Jason og det gyldne skind

Jason og argonauterne

Riddersagaer    

Jason og det gyldne skind

fra Trójumanna saga (kap. 7-10)

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Jón Sigurðsson: Trójumanna saga, København, 1848

---

Jason og argonauterne

Pelias hed kongen i Peloponnes i Grækenland. Han var mægtig og berømt. Hans bror hed Aison, men han havde ingen fyrstestatus; hans søn hed Jason, og han var en stor og stærk mand, våbendjærv og kampvant. Han var så vellidt, at næsten alle i riget ønskede at tjene ham. Han var meget mere gavmild med penge end alle andre på den tid. Kong Pelias frygtede, at Jason snart ville fravriste ham magten, og han traf den beslutning at sende ham ud i et ærinde, hvorfra ingen var vendt tilbage. Han sender siden besked til Jason, at denne skal komme til ham, og da Jason modtager kongens brev, opsøger han ham straks, og kongen tog med glæde imod ham — — — —

Og da han havde været der en tid, gik de to frænder til samtalestuen. Da sagde kongen: »Min frænde! Du er ulig de fleste andre mænd i denne verden — dem, der går fortællinger om — og det er nu nødvendigt, at du lader store bedrifter følge hastigt efter hinanden, her mens din alder og anseelse blomstrer. Derved vil din hæder og min magt vokse. Og man anser det for den mest ærefulde færd at drage til Asien til det sted, der hedder Kolchis, for dér at hente det vædderskind, som er spundet af det rene guld. Det er ikke gået godt for dem, der har prøvet at få fat i det, men jeg tænker, at de har båret sig uforsigtigt ad.« Jason havde stor lyst til at drage på denne færd, for konges ros behagede hans øre. Kongen lover ham store hædersbevisninger, såfremt han vender tilbage. Jason mener også, at det er værd at stræbe efter at komme til de mest berømte steder i verden, og han siger ja til at tage af sted.

Kongen sender bud efter den håndværker, der hed Argus, som var den dygtigste i riget, og det nævnes i mange bøger, at han skulle bygge det mest udsøgte skib. Og da dette fortræffelige skib blev sat i søen, blev det kaldt Argo. Disse mænd gjorde sig klar til færden med Jason: Den store Herkules, Tors søn; Kastor og Pollux fra Sparta, brødre til Helena, den skønneste kvinde i Grækenland, gift med Menelaos, og Klytaimestra, der var gift med Agamemnon; med ham drog også Nestor den Vise fra Pilus og Telamon fra Salomina og Peleus fra Figia. Der nævnes ikke flere mænd.

Og da de var klar, stod de til havs og kom siden til det land, der hedder Frygien; dengang herskede Lamedon over det rige; hans søn var Priamos, hans datter Hesione. Priamos’ kone hed Hekabe. Deres sønner var den berømte Hektor og den smukke Alexandros, som med et andet navn hed Paris, og Deiphobos, Helenos og Troilos; deres døtre var Kassandra og Polixena og Troan. Priamos havde også uægteskabelige sønner. Priamos herskede ene over Tyrkiet, mens Lamedon var i live.

Hekabe drømte, mens hun var gravid, at en brændende stok skød ud fra hendes mund, og det forekom hende, at hele byen Troja derved brændte. Hun blev meget skræmt og fortalte Priamos om drømmen. Men vismændene tolkede drømmen sådan, at hun skulle føde en søn, som ville blive skyld i, at hele Troja blev ødelagt. Og da kong Priamos hører dette, befaler han, at drengen skal sættes ud. Og da han blev født, blev han kaldt Alexandros. Men da moderen så, hvor smukt et barn det var, ville hun ikke lade ham sætte ud, og hun lod ham opfostre i hemmelighed, og han blev da kaldt Paris.

Og mens han voksede op, viste han Freja megen hengivenhed, men da han siden fik vished om sin herkomst og holdt sit bryllup med Thetis, indbød han alle guderne til det. Hun tog da et guldæble, hvorpå der var skrevet, at det skulle tilhøre den smukkeste, og det blev da kastet hen mellem Freja og Sif og Gefion. De gik hen til Jupiter, for at han skulle afgøre, hvem af dem der var den smukkeste. Men det ville han ikke, for han frygtede vreden fra dem, der blev vurderet til ikke at være smukkest. Han bød dem at gå hen i skoven Ida til den hyrde, der hed Alexandros. Og en dag, mens han vogtede kvæget, kom en stor tyr hen til ham og kæmpede imod en af hans tyre. Og den tyr, Alexandros havde, blev overvundet. Da satte Tor en krone af herlige blomster på dens hoved. Dagen efter kom tyren igen, og det gik som dagen før. På den tredje dag kom den samme tyr, og den tyr, som Alexandros havde, var til at begynde med underlegen. Men da bandt han en stor brod fast til tyrens pande, og da kunne den tyr, der var kommet, ikke klare sig. Alexandros var meget tilfreds, og derfor satte han kronen på sin tyrs hoved og hædrede den for sejren på denne måde.

Priamos fik at vide, hvad der var sket, og herefter anerkendte han Alexandros som sin søn, og da han var blevet optaget i slægten, nød han samme anseelse som de øvrige brødre. Han var en meget høvisk mand. Og en dag, da han var i skoven Ida, hvor han havde vogtet dyr, forekom det ham i en drøm, at Saturn førte tre kvinder hen til ham: Sif og Freja og Frigg. Og han bad ham sige, hvem af dem der var den smukkeste. Det forekom ham, at Freja bøjede sig hen over ham og bad ham sige, at hun var den smukkeste, og hun sagde, at hun ville belønne ham ved at sørge for, at han fik den skønneste kvinde i Grækenland til kone. Så gik Sif hen til ham og bad ham dømme hende til at være den smukkeste, og hun sagde, at hun ville skænke ham stor verdslig magt og hæder. Men da han fortsat ikke afgør sagen, kommer Frigg hen til ham og tilbyder ham stor visdom og sejr i kamp — hun var krigsgudinde — såfremt han erklærer, at hun er den smukkeste. Han dømmer ikke i sagen, og nu kommer Freja hen til ham, og hun sagde: »Husk nu, hvad du har lovet mig.« Hun viste sig nøgen for ham, og han dømte da hende til at være den smukkeste. Af denne grund var Sif siden fjendtlig over for trojanerne.

Og da Herkules og Jason og de andre var kommet til landet, sendte kong Lamedon nogle mænd hen til dem og bad dem forsvinde, ellers ville han jage dem bort med hæren. Og da de fik denne besked, så de ingen anden udvej end at forlade stedet, og de gør ikke holdt, førend de kom til Kolchis. Dér herskede den konge, der hed Medeus. Hans datter hed Medea; hun var den smukkeste og klogeste kvinde. Og kong Medeus holder nu gæstebud for Jason og de andre, og de opholder sig en tid dér i Kolchis. Nu fortæller Jason kongen om sit ærinde og siger, at han er blevet sendt ud efter det vædderskind, der er hængt op i Tyrs hov, og som mange har forsøgt at få fat i. Kongen sagde: »Du er en prægtig mand, og du skal være velkommen her hos os, men jeg vil fortælle dig, hvad der vil ske, såfremt dette vædderskind fjernes. Da vil den konge, der regerer her, nemlig miste sin magt. Du skal også vide noget om de udfordringer, du vil møde, før du når frem til skindet. Gudehovet bevogtes af den træl, der hedder Argus; han har hundrede øjne, og mens nogle af dem sover, er andre af dem vågne. Ham skal man dysse i søvn og siden dræbe. I gudehovet er der en drage, som du må have hørt om. Det er den mest ondskabsfulde drage; den har mange øjne og udspyr en farlig gift. Den skal også dræbes. Der er to okser, som er støbt i kobber, og de er så fæle og frygtindgydende, at der står flammer ud af deres næse og mund. Du skal derpå nedbryde gudehovet og pløje hen over det med okserne. Siden skal du tage dragens kindtænder og så dem, og op fra dem vil der vokse tre gange tolv mand, som vil hævne dragen; de er så store og stærke som jætter, og man skal kæmpe imod dem. Men den, der gennemfører dette, skal aldrig miste sin berømmelse, så længe verden består.«

Da nu Jason hører dette, bliver han meget bekymret over, hvordan han skal gennemføre disse prøvelser, og nu fører kongen ham hen for at se alle udfordringerne, og jo mere han får at vide, desto værre forekommer det ham. Og Jason bliver nu meget bedrøvet. Kongens datter, Medea, ser, at Jason ikke er glad. Hun synes godt om ham og finder, at det vil være en stor skade, hvis så herlig en mand skal miste livet. Hun besad en stor del af sin faders troldkyndighed, og hun sagde da til sin søster: »Det ville være meget sørgeligt — min kære søster! — hvis denne prægtige mand skulle miste livet, og jeg må prøve, om jeg kan hjælpe ham. Gå du nu hen og sig til ham, at jeg ønsker at møde ham, og jeg vil hellere påtage mig alle disse prøvelser end at lade denne drage dræbe ham.« Nu går pigen til den hal, hvor Jason sover, og hun sagde: »Herre! Sover du?« Han sagde: »Hvem er du — jomfru?« Hun svarer: »Jeg er søster til den fornemme Medea, kongens datter, og hun har sendt mig hen til dig. Hun tager del i dine sorger og bekymringer, men stå nu op, og følg med mig!« Hun går foran ham hen til en skov ikke langt fra borgen, og dér var den fortræffelige Medea, og da hun ser Jason, rejser hun sig og hilser ham. Han er glad for at se hende. De taler om mangt og meget, og Jason indser hurtigt, hvor begavet hun er, og han bliver snart forelsket i hende, og de giver nu hinanden dejlige omfavnelser og blide kys, og de forlader ikke stedet, førend Jason til fulde har fremmet sin vilje med hende. Derefter siger Medea, at han skal være glad og ubekymret, og hun lover ham, at han skal få held med sit forehavende.

Nu går Jason fornøjet hjem, og tiden nærmer sig for udøvelsen af denne stordåd, og en nat kommer kongedatterens udsendinge til Jason, og nu går han og Medea derfra og hen til gudehovet. Og hun dysser da dragen og trællen i søvn, og Jason svinger sværdet og dræber trællen, hvorefter han stikker sværdet i dragen ved boven, sådan som hun havde fortalt ham. Ved dette vågnede denne forfærdelige drage, og den udspyede en skrækkelig gift, men ved kongedatterens hjælp skadede den ham ikke. Nu fløjter kongedatteren efter okserne, og hun går hen til dem og lægger et åg på dem og spænder dem for en vogn og kører alle skattene ud fra gudehovet — herunder dette berømte vædderskind, som var af guld. Nu fremmer hun sin galder og nedbryder dermed gudehovet, og de driver nu sammen okserne frem og overpløjer hovet, og de tager dragens tænder og sår dem i jorden, og mange stærke og bevæbnede mænd skyder op dér. Og de skræmmer Jason meget. Da sagde kongedatteren: »Vær ikke bange — herre! — for de skal fælde hinanden.« Og ved hendes trolddom begyndte de at bekæmpe og dræbe hinanden. Så vender Jason hjem med denne sejr, og han vækker sine mænd og fortæller dem, hvad der er sket. Men Medea gik til sin faders hal, og hun tager alt sit guld og sine fornemste klæder med sig derfra og går nu ned til Jasons skib. Jason og hans mænd løber nu igennem borgen, mens de råber og skriger og dræber alt, hvad der kommer i vejen for dem, og det ender med, at kong Medeus og størstedelen af hans hær falder.

Og Jason opholdt sig dér om vinteren, men kongedatteren var med barn, og hun nedkom med to sønner. Og da det blev forår, drog Jason hjem mod Grækenland med stor ære. En aften kom de til en ø, hvor de lå om natten. Jason og kongedatteren Medea og de andre sov i telte på land. Hun vågnede ikke, før de alle var væk. Hun gik op på øen og så, at de sejlede væk fra øen på alle skibene. Hun råber da med mange tårer og siger: »Jeg véd, at dette ikke er blevet bestemt af Jason, som vandt den største hæder i Kolchis.« Hun opregnede da sine mange sorger, men Jason ønskede ikke desto mindre at sejle væk, for hjemme havde han en anden kone, der var af fornem slægt. Han vender nu hjem til sit land, og alle tager imod ham med glæde — dog ikke kong Pelias. Denne færd gjorde Jason meget berømt, og han blev taget til konge efter Pelias.

---

Noter: