Norder-Tingø syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Norðr-Þingeyjar sýsla
[Indbyggerantal c. 1400]
Dette udstrakte, men svagt befolkede syssel, der som tidligere (s. 132 ) anført har sysselmand til fælles med Sønder-Tingø syssel, består af en mindre vestlig og en større østlig del, adskilte ved den fra Vatnajøkel kommende Jøkelså (se s. 174), der her falder ud i en bred bugt Aksarfjord (Axarfjörðr), ældre: Øksarfjord (Öxarfjorðr. Kristn.: Exarfjörðr — ɔ: Øksefjord), hvorefter elven almindelig benævnes Jøkelså i Aksarfjord. Den større, østlige del udgør Islands nordøstligste landskaber, den mindre, vestlige, består kun af en enkelt bygd Kelduhverve (Kelduhverfi), mod vest begrænset af Tungehede og Reykjahede eller, som det bygden nærmeste parti her kaldes, Blåskogahede (Bláskógaheiði), mod syd af Reykjahedes og Myvatnsöræves nordlige affald, mod øst af Jøkelså, mod nord af Aksarfjorden. Største delen af Kelduhverve er flad og sumpig eller ud mod kysten sandet grund. Omtrent midt i bygden ligger gården Gard (Garðr) eller Miklegard (Mikligarðr), sæde for stedets præst, så længe Kelduhverve udgjorde et eget præstekald [1]. Miklegard omtales i Ldn. som bolig for den samme Tore, der i Grt. spiller så stor en rolle som Grettes ivrigste modstander. I Grt. fortælles vidtløftig om »Tore i Gard« og hans mellemværende med Grette, men — utvivlsomt ved en forveksling med en gård Gard (Garðr) i Adalreykjadal (ST.) — kaldes gården Gard i Adaldal (Garðr í Aðaldal, Grt. s. 89), og dette — som det synes — drager atter andre unøjagtigheder efter sig. Senere hen i sagaen (s. 146 — 48) fortælles nemlig om et mislykket forsøg, som Tore gjorde på at fange Grette på Reykjahede, hvor han havde erfaret, at den fredløse Grette for en tid opholdt sig. Tore rider op på heden med mange mænd, Grette undgår dem, ved at han og hans ledsager skjule hestene og sig selv i et sæter; Tore rider forbi nord på over heden, finder ikke den, han søger, må vende om og kommer altså på vejen vester på forbi sæteret; Grette forklæder sig nu, går flokken i møde og narrer Tores folk ud i nogle moser syd for vejen, hvor de synker i og spilder lang tid af dagen med at få deres heste op igen. Grette skynder sig nu vest over heden og kommer forbi Tores gård Gard, hvor Grette kvæder en vise, hvori han antyder, hvem han er [2]. Disse retningsbetegnelser kan kun passe, når Gard antages at ligge vest for Reykjahede (således som tilfældet er med Gard i Adaldal). Dog er ikke hermed givet, at de nævnte retningsangivelser først er indkomne efter den omtalte forveksling af de to gårde Gard; meget taler nemlig for, at heden, hvor dette sammenstød skete, fra begyndelsen slet ikke har været tænkt som Reykjahede. Dennes naturlige beskaffenhed er en ganske anden, end sagaen lader formode, her findes ingen sumpe eller moser, men grunden er overalt gammelt hraun.
Bearbejderen af Grettes saga har øjensynlig manglet kendskab til denne del af landet og har heller ikke vidst ret besked med den tid, Grette tilbragte her. Efter at Grette havde opholdt sig en vinter i Toresdal (M.), gennemrejste han Sydlandet og kom til Østfjordene; hermed gik en sommer og den følgende vinter, hvorefter han vendte tilbage til Nordlandet og opholdt sig på »forskellige steder« (Grt. s. 142). Dette sidste udvikles nærmere senere hen, hvor der som indledning til beretningen om Tores mislykkede forsøg på at fange Grette siges, at Grette efter at være kommen fra Østfjordene holdt sig skjult for at undgå Tore: den påfølgende sommer »lå han ude« (ɔ: levede som fredløs røver) på Mödrudalshede — øst for Jøkelså — og forskellige andre steder; han var også stundum på Reykjahede. — At Grette i denne tid har holdt til på Reykjahede er ikke rimeligt; dels passer, som anført, sagaens beskrivelse, hvor Reykjahede nævnes, kun dårlig på denne, dels er det i og for sig usandsynligt, at han vekselvis skulde have holdt til på fjældhederne øst og vest for Jøkelså. Langt nærmere ligger det at antage, at Grette hele den tid, hvorom sagaen intet bestemt ved, har holdt til på hederne øst for Jøkelså. Her findes strøg, hvis beskaffenhed passer til beskrivelsen i sagaen (s. 147), og her lever en til stedsnavne knyttet tradition om et ophold af Grette for længre tid, hvorom sagaen aldeles intet ved. Man kan da enten antage, at en fejlagtig angivelse af »Reykjahede« som heden, hvor Tore søgte at fange Grette, har bevirket forlæggelsen af Tores gård Gard til Adaldal, eller — og dette er måske rimeligere — at de to gårdes forveksling har tvunget til at indsætte »Reykjahede« i fortællingen.
At Miklagard har kunnet forveksles med den langt mindre bekendte gård Gard i Adaldal er påfaldende og bliver endnu besynderligere, ved at sagaen i forbindelse med Gard (s. 89) nævner stedsnavnene Kelduhverve og Keldunes. Kelduhverve er som anført navnet på bygden, Keldunæs benævnes en gård øst for Gard. Blandt gårdene oven for Keldunæs i den sydøstlige del af bygden er Ås (Ás(s)) nævnt i Ljósv. Denne gård fortjæner også omtale på grund af det efter den benævnte mærkelige Åsbyrge (Ásbyrgi ɔ: Ås-indelukket), som ligger her i nærheden. Mod bygden skråner Reykjahedes og Myvatnsöræves nordlige fortsættelse jævnt ned. Netop hvor højlandets rand går over i den flade slette ligger, sydøstligst i bygden, Åsbyrget ind i dette som en højst ejendommelig vinkelformig dal eller, rettere sagt, fladbundet kløft, begrænset af stejle klippevægge. Kløftens indre (nordligere) begrænsning fremkommer ved den såkaldte »ø«, et trekantet landstykke, der fra slettelandet i nord gradvis hæver sig op med bestandig aftagende bredde, så at det tilsidst ender som en vældig, tilspidset kile med lodret stående æg. Aldeles parallel med øens sider går den ydre begrænsning bestående af lodrette klippevægge, der — ligesom øens sider — hævende sig op fra slettegrunden i nord tiltage i højde ind efter. De minde ved deres stejlhed om Almannagjås vestervæg; men for den længre, indre dels vedkommende er de sikkert flere gange så høje (3 — 400 f.). Øens form og dens vægges udseende svarer så aldeles til rummet mellem den vinkelformige ydre klippemur, at man næppe kan værge sig for tanken om, at den i sin tid ved bristning er løsrevet fra denne og sunket noget tilbage. Dog vilde den næppe være stor nok til at udfylde hele vinklen; mellem øen og ydervæggene ligger nemlig jævne græssletter af indtil flere tusinde fods bredde. Snarere har måske en sænkning af det mellemliggende parti fundet sted, men da bliver det fuldstændig ensartede brud til bægge sider forbavsende. Inde i byrget findes smuk og tæt birkeskov af ualmindelig højde, men væsenlig bestående af buske. Allerlængst inde i vinklen findes tæt under den ydre klippemur en lille dybtliggende sø eller vandsamling, fra hvis bred der er et glimrende ekko. Hele den vinkelformige dals udstrækning er vel mellem en halv og en hel mil [3].
Omtrent ved Åsbyrge standser den egenlige Kelduhverve-bygd; dog ligger en af gårdene, Svinadal (Svínadalr), et par mile sydligere, op med Jøkelså. Fra Svinadal besøger man lettest Islands største foss Dettefos (Dettifoss), et vandfald, der formodenlig ikke overgås af noget i Evropa, ja som selv til en vis grad lader sig sammenligne med det berømte Niagarafald [4]. Da desuden klippepartierne langs Jøkelså i flere henseender frembyder interesse, er en tur fra Kelduhverve til Dettefoss særdeles Iønnende for lystrejsende. Landet nærmest Kelduhverve er kratgrot højdedrag. Langs åen hæver klippestrøg sig. En halv mils vej nord for Svinadal træffer man, umiddelbart ved åens bred, på et ejendommeligt klippeparti »Ljóðaklettar«, en samling brun-sorte basaltklipper, der udmærke sig ved vilde og afvekslende formationer (ved huler, indelukkede smådele) og ved basaltens mangfoldige og forunderlige dannelser: snart ligger den i skæve eller skrå flader; snart stråler den ud fra et fælles midtpunkt som en uhyre ordensstjærne, og flere sådanne, hvis stråler møde hinanden, bedække undertiden klippens overflade; snart har den aldeles udseende af cellerne i en på kant stående vokskage eller ved et lodret snit overskårne, parallelt og vandret liggende runde jærnstænger. Ved foden af klipperne ligger masser af den nedfaldne, flintestenslignende basalt, og rundt på klippevæggen hænger lignende løse småstykker, som man med lethed kan pille ud [5].
Fra Svinadal er der endnu et par mil til Dettefoss, der ligger ud for det på kortet afsatte fjæld Ejliv (Eilífr), omtrent på grænsen af Norder og Sønder Tingø syssel. Elven har vel flere fosser, men ingen, der kan sammenlignes med denne. Fra Svinadal til Dettefoss har landskabet endnu et ret frodigt præg. Højere oppe begynder vest for elven de alt tidligere beskrevne ørkenstrækninger. Medens Jøkelså på sin vej fra Vatnajøkel mod nord hidtil har gennemløbet højlandet i et forholdsvis jævnt og fladt leje, begrænset af mørke grus- og sandstrækninger, træder ved Dettefoss klippegrunden frem, og elvens nærmeste omgivelser vest for åen gennemskæres af kløfter. Over sådanne når man op på et foroven fladt klippeparti, fra hvis rand man har udsigt til fossen forude. Det vel omtrent 600 fod brede åleje forandrer her aldeles karakter, idet klippegrunden fuldstændig spalter sig, og i den herved frembragte uhyre kløft falder nu elven, dels — mod øst — i ét samlet fald, dels styrter vandet fra bægge sider kogende ned i en smal kløft, der strækker sig noget op i den vestlige del af lejet. Neden under det nævnte klippeparti vest for åen strækker sig en lavere græsgrot rand; her kan man stige ned, og herfra betragtes fossen bedst. Over for hæver sig da den østlige klippebred aldeles lodret op, skrås for — forude — styrter den store samlede, vandmasse sig ned; ved at række sig ud over klipperanden kan man med øjet forfølge den til bunden, medens derimod den i rævnen fra bægge sider faldende vandmasse aldeles forsvinder i støvtåge og kogen. Ejendommeligt er det at række sig ud over klippen og dybt nede se den af vandfaldet på ny fremstående å fortsætte sin vej mellem lodrette klippevægge i et leje, der på grund af afstanden synes forunderlig smalt. Dettefoss (ɔ: Faldfoss) svarer til sit navn; i vandmasse overgår den langt enhver islandsk foss, også dens højde er større end nogen andens (Skogarfoss kommer den nærmest) og er vel næppe mindre end 2—300 fod. Dens skønhed lider noget ved, at vandet er jøkelvand, ligeledes ved at man ikke kan betragte den fra neden, da det i det mindste på et langt stykke er umuligt at komme ned på den smalle kant, der hist og hér findes mellem sidevæggene og åen. Den hvide røg, der langt borte ses svæve over fossen, må belyst af solen afgive et pragtfuldt skue. — Skønt der langs åens vestligste bred ikke findes nogen vej, er der dog intet, til hinder for fra færgestedet mellem Grimstad og Reykjahlid at følge ned langs Jøkelså og således ad denne vej besøge fossen inden ankomsten til Svinadal — Også Dettefdss’ nærmeste omegn frembyder mærkelige basaltformationer, således navnlig en af regelmæssige basaltsøjler båren vældig stenknude, sammensat af lutter som flintesten brudte klippestykker.
Fodnoter
- ↑ Ved den, vestligere i bygden liggende gård Vikingavatn skal påvises hovtomter (sognebeskr.).
- ↑ En fremmed, der hører visen og forstår den, red »til bygðar« (!) og fortalte, at Grette var reden forbi, — men visen blev netop kvædet i bygden, Tore derimod var endnn på heden.
- ↑ Om et sagn, i følge hvilket havet oprindelig skulde have gået helt ind til Åsbyrge — se provst Sigurd Gunnarssöns indholdsrige afhandling om stedsnavne fra Jøkelså i Aksarfjord til Skejdarå (Safn til sögu Íslands II, s. 431).
- ↑ Se: Watts. Across the Vatna jökull s. 120.
- ↑ På strækningen mellem Kelduhverve og Svinadal findes i Jøkelså en foss »Vígabjargsfoss«, hvortil der knytter sig en tradition om Grette. Øst for åen findes en for oven flad klippe, der falder stejlt af mod åen, men mod øst har en smal opgang. Her skal Grette en gang have værget sig mod sine fjender og tilsidst have sprunget over åen — tværs over fossen —, på et sted, som derefter benævnes »Grettishlaup«.
