Tillæg og rettelser (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

TILLÆG OG RETTELSER TIL HELE VÆRKET

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Guldbringe syssel.

Til en beskrivelse af dette syssel findes i Arne Magnussöns Chor. isl. et temlig betydeligt materiale, ligesom også adskillige meddelelser vedrørende denne egn efter udgivelsen af IB., I. er tilstillet mig fra pastor Stephan Thorarensen til Kalvatjörn. Også kan flere oplysninger uddrages af de i kongerigets arkiv bevarede dele af en almindelig Islandsbeskrivelse fra midten af forrige århundrede; derimod er for dette syssels vedkommende ingen sysselbeskrivelse fra ældre tid bevaret.

Om Reykjavig beretter Arne Magnussön (efter tradition på Seltjarnarnæs) et besynderligt yngre sagn, i følge hvilket Ingolvs højsædessøjler først skulde være drevet i land på Effersø, men da det forekom Ingolv urimeligt, at guderne skulde have anvist ham et så ringe landnam, havde han opbrændt søjlerne på det sted i Effersø, som hedder Reykjanes, med den beslutning at tage landnam der, hvor røgen lagde hen. Røgen drev ind mod stedet for en vig, som siden hedder Reykjavig. Om stedet for handelspladsen Holmens-havn, så vel som om beliggenheden af bondegården Reykjavig giver et kort fra år 1715 (opbevaret i en af universitetsbibliotekets kort-mapper) så interessante oplysninger, at det vistnok vil findes naturligt, at en afbildning af den herhen hørende del af dette (i ¼ formindskelse) her er ladet medfølge. Kortet er — som det af et på dets fod anbragt, her vedføjet alexandrinsk vers fremgår — udført af en dansk mand Hoffgaard til minde om hans ophold på Holmens-havn, under hvilket købmanden druknede på et ridt ad granden, der forbinder Effersø med fastlandet. Verset lyder:

Paa Holmen Haabed kom aar Sytten Hundrede og fembten

Tillige wor Convoy som war dend Suendske falcken,

Dend Tied Jeg paa Hafvnen Laa, mig Tiden Ey fortröd;

Omskiöndt blandt gledskabs skaaler war skiult dend bleege död.

Som sig da tegne Lod, da Heste flock Reed granden;

da Hörtes Jammers Raab af skougaard og kiöbmanden,

og wie som saa der paa, O Tinck Elendig stand;

Dett Hierte briste maatte, da kiöbmanden Reckte Haand

hvorefter navns underskrift følger.

Kortet omfatter Seltjarnarnæs ind til Laugarnæs, samt farvandet over til Kjalarnæs' sydkyst med de mellemliggende øer. En betydelig del af tegningen optages af et på havnen liggende skib, formodenlig det i verset omtalte orlogsskib. Af kortet ses da først, at handelshusene alt da (ved begyndelsen af det 18de årh.) lå på Effersø, hvorimod Grandholmene kun er fremstillede som ubetydelige skær, så at det må synes meget tvivlsomt, om handelsbygningeme virkelig nogensinde har stået dér eller i det hele andensteds end på Effersø. Endvidere ses Reykjavig-bondegård vest for kirken, hvor jo også alt taler for at søge dens plads, så at nu enhver uvished med hensyn til dens beliggenhed forsvinder.

Reykjavig som landets hovedstad har naturligvis på forskellig måde udviklet sig siden udgivelsen af IB, I (således har nu et altingshus med lokale for de offenlige samlinger rejst sig, byen har to bogtrykkerier o. s. v.), men en nærmere omtale af disse forhold forbigås her.

Ved den nær Havnefjord liggende gård Ófriðarstadir skal der have været tingsted, og her træffes navnene Þínggerði og Gálga-torfa (AM.).

Angående Hvassahraun (sml. IB. I, s. 30—31) gør Steph. Thorarensen opmærksom på, at den neden for Almenningen liggende gård af dette navn ejer land til midt ind på Almenningen, hvor hreppsgrænsen falder, medens derimod hraunet syd for Hvassahraun-gården hedder Afstapahraun; dette, der kommer fra Trölladyngjafjældene, er højt og stejlt, men smalt og falder i søen ved Vatnsleysuvík.

Tillige bemærker præsten, at rensdyrene kun om vintren af og til lader sig se i Almenningen, men have deres egenlige tilholdssteder i fjældene omkring Hengill.

Så vel Arne Magnussön som Steph. Thorarensen kender Stakksvík eller Stakksfjörðr, bugten mellem Hólmsberg og Brunnastaðatangen på Vatnsløsestrand , men med hensyn til denne henvises i øvrigt til fjordfortegnelsen.

Arne Magnussön påviser af »Bessastaðabók« (AM. 238, 4to), at Rosmhvalanes i middelalderlige dokumenter om forstrandsret regnes fra Kevlavig til Oserne (Vågs-osar) — altså svarende til det senere Suðurnes. Denne halvøs yderste del »Garðr« skal efter sagn have sit navn, fordi den oprindelig var helt afgærdet fra den øvrige del.

Angående »Driftarsteinn« (sml. IB. I, s. 37 »Dýtarsteinn«), som Arne Magiiussøn er mest tilbøjelig til at antage for den samme som Eldø, henvises til »Tylvte«-fortegnelsen.

Om Reykjanes har Arne Magnussön forskaffet sig udførlige chorografiske meddelelser. Næsset omfatter herefter strækningen mellem Grindavig og Havnene. Her vidste traditionen at nævne en hel række ødegårde; navnlig skulde så at sige enhver af småvigene på næssets sydside have været stedet for en sådan, længst ude (ved Skarfasetr) skulde kirken have ligget. Alle disse stod, indtil »næsset brændte«. [Yderst på Reykjans hæver sig nu Islands første, og foreløbig eneste, fyrtårn.]

Med hensyn til lavastrækningerne mellem Guldbringe-syssels sydøstligste bygd Krisuvig og Selvåg-bygden i Ånæs-syssel bekræfter Steph. Thorarensen, at de intet have med Trölladyngja-fjældene at gøre; de yngre af disse strømme (tre i tallet) ses tydelig at komme fra et krater i de ovenfor liggende fjælde.

To stedsnavne, knyttede til disse egne, og om hvilke samme meddeler giver oplysning, fortjæne særlig at fremhæves, nemlig Sýslusteinn og Hvítskeggshvammr; bægge findes anførte Dipl. isl. I, s. 493. »Sysselstenen«, der står ved den vestlige ende af Geitahlíð (IB. I, s. 72), betegner stadig grænsen mellem Guldbringe syssel og Ånæs syssel. Dalsænkningen Hvitskeggshvamm, der i et ældre dokument om afgifter til Vidø kloster betegner det pågældende distrikts ene ydergrænse, ligger op i Geitahlíð mellem Deildarháls og dysserne Krís og Herdís (se IB. I, s. 41).

På adskillige steder i Gb. (Straumr, Stóra Vatnsleysa, Havnefjord, Þórshöfn) påvistes i følge Arne Magnussön ved kysten bodtomter, der skulde være lævninger af købmandsboder fra den tid, da de tyske, inden handlen monopoliseredes, om somren handlede med indbyggerne.

I tillæg og rettelser til IB. I. er fremhævet nogle runestene fra dette syssel. Ligeledes er dér et par trykfejl anførte. Følgende kunne endvidere fremhæves:

S. 6, l. 5 f. o. (anm.) udtrykt, læs utrykt.

• 10, l. 11 f. n. (anm.) heboerne, læs beboerne.

• 19, l. 8 f. o. god i, læs i god.

• 29, l. 23 f. o. malmstrøm, læs malstrøm.

• 31, l. 2 f. n. (anm.) tunet, læs i tunet.

• 43, l. 17 f. o. øster, læs vester.

__________________________

Kjos syssel.

Dette syssel vedrørende findes, foruden de i IB. I benyttede arbejder, en sysselbeskrivelse på dansk fra år 1746, ligesom også nogle optegnelser af Arne Magnussön i Chor. isl. Dog give disse kilder ikke meget nyt: I en meddelelse til Arne Magnussön (år 1722) anføres, at endnu vistes det første tingsted på øren ved Esjuberg på nordsiden af Kollafjord (Þingeyri benævnes den på en tilhørende tegning), lige så vel som stedet for St. Columbi kirke på Esjuberg. — Han kender navnene Blótkelda og Goðahóll ved Hof på Kjalarnæs. — Ved Þerneyjarsund vistes tomter af gamle købmandsboder.

Foruden et par i tillæg til IB. I meddelte rettelser kan følgende trykfejl mærkes:

S. 55, anm. 1. Belge, læs Helge.

• 57, l. 16 f. o. lange, læs langs.

• 59, anm. 1, læs : Hallgrimssön.

• 60, l. 6 f. o. sr, læs er.

• 60, l. 22—23 f. o. læs: nordligere.

• 61, l. 22 f. o. stejse, læs stejle.

• 61, l. 24 f. o. snekred, læs sneskred.

• 63, l. 22 f. o. jænt, læs jævnt.

• 66, l. 5 f. o. Ellidaos, læs Ellidaåos.

Enkelte berigtigelser findes desuden i »tillæg og rettelser« til IB. I.

__________________________

Ånæs syssel.

Over dette syssel, »Arnes-Syssel«, som det dér kaldes, findes en sysselbeskrivelse fra forrige århundrede (1746); ligeledes vedrøre adskillige af Arne Magnussöns chorografiske optegnelser dette vidtstrakte landskab, — og, navnlig for altingsstedets vedkommende, er forskellige privatmeddelelser siden udgivelsen af IB. I komne mig i hænde.

Med hensyn til fremstillingen i IB. I, s. 91 ffg. af forholdene på altingsstedet er således at berigtige:

Når der s. 91 siges, at beretningen i Sturl. om Öksarås afledning til Almannagjå sandsynligvis er et uhjemlet sagn, er denne påstand selv noget tvivlsom. Den nu afdøde præst på Tingvold Simon Bech beretter nemlig, at det leje, hvori Öksarå oprindelig løb, endnu påvises i lavastrækningen vest for Almannagjå. Ålejet udgår fra Öksarå sydøst for Brúsastaðir og fortsættes nedover hraunet forbi Kárastaðir til Tingvoldsøen. Traditionen siger, at hyrden på Brúsastaðir har afledet åen, for at fårevogtningen i hraunet kunde blive ham mindre besværlig (fårene måtte nemlig tidligere idelig hentes tilbage over åen).

I forbindelse med hvad der s. 92—93 er ytret om Tingvoldhraunets sænkning ved jordskælvet 1789 kan anføres, at St. Povlssøn — i sin håndskrevne beretning om Varmådalsudbruddet 1783 — endog angiver Almannagjås søndre væg som sunken på sine steder 4—6 alen.

Når der s. 95 ved et udråbstegn er udtalt forundring over Islendingabogs beretning: at kløften Kolsgjå er opkaldt efter den myrdede Kol; det var nemlig den kløft, hvor »ligene« fandtes, — beror det på en misforståelse af den islandske flertalsform »hræin«, der nemlig kan oversættes ved »resterne«, »lævningerne«.

I IB. I, s. 108—109, hvor bodbeskrivelsen fra år 1700, den såkaldte »katastasis«, omtales, er denne tillige aftrykt i oversættelse, men efter et af de almindelige, temlig skødesløst afkrevne eksemplarer. Om end denne beskrivelse næppe har andet værd end en samtidigs hypotese støttet til de da gængse formodninger, spiller den dog en vis rolle for altingsstedets topografi, ligesom endnu almenheden tillægger den troværdighed; — således er fremstillingen i det af det islandske literære selskab år 1878 udgivne arbejde »Alþíngisstaður hinn forni« af Sig. Guðmundsson bygget på denne.

Da der nu blandt Arne Magnussöns samlinger findes et eksemplar af katastasis, der står over de andre kendte recensioner — uden disses uklarhed og sproglige unøjagtigheder — , og som tillige bidrager i al fald noget til oplysning om, hvorfra beskrivelsen stammer, synes det rettest at give den en plads her, for at den islandske tekst, i en så oprindelig form som mulig, kan være almindelig tilgængelig.

Beskrivelsen, der optager de 6 første sider af et af 4 blade bestående læg i oktavformat, er skrevet af en af Arne Magnussöns skrivere (Þórður Þórðarson) og bærer øverst på forreste side følgende egenhændige påskrift af Arne Magnussön: Epter hendi Sigurdar Biörns sonar lögmanns, aptarst i bok i folio, sem til heyrer Sigurdi Sigurdz syne yngra.

Den Arnamagnæanske recension lyder som følger:

Alþings Catastasis epter sögn fyrre manna.

Flosabud var nordur leingst vestann framm under fossenum enn ad mesta af brotenn Anno 1700. Þar sem nu lögrettann stendur A° 1700. var bud Þorgeirs liósvetninga goda Sem var lögmadur Jslendinga sá fimte, hann Sagde upp Christa tru þad ár 1000. Christner menn og Heidner lögdu under hans urskurd: Enn med Christneboded komu ut Gizor Hvite og Hiallte Skeggiason i tid Olafs K. Tryggvasonar.

Krossskard, hvar i fordum stód vigdur kross, eirn eda tueir er upp undann Iögrettunne næsta Skard fyrer nordann Snorrabud, hæd krossins var epter Olafs K. Tryggvasonar og Hiallta Skeggiasonar.

Enn hladsla þar i mille á giár barmenum var ádur fiórdungs dóma þingstadur.

Snorra Goda bud var i vestara Skardenu nordann til vid reidgötu upp i almannagiá ad Kárastada Stig.

A Holnum Sunnann til vid Snorra bud og reidgötuna ad Stefna á Þingvelle var bud Eiolfs Bolverkssonar.

Gizors Hvita var þar sem amptmans bud er 1700.

Geirs goda bud var næst fyrer austann hana þar var Christophors heidemanns bud.

Höskulldar Dalakolls bud var millum Auxarár og Geirs Góda budar.

Asgrims Ellidagrimsonar bud var upp ad gianne mótz vid Gizors Hyita bud.

Eigels Skallagrimssonar bud millum Geirs góda budar og giárennar upp ad.

Hiallta Skeggiasonar bud var næst nordur undann lögrettunne

Flose hafde ádur bud fyrer austann ána Skamt fra Siduhalls bud hvar sidar yar biskups Augmundar bud vestann til vid Þingvallnatrader á hægre hönd i tunenu þa heim ad kirkiunne er rided.

Gudmundar rika bud var nærre ánne vestann til vid götuna fra Snorrabud ofann ad lögrettunnj ádur var hans bud austann til vid ána og austur undann Þorleifs hólma. Skamt fra þui gamla lögberge sem millum giánna var og einnstyge ad.

Skaffta lögmans Þorroddssonar Item Marcusar Skeggiasonar og Grims Suertingssonar buder voru sudur leingst med ánne mótz vid Þingvallastad.

Niáls bud nær anne Sunnann Gizors Huita bud þar og Rang vellinga buder.

Mardar Gygiu bud ut med bergenu fyrer ofann og vestann Gizors Huita bud.

Wmm tid Þordar Gudmundzsonar og Jóns Jonssonar Logmanna 1577 var logrettann færd i Þorgeirs liosvetninga Goda budartopt austann af holmanum sem Hirdstiora bud adur stód, og kalladur er Kagahólme.

Hvad der i anmærkningen til s. 111 er angivet om betydningen af udtrykket: »Når sol er (kommer) på den vestre (højere) gjåhammer (gjåbakke)« har vistnok sin rigtighed. Udtrykket betegner: Når solen tidlig om morgenen beskinner Almannagjås vestervæg. Men uklarhed — til dels opstået ved en, ved misforståelse af en forespørgsel foranlediget meddelelse fra Tingvoldpræsten — har bevirket en vildledende udtalelse om, at solskiven fra altingsstedet aldrig skulde kunne ses over Almannagjås vestervæg (ɔ: at vestervæggen aldrig tegnede sig således mod horizonten, at den kunde benyttes som dagsmærke). Tværtimod benyttes flere højder på vestervæggen som dagsmærker. Et sådant dagsmærke »Miðaptansdrángar« er endog afsat på det IB. I medfølgende kort over altingsstedet »Midaftensdrangerne« stå (i følge et senere brev fra præsten) kort nord for den klippe, hvor »ret midaften (kl. 6) holdes«. Noget syd for Kárastaða-stig(r) er (i følge samme) på gjåkanten et andet dagsmærke Nónþúfa; imidlertid er ret nón (kl. 3) ikke her, men noget nordligere. Når dagen er længst, synker solen ned bag gjåvæggen c. kl. 8½ (samme).

---