Tillæg og rettelser (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

TILLÆG OG RETTELSER TIL HELE VÆRKET

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Guldbringe syssel.

Til en beskrivelse af dette syssel findes i Arne Magnussöns Chor. isl. et temlig betydeligt materiale, ligesom også adskillige meddelelser vedrørende denne egn efter udgivelsen af IB., I. er tilstillet mig fra pastor Stephan Thorarensen til Kalvatjörn. Også kan flere oplysninger uddrages af de i kongerigets arkiv bevarede dele af en almindelig Islandsbeskrivelse fra midten af forrige århundrede; derimod er for dette syssels vedkommende ingen sysselbeskrivelse fra ældre tid bevaret.

Om Reykjavig beretter Arne Magnussön (efter tradition på Seltjarnarnæs) et besynderligt yngre sagn, i følge hvilket Ingolvs højsædessøjler først skulde være drevet i land på Effersø, men da det forekom Ingolv urimeligt, at guderne skulde have anvist ham et så ringe landnam, havde han opbrændt søjlerne på det sted i Effersø, som hedder Reykjanes, med den beslutning at tage landnam der, hvor røgen lagde hen. Røgen drev ind mod stedet for en vig, som siden hedder Reykjavig. Om stedet for handelspladsen Holmens-havn, så vel som om beliggenheden af bondegården Reykjavig giver et kort fra år 1715 (opbevaret i en af universitetsbibliotekets kort-mapper) så interessante oplysninger, at det vistnok vil findes naturligt, at en afbildning af den herhen hørende del af dette (i ¼ formindskelse) her er ladet medfølge. Kortet er — som det af et på dets fod anbragt, her vedføjet alexandrinsk vers fremgår — udført af en dansk mand Hoffgaard til minde om hans ophold på Holmens-havn, under hvilket købmanden druknede på et ridt ad granden, der forbinder Effersø med fastlandet. Verset lyder:

Paa Holmen Haabed kom aar Sytten Hundrede og fembten

Tillige wor Convoy som war dend Suendske falcken,

Dend Tied Jeg paa Hafvnen Laa, mig Tiden Ey fortröd;

Omskiöndt blandt gledskabs skaaler war skiult dend bleege död.

Som sig da tegne Lod, da Heste flock Reed granden;

da Hörtes Jammers Raab af skougaard og kiöbmanden,

og wie som saa der paa, O Tinck Elendig stand;

Dett Hierte briste maatte, da kiöbmanden Reckte Haand

hvorefter navns underskrift følger.

Kortet omfatter Seltjarnarnæs ind til Laugarnæs, samt farvandet over til Kjalarnæs' sydkyst med de mellemliggende øer. En betydelig del af tegningen optages af et på havnen liggende skib, formodenlig det i verset omtalte orlogsskib. Af kortet ses da først, at handelshusene alt da (ved begyndelsen af det 18de årh.) lå på Effersø, hvorimod Grandholmene kun er fremstillede som ubetydelige skær, så at det må synes meget tvivlsomt, om handelsbygningeme virkelig nogensinde har stået dér eller i det hele andensteds end på Effersø. Endvidere ses Reykjavig-bondegård vest for kirken, hvor jo også alt taler for at søge dens plads, så at nu enhver uvished med hensyn til dens beliggenhed forsvinder.

Reykjavig som landets hovedstad har naturligvis på forskellig måde udviklet sig siden udgivelsen af IB, I (således har nu et altingshus med lokale for de offenlige samlinger rejst sig, byen har to bogtrykkerier o. s. v.), men en nærmere omtale af disse forhold forbigås her.

Ved den nær Havnefjord liggende gård Ófriðarstadir skal der have været tingsted, og her træffes navnene Þínggerði og Gálga-torfa (AM.).

Angående Hvassahraun (sml. IB. I, s. 30—31) gør Steph. Thorarensen opmærksom på, at den neden for Almenningen liggende gård af dette navn ejer land til midt ind på Almenningen, hvor hreppsgrænsen falder, medens derimod hraunet syd for Hvassahraun-gården hedder Afstapahraun; dette, der kommer fra Trölladyngjafjældene, er højt og stejlt, men smalt og falder i søen ved Vatnsleysuvík.

Tillige bemærker præsten, at rensdyrene kun om vintren af og til lader sig se i Almenningen, men have deres egenlige tilholdssteder i fjældene omkring Hengill.

Så vel Arne Magnussön som Steph. Thorarensen kender Stakksvík eller Stakksfjörðr, bugten mellem Hólmsberg og Brunnastaðatangen på Vatnsløsestrand , men med hensyn til denne henvises i øvrigt til fjordfortegnelsen.

Arne Magnussön påviser af »Bessastaðabók« (AM. 238, 4to), at Rosmhvalanes i middelalderlige dokumenter om forstrandsret regnes fra Kevlavig til Oserne (Vågs-osar) — altså svarende til det senere Suðurnes. Denne halvøs yderste del »Garðr« skal efter sagn have sit navn, fordi den oprindelig var helt afgærdet fra den øvrige del.

Angående »Driftarsteinn« (sml. IB. I, s. 37 »Dýtarsteinn«), som Arne Magiiussøn er mest tilbøjelig til at antage for den samme som Eldø, henvises til »Tylvte«-fortegnelsen.

Om Reykjanes har Arne Magnussön forskaffet sig udførlige chorografiske meddelelser. Næsset omfatter herefter strækningen mellem Grindavig og Havnene. Her vidste traditionen at nævne en hel række ødegårde; navnlig skulde så at sige enhver af småvigene på næssets sydside have været stedet for en sådan, længst ude (ved Skarfasetr) skulde kirken have ligget. Alle disse stod, indtil »næsset brændte«. [Yderst på Reykjans hæver sig nu Islands første, og foreløbig eneste, fyrtårn.]

Med hensyn til lavastrækningerne mellem Guldbringe-syssels sydøstligste bygd Krisuvig og Selvåg-bygden i Ånæs-syssel bekræfter Steph. Thorarensen, at de intet have med Trölladyngja-fjældene at gøre; de yngre af disse strømme (tre i tallet) ses tydelig at komme fra et krater i de ovenfor liggende fjælde.

To stedsnavne, knyttede til disse egne, og om hvilke samme meddeler giver oplysning, fortjæne særlig at fremhæves, nemlig Sýslusteinn og Hvítskeggshvammr; bægge findes anførte Dipl. isl. I, s. 493. »Sysselstenen«, der står ved den vestlige ende af Geitahlíð (IB. I, s. 72), betegner stadig grænsen mellem Guldbringe syssel og Ånæs syssel. Dalsænkningen Hvitskeggshvamm, der i et ældre dokument om afgifter til Vidø kloster betegner det pågældende distrikts ene ydergrænse, ligger op i Geitahlíð mellem Deildarháls og dysserne Krís og Herdís (se IB. I, s. 41).

På adskillige steder i Gb. (Straumr, Stóra Vatnsleysa, Havnefjord, Þórshöfn) påvistes i følge Arne Magnussön ved kysten bodtomter, der skulde være lævninger af købmandsboder fra den tid, da de tyske, inden handlen monopoliseredes, om somren handlede med indbyggerne.

I tillæg og rettelser til IB. I. er fremhævet nogle runestene fra dette syssel. Ligeledes er dér et par trykfejl anførte. Følgende kunne endvidere fremhæves:

S. 6, l. 5 f. o. (anm.) udtrykt, læs utrykt.

• 10, l. 11 f. n. (anm.) heboerne, læs beboerne.

• 19, l. 8 f. o. god i, læs i god.

• 29, l. 23 f. o. malmstrøm, læs malstrøm.

• 31, l. 2 f. n. (anm.) tunet, læs i tunet.

• 43, l. 17 f. o. øster, læs vester.

__________________________

Kjos syssel.

Dette syssel vedrørende findes, foruden de i IB. I benyttede arbejder, en sysselbeskrivelse på dansk fra år 1746, ligesom også nogle optegnelser af Arne Magnussön i Chor. isl. Dog give disse kilder ikke meget nyt: I en meddelelse til Arne Magnussön (år 1722) anføres, at endnu vistes det første tingsted på øren ved Esjuberg på nordsiden af Kollafjord (Þingeyri benævnes den på en tilhørende tegning), lige så vel som stedet for St. Columbi kirke på Esjuberg. — Han kender navnene Blótkelda og Goðahóll ved Hof på Kjalarnæs. — Ved Þerneyjarsund vistes tomter af gamle købmandsboder.

Foruden et par i tillæg til IB. I meddelte rettelser kan følgende trykfejl mærkes:

S. 55, anm. 1. Belge, læs Helge.

• 57, l. 16 f. o. lange, læs langs.

• 59, anm. 1, læs : Hallgrimssön.

• 60, l. 6 f. o. sr, læs er.

• 60, l. 22—23 f. o. læs: nordligere.

• 61, l. 22 f. o. stejse, læs stejle.

• 61, l. 24 f. o. snekred, læs sneskred.

• 63, l. 22 f. o. jænt, læs jævnt.

• 66, l. 5 f. o. Ellidaos, læs Ellidaåos.

Enkelte berigtigelser findes desuden i »tillæg og rettelser« til IB. I.

__________________________

Ånæs syssel.

Over dette syssel, »Arnes-Syssel«, som det dér kaldes, findes en sysselbeskrivelse fra forrige århundrede (1746); ligeledes vedrøre adskillige af Arne Magnussöns chorografiske optegnelser dette vidtstrakte landskab, — og, navnlig for altingsstedets vedkommende, er forskellige privatmeddelelser siden udgivelsen af IB. I komne mig i hænde.

Med hensyn til fremstillingen i IB. I, s. 91 ffg. af forholdene på altingsstedet er således at berigtige:

Når der s. 91 siges, at beretningen i Sturl. om Öksarås afledning til Almannagjå sandsynligvis er et uhjemlet sagn, er denne påstand selv noget tvivlsom. Den nu afdøde præst på Tingvold Simon Bech beretter nemlig, at det leje, hvori Öksarå oprindelig løb, endnu påvises i lavastrækningen vest for Almannagjå. Ålejet udgår fra Öksarå sydøst for Brúsastaðir og fortsættes nedover hraunet forbi Kárastaðir til Tingvoldsøen. Traditionen siger, at hyrden på Brúsastaðir har afledet åen, for at fårevogtningen i hraunet kunde blive ham mindre besværlig (fårene måtte nemlig tidligere idelig hentes tilbage over åen).

I forbindelse med hvad der s. 92—93 er ytret om Tingvoldhraunets sænkning ved jordskælvet 1789 kan anføres, at St. Povlssøn — i sin håndskrevne beretning om Varmådalsudbruddet 1783 — endog angiver Almannagjås søndre væg som sunken på sine steder 4—6 alen.

Når der s. 95 ved et udråbstegn er udtalt forundring over Islendingabogs beretning: at kløften Kolsgjå er opkaldt efter den myrdede Kol; det var nemlig den kløft, hvor »ligene« fandtes, — beror det på en misforståelse af den islandske flertalsform »hræin«, der nemlig kan oversættes ved »resterne«, »lævningerne«.

I IB. I, s. 108—109, hvor bodbeskrivelsen fra år 1700, den såkaldte »katastasis«, omtales, er denne tillige aftrykt i oversættelse, men efter et af de almindelige, temlig skødesløst afkrevne eksemplarer. Om end denne beskrivelse næppe har andet værd end en samtidigs hypotese støttet til de da gængse formodninger, spiller den dog en vis rolle for altingsstedets topografi, ligesom endnu almenheden tillægger den troværdighed; — således er fremstillingen i det af det islandske literære selskab år 1878 udgivne arbejde »Alþíngisstaður hinn forni« af Sig. Guðmundsson bygget på denne.

Da der nu blandt Arne Magnussöns samlinger findes et eksemplar af katastasis, der står over de andre kendte recensioner — uden disses uklarhed og sproglige unøjagtigheder — , og som tillige bidrager i al fald noget til oplysning om, hvorfra beskrivelsen stammer, synes det rettest at give den en plads her, for at den islandske tekst, i en så oprindelig form som mulig, kan være almindelig tilgængelig.

Beskrivelsen, der optager de 6 første sider af et af 4 blade bestående læg i oktavformat, er skrevet af en af Arne Magnussöns skrivere (Þórður Þórðarson) og bærer øverst på forreste side følgende egenhændige påskrift af Arne Magnussön: Epter hendi Sigurdar Biörns sonar lögmanns, aptarst i bok i folio, sem til heyrer Sigurdi Sigurdz syne yngra.

Den Arnamagnæanske recension lyder som følger:

Alþings Catastasis epter sögn fyrre manna.

Flosabud var nordur leingst vestann framm under fossenum enn ad mesta af brotenn Anno 1700. Þar sem nu lögrettann stendur A° 1700. var bud Þorgeirs liósvetninga goda Sem var lögmadur Jslendinga sá fimte, hann Sagde upp Christa tru þad ár 1000. Christner menn og Heidner lögdu under hans urskurd: Enn med Christneboded komu ut Gizor Hvite og Hiallte Skeggiason i tid Olafs K. Tryggvasonar.

Krossskard, hvar i fordum stód vigdur kross, eirn eda tueir er upp undann Iögrettunne næsta Skard fyrer nordann Snorrabud, hæd krossins var epter Olafs K. Tryggvasonar og Hiallta Skeggiasonar.

Enn hladsla þar i mille á giár barmenum var ádur fiórdungs dóma þingstadur.

Snorra Goda bud var i vestara Skardenu nordann til vid reidgötu upp i almannagiá ad Kárastada Stig.

A Holnum Sunnann til vid Snorra bud og reidgötuna ad Stefna á Þingvelle var bud Eiolfs Bolverkssonar.

Gizors Hvita var þar sem amptmans bud er 1700.

Geirs goda bud var næst fyrer austann hana þar var Christophors heidemanns bud.

Höskulldar Dalakolls bud var millum Auxarár og Geirs Góda budar.

Asgrims Ellidagrimsonar bud var upp ad gianne mótz vid Gizors Hyita bud.

Eigels Skallagrimssonar bud millum Geirs góda budar og giárennar upp ad.

Hiallta Skeggiasonar bud var næst nordur undann lögrettunne

Flose hafde ádur bud fyrer austann ána Skamt fra Siduhalls bud hvar sidar yar biskups Augmundar bud vestann til vid Þingvallnatrader á hægre hönd i tunenu þa heim ad kirkiunne er rided.

Gudmundar rika bud var nærre ánne vestann til vid götuna fra Snorrabud ofann ad lögrettunnj ádur var hans bud austann til vid ána og austur undann Þorleifs hólma. Skamt fra þui gamla lögberge sem millum giánna var og einnstyge ad.

Skaffta lögmans Þorroddssonar Item Marcusar Skeggiasonar og Grims Suertingssonar buder voru sudur leingst med ánne mótz vid Þingvallastad.

Niáls bud nær anne Sunnann Gizors Huita bud þar og Rang vellinga buder.

Mardar Gygiu bud ut med bergenu fyrer ofann og vestann Gizors Huita bud.

Wmm tid Þordar Gudmundzsonar og Jóns Jonssonar Logmanna 1577 var logrettann færd i Þorgeirs liosvetninga Goda budartopt austann af holmanum sem Hirdstiora bud adur stód, og kalladur er Kagahólme.

Hvad der i anmærkningen til s. 111 er angivet om betydningen af udtrykket: »Når sol er (kommer) på den vestre (højere) gjåhammer (gjåbakke)« har vistnok sin rigtighed. Udtrykket betegner: Når solen tidlig om morgenen beskinner Almannagjås vestervæg. Men uklarhed — til dels opstået ved en, ved misforståelse af en forespørgsel foranlediget meddelelse fra Tingvoldpræsten — har bevirket en vildledende udtalelse om, at solskiven fra altingsstedet aldrig skulde kunne ses over Almannagjås vestervæg (ɔ: at vestervæggen aldrig tegnede sig således mod horizonten, at den kunde benyttes som dagsmærke). Tværtimod benyttes flere højder på vestervæggen som dagsmærker. Et sådant dagsmærke »Miðaptansdrángar« er endog afsat på det IB. I medfølgende kort over altingsstedet »Midaftensdrangerne« stå (i følge et senere brev fra præsten) kort nord for den klippe, hvor »ret midaften (kl. 6) holdes«. Noget syd for Kárastaða-stig(r) er (i følge samme) på gjåkanten et andet dagsmærke Nónþúfa; imidlertid er ret nón (kl. 3) ikke her, men noget nordligere. Når dagen er længst, synker solen ned bag gjåvæggen c. kl. 8½ (samme).

Medens der efter skriftets anlæg i det hele næppe er anledning til her at imødegå Sig. Gudmundssöns »Alþingisstaður«, bør det dog anerkendes, at forskellige vink og oplysninger lade sig uddrage af dette arbejde. Således er vistnok forfatterens s. 42—44 fremsatte anskuelse, at Torlejvs høj har stået på »Voldene«, og at først senere og ved urigtig gætning »Torlejvsholm« i Öksarå har fået dette navn, — rettere end det IB. I, s. 125 antagne, at Torlejvs høj virkelig har været på den i forrige århundrede efter ham benævnte holm.

Endelig må det fremhæves, at der i 1ste hefte af det islandske oldsagselskabs »Árbók« (for 1880—81) er udkommet en beretning af Sigurd Vigfussön om hans undersøgelser og udgravninger på altingsstedet i somren 1880, hvorved forfatteren mener at være nåt til resultater, der afvige fra de IB. I opstillede formodninger om forholdene på altingsstedet. Særlig gælder dette beliggenheden af lovbjærget og Byrgisbúð; ligeledes undersøgtes ved samme lejlighed Öksarås gamle leje. Herom må dog henvises til selve afhandlingen.

IB. I, s. 144—46 er talt om »alenstenene« på Tingvold. Med hensyn til disse meddeler pastor Simon Bech, at den alenstén, som nu står foran kirken, år 1859 blev udtaget af kirkevæggen og opstillet på sin nuværende plads; flere alenstene kendtes da ikke; den anden ved begyndelsen af dette århundrede omtalte alenstén er han mest tilbøjelig til at søge i vejgærdet ud for kirken.

I sysselbeskrivelsen fra 1746 omtales altingsstedet i følgende udtryk: Øxeraae løber ned af Fiældene midt igiennem Thingvalle-Sogn ind i Thingvalle-Wand. Paa den Vester-Side af denne Aae, staaer aarlig det almindelig Lands-Thing; Men paa den østere Side Thingvalle-Præste-Kald, i hvis Kirke holdes Skalholts-Stifttes Consistorial-Ret, eller Synodus Generalis, ved de samme Tiider som Lands-thinget, eller Laug- og Ober-Retten. Tvers over fra Laug-Retten midt udi bemeldte Øxeraae, er en Holme, kaldet Thorleifsholme, som er et almindeligt Rettersted.

Endvidere findes med hensyn til altingsstedet nogle berigtigelser i tillæg til IB. I.

IB. I, s. 151—53 er fjældene Skjaldbred og Hlödufell omtalte. I følge en notits af Arne Magnussön fortalte man da om en fordums bygd omkring Skjaldbred og ovenfor Lundar-Reykjadalen (Bgf.). Af sammes optegnelser om fjældveje fra Nordlandet til altingsstedet ses det, at de i Sturl. nævnte »Brúarárskörð« ligge syd for Hlödufell.

Til hvad der IB. I, s. 160 ffg. meddeles om ældre efterretninger angående Geysir med tilhørende varme kilder kan føjes, at sysselbeskrivelsen 1746 indeholder en ret udførlig beskrivelse af Geysir. Skålens diameter angives til 5 fv. De omboende tog varsler af kilden med hensyn til forestående vejrlig: »når man må vænte storm og regn, skyder han tågen, som undertiden sés at være med rød ild beblandet, så højt i luften, at de, som ere der nær ståendes, synes den rækker snart op til skyerne; dermed flyver vandet ikke så højt som tågen, dog højere end noget tårn kan være i København«. Endvidere berettes: »Ordinær spyr han hver dag stærkest for, om eller efter kl. 9 formiddag, dito sagtere kl. 2—3 efter middag, og siden 9—10. Undertiden ligger han stille og kåger så sagte ned i klippen; smitter man noget i ham, spyr han det op igen. Det som D. Bartholin skriver, at denne selv samme hver ved Höjkedal resolverer træ til sten, lærer erfarenheden at være efter en ugrundet fabel«. Desuden, siges der, findes i syslet fire andre springkilder, men som kun kaste vandet nogle favne højt; disse nævnes ikke særlig. Ved mange af syslets varme kilder »have de gamle gjort sådanne bader eller kilder, at man kan derudi skjule sin krop, og efter behag temperere heden; ti den lille spring, som går til sådanne bad-kar, kan man stoppe og svale, ligesom behov gøres. Som det mærkeligste af sådanne bade nævnes Marteins-Bad, oppe ved fjældet i Biskopstungerne, nærved den gård Højkedal: den (ɔ: det) har biskop Morten, som levede 1547, således indrettet, at ved siden af en stor sten, som står i en kold bæk, har han ladet gøre et rundt gærde af jord og sten, hvori falder varmt vand, som springer op af bemte store sten og rinder langs efter en trind stenarm ned i jordkarret. Af samme sten siges at have faldet tilforn koldt vand igennem et andet stenrør, som nu synes afbrudt« . Strokk, der ganske forbigås her, er sikkert ikke ældre end 1789, således som også Sv. Povlssön bestemt udtaler sig i sin afhandling om Varmådalsvulkanen 1783, hvor han kalder den »den alene vind sprudende Strokk«.

IB. I, s. 159—73 omfatter beskrivelsen af landskabet Biskopstungerne. I denne bygd er to af de mærkeligere oldsagsfund på Island gjorte. Det ene fandtes år 1840 ved gården Miklaholt vest for Torfastaðir, det andet ved gården Brú. Angående disse henvises til den sig til IB. sluttende afhandling »Islands fortidslævninger«, i Årbøger for nordisk oldkyndighed 1882, hvor der vil findes en sammenstilling af alt hvad der hidtil er bleven bekendt om islandske oldsager (ɔ: Islands jærnaldersfund), samt meddelelser om nogle af de mærkeligere middelalderlige sager, og endelig en udsigt over Islands runemindesmærker.

I følge sysselbeskrivelsen 1746 opbevaredes der på Skålholt »en økse, kaldet Remmeggie, hvilken den kæmpe Skarphieden, som levede på det 10de Seculo, skal have baaret i Krig og Dueller. Hændes Skaft er 3¼ alen med jærnbeslag. I almindelighed siges, at samme økse er 2de gange formindsket; er dog hendes blad endnu 7/8 alen«. Endvidere fandtes her nogle gamle drikkehorn.

IB. I, s. 176 er forholdene ved ørebakke-havn omtalt. Hr. grosserer Lefolii har med hensyn hertil velvillig meddelt mig, »at bryggja på Ørebakke er navnet på et skær, som kommer oven vande med storstrømstid, så at man tørskoet kan gå fra de indre til de ydre skær«. »Endvidere«, fortsætter han, »benævnes det vandareal, hvor bådene fortøjes, lón, og en mængde små vandsamlinger, som afgrænses mellem skærene ved ebbe, pollr; men intet af disse ord har jeg nogen sinde hørt brugt om skibslejerne« .

IB. I, s. 181: Haugavað. Om en udgravning af de herværende dysser (fire i tallet) og de herved fundne oldsager henvises til afhandlingen »Islands fortidslævninger« i Årbøger for nord. oldk. 1882.

IB. I, s. 187 nævnes fjældet Búrfell i Grímsnes; det burde være anført, at den efter fjældet benævnte gård omtales Drpl. s. 5.

IB. s. 187 ffg. er »Hrepperne« beskrevne; i Chor. isl. findes adskillige oplysninger om stedsforhold her og om ødegårdene i den ovenfor liggende avrett.

IB. I, s. 194 ffg. omhandler øen Árnes med Árnessþing og de herværende vadesteder. Arne Magnassøn har i Chor. isl. samlet adskilligt herhen hørende. I Arnes har han forgæves søgt den »aftökusteinn«, som skulde findes der. Han har på et andet blad en tegning af Arnes med omliggende holme, vadestederne m. m. med tilhørende beskrivelse; man påstod, at tingstedet havde været omtrent midt på øen og at rester af boderne skulde ses der. Om boderne ved Búðafoss formoder han, at de er fra en senere tid, da Arnes var bleven utilgængeligt vest fra. — Holtavað var alt da forlængst aflagt, men traditionen vilde, at det kun skulde have ført øst fra til Árnes, hvorfra en »stenbue« førte videre til Tjorsås vestre bred.

I sine følgende optegnelser fremhæver Arne Magnussön Tjorsås usejlbarhed på grund af dens to fosser.

Meddelelser vedrørende Tjorsådal gives, og navnet Dimon nord for Skridufell fremhæves: det er to lave fjælde med en sænkning imellem.

Foruden hvad der findes i »tillæg« til IB. I kan af trykfejl for dette syssels vedkommende fremhæves:

S. 80, l. 20 f. o. fafder, læs falder.

• 80, l. 25 f. o. at at, læs at.

• 82, l. 15 f. o. på på, læs på.

• 88, l. 16 f. n. hryllup, læs bryllup.

• 88, l. 14 f. n. læs: Grímkellsstaðir.

• 95, anm. 4. Vm, læs Vem.

• 98, l. 7—8 f. n. at at, læs at

• 103, l. 21 f. o. læs: Ölfusinga búð.

• 112, l. 18 f. o. højre, læs højere.

• 132, l. 14 f. n. dog, læs dag.

• 141, l. 4 f. o. Torains, læs Torarins.

• 141, l. 4 f. o. Den i anm. 1 indeholdte bemærkning om pladsen for nogle boder i følge bodbeskrivelsen (katastasis) udgår i henhold til den i »Tillæg og rettelser«, (s. 405) meddelte bedre tekst af samme.

• 143, anm. l. 2 f. n. »af« og »at« omsættes.

• 144, l. 9—10 f. o. læs: Ábóta steinar.

• 145, anm. : mærkerne [1] og [2] er ombyttede.

• 166, l. 6 f. o. biskop Tangbrand, læs missionspræsten Tangbrand.

• 166 l. 11 f. n. Olavins, læs Olavius.

• 167, l. 23 f. o. begræsning, læs begrænsning.

• 176, l. 6 f. n. fjörbaugsgaðr, læs fjörbaugsgarðr.

• 177, l. 16 f. o. læs: Forna Einarshöfn.

• 180, anm. 1. omtagelse, læs antagelse.

• 181, l. 6 f. o. næves, l. nævnes.

• 183, l. 15 f. o. Örrostudal, læs Orrostudal.

• 187, anm. 1, læs: Efra- og Neðra-Apavatn.

__________________________

Rangåvolde syssel.

Ældre kilder, ubenyttede ved udarbejdelsen af IB. I: Arne Magnnssöns Chorographica islandica, samt en sysselbeskrivelse fra 1744. Denne sidste giver tillige mange bidrag til landets almindelige beskrivelse, navnlig dyre- og planteverdenen.

Om Ydre Skard beretter AM. et uhjæmlet sagn om, at gården i sin tid skulde være flyttet herhen fra »Store Skard« på Rangåvoldene.

De to fosser i Ydre Rangå fremhæver AM. som bevis for, at aldrig nogen kan have sejlet ned gennem åen, og fremhæver ved samme lejlighed, at den jo heller ikke udspringer i Tjorsådal, men langt østligere (sml. hvad der IB. I, s. 205 berettes om Hjalte Skeggessøns sejlads).

Angående Rangåerne, Tværå og Markarfljot har navnlig Arne Magnussön adskillige oplysninger, som i høj grad kunde have lettet de i IB. I, s. 208—11, samt 237—43, sml. 250—55 anstillede undersøgelser om disse vandes løb i ældre tid, hvis de nævnte optegnelser den gang havde været bekendte. — Rangåerne, siger han, bære — efter at de nedenfor Odde have forenet sig — navnet Hólså, ned til søen; Holså er så lang som to stive »bæjarleiðir«. Tværå skiller Hvolshrepp fra Ydre Landøer; den løber langs hele Fljotshlid og ud i østre Rangå. Ydre Landøer nå mod vest til Holså; mod øst skilles de fra Østre-Landøer ved Affaldet — som løber fra Markarfljot til søen — ; oventil begrænses de som sagt af Tværå. Dog er Lambø neden for Tværå, men hører alligevel til Fljotshlid. Østre Landøer ligge mellem Affaldet og Markarfljot ɔ: Ålarne, som dels løbe fra Markarfljot, dels få tilløb fra kilder på »aurar«ne. Strækningen øst for Ålarne, mellem disse og Markarfljot, hører til Øfjældsbygden og søger kirke øst over Fljotet, ligesom den heller ikke regnes til Landøerne. Det er tydeligt, at Markarfljot har løbet, hvor Ålarne nu findes. Oventil nå Østre Landøer fra, hvor Affaldet og Markarfljot grene sig ud fra hinanden.

Af denne firemstilling tør man sikkert slutte, at Tværå den gang (ved beg. af det 18de årh.) har haft samme løb og betydning som nu, Affaldet ligeledes, og at ingen mindedes nogen forandring for disse vandes vedkommende. Kun vidste man, at Ålarne var Markarfljots ældre leje. Holså var endnu eneste afløb for Rangåerne.

Hermed stemmer også sysselbeskrivelsens angivelser. Rangåernes tidligere udløb var da (1744) tilstoppet, så at der af det opdæmmede vand dannedes en, Tykkebæ-forstrand truende, »gljá«. Tværå regnes for en forgrening af Markarfljot. Blandt indsøer i Holtamanna-hrepp nævnes Fiske-, Fracke- og Bayer-vand.

I anledning af en lille dér funden oldsag (sværddupsko ; se Undset: Norske Oldsager i fremmede Museer s. 52) kan fremhæves den under Stóru Vellir (Landmannahrepp) hørende ødegård Járnlaugarstaðir.

Siden udgivelsen af IB. I har der (år 1878) i egnen nord for Hekla fundet et vulkanudbrud sted, der måske med en vis ret kan regnes for Heklas 19de udbrud. Se »Frjettir frá Islandi«, 1878.

Som det fremgår af IB. er i forskellige egne på Island erindringen bevaret om steder, der har været benyttede som »tre-hreppers-tingsted«. Med hensyn til sådanne giver sysselbeskrivelsen følgende oplysning: Når noget, som hele syslet angår, skal forrettes eller forkyndes, da for at spare tid og omkostning forsamles 3de tinglav efter sædvane på et sted, og sådanne steder ere her to, nemlig »Lammöe udi Fliotsliid og Tingskálle paa Rangervelle«. Umiddelbart foran er syslets 8 tingsteder nævnt, hvoriblandt dog disse to ikke findes.

Med hensyn til Holtsós — sml. IB. I, s. 242 — angiver sysselbeskrivelsen, at det berettes, at her i forrige tider har været en god havn for fremmede skibe, hvortil og vises tegn med nogle gærder og tofter, der handelshusene skal have stået; men nu vilde stedet hertil være ganske ubrugeligt.

Endvidere kan i beskrivelsen af dette syssel følgende trykfejl fremhæves:

S. 207, l. 4—5 f. o. læs: Rangarvellir.

• 207, l. 8 f. n. (anm.) læs: Flagbjarnarholt.

• 208, l. 2 f. n. læs: overensstemmende.

• 210, l. 23 f. n. læs: Háfsós.

• 210, l. 7 f. n. Sigfussön, læs Sigurdssön.

• 213, l. 22 f. n. I steden for den næppe forekommende form »Heklufjall« læs »Heklufell«.

• 213, l. 17 f. n. ethver, læs ethvert.

• 220, l. 8 f. n. sydvestlig, læs sydøstlig.

• 245, l. 11 f. n. stækninger, læs strækninger.

• 246, l. 17 f. o. fosøg, læs forsøg.

• 264, l. 13 f. o. »tidligere nævnte« udgår, ligeså l. 20 »Som før nævnt«. De pågældende forhold burde være omtalte s. 233.

• 264, l. 15 f. n. (anm.) læs: tilnavnet.

__________________________

Vestmanøerne.

Også over dette lille syssel findes en beskrivelse fra forrige århundrede (1749); men den giver intet væsenligt nyt. — Oplysninger til stedsnavnene findes i Chor. isl.

Mærkes kan et gammelt kongeligt regnskab for år 1586—87 fra Vestmanøerne (»Vespenø«) — nu i Gehejme-arkivet — , der giver adskillige oplysninger om den tids handels- og fiskeri-forhold dér på stedet. Kongen var i kompagni med en engelskmand, der drev duggeri, men ellers havde engelskmændene netop da fået forbud mod at komme, hvorved den sædvanlige toldafgift udeblev. En skanse (med blokhuse) var da nyanlagt, og en kaptejn med nogle bøsseskytter fandtes på øen. Island kaldes i forhold til Vestmanøerne »Menland« (ɔ: Meginland = fastland).

---