Forskjell mellom versjoner av «Fostbrødrenes saga»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Fóstbrœðra saga)
 
(Kap. 1)
Linje 32: Linje 32:
 
[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg|center]]
 
[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg|center]]
  
 +
 +
'''1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv'''
 +
 +
I den hellige kong Olavs dage var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide.
 +
 +
Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs<ref>&#596;: Dræber-Styr.</ref> bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte.
 +
 +
Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isefjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have ‘trold for døren’. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham svær at have med at gøre.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt ransmand.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her:
 +
 +
 +
::Snart skulle
 +
::snørens løkke
 +
::strammes om
 +
::min strakte hals;
 +
::skjaldens liv
 +
::blev skånet dog —
 +
::takket være
 +
::vise Torbjørg.
 +
 +
 +
Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var.
 +
 +
 +
----
 +
 +
 +
'''Noter:'''
 +
 +
<references />
  
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]
 
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]

Revisjonen fra 12. mai 2016 kl. 19:42

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fostbrødrenes saga

Fóstbrœðra saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Siden er under udarbejdelse.jpg


1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv

I den hellige kong Olavs dage var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide.

Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs[1] bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte.

Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isefjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have ‘trold for døren’. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham svær at have med at gøre.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt ransmand.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her:


Snart skulle
snørens løkke
strammes om
min strakte hals;
skjaldens liv
blev skånet dog —
takket være
vise Torbjørg.


Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var.




Noter:

  1. ɔ: Dræber-Styr.