Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderVester-Skaftafells syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Vestr-Skaptafells sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]
Vester-Skaftafells syssel, der mod øst begrænses af Nupsvandene (Núpsvötn), mod vest af Jøkelså på Solhejmasand, falder i en større østlig og en mindre vestlig del — adskilte ved den øde sandstrækning Myrdalssand, som skylder den frygtelige Katla, vulkanen i Eyjafjallajøkels nordøstlige parti, sin tilblivelse. Ovenfor syslets østerdel ligger den store Vatnajøkels vestligste parti Side jøkel (Síðu-Jökull) eller Skaftå-jøkel (Skaptár-jökull), jøklen dog ikke her i nogen umiddelbar nærhed; jo længere man kommer mod vest, desto mere drager den sig tilbage fra bygden og lader efterhånden det indre højlands vide strækninger uhindret brede sig. Syslets østlige del, der til en vis grad må omtales under ét, består af Fljotshverve (Fljótshverfi), den østligste bygd, derefter Síða og Skaftåtunge (Skaptártúnga), samt de syd for disse to liggende bygder Landbrot og Meðalland. Få overgangen mellem bægge, dog nærmest knyttende sig til østerdelen, står det lille isolerede Alvtaver (Álptaver).
Fljotshverve (Ldn.), der mod øst er begrænset af Nupsvandene, mod vest af Hvervesfljot (Hverfisfljót), er mod nord ved en strækning fjældhede skilt fra Vatnajøkel; fra jøklen og fjældene kommer endnu en del åer, der sluttelig flyde sammen med Nupsvandene og Hvervesfljot, alle tilsammen har de omdannet den nærmest kysten liggende del af bygden til en øde, af vandløb gennemfuret og tildels oversvømmet sandstrækning, østligst i Fljotshverve hæver sig Lomagnup (Lómagnúpr), et prægtigt fjæld, der (med en højde af c. 2500 f.) som en vældig stræber støtter den bagved liggende fjældstrækning eller som en uhyre kile skyder sig frem fra denne. Med selve fjældets navn (eller egenlig at Lómagnúpi)[2] benævntes i ældre tid den vest for dette stående gård Nupstad (Núpstaðr) [3]. Så vel gård som fjæld forekommer i Nj., hvor også den efter fjældet benævnte sandstrækning Lomagnúpssand (Lómagnúpssandr) omtales. I Jonsbog optræder Lomagnupssand som skillende mellem de to dele af Skaftafellsting. Efter fjældet førte Nups vandene oprindelig navnet Lomagnupså (Lómagnúpsá). I Sturl. fortælles ved år 1201 om et løb i Lomagnupså, der gjorde den for en tid ufarbar, så at den altså også den gang har haft sin nuværende karakter af jøkelå. Jøkelelv bliver imidlertid Nupsvandene først ved det østlige tilløb Súla, medens derimod den langt nordligere udspringende hovedkilde Nupså (Nupsá) fører klart vand. Egnen, hvor Nupsvandenes kilder må søges, er i flere henseender af interesse, men næsten ukendt. Øst for Lomagnup og dens nordlige fortsættelse strækker sig op mellem fjældene en kratgrot dal (vistnok på kortet temlig unøjagtig aflagt), der ved sin fjældbegrænsning er beskyttet mod den nord og øst for liggende jøkel. Oven for dalen, i kanten af jøklen, står et dog hidtil ubesøgt fjæld Grænafjall (ɔ: Grønnefjæld), syd for hvilket en sø Nupsåvatn (Núpsárvatn), hvorfra Nupså har sit udspring, er beliggende. Nupså gennemstrømmer nu fra nord til syd dalen, hvor den modtager flere tilløb, indtil endelig ved dalens sydøstlige hjørne en skridjøkel fra Skejdaråjøklen (hvis nærmeste parti benævnes Súlujökull) strækker sig frem, hvorfra den rivende jøkelelv Súla kaster sig efter et kort løb i Nupså, der nu antager navnet Nupsvandene. — Den omtalte skov Nupstadskovene (Núpstaðarskógar) er bekendt af sine vilde (eller halvvilde) får, der her aldeles sørge for sig selv, og hvoraf kun enkelte af og til med møje indfanges. — Sula skal efter sigende have regelmæssige løb, omtrent hvert 5te— 6te år. Undertiden omtales uhyre løb i denne å, som år 1784 (samtidig med Skejdarå), da egnen omkring Skaftåjøklens vestligste del havde været skuepladsen for stærke vulkanske fremtoninger.
I følge kortet skulde søen syd for Grænafjall bære navnet Grimsvandene (Grímsvötn); herom ved dog sognebeskrivelsen intet, og henlæggelsen hertil af »Grimsvandene«, der mere synes at tilhøre sagnet end den virkelige verden, skyldes vistnok kun gætning [4].
I Fljotshverve stå de fleste gårde under affaldet af de græsbevoksede fjældheder, der begrænse bygden mod nord; oven for disse findes igen nogle grus- og stenstrækninger, indtil Skaftåjøklen begynder, der her er en højjøkel, men som dog nedsender flere skridjøkler. Neden for gårdene brede sig mest hraun og mørke forbrændte strækninger, indtil ud mod kysten de flere mil brede sandflader begynde. Af de fra heden (eller hederne — strækningen fører nemlig forskellige navne efter de forskellige gårde) nedstyrtende ikke få åer kan Djupå (Djúpå), nærmest vest for Nupsvandene, fremhæves som en virkelig jøkelå, om end kun af middelstørrelse. Denne fra Skaftåjøkel kommende elv kan også stundum have sine »løb«; et sådant overordenlig heftigt, fra midten af forrige århundrede — men rigtignok foranlediget ved et vulkansk udbrud i Skaftåjøklen — omtales E. O. s. 776. — I Djupå falder flere vestligere åer, indtil Brunnå (Brunná), der nu betragtes som faldende i Hvervesfljot, skønt det egenlig er denne sidste elv, der har kastet sig i Brunnå. Hvervesfljot, der har sit udspring i den vestlige kant af Skaftåjøklen og derfra i sydestlig retning tæt under jøkelranden søger ned mod bygden, blev nemlig voldsomt påvirket af det frygtelige vulkanudbrud, der 1783 fandt sted i almenningen straks sydvest for Skaftåjøklen. Af de to uhyre lavastrømme, som ved denne lejlighed væltede frem, søgte den ene sig vej gennem Hvervesfljots rende, udtørrede den for en tid aldeles og bredte sig derefter over en større strækning på grænsen mellem Fljotshverve og Síða, hvor der dog allerede til dels tidligere fandtes ældre lavalag. Da elven igen begyndte at flyde, kastede den sig noget østligere, afskar oven for bygden en fjældknude Hnúa fra den øst for liggende Bráttháls (tilsammen, som det menes, fordum benævnte Eiríksfell), og i steden for i sit nedre løb selv at søge sig en vej ud mod havet kastede den sig i Brunnå (omtrent ud for gården Hvoll). Da Hvervesfljot imidlertid er vandrigere end Brunnå, er den sidste bleven forvandlet til en biflod til fljotet.
Nupsvandene, Djupå og Hvervesfljot med deres bifloder flyder neden for bygden sammen, danner brede, grunde vandsamlinger og falder tilsidst gennem Hvalsike (Hvalsíki — fejlagtig afsat på kortet) i søen. Kun en ringere del af vandmassen falder i sydvestlig retning over sandfladerne og forener sig med Eldvatn, en å, som efter vulkanudbruddet 1783 er kommen frem fra sydkanten af det nye hraun, og som gennem Vejdeós (Veiðiós — et temlig foranderligt udløb, som ifg. sognebeskr. af 1859 i de senere år bestandig havde bevæget sig mod vest) falder i søen.
Den østligste gård i Fljotshverve, næst efter Nupstad, er Rauðaberg, der står øst for Djupå, hvor denne træder ned fra heden. Her drejer Djupå i sydvestlig retning, medens den tidligere skal have strømmet mod sydøst ned over et ældre, i denne del af bygden liggende hraun. Neden for dette vises de gamle tomter af ødegården Djupåbakke (Djupárbakki), der vistnok er den i Nj. anførte gård, hvorefter Njåls svigerdatter Astrid fra Djupåbakke benævnes. — Omtrent midt i bygden, noget vest for Djupå, står Kalvafell (Kálfafell), kirkested og — så længe Fljotshverve udgjorde et selvstændigt kald — præstegård. Gården kaldes nu ofte Kalvafell »på Síða« eller »i Fljotshverve« til adskillelse fra Kalvafellsstad i Sydersvejt, hvis egenlige navn også kun er Kalvafell. Ordet »Sida«, der, som det senere nærmere skal fremstilles, i oldtiden havde en meget omfattende betydning, har nemlig også nu foruden sin almindelige, mest indskrænkede, en mere udstrakt, i hvilken det betegner den øst for Skaftå liggende del af VSkf. (ɔ: Síða á Fljótshverfi). —
Fodnoter
- ↑ Som det er bemærket for de hidtil behandlede, til Østlandet hørende syslers vedkommende, findes også for dette syssel en ældre sysselbeskrivelse (dansk, 1744), der er benyttet ved nærværende udarbejdelse, ligesom også de i Chor. isl. indeholdte bemærkninger.
- ↑ Sturl. I, s. 114: á Lómagnúpi.
- ↑ Den i E. O. s. 778 anførte formodning, at Lomagnup endnu efter landets bebyggelse skulde have været et forbjærg, er en urimelighed, som også gendrires af Sv. Povlssön i hans Dagbog II, s. 102. — Bevidstheden om de store forandringer, der siden landets bebyggelse er foregået med Islands sydkyst, synes i det hele at have bibragt disse egnes beboere fantastiske forestillinger om en tidligere tids forhold her. Således ses det af Arne Magnussöns historisk-topografiske samlinger »Chorographica islandica«, at man i Fljotshverve fortalte, at der endog skulde have ligget skibe langt oppe i Hvervesfljot (mellem gårdene Eystridalr og Þverárdalr), hvor man viste fortøjningshullet i en klippe og pladsen, hvor boderne havde stået, benævnt Búðarflöt.
Fra Nupstad omtales en runeligsten. Se Antk. Ann. IV, s. 354. - ↑ Egnen om Grimsvandene er hovedskuepladsen for æventyret om Vestfjorde-Grim, der fortælles i Isl. Þjóðs. I, s. 167 ffg. Grimsvandene tænkes her at ligge ovenfor Skaftafellssyslerne; men så vel af Arne Magnussöns hertil føjede bemærkninger som af hans forskellige notitser i Chor. isl. ses det, at man var meget uklar angående den nærmere bestemmelse af deres beliggenhed. Medens nogle troede dem begravne af Orævajøklen, mente andre, at Sula fra dem havde sit udspring, og atter andre, at de lå i nærheden af det nord for Lomagnup stående fjæld Bjørn, og at Skaftå sammen med flere andre floder havde sit udspring fra dem. Ingen havde nogensinde besøgt dem. I slutningen af det 17de og begyndelsen af det 18de årh. tales om vulkanudbrud i Grimsvandene, og selve vandet skulde endog under udbruddene have stået i lue (således har det i øvrigt oftere forekommet folk på Island, når lavastrømme er flydt ud i åer eller vandsamlinger). Af hvad senere berettere gentage om disse udbrud, ser man, at de heller ikke ved noget bestemt om disse Grimsvande.
