Skagefjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skagafjarðarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Skagefjords syssel
Skagafjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 4500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Den del af Skagestrandshalvøen, som hører til Skagefjords syssel og udgør dettes nordvestlige del, er ikke meget forskellig fra den østre til Hunavatns syssel hørende del. Også for østkystens vedkommende indbefattes den nordligste del (en strækning på henved et par mil) under benævnelsen Skage, og landet er ligeledes her forholdsvis lavt, i almindelighed af et trist og ufrugtbart udseende. Efter Skagen benævner naturligvis Skagefjorden (Skagafjörðr), der — henved 5 mil lang og omtrent halv så bred — skærer sig ind i landet mellem Skagestrandshalvøen mod vest og en endnu større og bredere halvø mod øst. Fjorden har som sædvanlig igen lånt det oven for liggende bebyggede land sit navn. Omtrent midtvejs på jordens vestkyst skærer sig en dal Laksådalen (Laxárdalr) i sydsydvestlig retning op i landet. Det er en ikke meget stor, men dog med adskillige gårde bebygget dal, der mod vest og syd er omgivet af de mellem Hunavatns- og Skagefjords syssel skillende fjældheder; mod øst begrænses den, navnlig for den ydre dels vedkommende, af det karakteristiske fjæld Tindastol (Tindastóll), der mod nord går helt ud til kysten. Det smalle kystland øst for dette fjæld, der benævnes Reykjastrand (Reykjaströnd), er altså ved Tindastolen og Laksådalen fuldstændig adskilt fra Skagen. Tindastolsfjældet benævntes i ældre tid efter landnamsmanden Ejliv ørn Ejlivsfjæld (Eilífsfell, eller -fjall). Af fortællingen om Torvald vidförle (Bsk. s. 45) ses det, at Ejlivs søn Atle, der utvivlsomt har bebot faderens landnamsjord, boede i Laksådal, og det synes, som selve gården er bleven kaldt »under Ejlivsfjæld«. Nogen gård af dette navn findes ikke, men sandsynligvis har Atle bot på ødegården Atlastad (Atlastaðir), som ligger syd for præstegården Hvamm(r), en af de nordligste gårde østlig i dalen.

Mellem Laksådalen og Reykjastrand skiller, som oven for nævnt Tindastol. Dette fjæld går med sin nordende så brat ud imod søen, at al samfærdsel her er afbrudt. Nord fra sét, fra søen, skal fjældet tage sig ud som en uhyre tagryg; sét fra Reykjastranden viser det sig som en kompakt fjældmasse, kronet og også andetsteds besat med talrige små, spidse tinder, hvad der naturligvis har givet det dets senere navn. Ligesom folketroen har søgt en overnaturlig forklaring til, at vejen langs kysten så pludselig afbrydes ved fjældets nordende (se Ísl. þjóðs. II, s. 41), har den også beskæftiget sig meget med »ønskestenene« og »naturstenene« i Tindastol; i virkeligheden skal også fjældet indeholde ualmindelig mange sjældne stene, der med stenskredene styrte ned fra dette og igen findes opdrevne i vigene omkring ved fjældets nordlige del (især i Glerhallavík). Over fjældet føre, fra øst til vest, enkelte smådale eller »skard« (skörð), til nød farbare for gående; intet af disse bærer dog nu navnet Kjartansgjå (Kjartansgjá, Bsk. s. 46). — Reykjastranden, der i en længde af godt og vel to mil strækker sig fra Tindastolens nordpynt til Skagefjordens sydvestlige hjørne, er et smalt, højt, stærkt skrånende kystland mellem fjæld og sø. Den nordligste gård er Reykir, som ligger under Tindastolsfjældet, hvor lien dog har en lille strækning fladere land neden for. Gården er vel bekendt fra Grettes saga, hvor den nævnes i forbindelse med Drangø (Drangey, nu Drángey), Grettes opholdssted i hans tre sidste fredløshedsår. Denne ubeboede ø ligger nordøst for Reykir i en stiv mils afstand; fra Reykir er forbindelsen med øen kortest og lettest, den beskrives derfor rettest sammen med denne gård og Reykjastranden, uagtet den fra gammel tid har været knyttet til ejendomme øst for fjorden, hvor imidlertid selv de nærmeste gårde har en vej på flere mile ud til øen. Drangø tilhørte indtil Grettes besøg forskellige, mest øst for fjorden boende bønder, men kom nu for største delen i Grettes fjendes (og senere drabsmands) Torbjørn angels besiddelse. Da denne efter Grettes drab måtte forlade landet, overdrog han Drangø til sin broder Hjalte, hvorved den antages at være bleven knyttet til Holar, hvilken gård øen lige til bispestolens ophævelse hørte under. Nu er den derimod bortsolgt fra gården Holar. Øen afgiver dels vintergræsning for c. 30 får, dels drives der på og ved øen en indbringende fuglefangst.

Drangø hæver sig i lang frastand ude i fjorden som en uhyre, vandret afskåren klippeblok, mindende om Gejrsholmen i Hvalfjord (Bgf.), men langt større. Da den fredløse Grette intetsteds kan finde ly for sine fjender, giver Gudmund den mægtige ham det råd at begive sig ud i Drangø, som er så godt et forsvarssted, at ingen kan komme op i den uden ved hjælp af stiger, og hvor han aldrig vil kunne blive overvældet, når han blot vogter stigen. Navnlig s. 160 beskrives øen udførligere: Den var græsbevokset, men så brat ud mod søen, at man intetsteds kunde komme op, uden hvor stigerne stod; og når den øvre stige var dragen op, kunde intet menneske bestige øen. Om somren var der rigt fuglebjærg, og i øen gik 80 får. — Her slår nu Grette sig til ro med sin broder Illuge og en ledsager, der skal gå dem til hånde, efter at bonden på Reykir har sat dem over på øen.

Sagaens beskrivelse af øen er i det hele nøjagtig, kun synes antallet af får, som øen kan fede, sat temlig højt; ligeledes foregår bestigningen af øen nu ikke ganske således, som den i sagaen beskrives.

Når man nærmer sig Drangø, ser man, at øen ikke — hvad dens udseende på frastand lader formode — består af hvidgrå klippe, men af en rødbrun, blød og temlig løs sandsten; men fugleskarnet, der i lange striber flyder ned fra enhver lille afsats, giver klippen det omtalte hvidlige udseende. Kort syd for øen hæver sig en fritstående, slank, spidsttilløbende klippe kaldet Kerling; denne »drange« har formodenlig givet øen navn. Nord for øen findes en lignende, men lavere og sværere klippeblok, benævnt Karl (der dog måske tidligere kan have været den betydeligste af de to). — Drangø hæver sig som sagt aldeles lodret op af søen, øens højde angives til 100 fv.; kun på to steder er der under de stejle klippevægge en smule underland eller fjære. Dens længde er c. 200 fv., og hvor den er bredest, mod nord, er den vel omtrent 50 fv., men på de fleste steder meget smallere, bestandig aftagende mod syd. Randen af overfladen ud mod søen hæver sig i mange høvder med småsænkninger imellem. Den mod syd vendende høvde — øens sydspids — er højest og stejlest af dem alle og går aldeles lodret ned mod søen; dette er Hæringsløb (Hæringshlaup), hvor i følge Grettes saga (s. 172) den mod Grette udsendte Hæring i rædsel styrtede sig ned. På vestsiden af øen, hvor der i klippeskrænten etsteds findes en smal, skrånende terrasse, mener man, at bestigningen i ældre tid er gået for sig. — Fra søen op til terrassen — underland findes her ikke — må da en stige af betydelig længde have ført. Derefter kan man have gået et stykke vej langs terrassen, hvorefter man så må have benyttet sig af en øvre stige. Nu skilles imidlertid terrassen ved en så godt som ufarbar kløft fra øens øverste del. Denne kløft antager man derfor må i en senere tid have fået sin nuværende skikkelse. Nordvestlig i øen åbner sig en lille vig mellem klipperne; herfra forgår nu altid opstigningen, ad en vej, som man antager først i en senere tid har dannet sig ved fjældskred. Efter først at have passeret en besværlig »fjære« af klippeblokke klatrer man en tid i forskellig retning (først i øst, så i syd) opad i skriderne (de stejle skråninger af løse sten). Derpå kommer, omtrent midtvejs, det farligste sted, hvor det gælder om at passere nogle favne ad en smal sti omkring et klippehjørne, med aldeles lodret klippe for oven og for neden. Hinsides dette sted er under en fremludende klippe en jævn flade kaldet »Gudmunds-alter« (Guðmundar altari), her holder enhver, der bestiger øen, sin bøn. Derpå møder man igen »skrider«, indtil man når en dog ikke synderlig høj klipperand, hvorover man kun kan komme ved at hale sig op ved hjælp af en nedhængende tovende, der med en stor jærnnagle er fastslået i klipperandens overflade. Kort her oven for begynder græsgrot skråning, og snart har man nåt øens overflade. Overfladen er jævn bølgeformig, begrot med yppigt græs, hist og her mellem høvderne sænker den sig i småhvammer eller lavninger ned ad som en li, men kun en kort strækning. Syd til i øen, adskilt fra Hæringsløb ved en sådan dalsænkning, er på vestsiden af øen en høvde, hvor tomterne af Grettes bolig (Grettisskáli) påvises; der ses resterne af en lille bygning, nu dog til dels ødelagt af en her opført kredsrund fårefold. Stedet, hvor øen i ældre tid antages at være bestegen, er netop her ud for. Desuden findes på øen et par andre tomter, der skrive sig fra fuglefangerne, der hvert forår gæste øen. Østen til i øen findes på et enkelt sted vand, dog kun lidet, og således at det ikke kan nås af kreaturer. Man må for at komme til stedet stige noget ned ad skrænten, klavre ned over et par klipperande, og man finder da her en ved en fremludende klippe dannet ikke dyb, men temlig høj grotte; inderst i denne pibler gennem den løse sandsten på 3-4 steder vanddråber frem, der samles i en lille neden under værende fordybning. Det hvert døgn tilkommende vand skal beløbe sig til 2-3 potter. De 30 får, der hver vinter gå på øen, trives uden vand og blive tilmed overordenlig fede. Udsigten fra Drangø, ind over hele Skagefjordsherredet, skal være storartet og glimrende; er man imidlertid uheldig og overraskes under besøget på øen af nordentåge, kan det hænde sig, at man fra øen næppe ser søen under sine fødder. — Medens Drangø den største del af året ligger aldeles ubesøgt af mennesker, rører der sig hvert forår i en seks ugers tid (fra først i maj til slutningen af juni) det største liv og travlhed omkring øen. I denne tid ruger overalt i afsatserne på øens lodrette klippevægge eller i huler under øens overflade svartfugle (langvier, alker, lunder), og desuden er søen trindtom bedækket med disse fugle. Dels lader øens ejer de rugende fugle og deres æg indsamle på sædvanlig vis, dels — og dette efter en langt større målestok — finder her omkring øen en ganske ejendommelig fuglefangst sted, hvori folk fra alle Skagefjordens bygdelag deltage. Man fortøjer nemlig i søen rækker af små flåder eller firkantede brætter, tæt besatte med hestehårssnarer. På hvert tredje eller femte bræt (og flere forbindes i almindelighed ikke) fastbindes en levende fugl for at lokke de i havet omkring svømmende til at sætte sig på brætterne. Her indvikles de i snarerne, og på denne måde kan der daglig gøres en rig høst af fangne fugle. Brætterne røgtes jævnlig af fuglefangerne, der sædvanlig under fangsttiden bygge sig små hytter på fjæren under Drangø, og som tillige benytte lejligheden til at drive fiskeri i fjorden. De fødemidler, der ad denne vej erhværves, har tit i trange år været af stor betydning; indtræffer havis ud på foråret, er imidlertid så vel dette erhverv som kystfiskeri, tangbrug o. s. v. forhindret.

Da Grette havde været to år i Drangø, slukkedes hans ild en gang ved uforsigtighed, og han udfører da det vovestykke at svømme i land til gården Reykir — mindst en mil — for at hente ild. Han kommer i land ved Reykjanæs (Reykjanes), og efter at have benyttet det varme bad (laug) på Reykir lægger han sig til at sove i en stue på gården, hvorefter bonden næste dag på et fartøj fører ham tilbage til gården. Stedet, hvor Grette først nåede land, må vistnok være det nu såkaldte Reykjadisk(r) — navnet Reykjanæs er nemlig intetsteds her bevaret —, et lille knapformigt næs, der strækker sig ud i søen nordøst for gården Reykir. Syd for Reykjadisk, tæt ved stranden, findes en temlig hed laug. I følge bonden på Reykir skulde laugen tidligere ikke som nu have haft afløb mod øst, men mod nord, og her skulde der have været indrettet et lille stensat bassin, Grettisker (Gretteskar) kaldet, hvorfra igen et afløb førte . — På Reykir må der i følge Grettes saga i sin tid have været kirke; ti noget efter at Grette og hans broder Illuge var bleven dræbte på Drangø, førtes deres legemer til Reykir på Reykjastrand, hvor de blev begravne ved kirken; og som bevis anføres, at senere, da den derværende kirke blev flyttet, fandtes Grettes ben. Om Illuge fremhæves det særlig, at hans ben senere blev nedgravede nord for kirken. Nu er kirkestedet for denne bygds vedkommende det godt og vel en mil sydligere liggende Fagranæs (Fagranes). Her viser man Grettes grav (Grettis leiði), en hvælvet græstørvsforhøjning nord for kirkegården, så tæt op til denne, at gærdet synes at gå tværs over graven. Her vil man så, at Grettes ben skal være nedgravede, da kirken flyttedes fra Reykir (hvorom dog intet nærmere ses af sagaen).

Vest for den sydligste del af Reykjastranden er fjældbegrænsningen ikke så sammenhængende, og der åbner sig her en lille dal ind mellem disse (fjældene); gennem denne (det såkaldte Gönguskarð) kommer man til gårdene vest for Tindastol og ind i den oven for nævnte Laksådal. Gennem denne dal søger også, i nordøstlig retning, Gönguskardså (Gönguskarðsá) ud mod søen. I oldskrifteme er undertiden talt om havskibes landing i Gönguskardsos (Gönguskarðsóss); siden den tid må der dog være foregået en forandring med åens udløb; nu er nemlig dette spærret af sandbanker. — Gönguskardså kan ved sit udløb betragtes som Reykjastrandens sydgrænse; kort syd for møder Skagefjordens sydvestligste vig, en lille bugt Saudåkrog (Sauðárkrókr), hvor der siden 1873 har været opført handelsbygninger, hvorfra der i de senere år er drevet handel hele året rundt.

Op fra Skagefjordens bund strækker sig i en bredde af et par mil og af en 5—6 miles længde syslets hoveddel, sædvanlig benævnt herredet (hérað), — mod syd afsluttet af de såkaldte Skagefjordsdale, som fortsætte sig endnu et stykke ind mellem højlandets fjælde, så at denne bygd får en for en fjorddal ualmindelig udstrækning. I hele sin længde gennemstrømmes den af den store jøkelelv Herredsvandene (Héraðsvötn), der har sine kilder i de fra Hovsjøkel kommende Østre og Vestre Jøkelså og kaldtes i ældre tid også selv Jøkelså (Jökulsá). Straks ved deres indtræden i herredet forene de to Jøkelsåer sig; endnu en strækning indsnævres elven af et klippeleje, men snart begynder den at flyde i lave omgivelser, hvor den på jøkelvandes vis kan kaste sig snart til den ene, snart til den anden side, med idelig skiftende leje. Dog er de ødelæggelser, elven herved har anrettet, ikke af stor betydning, ligesom den i voldsomhed og uhyggelighed ikke kan sammenlignes med sydøstlandets berygtede jøkelelve. Et par mil fra kysten deler den sig om det noget højere Hegranes, som herved forvandles til en ø, i det Herredsvandene i to arme falder i søen, øst og vest for dette.

Skagefjordsbygden har ord for at være en af de smukkeste på Island. Man beundrer ikke alene den smukke fjældindfatning — navnlig mod øst begrænses egnen af høje fjældmasser med mangfoldige smådale og sænkninger, der adskille de forskellige fjældtoppe —, men navnlig de udstrakte græsrige sletter på bægge sider Herredsvandene og herredets tætte bebyggelse med 3 — 4 gårdrækker på hver side af elven, medens 1 — 2 ellers plejer at være det sædvanlige.

Uagtet Skagefjorden i følge sin naturlige beskaffenhed stadig må have haft en forholdsvis talrig befolkning, spiller disse egne dog i den egenlige sagatid næsten ingen rolle, hvad enten det nu kommer af de daværende høvdingers ædle karakter, som nogle vil mene, eller af andre grunde. I Sturlungetiden er derimod lige det modsatte tilfældet, flere af de mest afgørende begivenheder foregå her, og Skagfjordingerne går forrest, hvad tilslutning til høvdingen og sammenhold med hensyn til angreb og forsvar angår. For de senere tiders vedkommende har man hos disse egnes befolkning ment snarere at kunne finde spor af Sturlungetidens folk end af den ældre spagfærdige tids. Men i øvrigt gælder det om hele Nordlandets befolkning, at de i modsætning til beboerne af andre dele af landet udmærke sig ved et livligt og energisk temperament.

Det store Skagefjordsherred falder i forskellige mindre dele hver med sin særlige benævnelse. Nordvestligst, ude ved fjorden, mellem Reykjastranden og Herredsvandenes vestre udløb, ligger den lille Borgarsvejt omkring den ikke ubetydelige sø Miklavatn, som gennem Herredsvandenes vestre arm står i forbindelse med havet. Fra syd optager Miklavatn Sæmundarå (Sæmundará, Ldn: Sæmundarlækr), en mindre å, der har sit udspring i den Hunavatns og Skagefjords syssel forbindende dalsænkning Vatnsskard, og som efter et par miles løb i nordlig retning falder ud i oven nævnte sø. Strækningen vest for åen, landet nærmest under den sammenhængende vestlige fjældbegrænsning, bærer navnet Sæmundarhlíð; i følge oldskrifterne skal Sæmundarhlid bære navn efter landnamsmanden Sæmund, som Ldn. (s. 188) lader bo på Sæmundarstaðir, hvor hans søu Gejrmund boede efter ham. Denne gård er utvivlsomt det nuværende Geirmundarstaðir, der ligger omtrent midt i bygden. Noget nordligere, en halv mils vej syd for Miklavatn, ligger præstegården Reynestad (Reynistaðr), eller, som stedet i ældre tid kaldtes, Stad i Reyneiss (Staðr í Reyni(s)nesi). Det pågældende næs dannes ved en bugtning mod øst af Sæmundarå. I Sturlungetiden er denne gård et jævnligt høvdingesæde; den købes således af Gissur jarl, som døde her (1268) og skal ligge begravet her. I slutningen af det 13de århundrede oprettedes her et benediktiner nonnekloster, som bestod indtil reformationen. Alle minder fra en ældre tid synes imidlertid — med undtagelse af et enkelt stedsnavn (Klaustrbrekka) — forsvundne. Efter gården kaldes den omliggende nordlige del af Sæmundarhlid sædvanlig Stadarsvejt (Staðarsveit).

Ved den sydlige halvdel af Sæmundarhlid findes intet særlig at bemærke. Vatnsskard, der afslutter lien mod syd, er allerede nævnt ved beskrivelsen af Hunavatns syssel. Omtrent midt over den hedesænkning, der udgør skardet, ligger sysselgrænsen. Den østlige til Skagefjords syssel hørende del kommer nærmere til omtale i Tord hredes saga (s. 31—32) i anledning af en kamp, der her leveres. Da Tord på sin færd vest fra er nåt til skardmundingen ud mod Skagefjorden, bliver han og hans ledsagere uenige om vejen. Tord sætter dog igennem, at man vælger vejen forbi Grindarhólar; her overraskes han af sine fjender, medens han holder hvil ved Arnarstape (Árnarstapi). Navnet Grindarholar kendes nu ikke, men østlig i skardet skilles virkelig vejene, og når man dér vælger den almindelige, får man på venstre hånd en række grushøje »Fosshólar«, som rimeligvis er de i sagaen omtalte. Et stykke længre fremme fører vejen umiddelbart forbi en kegleformig høj Arnstape ( — i), der utvivlsomt er sagaens Arnarstape. — Ved et enkelt fjæld er den østlige del af Vatnsakard adskilt fra det nordligere og smallere Reykjaskard (—ð, Grt s. 159).

Efler nedstigningen fra Vatnsskard er man snart ved den under lien stående gård Videmyre (Víðimýri, ældre: -mýrr), en anselig gård, der også i Sturlungetiden hørte blandt Skagefjordens høvdingesæder. Man vil i en tomt ved gården finde spor af det fordums virke; i nærheden af gården vises Hestavígshamar, — som det siges, svarende til den i Sturl. nævnte Hestetingshammer (Hestaþíngshamarr), hvor Skagfjordingerne valgte Brand Kolbenssön til høvding; — dog også østlig i herredet (på Flugumyre) påviser man en Hestavigshamar. — Omtrent fra Videmyre strækker sig mod nord til hen mod Reynestad, parallelt med Sæmundarhlid, men øst for Sæmundarå, et højdedrag Langholt (Lángholt), i og om hvilket adskillige gårde ligge. En halv mils vej nord for Videmyre står i skråningen af et mindre holt øst for Langholt den fra Sturl. bekendte gård Geldíngaholt; nord herfor ligger på sletten øst for Langholt præstegården Glaumbæ(r).

Øst for Langholt strækker sig den midterste, laveste og græsrigeste del af Skagefjordsherredet; denne engslettes centrale del er den mod øst og vest af vandløb begrænsede Vallholm (Vallhólmr) eller Holm (Hólmr), der mod syd går over i et højere land, den såkaldte Tunge (Túnga), der strækker sig helt op mod Skagefjordsdalene. Mod øst begrænses tungen og Vallholmen af jøkelelven Herredsvandene, mod vest af åen Svartå (— á), der har sit udspring længst mod sydvest i bygden. Navnet Svartå bærer den imidlertid kun for den øvre dels vedkommende; sydøst for Videmyre, omtrent på grænsen mellem Tungen og Holmen, får den navnet Husøkvisl (Húseyjarkvísl), nordligere får den endnu andre navne og falder sluttelig i Herredsvandene syd for Hegranæsset. Mellem Vallholmen og Tungen ses spor af et gammelt åleje, og det er en almindelig mening, at Herredsvandene — eller Jøkelså som elven i ældre tid kaldtes — tidligere, i steden for som nu at fortsætte vejen mod nord, øst for Holmen, har skilt Tungen fra Holmen, optaget Svartå i sig og så gennem Husøkvisl har fortsat vejen mod nord, vest for Holmen, hvorefter elven da ligesom nu må have delt sig om Hegranæsset. Dette synes virkelig at bestyrkes ved flere angivelser i sagaerne. Således ser man af Sturl. (gl. udg. IX, s. 27), at der ved gården Langamyre, som ligger vestlig i Vallholm ved Husøkvisl, var et overfartssted over Jøkelså, hvilken benævnelse på dette sted nødvendig må gælde det nu Husøkvisl benævnte vandløb, og navnet Jøkelså kan det kun have båret, for så vidt Herredsvandene helt eller til dels har haft deres løb herigennem, da Svartå ikke er nogen jøkelelv. Et sådant løb for Jøkelsås vedkommende synes også at fremgå af den måde, hvorpå Vallalaug findes omtalt i kilderne. Vallalaug var i ældre tider et til møder og offenlige sammenkomster hyppig benyttet sted. I det 15de årh. holdtes her ting, og stedet var da, som det synes, herredets almindelige tingsted. Senere holdtes her tre hreppers ting. Som det fremgår af navnet, var her en varm kilde. Vallalaug er nu beliggende sydlig i Holmen. Sydvestligst i Vallholm ligger et langstrakt holt Vallholt med en derefter benævnt gård (Ydre og Sydre V.) ved hver ende. På sletten øst for dette er grunden overordenlig sumpig og moradsig, så at man med besvær når Vallalaug, der er en midt i engen øst for holtet liggende lille vandsamling eller dam. Midt i kæret ses det fremvældende laugavand, men mosevandet er nu så overvejende, at vandsamlingen næppe er lunken. Rundt om dette kær, navnlig mod nordøst, ses hist og her ophøjede og mørkere tuepletter, i hvilke man vil se lævninger af tingboder. Stedet synes nu overordenlig uhensigtsmæssigt til offenlige møder; dog kan forholdene i den af gamle åløb gennemskårne Vallholm mange gange have forandret sig siden fristatstiden. Medens Vallalaug nu altså ligger på det flade land mellem Svartå-Husøkvisl mod vest, Herredsvandene (Jøkelså) mod øst, forudsættes Vallalaug i det mindste ét sted i Sturl. (gl. udg. VI, s. 13) liggende øst for Jøkelså. Sturla Sighvatssön må nemlig drage nord (ɔ: øst) over Herredsvandene (vötn) for at komme til Vallalaug.

Hvis der af hvad der fortælles i Ljósv. (s. 92) tør sluttes, at vejen øst for Herredsvandene til Hegranæs — hvor Skagefjordens vårtingsted var — lå over Vallalaug, vilde også deraf naturlig fremgå, at denne del af Holmen den gang ikke ved noget betydeligere vandløb kan have været skilt fra herredets østre del. De kapitler af Ljosvetninga saga, hvor Vallalaug omtales, er imidlertid meget uklare. I 25de kapitel fortælles om en retssag, der skal foretages på Hegranæs ting; og at retssagen virkelig også kommer til behandling her, ses så vel af fortællingen i kapitel 27, hvor en del af de tingbesøgende kommer søvejs fra og kan lande umiddelbart ved det nær fjorden liggende tingsted, som også af et sted senere i sagaen, hvor hvad der på dette ting er sket siges at være foregået på Hegranæs ting. Ikke desto mindre siges i overskrifterne til kapitel 26 og kap. 27 denne sag at foregå på Vallalaug ting. Sagaens overskrifter er dog tagne fra et meget ungt håndskrift, og dem kan man næppe tillægge nogen betydning. For kap. 27's vedkommende er overskriften endog i ligefrem modstrid med hvad der fortælles i selve kapitlet. I kapitel 26 siges, at den ene af høvdingerne (Torvard) med sit parti efter at have spist nadver på Miklabæ rider til Vallalaug for at komme til tingstedet før modparten. Han får hjælp til tingudrustningen fra Miklabæ og lejrer sig med sine folk for fredens skyld på grænsen af tingområdet. Skal teksten her gælde for ufordærvet, må ordene opfattes som antydende, at Torvard om aftenen efter nadver rider til Vallalaug og først næste morgen derfra til tinget. Det vil da være let at forstå, at man senere hen, da man kendte Vallalaug som tingsted, forstod sagaens uklare udtryk, som om Vallalaug også her var angivet som selve tingstedet, og dannede kapiteloverskrifterne i overensstemmelse hermed. Finder man (og vistnok med rette) denne fortolkning af sagaens ord for tvungen, må man antage, at allerede sagaskriveren på dette sted har forblandet et yngre, den gang mere benyttet eller i al fald ham mere bekendt tingsted Vallalaug med det ældre vårtingsted Hegranæsting, hvor den pågældende retssag af hele sammenhængen tydelig nok ses at være forhandlet.

Som tilfældet er med jøkelelve i almindelighed, er vadestederne over Herredsvandene meget foranderlige. Hist og her findes dog også færgested over elven, således ved gården Vellir nordøst for Vallholt — også i Holmen (Vallholm), som vel, ligesom Vallholt og Vallalaug, er bleven benævnt efter denne gård.

Tungen (Túnga), som Holmen mod syd går over i, udformer sig som et højdedrag, der fylder strækningen mellem Svartå og Herredsvandene. Denne tilligemed strækningen vest for Svartå benævnes Tungesvejt (Túngusveit). Blandt gårdene i Tungen kan mærkes Stensstad (Steinsstaðir) mod nordvest; både her og ved den nærliggende (nordvestligere) gård Reykir findes varme kilder. Om landnamsmanden på Stensstad fortælles det, at han ventede efter døden at skulle bo i Mælefell (Mælifell). Dette høje, spidst tilløbende fjæld — nu sædvanlig benævnt Mælefellshnjuk (Mælifellshnjúkr), da navnet Mælefell er gået over på den under fjældet stående gård (præstegården) — hæver sig, synligt i en vid omkreds, hinsides Svartå, sydvest for Stensstad. Her begrænses Tungesvejten i hele sin længde af fjælde, der kun afbrydes hist og her ved forskellige smådale, der i sydvestlig retning skærer sig ind i højlandet. En sådan dal er den af Mælefellshnjuk mod syd begrænsede Mælefellsdal (Mælifellsdalr), hvorigennem en hedevej ligger op. Den almindeligste vej syd på (til Kølvejen eller Store Sand) ligger dog gennem den noget sydligere, ligeledes ubeboede Gilhagadal(r), hvorfra man kommer op på den ikke lange, men temlig høje fjældvej Lille Sand (Litli Sandr).

Mod syd går Tungesvejten over i Skagefjordsdalene (Skagafjarðardalir). Den vestligste af disse er Svartådalen (Svartárdalr), hvorfra den Tungesvejten gennemstrømmende Svartå har sit udspring. Medens denne forholdsvis ubetydelige dal har en sydvestlig retning, ligge mere lige i syd to større dale Vesterdalen (Vestrdalr) og Østerdalen (Austrdalr), gennemstrømmede af Vestre og Østre Jøkelså (Jökulsá vestri og J. eystri), der ved sydenden af den høje »Tunge« forene sig til Herredsvandene. Disse dale er lange, smalle og indsnævrede mellem høje fjælde. Den ubebyggede del af de af Jøkelsåerne gennemstrømmede dale strækker sig langt op i de oven for bygden liggende udstrakte heder, oven for hvilke igen den store Hovsjøkel, hvorfra Jøkelåerne have deres udspring, breder sig. Nord for jøklen skal findes hraunstrækninger, hvorover en fra de øvre dale i Øfjords syssel til Kølvejen førende fjældvej, den såkaldte Vatnahjallavej ( — vegr) ligger. Den nedre beboede del af dalene, Vester- og Østerdalen i snævrere forstand, kaldtes i ældre tid Goddalene (Goðdalir, også Guðdalir), et navn, der nu er særlig knyttet til en i Vesterdalen liggende gård (præstegården). Som en fortsættelse af Vesterdalen regnes Hovsdalen (Hofsdalr), medens derimod den egenlige af Vestre Jøkelså gennemløbne dal oven for bygden kun er som en snæver kløft. Den øverste gård i dalen vest for åen er Hov (Hof), tidligere hovedgården her i egnen. — A. M. fortæller, at der i avretten oven for Hov fandtes et sted »Hrauntuekloster« (Hraunþúfuklaustr), hvor der sås lævninger af vidtløftige indhegninger og tomter, som om der havde været en storgård; derom vidstes dog intet, kun fortaltes, at kirkeklokken i Goddale skulde være fundet her. Det er formodenlig samme tomter, man tænker på, når man nu fortæller, at lævninger af det gamle Hov skal kunde påvises langt højere oppe og nærmere jøklen. E. O. (s. 736) synes at have kendt en hovtomt ved gården Hov. — Den øverste gård i Vesterdalen, og i det hele i Skagefjordsdalene, er Torljotsstad (Þorljótsstaðir). Sig. Gudmundssön omtaler et mærkeligt fund herfra, i det man efter et fjældskred nord for gården fandt oven på den nedstyrtede jordmasse seks menneske-hovedskaller, samt en broncenål med dyrehoved og et sølvbrystsmykke, men ingen menneskeben eller andre spor af skeletterne. Forf. gætter på, at der her har været en oldtidsbegravelse, hvor ligene har ligget fra nordøst til sydvest, og at fjældskredet, da det styrtede ned, netop har kunnet nå at tage hovederne med, men ikke mere.

Fra den øverste gård i Østerdalen fører en fjældvej (over Nýjabæjarfjall) til en af de øvre dale i Øfjorden. Kirkestedet i Østerdalen er Ábær, måldagernes (og Ldn.'s) »millum á«. Mod nord begrænses Åbæ-sogn af en stejl kløft Merkigil. Sv. Povlssön beretter i sine dagbøger om en over Merkegil førende farlig vej, at der her ved den søndre kant af gilet står en af biskop Gudmund indviet varde, hvor enhver vejfarende første gang skal ofre et par sten mod aldrig at komme til nogen skade i gilet. — Efter Vestre og Østre Jøkelsås forening til Herredsvandene er landet øst for elven en mils vej nord efter begrænset af en lavere og mere jævnt skrånende li, indtil en sidedal fra Skagefjordsherredet Norderådal (Norðrárdalr) skyder sig i østlig retning ind mellem fjældene. Langs den oven nævnte li står en række gårde, af hvilke Flatatunge (Flatatúnga) er den nordligste. Ud for denne gård forlader Herredsvandene deres dybe klippeleje for nu at brede sig over flade ører; lidt nordligere modtager de østen fra tilløb af Norderå (Norðrá), hvorved »øre«-dannelsen her endnu mere befordres. Fra Norderådalen skilles Flatatunge mod nordøst ved en lavere, hvælvet højde eller en mindre hals. Gården med de nærmest tilstødende partier af Norderådalen kommer særlig til omtale i Tord hredes saga (s. 40 — 42), i anledning af at Tord en tid lang opholder sig hos bonden her for at bygge ham en skåle. Denne skåle stod i følge sagaen endnu ind i det 14de århundrede. Ja fjæle fra skålen prydede med udskåret arbejde af Tord hrede mener man endnu den dag i dag at have bevaret på Flatatunge. En del af fjælene skal i en senere tid være komne til den i Vesterdalen liggende gård Bjarnastadahlid; i Flatatunge er nu fem bevarede, der beklæde den indvendige side af badstutaget. Da de er sammenføjede uden hensyn til billederne, er flere figurer ufuldstændige og betydningen af fremstillingen uklar. De fem fjæle er delte i langagtig-firkantede felter, helt eller til dels udfyldte med figurer, hvis omrids er angivne ved udskæring (furer) i træet. Billederne skrive sig utvivlsomt fra middelalderen: der forekommer munke eller andre gejstlige med kors i hænderne, og vistnok også biskopper; nogle skikkelser synes bedende at fremstrække hænderne; en nøgen, på hug siddende figur holder tommelfingeren til munden. To skikkelser i side dragter synes at holde en vægtskål, en anden et sværd; etsteds ses forskellige afhugne lemmer.

---