamde,
den storsindede Helt:
"Dog du ej roste
Högnes Dåd,
da de Sigurd
af Sövne vakte;
på Liget du sad,
mens Morderne lo.

8.
Dine blåhvide
Lagners Duge
var røde af Sårvædske,
af Sigurds Blodström.
Sigurd fór heden;
du sad hos den døde
og på Glæde ej tænkte.
Gunnar det voldte.

9.
Mod Atle tyktes du stride
ved Erps Mord
og ved Ejtils Helfart.
Det var dig end værre.
Så skulde hver
mod anden sig værge
med det hvasse Sværd,
at mod sig selv han ej stred."

10.
Det mælte da Sörle
(snild var han i Sind):
"Ej vil jeg skifte
Ord med min Moder.
Endnu I begge
vente på et Ord.
Hvad byder du os, Gudrun!
som for Gråd du ej kan sige?

11.
Begræd dine Brødre,
dine Börn, de kære,
de nære Slægtninge,
som gik til Slaget;
os begge, Gudrun!
skal du begræde;
viede til Død sidde vi her til Hest;
hist skulle vi fældes."

12.
Så talte den berømte
(på Trappen hun stod);
den ædle Kvinde sagde
til Sönnen sin:
"I tvende mægte
tihundrede Goter
at binde og slå
i Borgen den höje."

13.
Af Gårde de gik
gramme i Hu.
"Hvi vil vor Broder
på Vej sig ej vove?"
På Vejen de traf
den træske Svend.
"Hvad kan den Rödtop
vel os gavne ?"

14.
Slegfredsönnen svared;
han sagde sig at mægte
at yde Frænder Hjælp
som én Fod den anden.
"Hvad Hjælp kan Fod
vel yde Fod
og Legemets ene
Hånd den anden?"

15.
Da mælte Erp
dette Ord
(rask han sig tumled
på Hestens Ryg):
"Ilde er det at vise
fejg Mand Vej."
De svared: "En Helt
er Horesönnen."

16.
Af Skede de drog
det skarpe Jern,
Glavindets Egge
(Hel sig glæded).
Da blev deres Magt
en Tredjedel mindre,
da den unge Svend
til Jorden segned.

17.
Kapperne rysted de;
Klingerne fæsted de;
prægtige Klæder
drog de Ædlinge på.
Over våde Fjælde
Ynglingene fore
på hunlandske Heste
for Mord at hævne.

18.
De så den vældiges Land
og Vagttårne i Dalene.
Bikkes Mænd stå
på Borgen den höje.
De så Sydfolkets Sal
omsat med Sæder,
med bundne Skjolde,
med blanke Skjolde.

19.
For den lå Vejene;
Uheldsstier fandt de.
I Træ Söstersönnen
sönderrevet hang.
I Vind stod Galger
vesten for Gården.
Altid lød der Traneskrig.
Ej var der hyggeligt.

20.
Stöj var der i Sal
af berusede Svende.
Til Hestenes Tramp
intet de hørte,
för i Hornet den kække
Kure tuded.

21.
Jarler bare
Jörmunrek Bud!
at hjelmklædte Kæmper
sås at komme:
"Giv nu Råd;
rige Mænd ere komne.
Mægtige Heltes Søster
var Møen, I lod træde."

22.
Jörmunrek skoggerlo,
strøg sit Skæg,
lysten efter Voldsfærd,
og tog dygtig til Vinen,
rysted Håret vildt,
så på det hvide Skjold.
I sin Hånd han drejed
Hornet det gyldne.

23.
"Sæl jeg mig tyktes,
om jeg skued
Hamde og Sörle
her i min Hal.
Jeg skulde dem binde
med Buestrenge
og i Galgen hænge
Gjukes Börn."

24.
Kamp blev der i Borgen;
Ø1krusene brast.
I Blod lå Kæmper;
af Goternes Bryst det strömmed.

25.
Det mælte da Hamde,
den storsindede Helt:
"Du önskede, Konge!
at vi skulde komme,
vi Brødre tvende,
ind i Borgen din.
Nu ser du dine Fødder,
og du ser dine Hænder
kastede ind
i Ilden den hede."

26.
Da monne bröle
den kyndige Drot,
den brynjeklædte Helt,
som Björnen bröler:
"Slå dem med Sten,
da Spydsodd ej bider,
ej Egg eller Jern
på Jonakrs Sönner."

Sörle.
27.
"Ondt voldte du, Broder!
da den Bælg du løste.
Af den Bælg komme ofte
onde Råd.
Mod ejed du, Hamde!
hvis Kløgt du ejed.
Meget savnes hos en Mand,
når Mandevid savnes."

Hamde.
28.
"Afhugget var nu hans Hoved,
hvis Erp leved,
vor vakkre Broder,
som på Vej vi voge,
den vidspurgte Helt,
som os hellig var.
Diser hidsed;
til Drab vi gik.

29.
Ej skal vi, mig tykkes,
følge Ulvenes Skik
og selv søge Sag mod hinanden,
som Nornernes Gråhunde,
de grådige, vilde,
som i Ørkenen avles.

30.
Vel har vi kæmpet;
på Val vi stå
over sværdslagne Goter
som Örne på Gren.
Godt Ry har vi nåt,
om vi så, dø nu eller imorgen.
Ej lever Mand til Kvæld,
når Norner har kvædet."

31.
Der faldt Sörle
ved Salens Gavl,
og Hamde segned
ved Husets Ende.

---

Noter:

1. Alfegråd, dvs.: Morgenrøde. Alferne græde, fordi de sky Lyset. -
12 "I tvende - ". Gudrun havde nemlig med Tryllekunster gjort Hamde og Sörle usårlige med Jern.
13. Hamde og Sörle spörge hinanden, hvorfor Erp, den tredje Broder, ikke er med. Derpå træffe de ham.
19. Jörmunrek havde ladet sine to Söstersönner, Emerka og Fridla, hænge.
22. Det hvide Skjold er Fredstegnet, som hænger i Hallen.
27. Sörle bebrejder Hamde, at han ikke straks har dræbt Jörmunrek, men ladet ham leve, til han gav sine Folk det Råd at bruge Sten, af hvilke Brødrene kunde Såres.
28. Hans Hoved, dvs.: Jörmunreks.